M2025, uge 3

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg besluttet, at vi kører en slags bootleg-købestop på dagligvarer den kommende uge. 

Ikke sådan at forstå, at vi skal have havregryn med vand på, fordi vi ikke må købe en ny liter mælk, når vi har tømt den, der står i lågen, men jeg restock’er ikke på de ting, jeg bare pr. automatik plejer at købe, når jeg handler.

Og det er ikke fordi, vi ikke får dem brugt, for det gør vi. Men når man har alle de ingredienser ved hånden, man altid har, så laver man det, man altid laver, og dermed kommer de lidt mere eksotiske glas og dåser til at stå og hænge ensomt med næbbet.

Men jeg er faktisk relativt kreativ i et køkken, så jeg er god til at få ting tænkt ind; jeg skal bare ikke have et nemt alternativ, der stiller sig i vejen.

Det sidste halve år har jeg arbejdet på at finde en måde at få #prepperlife og #stopmadspild til at mødes, og det kræver, at man deler sin forståelse af overbegrebet Mad mere op, end jeg plejer at gøre. Jeg har brugt 5 år på at øve mig i at køre med halvtomme skabe og på først at købe, når jeg mangler; nu har jeg skulle lære at balancere For Meget af noget med Kun Lige Nok af noget andet.

Men nu er vi vist landet et sted, hvor ingen dør af sult, hvis det hele går i stå i en uge eller to, selvom jeg den næste uges tid fokuserer på at få brugt de syltede, grønne tomater og belugalinserne.

2.

Har jeg endelig tegnet den sygeforsikring, der har været min dårlige samvittighed fra jeg startede som selvstændig.

Og inden nogen hæver stemmen: Jeg begynder at græde, hvis I råber ad mig.

For jeg VED det godt. Det er tæt på kamikazisk at rulle uden, og særligt som enlig forsørger. Men selv i et fag, der ikke kræver hverken varelager eller uniform, er der en del udgifter, som man skal tjene penge for at kunne betale.

Den her forsikring giver højeste dagpengesats fra første sygedag, 6 måneder efter, at den er tegnet. Den koster tæt på 5000 om året, men udgiften kan trækkes fra. Vurderingen herfra har bare været, at med et gennemsnit på én sygedag om året, ville den koste mig mere, end jeg potentielt ville tabe – men jeg har også hele tiden været smerteligt bevidst om, at hvis jeg går på røven på et glat fortov og brækker et håndled, så bliver det *virkelig* træls at være mig og os.

Nu skal jeg bare holde tungen lige i munden og immunforsvar og lemmer intakte de næste 6 måneder, så kan jeg trække vejret lidt lettere igen.

3.

Har jeg tænkt meget over, hvad vi gør med folks ting, når de dør.

For i de uger, vi har gået og ryddet op hos oldefar, har vi snakket meget om, at det kræver mere fokus, end man lige skulle tro, ikke bare at ende med at samle til hobe.

For sagen er, at de færreste i dag jo lever med en masse lort omkring sig, og oldefar har været god til at rydde op. Det betyder, at stort set alt derude, er brugbart og velholdt, og fordi vi i dag er blevet så gode til ikke bare at smide ud, er det nemt at stå med en spartel eller en stor skål og tænke: “Ej, men den kan jeg da godt bruge!”

Og det ville man kunne med 70% af indboet.

“- men *mangler* du sådan én?” er vi derfor begyndt at spørge hinanden om, når én af os igen står med en vase eller tre skruetrækkere halvvejs nede i tasken. For det er nok mere relevant.

Vi har sat en masse plastikkasser på spisebordet derude, så vi får tingene sorteret med det samme, og så det er nemt at tage en bilfuld med på genbrugspladsen eller til Hjemløses Venner, når vi kører derudefra, og det kan jeg varmt anbefale; det gør det meget mere overskueligt, og man skal kun have tingene gennem hænderne én gang.

Det, der skal sælges, sætter vi i en tømt reol, og soveværelset bruger vi til de møbler, som vi ved, at nogen skal have. Og selvom anledningen jo ikke er særlig festlig, glæder jeg mig alligevel lidt over at kunne bidrage med al den systematik, som de her indlæg har lært mig.

Hele processen giver desuden anledning til nogle gode samtaler, for uden at der skal gå Live All You Can i den, så har min mor og jeg talt meget om, hvad man, som den, der er død, ville ønske for sine efterladte. For når man står med en skuffefuld af indgraveret sølvtøj, føles det nærmest som helligbrøde at skille sig af med det, men skåret ind til benet håber vi vel alle sammen, at de mennesker, vi har elsket og ladt bag os, forbinder os med noget godt. At det, der minder dem om os, gør dem glade.

Og det skaber ikke glæde, når man står og stirrer ned i en skuffe med sort, plettet sølvtøj, man aldrig bruger, men stadig føler dårlig samvittighed over ikke at få pudset.

Tværtimod.

Men jeg bliver glad, hver gang jeg kommer hjem i skumringen, og oldefars lille hus med lys i tager imod mig. Billedet af ham under træet på min reol, minder mig haven og drivhuset og vindruerne, der altid kun *næsten* var modne, og jeg sender ham en kærlig tanke hver ENESTE gang, jeg sætter bestik i hans aflagte kurv i min opvaskemaskine, og ikke længere skal tænke over, hvad det er for ét af rummene, bunden er gået løs i.

Sådan vil jeg håbe, at nogen også sorterer mine ting, når den dag kommer.

(PS: Men det siger sig selv, at jeg kommer til at hjemsøge dem alle sammen for evigt, hvis de smider mine tarotkort ud).

(Eller min lavalampe med glimmer).