Det er nok bare hormoner

Da jeg var i mine slut-20’ere, forstod jeg ikke, hvorfor så mange feminister i slut-40’erne var så rasende. Jeg tænkte ofte, at det var lidt kontraproduktivt at råbe ad dem, man gerne ville i dialog med, og jeg var fuld af håb for fremtiden, fordi mænd på min egen alder ikke turnerede med det misogyne mindset, som ronkedorerne slæbte rundt på.

Det håb er blevet lidt flosset i kanten, efterhånden som det er gået op for mig, at mange af de mænd, jeg dengang var så sikker på, bare var ronkedorer in spe.

Kontrasten til kvinderne i min generation er enorm, og hvor jeg troede, at det var os alle, på tværs af køn, der havde udviklet vores syn på ligestilling, så har det vist sig ikke at være tilfældet.

For når jeg f.eks. møder mandlige lærere mellem 40 og 50 år, så bliver jeg målløs over, hvor mange af dem, der ikke lader til at have læst én eneste artikel om piger og årsager til mistrivsel. Min venindes datter, som er så forpint, at hun nu er i fuld skolevægring, blev for nyligt spurgt af sin lærer – som i øvrigt ikke har så meget som 10 minutters relevant efteruddannelse, der kunne kvalificere ham til at tage den slags samtaler – om hun var sikker på, at hendes fravær ikke bare handlede om, hun var forkælet og kunne snøre sine forældre?

Jeg møder dem både i mit job og mit privatliv, og fælles for dem er, at de indlysende tydeligt ikke tager pigernes lidelse alvorligt, men udelukkende opfatter den som teenagepjat og en måde at forsøge at få opmærksomhed på.

Om det er fordi de mandlige lærere ikke forstår det, eller om det er fordi, de ikke interesserer sig nok for det til at ville forstå det, aner jeg ikke.

Men så længe vi har dén diskrepans mellem mennesker uden for systemet, der vil skolevægring og mistrivsel til livs, og fagfolk i skolesystemet, der ikke tager pigernes oversete udfordringer alvorligt, kommer intet til at ændre sig.

Så har vi Lasse Rimer og Co., som jeg næsten ikke ved, hvor jeg skal starte med.

For problemet med ham og hans ligesindede er ikke kun, at de i deres podcasts kommer med udtalelser som den, vi alle har set og hørt en million gange den seneste uge, om hvorvidt kvinder fortsat skal have stemmeret eller ej. Det udsagn er jo helt indlysende taget ud af kontekst.

Men når de selv har valgt præcis det klip, så er det jo *netop* valgt, fordi de godt ved, at det giver trafik. Og det har de fået.

Det er et ubehageligt og tonedøvt udsagn – men det, der bør være alles take away er, hvad valget af det klip er udtryk for; hvor tryg man skal være ved sin egen position, og hvor sikker man skal være på at være den, flertallet holder med, for at vælge det.

Hvis man udsætter sig selv for flere afsnit af podcasten, går det ret hurtigt op for én, at han oprigtigt mener, at kvinder hele tiden forsøger at tage noget fra mænd. Om det i tidernes morgen startede som Det Ledige Standpunkt for ham, og over tid så bare har slået rod i hans sind, eller om han har ment det, fra første gang han sagde det, må stå hen i det uvisse – men han siger nogle VILDE ting om alt fra abort til skilsmisser og ligestilling på jobbet.

For år tilbage var den slags holdninger “bare” en hæmsko for kvinders rettigheder og muligheder. I dag er de farlige, fordi der er meget kort vej fra podcasts som Lasse Rimmers over i incel-sfæren.

Og det, der er ved at få mit hoved til at eksplodere, er, at det i debatten om ligestilling STADIG er to forskellige samtaler, vi har.

For kvinderne taler det meste af tiden om, hvor ulighederne er; hvorfor det ikke er rimeligt, at en mand skal roses for at “passe” sine egne børn, mens det aldrig nævnes med et ord, når kvinder sætter karriere, helbred og pension over styr for at gøre det samme. At der er en urimelig, kønsrelateret slagside i, hvilke sygdomme, der forskes i. At det ville være skønt, hvis skolen ringede far hjem, når barnet var sløjt, i stedet for, som default at ringe til mor. 

I alle ovenstående eksempler bliver mænds vilkår altid nævnt; ganske enkelt fordi det er umuligt at tale om forskel, hvis ikke der er to sider at sammenligne, men jeg har ikke hørt en ENESTE kvinde sige, at videnskaben skal *stoppe* med at forske i impotens og testikelkræft. Eller at mænd IKKE må gøre karriere.

Vi vil bare gerne have mulighed for at sætte os ved bordet med samme antal jetoner, som mændene altid har (haft) med, men ovre ved manderetsforkæmperne lyder det som om, vi kræver at få lov at vinde spillet.

Derovre er der MEGET whataboutism og skråsikre udtalelser om, hvad kvinder vil have.

»Mænds og kvinders samarbejder har gennem historien hvilet på kvindens behov for mandens ressourcer, status og beskyttelse, mandens behov for sex og omsorg og begge parters behov for at stifte familie. Den balance har skabt en stærk og rummelig civilisation, for det har motiveret mænd til at præstere og skabe resultater, som samfundet som helhed har stor gavn af.«

(Citat: Informationen)

Der er til gengæld ingen ydmyghed ift. at forholde sig til, om en fødselspsykose er en lidelse, vi ikke tidligere har vidst nok om, og som vi måske derfor bør afsøge omfang og konsekvenser af.

Eller nogen form for nysgerrighed på, om der kan være andre former for beslægtede, psykiske lidelser derude, der får mænd til at dræbe hele deres familie i stedet for bare at bede om en skilsmisse.

I stedet gøres Lindsay Clancy-sagens forsvar straks til et dumt og bevidst provokerende argument for, at kvinder ikke bør have stemmeret.

Det er, som om mange manderetsforkæmpere hele tiden ligger på lur for at finde områder, hvor de kan tage det tilbage, som de tilsyneladende mener, retmæssigt er deres. Som f. eks. stemmeretten. Den har de, meget nådigt, givet os. Dermed er de også i deres gode ret til at vurdere, om vi fortsat fortjener at have den.

Ikke? Det MÅ være holdningen bag, for ellers giver argumentationen simpelthen ingen mening.

Det giver mig ekstra meget lyst til at skrige ud i luften, at vi ikke engang segmentmæssigt følges ad her.

For jeg ved godt, at jeg nok ikke vil finde ret mange, der har samme politiske ståsted som mig, hvis jeg går ind på Havkatten i Esbjerg tirsdag formiddag kl. 11. 

Det er formentlig heller ikke i kantinen på Esplanaden, jeg møder mine kindred spirits.

Men jeg har en KLAR forventning om, at ingen mænd i min omgangskreds vil sige, at kvinders naturlige plads er i køkkenet. Eller at vi selv har bedt om at blive voldtaget, hvis vi har shorts på i fitnesscenteret. Eller at Andrew Tate faktisk har en pointe.

Men det, jeg begynder at opdage, er, at de måske nok alligevel mener det? Ikke alle sammen, men flere, end jeg er tryg ved.

Det ryster mig. Det ryster mig at høre mænd, jeg har været venner med hele mit voksenliv og troede, jeg kendte, udtrykke holdninger, deres fædre kunne have haft. At høre dem mene – og forsvare – at vi jo HAR ligeløn, at the mental load ikke findes, og at kvoter er et problem, fordi de forhindrer, at en virksomhed får ansat den bedst kvalificerede ansøger.

Det ved jeg næsten ikke, hvad jeg skal stille op med.

Jeg troede, vi var meget, meget længere, end jeg begynder at opdage, at tilfældet er, og jeg ved ikke, hvordan vi reetablerer en samtale, der kan forklare en problemstilling for mennesker, der ikke mener, at den er relevant at høre om.

Jeg er 20 år for sent til festen. Til gengæld er jeg også rasende nu.

“Fractured Fury” af Joyce Chen