Linda

De sidste par måneder, er der en tanke, der gradvist har trængt sig mere og mere på. Og jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre, så nu skriver jeg om det i håb om, at det vil få klarhed og fred til at sænke sig over mig.

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal flytte tilbage til Esbjerg.

There. I said it.

Det gør noget ved mig at se mine forældre sammen med Anton, og jeg kan mærke, at jeg virkelig, virkelig gerne vil gøre det muligt for ham at have et tættere forhold til dem, end jeg selv har haft til mine bedsteforældre.

Ud over familien er der flere andre ting, der taler for at vende tilbage til havnen. D. 1. september skal jeg fraflytte den lejlighed, jeg bor i nu, og jeg vil meget gerne være fri for at skulle bo i lejlighed igen. Jeg gider ikke flere trapper. Eller at skulle slæbe al Antons legetøj, kaffekopper og telefoner med op og ned, så det ikke bliver stjålet, hvis vi til sommer skal bruge en baggård. Vil nok også på lang sigt være rart for Anton at få sit eget værelse, for det kan godt ske, at han får det sværere end nødvendigt, når han som 17-årig skal forklare, hvorfor jeg sidder ovre i hjørnet med en kop kaffe og store ører, når han har sit tekniske skole-posse med hjem.

Hvis vi skal have noget rækkehus af en slags i Århus, kommer vi til at bo i en forstad til en forstad til Hinnerup, og så vil det formentlig stadig være noget, der ligner en ramponeret studenterhybel. Og der vil stadig ikke være penge til en bil. I Esbjerg vil vi have råd til begge dele.

Jeg kunne også rigtig godt tænke mig, at jeg kunne sende barnet ud og lege selv. Nu må I ikke blive sure på mig, Århus-forældre, men jeg er ikke udelt begejstret for, hvad det gør ved nogle børn (ikke jeres, selvfølgelig) og udviklingen af deres sociale kompetencer, når mor eller far er nødt til at sidde med på legepladsen og kigge barnet over skulderen, når det forsøger at løse konflikter med Cornelius og Alba-Sophia.

Og der er slet, slet ingen tvivl om, at det vil give mig mere frihed at have både mine forældre og min søster og hendes mand i nærheden, når Anton er syg eller jeg skal noget, der strækker sig over så lang tid, at man ikke kan være bekendt at bede sine venner om at stille op.

Men for fanden, altså for… Av, ikke?

For hvis jeg flytter fra Århus, forlader jeg 90 % af mit sociale netværk, og jeg ved simpelthen ikke, om jeg kan leve uden alle de mennesker, jeg holder så forfærdelig meget af. Jeg forlader mit fitnesscenter, mine hold, mine medlemmer (jamen, de ER mest mine), min by, mine Baressos (Baressoer? Baressøer?), 7/11, søndagsåbent, specialforretninger og ordentlige cafeer. Jeg forlader et sted, hvor der er markant højere til himlen, end der er i Esbjerg. En by, hvor der er plads til forskellighed, og hvor der ikke kun er ét rigtigt svar. Jeg forlader den by og de mennesker, der gjorde mig til den jeg er i dag; et menneske, jeg holder langt mere af, og som har meget mere ro i både krop og sjæl, end hende, der flygtede fra fødebyen. Og jeg lukker endegyldigt døren for den mand, som jeg aldrig tror, jeg bliver færdig med at elske.

Mit arbejde vil jeg kunne beholde; der vil bare blive mere tid på vejene. Der vil nok også være nogle gamle venskaber, som jeg med lidt omhyggelig pleje kan opdyrke igen. Og måske – måske – vil det i længden være nemmere at have en spinningtime om ugen i et center, hvor jeg bare er Hende Den Nye, og ikke den, der i årevis har været involveret i 50 % af alt, hvad der foregår dernede.

Eller også vil det overhovedet ikke.

Fuck.

Nogle gange, ikke? Så synes jeg godt nok, at det er svært at være voksen.

Noget, der altid har irriteret mig voldsomt inden jeg fik Anton, er børneforældres (og måske især mødres) vane med at gøre krav på empati og medfølelse, når samtalen falder på noget, der er svært. Hver eneste gang man hører om noget, der er synd for nogen, er der tilsyneladende altid en mor, der lige kan få sneget ind, at det gør mere ondt på hende, end på folk uden børn.

Nu er jeg jo ENDELIG i stand til at spille på begge sider af nettet i de her diskussioner, så det har jeg naturligvis tænkt mig at mene en hel masse om.

Det her indlæg blev født i går, da jeg var ude og handle, og kom forbi en forretning, hvor en ejer havde tøjret sin gamle labrador uden for. Da jeg gik forbi, kiggede den ikke engang på mig; den stod bare modløst og rystede med skægget fuldt af istapper, mens den kiggede mod døren og ventede på, at ejeren, der tydeligvis havde været væk i lang tid, skulle komme tilbage.

Det fik jeg helt tårer i øjnene over.

Senere, da jeg var kommet hjem, fik jeg en lidt trist mail fra et menneske, jeg holder meget af, som ind imellem har det så svært med sig selv, fordi vedkommende lider af den sygdom, som temmelig mange i min omgangskreds lider af: Det sort/hvide syn på egne evner. Enten skal man være så god til tingene, at resultatet bliver perfekt, eller også er det lige meget. Vi har fuldstændig mistet medianen, de grå nuancer og godt nok. Ikke fordi jeg synes, at overlæggeren skal tvinges ned i dørtrinshøjde, men det er i længden temmelig slidsomt, at man enten føler, at man skal yde 200 % og levere det fuldendte, eller på forhånd giver op med dårlig samvittighed, vissent selvværd og den beske smag af fiasko i munden til følge.

Og jeg får markant mere ondt i maven over det nu, når folk er kede af det, end jeg gjorde før jeg fik Anton.

Hvilket gør UTROLIG ondt på mig at indrømme, så jeg er naturligvis straks gået i gang med at lede efter en plausibel forklaring, som ikke efter efterlader folk uden børn i kategorien ”ufølsomme istapper”.

Jeg tror, at det handler om flere ting. Det helt indlysende er, at indsatsen er blevet tusindedoblet fra det ene sekund til det næste. Der er pludselig så utrolig meget mere at miste, og den vished kan man næsten blive skør af at have permanentparkeret i hovedet, hvor den – meget uvelkomment – også retter spottet mod alt det andet, man heller ikke kan udholde tanken om at leve uden.

En anden – og måske knap så oplagt – forklaring (og jeg aner ikke, om jeg kan have ret i den her) er at man, når man får et barn, pludselig er nødt til at lukke ned for sig selv, for ikke at blive vanvittig af at være blevet forvandlet til servicestation for et andet menneske. Og den evige blafren med antennerne for at gætte og være på forkant med et andet menneskes behov, kan man åbenbart ikke bare lige slukke for igen, så pludselig er man forvandlet til en hypersensitiv parabol, der fanger ALT, hvad der farer rundt i luften af signaler, uden at være i stand til at sortere i det.

Det kunne godt forholde sig sådan, ikke?

Kan selvfølgelig også bare være, at jeg allerede har glemt, hvordan det er ikke at have børn og har joined the dark side. Forleden tog jeg f.eks. også mig selv i at spekulere på, om det der fødsel egentlig var så slemt….

Jeg ved godt, at vi skal synes, at Bertel Haarder selv er ude om det, og at DR selvfølgelig er i sin gode ret til at vise det famøse røvhulsinterview – men må jeg godt sige noget?

Også selvom jeg bare er menig tv-seer, fuldstændig uden nogen form for journalistisk indsigt eller forståelse for principperne bag Det Gode Interview?

Jeg er træt af DR og TV-avisen, der burde skifte navn til Nogen Forsøger At Snyde Os Alle Sammen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har udholdt at sidde gennem en hel nyhedstime på den kanal, for efter 28 sekunder begynder jeg at svede af irritation over, at INGEN af deres ofre får lov at tale færdig, at alle skal mistænkeliggøres og at tonen er så aggressiv, at man føler sig som et barn i et skilsmissetruet hjem, når man ved en forfærdelig fejl ender på DR omkring kl. 21.

Det skal altid være Nogens Skyld, uanset hvad fanden vi snakker om, og man fornemmer tydeligt, at journalisten bare ved, at skurken på den anden side af bordet har forsøgt at forlede uskyldige seere/vælgere/forbrugere med fuldt overlæg, og ser det som sin hellige pligt at få vedkommende til at hoste op med en tårevædet tilståelse.

Synes jeg, at det er i orden, at politikerne vil have lov at diktere, hvilke spørgsmål de vil svare på, og hvordan de skal stilles? Nej. Ikke som udgangspunkt. Men jeg tror – hånden på hjertet – at de færreste af os, ville være i stand til at besvare spørgsmål om alle hjørner og afkroge af vores arbejdsplads og job, hvis vi ikke havde haft mulighed for at forberede os bare lidt først.

Og de sidder immervæk øverst i matrixen i en relativ stor organisation.

Inden nogen lægger en kommentar om det kritisable i, at politikere får lov til at udstikke dagsordenen for, hvad der skal tales om, og dermed også hvad der IKKE skal tales om, vil jeg gerne sige, at jeg er enig.

Jeg synes bare ikke, at der er meget statement i at vise et klip af en mand, der mest af alt ser ud, som om han er på sammenbruddets rand.

Har fuldstændig mistet interessen for:
Håndbold. Aj, men er det ikke fuldstændig ligemeget?

Nyhedsindslag om snevejr og bæltekøretøjer. Føles som om, de har taget fat i hjørnerne af vejrudsigten og stuuuukket den ud over 25 lange, ligegyldige minutter.

Politiske dueller i tv. Hvis jeg skal se en eneste mere af slagsen, forlanger jeg, at den lever op til sit navn på den bogstavelige måde og involverer skarpladte våben.

Kan ikke lade være med at trække på smilebåndet af:
Min far, som insisterer på at vi skal ud og køre en tur sammen i mine forældres nye bil, hvor han som en anden motorsagkyndig myndigt guider ”Til højre ved næste kryds” og ”Bare lige over”, inden jeg får lov at køre i den selv. Jeg fylder 34 om en måned, og har haft kørekort i 16 år.

Min bedstefar, der blev noget stram om kæben, da han spurgte, om ”vi” havde planlagt barnedåb (mig og Anton eller hvad??), og jeg fortalte, at barnet bare skulle navngives. Come nu on, bedstefar. Jeg er alligevel raget uklar med nærmest alle religioner ved at få ham, som jeg har, så det løb er kørt.

Kan til gengæld sagtens lade være med at smile af:
Voksne mennesker, der går med nissehuer offentligt og mener det alvorligt.

Mænd i pels. Ja. Igen. Fat det nu!

Den ubegribelige lammelse af højre hjernehalvdel, der tilsyneladende sætter ind hos 80 % af de handlende i Bilka, som medfører, at stærke farver og rod tiltrækker og paralyserer dem, så mister evnen til at flytte både fødder og deres fede, forpulede vogne. (Vi er faktisk nogen, der kun må være ude til barnet vågner i et vræl.)

Fatter ikke:
At jeg har formået at få klippet pandehår, købt julegaver, navngivet Anton, afleveret mine biblioteksbøger (kunne efterhånden have købt 24 vilkårlige hyldemetre i Bog & Idé for de penge, jeg skylder i bøde. Har til gengæld ikke nået at læse en eneste af dem) og skrevet ungen op til institution, samtidig med at jeg rent faktisk har taget relativt forsvarligt vare på ham.

Hvad mine briller bliver så utroligt fedtede af. Jeg mener: Jeg sidder HELT stille og kigger ud af dem??

At jeg i dag har købt to ting, som jeg alle dage har forsvoret, at jeg nogensinde skulle kaste min værdighed i grams ved at give penge for: En juledragt til Anton i nervøs glamour, komplet med nissehue und alles (burde fandme døbe ham alene for at kunne gøre brug af de her billeder til hans konfirmation) og en neglelak. Fra Hello Kitty. Please shoot me.

Er det mig eller:
Er der uforholdsmæssigt meget Poul Krebs i radioen?

Håber godt nok:
At vi får De Små Synger i julegave af nogen. Forleden sang jeg ‘Pjerrot sa’e til månen’ for Anton, og synes egentlig selv, at det gik ret godt, indtil jeg 10 minutter senere (officiel ammehjerneforskydningstid) pludselig med tilbagevirkende kraft kunne høre, at jeg i stedet for ”Husk det er Pierette, jeg nu skriver til” sang ”Husk det er Tourette, jeg nu skriver til”.

At I hænger på til der igen kommer lidt sammenhæng og indhold i det, jeg skriver.

De fleste siger, at 4. dagen efter man har født, er tudedagen; noget med hormoner, der forlader bygningen og sådan, men jeg synes godt nok, at tudedagene er gavmildt drysset ud over hele forløbet, og jeg har en grim mistanke om, at det ikke har tænkt sig at stoppe igen. Ever.

I dag er f.eks. en af slagsen. For selvom jeg godt på forhånd vidste, at den lille fyr ville ændre på verden, som jeg kender den, bliver jeg alligevel med jævne mellemrum overvældet af, hvor omfattende en livsændring, det egentlig er. Det hele er fandme bare så nyt, og selvom jeg under min graviditet var fuldstændig klar over, at jeg ikke kunne forestille mig, hvordan livet ville blive, når han først var kommet, kommer det alligevel bag på mig, hvor hårdt det er at skulle lære at være mor samtidig med, at man tager afsked med sit gamle liv, når søvn er pillet fuldstændigt ud af ligningen.

Så i morges knækkede filmen, og jeg har brugt en hel dag på at tude over… ja, alting, faktisk.

Det gør fysisk ondt på mig, at han har ondt i sin mave hele tiden, og at der ikke er en skid, jeg kan gøre for at hjælpe ham. Og alle andre nye forældre lader til at have overskud til at synge pædagogiske sange for deres børn og lege udviklende og motorisk simulerende lege med dem, mens jeg bare er så træt, at det eneste jeg kan, når jeg er færdig med alt det praktiske, er at optræde som autist. Og så får jeg simpelthen så dårlig samvittighed over, at han er blevet udstyret med verdens dårligste mor, og at jeg ikke har givet ham en far, der kan tage over, når overskuddet er helt forsvundet.

Der var selvfølgelig heller ingen, der lovede at det ville blive let, og jeg skal nok komme efter det.

Jeg håber bare, at han vil have tålmodighed med mig så længe, den lille.

Når jeg tænker tilbage på, hvordan jeg så min mor gennem hele barndom, husker jeg det som om, at hun kunne (og stadig kan) ALT. Hun kunne svare på alt det, jeg ikke vidste. Edderkopper? Dem fjernede hun. Hunde og bøller på vejen? No problem. Man tilkaldte bare Verdens Bedste Mor.

Beklageligvis lader det gen ikke til at være arveligt.

I nat, da jeg skulle amme 2. gang, var jeg simpelthen så træt, fordi 1. runde tog 2½ time, at jeg satte mig ind i sofaen og tændte for fjernsynet i håb om, at det kunne holde mig bare lidt vågen. (Virker så forkert og uengageret at sidde og sove med vågent barn monteret på blottet overkrop.)

Det jeg så gerne ville have vidst var, at sendefalden om natten, som i forvejen er skidemørk og uhyggelig, åbenbart er reserveret til gyserfilm.

Som jeg er hysterisk bange for.

Så da tv’et blændede op for The Blair Witch Project, gik jeg så meget i panik, at fjernbetjeningen røg fra mig og 3 meter hen af gulvet, da jeg skulle skyndemigatskifte!Skyndemigatskifte!Skyndemigatskifte! – men ikke før jeg havde ramt 9’eren, hvor der var The Ring.

Og så sidder man dér og kan ikke rigtig nå den.

Derfor blev mit barn i nat ammet af angst stenstøtte med sammenknebne øjne, der katatonisk messede “Lalalalalalala!!” for at overdøve gyserlyde.

Supermom.

Men i det mindste virkede det efter hensigten.

sagde sundhedsplejersken, da hun vejede Anton i tirsdags. Dermed var vi endeligt ude på den anden side, hvor mit barn både live og på papiret er ”i trivsel” (møgord!), og hvor han gerne må komme ud, så i går pakkede jeg ham ind i så meget tøj, at han lignede en fornærmet søstjerne og fikserede ham i Odderen.

Hvilket han selvfølgelig elskede *min-dreng-er-den-bedste-i-verden-smiley*

Og mig? Jeg skøjtede rundt i mine alt for glatte støvler, mens frosten nappede mig i ørerne, og jeg gik så langt og så hurtigt, at jeg muligvis har forstuvet hoftebøjerne i den ene side. Det var FANTASTISK! Er I klar over, hvor pæn verden er, når man ikke har set den i 3 uger? Og hvor godt den dufter?

Men det skal naturligvis ikke blive alt for plysset og blødt det hele, og det er ALT for længe siden, at vi har hadet på noget her på bloggen, så efter at have beskuet livet derude med nye, friske øjne følger her:

Top 5 over Ting, Vi Ikke Gør Mere:

1) Vi går ikke i flyverdragter, hvis vi er damer på 40+. Ligner jo fandme noget, der er stukket af fra en Skovbørnehave for 37 år siden, og som i mellemtiden har groet en KÆMPE røv.

2) Vi har ikke udsolgt af det, jeg skal have. Specielt ikke, når jeg kl. 10 (for ikke at gå i vejen for Det Arbejdende Folk) kommer sprintende ind i butikken med ønskesedlen i den vognfrie hånd, og dankortet klar i munden OG selv tilbyder at pakke gaven ind. (Ok, hvis jeg skal være helt ærlig, så handler det sidste mest om, at jeg er bange for at belaste mit nu-ellers-normale blodtryk ved at overvære nyindkaldt juleassistance. Pakke. Ind. I. Et. Tempo. Der. Skal. Afspilles. I. Fast. Forward. For. Overhovedet. At. Kunne. Ses.)

3) Hvis vi er mænd, går vi KUN i pels, hvis vi bor i en bygd og hedder noget, der slutter på –uaq. Hvis vi er biologilærere, der bor i Trige og hedder Jørgen, lader vi den blive på sælen.

Også selvom vi var i Grønland i 10 minutter i 1989.

4) Vi væbner vores hennahår og farvede modebrille med tålmodighed, og venter til efter december med at stille i Body Shop og kræve fuldstændig stil- og farveanalyse for at købe en læbestift til 49 kroner, Else.

5) Den her har ikke noget med årstiden at gøre, men den kommer med alligevel, fordi den er så irriterende. Vi bruger ikke tal i stedet for bogstaver mere. ”7 days 2 play” og ”2 die 4” er ovre.

Og nej. Vi bruger dem heller ikke på vores ”sjove” nummerplader mere. Jamen, fordi jeg siger det.