Bloggen

Men er det ikke lidt som om, Obama fik ideen først?

Vi har snakket om det før, men det er mig en evig kilde til undren, hvor idiotiske reklamer, man må forpeste det offentlige rum med. Nogle af dem er simpelthen så idiotiske eller klamme, at jeg boycotter produkterne, fordi det for fanden er den eneste form for mini-hævn, man kan tage over producenterne.

Jeg køber f.eks. ikke Sanex mere, fordi jeg får myrekryb over de der masser-af-mennesker-der-bevæger-sig-synkront-reklamer.

Jeg er også færdig med Fona. Det er muligt, at det er mig, der misser en helt oplagt kobling, men hvad en fed mand i pels med påtaget russisk accent og noget dårlig kopi-Paris Hilton på armen har med Fonas produkter at gøre, er beyond me.

Og hvorfor alle kvinderne i You-See reklamerne skal være bundhysteriske, fatsvage kællinger med skingre stemmer, begriber jeg heller ikke.

Til gengæld vil jeg gerne støtte op om de firmaer, der laver reklamer, som giver mening eller er sjove. Frelsens Hær (ok, måske ikke lige et firma i traditionel forstand, men I ved, hvad jeg mener) fik f.eks. deres første 20’er af mig, da de svingede indsamlingsbøsserne med teksten ”Pengene eller vi synger!”

Og i går ville jeg sådan ønske, at jeg havde haft en have, så jeg kunne støtte ham, der kørte rundt med det her på siden af bilen:

Har du ondt i maven
Over ukrudt i haven?
Så ring til Agger
Han kommer og hakker.

Da jeg for et år siden havde fødselsdag, startede dagen med brunch og gaver, og hele dagen handlede om migmigmig, indtil jeg om aftenen, efter en lang, dejlig dag med masser af gæster og flere gaver, lukkede festen ved at skylle de sidste rester af lagkagen ned med rødvinssjatterne.

I år så tingene liiidt anderledes ud, takket være den bette Anton.

Hans gave til mig var halvandet døgn uden søvn, hvilket jeg overvejer at bytte. Derfor startede dagen temmelig kaotisk, og klokken var 11, før jeg havde så mange sammenhængende sekunder, at jeg kunne kaste en skål yoghurt i ansigtet, og 15 før der var ledige arme og tomme linier nok på to-do-listen til at åbne gaver fra søsterskabet. Jeg har ikke på nogen måde kunne overskue at invitere gæster, men heldigvis består min omgangskreds af mennesker, der bare selv oplyser, at de har tænkt sig at svinge forbi med noget kage og råbe lidt forsigtigt hurra, fordi det ville være for tyndt at fylde 34 iført gylp og søvnmangel med sig selv som eneste voksne indslag.

Så det gjorde de, og det var småt, men utrolig hyggeligt.

Lige på falderebet besluttede Anton sig for, at det var tid til den anden gave, han havde til mig: Et kæmpestort, tandløst smil.

Og det kan alverdens brunch, fest og nattesøvn ikke hamle op med.

Det er fuldstændig ubegribeligt, hvor højt man kan elske et menneske, man kun har kendt i 55 dage.

Kæft, hvor er I gode til at finde på! Der er mange fine forslag, synes jeg, og de skal prøves af, til jeg finder det udtryk, der ligger bedst i munden. Til de af jer, der har forslået, at jeg bare skal kalde mig ‘mor’, vil jeg sige, at det gør jeg bestemt også. Når man er alene, opdager man bare, hvor ofte man bliver bedt om at redegøre for, hvor barnets far er henne, og det er hér der indtil nu er gået kludder i munden på mig. Men det er fortid nu, så tak for indsatsen, venner.

Har jeg sagt, at vi er begyndt at sove(-ish) herhjemme? Der er faktisk kommet noget, der i mistænkelig grad minder om en rytme om natten. Anton spasser ud om aftenen på jegvedikkehvadjegvil!!jegvedikkehvadjegvil!!-måden, fordi han ikke sover nævneværdigt om dagen, og derfor er så træt, at han ikke kan hænge sammen, når solen er gået ned, men når først han er fældet omkring 22.30, sover han til ca. kl. 2, og når vi er færdige med at muntre os på foderbrættet, lægger han sig beredvilligt til at sove igen til kl. 5.30. Og vi kan nu nå hele ritualet igennem på en halv time, hvilket er markant mere udholdeligt, end de 2½ time vi før tilbragte med at slide gulvbrædderne tynde med vores hårdhudbelagte fodsåler. Pedicure er so last decade.

Så jeg kan igen huske, hvad jeg hedder, jeg har fået læst næsten en halv bog, og jeg får trænet. Jeg har faktisk så meget overskud, at det er gået op for mig, at jeg har principper ift. børneopdragelse. Hvem skulle nu have troet det? (Og hvis jeg i det følgende træder nogen over tæerne, så undskyld. Jeg forbryder mig med garanti dagligt mod 7 af de dogmer, der hersker i jeres hjem.)

Jeg synes f.eks. ikke, at vi skal være sådan et hjem, hvor tv’et altid kører. Da jeg bare var mig, var det ikke noget, jeg overhovedet skænkede en tanke; det var slukket, når jeg havde gæster, og ellers kørte det bare i baggrunden og skabte illusionen af, at jeg ikke boede HELT alene. Det er slut. I dag ser vi max en times tv om dagen, for jeg vil ikke være min barndomsvenindes mor, der lå på sofaen dagen lang og ikke kunne løsrive sig fra sine amerikanske tv-serier længe nok til at opdrage sine børn. Hvilket jeg er sikker på, at min venindes lillebror har god tid til at være lidt bitter over, når han nu alligevel bare sidder i fængslet og glor.

Jeg er også begyndt mentalt at insistere på, at vores vasketøj SKAL have et pitstop i skabet, før vi tager det på. Det har jeg aldrig nogensinde gået op i før – men lige pludselig synes jeg, at det er lige lowlife nok at være sådan en familie, der tørrer tøj i stuen, hvor stativet har slået rødder, og man bare hiver tøjet lige af det og tager det på.

Og endelig er jeg begyndt at overveje at køre mit sprog igennem en guldvask hos Statoil. Hold nu kæft, hvor jeg bander! Og altså.. jeg mener jo ikke på dén måde noget med det. Mine forældre bander ikke. Ved faktisk ikke lige, hvor jeg har samlet det op henne, men synes egentlig ikke, at Anton kan være tjent med at lyde, som om han er vokset op på dok 3. Jeg prøver virkelig, men vi skal lige have fundet en gylden mellemvej, for da jeg forleden satte mig til bords med ordene ”Jeg var huleme også blevet sulten!” kunne jeg lige mærke, at jeg synes, vi var kommet så langt over i den modsatte grøft, at vi nærmest var endt på marken. Der bliver ikke noget med “for sulan!” og “Sørenpeterjensme!” hér i huset, så længe jeg har bestemmepinden.

Om Anton selv ender med at tørre sit tøj i stuen med tv’et kørende i baggrunden, mens han bander og svovler lystigt, betyder faktisk ikke så meget. Det har jeg selv gjort i årevis. Det er bare vigtigt for mig at sætte en højere standart i hans barndomshjem end dét, for så er der lidt margen at give af, uden at han ender med at være sådan en, der bare skræver hen over stakkene af brugt service og snavstøj (blev der sagt!).

Måske er han ligeglad, men jeg er sikker på, at min kommende svigerdatter eller –søn vil takke mig for indsatsen engang.

Ind i mellem synes jeg ikke helt, at det danske sprog er udbygget tilstrækkeligt. Jeg synes f.eks. at vi mangler et register, når vi skal tale om sex. Lige nu forekommer det mig, at der kun er teknisk skole lingo eller termer venligst udlånt af det danske sundhedsvæsen at vælge imellem, hvilket jeg allerede kan få svedetur over, fordi jeg i den fjerne horisont aner mor-hvor-kommer-børn-fra? –snakken. Man har hverken lyst til at udsætte barnets ører for pik eller penis, vel?

Men jeg mangler også et ord for, hvad det lige er, jeg er. Enlig mor lugter så grimt af 1950’erne, fabriksarbejde og klamme, etværelseslejligheder på kvisten. Singlemom giver mig associationer til hyæner, der lusker rundt på savannen og tålmodigt venter på, at nogle af the doublemoms (hvad? Nå, det hedder det ikke? Jamen, så giver singlemom da heller ingen mening?!) bliver færdige med med handyret, så man kan kaste sig over de sørgelige rester.

Indtil videre er jeg endt med sætninger som ”jeg er alene med ham” og ”vi er bare selv”, når jeg bliver afkrævet civilstatus, hvilket gør decideret ondt på en ord-samler som mig. Der må sgu da være et ord? Jeg er villig til at gå svensk eller tysk på det, hvis bare det giver mening.

Far frisk i blækhuset, venner; I er hermed inddraget i sprogpanelet.

Jeg har været nede og træne *sejrs-smiley*. En hel time, kun afbrudt 17 gange af at skulle give sut, tage op af lift, lægge tilbage i lift, lave ansigter (kom lidt af sig selv. Er I KLAR over, hvor fesne muskler bliver af at ligge i dvale i 3 måneder??) og forsøg på at tvinge ungen til lige at tage 5 minutter mere, med lys, optimistisk stemmeføring alene. Men hold nu kæft, hvor var det godt! Der er jo faktisk stadig en hel verden derude.

Jeg kan næsten synes, at det er sjovt, at jeg – som for et halvt år siden trænede med venstre hånd, mens jeg passede fuldtidsjob, var tillidsrepræsentant, planlagde undervisning og afholdte kurser med højre – må se mig tvunget i knæ af 56 cm insisterende jernvilje. Alene det at komme ud af døren er en præstation i sig selv. Jeg prøver lige at beskrive scenariet. Ikke fordi jeg tror, at I vil finde det specielt interessant, men fordi jeg simpelthen er nødt til at prøve at se på skrift, hvad fanden det er, der tager 2½ time, når man HAR pakket tasken aftenen forinden.

Kl. 8:00: Jeg står op. På den forsigtige måde for ikke at vække barnet, der på trods af at have festet igennem det meste af natten, allerede har sutten til at køre rundt i ansigtet på Simpson-måden, hvilket er trin 3 af 4 mulige i Opvågningsfasen.

Kl. 8:03: Bad afviklet. Barn nu i fase 4 for fuld udblæsning.

Kl. 8:40: Barn ammet, skiftet og nettet.

Kl. 9:00: Morgenmad og kaffe fikset og indtaget med venstre hånd.

Kl. 9:20: ”Kom nu – du vil jo gerne være i din kravlegård, ikke skat?” legen indledt og afsluttet 6 gange. Har dog nået at samle nattens roderi sammen, og fordele opvask, vasketøj, sengetøj i deres respektive kurve, vaske og senge imens.

Kl. 9:35: Ammer. Igen.

Kl. 10: Skifter ham. Igen.

Kl. 10:15: På vej ud af dør med lift, affaldsposer (ja, dem smutter man jo ikke bare lige ned med mere) træningstaske, Antons taske (hvori jeg har pakket en rangle og en raslefisk. Jeg ved ikke hvorfor. Han er for lille til at gide at lege med dem. Tror måske bare, at jeg føler mig som en lortemor, hvis jeg stiller uden noget?) og Sov nu for satan, skat!! tatoveret i hele ansigtet.

Kl. 10:45: Træder ind af døren i fitnesscenter, pænt overrasket over, at det rent faktisk lykkedes, svedig og med fornemmelsen af allerede at have spinnet 7-8 timer.

There you have it.

Men jeg siger det lige igen: Det var FANTASTISK!!

Og ved I hvad?

I morgen gør vi det igen.

Jeg har nu været på barsel så længe, at jeg i dag har brugt 10 minutter på at stå og glo på en solsort, der forgæves forsøgte at nedlægge en mejsebolle.

Det værste er næsten, at jeg følte mig ret godt underholdt.

De fleste mennesker jeg kender – også dem uden børn – ved, at man, når man har født, skal en tur forbi lægen et par måneder efter den store begivenhed er gået ned. De fleste ved også, at der er noget med nogle faste tjek af babyen. Skulle det være gået hen over hovedet på en, modtager man, når man har født, en mængde info, hvori man kan se, at de magiske tal er hhv. 5 uger for babyen og 8 uger for moderen.

Som alle ved, er jeg stor tilhænger af optimering (specielt fordi min nye læge holder til et sted med utrolig mange trapper og ingen barnevognsramper eller elevatorer. DÅRLIGT fodarbejde, Linda!), så jeg forhørte mig i december hos min sundhedsplejerske, om ikke bare man kunne slå undersøgelserne sammen. Jeg mener: Hvor meget tidsfornemmelse er det lige, mit underliv kan have? Jeg fik grønt lys, og ringede derfor til det nye sted, hvor lægesekretæren, der præsenterede sig med navn OG sygepleje-titel, og jeg havde følgende samtale:

Mig: Hej. Jeg har født for 4 uger siden, og vil gerne bestille tid til 5 ugers undersøgelse af min lille dreng. Jeg har tjekket med min shp, som har sagt god for, at jeg ved samme lejlighed kan få lavet min 8 ugers undersøgelse, så jeg vil gerne booke en dobbelt tid, hvis det er muligt.

Hende: Hvad for en undersøgelse?

Mig: Ja, altså… 5 ugers undersøgelsen af ham og 8 ugers undersøgelsen af mig?

Hende: Hvor gammel er din søn?

Mig: … 5 uger…

Hende: Ok. Og hvad var det så, at du gerne ville undersøges for?

Mig: Min 8 ugers undersøgelse?

Hende: Jeg tror ikke lige, jeg ved…?

Mig: (wtf???!) Den der standartundersøgelse, der står beskrevet i alle bøger?

Hende: Nåh! Du er gravid i 8. uge!

….

Nogen gange, ikke? Så har jeg det som, om hele verden tager pis på mig.

Nå, men det endte med, at jeg fik en tid til os begge i dag, og jeg var noget spændt på at møde min nye læge.

Som var syg.

Så jeg kom ind til hendes meget, meget generte kollega, som først spurgte sit skriveunderlag, om vi skulle snakke prævention, og så MEGET lettet ud, da jeg svarede, at jeg var alene, og da jeg svarede bekræftende på hans spørgsmål om, om jeg lavede knibeøvelser, synes han ”faktisk ikke, at det var nødvendigt at lave en gynækologisk undersøgelse”.

Lige i situationen virkede det som en god ide; svært at ligge der i bøjlen og slappe af med sirenen Anton tændt ved siden af, men her bagefter synes jeg faktisk, at det er lidt .. tyndt, og da jeg gik hjem, kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, om vi faktisk havde været bedre tjent med at blive hos min gamle læge.

Der vidste jeg da i det mindste, at jeg selv skulle i gang med lommespejl og gamle tøjbøjler, hvis jeg ville have en status på mit underliv.

For 12 år siden, da jeg lige var flyttet til Århus, så jeg en af de allerførste dage en mand, som jeg øjeblikkeligt forelskede mig i. Han var udseendemæssigt alt for speciel til at være lækker på modelmåden, men der var noget råt og kantet over ham, som jeg fandt ganske uimodståeligt.

Og så var han HØJ!

Årene gik, og jeg så ham jævnligt i bybilledet. Han var ikke en del af jetsettet, men var alligevel en, de fleste vidste hvem var. Og jeg synes, at han blev pænere og pænere. Så pæn at jeg, når jeg mødte ham på gaden og fik øjenkontakt, rødmende måtte kigge ned.

Så skete der det ubegribelige, som sker en gang hver 1000. år: Vi endte til den samme fest, hvor jeg nær havde fået elektrisk stød, da jeg kom ind i rummet, og han stod der. Efter en anseelig mængde champagne og tilfældig mingling, endte vi overfor hinanden, og i en afkrog af min bevidsthed, der ikke havde travlt med at gå i beruset panik, konstaterede jeg begejstret, at han stadig var højere end mig, selv i stiletter. Og selv om jeg blev ganske genert, og pludselig havde glemt, hvad normale voksne mennesker snakker om, når de smalltalker, endte vi med at drikke morgenkaffe på hans altan 12 timer senere.

Vi så hinanden et par måneder, hvorefter min betagelse af manden havde lagt sig så meget, at jeg en dag forbløffet konstaterede, at han faktisk var fuldstændig blottet for selvironi og sarkasme. Og det kan der sikkert siges meget godt om i forhold til oprigtighed og menneskelige værdier, men det er meget, meget lidt kompatibelt med en personlighed som min.

Hvilket bare beviser, hvor sindssyg man bliver af at lave en overscoring.

Så vi drak den sidste kop kaffe, rejste os fra bordet, og var derefter bare sådan nogen, der hilste pænt, når vi mødtes i bylivet.

For nyligt fandt jeg ud af, at han er en af dem, finanskrisen har knækket. Han har mistet alt, hvad han har arbejdet for det meste af sit voksne liv, og herfra er der for ham karrieremæssigt nowhere to run.

Jeg mødte han i går, da dagen gik på hæld; ham med kæresten i hånden, mig med Anton i barnevognen, og alle mand med synkrone, sorte rander under øjnene. Da vi hilste på hinanden, der i skumringen, slog det mig, hvor meget der er sket, siden jeg så ham første gang, og jeg tror faktisk, at vi i det øjeblik tænkte det samme:

Hvor er vi blevet voksne.

ENDELIG kom overboen hjem fra byen, så vi kan få noget techno!