Så har jeg haft min første nat på lur i buskene. 1 down, 2 to go. Inde i mig bor en politimand, der hedder Bjarne. Han havde sådan glædet sig til knibetangsmanøvrer og civilanholdelser med masser af benlås. Det var der for lidt af. Det var meget udramatisk, grænsende til det kedelige. På optursiden har jeg nu helt autentisk hjemmeværnssvip i armen (bruges til at vinke biler med tilladelse i ruden videre) og en lånevest, hvor der står ‘Security’. Vi har walkie (havde håbet på kravemodel, CIA style, men desværre..), hvori vi siger ting som: “Ronnie, kom ind. Backstage her” og “Det er modtaget”. Det trækker alt sammen op.
Hvad vi derimod ikke har, er netforbindelse. Derfor skal vi i nat ikke medbringe modemagasiner og andet tøsegejl, for tilsidst var vi helt sammenbidte over alle de ting, som vi ikke havde mulighed for at gå on line og købe.
Til gengæld har vi nu definitivt bevist tesen om, at grimt tøj fremmaner eks’er. Der stod vi, Lene og jeg, kl 01.30 i meget mørk skov. Iført så meget tøj, at armene stod ud i let 45 graders vinkel, med uglet hår og reflekser. Manglede sådan set bare vanter, der hang i snor ud af ærmegab for at fuldende illusionen om, at vi var fugitives fra rød stue i skovbørnehaven. Og frem af skovbunden vokser gammel sommerfling. Why? How? Svaret ligger laaaaaangt ud’ i skoven.
Published by