Min gave til mig selv
I december, da jeg pludselig kom i tanke om, at jeg blev 40 i januar, var min automatreaktion at begynde at planlægge, hvordan jeg skulle holde fest, for på runde fødselsdage holder man noget. Ikke?
Men da jeg begyndte at brainstorme på, hvordan jeg skulle fejre dagen, opførte min hjerne sig som en vranten medarbejder, hvis selverklærede mål til personalemødet, er at skyde alt ned, uden selv at byde ind med noget nyt.
“Stor fest” drukende i overvejelser omkring, hvordan jeg skulle tilrettelægge den, eftersom 3/4 af min primære omgangskreds stadig bor i Aarhus. Det indebærer risiko for, at halvdelen af festen drikker dansk vand og Pepsi max og kører hjem kl. 22, og uanset hvad, synes jeg, at man skal have gjort sig nogle overvejelser om mulighed for overnatning. (“Og morgenmad” tilføjede hjernen surt.) Udover det, er der alt det praktiske, som leje af festlokale, tid til at finde nyt tøj, at komme til frisør osv osv. Og jo. Man kan sagtens holde sammenskud i et telt i haven med bare fødder og dårligt hår, men min erfaring siger mig, at de løsninger, der oprindeligt er tænkt som kompromisser, der skal gøre livet lidt lettere, ofte ender med at være ligeså omsiggribende, som den førsttænkte, højglanspolerede løsning. I hvert fald for typer som mig.
“Tapas/brunch” blev skudt ned af vrisne, indre kommentarer om, at det har jeg holdt de sidste 5 år, og hvis der skal være fest, så lad der være fest, og ikke bare gentagelse af en gentagelse af en gentagelse.
Til sidst måtte jeg erkende, at det nok i virkeligheden handlede om noget helt andet, nemlig at jeg ikke kunne overskue det.
Det blev jeg først .. overrasket over, faktisk. For det ligner ikke mig at opdage den slags på forhånd. Dernæst blev jeg ærgerlig. For når jeg er ude at tolke fester, tænker jeg altid, at alle burde unde sig selv en stor fest i ny og næ. Vi er simpelthen så dårlige til at stille os i rampelyset ( – skrev hun på sin offentlige blog..) og bare lade os fejre, og det giver altid sådan nogle fine øjeblikke, fordi der ofte bliver sagt noget af det, som vi ikke er så gode til at sige til hinanden til hverdag.
Men de sidste 1000 år har jeg som nytårsforsæt haft en variation af, at jeg skal være bedre til at tage den med ro/lytte til mig selv/gå ned i gear. Den er så fast en del af forsæts-listen, at jeg ikke engang nævner den mere. Og efter at have tygget lidt på det, nåede jeg frem til, at reglen om, at hvis man ønsker et anderledes resultat, må man levere en anderledes indsats også gælder for mig. Who knew?
Enden på det hele blev, at jeg på selve dagen tog nogle af mine yndlingsmennesker med ud at spise, både til frokost og til aften. Lørdag kiggede familien forbi til obskøne mængder af kage, og søndag, hvor to andre af De Ganske Særlige havde meldt deres ankomst, fik jeg dem til at medbringe sushi, så jeg ikke skulle stå med noget.
Det var fuldstændig fantastisk.
Jeg skulle bare koncentrere mig om at nyde det, og om at huske at fylde champagneglas og kaffekopper op, og det bliver på alle måder en fødselsdag, jeg vil tænke tilbage på som noget særligt.
Tanken er, at jeg, når der engang er mere overskud, laver noget “fald ind forbi” i Mindeparken i Aarhus en sommerdag, hvor vejret er godt. Noget med sandwichs, mere kage og rigeligt med hvidvin, hvor man kan tage børn med, hvis man har lyst – men hvor man også må lade være. Hvor ingen skal overveje, hvor de skal sove, og hvor busserne kan fragte én hjem, hvis cyklen slingrer for meget. Hvornår det bliver, ved jeg ikke. Men jeg ved, at det skal være på et tidspunkt, hvor mit fokus kan være på at indhalere det gode selskab, i stedet for at vakle under vægten af logistik og manglende overskud.
Det glæder jeg mig – også – til.
Således både klogere og ældre, vil jeg slutte med et virtuelt kig på gavebordet, fordi flere har spurgt, hvad jeg har fået. Tak for jeres søde hilsner, og fordi I skrev så mange fine ting på det sidste indlæg. I er – virkelig – de bedste.
25. januar 2017 @ 11:48
Det lyder da som en fantastisk dag – og kæmpe stort tillykke fra mig! ❤️
Den dersens taske, den er sgu' da fantastisk! Vil du afsløre hvor den er fra? Jeg har nu savler mit skrivebord helt til, så jeg skal lige ha' styr på mit mundvand her…
Apropos dit forrige indlæg, så har jeg faktisk printet dine huskeregler, og de hænger på min væg på kontoret sammen med bekendtgørelser og vedtagelser. Love it!
27. januar 2017 @ 20:52
Ja, er den ikke bare skøn!? Den er fra Re:designed by Dixie #gofetch 🙂
29. januar 2017 @ 17:08
Tak for det, Linda!
25. januar 2017 @ 13:10
Wow en smuk kande. Hvor er den fra?
27. januar 2017 @ 20:53
Den er fra en svensk webshop, der hedder Lagerhaus. De sender til dk for et ret symbolsk beløb.
25. januar 2017 @ 14:15
Lyder som en fantastisk plan du fik lagt for fødselsdag.
super hyggeligt.
hvorfor skal det være føselaren der invitere og skal være vært… hvorfor ikke give festen i gave til føselaren?
27. januar 2017 @ 20:55
Det var virkelig også en god dag! Og jeg er meget enig. I tidernes morgen i Aarhus, før børn og ægtefæller, havde jeg en kammerat, som jeg havde en aftale med: Når den ene havde fødselsdag, var det den anden, der stod for at fejre det. Det burde man genindføre.
27. januar 2017 @ 22:39
Absolut
26. januar 2017 @ 07:29
Forsinket tillykke med fødselsdagen.
En lille gave fra mig (der var det onde menneske der skød din glæde ned over nye afsnit af Will og Grace sidste år), der KOMMER nye afsnit! Hurra!
27. januar 2017 @ 20:55
Jeg kom faktisk til – højt – at råbe "HURRA!!" da jeg så det:) Tænk, at man kan blive så glad for sådan en lille nyhed:)
26. januar 2017 @ 08:56
Tillykke med dagen, sikke nogle dejlige gaver.
Lige nu er jeg i gang med din bog, jeg nyder at læse den.
kh Rikke
27. januar 2017 @ 20:56
Det er jeg godt nok glad for at høre; mange tak skal du have!
Kh
Linda
26. januar 2017 @ 20:55
Det er altså også noget underligt noget at man som fødselar skal styrte rundt og underholde de andre. Sidste gang jeg holdt fødselsdagfest, var da jeg fyldte 29, og min mor inviterede sig selv og min storebror til overnatning,(kbh – aalborg) og derefter min svigermor og spurgte hvem der ellers kom? Dagen før de ankom, annoncerede den kære moder så at en brunch i øvrigt ville passe bedre, så de kunne nå hjem i god tid. Så jeg stod op klokken 7.30 søndag morgen for at lave jeg ved ikke hvor mange retters brunch mens gæsterne hyggede sig med at sove længe, som de åd alt af og derefter efterlod opvasken. Næste gang fylder jeg 34, og gør som jeg plejer; hyrer en barnepige og går ud og spiser god mad og i teater/til koncert eller hvad jeg nu har lyst til med dem jeg ha lyst til at invitere med.
27. januar 2017 @ 20:58
Det er helt sikkert dig, der har fat i den lange ende dér. Jeg synes, det er så fint, at der er kommet en tradition med, at man lader sine erfaringer, gode såvel som dårlige, gå videre til folk omkring sig, så vi fx. ikke er 60, før det går op for os, at hvis vi vil have en fødselsdag, vi synes er rar – så kan vi bare lave det. Hurra for erkendelser, go you, og rigtig god 34 års fødselsdag, når den tid kommer.
6. februar 2017 @ 21:03
STORT tillykke med dagen verdens sejeste Linda!
6. februar 2017 @ 21:42
Tak for det, verdens fineste Ida! <3