M2026, uge 22

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge:

1.

Har jeg hakket hæle og klippet tæer i én uendelighed, fordi samtlige skabe i huset har været så tomme, at det næsten har givet ekko.

Det har både været lidt med vilje, men også pga. et sammenfald af omstændigheder.

Dels er jeg 2 afdrag fra at have afbetalt det kæmpe skattesmæk, jeg fik sidste år, og det begynder at bide nu. Det er der ikke noget mærkeligt i, og egentlig er det utroligt, at jeg ikke har ramt det her punkt tidligere, men trods alt er jeg så tæt på målet, at det er til at overskue.

Samtidig har jeg arbejdet på en måde, der nærmest har umuliggjort at kunne handle, og endelig har det været pinse, hvor stort set alt var lukket. (Er det bare mig, eller er det som om, lukkeloven er gået lidt back to the roots? Jeg synes næsten, at vi er tilbage ved de tilstande, vi havde i 80’erne, hvor ALT var LUKKET-lukket på helligdage).

Det har betydet, at jeg ikke bare har kunne købe alt, hvad vi manglede, lige når vi manglede det, og det har stillet krav til kreativitet og opfindsomhed.

Der er selvfølgelig øjeblikke, hvor det er træls. Særligt, fordi jeg er meget, meget omhyggelig med, at børnene ikke skal opdage noget, fordi de begge to kan have en tendens til at bekymre sig lidt rigeligt, og vi jo altså ikke har udsigt til at blive sat på gaden.

Men egentlig kan jeg også godt se noget positivt i at have perioder, hvor jeg er tvunget til at skelne mellem need to have og nice to have. Det er lidt som en slags forbrugs-faste, som hjælper mig med at bevare det økonomiske klarsyn, der ellers kan blive sløret, fordi de fleste af os (tror jeg?) kommer til at lade forbruget følge med, når indtægten stiger.

Her bliver al staffage skrællet væk, og jeg står tilbage med den meget konkrete opgave at få sulfoen til at række, og at trylle en fornuftig aftensmad, som alle kan spise, ud af det, jeg har.

(Det er et privilegium at kunne betragte det som en læringsøvelse, det ved jeg godt. For det er kun fordi, jeg ved, at det her er for en periode, at jeg kan have det perspektiv. Hvis det var den hverdag, jeg pga. omstændigheder, jeg ikke selv var herre over, var underlagt resten af livet, ville jeg være stresset ud over enhver rimelig grænse, og det må være hæsligt).

Jeg har brugt år på at skælde mig selv ud over, at min økonomi i perioder er så stram, som den er, fordi det føles som om, jeg fejler i noget, alle andre mestrer.

Men efter, at det er noget, jeg og vi er begyndt at tale åbent om, har jeg fundet ud af to ting: 1) De Andre mestrer det måske ikke helt så meget, som man går rundt og tror. 2) Det har rent faktisk betydning, at jeg er alenemor.

Det sidste er kommet bag på mig, for jeg tænker sjældent over vores familiekonstellation i hverdagen, og jeg føler hverken skam, sorg eller nederlag over, at jeg er en, hvor mange andre er to. Det fylder ganske enkelt ikke i min bevidsthed.

Men når vi taler om økonomi, kan jeg godt høre, at det HAR betydning. Selvfølgelig. For der er jo, helt indlysende, forskel på, om man er én eller to om at betale de faste udgifter, som i mit tilfælde ligger på omkring 21.000 kr. i måneden. Langt hovedparten af dem, ville være de samme, uanset om vi var en eller to om at betale dem, så selvom de ville stige, hvis vi var to, ville de ikke stige til det dobbelte.

Den erkendelse har givet mig en slags.. syndsforladelse, i mangel af bedre ord. For den har fået det til at gå op for mig, at det ikke kun er mangel på talent, der gør, at jeg ikke har en stor opsparing, eller kan tage børnene med på ferie to gange om året.

Endelig er det mine egne økonomiske trængsler, der har været startskuddet til de her indlæg, og med alt, hvad de har givet mig, og de afledte effekter, de har haft, synes jeg faktisk stadig, selv i de perioder, hvor det strammer, at tallet på den mentale bundlinje er positivt.

2.

Har jeg været på storskrald med nogle småting, og da jeg stod og smed en rusten cykelkurv i Metal, så jeg pludselig et par stål-gitre ligge og gøre sig til.

De røg i bagagerummet, fordi jeg har opdaget, at fugle godt kan lide frø, og jeg har sjældent følt et mere intenst raseri, end da jeg så en råge sidde med sit store, dumme næb begravet i en af mine krukker.

Derfor har jeg patruljeret mit ny-tilsåede højbed med en frekvens og inderlighed, der ville passe godt til en visitationszone, og den tid *kunne* jeg godt finde noget andet at bruge på.

Jeg kørte hjem, smed gitrene ovenpå bedet, og nu har titter både radiser, gulerødder og blomster frem, og jeg kan *næsten* ikke være i mig selv af stolthed.

(PS: FUCK de råger!!)

3.

Har jeg lavet en håndfuld det det, der i ental hedder en ‘olla’, og som jeg ikke ved, hvad hedder i flertal.

En olla er en lerkrukke eller -kande, som man graver ned, fylder med vand, og som så fungerer som en slags selvvandingssystem.

Det er en metode, der efter sigende har være brugt i ørkenområder gennem tusinder af år, og som er vandbesparende og (efter hvad jeg kan læse mig frem til) ret effektiv.

Når man er Ny I Planter synes jeg, at noget af det sværeste er at ramme det rigtige niveau af vanding. Her bliver det ikke lettere af, at symptomerne på overvanding og symptomerne på mangel på vand tilsyneladende er de samme (seriøst, wtf?), og derfor har jeg læst en del op på selvvandingssystemer.

Det her syntes jeg virkede smart, så jeg kørte i genbrugsbutikken og fandt en håndfuld gamle terrakotta-potter, som jeg lavede ‘vandtesten’ på, da jeg kom hjem. Den består i al sin enkelthed af, at man sprayer vand på potten og ser, hvad der sker. Hvis vandet nærmest forsvinder i det sekund, det rammer, er potten porøs og kan dermed bruges. Hvis ikke, er den behandlet med voks ell. lign. og så duer den ikke.

Herefter skal bunden lukkes (jeg brugte korkpropper og forseglede med stearin), og så er det bare at grave potten ned, fylde vand i og lægge noget på som låg. (Jeg har brugt underskåle, som jeg har sat små solcellelanterne på). (Det er så FINT!!)

Det smarte er, at vandet ikke fordamper, og at planterne selv styrer, hvor lidt/meget de har brug for, og her i huset har det yderligere den fordel, at det for børnene er nemt og konkret at tømme deres vandflasker i dem (eller vandkanden ved døren), når de kommer hjem fra skole.

For jeg har snart prøvet alle tænkelige måder at gemme og bruge vandsjatter på, og selvom meget af det på papiret er smart, må jeg jo bare konstatere, at det ikke er noget, vi får gjort. Det her lader til at virke – måske fordi det også er lidt sjovt at følge med i, hvor meget planterne drikker.