Bikinikrop, betalt indhold og brasilianske butt lifts

Jeg kan mærke, at vi skal snakke om influencere i dag, for de sidste 4-6 uger har der været artikler om dem her, der og alle vegne, og DR har netop lanceret dokumentaren ‘Løgnen i dit feed’.

Debatten fylder lige nu rigtig meget, fordi 3 influencere, mere eller mindre bevidst, har fået sig placeret i offentlighedens søgelys; den ene af dem har vi allerede vendt herinde. Derudover var der noget med Molslinjen og et arrangement på Christiansborg vs. en grædende baby.

I samtlige artikler, jeg har læst i den etablerede del af pressen, er udgangspunktet en bekymring over influencere og den massive magt, de har. Dels har de en nærmest hypnotisk magt over deres følgere, og dels kan de med et enkelt opslag ødelægge brands og virksomheder. Artiklerne har handlet meget om, at det er problematisk, at man kun får den ene side af historien, og at influencere ikke er underlagt nogen former for regulering eller retningslinjer. Det er det vilde vesten, og det er snyd, at de har en fordel, fordi deres følgere ukritisk tager deres parti.

Alt det tror jeg, de fleste af os efterhånden har hørt og læst om.

Og lad mig starte med at slå fast: Jeg synes, debatten om (sociale) medier og indhold er vigtig.

Men jeg bliver *idiot* af hykleriet.

For hvis vi lige skal prøve at sætte op, hvad det er, medierne er bekymrede over, så bliver det meget fint kogt ned til fire sætninger i Heartbeats artikel om influencere fra i går:

“Kan vi egentlig stole på dem? Hvor oprigtigt er det, når de anbefaler et produkt, en restaurant, en ferie eller sågar et kosmetisk indgreb? Og hvor fair er de egentlig i deres udlægning af episoder fra det virkelige liv? (..) Influencerne får os til at have lyst til at købe ting, vi ikke vidste, vi havde brug for.“

Og den snak kan vi SAGTENS tage. Men så vil jeg gerne insistere på, at vi tager den HELT overordnet, og starter med at definere, hvad en influencer egentlig er.

For på politiken.dk kan man i dag læse et interview med Allan Olsen om, hvorfor Tønder Festival er noget særligt, og en anbefaling af dejlige feriesteder i den sydlige del af Schweiz. Begge artikler er ‘annocørbetalt indhold’.

Dagens avis byder også på et debatindlæg fra en højskoleforstander om, at unge i stigende grad bliver ‘ubehageligt til mode, når de bliver modsagt’.

De mange madanmeldelser er gemt bag betalingsmure, så jeg skyder fra hoften her, men jeg gætter på, at der nok også gemmer sig et betalt måltid eller to blandt dem. (Update: Jeg gætter forkert, får jeg at vide i min øresnegl. Anmelderne/avisen betaler for maden, så det skal de selvfølgelig ikke skydes i skoene).

Er dét oprigtigt? Kan vi stole på det? Er Tønderfestival ubetinget vidunderligt, ungdommen sart og Schweiz det perfekte sted at holde ferie? Eller kunne Politiken (og alle som dem) mon også være farvet af, at man ikke skal bide hånden, der fodrer én?

I Spis Bedre – som jeg i øvrigt elsker – har jeg lige for sjov prøvet at bladre det nyeste nummer igennem. Bladet tæller 82 sider, heraf 5 sider regulær, indrykket reklame, 6 siders collager af nye produkter til køkkenet, (heriblandt en bærbar ovn og en ispind, designet af Mads Nørgaard), og 4 siders indhold, som er lavet i samarbejde med en stor dansk madblogger/forfatter.

Det tror jeg er meget gennemsnitligt på tværs af genrer; i et livsstilsmagasin ville reklamerne være for tasker og parfume i stedet for pølser og mel, samarbejdet ville være med en hotelkæde og ikke en airfryer-producent, og collagerne ville have billeder af opstrammende cremer og SS2025-kollektionen fra Chanel, men ratioen ville være nogenlunde den samme.

Her kan man måske også tale om skabte behov?

Lidt længere ned i artiklen fra Heartbeats kan man læse et andet synspunkt, som jeg de sidste uger også er stødt på igen og igen:

“Hvordan de for eksempel indprenter drømme om “perfekte kroppe” i hjernerne på deres følgere og uddeler glansbilleder af skønhedsoperationer, som i virkeligheden har været et farligt og smertefuldt helvede for dem.”

Og nu skal Heatbeats og den enkelte journalist jo ikke stå på mål for den samlede, danske presse – men kom. Vi går over og skriger ind i en pude sammen.

For hvor har al den bekymring været de sidste 40 år, hvor dameblade har pushet den perfekte krop, uge efter uge, og hvert år i maj har lovet os, at ‘Du kan nå det endnu – tab 5 kg. og bliv bikiniklar med Suppekuren/Keto/Faste/5:2!’

Hvor aviser har haft og stadig har “inspirerende” artikelserier om kvinder, der ’jonglerer karriere og børn’ akkompagneret af smukke billeder af manglende fædre og smilende mødre i store samtalekøkkener, der mildt hjælper børn i sandfarvet hør med at knække æg.

Hvor vi er blevet fortalt, at “40 er det nye 30!” og hvor 95% af det visuelle indhold er af hvide, konventionelt tiltrækkende mennesker, uden synlige skavanker eller handikap.

Og hvor hver eneste fucking artikel om ADHD er en lovprisning af den superkraft, den er for dem, der er så heldige at kunne udnytte hyperfikseringen og overblikket og så betale sig fra den efterfølgende fase med udbrændthed og tordnende overstimulering.

Ja, så fik jeg også hidset mig op i dag, så det var godt.

Men jeg kan fandme bare ikke holde ud, at det er ræven, der skinhelligt sidder og peger fingre ad rønnebærrene

Målt i procent vil jeg gætte på, at antallet af mennesker med spiseforstyrrelser og sygeligt kropshad, udløst af det ideal, vi i årtier er blevet præsenteret for i blade og aviser, er marKANT større end antallet af følgere, der har bestilt en flybillet til Tyrkiet for at få lavet en BBL, fordi en influencer, de følger, har fået det lavet.

Og hvor det meget vel kan tænkes, at der findes enkeltpersoner, der kommer galt afsted, fordi de lader sig inspirere af en tankeløs influencer, så er den skade, medierne forvolder med clickbaitartikler om diagnosejægere og enkeltsager på asylcentre, systemisk og LANGT mere skadelig, fordi den legitimerer en holdning til noget i den brede befolkning, som, helt lavpraktisk, kommer til at have indflydelse på, hvor vi sætter vores kryds til næste valg.

Så længe kommunalpolitikere og bestyrelsesmedlemmer med en dagsorden får lov at skrive “debatindlæg” i aviserne, som kan trykkes/postes uden NOGEN form for indholdsansvar eller regulering af kommentarfelter bagefter, kan jeg faktisk ikke rigtigt holde ud at blive belært om, at en pige på 24 fra Køge, der har fået så meget botox skudt ind i panden, at hun ligner et badedyr, nogen har pustet for hårdt op, er farlig for mig at følge.

Og modsat Berlingske, Weekendavisen og alle de andre, så er de influencere, vi taler om her, jo faktisk tilgængelige for deres følgere, mens aviserne bare spiller døde i deres egne kommentarfelter, når nogen kritiserer deres indhold. Cathrine Wichmand/Rockpaperdresses skrev for år tilbage et blogindlæg i samarbejde med Krifa, hvor hendes følgere, sobert men kritisk, efterfølgende stillede så mange spørgsmål i kommentarfeltet under, at hun endte med at pille det ned. Det har jeg første gang til gode at se en avis gøre.

Så. Vi kan sagtens tage debatten. Det synes jeg faktisk, at vi skal. For det er, helt indlysende, problematisk, at en influencer med et tårevædet billede fra et tog, kan få folketingspolitikere til at afbryde et vigtigt samarbejde – men det er jo kun fordi, vi er øjenvidner til katastrofen, at vi reagerer på den. Aviser og dagblade er også meningsdannere, og selvfølgelig har deres vinkling også GIGANTISK betydning for, hvor politikere lægger deres fokus og sætter deres penge. (Det talte vi f.eks. lidt om her). Der ser vi det bare ikke i realtid, og derfor reagerer vi ikke på det.

Så jeg synes, vi skal starte med at definere, hvad en influencer egentlig er.

Er det antallet af følgere, der afgør det? Platformen, de arbejder på? Produktet de sælger?

Uanset hvilke kriterier, du sætter op, vil mit bud være, at 80% af den danske presse selv vil falde ind under definitionen, og så bliver det interessant at se, hvor de gerne vil have reguleringerne sat ind. Ikke mindst fordi det vil betyde, at de skal til at spille med åbne kort. De fleste influencere skilter med deres følgertal, fordi det er det, de har at sælge, mens jeg ikke tror, at det er lykkes *nogen* at vriste et oplagstal ud af den etablerede presse siden slut-firserne.

Og læser man de nye, etiske retningslinjer for influenter, ville den etablerede presse i hvert fald være nødt til at vinke farvel til en solid luns af deres content og reklamekroner, hvis de bare skulle leve op til dem.

Mange influencere kæmper nok grundlæggende imod janteloven og vores nærmest katolske tilgang til forfængelighed og selvpromovering, og dermed bliver de nemme at hade og/eller latterliggøre.

Men derfor kan det stadig ikke være rigtigt, at de skal opfylde krav og kriterier, som ingen andre er forpligtede til at følge, så i stedet for at forsøge at mikro-regulere dem, så kunne vi passende tage en samtale om, hvordan vi generelt kan lægge ansvaret der, hvor det hører til. Over hele linjen.

For det er fint at hive det journalistiske princip frem, og sige, at det sikrer, at alle parter i en sag blive hørt – men det gælder jo kun konkrete artikler om konkrete personer, som er produceret af aviserne selv.

Så længe de kan poste “debatindlæg” uden at være forpligtede til at gøre opmærksom på den potentielle agenda, en afsender kan have, og så længe de selv bestemmer, hvordan de vægter deres indhold, så en tilfældig vaccineskeptiker får mere spalteplads end de forskere, der har arbejdet med emnet i årevis, så beskytter de nuværende regler ikke forbrugerne mod den fare, som pressen lige nu tjener penge på at beskylde influencerne for at udgøre.