Hvis man nu giver den en lille forbinding på?

Jeg tror ikke, at jeg kan beskyldes for at lyve, hvis jeg betegner mig selv som et rimelig løsningsorienteret menneske. Jeg er ikke bange for konfrontationer, og hvis noget skal gøres, gør jeg det; også selvom det ret beset ligger uden for mine kompetenceområder. Om det skyldes dumblind tillid til egne evner eller en svimlende mangel på selvindsigt, ved jeg ikke, men de fleste gange slipper jeg godt fra det.

På ét område må jeg dog med skam melde, at jeg forvandler mig til struds, og det er så snart der er håndværkerrelaterede problemer i farvandet. Jeg er bange for ledninger og sanitære installationer, og det er som om, værktøj vil mig ondt. Problemet skyldes formentlig, at min far er verdensmester i alt inden for den kategori (nej, virkelig. Alt.) og at mine færdigheder derfor er slatne og kraftløse af at have ligget uvirksomme hen hele mit liv.

Min strategi er derfor, at jeg i vid udstrækning prøver at lade som ingenting, når der er optræk til ballade, for alle ved jo, at dryppende vandhaner vokser fra det, og at emhætter ikke kan holde vejret for evigt; på et tidspunkt taber de nervekrigen og begynder at suge igen.

For en uge siden begyndte min vandhane i køkkenet at afstøde vand ved… bunden? roden? soklen? så der løb vand ud på bordet, hver gang jeg tændte for den. Så det lod jeg være med at gøre ret meget. Men altså. Man skal jo have kaffe, så jeg fandt ud af, at jeg kunne narre den ved at tændemegethurtigtfuldkraft-sluk! for skiftevis det kolde og det varme vand.

En del af mig ved godt, at den løsning nok ikke er bæredygtigt i flere år.

Nu har jeg så lige opdaget, at det er fordi selve hanen er revnet.

Bare sådan. Revnet. Ingen advarsler eller noget.

Hvor store er chancerne for, at den gror sammen igen?