Step by step.

For 20 år siden begyndte jeg at interessere mig nok for musik til at købe det for mine lommepenge. Et af mine første kassettebånd var med New Kids On The Block, og jeg var meget forelsket i Donnie Wahlberg. Mit værelse var tapetseret med plakater af de 5 mørkhårede snitter, og jeg synes, at de var indbegrebet af coolness og god stil.

I går så jeg en dokumentarudsendelse om gendannelsen af NKOTB. (Jeg tror, at det var på DR2 *host*). Det var ikke nogen rar oplevelse. Jeg ved næsten ikke, hvad der var værst: Klippene fra dengang, hvor 5 børn med højt hår og skulderpuder, foran skrigende horder af permanentet hår, lavede en slags asynkron aerobic og kaldte det dans, eller de indklippede interviews med medlemmerne anno 2008: Kedelige, ældre mænd, der brokkede sig over gigt i knæene og på den hørehæmmede måde drejede hovedet 45 grader, hver gang journalisten stillede et spørgsmål. Det værste var næsten, da de skulle optræde igen. For satan. Seniordans med skam og selvbevidsthed malet i alle træk. Til alle bands, der var store i 80’erne, som pludselig tænker: “Det må vi da kunne gøre igen!”: Nej. Lad være. Omvendt Nike. Just don’t do it.

Dette er mit indlæg nummer 500, og grunden til at jeg ofrer det på de 5 ældre herrer er, at jeg, da jeg startede bloggen, kaldte den New Kid On The Blog. Jeg skiftede efter ca. 100 indlæg navn til blogsbjerg, dels fordi jeg ikke længere følte mig som hverken ’New’ eller ’Kid’ og dels fordi blogsbjerg er et langt bedre symbol på, hvad bloggen er for mig: Et sted, jeg flyver hen for at tænke, få fred, mødes med ligesindede og banke folk med min kost. Jeg er virkelig oprigtigt taknemmelig over, at I har lyst til at læse med, for uden jer var der ikke megen grund til at skrive. Og bare så I er advarede: Jeg har tænkt mig at ååh åhhh åh ååh ååh – Hang Tough!

Vi går efter 1.000 indlæg nu, ikke?