Jonni, han var li’ ve’ at bli’ sindsyg.

Det spændende sociale eksperiment Jonni Hansen, mener ikke, at politiet har forsvaret ham godt nok, kan jeg se i dagens avis. Jeg kan ikke udelukke, at min tolerancetærskel er påvirket af, at jeg igår snublede i en hel masse vin; nogen havde i morges foret min mund med sandpapir. Muligvis ville jeg på dage, der var startet anderledes, kunne se hans pointe. Men jeg prøver lige at skitsere situationen, som jeg ser den:

Orkerne fra 9.A og 9.C har sat et arrangement i stand, hvor formålet er at råbe på hinanden. De inviterer hele skolen til at komme og kigge. De lokker med, at det ‘ikke vil forløbe uden drama’. Da de – på trods af voldsom usympatisk adfærd – stadig er elever, og dermed skolens ansvar, tvinges inspektøren til at sende et par gårdvagter. Og nu klager en af drengene så over, at gårdvagten ikke passer så godt på ham, at han kan stå i sikkerhed bag ham og råbe af de andre…

Man kan da ikke selv invitere til slagsmål og så tude over, at man får en på låget?! Jeg kan finde på mange andre og sjovere ting at bruge mine skattekroner på, end at finansiere politiovervågning af Satans yngel. Jonni Hansen (Jonni. Hvorfor staves det sådan? Numerologi eller hvad??) er på dagpenge, så han freeloader i forvejen. Og jeg skal forsøge ikke at snuble i mine egne fordomme her, men lur mig, om ikke der også er en enkelt eller to af de autonome, der får lommepenge af staten?

Jeg så gerne en rask slåskamp med masser af vold fordelt ligeligt på de to grupper. Jeg tror ikke, at jeg er alene. Så betjent stå og slå sin stav taktfast imod sit lår. Jeg genkendte rytmen fra min barndom: “Det-har-du-rigtig-godt-af..” Jeg er enig. Hvis man redder op i et tidselbed, må man indkalkulere muligheden for, at det stikker, når man lægger sig.