Enjoy the silence

I går, da jeg kom hjem fra arbejde, var børnene der allerede. De var selv gået hjem fra skole, og det betød, at alle mand var samlet på matriklen kl 14.15. 10 minutter efter, at jeg var trådt ind ad døren, spurgte Anton, om han måtte gå i seng. NaTURligvis ikke for at sove, men fordi han gerne ville ligge under sin varme dyne og bare slappe af med sin iPad. Ikke så snart havde jeg sagt ja, før Frida nærmest råbte: “Må jeg også godt??” – og selvfølgelig. Det er jo ikke sådan, at de er forment adgang til deres senge i dagtimerne, men de er nogle høflige unger, og når noget ligger lidt udenfor, hvad vi plejer at gøre, så spørger de altid om lov først. 

Da de var installeret på hver deres værelse, og endda havde forhandlet sig til også at måtte rulle gardinet ned, lavede jeg en kop kaffe og satte mig ved bordet og tænkte lidt. For jeg har aldrig – ikke én eneste gang i hele mit liv – haft lyst til at kravle under min dyne midt på dagen, med mindre jeg har været syg. Og da SLET ikke, når jeg ikke er færdig med at være Ude I Verden, hvilket var tilfældet i går, hvor vi havde svømning kl. 18.30. At rulle gardinet ned når solen skinner, er for mig nærmest for den ottende dødssynd, og al den modstand og vanetænkning brugte jeg eftermiddagen til at tænke lidt over. 

For jeg kan ikke beskrive uddybende nok, hvor meget jeg gerne vil, at mine børn kan mærke sig selv og deres basale behov. Meget af det, jeg har bøvlet med i over 40 år, handler om ikke at kunne netop det, og derfor være nødt til at kompensere og efterregulere, når systemet er blevet overbelastet, og skaden er sket. Logisk giver det al mening i hele verden at tage en pause midt på dagen, og begrænse stimuli som lys og samtale mest muligt.

Når jeg aldrig har været i stand til det, så handler det nok om, at den stærkeste drivkraft for mig er målet; at nå til punktummet og først derefter tillade mig selv at tage en pause og slappe af. Dagen skal for mig gøres færdig, før jeg kan slippe tøjlerne og rulle ned. 

Alle de overvejelser fik mig til at tænke over, at jeg egentlig lige nu synes, at der begynder at sænke sig en ro, sådan helt generelt. Ikke, at der ikke stadig er kaos, rod, pligter og bøvl, men bag det hele føler jeg, at der for første gang begynder at indfinde sig en ro, som vi ikke har haft siden før covid, metoo og BLM. På mange måder er årstiden et fint symbol, for det kan stadig både regne og storme og i skrivende stund er der sne i min have. Men bag det hele er lyset og løftet om varme og liv, og selv når det river og bider, får det ikke ordentligt fat. Noget andet begynder at dominere, og det føles som forskellen på at rydde op i sin stue efter en fest og at genopbygge et land, der er blevet jævnet med jorden. 

Når jeg taler med mine venner, hører jeg det samme. At der stadig er urimelige arbejdspladser og eksmænd, der forsøger at spænde ben, men det føles som om, man tager sine kampe stående på fast grund i stedet for i kviksand for første gang i årevis. 

Jeg øver mig i at lægge mærke til det, når noget slipper og ændrer sig til det bedre. Også når det bare er fraværet af kamp og ulykke. Det var noget, jeg begyndte at forstå vigtigheden af, da jeg fik Anton, og jeg ikke helt kunne genkende de tigerspring, alle talte om, fordi jeg havde en oplevelse af, at tigeren nok mere bare var kronisk flyvende og aldrig ramte jorden. Dengang gik det op for mig, at det var altafgørende for min mentale sundhed og stabilitet, at jeg også huskede at bemærke det, når der var perioder, hvor han – trods alt – sov. Når der var en rytme. Når vi havde en periode, hvor maden ikke drillede. For de pauser undervejs er dem, der gør, at man kan blive ved med at gå, så man også kommer igennem det, når det hele er svært. 

Roen er et tema for mig lige nu, og derfor ser jeg den alle de steder, hvor den optræder.

Jeg bemærker, at vi kollektivt begynder at prioritere roen i at være mindre tilgængelige på de sociale medier. Hvor ALT før blev lagt op, og alle henvendelser føltes akutte og uopsættelige, så er der, uanset timeforbrug, et langsomt træk imod at værne mere om tilstedeværelsen i nuet og at lade nogle oplevelser forblive private.

Jeg bemærker, hvordan fraværet af en chef og en arbejdsplads for mig har medført en ro, jeg ikke ville have troet mulig, hvis nogen havde prøvet at beskrive det for mig. Al min tid er min, jeg er ikke underlagt regler og beslutninger, jeg er uenig i, jeg skal ikke sidde til personalemøder og temadage og foregive samhørighed og fællesskab med mennesker, jeg er så grundlæggende uenig med, at det nærmest føles som et overgreb at skulle forholde sig til dem.

Jeg bemærker roen i hovedet, som er helt ny og sprød og føles som den fineste tone af sølv, der bare langsomt klinger ud.

Jeg bemærker roen i at vide, hvad jeg står med ift. begge mine børn. At starte forfra med Frida er ikke venstrehåndsarbejde, og om et par måneder skulle det gerne være på plads, at Anton skal starte i specialklasse. Frygt, bekymringer og frustrationer er stadig faste følgesvende, og det kan jeg sagtens mærke – men jeg kender systemet, spillerne er the usual suspects, og jeg ved, hvad jeg skal forberede mig på. 

Og jeg bemærker, når mine børn viser mig, hvordan man kan bede om og give sig selv ro, når man har brug for det, og at alting ikke behøves at være så sort og hvidt, som jeg har lært mig selv, at det er.

Da sneen væltede ned i går, kunne jeg bag den blygrå sky se en klar, blå himmel. Da vi efter nattens storm stod op i morges var det lyst udenfor og fuglene sang.

Vi kommer aldrig til at nå et punkt, hvor der er ro og orden i alting; hvor al arbejde er gjort, og intet længere er svært.

Men der er øer undervejs, hvor tingene falder til ro og der er tid til at fordøje. Nogle gange kræver det bare lidt hjælp, en dyne og et nedrullet gardin at få øje på det.