Noget, der altid har irriteret mig voldsomt inden jeg fik Anton, er børneforældres (og måske især mødres) vane med at gøre krav på empati og medfølelse, når samtalen falder på noget, der er svært. Hver eneste gang man hører om noget, der er synd for nogen, er der tilsyneladende altid en mor, der lige kan få sneget ind, at det gør mere ondt på hende, end på folk uden børn.
Nu er jeg jo ENDELIG i stand til at spille på begge sider af nettet i de her diskussioner, så det har jeg naturligvis tænkt mig at mene en hel masse om.
Det her indlæg blev født i går, da jeg var ude og handle, og kom forbi en forretning, hvor en ejer havde tøjret sin gamle labrador uden for. Da jeg gik forbi, kiggede den ikke engang på mig; den stod bare modløst og rystede med skægget fuldt af istapper, mens den kiggede mod døren og ventede på, at ejeren, der tydeligvis havde været væk i lang tid, skulle komme tilbage.
Det fik jeg helt tårer i øjnene over.
Senere, da jeg var kommet hjem, fik jeg en lidt trist mail fra et menneske, jeg holder meget af, som ind imellem har det så svært med sig selv, fordi vedkommende lider af den sygdom, som temmelig mange i min omgangskreds lider af: Det sort/hvide syn på egne evner. Enten skal man være så god til tingene, at resultatet bliver perfekt, eller også er det lige meget. Vi har fuldstændig mistet medianen, de grå nuancer og godt nok. Ikke fordi jeg synes, at overlæggeren skal tvinges ned i dørtrinshøjde, men det er i længden temmelig slidsomt, at man enten føler, at man skal yde 200 % og levere det fuldendte, eller på forhånd giver op med dårlig samvittighed, vissent selvværd og den beske smag af fiasko i munden til følge.
Og jeg får markant mere ondt i maven over det nu, når folk er kede af det, end jeg gjorde før jeg fik Anton.
Hvilket gør UTROLIG ondt på mig at indrømme, så jeg er naturligvis straks gået i gang med at lede efter en plausibel forklaring, som ikke efter efterlader folk uden børn i kategorien ”ufølsomme istapper”.
Jeg tror, at det handler om flere ting. Det helt indlysende er, at indsatsen er blevet tusindedoblet fra det ene sekund til det næste. Der er pludselig så utrolig meget mere at miste, og den vished kan man næsten blive skør af at have permanentparkeret i hovedet, hvor den – meget uvelkomment – også retter spottet mod alt det andet, man heller ikke kan udholde tanken om at leve uden.
En anden – og måske knap så oplagt – forklaring (og jeg aner ikke, om jeg kan have ret i den her) er at man, når man får et barn, pludselig er nødt til at lukke ned for sig selv, for ikke at blive vanvittig af at være blevet forvandlet til servicestation for et andet menneske. Og den evige blafren med antennerne for at gætte og være på forkant med et andet menneskes behov, kan man åbenbart ikke bare lige slukke for igen, så pludselig er man forvandlet til en hypersensitiv parabol, der fanger ALT, hvad der farer rundt i luften af signaler, uden at være i stand til at sortere i det.
Det kunne godt forholde sig sådan, ikke?
Kan selvfølgelig også bare være, at jeg allerede har glemt, hvordan det er ikke at have børn og har joined the dark side. Forleden tog jeg f.eks. også mig selv i at spekulere på, om det der fødsel egentlig var så slemt….
You go girl!
Jeg kan blot tilføje, at der også skete noget med mig, da jeg blev mor. Mine følelser kom jeg mere i kontakt med og jeg lærte at alt ikke blot handler om mig og mine behov…
Og pludselig kan man nærmest SE, hvor meget biler egentlig forurener lige der, hvor man kommer spadserende med sit lille bitte barn, ik?
Det der fødsel GØR så ondt, og jeg gør det aldrig igen!
Og så forresten god jul også 🙂
Kh Anne F.
Du har ret – vi er ufølsomme istapper… Som dog osse godt kan tude over den stakkels frysende labrador :o(
eller også er det bare hormonerne der spiller dig et pus. Spørgsmålet er om det går over igen 😉
Selvom Anne skriver, at det nok går over igen, så kan det også godt være, at det ikke gør. Mine dreng er 15 år og 2 år….
Idag har jeg siddet og været meget ked af det ved tanken om, at en af min søn efterskolekammerater (kender ikke pigen – udover at have vekslet et par ligegyldige ord med hende) i dag skulle bisætte sin mor.
Tanken om at hun skulle holde jul uden sin mor gjorde og gør bare så ondt på mig 🙁
Og sådan er det med tusind andre ting for mig….
Jeg tvivler på at 1. Det er hormonelt 2. Det går over. Min mand er blevet præcis lige så rørstømsk og følsom som jeg efter vi fik børn. På en eller anden måde er det ligesom man får øjnene op for at alle er nogens børn og at alting er så skrøbeligt. Og nu græder jeg osse lidt over efterskolekammeraten…suk…
Jeg er sikker på at det er det dersens forælder-noget. Jeg har ikke selv født min søn og har således ikke haft det hormonelle ind over. Men jeg har aldrig været så emotionel over dyr og børn som nu. Jeg kan ikke mere se tv-dokumentarer om børn eller dyr der har det skidt. Jeg tager mig selv i at lade være med at læse artikler der omhandler det samme. Og hvad fanden skete der lige der?? Det går det jo lissom ikke væk af…
Mn. Der sker et eller andet. Og det følger en. Og nej, det går ikke væk, fordi man ikke vil ha' med det at gøre, men man KAN jo ikke ha' med det at gøre. Så man beskytter sig selv.
Da vi fik vores datter, måtte jeg også ha' et Planbarn. Da vi fik vores søn, fik vi et SOS Børneby-barn. Og det har intet at gøre med at være hellig eller føle, at jeg dermed har gjort mit og så er samvittigheden i orden. Det har til gengæld en masse at gøre med slet ikke at kunne klare tanken om, hvor ilde stedt de her børn er, og i mangel af bedre, var det der her, jeg kunne gøre. Det rækker som en skrædder i helvede, men for lige de to børn gør jeg da en lille forskel…
– Signe
……men den der antenne, du taler om, den er jeg blevet i besiddelse af i flere af mine kæreste-forhold. Er det så mig, der er dum… eller er jeg bare rendt ind i de forkerte mænd? (Note til selv: tænk lige over den Heidi)
Glædelig jul
/Heidi
Jeg tør næsten ikke kommentere her fordi jeg ikke har børn, og derfor må være ude i kategorien 'ufølsomme istapper, men nu gør jeg det alligevel.
Jeg er sikker på, at der sker en masse som jeg slet ikke forstår når man er blevet forældre, og ikke kommer til at forstå før det sker for mig, men ud over det som I alle beskriver – at det handler om et ansvar man pludselig har fået, og at opdage, at ens egne behov pludselig er blevet små og ubetydelige i forhold til det lille væsen man nu skal passe på – kan der så også være endnu en forklaring?
At det at få et barn er så livsomvæltende en ting, at man forandrer sig og pludselig kan fornemme en tydelig skillelinje mellem før og efter. At man får skrællet hele sit yderste lag af, så alle følelser går helt ufiltreret ind, og man måske ovenikøbet kan mærke hvordan mennesker man slet ikke kender, men blot går forbi på gaden har det. Og, at der findes andre livsomvæltende oplevelser, der også skræller huden af, laver en tydelig skillelinje mellem før og efter og gør, at man må finde sig selv igen, eller opfinde sig selv i en helt ny rolle. Andre oplevelser, der gør at man er blevet mere følsom eller skrøbelig end før. At man har udviklet en ekstra antenne til at opfange uretfærdigheder. At andre menneskers smerte kan føles så fysisk, at man bliver nødt til at gå hjem og græde over det.
Blot en tanke fra én, der helst ikke vil betragte sig selv som en ufølsom istap – og som glæder sig til at få børn en dag.
Rigtig godt nytår til jer alle 🙂
Rikke