I dag sner på den måde, det gjorde, da vi gik hjem gennem sneen, lige efter vi havde lært hinanden at kende. Jeg kan ikke huske, at det var koldt, eller at jeg frøs og havde våde fødder – og det må jeg have både gjort og haft, for jeg har altid været kuldskær og har aldrig ejet et par ordentlige vinterstøvler – men jeg kan huske, præcis hvordan han så ud, da jeg vidste, at det var ham.
Det både er, var og har været i alle afskygninger af grammatiske tider, og ind imellem tror jeg, at jeg har fundet fred med, at jeg for altid har efterladt en del af mit hjerte hos ham. Der er blevet mindre at give væk, jeg bliver aldrig den samme igen, og flere minder end det virker muligt at have, er blevet en del af det, der er mig.
I dag savner jeg ham noget så forfærdeligt.
Suk Linda suk …..
Mon ikke vi alle har et eller andet, der trigger et minde af den slags?? Og det gør bare NAS (ja ja gammelt ord!!), også selvom tiden går…
Knuser
– Mette
Trigger??? Er det ikke børnestøvler? ;o)
Det må være vejret, der gør det, akkeja. For det der etellerandet knirker også lidt her i dag… 🙂
Dér smeltede jeg lige lidt. Trods kulden.
Aaargh, for sitan da. Gør det noget hvis jeg gentager mig selv og siger at du er den dygtigste skriverske jeg nogensinde er stødt på? Det' vildt Linda Blogsbjerg…vildt!
Puha, kuldegysninger…
/L
Dine indlæg rammer mig virkelig! Jeg følger dagligt med herinde og nyder at læse dine indlæg. Du skriver fantastisk!! Tak. Glædelig jul og godt nytår 🙂
Sender dig et stort varmt knus. Og glæder mig til vi sidder i stuen med brændeovnen tændt og et glas rødvin i hånden.
Knus Sus
Der løb lige en blank tåre ned af min kind. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg kender dig ikke – bortset fra din fantastiske blog, jeg kender ikke historien bag, men hvor var det smukt og ægte skrevet!
(Læste lige det lige igen – og der kom flere tårer – er det meget underligt?)
Det var nogle meget fine kommentarer, og jeg bliver så glad over, at jeg kan skrive om det, der fylder og at I så stadig synes, at det giver mening.
Tak fordi I er så skidesøde.