M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Nåede jeg, som håbet, gennem mit oprydningsprojekt, og jeg kan igen overskue at åbne mine skabe.
Det har overrasket mig positivt, hvor lidt der egentlig har været at smide ud. Da først jeg lige fik sat tingene lidt i system og givet dem nye pladser, var jeg ikke helt så presset på plads, som jeg havde frygtet.
Men det er en kæphest for mig, at jeg vil bruge de ting, jeg har, og det gælder i køkkenet, som det gælder i relationer: Ude at øje, ude af sind. Derfor ville jeg meget gerne undgå at flytte f.eks. skåle og fade ud ad køkkenet, for så glemmer jeg, at jeg har dem, og finder bare noget andet at lave salat i, når musikken spiller.
Til gengæld kan min røremaskine og min paninigrill godt stå i et skab i mit bryggers, for det er speciesvarer, og derfor glider de ikke ud ad bevidstheden, fordi de ikke står på en hylde og kigger på mig dagligt.
Jeg har været i HTH efter et par ekstra hylder, og har flyttet lidt op og ned på nogle af dem, jeg har, så der ikke er 15 cm. spildplads over tallerknerne, og det hele står snorlige nu.
Jeg har sat nye labels på diverse kasser og æsker, så beskrivelsen passer til indholdet, og jeg har tilrettet listen over, hvad jeg har på loftet, så den også er opdateret, og det er pludselig meget lettere at trække vejret.
2.
Har jeg brugt forbløffende lang tid på at finde nogen, der ville reparere min Nutribullet-blender.
Jeg elsker den, fordi den intet fylder, hverken på bordet eller i opvaskemaskinen, og den er fantastisk til både smoothies og iskaffe. Men i sommer lærte jeg på den hårde måde, at noget iskaffepulver opfører sig som proteinpulver på steroider, når det bliver blendet med is, så det eksploderede nærmest ud af blenderen, da jeg tog den af motoren.
Jeg gjorde den grundigt rent, da det skete, men fordi jeg nu ikke har brugt den i et par måneder, har 2 af de 3 ‘tænder’, som overdelen af blenderen skal skubbe ned for at starte motoren, sat sig fast; formentlig fordi der er kommet en smule iskaffe om bag dem.
Men jeg ville ikke selv begynde at skille den ad, så jeg begyndte at lede efter nogen, der kunne gøre det for mig – og det var der lige præcis *ingen*, der kunne. De steder, der reparerer el-produkter, tager ikke så små maskiner ind, og i desperation endte jeg med at tage den med i Elgiganten.
Her lærte jeg, at de godt nok har nogle samarbejdspartnere, der kan bookes til småreparationer, men de tager 695 kr. for bare at oprette en sag.
Blenderen koster normalt 1700, men er købt på bud til 1000 kr., så en startpris, der ligger så tæt på det, jeg har givet for den, virkede åndssvagt. Men mens vi stod ved disken, kom Tony pludselig forbi. Og Tony kan jeg ikke rose nok. Tung, østeuropæisk accent, tusser op ad begge arme og en æstetik, der lå et sted mellem Beastie Boys/Sabotage og Motörhead.
Han kiggede på den med skepsis malet i alle træk, men meldte ud, at: “I can try fix it. No promise!”
Det var en nobrainer, for det var ham eller skraldespanden, så han spadserede af med den under armen – og ringede 1 time senere med meddelelsen om, at han havde lavet den. “I don’t want pay!” meddelte han brysk i telefonen, og da jeg hentede den, stod der ‘NO CHARGE!” på papiret, der var klistret på den.
Jeg er en lille smule i tvivl om, om jeg måske skylder den østeuropæiske mafia en tjeneste nu, men så må det være sådan, og jeg sender ham en kærlig tanke, hver eneste gang, jeg laver en smoothie.
(PS: Skal vi ikke også snart til at tale lidt om, at det ikke er reduceret indtag af oksekød alene, der skal stå for at redde planeten, men at vi måske også godt kunne gå tilbage til at producere ting med en levetid på over 10 minutter, som kan repareres, når de går i stykker?)
3.
Har jeg besluttet mig for at prøve at hente oldefars skab (som jeg simpelthen ikke kender det korrekte navn for. Københavnerskab? Dækketøjsskab?) herhjem og teste det der, hvor jeg har forestillet mig et vitrineskab. Det kan falde ud til alle sider; måske ser det vanvittig fedt ud, og måske gør det overhovedet ikke – men ligesom med den brugte opvaskemaskine, jeg fik foræret, da min egen gik i stykker, er det en mulighed for at opdage, at noget, jeg ikke har tænkt over, ville være rart at have/undgå.
Ligeledes har (havde?) han to klassiske lænestole, jeg sidder virkelig godt i, og de får også lov at komme med hjem på besøg. Jeg har jo længe leget med tanken om at skifte min sofa ud med 3 lænestole, og nu har jeg chancen for at teste konceptet, uden at det koster mig noget.
Hverken skab eller stole har nogen særlig, økonomisk værdi, og ingen andre i familien er interesserede i dem. De kan være på en trailer, og vi kommer alligevel til at køre på genbrugsstationen ad mange omgange, så der er intet forgjort ved, at de får et pitstop her, uanset hvad deres videre skæbne bliver.
Vedr. pkt. 2, så synes jeg, du gør op ad det forkerte træ her (no offence), for din blender *kunne* jo repareres, så det er ikke designet, der er noget galt med, men snarere den tunge (og sikkert også gebyrpålagte) arbejdsgang med at få forhandleren til at sende dyret tilbage til producenten, oprette en sag, minimumsfakturering for tidsforbrug osv.
Man kan tale om, at en vare ikke er produceret til at kunne repareres, hvis den f.eks. ikke umiddelbart kan skilles ad, eller der er brugt en reservedel i en specialfremstillet størrelse i stedet for en standardditto.
Jeg har lige lavet en hurtig søgning på ordet “reparationscafé” og fandt noget, der hedder Repair Café Danmark, som er landsdækkende og også har en afdeling i Esbjerg. Som jeg har forstået det, bemandes cafeen af praktisk begavede frivillige, som kan hjælpe med at fikse itugåede ting, så de kan få et nyt liv. Jeg har ingen personlige erfaringer med dem, så det er ikke en anbefaling, men bare et tip, som måske er værd at prøve en anden gang (og jeg ved selvfølgelig heller ikke, om du allerede havde forsøgt der, før du tog turen til EG).
Repair Café kan jeg til gengæld anbefale. Kender ikke den i Esbjerg, men mon ikke også der er folk med hænderne skruet godt på i den? De fleste steder har de folk, der kan noget med elektronik, og folk der kan sy. Det er frivillige, og du sidemandsoplæres – eller som minimum kigger du på.
Man kan på repair café Danmarks hjemmeside se, hvor meget de enkelte caféer reparerer – og det er ikke så lidt.
Der er lidt mellemregninger, jeg springer over, når jeg skriver indlæggene her, fordi de ellers bliver for lange, men problemet er netop, som du skriver, at blenderen faktisk ikke er lavet til at kunne skilles ad. Det var kun, fordi jeg tilfældigvis stødte på én, der (sat overfor, at alternativet var skrot) tilbød at lave en hail Mary, at det lykkedes at få den lavet – hvilket jo er helt gak, når problemet “bare” var 4 dråber iskaffe.
Tak for at plugge repair-cafe. Det er et fantastisk initiativ, som fortjener alt det plug, det kan få.
Vi reparerer meget herhjemme. Som regel er reservedele billige og vi risikerer ikke noget: Alternativet er at smide ud, fordi reparation er for dyrt. Indtil videre har vi repareret: ødelagt jackstick i en gammel iPod, skiftet harddisk i en gammel Macbook, udskiftet en spulearm i en opvaskemaskine, skiftet sæbekassens i vaskemaskinen (den var en større operation og ikke for alle).
Når i først bevæger jer ned i kaninhuldet for hjemmereparationer,så vil i opdage at der er mange videoer der viser step for step hvordan man gør, helt ned til den enkelte skrue og der er masser af hjælp og engagement fra andre i forums og diskutionsgrupper.
Det hjælper selvfølgelig at vi begge synes det er sjovt at reparere. Ellers kan tiden brugt på det hurtigt blive en energisluger.
Vores lokale bibliotek (i Tårnby) har en månedlig repair café hvor man kan få hjælp hvis man ikke har mod på at reparere selv.
Problemet her er nok desværre, at tid er den knappe faktor. Jeg har gennem tiden formået at lære mig selv en hel del, som jeg faktisk ikke ville tiltro mig selv at kunne finde ud af, men lige her rammer vi et lidt træls krydsfelt, hvor jeg må at indrømme, at både tid og interesse mangler.
Men det glæder mig oprigtigt, at der findes en ting som repaircafe, og at så mange reelt gør brug af det.
Elsker at læse med 😀 Det er altid super godt at se nye vinkler og få lifehacks 😀
Hvor er jeg glad for at høre det, Lotte:)
Vores 2i1 stick støvsuger kunne kun holde batteri i 2-3 min.
Nypris:1300 kr.
Vi købte nyt batteri til 470 kr, og min mand brugte en eftermiddag sammen med youtube på at få skilt den ad og sat det nye batteri i.
Virker som ny!
Og nu har den fået et smartstik, så det slukker efter 2 timers ladning, for at skåne det ny batteri.