Lad vand blive til vin.

Jeg er i gang med marathonudgaven af jægerkorpsets Hell week: Hell month. Har overstået 11 dage. Mangler 24. Status so far:

Har allerede nu oparbejdet så meget utilstrækkelighedsfølelse, at det kommer til at kræve lastbil fra 3 x 34, hvis jeg skal have det flyttet ned på kommende matrikel. Er konsekvent 4 svar-sms’er bagud, løber alt, hvad jeg kan og kommer alligevel i sidste øjeblik til det hele. Jeg er igang 19 af døgnets 24 timer og det rækker stadig ikke. (Vil i den forbindelse gerne vide, hvor forårets søvnløshed er gået hen? Nu hvor de ekstra vågne timer ville gavne, flatliner jeg i det sekund, jeg lægger mig.). Svært at være overbevisende i rollen som ny, engageret medarbejder, når man aldrig tager ekstra opgaver, og samtidig sidder med stresssved på overlæben og et øje på uret til møderne. Al transport foregår i fast forward. Når jeg cykler på job, er det sammenkrummet over styret med vilde øje og fråde om munden. (Burde egentlig få epo udleveret på recept. Eller skal man over belgisk massør for at få det sat i stand? For er tidsmæssigt out of the question at rejse længere væk end til Viby.) Holdte kursus i Haderslev igår. Jeg vil tro, at man havde fået brandvabler, hvis man havde rørt ved bilen, da jeg nåede frem.

På boligsiden befinder jeg mig nu i Sarajevo, 1994. Har pludselig craving efter asketisk livstil med kaffekop og bærbar som eneste materielle indhold. Helt, helt uoverskueligt at få 70 m2 krigszone pakket pænt ned i kasser. Da min værktøjskasse består af 3 af min fars aflagte skruetrækkere, er det også lidt af en opgave at afmontere diverse hylder og skabe. Fik hysterisk anfald i 3 etaper, da jeg skulle skrue gardiner ned, monteret med verdens mindste skruer. Som tydeligvis havde forventet permanent opholdstilladelse.

Tålmodigheden og overblikket er altid de første til at tjekke ud, når jeg er presset. Kom under kursistfremlæggelse igår til at hamas-hvæse: “Det der er jo ikke tap-free step?!!” For fanden. Konen kan jo ikke gøre for, at 80’erne nægter at forlade Sønderjylland. Brølede: “Få røven med dig, kælling!!” flere gange, end jeg bryder mig om at tænke på på motorvejen. Smed røret på i arrigskab, da jeg ringede til DSB. Måtte i morges på cyklen lige mærke efter, om jeg havde husket at fjerne håndklædeturban. Kørte med forskellig vægt på højre og venstre side til pump. Jeg antager, at jeg om 24 dage sidder med vissen venstrearm, og blodtryk højt nok til at kunne befinde sig over Azorerne.

Kaffen har spillet fallit. Jeg er koffeinresistent. Jeg tror sgu, at tiden er kommet til at ophæve alko-fatwa.