M2025, uge 2

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Nåede jeg, som håbet, gennem mit oprydningsprojekt, og jeg kan igen overskue at åbne mine skabe.

Det har overrasket mig positivt, hvor lidt der egentlig har været at smide ud. Da først jeg lige fik sat tingene lidt i system og givet dem nye pladser, var jeg ikke helt så presset på plads, som jeg havde frygtet.

Men det er en kæphest for mig, at jeg vil bruge de ting, jeg har, og det gælder i køkkenet, som det gælder i relationer: Ude at øje, ude af sind. Derfor ville jeg meget gerne undgå at flytte f.eks. skåle og fade ud ad køkkenet, for så glemmer jeg, at jeg har dem, og finder bare noget andet at lave salat i, når musikken spiller.

Til gengæld kan min røremaskine og min paninigrill godt stå i et skab i mit bryggers, for det er speciesvarer, og derfor glider de ikke ud ad bevidstheden, fordi de ikke står på en hylde og kigger på mig dagligt.

Jeg har været i HTH efter et par ekstra hylder, og har flyttet lidt op og ned på nogle af dem, jeg har, så der ikke er 15 cm. spildplads over tallerknerne, og det hele står snorlige nu.

Jeg har sat nye labels på diverse kasser og æsker, så beskrivelsen passer til indholdet, og jeg har tilrettet listen over, hvad jeg har på loftet, så den også er opdateret, og det er pludselig meget lettere at trække vejret.

2.

Har jeg brugt forbløffende lang tid på at finde nogen, der ville reparere min Nutribullet-blender.

Jeg elsker den, fordi den intet fylder, hverken på bordet eller i opvaskemaskinen, og den er fantastisk til både smoothies og iskaffe. Men i sommer lærte jeg på den hårde måde, at noget iskaffepulver opfører sig som proteinpulver på steroider, når det bliver blendet med is, så det eksploderede nærmest ud af blenderen, da jeg tog den af motoren.

Jeg gjorde den grundigt rent, da det skete, men fordi jeg nu ikke har brugt den i et par måneder, har 2 af de 3 ‘tænder’, som overdelen af blenderen skal skubbe ned for at starte motoren, sat sig fast; formentlig fordi der er kommet en smule iskaffe om bag dem.

Men jeg ville ikke selv begynde at skille den ad, så jeg begyndte at lede efter nogen, der kunne gøre det for mig – og det var der lige præcis *ingen*, der kunne. De steder, der reparerer el-produkter, tager ikke så små maskiner ind, og i desperation endte jeg med at tage den med i Elgiganten.

Her lærte jeg, at de godt nok har nogle samarbejdspartnere, der kan bookes til småreparationer, men de tager 695 kr. for bare at oprette en sag.

Blenderen koster normalt 1700, men er købt på bud til 1000 kr., så en startpris, der ligger så tæt på det, jeg har givet for den, virkede åndssvagt. Men mens vi stod ved disken, kom Tony pludselig forbi. Og Tony kan jeg ikke rose nok. Tung, østeuropæisk accent, tusser op ad begge arme og en æstetik, der lå et sted mellem Beastie Boys/Sabotage og Motörhead.

Han kiggede på den med skepsis malet i alle træk, men meldte ud, at: “I can try fix it. No promise!”

Det var en nobrainer, for det var ham eller skraldespanden, så han spadserede af med den under armen – og ringede 1 time senere med meddelelsen om, at han havde lavet den. “I don’t want pay!” meddelte han brysk i telefonen, og da jeg hentede den, stod der ‘NO CHARGE!” på papiret, der var klistret på den.

Jeg er en lille smule i tvivl om, om jeg måske skylder den østeuropæiske mafia en tjeneste nu, men så må det være sådan, og jeg sender ham en kærlig tanke, hver eneste gang, jeg laver en smoothie.

(PS: Skal vi ikke også snart til at tale lidt om, at det ikke er reduceret indtag af oksekød alene, der skal stå for at redde planeten, men at vi måske også godt kunne gå tilbage til at producere ting med en levetid på over 10 minutter, som kan repareres, når de går i stykker?)

3.

Har jeg besluttet mig for at prøve at hente oldefars skab (som jeg simpelthen ikke kender det korrekte navn for. Københavnerskab? Dækketøjsskab?) herhjem og teste det der, hvor jeg har forestillet mig et vitrineskab. Det kan falde ud til alle sider; måske ser det vanvittig fedt ud, og måske gør det overhovedet ikke – men ligesom med den brugte opvaskemaskine, jeg fik foræret, da min egen gik i stykker, er det en mulighed for at opdage, at noget, jeg ikke har tænkt over, ville være rart at have/undgå.

Ligeledes har (havde?) han to klassiske lænestole, jeg sidder virkelig godt i, og de får også lov at komme med hjem på besøg. Jeg har jo længe leget med tanken om at skifte min sofa ud med 3 lænestole, og nu har jeg chancen for at teste konceptet, uden at det koster mig noget.

Hverken skab eller stole har nogen særlig, økonomisk værdi, og ingen andre i familien er interesserede i dem. De kan være på en trailer, og vi kommer alligevel til at køre på genbrugsstationen ad mange omgange, så der er intet forgjort ved, at de får et pitstop her, uanset hvad deres videre skæbne bliver.