Er det dig, Darth?

Lad mig starte dagens indlæg med en tak. Tak til Leander for kommentaren, som lige præcis bekræfter mit udspil om, at nogle mænd tror, at kvinder bare sidder på lur bag busken og venter på, at en intetanende mand går i fælden. Jeg kunne ikke have skrevet det bedre selv.

Det glæder mig meget at høre, at det skyldes et utrolig uheldigt sammenfald af omstændigheder, at mine veninder og jeg alle undervejs er stødt på nogle af De Usynlige Mænd. Og da jeg fornemmer moderat utilfredshed med generaliseringer, kan vi jo passende bruge mig selv og min omgangskreds som eksempler i det følgende.

Jeg tror ikke, at jeg nogen steder i mit indlæg kaldte mænd for uansvarlige svin? Jeg ved, at jeg ikke argumenterede for at vente med sex til efter ægteskabet. Jeg bad vist bare om en klar udmelding. For jeg er meget enig i, at man ikke skal sige ja til noget, som man ikke synes er nok. Hellere undvære end nøjes. Jeg har prøvet at indvillige i den løse model. Fordi jeg var desperat og mit biologiske ur tikkede? Nej. Fordi jeg bare ville tage til takke med hvad som helst? Nej. Men fordi juryen i mit hovede ikke afsiger dom med det samme. Da domsmanden læste kendelsen op, var det pludselig for sent, og jeg havde følelser ud over det hele.

Definitionen på dumhed er at gentage den samme handling, men forvente nyt resultat. Hvis man bliver ved med at løbe ind i kvinder, som forsøger at snigløbe én, så skal man måske til at se lidt på egne signaler? Måske siger man én ting med ord og noget andet med handling? Hvis man går ture på stranden, spiser sushi i skoven, går i biografen, møder forældre, laver mad og sover sammen flere gange om ugen, så kan man måske ikke sige så meget til, at den anden tillægger dette ligeså stor eller større værdi end det sagte? Og bare for at der ikke sidder nogen mænd derude og laver 1:1 identifikation med eksemplet, så vil jeg skynde mig at sige, at det bygger på er en veninde, jeg har. Som ikke vil være kærester med ham, hun ser. Så nu sidder han her bag busken sammen med os andre.

Jeg mener, at kærester er noget man er i gerning og ikke i ord. Jeg kender heldigvis ingen – hverken kvinder eller mænd – som har en gameplan med overskriften “Kæreste!”. Møder man en, man kan lide, så er det vel naturligt, at man gerne vil bruge tid med ham/hende? Hvori består problemet? Strander det hele pga et ord? For mit eget vedkommende vil jeg bare ikke lægges beslag på af en, som holder andre muligheder åbne. Hvis der er udslag på luskometeret, så beder jeg om en udmelding. Jeg mener, at jeg har ret til at vide, hvad det er, jeg deltager i. Så har jeg også mulighed for at sige fra, hvis det ikke er det samme, jeg vil. Lige så lidt, som jeg kan tvinge mig selv til at elske en, jeg ikke har følelser for, lige så lidt kan jeg erase mine følelser, når de er der. Jeg vil gerne selv have lov at bestemme, om jeg tør invistere dem i projektet. For den glade, naive mand, må det vel også være rarest at blive spurgt direkte, om der er appelsiner eller franske hotdogs til aften? Måske er det pga hjelmen, at Darth hører det som “blablablaBRYLLUP”.

Jeg tror, at den der vil have alt, ender med intet. Hvis man vil holde alle døre åbne, så ender man med at leve sit liv i mellemgangen i løb. I rummet, hvor jeg bor, står mit motto på skiltet: “Du skal ikke banke på en dør, du ikke vil ind af”.