Det er os, der står herude og banker på. Med støvlespidserne, fordi vi ikke tør slippe med hænderne, for så falder vi
Som de af jer, der har læst med et stykke tid, ved, så har jeg et barn med en meget høj grundspænding. Al gang foregår i løb, og det olympiske motto ”Hurtigere, højere, stærkere” er løst baseret på Anton.
Inden jeg fik ham, havde jeg planlagt, at han var et stykke hyggeligt tilbehør, der lige kunne sidde helt stille og dimse med noget Lego, mens jeg trænede og var huslig, og når jeg så var færdig, kunne vi lægge et puslespil eller slentre en hyggelig tur, mens jeg drak en kop kaffe to go, og Anton faldt i staver over solens spil i trætoppene.
Pinks ”Stupid girl” er løst baseret på mig.
Men da jeg er så dårlig til at lege, at det nærmer sig et handikap, passer det nok i virkeligheden fint, at vi har bevægeglæden til fælles. Udfordringen har bestået i at finde noget, som vi begge to kan holde ud, og hvor ingen kommer decideret galt af sted, eller mister forstanden af kedsomhed.
Vi bruger svømmehallen flittigt, og cykler stierne tynde på løbecyklen, men i netværkets hellige navn, har jeg prøvet at supplere med noget, hvor vi går fast på et hold. De sidste to år har vi gået til gymnastik, hvilket altid har givet mig en udpræget lyst til at bunde en flaske rødvin, i det sekund vi kommer hjem; jeg er ikke i tvivl om, at der rundt omkring i DK findes fuldstændig forrygende børnegymnastikhold, men enten er det ikke dem, vi har ramt, eller også er der ingen af os, der har temperament og personlighed til at gå på dem. Når vi har siddet i rundkreds i 10 minutter og sunget ”Hjulene på bussen” i et støjinferno, der giver alt levende med en bare nogenlunde velfungerende hørerest, lyst til at hamre hovedet så hårdt ind i væggen, at der kommer blod, så man har en undskyldning for at gå hjem, er det svært at afgøre, hvem af os, der er mest desperat.
Så. Fast besluttet på, at tiden er kommet til noget andet, når inde-sæsonen starter igen til efteråret, har jeg bestemt, at vi skal starte til ishockey.
Klog af skade tænkte jeg, at det ville være smart lige at stikke fingeren i isen, og se, hvad vi sagde til det, inden vi lægger os fast på en hel sæson, så for et par uger siden var vi nede og skøjte for første gang.
Det skulle vi have gjort for LÆNGE siden. Hold nu kæft, hvor var det skægt. Den lille lort er frygtløs, og efter 24 styrt, rejser han sig stadig bare op, og forsøger at løbe videre, running little man-stil. At de store drenge (som pr. definition er seje, fordi de er store) kom blæsende forbi i fuldt ishockey-ornat, bremsede hårdt op, og sagde: ”Du er sgu da ikke ret stor? Vil du ikke prøve det her?” og læssede så meget gear på ham, at han nærmest ikke kunne stå oprejst, gangede coolness faktoren med omkring en million.
Desværre for os lukker hallen ned for sommeren i dag. Men i det sekund de slår dørene op igen til september, skal I se os stå klar med skøjterne på.
31. marts 2014 @ 06:21
Jeg har aldrig fattet hvorfor skøjtebnerne skulle lukke ned om sommeren. Det er jo nu, man har lyst til kulden? Og hvad hvis man har en interesse? Eller gerne vil øve sig? Fedt for jer med den nye hobby og Anton har ret, ishockey er supersejt.
31. marts 2014 @ 07:39
Du skriver så fantastisk om din lille dreng og jeres liv, at det er rørerende at læse om. Sikke en kærlighed, der stråler ud af hvert et ord. Fra et barn med en stor "grundspænding" til et andet; Anton, du skal blot fortsætte stilen – livet er fantastisk godt selv som 29-årig, hvor al gang stadig foregår i løb!
31. marts 2014 @ 10:47
Din blog er som en yndlingsbog, der aldrig slutter. 🙂
31. marts 2014 @ 15:57
jeg dør over hvor fedt det er at høre der er andre end mig med et barn med høj grundspænding der ikke orker at lege. Præcis sådan har jeg haft det med min datter, og løsningen blev at jeg drønede rundt med hende til diverse udendørs legepladser i Kbhs området hver eneste f"&%¤ weekend. Nu er hun snart 15 og har heldigvis de sidste par år gået til volleyball men hold da kæft hvor har vi skullet igennem mange åndssvage timer til hhv badminton, fodbold, gymnastik og andet som kræver alt for stor disciplin og sidde-stillethed til en duracell-kanin….
1. april 2014 @ 07:28
Klart det sjoveste blogindlæg jeg har læst i nyere tid. For fanden du er god!
1. april 2014 @ 19:53
Dejligt at høre lidt til Anton. Har knuselsket den dreng siden han sagde nej tak til svømmehallen. Og eftersom jeg ikke kender jer irl, så er det dine beskrivelser, der er så værdige til udgivelse.
2. april 2014 @ 11:00
Lukker ned? LUKKER NED?!
Men jeg er jo lige flyttet til Esbjerg for netop at komme ud at skøjte?? (Okay, uddannelse havde nok også noget at sige, men altså..).
Det er da for dumt. Fast, de kunne ha' tjent mange penge på mig – og sikkert også på Anton, kan jeg fornemme! – hvis de havde holdt åbent i sommerferien! :o)
2. april 2014 @ 13:12
" din blog er som en yndlingsbog der aldrig slutter" – bedste og mest rammende citat ever! Linda, du er klart min favoritblogger og elsker din tilgang til livet. Står selv som kommende 1. Gangsmor og suger til mig af al glæde over børn frem for bekymringer, som det sq per definition er nok af som forældre. Stort tak herfra. Vh ninna
2. april 2014 @ 16:58
Det er simpelthen den STØRSTE fornøjelse at skrive blog, når det er folk, som jer, der læser med.
Tak for de fantastisk søde kommentarer, og fordi I giver jer tid til at skrive dem.
*smækkys* til hele banden!:)
2. april 2014 @ 21:46
Hvad med rulleskøjte-hockey i sommerhalvåret? Hvis man har den slags i Esbjerg.
3. april 2014 @ 08:27
Hep, jeg mener det samme som de andre – det er altid, ALTID, en stor fornøjelse at læse din blog! Tak for det. Og så lige en kommentar til en kommentar: Ninna 1. gangs mor – kan godt forstå, det må være rart at læse om glæden frem for bekymringerne, og jeg synes i mit eget lille liv (mor til to) at glæden helt klart overskygger bekymringerne. Nogle gange er man så dum at glemme det i en hektisk hverdag, men jeg prøver at minde mig selv om, at siden min søn blev født for snart 5 år siden, har han givet mig anledning til glæde HVER EVIG ENESTE DAG! Det er da et privilegium!