Amen og tak, og sår’n.
Nå. Men alle fra min mødregruppe er helt pjattede med det der salmesang, så min skepsis til trods meldte jeg Anton og jeg til det for et par uger siden.
Det viser sig, at salmesang for babyer i mellemtiden er blevet det nye sort, så nu er der ventelister.
Kom godt nok lidt bag på mig.
Men nogen har åbenbart fået nok af at stå og mumle halleluja ned i hovedet på deres skaldede baby, for i sidste uge fik vi at vide, at vi kunne komme med på et afbud. Seancen foregik i kirken ”torsdag kl. 10. Præcis.”
Allerede her ved man godt, hvordan det ender, ikke?
For Anton blev vaccineret i onsdags, og skulle jeg på noget tidspunkt have været i tvivl, ved jeg nu, at han er en rigtig mand. Hold nu KÆFT, hvor har han klynket lige siden. Og jeg vil gerne trøste og ae ham, når han er ked af det og græder, for han er min søn og det allerbedste jeg har. Men når han siger den der ”Ææh! Ææh!”-lyd ind i mit øre non-fucking-stop i 36 timer, får jeg lyst til at undersøge, hvad et barn kan indbringe på det sorte marked synes jeg godt, det kan være lidt anstrengende. Så jeg har sådan set bare gået rundt med ham i to døgn. Og rundt og rundt og rundt.
Jeg har så et par sommerbukser, (hæng på. Sammenhæng coming up) som jeg SKAL bruge sort t-shirt til, da de ellers får min røv til at se endnu større ud, end den er. Kan ikke forklare det. Kan bare konstatere, at det er sådan, det forholder sig. 24 sekunder inden vi skulle ud af døren – og vi var i forvejen liiidt sent på den, fordi alting tager markant længere tid, når man ikke kan lægge barnet fra sig – var der nogen, der vendte vrangen ud på mavesækken hele vejen ned af ryggen på mig.
Hvilket er forholdsvis let at se på sort.
Forsøgte ikke at bande alt for højt (vi var trods alt på vej i kirke), men sprintede ind i tøjskabet efter min anden sorte t-shirt, som åbenbart i mellemtiden er flyttet hjemmefra, for det eneste sorte, der lå på hylden, var min Motörhead-t-shirt med et tryk af, hvad jeg formoder, er Satan på maven.
Og uden at kende dresscoden til babysalmesang, synes jeg, at det virkede lige vel friskt at komme anstigende i.
Så konverterede til noget armygrønt (forkert!forkert!FORKERT!), og løb så med min store røv hele vejen til kirken, mens jeg forsøgte at udstråle, at rigtige ravnemødre sportsfolk ikke begiver sig af med at løbe rundt med letvægtsvogne fra Nike; vi løber med Odder (Løber med Odder. Mit nye indianer-nick.), og kom skridende sidelæns ind af døren i en katastrofeopbremsning og en sky af undskyldninger kl. 5 sekunder over ti. De var heldigvis meget kristne omkring det, og tog det pænt, men synes fandme stadig, at det er pinligt som 34-årig ikke at kunne komme til tiden.
Af med skoene og ind i knæfaldet med os (hvor jeg med et hurtigt blik rundt på de afsindige mængder af fremmødt polyester lykønskede mig selv med beslutningen om at lade Motörhead blive derhjemme), og så gik vi ellers i gang.
Anton ELSKEDE det. Efter 35 minutter var han så træt, at han i stedet for øjne havde to røde postkasser midt i ansigtet, men han skulle have det HELE med, og gav ikke et kny fra sig. Specielt xylofonen var han helt dårlig af begejstring over.
Mig? Altså, der var markant mere Jesus over det, end jeg hører, at der er i andre kirker, men .. jeg ved ikke. Er det bedre at synge Åh Abe non-stop, end nogle af de store, gamle salmer? Det synes jeg egentlig ikke. Og mit konkurrencegen blev meget begejstret over at opdage, at jeg var den eneste forælder, der kunne Fadervor udenad. (Det er så sygt, mand. Og åbenbart helt, helt lige meget, om det er antallet af vægtskiver eller udenadslære, vi konkurrerer på.)
Det var helt tydeligt, at ungerne elskede akustikken, lyset og alle de fine gamle ting, og så betyder det vel i virkeligheden ikke så meget, om jeg tror på det, vi synger om eller ej.
Vi kommer helt sikkert næste gang.
Til tiden.
29. april 2011 @ 07:06
"Sidelæns ind af døren i en katastrofeopbremsning" – Jeg er bare helt vild med dine formuleringer – og med hele din blog. TAK 🙂
Randi
29. april 2011 @ 07:11
Hahahahahaha!
Var selv til samlesang med min da han var mindre. Det var et kæmpe hit! For ham. Så derfor var det det også for mig.
Men jeg følte mig lidt om en indtrænger, da jeg bestemt ikke er kristen, og mit barn ikke døbt. Det snakkede jeg ikke så højt om.
29. april 2011 @ 07:16
Nye eller gamle Fadervor?
Anton bliver sjaw når han bliver stor. Hidtil har han udtrykt stor begejstring over Asger Jorn og xylofoner – hvad skal det dog ikke ende med 🙂
29. april 2011 @ 07:30
"for det eneste sorte, der lå på hylden, var min Motörhead-t-shirt med et tryk af, hvad jeg formoder, er Satan på maven."
Fy! Snaggletooth, ikke Satan da. (Med mindre du tilfældigvis har en eller anden old school, limited edition shirt med et billede af Satan på i stedet for bandets årelange mascot. Og så lukker jeg gerne.)
Men okay, kirkefolket havde jo nok tolket det som Satan alligevel. 🙂
I øvrigt tak fordi du mestrer at gøre indlæg om børn underholdende og uhørt læseværdige for en, som ikke kan lide børn.
29. april 2011 @ 07:53
Haha 🙂 Tak for et godt morgengrin.
Var selv til babymusik i den lokale kirke i torsdags for første gang, med min knap 5 mdr. gamle pige. Vi havde samme oplevelse. Ella var vild med det, xylofon og akustik. Helt sikkert heller ikke sidste gang vi har været til det :o)
29. april 2011 @ 08:06
Jeg synes, det er helt ok at lade børnene teste produktet, inden de køber et medlemsskab til klubben 🙂
Linda – må jeg ikke nok spørge dig om træningstøj til gravide – hvor skaffer man det? Jeg er i fjerde måned, og spinningbukserne strammer, og det er et spørgsmål om tid, før trøjen stumper. Det lød til, at du havde noget fedt træningstøj, mens du var gravid.
– Anne
29. april 2011 @ 08:08
O-M-G, hvor jeg griner. Mine kolleger er klar til at sende mig til den lukkede. De sender i hvert fald bekymrede blikke i min retning, hvor jeg sprutgriner kaffe udover skærmen – tilsyneladende uden nogen som helst grund… tror de!
Hold nu kæft, hvor var det sjovt!
29. april 2011 @ 08:23
Linda I love you big biig biiig time! Skal vi ikke smide pjalterne til england og sige I do!
29. april 2011 @ 08:28
Du gjorde det, hvor er jeg stolt af dig 🙂
29. april 2011 @ 09:05
Hahaha! Ser dig for mig (selv om jeg ikke aner, hvordan du ser ud) i sommerbukser og armygrønt, løbende med Odder. Og måske med en indianerfjer på, fordi dit indianer-nick er cooool. Sidder også og sprutgriner på kontoret, og mine kolleger tror, jeg er helt plim. Tak for formiddagsgrin.
29. april 2011 @ 09:09
haha nej hvor er det bare skæbnens ironi: – ) sorry! Og Linda, du skriver bare så… englene synger, kæft altså hvor jeg griner af dine skriverier : – ) Ku nu være sjovt at udfordre dem på tøjet… men det tør du da ikke vel… ????? hihi
29. april 2011 @ 09:57
Fantastisk indlæg midt i en frokostpause med en sag, der bare ikke vil lade sig knække af bar kompleksitet. Tak for det.
29. april 2011 @ 11:27
Igen et genialt indlæg fra din side… Måtte gøre store anstrengelser for at have jeg-er-en-seriøs-forretningsudvikler-der-ser-på-vigtige-dokumenter-fjæset på da jeg læste dit indlæg.
Kæft du er sjov.
29. april 2011 @ 19:05
Igen: Af HJERTET tak!! (for din blog that is….) Ville også gerne have haft min søn med til salmesang, men der var overbooket, så i stedet tog jeg springet og meldte mig selv og min datter til "Børnesang og salmeklang", som skulle henvende sig lidt større børn. Her var opskriften også en overvægt af salmeklang fremfor børnesang, men til trods for det ÆLSKEDE min datter det, hvorfor også turen hjem (tværs over Frederiksbjergs gader) – på ståbrædtet foran barnevognen hvori lillebror jo lå – blev fortsat i samme ånd – nemlig storskrålende: "KÆRE GUD. TAK FOR IDAG. VÆR MED ALLE DINE BØRN. AMEN. AMEN". Prøv at gæt, om også jeg kan løbe hurtigt med en Odder….
30. april 2011 @ 09:28
Hehe utroligt at du har overskud til at blogge om det.
godt gået.
30. april 2011 @ 12:00
Jeg gir' en ateist-is med lige så mange kugler du kan indhalere, hvis du tropper op i Motörhead-kluden næste gang.
A swæææærver..
30. april 2011 @ 19:01
Elsker dit indianer-nick!
30. april 2011 @ 21:01
Så er vi andre der løber i Odder…
– Hilsen en løbende Odderbo (Ja det hedder vi altså)
Tak for et godt indlæg (som altid)
1. maj 2011 @ 10:09
Hold nu op – hvor er jeg flad af grin…..av min mave. Hvor er du bare et guldæg jeg lige faldt over i denne blogverden. Jeg glæder mig til at følge lidt med. Er sikker på du vil give mig mange smil på læben – med den evne du har til at formulere den VIRKELIGE verden i MOR-land – Præcis som den er!
TAK !!!
Kærlig hilsen
Betina
1. maj 2011 @ 18:06
Bedste: Mange selv tak fordi du læser med.
Imab: Enig. Man er bare til salg for deres lykke, ikke? Er fandme lige ved at tro, at jeg kunne overtales til at gå med i cirkus…
TBS: Det var total ol' school, så vi kørte med den originale udgave. Og ja – den kombination kunne godt ende ud i noget, jeg endnu ikke helt kan overskue konsekvenserne af.
Modspil: Av! Det vidste jeg ikke. T-shirten er en gave fra en gammel flamme, som købte gaver efter devisen "Giv noget, du selv ville elske". Men det er hermed noteret, og jeg vil fremover tiltale t-shirten med det rette navn:)
Bimbam: Hvad ER det med de der xylofoner??
Anne: Jeg trænede i H & M's yogalinie, fordi det meste af det er lavet med rib i livet, men det var altså ikke det mest optimale tøj, jeg har haft. Jeg sled mig f.eks. gennem to par spinningbukser på 8 måneder. Det italienske mærke Annilucie har dog nogle ret fede bukser, som man kan holde den kørende i et langt stykke hen ad vejen. Det forhandles i Randers hos nogle, der hedder JV Nutrition, som – så vidt jeg ved – også sælger over nettet.
Miw: Det er godt at vide, at der er andre, der har lige så syg humor som mig:)
Onkel Anne: Jeg lever stadig i det mindelige håb, at der findes en mand til mig et sted derude, men skulle jeg på et tidspunkt give op eller konvertere, skal jeg nok give bedsked asap:)
K: Takker – og der gik slet ikke ild i mig!
Øglemor: Jeg er en sucker for tilbehør, så jeg er STRAKS gået på jagt efter trendy fjer til garderoben!
Mette 1 og 2: Mange tak for de pæne ord, og fordi I giver jer tid til at skrive dem til mig.
Fru Sole: Åh! Mestrer du det ansigtsudtryk? *misundelig-smiley* Når jeg forsøger mig med noget lignende, har jeg en grim mistanke om, at jeg ser forstoppet ud.
LL: Hører jeg dig sige, at der er belæg for en løbeklub?
UR: Nogle gange er det eneste, der får mig gennem den slags situationer med forstanden i behold, visheden om, at det bliver et godt blogindlæg. Kender du det?
Kasper: Åhmn… jeg er desværre alt for pæn til den slags *trist-ishungrende-smiley*
Supermor: Ja, ikke? Nu mangler jeg bare en kano og en tippi!
Julle: Den var sjov:)
Betina: Tak for det og velkommen ombord:)