Magten tilhører den, som tager den.
Dette indlæg startede egentlig som et svar til en af kommentarerne til dagens indlæg, men da jeg – som altid – er ude af stand til at fatte mig i korthed, var der til sidst så meget tekst, at jeg besluttede at konvertere svaret til en post.
Anne Lotte spurgte: ”Hvordan er du kommet så elegant videre, uden at få ar på sjælen, og blevet den powerwoman, du tilsyneladende er i dag?”
Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg ikke, at man kan gå i skole i helvedes forgård uden at få ar på sjælen. Jeg kan f.eks. ikke huske ret meget fra min folkeskoletid. Selvfølgelig står særligt væmmelige hændelser ud, men jeg kan ikke rigtig huske hvordan filmkælderen og klasseværelserne så ud, hvad jeg fik tiden til at gå med, eller hvornår jeg endelig gav op og blev så ligeglad, at det ikke var interessant at mobbe mig mere, og jeg endelig fik fred.
For det værste ved at blive mobbet er, at man bruger alle sine vågne timer på at forsøge at knække koden; på at prøve at regne ud, hvad man gør forkert eller hvad man ikke gør nok, som får de andre til at hade én så meget. Friheden kommer, når man endelig regner ud, at det ikke handler om, hvad du gør eller hvem du er. Det er ikke engang personligt. Det er survival of the fittest, og de andre var bare hurtigere end mig til at regne ud, at den, der mobber ikke selv bliver mobbet.
Når du endelig indser, at det ikke gør en kæft til forskel, hvad du gør eller siger, så holder du op med at prøve – og så mister de magten over dig.
Da jeg gik ud af 9., brugte jeg de næste mange år på at være genert, bange for nye mennesker og sammenhænge, og på at fortrænge. Jeg lå vågen i en uge, hvis jeg skulle fremlægge for klassen, og jeg blev så rød i hovedet, at blodkarrene var i fare for at briste, hvis jeg skulle sige noget foran mere end 2 mennesker.
Sådan fortsatte det, indtil den dag jeg besluttede, at nu havde disse mennesker fået rigeligt af min tid og opmærksomhed. Jeg fik nok af de begrænsninger, der ligger i rollen som offer, for hvis du først gør dig selv til en, det er synd for, vil hele verden automatisk sænke sine forventninger til dig, og det er jeg på ingen måde interesseret i. Verden skal forvente det hele af mig, for sådan – og kun sådan – får jeg lov til at vise, hvad jeg virkelig kan og er, og ikke hvad andre menneskers angst har forsøgt at gøre mig til.
Selvfølgelig er vi ikke ude i noget overnight transformation, men ligesom min yndlings-Ole har truffet en beslutning om at være glad, traf jeg lige dér en beslutning om aldrig mere at lade fortiden hverken begrænse mig eller definere mig.
Måske skyldes det folkeskoletiden, måske skyldes det biologi eller måske er det strålerne fra rummet: I hvert fald brugte jeg nogle år i mine starttyvere på at rode rundt i alle de grimme afkroge af mit sind, og landede derfor på briksen hos hvad der viste sig at være verdens bedste psykolog. Hans kloge spørgsmål og min beslutning tilsammen endte med at blive en stormende himmelflugt fra alt det trælse.
Så jeg tror, at den styrke, som jeg ofte får at vide, at jeg besidder, kommer af, at jeg har set mig selv på vrangen, og har brugt så lang tid på at kigge indad, at jeg ved, hvad der gemmer sig derinde, og hvem jeg er. Der er ingen fæle sider at pege på, som jeg ikke selv er klar over, at jeg har, jeg kender mine styrker og svagheder, og intet, nogen siger, kan ændre på det.
Jeg er ikke længere bange for andre mennesker og deres ord, for de har for længst mistet deres magt over mig.
14. juni 2010 @ 19:40
Wow. Kuldegysninger, du!!
14. juni 2010 @ 19:42
Det er så sandt som det er skrevet, jeg blev også monstermobbet i folkeren, et eller andet sted tror jeg at det har gjort mig stærkere nu.
Du skriver så rammende!
14. juni 2010 @ 20:03
Det er SÅ godt gået! Du beskriver så præcist, hvordan det er – både mobning og det at "endevende" sig selv. Kæmpe respekt herfra.
14. juni 2010 @ 20:08
SÅ meget respekt herfra!
Og PS – ved skutte, om jeg kunne lade være med at dele knæhøner og kindheste ud til de lorteunger, der evt. ville mobbe en af mine unger. Hader sådan nogle møgører og deres skodfallitforældre.
14. juni 2010 @ 20:57
Jeg er stum af beundring.
Blev mobbet i min folkeskoletid, indtil jeg lærte at være ligeglad og bruge min intelligens til at give igen.
Du beskriver tingene rammende. Flot gået!
14. juni 2010 @ 20:59
Ja Linda det er sagt men; wauu og dyb respekt;-)
og så lige et knus
– Mette
14. juni 2010 @ 21:07
Virkelig stærkt skrevet! Respekt herfra 🙂
15. juni 2010 @ 04:17
Uhhhh det er en gyser af en snak, hvem der har magten i en skoleklasse. For kongerne er jo kun konger, så længe andre tillader dem at være det og hvordan filan får man brudt det mønster FØR 9. kl.? Har du et bud på det? Jeg kender Ole – som jeg kan forstå er din yndlings-Ole – så jeg sender dig lige et par stjernelinks ;o) Har først lige set din fine blog nu.
15. juni 2010 @ 06:01
Linda Croft
15. juni 2010 @ 07:11
Super godt indlæg Linda!
Jeg kommer dog altid til at tænke på en ting, når jeg læser om folks folkeskoletid. Gad vide HVEM det var der drillede? De må sidde derhjemme, uden internet og mulighed for at kommentere på blogs. For det er faktisk næsten alle uden undtagelse der er blevet mobbet, incl. mig selv, gad vide hvor dem der udøvede er nu? Måske oplevede de også at blive mobbet, eller drillet som vi kaldte det, så derfor vil man altid kun høre om ofrene og aldrig om mobberne.
15. juni 2010 @ 07:43
Bedste. Blogindlæg. Ever!!!
Til Anja: Jeg tror at dem der mobbede, var en flok mentalt mindrebemidlede idioter som, selv hvis de fandt frem til en diskussion om mobning, ikke ville magte at sammensætte to fornuftige ord og bidrage til debatten.
Og, nå ja, jeg har mobbet én engang. Sidst jeg hørte fra ham rendte han og stjal biler et sted i Nordjylland. Det er muligt han synes at han er blevet stærkere af at jeg fik ham til at græde i 4.-5. klasse, men jeg tvivler vitterligt på han har selvindsigt nok til at gøre sig overvejelser om den slags.
15. juni 2010 @ 10:34
Du er min nye helt!
Og så er du tilmed gået fra strudsen til Lara Croft! Det er jo en historie der burde fortælles i alle folkeskoler! Jeg kunne i hvert fald godt have brugt den back then. Du er alt, alt for sej!!
/Helle – aka the artist formerly known as Pippi Langstrømpe/Frakkel/Jordbærhjelm
15. juni 2010 @ 10:42
Hvor er det sandt og rigtigt og super godt skrevet!
Og det der fortrængning der gør, at der kun er få skoleminder der står helt klare, skal man nok ikke være så ked af…
15. juni 2010 @ 20:16
Og de kommentarer er grunden til, at man godt tør betro jer noget meget privat. Tak for dem.
15. juni 2010 @ 20:37
Fantastisk indlæg – som dog nok ikke slår gravid-indlægget, men close. Nogle burde gøre dig til en del af kronprinsessens anti-mobning kampagne og du burde tale til de ældre klasser, som (forhåbentlig) kan forstå din historie. Flot – og sejt kælenavn!!
16. juni 2010 @ 10:44
Tusind tak for dit svar, jeg har fået meget at tænke over. Du rammer meget præcist mange af de tanker jeg selv har tumlet med (og flere andre kan jeg se i kommentarfeltet).
22. april 2011 @ 22:02
Tak. Tak for deling.
4. december 2019 @ 10:51
du vild<3
4. december 2019 @ 13:08
Det’ du også:)