Linda

Hvor er det fedt, at så mange af jer har brugt tid på at være inde og kommentere på gårdagens indlæg. Vi er ikke enige, og det mener jeg heller ikke, at vi behøves at være; det er klart at vi hver især er farvet af baggrund, erfaringer og politisk overbevisning, og jeg har valgt at skrive mit ’svar’ til kommentarerne som dagens indlæg.

Flere af jer spørger til det oprindelige indlæg og om ikke jeg føler, at de vrede kommentarer har vundet over min ytringsfrihed, når jeg har valgt at fjerne det. Min begrundelse for at tage det af var, at jeg allerede efter 3 kommentarer kunne se, at diskussionen var på vej i en helt anden retning, end jeg havde tiltænkt det. Min blog er ikke et politisk manifest, men noget jeg skriver, fordi jeg kan lide at skrive. Derfor er der ganske enkelt en grænse for, hvor mange tæsk jeg finder det værd at tage for et indlæg, der ikke handler om noget, der følelsesmæssigt er meget vigtigt for mig. Man må vælge sine kampe med omhu, og lige nu er det lidt småt med overskud herude i virkeligheden, og så er det simpelthen ikke det værd.

Faktisk er læserkommentarer noget, jeg tænker meget over, når jeg er rundt omkring på andre blogge. På den ene side inviterer man som blogger selv til, at verden forholder sig til de ting, man skriver, men ind imellem kan jeg godt spekulere på, om læserne er bevidste om, at de med deres kommentarer også er med til at forme diverse blogges indhold. Lene har taget mange slag, fordi hun skriver, hvad hun mener, og uanset om man er enig eller uenig, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om man ikke med nogle af de virkelig harske kommentarer hun har fået, er med til at skabe en endeløs række af tandløse blogs, som måske nok kan få os til at trække på smilebåndet, men som ikke giver så meget at tænke over?

En anden ting der går igen flere steder i kommentarerne er, at det ikke kan passe, at man som demonstrant skal være opmærksom på, hvem man går ved siden af, fordi det ikke kan være rigtigt, at man ikke kan deltage i en demonstration uden at ende som offer for en knibetangsmanøvre. I teorien er jeg enig. Ligesom jeg også mener, at det er både trist og forkert, at man som pige i dag er nødt til at overveje, hvor man går om natten, og at man ikke længere, som da jeg var barn, kan sove med terrassedøren åben og hoveddøren ulåst. Jeg tror, at holdningen her vil afhænge af, om man er pragmatiker, der indretter sig efter virkeligheden, som man synes, den ser ud, eller om man er typen, der i yderste konsekvens er villig til at risikere sit liv for ytringsfriheden.

En enkelt kommentator mener, at man skal lade være med at basere sine holdninger på public service nyheder og TV2 helikopternyheder. Til det vil jeg sige, at det bliver meget, MEGET begrænset, hvad vi kan blogge om og forholde os til, hvis vi kun må beskæftige os med erfaringer gjort på egen krop. Der er (forhåbentligt!) grænser for, hvor meget drama gennemsnitsdanskeren udsættes for.

Og endelig er generationskortet blevet spillet – hvilket jeg synes er både for let og for træls. For det ender næsten hver gang med, at hønen og ægget kommer op og skændes: Er det den unge generation, der har misset pointen, eller er det den ældre generation, der har glemt at forklare den?

Under alle omstændigheder vil jeg sige tak for alle jeres kommentarer. Det er en fornøjelse at vide, at I sidder derude og rent faktisk forholder jer til, hvad jeg skriver.

I nat skrev og postede jeg et arrigt indlæg om demonstrationerne i Kbh, og her til morgen stod jeg op til et par temmeligt vrede kommentarer. Jeg havde forventet reaktioner, fordi det er ret forskelligt, hvordan vi ser på urolighederne og baggrunden for dem, og mit indlæg var min reaktion på, hvad jeg har set i tv og læst i avisen de sidste par døgn.

Jeg har før skrevet her på bloggen, at jeg ikke vil lade mig diktere, hvad jeg må skrive og mene, og det står jeg ved, men når det så er sagt, er jeg heller ikke selv interesseret i, at retorikken larmer så højt, at den overdøver indlægget, og at det bliver dén fremfor indholdet i det skrevne, der skaber debat.

My bad. Jeg prøver igen:

Jeg synes, at det er dejligt, at vi lever i et samfund, hvor vi har en grundlovsikret ret til at sige, hvad vi mener, og jeg finder det opløftende, at folk er så engagerede i verden omkring dem, at de giver deres meninger til kende ved at demonstrere. Al ære og respekt for det – og det mener jeg – så længe de følger reglerne.

For jeg synes, at det er svært at have sympati for de mennesker, der vil have lov til at bryde loven ustraffet, og jeg synes, at det er ok, at politiet slår hårdt ned på ulovlige demonstrationer.

Jeg er ikke i tvivl om, at der ryger uskyldige med, når det går hårdest for sig, og jeg skal være den første til at sige, at det synes jeg ikke er i orden; men hvis man har været i nærheden af Nørrebro/Købehavn eller fulgt med i medierne de sidste par år, så MÅ man vide, at man placerer sig selv i en situation, hvor der er potentiel risiko for, at uroligheder opstår.

Er det trist? Ja. Meget endda. Men jeg synes, at der er en tendens til, at mange blive vrede på de forkerte. For demonstranterne KAN være der. Politiet SKAL. Og når man omregner til hospitalssenge eller ressourcer i folkeskolen, hvad det koster i skattekroner at have så meget politi udstationeret, og at genopbygge hovedstaden, når den igen er spaltet i atomer, så bliver jeg vred. For jeg synes ikke, at det kan være rigtigt, at politiet forventes at sidde med hænderne i skødet og glo, mens den samme fejl bliver begået igen og igen, og regningen ryger videre til de svageste i samfundet.

Jeg er bestemt klar over, at det ikke er alle der deler mit synspunkt, og det er helt ok. Men jeg holder ikke op med hverken at mene det eller skrive om det, fordi man lægger en kommentar om, at man nu i protest ikke længere vil læse med, og jeg kan ikke lade være med at finde det en lille smule ironisk, at man er pro demonstration, som i bund og grund handler om retten til at give udtryk for uenighed – for så at gå sin vej og smække med døren, fordi man ikke er enig i det, der står på en blog.

Men jeg vil gerne give udtryk for mine holdninger på en ordenlig og sober måde. Ligesom jeg ville ønske, at alle demonstranterne ville gøre.

En obligatorisk regel, når man er på kursus er, at man den sidste aften skal drikke sig i hegnet. Jeg siger ikke, at det er rigtigt. Jeg siger bare, at sådan er det. Så det gjorde vi. I verdens grimmeste kælder, siddende på en sofa, der så ud som om, den var betrukket med musepels, inhalerede vi juleøl og rødvin, som var det vor sidste nat på jord.

Fredag morgen var jeg så lettet over, at jeg måtte komme hjem, at jeg – til mit holds meget store søvnunderskudsudløste irritation – helt glemte at have tømmermænd. Bevægede mig nærmest i dans, sang alle mine sætninger og var i det hele taget bare str. X-large i forståelse, selvom det kun var blevet til små 4 timer i æsken.

Jeg var tilbage i min lejlighed (som jeg ville omfavne, hvis jeg kunne) i går kl. 16, og desværre har min slave ikke løst mine opgaver, mens jeg har været afsted (lille svin!).

Det betyder, at jeg på 25 timer har:

– Besvaret 20 e-mails.
– Skiftet forsikring.
– Opsagt en hjemmeside, jeg havde glemt, jeg havde,
som jeg har modtaget domænesideregning på.
– Været ude og spise med 2 veninder.
– Drukket kaffe med 2 andre veninder.
– Købt de sidste 4 julegaver.
– Udtænkt og købt 3 værtindegaver til
julehyggearrangementerne den kommende uge.
– Kørt en spinning evaluering.
– Samlet op på koordinering af nytårsaften.
– Konverteret al min musik i iTunes fra MP4 til
MP3 filer, så jeg kan mixe det.
– Mixet musik til spinning mandag.
– Lavet og øvet program til combat tirsdag.
– Gjort hele hytten rent.
– Vasket 3 maskiner tøj.
– Sovet lidt. Meget lidt.
– Forberedt mig til i morgen, hvor jeg skal på arbejde.

Om en halv time får jeg gæster, og så er der dømt sushi og bio.

Jeg håber, at de skubber til mig, hvis jeg snorker.

Jeg gætter på at jeg – qua mit job – ser flere toiletter end gennemsnitsdanskeren, og en ting, der kan gøre en god dag bedre er, når der er papirhåndklæder. En lille ting, måske, men det holder!

Til gengæld kan vi for min skyld godt sende håndtørreren på pension. Tak for lang og tro tjeneste, våde hænder og høreskader. Og når vi skiber den af, kan vi så ikke pakke den ind i bomuldshåndklæderne? Det kan til nød gå derhjemme og hos folk, vi kender (= ikke ulækre), men det er fandme ikke rart at dele serviet med 200 fremmede (= meget ulækre).

Her på kursusstedet kan vi vælge imellem håndtørrere og stofhåndkæder. Jeg har derfor været nødt til at beslutte, at jeg kender dem, jeg er afsted med, og at deres bakterier derfor ikke er helt så klamme som fuldstændigt fremmedes.

Så jeg gider ikke på min sidste dag at stå derude og vaske hænder, da medkursist (som er utrolig irriterende, men som jeg har dårlig samvittighed over ikke at bryde mig om, fordi hun har et dødt barn)
(- men hun er altså MEGET irriterende, må jeg lige forsvare mig med), kommer ud af båsen, vasker hænder og tørrer dem i håndklædet.

Og slutter med at tørre mund i det.

Fredag nærmer sig, og ironisk nok begynder jeg at synes, at her er til at holde ud at være. Men det kan selvfølgelig bare være udsigten til løsladelse, der taler.

Jeg ved ikke, om alle gør det, men når jeg er udstationeret, tager det mig ca. 39 nanosekunder at skabe rutiner. Jeg er oppe 5.25 hver morgen, nede og træne, til undervisning fra 8 – 19 og ude at gå en lang tur i frokostpausen. Hver dag når jeg at drikke 12 espressoer og indtage 150 pebernødder – og hver aften hader jeg mig selv for det og aflægger ed på, at i morgen bliver det anderledes.

Til gengæld indretter jeg mig som et dampbarn, der lige er flyttet hjemmefra. Min lejlighed, der artikektonisk set er inspireret af socialt boligbyggeri fra 70’erne, ligner efterhånden en illustration fra en brochure om, hvorfor fester er en dårlig ide på kollegieværelser. Der er shit all over. Ledninger trukket tværs over køkkengulvet, brugt træningstøj i bunker allevegne og brugte kaffekopper og rødvinglas på badeværelset. Oh, friheden ved at bo et fremmed sted, hvor ingen får lov at se, hvor sjusket man er! På fredag skal hele lortet alligevel bare kyles i to tasker (minus glas og krus), transporteres tilbage til Århus og direkte i vaskemaskinen. (… Så vel egentlig også minus ledninger.)

Jeg er begyndt at holde af at cykle langs vandet om morgenen, og holy f*ck, hvor er der stille i Svendborg klokken kvart seks. I morges var jeg nær styrtet på cykel af forskrækkelse, da en and snadrede i søvne. Og som bevis for, at jeg ikke kun udstiller andre, når de er idioter, vil jeg slutte dagens indlæg med at rette projektøren mod mig selv: Jeg har været nødt til at gå på krak for at finde ud af, præcis hvad det er for noget vand, jeg cykler rundt langs i nattens mulm og mørke.

Så nu er jeg holdt op med at referere til det som ‘søen’.

Hvordan nogen har kunne undlade at påtale dumhed af den kaliber, overgår min fatteevne, og jeg har derfor tildelt mit hold 10 ekstra point i kredit, som de kan indsætte på kontoen og trække på, næste gang de knusker bolcher eller fortæller om deres sygdomme.

Efter at have ved at have været ved at rykke håret ud af hovedet på mig selv i frustration over det her kursus, har jeg nu endelig fundet ud af, hvad det er, der er galt med mig: Jeg hader ikke mit job, min ledelse eller mine kolleger.

Det er skidt. For det betyder, at jeg forholder mig til det, vi bliver undervist i, og hele tiden holder det op imod, hvad jeg ville have lavet, hvis jeg havde været derhjemme. Og så skal det sgu være godt, hvis jeg skal føle, at jeg befinder mig det rigtige sted.

For mange af mine medkursister går det op i frokostbuffet og arbejdsfri, og hvis deres chefer og kolleger virkelig er så stupide, som det lyder til, forstår jeg godt, at de er rare at slippe for, og at forventningsoverliggeren roder rundt nede ved fodlisterne.

Jeg ved ikke, om man som TR må sige det her, eller om man bliver stenet med den røde bibel for det, men jeg synes, at fagforeningen er en obsternasig spasser, der dyrker skellet mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Der bliver hele tiden pustet til ilden, og åbenbart er cheferne i de fleste danske virksomheder udspekulerede godsejertyper, der bruger dagen på at sidde og file hjørnetænder på deres fede kontorer, mens de sætter udnyttelsen af Den Stakkels Arbejder i systemer.

Ret skal dog være ret: Kurset er bedre, end det var sidst. Vi har flere og bedre kvalificerede undervisere, mine medkursister tilhører ikke kun det røde cecilsegment, og vi har travlt, så tiden går hurtigt. Så længe vi får lov til at arbejde i grupper eller har oplæg ved nogle af de nye undervisere, synes jeg faktisk, at jeg får noget ud af det.

Men fordi underlægningsmusikken hele tiden er Internationale, øver vi os mere i at slås end i at forhandle, og jeg bliver pissesur, når jeg bliver råbt af og hånet under en forhandling. Også selvom det bare er noget, vi leger.

Så idag er jeg af min yndlingslærer blevet karakteriseret som “den agressive forhandlertype med det irriterede ansigtsudtryk og kløerne permanent fremme. Men typen, der er god at have med i krig.”

Afghanistan anyone?

Beklager, hvis indlægsfrekvensen ikke er helt så høj som den plejer at være, men dels er der nogle ting, jeg lige skal finde ud af, hvad jeg gør ved, som ikke er super bloggeregnede, og dels går det rigtigt, rigtigt stærkt i de her dage.

Efter verdens rådneste torsdag skal jeg ærlig indrømme, at jeg på ingen måde var klar til turboweekend med dobbelt op på julefrokoster, workshop og kursus, men det hjælper altid på humøret at lægge godt selskab på det, så julefrokosterne endte med at være de vanilieredningskranse, jeg i virkeligheden havde brug for.

Det meste af lørdagen brugte jeg på at sidde og stirre henført på Lasse, mens han gjorde ting og sager ved den nye computer og slyngede om sig med frække ord som ‘strippe’ og ‘netværkskompatibel’. He knows shit. Og jeg vil gerne lige have lov at prale med, at jeg låser min computer op ved at scanne mit fingeraftryk. Hvor sejt er det!? Very, very CSI.

Lørdag aften var der dømt endnu en fitnessjulefrokost, denne gang for personalet. Vores centerchef har en forkærlighed for at afholde festerne i centeret, så jeg brugte det meste af aftenen på at hænge i baren/vægt-racket med en sjus og udveksle sladder. En enkelt gang – og det her tjener bare som bevis for, hvor langt ude jeg i virkeligheden er – var jeg endda på dansegulvet.

I know. Forstår det heller ikke helt selv.

Efter 4 timers søvn, væltede jeg her til morgen ud af sengen og cyklede tilbage til centeret, som jeg lige havde forladt, for at deltage i kvartalsworkshop med de mennesker, jeg just havde drukket shots med. På et urimeligt klistret gulv i en stemning af lige dele vantro og granatchok, stod vi så, side om side, og forsøgte at ligne nogle, der ikke stadig var stive. Gik dårligt.

Til gengæld er jeg bagefter kommet i tvivl om, hvorvidt den MEGET engagerede, københavnske underviser virkelig dansede overgearet omkring med høj hat og handske til et remixet-til-ukendelighed MJ, nummer, mens hun greb sig selv i skridtet, eller om det simpelthen er en alkoholbaseret drøm.

Lige nu sidder jeg så og spiser risengrød (seriøst: Der er træsplinter i kanelen. Hvor fanden kommer de fra?? Kanel… træet/busken/pinden? Og er de farlige at spise?), mens jeg venter på, at min taske pakker sig selv. Om to timer tager jeg på kursus, og jeg klynger mig til håbet om, at det er bedre end sidste gang.

Det kan i hver tilfælde ikke være værre.

Lad mig starte dagens indlæg med en advarsel: Hvis du er mand og/eller kender mig perifert, og derfor synes, at det vil være mærkeligt at vide rimeligt private ting om mig, skal du ikke læse videre. Ligeledes er det nok også bedst, at du bare kommer tilbage i morgen, hvis du foretrækker bloggen, når den er sjov og hyggelig.

Jeg mener det.

Sidste advarsel..

Nå. Så er du altså selv ude om det.

I dag skal jeg undersøges for noget, jeg ikke tidligere har skænket en tanke, at jeg kunne skulle forholde mig til. Vi er ikke ude i noget livstruende, men fuldstændig ligesom med HIV og brystkræft, er det ikke noget, jeg tidligere har været bange for at fejle – før nu, hvor jeg skal undersøges for det.

I den forbindelse har min læge henvist mig til en gynækolog. Jeg har en meget høj smertetærskel, og vil betegne mig selv som et rimelig u-hysterisk menneske, men lige præcis den slags undersøgelser har jeg det af 1000 forskellige årsager meget svært med. Når det engang i fremtiden bliver en fitnessdisciplin, som både poledancing og firefighting er blevet det, behersker jeg allerede stillingerne Flitsbuen, Hyperventilatoren og Perspiratoren til perfektion.

Min egen læge kender mig efterhånden, og småsnakker venligt til mit underliv, mens hun engang i mellem lige minder mig om ikke at spænde så meget i inderlårene, at jeg kvæler hende i bøjlerne. Men jeg har aldrig haft Et Forløb hos en gynækolog før – og jeg behøves aldrig at skulle have et igen.

For det første er det meget surrealistisk at sidde i et venteværelse sammen med 4 andre Kvinder, og forsøge at lade som om, at vi ikke alle sammen er på vej ind for at ligge med blottede skræv i ansigtet på en mand, der har valgt det som levevej. God tid til at overveje signalværdien i at have barberet missen og prøve at regne ud om passende påklædning hos en gynækologe er bomuldstrusser eller g-streng.

For det andet er han er både rar og dygtig, men jeg bliver simpelthen så stresset af at skulle tilpasse mit liv til en speciallæge. Man kan ALDRIG komme igennem, når man ringer (og her ser vi helt bort fra at skulle sidde i al offentlighed med en mobiltelefon og sludre om sit underliv og sin cyklus), manden ringer tilbage ca. hver anden gang, han lover det – og rammer hver gang med stor præcision den time, hvor jeg underviser – og udelukkende fra anonymt nummer, så man kan ikke ringe tilbage.

Efter at have leget phone tag i 3 måneder, fik jeg onsdag aften i sidste uge endelig forhandlet/truet mig til en tid i dag.

”Det bliver torsdag formiddag” sagde han.

Hvilket sygeplejersken så i går meddelte mig er kl. 13.15.

Og så sad jeg der og var skidebange, mens jeg forsøgte at lyde som et voksent menneske med tjek på det hele, samtidig med, at jeg var skidegal og ydmyget over, at de pisser på min tid og gør mig til en besværlig medarbejder, der er afhængig af andres hjælp og velvillighed. Samtidig er jeg helt på det rene med, at det er mig, der er 100 % afhængig af dem, og at jeg INTET kan gøre. Hvilket gjorde mig så vred og frustreret, at jeg begyndte at tude og skælde sygeplejersken ud i telefonen, mens jeg sad i kantinen på det uddannelsessted, hvor jeg tolker. Et fint øjeblik. Ikke overraskende kunne hun ’ikke hjælpe’.

Jeg ved godt, at det er ondt og urummeligt, ikke? Men lige dér ønskede jeg inderligt, at hun ville blive ramt af et eller andet, der krævede, at hun selv skulle prøve forcere muren af ligeglade, upåvirkede receptionskrager hos en anden speciallæge.

Jeg skal derop om to timer. Fastende. Prøver at berolige mig selv med, at det er pga. noget narkose og ikke fordi, det gør så ondt, at man risikerer at brække sit maveindhold op på gulvet. Jeg skylder tjenester til højre og venstre, fordi alting skulle ændres i sidste øjeblik, og det hader jeg.

Og nu er jeg kommet til at drikke kaffe, selvom jeg ikke må få vand to timer før undersøgelsen. Pis!

Nå. Det er vel relativt sikkert at antage, at de er et kvarters tid forsinkede.

6 timer senere:

På opturssiden var undersøgelsen ikke så slem som frygtet, takket være solide mængder af narkose, og den ekstra kop kaffe var ikke noget problem efter de 2 timers ekstra ventetid. På nedturssiden kunne jeg godt have undværet at skulle smide tøjet foran 3 sæt kærester på opvågningsstuen, at modtage de dårlige nyheder stående på en kold gang uden opfølgende forklaring, fordi jeg ”nok ikke helt var i stand til at forstå den” pga. føromtalte narkose, og at have cyklet 7 kilometer hjem i mørke og regnvejr.

Så nu har jeg gjort noget, at jeg aldrig har gjort før: Jeg har raided min chokoladekalender i afmagt.