Det er vel egentlig meget godt at huske på.

I går havde jeg besøg af en veninde, som lige er gået fra sin kæreste. Hun var ked af det, fordi det aldrig er rart at såre et menneske, man holder forfærdelig meget af, men søskendekærlighed er forbeholdt søskende, og den kan kærester ikke leve af.

I disse dage er det et år siden, at nogen her på matriklen gik fra hinanden, og det var en underlig surrealistisk oplevelse at se hende sidde i den stol, jeg sad i for 365 dage siden, for det virker på en gang som i går og som noget, der skete for et liv siden.

Når man kender outkommet (lagde I mærke til, hvordan jeg lige gjorde det til et dansk ord ved hjælp af ’k’et der?) af en situation, er det nemt komme til at bebrejde sig selv, at man ikke reagerede noget før. Når man ved, at historien slutter med, at helten og heltinden ridder hver til sit, kan man pludselig se mange steder undervejs, hvor fødder skulle have været sat i jorden, hvor lamper skulle have lyst, og hvor man skulle have åbnet sin mund.

Den slags tanker brugte jeg en del tid på at slå mig selv i hovedet med, da jeg var yngre – indtil jeg kom til at tænke på, at hvis forholdet havde overlevet, havde jeg takket mig selv for præcis de samme (manglende) handlinger; for at have holdt ud, båret over og stået krisen igennem.

Processen fra beslutning til mål er bare noget meget mærkeligt noget, for i samme sekund man er ude på den anden side, glemmer man hvor slemt det somme tider var undervejs. De 7 måneder man henslæbte i ynkelig fosterstilling på sofaen, husker man pludselig som karakteropbyggende, og det virker som om, man også undervejs vidste, at man var ved at lære noget og blive stærkere. Hvilket for mit eget vedkommende er verdens fedeste løgn, og vel egentlig bare er udtryk for den samme mekanisme én gang til: Når man ved, at hjertesorgen ikke var terminal, at de 20 timers arbejdsdage resulterede i drømmejobbet, eller at de 5 frustrerende år i hormonhelvede endte med en baby, synes man pludselig, at det var det hele værd.

Min pointe – i tilfælde af, at den fortaber sig i tågerne – er, at nogle valg i livet er man nødt til at træffe, fordi konsekvenserne af alternativet er værre. I de situationer er beslutningen i sig selv hverken god eller dårlig. Den er, hvad du gør den til ved at sammenholde den med, hvad du ellers kunne have gjort.

Og selv om den er både hård og svær, betyder det ikke, at den er forkert.

Published by

4 Replies to “Det er vel egentlig meget godt at huske på.

  1. Så sandt så sandt.

    I bund og grund er det hårdeste vel at finde ud af hvad der så er den rigtige beslutning – at holde ud eller give slip.

  2. Du er simpelthen så klog og rigtig, at jeg har lyst til at udnævne dig til et eller andet fabelagtigt. Præsident over… alt? Måske ja? Jeg har fuld tillid til, at det ville være et godt valg.

  3. Når du skriver sådan et indlæg, så bobler det helt ned i min mave.

    Jeg synes, det er så vigtigt, at vi prøver at forholde os positivt til ting, vi alligevel ikke kan ændre på – fortiden. Det eneste vi kan ændre er vores måde at forholde os til den.

    Godt nytår.

    /Anne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.