Gemt og glemt.
Jeg holder aldrig op med at blive overrasket over, hvordan hukommelsen fungerer. Det ville være rimelig smart, hvis erindringerne stod pænt arrangeret, side om side, med små, sirlige dymoer på låget, der oplyste om indholdet, så man kunne finde det, man skulle bruge, når man skulle bruge det, og havde overblik over arkivet.
Specielt fordi nogle minder er så fine, at man, når man snubler over dem, næsten bliver trist over, at man nær havde forlagt dem.
I påsken har jeg glemt 3 gange, hvad mit barn hedder. Jeg har smidt mine ting væk, glemt at svare på stort set alt, hvad jeg har modtaget elektronisk og svaret ”33”, da jeg blev spurgt, hvor gammel, jeg var.
Til gengæld er jeg pludseligt og uden påviselig grund kommet i tanke om det omrejsende tivoli, der hver sommer kom til Esbjerg, da jeg var barn. Vi kaldte det Gøgl. Som i: ”Der kommer gøgl i morgen, er der nogen, der vil med derover?”
Kan man sige, at man har glemt det, når det åbenbart hele tiden har ligget under nogle gamle, støvede aviser og gloet? For da først jeg var kommet i tanke om det, var det nærmest som om mindet eksploderede i hjernen på mig.
Pludselig kunne jeg huske det syntetiske lys, der altid virkede helt overgearet i natten, som en kikset date, der griner lidt for højt og lidt for længe i forsøget på at aflede opmærksomheden fra den akavede stemning.
Jeg kunne huske, at alle forlystelserne kostede en 10’er, og at det hele virkede slidt, nusset og spændende på én gang.
Jeg huskede stemningen, lugten af popcorn, lyden af radiobilerne, og hvordan det kildede i maven, når Peter fra badminton kom cyklende med sit kæmpe, krøllede hår og sine tændstiktynde ben.
Vi købte slikæbler, følte os som nogen, der var med i Grease, og forsøgte ikke at virke alt for imponerede over de unge, omrejsende fyre, som vi allerede dengang kunne fornemme var lidt hårdere i kanten end de fleste andre, vi kendte.
Da jeg sad og holdt mindet op i lyset, forekom det mig, at være det mest symbolske øjebliksbillede jeg har, på lige præcis det tidspunkt, hvor vi trådte ud af barndommen og ind i ungdommen.
Og alligevel har jeg ikke skænket det en tanke i næsten 20 år.
Hukommelsen er en mærkelig indretning.
25. april 2011 @ 19:52
Anton. Han hedder Anton.
A.N.T.O.N
25. april 2011 @ 20:46
Åh, kender det udmærket. Enten er det alderen, der trykker eller også er det, fordi man som nybagt mor befinder sig i kronisk søvngængeragtig tilstand kombineret med skærpede sanser og en ekstra åbenhed ind til følelserne.
Men jeg gad rigtig godt have sådan et arkiv!
25. april 2011 @ 21:21
Åhh og der åbnede du så lige for mine "glemte/gemte" minder. Kan jeg huske Gøgl i Esbjerg? -det tror jeg nok lige at jeg kan, ungdom, støvet jord, musik… gode minder 🙂 Tak for det 😉
/Rikke
26. april 2011 @ 06:45
haha undskyld jeg tænkte lige det samme som Anonym : – )
Men du har ret hukommelsen er en forunderlig ting og nogle gange ER det faktisk ret praktisk, at nogle ting bliver pakket godt og grundigt væk… og andre minder dukker pludseligt og uventet men kærkomment op : – ).
26. april 2011 @ 10:56
Gøgl som i gøgl om bag ved Sædding Centret?
26. april 2011 @ 16:58
Sød og hyggelig blok. Må jeg spørge om, du ikke har glemt, at det hedder et omrejsende Tivoli, når det indeholder forlystelser, og at det er et cirkus, hvis man kan gå ind i et telt og sidde på en bænk, imens nogen optræder med dyr, og der kan være klovne til stede, eller skal jeg bare lade være med at sige noget her?
/Heidi
26. april 2011 @ 18:19
Ano: Tak for hjælpen.
Tutti: Jeg sætter mine penge på manglende søvn (.. for det går over igen!) (Ikke??)
Rikke: Selv tak:)
Mette: Man må sgu da ikke grine af de handicappede:)
Malou: Just præcis. Det var tider, ikke? Nu er der ældreboliger ud over det hele.
Heidi: Øhm…. Cirkus? Hvor kom det fra?:)
26. april 2011 @ 18:41
Åhh hvor fint. TAK for en helt aldeles pragtfuld beskrivelse af hukommelsens finurligheder. I Tjæreborg havde vi ikke gøgl, desværre. Vi glædede os bare til sportsfesten, for så kom der disko omme i hallen og gadefodbold om dagen, og så kunne man være heldig og finde en femmer i græsset….
27. april 2011 @ 12:44
Åhr – næsten glemte ting er af og til det bedste i verden. Fx fornemmelsen af de første grønne stikkelsbær i farmors kolonihave. Eller af sandkorn mellem svedige børneben og plastikhavestol. Sommer. I salute you.