Du finder mig på Krak under “Linda Ibrahimovic”

Min facebookside flyder over med opdateringer om North Side og billeder af venner, der har været ude og slæbe kadaveret igennem sindssyge ting i sportens navn. Jeg sidder bare her i min sofa, og har det som om, jeg har taget 3 festivaler og et RAAM lige i røven af hinanden.

Det er ikke tilfældet – jeg har såmænd bare været til polterabend i går. Jeg spiste (ALT!!) for meget slik og dansede salsa (hvilket gik godt, fordi jeg fik lov at danse mand. Det er en kombination af sørgeligt og tankevækkende, hvor meget bedre, jeg danser, når jeg får lov at bestemme føre), men det er ikke det, jeg har fået blå mærker og forstrakte muskler af.

Der var kæmpebordfodbold.

Jeg skal være ærlig: Da jeg så det på programmet, tænkte jeg: ”… *suk*”. For vi husker, hvordan bolde har det med mig; de vil mig intet godt. Hverken dem til hænderne eller fødderne (og SLET ikke dem til vollyerne). Men jeg havde undervurderet mit konkurrencegen (ja, jeg forstår heller ikke, hvordan det kunne ske) (og måske spiller det faktum, at jeg ikke vil have siddende på mig, at min 2 årige søn er markant bedre til boldsport, end mig også en rolle): I hvert fald var det som om … dare I write it … at jeg kunne finde ud af det. Og faktisk ikke var den dårligste. Og fandt en form for primitiv fornøjelse i at være spændt fast i verdens dårligeste rebspil, som man skulle bruge psykoPAT mange kræfter for at trække fra side til side.

Det er længe siden, jeg har grinet så meget – og været så tæt på at brække både fødder og skinnebensknogler, for 80 % af de øvrige medvirkende var gamle håndboldspillere, og de spillede også for at vinde.

For helvede det var sjovt, og man ved bare, at det bliver et godt bryllup, når man har brudt isen ved at sparke neglelakken af hinandens fødder

(Selvfølgelig vandt vi!)

(*gnæg*)