En tand ekstra.

Nu har jeg de sidste par år været meget dygtig til at bande stygt over min læge her på bloggen, så for at skabe lidt balance i tingene, vil jeg nu fremhæve min fantastiske tandlæge. (Ny, matematisk regel: Hvis ord slutter på de 4 samme bogstaver, kan de sammenlignes og/eller udligne hinanden.)

(Fordi jeg siger det, og jeg bestemmer, fordi jeg er gravid og rasende.)

Hun er tynd som en pind, meget omhyggelig, og så roser hun altid mit gebis til skyerne, hvilket jo er den sikre vej til mit hjerte.

Første gang jeg var derovre, blev hun så begejstret, at hun måtte hente sin receptionist, så han også fik chance for at beundre ”de helt utroligt fine resultater af børnetandplejen i Esbjerg!”

Hun ELSKER at sludre. Desværre ikke på den retoriske måde, så efter at have parkeret 6 fingre og 2 instrumenter i kæften på mig, skal vi ORN’lig hyggesnakke! Og den her gang var der jo nok at spørge til. Vidste jeg, hvad det blev? Havde jeg fundet et navn? Hvad sagde min kæreste til det hele? ”Ai er hæl.” Selv? Nej, hvor sejt! Hvornår var jeg sat til? ”’Ed e igge. Ar angerhaasoriftnng” Svangerskabsforgiftning!? Nej, men det var da SKRÆKKELIGT!!

Hun ville være guld værd for tolkekorpset i Bruxelles, for uanset hvor uldent og uklart man svarer, og hvor mange stavelser, man må give køb på, forstår hun altid præcis, hvad man siger.

Og når Anton kommer, kan vi BARE komme, selvom vi er selv. Bare vi kigger forbi om formiddagen, for ”der er vi lige en ekstra, så så skal vi nok kigge efter ham imens.”

”Ja, det skal vi! Det er overhovedet ikke noget problem!!” kom det ude fra receptionen.

Åh, GID min nye læge er ligeså fantastisk!