Tchüss. Bis später.

I et anfald af nostalgi gik turen i dag til Blåvand til et ægte trip down memory lane.

Da jeg var i mine tidlige teen-år, havde min fars firma et sommerhus derude, som medarbejderen kunne få lov at låne, så jeg har ferieret en del i området.

I dag, da vi kørte igennem byen (eller hvad man skal kalde den), gik det op for mig, hvor meget mere man husker med sanserne end med hukommelsen. Jeg har glemt, hvor mange somre, vi var derude. Jeg kan ikke huske ret meget af, hvad vi lavede eller hvem vi legede med (selvom vi nok kaldte det ’var sammen med’ som var senfirsernes pendant til ’hænge ud med’), og jeg aner ikke, hvor gammel jeg var, da vi var derude for sidste gang.

Til gengæld kan jeg tydeligt huske, at vattæpperne og de klamme værelser lugtede af ferie, den første aften, når vi stormede hytten. Jeg kan huske, at jeg drak litervis af en lyserød indisk frugtte, som det ikke er lykkedes mig at finde siden. Jeg kan huske den røde top og de mørkeblå, afklippede jeans, som fik mig til at føle mig übercool og voksen, når jeg gik mine weltshcmerzture med New Kids On The Block og Roxette-kassettebånd i min walkman. Jeg husker lugten af stearin i forretningerne, den skarpe smerte af sten under bare fødder, når vi gik af de små, grusede veje til stranden og fornemmelsen af, at det var nu, det hele startede.

I dag er det en tysk turistudgave af helvede. Der er mennesker overALT, og der, hvor min søster og jeg dengang købte vores souvenirs til minde om ferier, vi aldrig mente at glemme, har de i dag åbnet en Burger King.

Selvom der er legepladser og børn og andre forældre, sætter jeg hermed min integritet på højkant på, at mini og jeg aldrig kommer til at holde vores ferier derude. Vi skal have fundet vores eget område, hvor alting starter forfra, og hvor mini kan lave sine egne historier og skabe sine egne minder.

Og hvor han/hun ikke opdager, hvor pissedårlig mor er til tysk.