Juleperspektiv.

Når jeg er i Esbjerg, er det sjældent, at tiden er så rigelig, at jeg når en tur gennem Kongensgade. Hvilket alle med hang til ekstremsport ellers burde unde sig selv at gøre, for hvis du efter 3 kilometers grå, misforstået lokalplan i stiv kuling og uden mulighed for læ stadig står – og har lysten til at leve i behold – så er der intet – INTET – der kan slå dig ud.

I dag var jeg var derinde for første gang i 4 år, og det var virkelig en forblæst tur ned af memory lane. Startede med brunch på Chr. D. 9., som virkelig var the shit, da jeg gik på handelsskolen. Det var en underlig oplevelse. Min date satte meget fint fingeren på problemet: ”Det er altså vildt mærkeligt at se de toiletter i ædru tilstand.” Så sandt.

Bagefter gik jeg en tur ned gennem Gaden og undrede mig endnu engang over, at Esbjergenserne er så konservative. En by med næsten 100.000 indbyggere og ikke en eneste – ikke én – baresso eller anden kaffebiks i midtbyen. Ubegribeligt. Nogle få modige sjæle har forsøgt, men har måtte dreje nøglen om efter under et år.

Til gengæld kan det undre mig, hvad der KAN gå hernede. Expert, som alle dage bare har været en dødssyg butik med B&O anlæg og gamle, sure mænd er still going strong. Arken, som er en kristen radiostation, har vel også efterhånden 20 års jubilæum.

Efter de 3kilometers gåtur i midtbyen var vejret blevet relativt ok, så jeg valgte at gå de 7 kilometer ud til mine forældre, og jeg må sige, at hvad byen mangler i charme, har stranden til overflod. Lyset vælter ud af himlen, isflagerne i vandet ligner kæmpediamanter, og som altid, når jeg er ved Vesterhavet, tænker jeg, at der gemmer sig tusinder af historier derude, og at vi er så små, så små.