I spørger, jeg svarer: Om gæld og afdrag
Det er søndag, og dermed stadig den ugedag, hvor jeg som oftest poster mine M2018-indlæg.
Derfor tænkte jeg, at ville være ok at konvertere et svar på en kommentar til ugens indlæg, til et lille ekstraindlæg om baggrunden for hele projektet.
Lise skrev til mig:
Jeg synes ligesom Dorte at 6000 kr om måneden er vildt ambitiøst! Og undrer mig lidt – har du selv valgt det? For hvis du nu kun betalte 5000 af om måneden kunne du spare de sidste 1000 op. At sætte afbetalingen ned med 1000 kr om måneden ville kun (med lidt ueksakt hovedregning) forlænge din afbetalingstid m 9-12 måneder. Og en opsparing på 12000 om året kunne gøre hverdagen mindre sårbar overfor uforudsete begivenheder/sammenfald af store udskrivninger.
Men altså, hvis du ikke selv kan vælge din afbetalingsplan så er det totalt åndssvagt af mig påpege opsparingens velsignelser – på forhånd om forladelse hvis det er tilfældet!
Men hvis du vælger ikke at genforhandle din gældsafvikling eller selv sætter din månedlige afdrag vil jeg meget gerne høre om ræsonnementet for det, hvis du ellers har lyst til at dele det.
Jeg synes, at det er en meget relevant undren, og jeg vil rigtig gerne uddybe.
Min gæld er et resultat af mange bække små. Lidt restgæld fra salg af en andelslejlighed, rigeligt med kiropraktorregninger, fra da jeg begyndte at læse til tegnsprogstolk, og mine skuldre og arme i starten stod fuldstændig af, fordi de var helt uvante med de bevægelser, de pludselig blev bedt om at udføre, indskud til de mange forskellige steder, jeg boede – og almindeligt forbrug. Stille og roligt akkumulerede det sig, og blev til et ganske anseeligt beløb.
I mine start-tyvere var jeg ikke spor bekymret. Jeg var fuldstændig overbevist om, at min gæld ikke ville blive et problem, for om lidt ville jeg jo være færdiguddannet, få Et Rigtig Job, og møde en mand.
Årene gik, og gælden gik med, og uden at forholde mig særligt til det, valgte jeg bare at afbetale det mindste afdrag, jeg kunne slippe afsted med.
Jeg bærer selv langt den største del af skylden for, at det hele endte, hvor det gjorde, men jeg er også nødt til at sige, at jeg godt kunne være blevet bedre rådgivet i de banker, jeg gennem tiden har haft. Det tog mig alt for lang tid at lære, at banker er forretninger, der lever af at sælge ydelser, og at bankrådgivere ofte har en adfærd, der i mistænkelig grad minder om den, pushere har på film. Der er ingen smalle steder i Bredgade og alt kan lade sig gøre – lige indtil det ikke kan længere. Du må låne A.L.T det, du kan slæbe ud af døren – lige indtil den dag, den smækker, og det pludselig er et problem, at du skylder så meget.
Som f.eks. når du skal bruge penge til en bil for at kunne passe dit arbejde, eller når du, 15 år før boligforeningen har stillet dig det i udsigt, får tilbudt det eneste hus i hele Esbjerg, du gerne vil have, som koster 1000 kr. mere i måneden, end det du bor i nu, og kræver 40.000 kroner i indskud – og du kommer lige fra et halvt år på barselsdagpenge.
Mit held var, at jeg allerede da jeg fik Anton, havde været i banken hos min nye, esbjergensiske bankrådgiver, med et udtrykkeligt ønske om at få betalt min gæld af så hurtigt som muligt, fordi det på dét tidspunkt var gået op for mig, at jeg kunne have betalt den ud 5-6 gange, hvis nogen havde formået at få mig til at forstå, hvad jeg sidenhen selv måtte lære: Du får aldrig flere penge, end du har nu.
Det har været dyre lærepenge.
Lige nu er hver 3. måneds afdrag renter, hvilket er grunden til, at jeg ikke sparer op, men sætter ALT ind på at få banket mit lån af så hurtigt, jeg overhovedet kan. Ikke at jeg har et valg, for det var bankens krav, at jeg afviklede 3000 pr. måned på hhv. forbrugslån og billån hver måned, hvis jeg skulle have lov at låne til en ny bil, så sådan blev det. Men det er også den største hjælp, de kan give en person i min situation, for hvis jeg forlængede løbetiden på mine lån med bare ét år, ville det i runde tal koste mig ca. 22.000 kroner i renter.
Dette er også forklaringen på, hvorfor jeg ikke bare sælger min bil, tager tabet og låner til en ny. Ikke at jeg tror, jeg kunne få lov, men jeg ville stadig skulle betale så meget ekstra i renter ved at forhøje mit lån, at det langt overstiger hvad jeg har i mekanikerregninger.
Det er ikke ret sexet at tale om hverken gæld eller lån, men jeg håber, at dét, at jeg gør det her, måske kan være med til at få bare et enkelt ungt menneske eller to derude til at tænke over, at livet sjældent arter sig, som man forventer, når man er 21. De valg, man træffer, kan kaste skygger langt ind i fremtiden, og få konsekvenser, man ikke har fantasi til at forestille sig, når man står på tærsklen af det hele.
22. juli 2018 @ 20:53
Tak for et meget ærligt indlæg. Det er svært at gøre sig klog på andres forbrug og gæld (og optagelse af sådan). Jeg har personligt svært med gæld, men endte alligevel at stå alene med et studielån på næsten 80.000 kr. Den dag jeg betalte sidste afdrag, åbnede jeg en god flaske rødvin og sagde: aldrig igen! Måneden efter skrev jeg under på et billån (oh the irony). Til gengæld har jeg denne gang papir på, at jeg ikke er alene om den gæld og den bliver da også betalt med et ret stort afdrag hver måned. Du har en god pointe i, at det selvfølgelig ville være lettere, hvis man var to. Min erfaring er desværre bare, at hvis tosomheden ikke holder, så kan man godt sidde i saksen alene. (har du haft et indlæg lidt ala dette før?). Jeg bruger meget krudt på at lære mine unger om penge og opsparing og forbrug. Jeg håber, det er givet godt ud. Ellers må de læse dit indlæg 😉 kh. Birgitte
22. juli 2018 @ 21:11
Jeg har været omkring dele af det i flere andre indlæg, så det er meget sandsynligt, at du føler genkendelsens glæde:)
Du har fuldstændig ret i, at man kan ende et næsten værre sted, hvis man er to, fordi gælden man kan optage kan være dét større. Jeg tror egentlig ikke, jeg har det hverken værre eller bedre end folk, der er gift eller samboende – men da jeg var ung og troede, at jeg ville tjene styrtende med penge, var en del af verdensbilledet også, at der ville være to til at betale hus, bl, licens, forsikringer, brændstof, internet osv. Jeg håber, at jeg selv bliver i stand til at lære mine børn, hvordan man forvalter penge på en fornuftig måde, så man husker at leve – men ikke på forventet efterbevillig:)
Kh
Linda
22. juli 2018 @ 21:14
Tak for endnu et godt, robust og klogt indlæg. Din er den eneste blog, jeg læser for at blive klogere, men det bliver jeg så til gengæld også. Da jeg var studerende for 10-15 år siden var forbrugslån sådan noget, som bankerne delte ud som slik. Fordi alle havde ret til en Sex&The City shoppetur til NYC. Og dem på SU. En ret uansvarlig politik og en der helt sikkert fangede nogle af mine medstuderende i grimme gældsfælder.
PS. Tusind tak for indlægget om ideer til aktiviteter i sommer-Danmark!
23. juli 2018 @ 19:06
Jeg er helt lagt ned over alle de fine tilbagemeldinger, der kommer. Tusind tak! <3
Og selv tak – jeg er rigtig glad for, at det kan bruges.
22. juli 2018 @ 21:36
Tusind tak fordi du deler. Jeg forstår så udmærket behovet for at betale sin gæld af så afsindigt pronto som overhovedet muligt. Jeg var selv alt for voksen før det gik op for mig at pengene jo skal betales tilbage – heldigt for mig optog jeg mit “forbrugslån” hos SU-styrelsen så renterne er til at overskue. Men hold nu op hvor er jeg træt af at der ikke var nogen det talte alvorsord med mig om gæld, rente og tilbagebetaling da jeg var i tyverne. Næste måned bliver mit SU-lån 5-cifret og jeg glæder mig uforholdsmæssigt meget til den milepæl…
22. juli 2018 @ 21:51
Næste måned bliver mit SU-lån 4-cifret. Jeg er 46. Christ!
23. juli 2018 @ 19:08
Altså, på en eller anden (lidt skrækkelig) måde, så trøster det, at vi er flere i den her hullede pram af en båd…<3
23. juli 2018 @ 19:07
Jeg ved simpelthen ikke, om det er noget med, at vores generation er den første, der har set vores forældre have råd til forbrugsgoder, og som derfor lige har overset det faktum, at de fleste af dem sparede op til bilen/ferien/de nye tæpper først?
Jeg har i hvert fald meget højt på listen, at jeg skal snakke økonomi, gæld og muligheder med begge mine børn, så de slipper for at begå samme dumme fejl, som mig.
23. juli 2018 @ 21:26
Jeg tror, at det har meget med det at gøre. Og så er vi også en generation, der er flasket op på “because I’m worth it” og “alle har ret til et fedt køkken/jordomrejse/endnu mere nyt køkken/Cartier-ur/”hvad-du-ønsker-skal-du-få”. Kvindereklamer fokuserer entydigt på luksus og “du er det værd”-faktor tilsat lidt glimmer. Mandereklamer fokuserer på effekt. Bare se Gilettes barberreklamer.
Og vi har jo råd. vi låner jo bare.
Min lillebror fik endda tillykke-brev fra den lokale sparekasse på sin 18-års fødselsdag med “trænger du til skiferie? Lån så og så meget på kassekredit”.
Jeg håber og tror, at bæredygtigheds-agendaen er ved at vende det hele om til det bedre. At FOMA-børnene ender med at vælge fra til sidst.
23. juli 2018 @ 12:09
Som altid, Linda, så er dit indlæg her bare super velskrevet og informativt! Din blog er simpelthen fantastisk! -lav alle dine minimalisme blogindlæg til en bog! Mere skriv fra din side, ja tak! 😀👍
23. juli 2018 @ 14:57
Genial ide! Ville elske en “Lindas minimalisme” bog!
23. juli 2018 @ 19:11
Jamen, jeg har faktisk, fordi I er så søde til at skrive netop det, prøvet at sende et pitch til et par forlag. Så må vi se, om de mener, der er salg i skidtet:)
23. juli 2018 @ 19:11
Hvor er du bare sød! <3
23. juli 2018 @ 20:39
Så dejligt, at du sætter fokus på faren ved at optage forbrugslån med tanken om, at det betaler jeg da bare tilbage, når…. Det virker kun når det virker, og livet tager konstant omveje. Jeg har aldrig haft anden gæld en SUlån og boliglån, men har via mit arbejde set, hvordan forbrugslån og høje renter kan drukne familiers økonomi og hindre dem i at komme af med gælden, igang med at investere og vinde deres frihed tilbage.
24. juli 2018 @ 07:18
Det er sådan et fedt indlæg at læse. Og de kommentarer der er kommet ind viser tydeligt, at der mangler fokus på og læring om privatøkonomi. Det ville være SÅ relevant at få ind som et folkeskole-fag i 9. klasse. Økonomi er måske lidt tørt og usexet, men hold nu op, hvor er livet bare en del sjovere, når der er styr på økonomien. Min mand og jeg har været sammen i 12 år og startede ud i en lejelejlighed med mig på SU og ham på pædagogmedhjælper-løn, så vi lærte hurtigt at spare og klarede det med kun 25.000 i studielån til os hver efter endt uddannelse. Vi fik også nogle dyre lærepenge med os, som det år, hvor vi flyttede i en splinterny lejelejlighed med 42.000 i indskud (farvel opsparing), 12.500 i leje om måneden og så 17.000 for “malerarbejde” ved udflytning (læs lige ned i foret på udlejeren, da vi højst havde hængt fire hylder, at par lamper og to malerier op). Så det var et rigtig dyrt år. Heldigvis kom vi ind på det københavnske andelsboligmarked i tide (aka under finanskrisen) og det blev springbrættet til 8 år senere at kunne købe et stort hus på “landet”. Meeeen hold nu op hvor skal man bare lære og sætte sig ind i meget selv eller være virkelig heldig med sin bankrådgiver, som vi heldigvis var!
24. juli 2018 @ 17:35
Meget, meget enig. Jeg tolkede for et par år siden på et studie, hvor gennemsnitsalderen var 18-ish, og de fleste stod på nippet til at flytte hjemmefra. De blev i en undervisningstime bedt om at skrive ned, hvad de mente, de skulle bruge af penge, når de flyttede og til hvad.
Lad mig bare sige, at der var rigeligt med plads til undervisning i, hvad et budget som minimum bør indeholde. Jeg var rystet. Og de her unge mennesker var jo hverken dårligt begavede eller ligeglade. Jeg tror simpelthen bare, at det er sådan én, der smutter, fordi mange forældre holder børn og økonomi adskilt? Børn skal jo ikke have ondt i maven over, at pengene er små, og hvis der omvendt er nok af dem, er det måske ikke noget, man sidder søndag aften og forholder sig til? Så jeg tror egentlig, at det er en af de ting, det ville være MEGET gavnligt at få på skoleskemaerne rundt omkring.
24. juli 2018 @ 07:45
Vi er der nu, hvor vi kun har vores realkreditlån tilbage. Og med en lejlighed , der nu har +1 mio i friværdi føler jeg mig åndsvagt rig og priviligeret. Ikke på alle-fortjener-et-nyt-køkken-og-en-tur-til-Bali måden, men på frihedsmåden. Vi tog godt nok lån til et nyt køkken, men det var i den grad tiltrængt, no regrets, det var ikke en luksusprioritering. Nu kan vi koncentrere os om at spare op til en familietur til Japan on 3-4 år.
24. juli 2018 @ 17:31
Hvis man skulle pege på noget godt, der kan komme ud af at have arbejdet målrettet med sin gæld, så må det være, at det giver en helt anden fornemmelse af, at alt kan lade sig gøre, opsparingsvise, bagefter. For jeg GLÆDER mig til, at de penge, der “forsvinder” ud af husholdningen, står et sted og venter på at blive omsat til noget, der bringer glæde, i stedet for irritation og ærgrelse.
25. juli 2018 @ 07:56
Vanvittigt interessant indlæg og ditto kommentarer!
Min mor er bankdame, og så længe jeg kan huske har hun prædiket for min søster og jeg, at man ikke skal tage lån. Især stod studielån højt på listen over “ting man ALDRIG skal gøre”. Fuldt på linje med at stjæle og smide affald i naturen (!)
Det betyder at det største lån jeg nogensinde har taget var på kr. 32.000,00. Det var sammen med min mand og vi afbetalte på mindre end 1 år. Nu er jeg mor til 2 og snart 40, vi er stadig gældfri, og sådan kommer det til at fortsætte. Og ungerne får det ind med modermælken når de er store nok, for rundt om os falder vennerne på stribe når økonomien skrider pga. rentestigning, nyt og mindre betalt job eller et gammelt oliefyr, der skal skiftes. Jeg kender ingen andre i min omgangskreds der er gældfri. Ikke en eneste.
And granted. Det var ikke sjovt at være spare-frøken da alle andre købte dyre huse og designertasker, men det overlever man jo. Derfor er lige præcis det med privatøkonomien noget af det vigtigste vi gerne vil lære vores unger, så de ikke falder i samme hul som alle andre. De lærer det jo ikke i skolen, og samfundet er 100% gearet til at “man” tager lån, for det gør alle, og ingen stiller spørgsmålstegn ved det. Kombineret med tvivlsom bankrådgivning og manglende overblik får det nemt fuldstændigt katastrofale følger.
25. juli 2018 @ 13:30
Bare fordi jeg er nysgerrig: Har I heller ikke realkreditlån til bolig?
25. juli 2018 @ 18:46
Næh, indtil videre bor vi til leje (i udlandet) og prøver at finde ud af hvor i landet/verden vi har lyst til at slå os ned. Men når det sker kommer vi nok ikke uden om et banklån 🙂 Vi har trods alt ikke flere millioner på kontoen, men udbetalingen til et huskøb har vi til, og det er jo også noget.
30. juli 2018 @ 23:15
Aha, så forstår jeg 🙂 Tak for svar, og pøj pøj med at finde jeres destination.
25. juli 2018 @ 19:10
Så utrolig enig. Og på linje med rygning, overdrevet solarieforbrug og dårlige alkohol- og madvaner, er det også noget, man først rigtig mærker de negative konsekvenser af, så langt ude i fremtiden, at det er for nemt at trække på skulderen af, når man er helt ung.
Dine børn er heldige, og jeg tror faktisk også, at det, at vi begynder at tale åbent om det, vil betyde, at de helt unge i fremtiden så småt begynder at forholde sig kritisk, i stedet for bare at kopiere andres (dårlige) eksempel. Og hele trenden med, at vi faktisk ikke behøver 16 tasker og 34 par sko for at leve, kommer helt sikkert også til at afhjælpe problemets omfang.
25. juli 2018 @ 14:48
Min far messede altid at man ikke skulle låne penge til andet end et hus. Min bil er derfor købt kontant, jeg ejede INTET i dyre mærker og alle veninderne måtte lige flette ind i talen til mit bryllup at jeg jo var lidt nærig. Et arbejde i et år for at spare op til alle studieårene og bortset fra enkelte små beløb fra mine forældre, har jeg været selvkørende og gældfri indtil jeg købte hus i foråret. Og det krævede lidt tilløb, når man nu har psyket sig selv til at Gæld er Ondskab!! At min elskede så ikke har haft samme muligheder betyder at vi nu sammen afbetaler det sidste af den lede studiegæld. Fordi selvfølgelig er vi sammen i båden ligemeget hvem af os der fik hullerne. Men den skal man måske også lige huske, at din mulige livspartner ankommer i en hullet båd, måske tvungent af livet, måske fordi lånene var så nemme. Så selvom man er to, er det ikke svaret på gældproblematikken i sig selv. Men jeg synes virkelig MANGE er helt uden forståelse for hvad det koster at låne penge – mere fokus her ville redde mange fra en lortesituation.
25. juli 2018 @ 19:04
Jeg håber ikke, at jeg i indlægget får det til at lyde som om, jeg tror, det er nemmere, hvis man er to, for jeg er 100% enig i, at så kan der være andre typer af problemer, der kan besværliggøre tingene <3
Jeg tror virkelig, at vi er en generation, som mangler at se, hvad klatgæld kan føre til. Nogle forældre har været opmærksomme på det, og har fået lært deres børn, hvor vigtigt det er at undgå, men jeg tror, at hvis man som forældre ikke selv har stået med det problem, gæld kan være, og man ikke har set sine egne forældre bøvle med det, så er det simpelthen ikke noget, man har tænkt over at få lært sine børn? Mine forældre har bestemt også prøvet at være pressede, men fordi min far er (en dygtig) håndværker, har jeg hele min barndom set, at hvis taget skulle skiftes, eller vi gerne ville på skiferie, så kunne der tages noget overarbejde, og så hang det sammen alligevel. Og jeg tror ikke, de havde fantasi til at forestille sig, hvor idiotisk, jeg ville bære mig ad:-/
Men jeg synes til gengæld, at der er ved at ske et skifte; at vi er blevet væsentlig bedre til at tale om konsekvenser af kviklån, klatgæld og overdrevet forbrug. Det kommer til at hjælpe den næste generation, og det er også noget værd <3
25. juli 2018 @ 20:56
Nej det lød ikke som om to var løsningen på alt, bare rolig. Men det er jo det de fleste regner med at det ender med: to voksne i husstanden med fuldtidsjobs. Og sådan går det ikke altid. Der kan være gæld, sygdom, jobløshed eller bare ingen voksen nummer to. Og den situation må man da også godt have i baghovedet, når man drømmer om fremtiden og samtidigt har fingeren på LÅN NU-knappen. De fleste kan nok godt klare sig uden turen til Bali eller købekaffe mens pengene ikke er til det 😉
Spar nu op, for dælen, og brug ventetiden til at glæde jer 🙂
25. juli 2018 @ 19:26
Ret meget inspireret af hele denne minimalisme diskussion – ikke mindst herinde, har vi netop fyret det meste af vores opsparing ind i vores boliglån i banken. Og hold nu fast: vi sparer ca. det samme beløb i rente, som vi har indbetalt. Det føles meget, som om opsparingen lige blev dobbelt så meget værd, og så krydser vi fingre for, at vi holder skindet på næsen, indtil vi har bygget en god opsparing op igen. Meeeen mon ikke det går, vi har heldigvis stadig lidt buffer til mekanikeren/vaskemaskine/computer hvis en af delene skulle sætte ud de næste måneder. Det føles ret tjekket og voksen-agtigt lige at skabe sig et overblik over de renter man faktisk bruger så mange penge på 😊 og tak for super interessant blog! You rock the blog, Linda!
26. juli 2018 @ 17:26
EJ!! Du er vild!!
Jeg ELSKER, at det her emne, både her og helt generelt, sætter gang i overvejelserne rundt omkring, og gør en reel forskel. Og jeg kan blive helt varm i hjertekulen ved tanken om, at vi – hver eneste af os – gør en forskel, fordi vi både selv gør os nye tanker, og taler med de mennesker, vi har omkring os, og måske også sparker en gnist i gang hos dem. Ringe i vandet, ikke?
Tak, tak, TAK fordi du skriver herinde. Det gør mig umådelig taknemmelig, ydmyg og GLAD! <3
26. juli 2018 @ 06:58
Du tager fat i et emne, der er ret tankevækkende, når man lige kigger lidt opad i et helikopterperspektiv. Hvor gode er vi til at lære vores børn om privatøkonomi, budget og at sætte tæring efter næring? Jeg har arbejdet som uddannelsesvejleder for unge mellem 18-25 i et jobcenter for nogle år tilbage. Jeg var overrasket over, hvor få af dem, der kendte forskel på et frikort og et almindeligt hovedkort. Hvad betyder A- og B- skat? Hvorfor skal jeg lave en forskudsopgørelse? Hvordan opstiller man et budget over udgifter og indtægter? Det er jo ikke nogen videnskabelig undersøgelse, jeg her kan referere til, MEN jeg har trods alt haft mellem 100-300 unge mennesker igennem fra alle samfundslag.
Min mand og jeg har selv været fornuftige med at stifte gæld livet igennem. Det eneste vi reelt har lånt til er 2 kreditforeningslån på et hus og en lejlighed, som vi altid har afdraget på. Alt andet er købt kontant. Men det var først da jeg stiftede bekendtskab med de unge, at jeg helt forstod, at det måtte vi også have fokus på ved vores egne unger. Jeg har 4 stk på 19, 16, 14 og 11 år. De har, fra de var 15 år, haft et fritidsjob, og har fået besked på at spare halvdelen af pengene op. Måske vil nogen mene, at det er for meget at blande sig i, men det har betydet, at de to store fik sparet 5-cifrede beløb op alene fra deres fritidsjob. Da den store skulle flytte brugte vi 4-5 måneder på at gennemgå budget, gå med i banken, hvor min søn førte ordet og spurgte om de spørgsmål, han havde brug for. Han har i dag et lille, men holdbart budget og er meget bevidst om, at han ikke vil låne penge i banken. Jeg håber, at det fortsætter livet ud for ham og de andre, når de bliver så gamle.
Jeg synes, at din blog er ganske inspirerende. Du skriver jo fortræffeligt, men du er også meget ærlig omkring forskellige emner. I forhold til at skabe en større bevidsthed om økonomi, må vi jo gribe i egen barm og hele tiden overveje, hvad vi køber til vores børn og hvordan vi bruger vores økonomiske ressourcer. Her på mine halvgamle dage (er i midten af 40´erne) er jeg blevet mere bevidst om deleøkonomi, at sortere og rydde ud, gemme og ikke mindst donorere og videregive mange af vores ting ud fra en økonomisk, etisk og menneskelig betragtning.
26. juli 2018 @ 08:06
Hvor er det bare en god kommentar, Mette! For mig, der er småbarnsmor og prøver at gøre som du beskriver, er det spændende at læse hvordan udfaldet kan blive når ungerne bliver store nok. Jeg er simpelthen så enig i din betragtning om at det er vores opgave som forældre at lære vores børn hvordan økonomi hænger sammen. Især fordi både børn og voksne er under konstant bombardement fra alle sider om forbrug forbrug og mere forbrug, der sjældent bakkes op af fortællinger om økonomi og budgetter.
Nu har jeg igen en masse på hjerte og sidder her og ønsker, at din blog, Linda, også fandtes i en fysisk version så vi alle kunne mødes og udveksle erfaringer og få sparring 🙂 Det virker som om alle herinde har så mange gode ting at byde ind med.
26. juli 2018 @ 17:21
Jeg gad virkelig også godt, at vi havde sådan et Cafe Hack-lignende arrangement, hvor vi kunne mødes og inspireres og drikke kaffe!<3
Jeg håber ikke, at jeg får det fremstillet som om, jeg mener, at opgaven skal tørres af på skoler og uddannelser; det er i hvert fald ikke min hensigt. Jeg tror bare, at det ville være et godt supplement, at børn blev præsenteret for emnet i en mere neutral form, end de bliver det derhjemme, hvor vinklen formentlig vil være påvirket af, hvordan den konkrete økonomiske situation i dét hjem er.
Ikke mindst fordi jeg også tænker, at ingen forældre ønsker at sende deres børn nøgne ud i verden, men på en eller anden måde er man jo nødt til at vælge, hvilke emner/værdier, man lægger vægt på i sin opdragelse, for ellers forvandler børnenes safe-base sig til en slags skole, der aldrig holder lukket. Og det er her, jeg tænker, at man ofte fokuserer på det, man selv har været vidne til, har været svært. Hvis man f.eks. ikke har mennesker i omgangskredsen, der har kæmpet med alkoholproblemer er det ikke sikkert, at man overhovedet skænker en tanke, at det vil være en god ide at tale med sine børn om. Og hvis man, som mange i mine forældres generation, er vokset op med forældre, der selv blev forældre med krigen i frisk erindring, så tror jeg simpelthen ikke, man er opmærksom på, hvor utrolig galt afsted, unge mennesker kan komme med kviklån og impulskøb, fordi man ikke har set konsekvenserne af det. Giver det mening?
26. juli 2018 @ 20:15
Bare rolig – jeg læser det slet ikke som om du mener at opgaven skal tørres af på uddannelsessystemet! Men jeg er enig i at det kunne være fint hvis man på ét eller andet tidspunkt i løbet af skoleperioden blev præsenteret for en selvangivelse, en ansættelsekontrakt, et frikort eller et case om (kvik)lån så alt ikke er helt nyt når man møder det første gang.
Og ja, det giver vanvittigt meget mening! Nu handlede det lige om økonomi, og på det punkt har jeg fået fin hjælp fra baglandet, der som sagt har lært mig hvordan man skal gebærde sig og vælge rigtigt når man snakker med en bank. Omvendt har mine forældre så overhovedet ikke haft fokus på hverken politik, sunde madvaner eller vigtigheden af at dyrke sport, så det har jeg måttet lære mig selv da jeg blev gammel nok :S
Som forælder kan man umuligt dække alle områder på en tilfredsstillende måde, så fokus er uden tvivl på de værdier man selv har med i rygsækken. Kan man komme omkring det hele? Jeg tror det ikke… man må vel bare slå sig til tåls med at man i det mindste har lært dem lidt af det, der er vigtigt. I egen optik.
26. juli 2018 @ 17:23
Tusind tak for roserne om bloggen, og for en virkelig fin og inspirerende kommentar.
Jeg tænker somme tider på, at i takt med, at det hele går hurtigere og hurtigere, og der bliver kortere og kortere (betænkningstid) fra tanke til handling, så bliver det mere og mere udfordrende at opdrage børn til at styre udenom fælderne, ganske enkelt fordi vi skal klæde dem på til at mestre noget, vi ikke selv har navigeret i. Jeg får klamme håndflader ved tanken om, hvordan jeg f.eks. skal lære mine børn at begå sig på de sociale medier, fordi de har muligheder og adgang til ting, steder og mennesker, jeg aldrig i min vildeste fantasi selv ville kunne forestille mig fandtes. Jeg vil gætte på, at det er det samme for nogle forældre, når vi taler om økonomi. Man er godt hjulpet, hvis man qua sit arbejde, sin uddannelse eller sin omgangskreds har en snabel i noget viden, der er mere detaljeret, end den gennemsnitsforældrene har adgang til – men det ér sgu svært. Netop derfor er jeg simpelthen så glad for, at flere og flere fortæller deres historier om f.eks. konsekvenser af dårlige økonomiske beslutninger, fordi vi langt bedre kan forstå og forholde os til det, der er bundet op på rigtige mennesker, end på tørre tekster og løftede pegefingre i en bog.
Jeg håber, at jeg bliver ligeså sej, som du lyder til at have været, i opdragelsen af mine børn.
26. juli 2018 @ 13:30
Jeg synes det er en svær balancegang fordi vi ikke selv gør alt hvad vi kan for at komme af med den gæld vi har. Vi er begge bevidste om hvad vi bruger pengene på og har ingen studiegæld og har betalt billån ud. Vi har derfor kun realkreditlån som vi omlagde i foråret. Her kunne vi have valgt at gå ned på et 20 årligt lån men valgte at holde os til et på 25 fordi det gav os lidt mere rum..og f.eks. Gør at jeg kan gå lidt ned i tid. Det er en prioritering fordi vi kommer til dels at tjene færre penge nu, og dels at betale meget mere i renter…men tilgengæld har vi købt os til noget tid og lidt økonomisk råderum. Det kommer vi til at betale for om 20 år men til den tid har vi ikke små børn der nyder godt af at blive hentet tidligere ind i mellem. På samme måde valgte vi for nogle år siden at leje et rækkehus i stedet for at blive i den lejede lejlighed. Vi vidste det blev et midlertidigt sted men det gjorde at vi f. Eks. Fik egen vaskemaskine og ikke skulle bruge weekenderne på noget der føltes som et projekt i den fælles vaskekælder. Så familiemæssigt var det den helt rigtige beslutning.. men økonomisk var den nok ikke blevet anbefalet.
26. juli 2018 @ 17:19
Men jeg synes, at det er noget helt andet, og langt mere velovervejet, en den tossede situation, jeg (og mange andre) har fået skabt for os selv, fordi du/I har taget beslutningen med åbne øjne, og vægtet noget over noget andet. Jeg tror, jeg ville have valgt præcis det samme, hvis jeg havde stået i din situation, for jeg vil til enhver tid sætte tid med mine børn over penge. Så jeg tænker egentlig ikke, at målet (set med mine øjne) er at være gældfri, men nærmere at stifte den med åbne øjne, og have vurderet, at den er det værd <3
26. juli 2018 @ 19:23
Tak for endnu et interessant indlæg. Det gik lige op for mig, at jeg hos dig følger med – også i kommentarerne – og altså genlæser, når jeg opdager, at flere har kommenteret. Det sker ikke på andre blogs jeg læser, men du er virkelig helt særlig god til at få en spændende dialog i gang. Og så har du heldigvis gode læsere, der også har interessant input, så jeg kan følge med i det, mens jeg fx venter på din tekst om tanker om at finde kærligheden, som jeg så, ville være dit næste indlæg. 😉
26. juli 2018 @ 20:33
Me too 🙂
26. juli 2018 @ 20:39
Jeg synes virkelig også, at der er sket noget med bloggen og dialogen de sidste par år. Det er så skønt, og det giver helt utrolig meget mere lyst til at skrive, når jeg får så meget (og så fin) respons, fordi det pludselig føles som en samtale i stedet for en monolog.<3
27. juli 2018 @ 07:54
Jeg er absolut af den mening at privatøkonomi skal tørres af på vores skolesystem! Og har diskuteret det til døde med min far, der mener at det er forældrenes ansvar. Min pointe er at ja, i den perfekte verden underviste alle forældre deres børn i økonomi/sociale medier/sundhed/kultur osv. Men sådan er verden ikke, og som mange herinde skriver kan man ikke nå omkring det hele, hvorfor vi har folkeskolen og undomsuddannelser der netop skal sørge for at alle unge kommer ud i samfundet med grundlæggende viden om hvordan man gebærder sig. Og økonomi og skat osv. Er bare konstante elementer, kilder til bekymring og kæmpe faldgruber med konsenkvens for alle facetter af ens liv, dem skal unge lære om, også de unge hvis forældre ikke har tilstrækkelig fokus/overskud/viden etc. Til selv at undervise. Dybest set synes jeg det er ligeså vigtigt som alle de andre fag vi undervises i, de er alle med til at klargøre os til voksenlivet.
En helt andet ting er, at det stadig er mig en gåde hvorfor det er lovligt at reklamere for kviklån. (I virkeligheden også hvorfor de er lovlige). Man må ikke reklamere for cigaretter, de er samfunds- og sundhedsskadelige, det er privatøkonomi i ruiner vel også.
On another note; livsforsikringer. Da min mor døde, gik det op for hele vejen vi boede på, at ingen havde sørget for at sikre sig økonomisk i tilfælde af død eller anden ulykke.
27. juli 2018 @ 18:03
Din kommentar fik mig til at tænke på en situation, jeg oplevede i Antons børnehave for 3-4 år siden. En af pædagogerne var ved at fortælle mig om hans dag, og siger på et tidspunkt: “Men det ser ud til, at han ikke kan klippe? Kan det passe? At du ikke har lært ham at klippe?” Der var intet anklagende i hendes tonefald; hun undrede sig bare. Og jeg havde sådan et af de øjeblikke, hvor jorden lige i 5 sekunder stoppede med at rotere om sin akse, fordi jeg bare aldrig nogensinde havde skænket en tanke, at det var noget, jeg skulle lære ham. Vi havde aldrig.. haft brug for det, forstår du, hvad jeg mener? Efterfølgende holdt det mig vågen i flere uger, fordi jeg blev fuldstændig slået hjem af, at hvis jeg havde overset noget så banalt, som at det var min opgave at lære ham at betjene en saks, og jeg havde overset det – hvad havde jeg så overset, som var vigtigt?
Jeg er, efter jeg har fået børn, blevet SÅ overrasket over at opdage, hvor mange færdigheder, vi forventes bare at vide, at vi skal lære vores børn – bare fordi. Og det er jo ikke fordi jeg forventer at modtage en manual, vel? Men f.eks. kom det sygt meget bag på mig, at man bare skal vide, hvornår de skal vaccineres. Jeg mener – du modtager indkaldelser til tandlæge, sundhedsplejerske og alt muligt andet. Hvordan skal man vide det?
Og netop derfor synes jeg også, at det giver god mening at tænke nogle af de emner ind, som kan få voldsom betydning for menneskers liv, når man beslutter, hvad de skal lære i skolen.
På mine paranoide dage, kan jeg næsten spekulere på, om Staten/Illuminati har en interesse i, at vi for-låner os… #PåMedSølvpapirshatten
28. juli 2018 @ 08:27
THIS! Klip til mig der pt. går i cirkler fordi ældstebarnet i en alder af 6 år ikke kan svømme, og nu skal hun starte i skole, og der kan alle de andre børn svømme, og åh nej, hvad nu hvis de skal i svømmehallen, så står hun dér med sine badevinger og stakkels lille pige, og nu gik mit hjerte i stykker. Det stopper aldrig.
Er desuden af den fulde overbevisning at staten klart vil, at vi graver os ned i et økonomisk lånehul. Så har de jo ret godt styr på os 🙂
28. juli 2018 @ 20:15
Det er skrækkeligt. Det er virkelig den gamle sandhed med, at jo mere, man ved, jo mere går det op for én, man ikke ved, ikke?
30. juli 2018 @ 11:22
åh Linda, din kommentar fik mig til at tænke på et af mine absolut yndlingsdebatindlæg. (Jep, jeg er typen, der har sådan nogle…) https://www.information.dk/debat/2015/02/lille-viggo-saa-god-klippe
Og så en kommentar i en helt anden retning: Du har overvejet/undersøgt at skifte bank, ik? Altså evt. bare ved at bruge Mybankers skift-bank-service, hvor man “udbyder sig selv” som kunde og får banker til at melde ind. Jeg synes, at dine renter lyder høje og dine afdrag også så høje, at du må være interessant for nogen at byde ind på. Timelønnen på at gøre den slags ting kan være ret så vild.
30. juli 2018 @ 17:22
@Dorte:
Jeg kan virkelig godt forstå, at det hører til en af dine favoritter, for det er godt!
Tak for forslag om at skifte bank, eller at udbyde mig selv. Deprimerende nok er der ingen banker, der finder mig interessant, fordi jeg er alene, og ikke har fast ejendom. Derfor er der ikke så meget andet at gøre end at blive, hvor jeg er. Men egentlig tænker jeg heller ikke, at det er så dårligt, fordi min bank kender mig og min historie. De ved, at jeg de sidste 14 år (fuck!) har betalt af, og kun i forbindelse med flytning og køb af bil, har føjet til gælden. Desuden ved de, at jeg flere gange har sat afbetalingen op. Det betyder, at hvis der skulle ske et eller andet uforudset, så vurderer jeg, helt lavpraktisk, at sandsynligheden for at få hjælp er større i en bank, der kender mig, end i én, hvor jeg bare er røde tal på et stykke papir.
Kh
Linda
27. juli 2018 @ 09:31
Spændende betragtninger! Jeg er virkelig imponeret over din viljestyrke. På så mange områder. Men jeg er lidt nysgerrig efter at høre, om du egentlig ønsker at finde en mand at dele din tilværelse med? Det bliver selvfølgelig mere kompliceret, når man har børn, men jeg vil gerne høre dine overvejelser, hvis de ikke hører til i det inderste private rum. Jeg har et par veninder, der også er selvvalgte enlige mødre, og de tænker ret forskelligt om det 🙂
27. juli 2018 @ 17:56
Der er 3 andre, der har spurgt ind til det samme, så jeg går og mentalt-brygger på et indlæg om det. Jeg håber, det bliver færdig til engang i næsten uge:)
27. juli 2018 @ 12:44
Tusind tak for indlæg og kommentarer – det er virkelig interessant at læse om alle de mange tilgange folk selv har og er vokset op med. Jeg har selv altid været en fedtsyl i en familie af mere frejdige forbrugere. Og blevet mobbet gevaldigt med det! Når jeg tænker tilbage bundede min nærighed nok i en nervøsitet for om der nu også var styr på den der økonomi, vi aldrig rigtigt talte om … Fordelen er så, at jeg aldrig har haft lyst til at låne til andet end bolig og faktisk har det rigtigt fint med en lille overskuelig økonomi 🙂
27. juli 2018 @ 17:53
Jeg elsker faktisk også, at de her indlæg bliver en slags udstillingsvindue ind til andre måder at vokse op/opdrage på:)