Bloggen

De sidste mange uger er der en fra min opgang, der har sat sin cykel på min barnevognsplads i kælderen.
Min plads, som jeg møjsommeligt har ryddet, spurgt pænt om lov til at have og hvor jeg hver eneste gang, jeg sætter vognen, forsøger at fylde så lidt som overhovedet muligt.
Og uden at jeg skal kede jer med de logistiske detaljer om at få tryllet en barnevogn ned i en låst kælder, samtidig med at man får barn og frostvarer ind og 2 mennesker pakket ud af overtøj og voksiposer, så kan jeg oplyse, at det der, der altid står på frostvarer om, at man ikke kan genfryse indholdet, når det først er tøet op? Det passer ikke.
Eller.. Det er (tilsyneladende) ikke farligt.
Nå. Men i går stod den igen og grinede af mig, den gamle rustne lortebunke af en møgcykel. Og så blev det bare lige for meget. Så.. altså… jeg … kom lidt på … på en måde… ved en frygtelig fejl, selvfølgelig….
Ok, fuck it: Jeg gemte den. JA! Jeg gemte den! Og jeg frydede mig hele aftenen ved tanken om, hvordan spasseren er kommet for sent på arbejde, fordi han ikke kunne finde den!
Man skal aldrig messe med en kvinde, der inderst inde er 4 år gammel.

Så blev det godt nok Sarah, der vandt X-Faktor? Hmm. Havde ellers heppet på Anne Louise. Synes, at hun har sådan en fin blå og røget stemme, men når en konkurrence afgøres med sms-stemmer, må man bøje sig for smartphonegenerationen, og hun synger nu også ok, den lille drengepige.

Men jeg må indrømme, at jeg blev lidt træt, da jeg spadserede en tur forbi min FB væg og kunne se, at the gay community gik helt ballistic. På one small step for man, one giant leap for mankind måden. Og altså. For helvede. Hvorfor kan vi ikke bare konstatere, at ungen har x-faktor, og derfor er fortjent vinder? Hvorfor skal det absolut gøres til sådan noget gay-pride noget?

Jeg synes, hun er sej. Jo, jeg gør. Og jeg synes, at det er fantastisk, at man i så ung en alder er helt på det rene med, hvem og hvad man er. Men jeg forstår vist stadig ikke, hvorfor en kæmpe gruppe af mennesker pludselig gør krav på hende, og gør alt, hvad hun kan til et spørgsmål om, hvem hun går i seng med, og jeg synes lidt at det er at stramme skruen, at gøre det til historie, at en homo har vundet X-Faktor.

Personligt mener jeg, at mennesker, der dømmer andre ud fra, hvem de bliver kærester med, skulle have lemlæstelige tæsk, og jeg kan, om det så gjaldt mit liv, ikke se, hvad fanden problemet er, og hvordan det nogensinde skulle få betydning for, hvordan man passer sit arbejde, eller opdrager sine børn.

Og jeg forstår godt, at homoer grupperer sig, går i byen samme steder og hænger ud med hinanden, fordi der er nogle ting, vi andre bare ikke fatter, og fordi man altid, uanset om vi taler om religion, køn eller civilstatus, har mest til fælles med sine egne.

Jeg får det bare lidt, som jeg får det, når jeg læser i avisen, at en eller anden virksomhed har ansat en KVINDELIG top-chef; jeg tror aldrig, at jeg har set det fremhævet, når en virksomhed har ansat en MANDLIG top-chef.

– og inden rødstrømperne går helt bananas i kommentarfeltet: Jeg VED godt, at vi stadig ikke har ligestilling, og at det handler om, at det stadig er mest forventeligt, at der sidder en mand i toppen, ligesom jeg også er sørgeligt klar over, at homoer bliver diskrimineret, og at det derfor kan være nemmere at prøve at skjule, hvem man er. Og det er fandme trist.

Jeg synes bare, at både kvinder og homoer og alle mulige andre minoriteter selv er med til at holde liv i Os vs. Dem, når de fremhæver forskelligheden, hver eneste gang det går godt

Jeg har fået brev fra min forsikring i dag, som fortæller mig, at ”vi løbende udvikler vores forsikringer, så de passer til vores kunders behov” så nu ”opdaterer vi din hjemmeforsikring, samtidig med, at vi desværre må hæve prisen som følge af stærkt stigende skadeudgifter”.

Det er fandme det mest forlorne ’desværre’ jeg har set på skrift i årevis.

Må jeg komme med et forslag? Kunne vi prøve at holde lidt igen med de der opdateringer? For jeg kunne bedre lide min forsikring for 2 år siden, hvor den var 1000 kr. billigere, og jeg tror godt, at jeg selv kan punge ud, hvis jeg bliver udsat for tricktyverier derhjemme (aj, men for satan!).

Det kan også undre mig umådeligt, at dækning af skader på cykel i tilfælde af færdselsuheld skal vælges til og koster ekstra, mens min ægtefælle eller samlever, der bor i beskyttet bolig er omfattet af opdateringerne.

Jeg kan lige se for mig, hvordan de sidder omkring kaffebordet og brainstormer på usandsynlige skade-typer, som 1 promille af deres kunder har behov for, hvorefter de udpensler dækningen af disse i detaljer i brevet, så man skal forledes til at tro, at man får en heeeeel masse for de 20 %, præmien pludselig stiger. Om året.

Og de der ’stærkt stigende skadeudgifter’? Hvem fanden er det, der er så klodset, at det koster os alle sammen 500 kr. ekstra? Er jeg ved en fejl endt i samme forsikringsselskab som samtlige motorikspassere i hele Danmark?

Jeg hader forsikringsselskaber.

Mens jeg gik og var tyk og byggede rede, forsøgte jeg at bevare et rimelig realistisk billede af, hvad man har brug for, når man får et barn. På den ene side vil man gerne købe det hele, for alting er jo for fanden sødt i størrelse x-small, men samtidig har man heller ikke lyst til at købe så meget, at ungen må gå rundt i størrelse 56, til han fylder 5, fordi der ikke var råd til mere.

Jeg forsøgte derfor at tænke lidt økonomisk og spare hvor jeg kunne, så jeg lånte et sæt babyalarmer, som så ud til at være lige noget for mig: Hvide, robuste plastikkasser (=kan tabes) med tysk brugsanvisning (tysk holder. Altid. Det ved alle) og valgmulighederne ”Tændt” og ”Slukket”.

Så kom Anton, og on/off viste sig at være for overvældende at skulle sætte sig ind i, så efter 2 måneder havde jeg stadig ikke fundet ud af andet, end at få dem til at larme (=on) eller ikke larme (=off). Med det resultat, at altandøren bare stod åben hver gang han var ude og sove, for jeg kunne simpelt hen ikke holde ud af have dem tændt.

Jeg minder lige om, at han ankom i november. Åben dør + permafrost = meget kold lejlighed.

For en måned siden opgav jeg så, og smed 1300 kr. efter et sæt funklende, nye alarmer.

Og jeg elsker dem, som var de Antons uægte søskende. De er formidable, og ligner lidt nogle små walkie’er, hvilket jeg forestiller mig, at vi nok skal få noget sjov ud af, når han bliver stor nok til at tage fat i dem, og bede om at blive hentet ind, roger, over and out. Der er små pictogrammer på, de kan måle temperatur osv. og så lyser de, når ungen hyler, hvilket betyder, at man også kan se, at nogen er ved at gå amok derude, selvom man er i gang med at støvsuge.

Beklageligvis er de så gode, at jeg modtager signalet fra dem, der bor ovre på den anden side af karreen, hvilket er ca. 20 kilomenter væk, (fik fandme et chok første gang, jeg sad og læste, og der pludselig var en voksen, der brølede ”Hallo?! Hallo?!” på mit stuebord), men de skratter ad helvede til, når forældrene derovre tænder deres, fordi de trods alt har lidt svært ved at finde signalet gennem de tusinder af lag af beton.

Det er PISSE irriterende, og jeg ville ønske, at de ville skride over på en anden kanal.

”Hvorfor gør du det ikke bare selv?” hører jeg jer spørge. Fordi jeg var her først, så A er MIN kanal! (og lidt fordi jeg ikke kan finde ud af det.)

I dag overvejede jeg seriøst at lade Anton ligge og skrige i 5 minutter, bare for at irritere dem nok til at forføje sig.

Den store pædagog. Det er mig.

Først var vi 5 relativt stramme spinningdamer, der ikke gad have flere rollatorer hamret ind i akillessenerne til Kagens Dag, og som derfor lavede vores egen kageklub.

Så var vi to, der kom og var blevet noget runde om navlen.

Efter et par måneder kom hende, der ikke rigtigt havde haft held med det derhjemme, og som derfor sammen med kæresten havde besluttet sig for at få hjælp og bekendtgjorde, at de alligevel havde lavet en, old school.

Efter hendes annoncering, gik der 4 måneder, så meldte hende, der ellers havde gået og ment, at hun var ved at falde for tidsgrænsen sig under de bulede faner.

Og i går fik vi så nyheden om, at vi har haft held med at trække den 5. og sidste kagekone med os i faldet.

(Kan jeg på en måde godt forstå. Det var vel enten det eller at finde en anden kageklub, hvor hun kunne holde ud at være, både i forhold til samtaleemner og støjniveau.)

10 måneder imellem ældste og yngste baby i en forsamling, hvor man måske ikke lige synes, at oddsne var lige gode hele vejen rundt. Det er sgu da ret godt gået.

Jeg er glad. Jeg er endda meget glad, for jeg synes, at det ville være hæsligt at sidde som den eneste i den forsamling med flad mave og et ønske om at få et barn, og jeg ville synes, at det var ligeså fælt, hvis jeg vidste, at det samme gjorde sig gældende for en af de andre. For ligemeget hvor meget man anstrenger sig for det modsatte, har samtalen en tendens til at lande på det emnefelt, hvor flest interesser er repræsenteret, uanset om det er arbejde, fritidsinteresser eller børn, og aldersmæssigt er vi bare et kritisk sted i livet ift. at blive sat af eller udenfor i de grupper, vi begår os i.

Og bare lige, så ingen misforstår, hvad jeg skriver: Jeg siger ikke, at det eneste saliggørende i livet er at få børn, eller at det er noget alle vil. Jeg er helt enig i, at man kan vælge andre veje, der er præcis ligeså meningsfyldte for den enkelte; jeg siger bare, at det stinker gerne at ville noget, og så være den eneste, der ikke har udsigt til at få det. SPECIELT hvis de mennesker, man holder af og har tæt på pludselig får det.

Jeg taler af personlig erfaring, når jeg siger, at det føles som at blive efterladt på perronen, mens alle de andre sidder i toget og vinker.

Og det er fandme svært at gå ud og stampe en ny omgangskreds op af jorden som nogle-og-30-årig, fordi det gør for ondt, udelukkende at have venner, der er, hvor man så forfærdelig gerne selv ville være, uanset om det er i et parforhold eller i forældreskabet.

Faktisk heller ikke særlig fedt at føle sig som Veninden, Der Ikke Undte Sine Venner Noget Godt.

Så yai for, at alle kagedåserne fik lov næsten samtidig.

Og yai for, at vi om et år formentlig er enige om, at skifte kagerne ud med vodka og høreværn.

Kan I huske den krystalklare, rene skræk, man som barn kunne føle, hvis man f.eks. skulle hjem fra skole, og der pludselig stod en ulv hund på stien foran én? Eller man havde været ude og lege, og det ved en frygtelig, frygtelig fejl var blevet mørkt, når man skulle af sti-systemet (hvor øksemorderne boede) hjem? Jeg havde glemt den. I dag er jeg mere voksen-bange; en version der udmærker sig ved at være realiserbar, fordi den kredser omkring sygdom, død og arbejdsløshed.

Det kan egentlig, ved nærmere eftertanke, også godt ske, at børnerædslen er rykket op i den kategori i dag, nu hvor golden retriever-æraen er afløst af Kamphundstiden?

Nå. Men i går nat vågnede jeg ved, at der stod nogen i mit soveværelse. Ikke på Åndernes Magt-måden, men på den østeuropæiske hjemmerøvermåde. Og inden jeg skriver videre, skal jeg berolige med, at det GJORDE der selvfølgelig ikke, men jeg var 10.000 % sikker på, at det var det, jeg vågnede ved.

Jeg ejer intet, der er værd at stjæle, (hell, jeg har en Iphone 3) andet end Anton. Som jeg til gengæld ville jagte både somaliske pirater og samtlige hjemmerøvere fra hele Europa til verdens ende, hvis de stak af med (hvor jeg ville rive huden af dem, strimmel for strimmel, inden jeg bed struben over på dem) men materielt set er jeg … dejlig fri, så jeg ved ikke, hvorfor de skulle vælge at komme her.

Men kl. 2 om natten holder logikken fri, og fornemmelsen af, at huden krymper 5 størrelser af skræk, at vejrtrækningen simpelthen stopper, mens hjertet accelererer til det bare lyder som en lang hyletone i ørerne, samtidig med at hver eneste muskel i hele kroppen spændes; den havde jeg glemt.

Jeg fik så til gengæld mulighed for at ligge lysvågen resten af natten og pleje nostalgien.

I går var mødregruppen og jeg på Aros (Mmm. For sådan nogle er vi nemlig. Højkulturelle. Ikke bare sådan nogen, der sidder og æder kage *løgn-smiley*) hvilket var en stor succes. Anton var pjattet med Jorn farveladerne, og blev så overvældet af dem, at han sov 2 timer bagefter.

Overvejer at melde mig ind i Aros. På ’vi sover her i nat’-måden.

Bagefter blev vi enige om at gå ned og få en kop kaffe, og jeg ved ikke, hvordan det er i andre byer, men her i Århus er det meget få steder, man er velkommen med spædbørn. Hvilket jeg ganske udmærket forstår; det er trods alt ikke mere end 4 måneder siden, jeg selv var en af dem, der for fanden ikke gik på cafe for at få tinnitus af andre menneskers babyer. Det er vist også noget med, at de ikke er så vilde med patter i fri dressur rundt omkring, og selvom alle jeg kender ammer virkelig diskret og ikke skifter børnene på cafebordene, så har jeg set eksempler på, at det ikke er alle, der tager de samme hensyn, så fair nok.

Derfor er der selvfølgelig nogen, der har regnet ud at lave cafeer, hvor mødre, babyer og babser er velkomne, og sådan et sted gik vi hen i går. Det hedder Slabberas og ligger i Frederiksgade.

Og jeg har aldrig fået så ringe service i mit liv.

Det startede med, at vi skulle parkere 5 barnevogne i den lille gård, hvor der i forvejen holdt en god håndfuld babylimo’er. Jeg fandt en ledig plads, men havde ikke engang sluppet styret, da døren blev revet op, og jeg fik en meget vred strikhue lige ud i ansigtet. Om jeg GODT ville lade være med at parkere den der!!?

Mig: Jeg vidste ikke –

Ham: Det står LIGE DER!! *meget-demonstrativ-pegning-på-skilt*

Mig: Jeg har ikke været her før, jeg vidste ikke –

Ham: Nej, men det er PRÆCIS DERFOR, vi har skrevet det på skiltet!! Vi har lige fået en bøde på 30.000!!

Mig: (Nu middelsvært irriteret.) Det er fint. Jeg skal nok flytte den. Men jeg synes måske nok, at du kunne sige det på en ordentlig måde.

Ham: DET STÅR LIGE DER!

Mig: JA!! Det har jeg set, og nu flytter jeg den!

Og så fik jeg ellers døren i synet.

Lækkert.

Vi fik samlet alt vores pikpak, slæbt børn, tasker, poser og os selv op på førstesalen, og defilerede derefter ned for at bestille. Da det blev min tur, sagde jeg – meget, meget pænt – til den ellers ret rare mormor-type, at nu var det ikke for at være en sure kost, men at det måske ikke gav det bedste indtryk på nye kunder, når personalet startede med at råbe dem ind i ansigtet. Hun nåede lige at åbne munden, hvorefter Strikhuen løsrev sig fra sin MacBook længe nok til at komme og skælde noget mere ud. Jeg forsøgte flere gange at komme igennem med sætninger som ”Jeg fortæller dig bare, hvordan jeg som kunde oplevede situationen” og ”Det er måske ikke så nemt at gætte, at et skilt på størrelse med en lille plakat, med samme skrifttype og pynt som jeres menuskilt, er en forbudstavle” men han afbrød alle forsøg på at sige noget, og til sidst kiggede jeg bare på ham og sagde: ”Det er fint. Jeg kommer så bare ikke her igen.” Hvortil han svarede: ”Godt!”

De behøver hverken at De’se mig eller slikke røv, men jeg gider sgu ikke rigtigt råbes af, der hvor jeg lægger mine penge.

Min stramme kæbe og jeg gik på toilet for lige at fordøje, at det var lykkedes os at komme i bad standing på en babycafe på under 4 minutter, og det lunede på humøret, at den gode stemning var videreført dernede med skiltet:

”KUN toiletpapir i toilettet!! ALT andet vil medføre bortvisning og en VVS-regning!!”

Jeg gik derfra med samme fornemmelse, som man fik i skolen, når man var kommet til de virkelig dårlige læreres timer, og fik skæld ud, fordi de andre pjækkede.

Min eneste trøst er tanken om, at han ikke ved, at jeg er for kaffe, hvad Julia Roberts i Pretty Woman var for Rodeo Drive: Han kunne have betalt sin rådne bøde 3 gange med avancen på den kaffe, jeg når at konsumere på en måned.

Hørt ved puslebordet:

“Hvad så, skat? Skal du have nylonstrømper på idag?”

(Nåmn, hvad? Kl. 5.30 kan det sgu da godt være lidt svært at huske, at det hedder ‘strømpebukser’, når det er til drenge.)

I dag i Politiken kunne jeg læse, at mange forældre ikke kan se, at deres børn er overvægtige. Forleden så jeg et afsnit af Amalies Verden, og nu sidder jeg og spekulerer på, om det samme gør sig gældende, hvis ens børn ikke er alt for snu?

Både Dines og Anne har skrevet nogle rigtigt fornuftige indlæg om, at vi som voksne burde gå forrest med det gode eksempel og lade være med at hade på det, der vel reelt set bare er børn, der leger for åben skærm, og jeg ville sådan ønske, at jeg kunne efterleve deres vise ord – for det ER de – men altså… For helvede. Ikke?

Jeg har det efterhånden med Amalie og De Unge Mødre, som jeg har det med 2., 3. 12. og 57. hold af Robinsondeltagere: Nu HAR I set, hvordan programmerne klippes, så de uheldige karaktertræk man måtte have forstørres 1:1000. Alligevel vælger I at stille op. Så er I fandme også selv ude om det. *retfærdiggørende-smiley*

Jeg ville ønske, at jeg kunne zappe forbi den slags programmer og over på noget mere lødigt som f.eks. Greys Anatomi DR2, men det er lidt som med de forfærdelige, forfærdelige billeder fra Japan, hvor man godt ved, at de stakkels mennesker i den hvide bil har omkring 16 sekunder tilbage at leve i – og alligevel kan man ikke få øjnene fra skærmen.

Jeg mener: Konen er jo naturstridigt dum. Jeg ville ønske, at jeg oprigtigt kunne sige, at jeg bliver hængende, fordi jeg tænker, at hun LIGE om lidt begynder at grine og siger: ”Aj. Den hoppede I sgu da ikke på, vel? Så dumme og forkælede, er der jo for fanden INGEN der er!”

Men jeg har en grim mistanke om, at jeg bliver hængende, fordi der inden i mig bor en lille, grim undremåler, der fryder sig over at blive bekræftet i, at uanset hvor slemt det står til her i huset, er jeg i hvert fald ikke SÅ dum.

Når jeg slukker for den slags udsendelser, sidder jeg altid tilbage og føler mig en lille smule snavset. Jeg synes, at der er så mange dårlige ting at sige om, at den slags programmer produceres, og samtidig ved jeg jo godt, at det blev de ikke, hvis ikke vi var nogen, der så dem.

Jeg kan f.eks. ikke lade være med at tænke på, at der sidder et helt tv-hold omkring Amalie, og forsøger at skjule deres begejstring, når hun udgyder endnu en af sine sproglige perler som den med, at hun nu virkelig begynder at føle ydersiden af at være kendt. Hvor rart kan det være at gå på arbejde, når det går ud på at indsmigre sig og skabe tillid, for derefter at udnytte den med velberådet hu?

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at én ting er, at De Unge Mødre vælger at udstille deres liv og personligheder på landsdækkende tv, men de vælger det altså også for deres børn. Og jeg tror f.eks. godt, at jeg ville være fri for at være Tino, når jeg skulle starte i skole. Hvor er børns tarv henne i dét?

Når jeg sætter mig ned og ser Amalies Verden eller De Unge Mødre, frygter jeg, at evolutionskurven for længst er peaket, og at vi om 3 generationer igen render på alle 4 og æder bananer.

Med bugen slæbende hen af jorden.