Grant me the serenity to accept the things I cannot change

Nå, men kan I huske det hus, vi snakkede om, jeg gerne ville have? Det har jeg fået tilbudt som nummer to. Altså noget der ligner 50/50 % chance for at få det. Og det har man jo ret meget lyst til at råbe hurra over, indtil man kommer i tanke om, at man er voksen, og derfor bliver nødt til at forholde sig til, at timingen næsten ikke kunne være dårligere.

For det er lidt dyrere, end det vi bor i nu; det har jeg hele tiden vidst, og det er ikke en dealbreaker. Men der er også lige et indskud på omkring 37.000, man skal have gravet frem, og uden at kede jer unødigt med detaljer om min økonomi, konstaterer jeg bare, at min opsparing er tæt på at være afgået ved døden efter et halvt år på barselsdagpenge. Ydermere er jeg gået ned i løn, bl.a. fordi jeg er gået lidt ned i tid og afvikler restbarsel fra Anton, og endelig er jobmarkedet for en tegnsprogstolk mere usikkert nu, end det nogensinde har været før. Det er fuldstændig umuligt at regne ud, hvor meget jeg kan få i boligstøtte, fordi min indkomst svinger så meget, som den gør, og fordi den nu også udgøres delvist af dagpenge pga. restbarsel.

Men.

Hvis vi får det, kommer vi til at bo 200 meter fra skole og institution. Vi kommer til at vade i legekammerater og netværk, og måske behøver jeg ikke hive barnepigen ind, hvis jeg en dag først har fri kl. 17. Anton kan selv cykle i skole, og vi slipper for den rundkørsel i Esbjerg, der giver anledning til flest mareridt hos forældre med små børn. Det hus, vi har fået tilbudt, er et af dem, der har fået lavet skillevæg, så der er værelser til begge børn, og jeg skal ikke have et istandsættelseslån, der i 10 år vil øge huslejen med ca. 800 kr. i måneden.

Så jeg har sagt ja. Vi ved på mandag, om det er vores eller ej, og i de mange, lange nattetimer forsøger jeg at gøre situationen til win-win. Hvis vi får det, er vi endelig, hvor vi gerne vil være de næste mange år, og så må vi løse det økonomiske i takt med, at det opstår. Jeg kan evt. vælge at gå op i tid igen, og der er (vel) trods alt ingen, der er døde af at leve på havregrød og postevand i en periode.

Hvis ikke vi får det, kommer den bunke penge, jeg står til at få udbetalt i tillæg, restferie osv. til at udgøre fundamentet i en ny opsparing, jeg kommer til at kende vores økonomi væsentligt bedre, og vi er klar, når vi får tilbudt noget næste gang.

Men i dette lukkede forum kan jeg da godt være ærlig og sige, at jeg ikke har ret mange negle tilbage.

Heldigvis er børn jo dejligt effektive ift at sørge for, at man ikke får for meget tid til at sidde og kæle for sine ilandsproblemer. (Apple har virkelig overtaget verdensherredømmet, når man kort studser over, at stavekontrollen ikke retter det til iLandsproblemer.) Anton er blevet en lille teenager, der ikke er bange for at give udtryk for, hvordan han har det, og i går morges hvisle-sang “Mor er træls, mor er trææææls, mor er træls” hele vejen ud til børnehaven.

Jeg prøver at glæde mig over, at jeg opfostrer emotionelt sunde børn, der ikke brænder inde med, hvad de føler.

Så status her er: Vi venter, og forsøger ikke at få et sammenbrud over de 100 ubekendte.

Heldigt, at jeg er bygget af tålmodighed, og ikke er typen, der har behov for kontrol.