M2021, uge 5

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Prøvet at lave pizza med søde kartofler, og det blev sgu ikke ret godt. Opskriften var til 4 personer og én af dem, der var svære at skalere ned, fordi indholdet af mascarpone passede med et bæger, antallet af søde kartofler passede med en pakke osv. 

Dejen var koldhævet, og kunne, ifølge opskriften, holde ‘flere dage på køl’. Jeg havde derfor været smart nok til at nøjes med at lave pizza af halvdelen, og ladet den anden halvdel stå til dagen efter. 

Da vi den første aften rejste os fra bordet, stod jeg tilbage med et stort stykke færdiglavet pizza, som jeg egentlig havde mest lyst til at smide ud, fordi jeg ikke har ret gode erfaringer med at fryse mad med kartofler. Men fordi jeg ved, at der er dage, hvor alt, hvad man hiver ud af fryseren, vinder tifold over det, man først skal til at lave, så den røg derind alligevel. Jeg har en ide om, at man måske godt kan gøre den tålelig med en tur under grillen. 

Den efterfølgende aften brugte jeg de overskydende søde kartofler i en tøm-grøntsagskassen-suppe, hvor en dåse hakkede tomater og det tiloversblevne halve bæger mascarpone, sammen med masser af krydderier, forvandlede ukurante rester til en ret lækker suppe. Dejen bagte jeg et lille brød af, og således endte det hele med at blive omsat, uden at vi skulle tvangstygge os igennem noget, som ingen rigtigt gad at spise.

Som ekstra bonus er der 2 x suppe og et stort stykke pizza i fryseren til dage, hvor Nogen Må Tage Over. 

2.

Været ved at miste besindelsen over, at jeg ikke snart kan få en ny telefon. Men der er venteliste, og ikke noget at gøre, og i mellemtiden kan jeg så glæde mig over min nye, månedlige besparelse, som jeg nok ikke ville have opdaget muligheden for at opnå, hvis jeg bare kunne have trykket på en knap og fremmanet en ny.

For d. 03.12 skrev jeg mig op til en iPhone 12 hos mit nuværende teleselskab efter en graver-ekspedition, der var Detektor værdig. Jeg bruger mine telefoner så længe, at det giver mening at gå med 12’eren, og jeg fik sammenholdt dækningen og abonnementer hos alle andre kendte selskaber med det, min nuværende udbyder kan tilbyde. Målt på alle parametre, var konklusionen,  at det var denne løsning, der gav mest mening. 

Men fordi jeg var inde i se på mit forbrug for hver enkelt måned over de sidste 12 måneder for at se, om konkurrerende udbydere med telefonen på lager kunne tilbyde et abonnement, der passede til mit behov, kunne jeg se, at jeg faktisk sagtens kunne gå to pakker ned, så det har jeg været inde og ændre.

Det giver en månedlig besparelse på 40 kroner, og det er værd at tage med.

3.

Købt nye sko for mine fødselsdagspenge.

Jeg gik egentlig og ventede på, at jeg kunne komme i en fysisk butik og prøve, men dem, jeg havde, som jeg fik i julegave for 13 måneder siden, var færdige. Hvilket passer meget godt med, at man som tommelfingerregel siger, at et par træningssko kan holde én sæson. Der er selvfølgelig masser af faktorer, der spiller ind, som f.eks. hvor ofte, man bruger dem, hvor tung man er, hvor længe ad gangen man bruger dem osv. osv. men når man ved, hvad man leder efter, er man ikke i tvivl. Ømhed over lænden, ømme ankler, ømhed under fødderne, rygsmerter, ondt i V-facon under knæet osv. er tegn på, at stødabsorberingen i skoene er færdig, og jeg kunne vinge næsten alle boksene af.

De gamle har gjort det godt. Jeg gætter på, at jeg i snit har gået 25 km. om ugen i dem det sidste år, og så kan man vist ikke forlange mere af et par sko til 1300 kr.

De nye er købt, og er ved at blive gået til, og de gamle kommer til at tilbringe deres otium på mudrede stier i jagten på Geocacher, men når vi rammer foråret, ryger de ud. Jeg har tidligere været slem til at gemme gamle sko “til hvis nu”, men det er noget åndssvagt plads at tage op, for jeg gætter på, at jeg over 10 år har haft brug for “gamle” sko under 3 gange, og det er ikke værd at flytte rundt på 4 par udslidte Nikes for.