Klap mig på hovedet! Kom nuuuuu! Klapmigpåhovedet!
Vi sover. Vi sover ikke altid lige meget, længe eller dybt, men vi sover. Er sat ind med nazi-stilen, hvor Anton max får lov at være vågen i 2 timer af gangen, og så er der tvangsputning med sut og Solen er så rød, mor på repeat.
Hurra. Hu-fucking-ra!
Alt den søvn (mit tidligere jeg griner højt et sted ude i fortiden) betyder, at min personlighed pludselig er kommet ud af skabet igen; i ét gigantisk spring med diadem og et begejstret ”Tadaaaah!”, og der er gang i nogle af de gamle mekanismer igen. I går grinede jeg f.eks. meget højt og længe, helt uden hysteriske undertoner. Jeg har også overskud til at være træt af, at jeg synes, jeg er post-graviditets-tyk (den del af mig selv har jeg ikke savnet), og der er tankekæder bestående af mere end 2 led. Så den anden dag, da jeg sad og ammede, var der noget, der gik op for mig.
Og inden I læser, hvad jeg skriver nedenfor, skal I LOVE, at I ikke farer i tastaturet og roser mig, for det kommer unægteligt til at lyde som om jeg fisker, og det er IKKE det, der er meningen.
Jamen, jeg skriver ikke mere, hvis ikke I lover det!
Amager halshug?
Ok, så.
Jeg har fundet ud af, hvorfor jeg bliver så forbandet, når folk omkring mig uopfordret ringer eller stiller med gode råd (keyword being uopfordret).
Det er fordi, jeg i mit tyndslidte, nærtagende øre hører det som om, at de ikke synes, jeg gør det godt nok.
Tænk, at det er derfor. Det er så banalt, at det kommer helt bag på mig selv.
Mine medlemmer i fitnesscentret var altid søde til at komme og sige tak for en god time, min chef i tolkejobbet var god til at klappe på skulderen, og mine kolleger, for hvem jeg er TR, highfivede mig med jævne mellemrum for mit arbejde. Alt det er jeg på barsel fra, og nu skal jeg til at redefinere mig selv og mine styrker og svagheder, og det er bare pissesvært, når den eneste, der i virkeligheden kan evaluere mit arbejde, sover i heldragt med tryklåse.
Den del af min hjerne, der stadig klamrer sig til de sidste rester af social kompetence, ved godt, at alle – uden undtagelse – mener det godt, når de ringer for at fortælle, at det bare er et spørgsmål om at hænge en stofble op foran barnevognen, når han skal sove, for så er alle problemer løst. Jeg ved virkelig godt, at det er et udtryk for kærlighed og et forsøg på at komme mig til undsætning.
Det bliver bare så problemorienteret, og jeg ville sådan ønske, at de også en gang i mellem ringede for at sige, at de synes, jeg gør et godt stykke arbejde. Sådan helt uden aber dabeis.
Arh! Fingrene af tasterne! I lovede!
31. januar 2011 @ 07:52
Vil bare sige at jeg ved nøjagtigt hvad du mener. Jeg er også 'ros' – afhængig .. eller i hvert fald vant til at være mellem mennesker som er gode til at sige når man gør det godt (mon man ubevidst søger imod dem?) … og jeg syntes også det var svært med de mange gode råd (og ikke så mange skulderklap). Så lær dig at klappe dig selv på skulderen for det har du fortjent (jajaja .. lidt må du altså tage i mod her)!
Og … min søn på 2½ sover i min seng og skal holdes i hånden til han lukker de små smukke øjne. Jeg ville ønske jeg havde sat ind tidligt, men det var bare ikke muligt pga. maveonder og senere vand i ørene … Men det bliver hele tiden bedre I PROMISE!
Lene
31. januar 2011 @ 07:55
Jeg vil forsøge at kommentere med lempe, og vil derfor undlade at kommentere den dejlige positive stemning i dit indlag.
Blot vil jeg give dig ret i, at chefer med tryklåse i tøjet ofte er de værste…
31. januar 2011 @ 08:09
🙂 nemlig! De er nogle hårde chefbæster er de! Og ved du hvad – selv efter 6 år i den der morkasse vil jeg sgu gerne ha samme opkald eller besked eller…
– og di får ikke mine fingre at tastaturet; du GØR det skide godt og den lille fis er jo fuldstændig det klareste bevis. Se lige hvor han stortrives!!
Knus til dig
31. januar 2011 @ 08:11
Det' vel en pointe der kan bruges i stort set alle situationer – oftest.. Gode råd behøver i al fald ikke altid være fordi man vil påpege at man træder i spinaten.. Det kan bare være helvedes svært at se, når man er røget bagud i eksamenslæsningen, når ens to-do-liste på arbejde er vokset lige eksplosivt nok, når sovsen igen er blevet det modsatte af den restaurantlignende glace man gik efter..
– As you can see, er jeg piv-dårlig til, at tage imod gode råd.. Jeg hvæser oftest af min kæreste når han kommer med dem, og lader ham forstå at jeg gør det her på _min_ måde – hvorefter jeg i al hemmelighed afprøver hans råd og prøver at liste det ind i min egen procedure, så han aldrig opdager at jeg tog imod rådet..
Kunne være man skulle oppe sig.
I al fald, good point!
31. januar 2011 @ 08:15
du er simpelhen så skøn!!
syntes det er så skægt at læse din blog, og følge med i: livet med anton!
tror vi alle uanset hvor store eller små børn vi har nogen gange bare gerne vil klappes på skulderen og have lidt ros for det store gode arbejde vi gør.
31. januar 2011 @ 08:16
Man får eddermame ikke ros ved dørene, når man er mor. Det er en universel evne, man forventes at have – at være multitaskende mor. Og lige så snart, en eller anden (oftest anden mor) mener at kunne se et problem, en skævhed, noget, der kan rettes til (også selvom det er af god hjælpsom vilje)…så skal de nok sørge for at få det sagt.
Morgensur har ævl i mund. Sorry.
31. januar 2011 @ 09:41
Kære Linda.
Jeg har hverken rost eller kritiseret, fordi jeg ikke synes jeg kan vurdere andres mor-evner end min egens (egens?). Men ved du hvad jeg gør? Jeg fortæller vidt og bredt om min kloge og seje veninde, der har fået et barn helt selv, fordi hun godt kan.
Det synes jeg bare du skal vide.
31. januar 2011 @ 10:49
tillykke med søvnstrategien og jeg synes altså også du er sej, og du gør et superjob (og jeg krydsede fingre, mens jeg lovede hihi)!!!!!
Men derfor behøver man jo ikke opfinde den dybe tallerken, hvis andre HAR gjort det : – )
31. januar 2011 @ 11:23
Og jeg må være på den ypperste hadeliste. Men det er også okay. Men jeg vil altså gerne rose dig. Fordi du gør det hele selv. Der ER kun dig om natten og om dagen og om formiddagen og eftermiddagen. Og dét my friend er fandme alle verdens guldmedaljer værd.
31. januar 2011 @ 11:32
Jeg ved i hvert fald bare, at jeg ikke ville kunne… Desværre – for jeg vil jo nødigt gå glip af alt det fantastiske – bliver bare svært at nyde det 6 fod under.
31. januar 2011 @ 11:32
Meget præcist formuleret. Og søvn er gud. Den ellers kloge dame, der kiggede på mig og den søvnløse baby og sagde "husk nu, du bliver ikke lykkeligere af at få sovet", var fuld af løgn. Man bliver SÅ meget lykkeligere af at sove.
31. januar 2011 @ 11:47
w4gw4eg
31. januar 2011 @ 12:20
Ved du hvad, jeg har haft det indlæg i fingrene SÅ længe nu. Alt det der med kun at være mor-identitet, og når det så ikke liiiige lykkes efter egne satte høje standarder, hvad er der så tilbage? Nå, endte med at skrive et indlæg om den der forbistrede fødedelle i stedet. Al dens væsen og alle dens gerninger! ARRRGH!
Ps nu er jeg på barn nr. 2, ved ikke med dig, men jeg har pludselig fået et barn, der kan sove, og hvis jeg da for fanden bare havde vidst det sidste gang: det har IKKE noget med mig at gøre, hvordan han sover. Han sover bare dårligt. Der er ikke en fis, jeg kan gøre ved det. Jo tjekke ørerne, men det går jeg ud fra, du har hørt før, af andre velmenden med gode råd:)
31. januar 2011 @ 12:53
Annamette: Jeg VIDSTE, at jeg skulle have skrevet eksplicit i mit indlæg, at jeg ikke er gal på dig!:) Du skulle jo nærmest have armen vredet rundt OG have en sherifstjerne, før du hostede op med det gode råd – som jeg selv bad om:)
Alle: Er der nogen, der ved, hvorfor det der W4blablabla bliver ved med at komme? Er der nogen fra rummet, der vil mig noget?
31. januar 2011 @ 16:34
OK, undlader så at kommentere (yderligere)
– Signe
31. januar 2011 @ 16:42
Hmm den der ble man hænger op, det er er en frisk ikk?
😀
31. januar 2011 @ 19:09
Når man giver gode råd KAN det være af et godt hjerte – men det KAN også være for at (forhåbentlig ubevidst) sætte sig selv og sine kompetencer i centrum! Men vi gør det sgu nok alle sammen. Kommer til at give gode råd – helt uopfordrede!
Jeg har omvendt ofte kunne bruge råd fra andre mødre – som f.eks. at Eight Hour cream også er god til røde numser:O)
31. januar 2011 @ 21:51
Åh ja, man har sgu brug for lidt ros engang i mellem som mor. Og nogen, man kan udveksle både succes og falliterklæringshistorierne (og dem midt imellem) med. Og fordelen ved, at det er dig og Anton og nichts weiter, er, at du slipper for et svigermonster fuld af bebrejdelser forklædt som gode/velmenende råd. Been there, done that, got a divorce…
31. januar 2011 @ 21:55
vi er sgu blevet til mænd!
rundstykke med tandsmør på.
1. februar 2011 @ 12:14
Den del af din ammehjerne, der i overskriften skreg på hovedklap må gerne lytte nu, den anden , må gerne holde sig for ørerne!
Jeg kender dig overhovedet ikke, men jeg kender den følelse du beskriver – faktisk har jeg opfundet den!
Og ved du hvad, de bedste til at klappe mødre på skuldrene, er faktisk andre mødre (det er i hvert fald min erfaring)
Så fra en mor til en anden. KLAP – BIGTIME!
Du ER nemlig helt alene om det. Jeg tænker ikke så meget på at der kun er dig til at stå op midt om natten eller bære skraldeposen ned eller noget, men der er kun dig til at bære ansvaret for lille Antons entre i den store verden – og det er sgu ikke for sarte sjæle.
Jeg er fuld af beundring og helt sikker på at Anton vokser op og bliver milliardær og køber en villa i sydspanien til dig, som tak for din fremragende indsats 😉
Alt det bedste til jer begge!
Linda
1. februar 2011 @ 12:53
Å være mor er ingen frøkensport, og vi mødre er alltid alene om det spesielle ansvaret vi har, når vi har gitt liv til et nytt menneske. Jeg hadde aldri skiftet bleier på et barn før jeg fikk mitt første, for snart 20 år siden. Egentlig har jeg aldri likt små barn, og jeg gjør det ikke enda… 😉 Men da verdens nydeligste pike (hun hadde litt gulsott..) lå der, og plutselig var mitt ansvar, støttet jeg meg på et uttrykk som vi enda sier på en litt gammeldansk måte her i Norge; "Den Gud giver et embete, giver Han også forstand". Og sånn ble det; kombinasjonen av kjærlighet og sunn fornuft gjorde meg til verdens beste hønemor både for henne og hennes lillesøster – og jeg er det enda! 😉 Og Linda, jeg har fulgt med deg og Anton, og jeg tror du bruker samme metode. Det ser riktig bra ut så langt!! Du er dyktig!
1. februar 2011 @ 16:21
MØZ
2. februar 2011 @ 08:30
Må jeg godt sige til jer, at det her er nogle af de fineste kommentarer, jeg har fået i al den tid, jeg har blogget?
I er sgu så søde!
*snøft*
2. februar 2011 @ 13:11
Men ved du hvad Linda? Den står du slet ikke alene med – faktisk er vi en helt generation født et sted mellem 1975 og 85 ca, der ikke fungere uden ros. Jeg læste om det for nogle år siden og fik mig en AHA-oplevelse af de større. De havde endda et navn for os – som jeg har glemt. Men pointen er at vi er en hel generation, der er opvokset med rose-pædagogikken. Vi er opdraget af en generation der skulle ses og ikke høres, så 68'rne satte virkelig fokus på børnene. Vi har fået ros hver gang vi kunne noget som helst. Savle, gå, danse, tegne (grimt), slukke/tænde lyset, smile, prutte, sidde stille, lave lektier osv. Men de fleste pædagoger, lærer og forældre glemte at rose os for bare at være os. Så det er derfor, vi som voksne arbejder over og ekstra hårdt og går ned med stress, for vi vil så gerne bare have at chefen og ens kollegaer, siger vi er dygtige. Og så er det næsten ligegyldigt, om det er et job vi er glade for. Succeskriteriet er ros fra de andre.
Så du har ikke noget at skamme dig over – vi andre er ligesådan. Hvis jeg har oplevet noget godt, kan jeg fanme stadig finde på at ringe hjem til mine forældre, for der må man gerne blære sig. Og så er det så dejligt, når min far med hovedet på skrå siger "hvor er DU dygtig". Trist ikke? But I blame it on the 80'ies!
/Helle
2. februar 2011 @ 23:58
Åh, Helle, der fik JEG også lige en AHA oplevelse (er årgang 80). TAK.
Linda: Jeg tænker, at du måske også bare gerne vil roses for at være en helt almindelig god mor, der kan overskue de dagligdagsting mødre skal kunne overskue, eller i hvert fald lære at overskue, og ikke kun fordi du har gjort det selv, selv?
Eller hvad?
3. januar 2013 @ 05:08
explained most people pay off their borrowing products punctually together with not having penalty charges
A top financial debt aid organization desires the sheer number of individuals investing in these individuals just for guidance in excess of payday advance debt to help you two times this kind of. bill charitable states all over purchase typically the payday, high appeal to mortgages this year. A charitable organisation shows three years past the quantity of buyers with them has been minor.
pożyczka pozabankowa bez bik
kredyty pozabankowe włocławek
kredyty pozabankowe bez bik i krd
pożyczka na dowód
kredyt pod zastaw samochodu
http://szybkapozyczkabezbik.org.pl
http://pozyczki-prwatne.net.pl
http://pozyczkanadowod24.net.pl