Linda

At gå i sauna minder egentlig meget om at høre Bob Dylan. Behageligt, sundt og afslappende – lige indtil det pludseligt, uden varsel, er så meget nok, at man nærmest bliver hysterisk af det.

Det værste ved andres smerte er, at det er deres. Når smerten bliver personlig nok, er der intet man kan gøre for at lette den, og det er nærmest uudholdeligt, når den rammer en, man holder af.

Jeg har flere gange selv været den, der har haft et rum, som kun jeg har kunnet rydde op i. Et rum fyldt med ting, der til tider gjorde så ondt, at jeg ikke kunne holde ud at være der mere end en time af gangen. Hvor gerne jeg end ville, kunne jeg ikke udlicitere arbejdet; jeg vidste, at det var mine kasser at åbne, sortere og forholde mig til. Ingen andre end jeg vidste, hvad der måtte kasseres, pakkes om eller findes nye pladser til.

Nu står jeg så på den anden side. Med orden på eget loftrum og kasser jeg gerne vil deponere på en andens, som pludselig har vist sig at have kasser, der ikke længere kan ignoreres. Smerteligt klar over, at den slags oprydning er altafgørende for, om man finder ro og plads til nye kasser. Den kan ikke forceres. Der kan ikke sættes tid på. Og på en måde er det næsten en lettelse at få bekræftet sin mistanke om, at der var en grund til at døren bandt og ikke kunne åbnes helt. Men hvor er det svært at vide, at man ikke kan hjælpe. At man ikke kan gøre andet end at håbe, at en overskudsbeslutning vil blive truffet i en underskudssituation. Håbe, at den lille kriger ved, at der er en, der holder med ham, og gerne vil give ham den tid og plads, han skal bruge. Håbe at han ved, at når han er færdig, kan han bare gå efter lyset. Så kommer han hjem.

Somme tider er det som om et ord forfølger én. Det optræder i alle medier, al samtale handler om det, og det er som om, alting kan føres tilbage til det. (Ikke et ord om Stein Bagger.) Stress. Alle har det eller er ved at få det. Alle kæmper med det og forsøger at undgå det. Det påvirker vores helbred, vores hverdag og vores forhold til hinanden.

Engang mente jeg, at stress var et modefænomen. Noget man tog på for at vise, hvor vigtig og uundværlig man var. I takt med at jeg har skruet mit eget løbebånd mere og mere op i tempo, kan jeg mærke, at det er lidt mere nuanceret end som så.

Hvis jeg ser på mig selv, er jeg nødt til at indrømme, at hvis jeg graver dybt nok, så finder jeg et element af selviscenesættelse i det. Jeg påtager mig mere end jeg i virkeligheden kan overskue, fordi der er status i at være den, alle vil have. Det bider sig selv i halen, for hvis man skal blive ved med at være det, så kræver det, at man stiller med charme, selvtillid og noget at have det i. Hver gang. I takt med at listen over opgaver bliver længere og længere, bliver antallet af timer, man kan lægge i den enkelte opgave færre og færre. Og hvis der er noget, jeg får stress af, så er det de situationer, hvor jeg skal wing’e it – perfekt. Åh, der er så meget, der kan gå galt og afsløre, at det jo bare er mig, der står der.

I lang tid følte jeg, at planlægningen var min bedste ven. Mit skrivebord var lavet af Post It’s og min kalender var limet til min hånd. Det hjalp at have overblik, og sætte arbejdet i systemer. Efterhånden har det fået den modsatte effekt. Jeg kan med al uønskelig tydelighed se, at tingene ikke kan nå sammen. Dilemma: Planlægning med dertilhørende klarsyn og erkendelse af opgavernes umulige omfang, eller kaos og ad hoc systematik med dertilhørende manglende overblik og grundangst for at blive afsløret som svindler? (Hvem ER det, der bliver ved at stå og råbe ”Stein! Stein! Stein!”?!)

De sidste par år, er jeg begyndt at tidsoptimere. Det er den model, hvor man febrilsk prøver at multitaske, så snart det er muligt. Foretager vigtige opkald, mens man cykler. Har combatmusik på Ipod’en, så man kan øve sin undervisning, mens man handler. Har papirer med i tasken, så man kan læse dem i sine pauser. Hvis jeg spørger mig selv, hvorfor jeg gør det, er svaret: ”For at kunne holde fri senere.” Problemet et blot, at når bølgerne går højt, så fylder jeg bare nye opgaver på, når jeg endelig havde tænkt mig at holde fri, fordi jeg altid er bagud med et eller andet, har dårlig samvittighed over nogen, som jeg ikke har prioriteret i lang tid eller ikke kan geare ned på kommando.

”Jeg skal bare lige igennem januar/over convention/have afviklet de her 4 kurser, så bliver det bedre.” Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved med at sige det. Jeg tror ikke engang selv på det mere. Når jeg er færdig én ting, påtager jeg mig to nye. Og jeg finder stor tilfredsstillelse i at strege dem på listen. Jeg føler mig effektiv og målrettet. Jeg føler, at der er brug for mig. At jeg gør en forskel. Jeg slipper for at forholde mig til mig selv, når min hjerne er optaget af noget praktisk og konkret, og det kan være rart, når man er en af dem, der aldrig har ro i hovedet. Mere, større, højere, hurtigere.

I mine mørkeste øjeblikke tænker jeg på, om jeg i virkeligheden først bliver tilfreds, når jeg kan vinge livet af på to-do listen.

Nu har jeg de sidste par uger af flere omgange lovprist julen og dens komme her på bloggen. Det viser sig at være fordi, jeg ikke tidligere har sat mine ben i Århus C. om lørdagen.

Har haft besøg af mødrene ophav og havde derfor planlagt brunch i midtbyen med efterfølgende strøgtur, fordi jeg gerne ville prale af vores fine julelys. Big mistake. Big. Huge. Var fandeme lige ved at få sorte briller og hugtænder. 17 millioner bønder fra oplandet, der bevægede sig som skildpadder på valium. Fucking FLYT JER!!! *hysterisk-Råd-&-Dåd-Brøler-smiley*.

Men nej. Rulletrappen stopper nemlig bag mig, når jeg er kommet op, så jeg bliver bare stående lige her og læser ønskesedler. Andre synes med garanti at mit hylende, is-bestukne barn er ligeså charmerende, som jeg gør, så de er ligeglade med at få tøjet smurt ind i snot og sur mælk. Min mobil ringer? Helt, helt uoverskueligt at bevæge benene, samtidig med at jeg taler. Meget bedre at blive stående her, midt i det hele. Mine kæmpeposer, som giver mig et vingefang på 4 meter, har ikke betydning for, hvor jeg kan mase mig igennem. Hvor er det dejligt vejr. Jeg tror, at vi alle tager vores øko-huer i uld på, og går en laaaangsom tur på strøget med ungerne i hver sin KÆMPE Christiania trailer.

I Bruuns galleri så jeg en lille dreng, der var stukket af fra sine forældre. Med vanterne hængende ud af ærmegabene og armene flagrende til alle sider, løb han med panikslagent udtryk i ansigtet igennem det hele, mens han råbte: ”AAAARRRGGGGGHHHH!!!!!”

Jeg ved præcis, hvordan han havde det.

Jeg har købt juletræ idag, som jeg har fragtet hjem på min cykel
(*I LOVE it!!-Ole-Henriksen-smiley*). Da jeg skulle afmontere det, udviklede det sig til lidt af en kamp. Sådan nogle grantræer er nogle små, kompakte sataner med MANGE grene, og de her klamrede sig alle indædt til bagagebæreren.

Mens jeg stod der og bandede, kom jeg til at spekulere på noget: Er det egentlig ikke mærkeligt, at man aldrig har set en fugl flyve ind i en gren?

Kan vi ikke godt blive enige om, at der er nogen ting, som kvinder ikke gør – og SLET ikke, når andre kigger/lytter? Hvorfor er der så mange andre kvinder, der ikke har fået den mail? Og hvorfor træner de allesammen i mit fitnesscenter?

Tillad mig at genopfriske Emma Gad, fitnessappendixet:

• Vi tager som minimum trusser på, inden vi stiller os i omvendt-U-stilling og tørrer hår.
• Vi ifører os ikke tampax, når vi står blandt andre mennesker og klæder om.
• Vi intimbarberer os ikke offentligt. (Hvor klamt er det at slentre barfodet rundt i andres nedfaldne pubeshår?!)
• Vi snyder ikke næse mellem fingrene, når vi bader med andre.
• Vi hiver ikke brugte tampax ud og smider på sæbedispenserne i bruserummet. (For satan!!)
• Vi efterlader ikke vores svedige spinningbukser på gulvet med vrangen udaf, mens vi går i bad, så andre er i fare for at blive bidt i foden af ildelugtende, mis-befængt vaskeskind.
• Og endelig sidder vi ikke på bænken eller i saunaen i bar røv.

Nu sagde vi, at vi strammede vi op og kun var klamme derhjemme. Ikke?

1. december. Jeg er ret vild med jul, så jeg er allerede nu ved at gå i panik over, at det næsten er ovre. Der er tusind juleting, jeg ikke har nået! Gåture i snepudrede skovlandskaber. Julemarkeder i gamle møller. Optænding af brændeovne. Konfektfremstilling. Reparation af tidsmaskinen, så jeg kan komme hjem til 1952.

Måske jeg i virkeligheden bare er ret vild med ideen om jul. Julebegrebet. Tanken om, at vi skal være gode ved hinanden, mens vi går rundt i hjemmestrikkede sokker og pynter op og drikker gløgg (ok, en del af det er i det mindste på plads). Ideen om at sidde inde med tændte stearinlys, mens sneen drysser ned udenfor og gør alting blødere i kanten.

Desværre lade det til, at det der med at kommandohygge har den modsatte effekt end den tilsigtede. Alle, jeg snakker med, er stressede, snottede og betrukkede med dårlig samvittighed eller uindfriede forventninger, fordi det er et helvedes mas at få sit liv til at ligne et glansbillede overnight. De fleste er hverken mere eller mindre syge/stressede/sammen nu, end de er fra januar til november – det er bare nu, vi præsenteres for ét idealbillede af Det Lykkelige Liv, som vi kan sammenholde med vores eget, hvor end vi vender os hen.

Personligt har jeg tænkt mig at prøve at holde fast i min juleglæde. Det er muligt, at vi ikke får sne, at julegaver bare er en avanceret form for bytte-bytte købmand, og at alting kan købes til halv pris i januar. Men jeg får lov at bruge penge på dem, jeg holder af, jeg bliver glad af at cykle rundt i en julepyntet by og Netto har fantastiske pebernødder til 8 kroner. Og hvis alt andet kikser, har vi stadig Blomberg.

PS: Vil nogen forklare mig ideen med blå lyskæder på juletræer?

I forlængelse af mit forrige indlæg har Citygirl spurgt mig, hvordan jeg egentlig har det med at være blevet officielt voksen. Svært at svare på, synes jeg. I det store og hele er jeg ret godt tilfreds. Jeg har somme tider en fornemmelse af, at jeg først nu er ved at vokse ind i den alder, det er meningen, jeg skal have. Jeg har langt mere ro i både hoved og røv nu, end da jeg var 18. Jeg kender mig selv på godt og ondt, hvilket giver en helt andet tilgang på min omverden, fordi jeg har et punkt at pejle ud fra og ikke bare triller rundt, som en kugle på et bræt. Jeg har det som en mand, der bor i et hus, han selv har bygget. Det er muligt, at gulvet hælder en smule, at vinduerne ikke slutter helt tæt og at et par af hylderne hænger skævt, men det er mit. Jeg har skabt det, hver eneste detalje har sin egen historie, og her er ro.

Somme tider bliver jeg dog også grebet af en følelse af uvirkelighed, når jeg tænker over min alder. Når jeg ser den på tryk, har jeg det som om, det er en anden, de skriver om. Når jeg tolker meget alvorlige ting, kan jeg stadig være led ved, at de har fået mig og ikke en Ægte Voksentolk. Jeg kan stadig blive grebet af panik, når det går op for mig, at det er mig selv, der skal finde ud af, om pensionsopsparing er en god ide, vurdere om jeg er så syg, at jeg skal til vagtlæge og løse situationen, hvis jeg bliver fyret.

8 ud af 10 dage passer voksentøjet. Den niende tager jeg det på alligevel og leger klæd-ud i håb om, at indholdet lader sig narre af emballagen. Den tiende trækker jeg bare dynen op over hovedet og håber, at Bjarne Jes Hansen havde ret.