Snemand Frost og Frøken Tø.
I dag sner på den måde, det gjorde, da vi gik hjem gennem sneen, lige efter vi havde lært hinanden at kende. Jeg kan ikke huske, at det var koldt, eller at jeg frøs og havde våde fødder – og det må jeg have både gjort og haft, for jeg har altid været kuldskær og har aldrig ejet et par ordentlige vinterstøvler – men jeg kan huske, præcis hvordan han så ud, da jeg vidste, at det var ham.
Det både er, var og har været i alle afskygninger af grammatiske tider, og ind imellem tror jeg, at jeg har fundet fred med, at jeg for altid har efterladt en del af mit hjerte hos ham. Der er blevet mindre at give væk, jeg bliver aldrig den samme igen, og flere minder end det virker muligt at have, er blevet en del af det, der er mig.
I dag savner jeg ham noget så forfærdeligt.
20. december 2009 @ 20:28
Suk Linda suk …..
Mon ikke vi alle har et eller andet, der trigger et minde af den slags?? Og det gør bare NAS (ja ja gammelt ord!!), også selvom tiden går…
Knuser
– Mette
20. december 2009 @ 20:45
Trigger??? Er det ikke børnestøvler? ;o)
20. december 2009 @ 21:56
Det må være vejret, der gør det, akkeja. For det der etellerandet knirker også lidt her i dag… 🙂
20. december 2009 @ 22:40
Dér smeltede jeg lige lidt. Trods kulden.
20. december 2009 @ 23:13
Aaargh, for sitan da. Gør det noget hvis jeg gentager mig selv og siger at du er den dygtigste skriverske jeg nogensinde er stødt på? Det' vildt Linda Blogsbjerg…vildt!
21. december 2009 @ 12:38
Puha, kuldegysninger…
/L
21. december 2009 @ 12:38
Dine indlæg rammer mig virkelig! Jeg følger dagligt med herinde og nyder at læse dine indlæg. Du skriver fantastisk!! Tak. Glædelig jul og godt nytår 🙂
21. december 2009 @ 15:13
Sender dig et stort varmt knus. Og glæder mig til vi sidder i stuen med brændeovnen tændt og et glas rødvin i hånden.
Knus Sus
21. december 2009 @ 16:48
Der løb lige en blank tåre ned af min kind. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg kender dig ikke – bortset fra din fantastiske blog, jeg kender ikke historien bag, men hvor var det smukt og ægte skrevet!
(Læste lige det lige igen – og der kom flere tårer – er det meget underligt?)
21. december 2009 @ 21:52
Det var nogle meget fine kommentarer, og jeg bliver så glad over, at jeg kan skrive om det, der fylder og at I så stadig synes, at det giver mening.
Tak fordi I er så skidesøde.