I går kunne man læse følgende i MetroXpress:
“Aldrig har danskerne været så ængstelige for, om partneren er tro, lyder det fra både parterapeuter, præster og privatdetektiver.”
I artiklen kunne man læse, at det er tanken om utroskab, der er ødelæggende for forholdet, mere end det er de faktiske begåede gerninger. BlumLab laboratorier kan fortælle, at når folk hjemmetester mystiske dna-spor (er løbet kørt, fristes man til at sige…), frikender langt de fleste tests den mistænkeliggjorte partner.
Ifølge præst Anna Mejlhede er forklaringen på vores frygt, at: ”Troskab er blevet den sidste bastion, man kan måle forholdet på. Om det er godt eller ej. Men det er mindst lige så vigtigt at elske og ære sin partner. Og folk er blevet mere tro. Ikke fordi det er forkert at være alene, men fordi det er en falliterklæring at blive skilt; at man ikke prøvede nok.”
Det lyder lidt søgt og teoretisk i mine ører. Hurtig håndsoprækning: Hvor mange er bange for at deres partner er utro, fordi de synes, at det ville være en falliterklæring at blive skilt? For de flestes vedkommende tror jeg, at det handler om, at vi er smerteligt bevidste om, hvordan vi alle vader rundt i en konstant tilgængelig buffet af tilbud.
Facebook er som skabt til at distanceflirt. Vi bliver bekræftede, når gamle flammer kontakter os, men samtidig er det så udbredt og uskyldigt, at vi kan forsvare det overfor både os selv og kæresten. Jeg ville blive forbløffet, hvis nogen kan fremvise en venneliste, der ikke indeholder et eneste tidligere sovedyr. Det behøver der ikke ligge noget i overhovedet, men fb betyder, at vi i langt højere grad end tidligere kan forholde os til kærestens fortid.
Hvis forholdet skranter lidt, og kæresten tilføjer nye fb-venner af modsatte køn i en uendelighed, tror jeg at de fleste, uden at anstrenge sig særligt, kan oppiske lidt paranoid grundangst over det. Og hvor man tidligere skulle starte fra 0, med indledende flirt og test af er-du-på?/er-jeg-på?-signaler, hvis man havde tænkt sig at være utro, har man i dag både fælles referenceramme og mulighed for at følge med i potentielle sidesprings gøren og laden, når man er fb-venner. Man er ovre de indledende strækøvelser, allerede når man støder på hinanden i byen, og hvis ikke man træder varsomt, risikerer man, at A ender med B, fordi betænkningstiden således er blevet markant kortere. Man skal være vågen, hvis man skal nå at trykke på Esc.
Mobilen er også som skabt til at skabe mistro og frygt. De færreste synes, at der er noget galt i at sms’e lidt frem og tilbage, men det er svært at sætte en grænse for, hvornår man bevæger sig ud, hvor isen begynder at knage. Skal man studse over det, hvis kæresten skriver med en kollega af modsat køn kl. 23 om aftenen? Hvor mange sms’er er for mange til, at det er normalt? Må man spørge hinanden om, hvem der skriver? Og hvad de skriver? Falder det i Privatlivets Fred- eller Hemmelighedskategorien?
Jeg aner det ikke, og jeg tror ikke, at jeg er alene. Netop det, tror jeg, er grunden til, at vi frygter utroskab så meget. Læbestift på skjorten og mystiske kvitteringer er ikke længere alene om at indikere, at something måske is rotten in the state of Denmark – men de nye indikatorer er sværere at tolke på, fordi de rent faktisk kan være ganske uskyldige. Uheldigvis kan mistanken alene ende med at være ligeså ødelæggende for forholdet, som utroskab ville have været. Måske fordi de begge ødelægger den vigtigste grundingrediens i et godt forhold: Tillid.
Egentlig kan det vel siges forholdsvist kort; fristelsen til at tjekke og kontrollere kan være stor, men kærligheden og tilliden bør være større…