Jeg elsker at blive inviteret til store fester. Jeg elsker at have en undskyldning for at trække i kjole og høje hæle, danse, drikke rødvin og mingle. Der må rigtig gerne være bands, navneskilte og folk, man ikke kender. Jo større jo bedre.
Nu er jeg så født ind i en relativ lille familie, hvor det ikke ville give meget mening at leje Turbinehallerne, når vi holder fest. Det er ok. Det kan sagtens være hyggeligt alligevel. Der findes bare en enkelt gren på familietræet, hvis invitationer får hjertet til at synke i livet på mig. Da de inviterede sidst forvandlede jeg mig til lille My, som med stram hestehale og armene over kors trodsigt messede ‘jeggiderikkejeggiderikkejegGIDERikke!!!’, da jeg snakkede med min mor. Desværre kunne jeg godt fornemme, at der ikke var noget at gøre. Tilsyneladende bliver man aldrig for gammel til at blive tvunget med til den slags, forpligtet af blodets bånd.
Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide den del af min familie. Slet ikke. De er nogle af de mest oprigtigt gode mennesker, jeg kender. De er bare så utrolig… alternative. Der bliver talt uhørt meget om det fælles tredje, man er ikke et rigtigt menneske, før man har været udstationeret som U-landsfrivillig mindst to gange, og til festerne kan man ikke tage den dybe indånding, man har så hårdt brug for, uden at risikere at inhalere en guitar.
Den seneste fest var ingen undtagelse. Modtog invitation og kunne se, at festen skulle afholdes i en spejderhytte. En spejderhytte. Lyder ikke umiddelbart som noget med sølvglimmer og cocktails, vel? Som nævnt forsøgte jeg at undslå mig. Tilbød endda frivilligt at give afkald på min arv. Den gik ikke. Endte med et kompromis, der hed, at jeg tog med, men at jeg (fandme bare under ingen omstændigheder, nogensinde, ever!) blev derude og sov.
Dagen oprandt, og jeg blev afhentet af forældre, der forsøgte at udstråle ‘det bliver da hyggeligt!’, og søster, som udstrålede ‘fat chance!’. Vi lagde civilisationen bag os, og endte ved faldefærdig trærønne, omgivet af store, fede grantræer. Selv min mor så på dette tidspunkt lidt betænkelig ud. Ind i hytten og rundt og give hånd til de andre gæster; primært mænd med sokker i sandalen, og kvinder med fletninger og flagrende gevandter i naturindfarvet hør. Efter hurtig rekognisering kunne jeg se, at min søster og jeg var blevet placeret ved børnebordet. Da klokken slog 12, og jeg til den ene side have hennafarvet efterskoleelev og til anden side lige så hennafarvet gymnasieelev, så jeg mig nødsaget til at skylle frokosten ned med gin og tonics.
Efter en lille time, var det blevet kedeligt for alle de små Emanuel’er og Clara’er, som efter bedste evne forsøgte at spalte hytten i atomer. (En af sidegevinsterne ved fri opdragelse er tilsyneladende ualmindeligt veludviklede lunger.) Havde på dette tidspunkt hørt så meget om kapitalisme og den 3. verden, at jeg nærmest havde mistet lysten til at leve. Sidst på eftermiddagen slog værten så på glasset og bekendtgjorde, at der var en lille ændring i dagens program. I stedet for den annoncerede pølsevogn, der skulle have forsynet os med natmad, skulle vi noget meget sjovere: Vi skulle lave hver vores lille sølvbakke med grøntsager, som vi selv hakkede og satte ind i det bål, børnebordet nu ville gå ud og samle brænde til. Det skal til min mors ros siges, at hun på dette tidspunkt bare rakte mig rødvinen uden yderligere kommentarer.
Næste familiefest bliver børnebryllup. Det skal heldigvis holdes et sted, hvor man hverken skal have duelighedstegn eller kunne binde råbåndsknob for at komme ind. Da den yngste deltager selv sidder viklet ind i tyl, kunne man også håbe, at det blev til en plads ved voksenbordet. Buffeten kræver ikke terrængående fodtøj at komme til, og man har stadig både øjenbryn og pandehår, når man tager hjem. Med mindre, selvfølgelig, at je..nogen forsøger at slukke en brændende borddekoration med et glas, som tilsyneladende indeholder vand, men som viser sig at indeholde vodka. Men det var en helt anden fest…
Published by