Ungdomshuset eller overtræk?

På listen over Ting, Der Ikke Bliver Nemmere Med Alderen (feel free til at lægge kommentarer med andre ting fra listen..) er det evige problem med, hvad man skal tage på, når man skal i byen. Jeg vil gerne vide, hvor tøj forsvinder hen, når man har haft det på én gang? For jeg har problemet hver gang. Jeg ender med at gå ud og købe noget nyt hver gang. Og når jeg så åbner mit skab næste gang, jeg skal i byen, så har jeg absolut intet at tage på. Hvor er det?? Mit skab må være en slags møbelpendant til Bermudatrekanten.

Efterhånden har jeg lært at åbne og tjekke for forsvundne beklædningsgenstande i god tid. Har ikke rigtig selvtillid nok til at stille i bar røv på Train, selvom min bank sender breve, jeg kun kan læse som en opfordring til det. Men at finde nyt tøj, kan være temmelig tricky: Jeg har stadig ikke fået udleveret manualen, som forklarer, hvordan man i et prøverum kan ligne überhip Jackie O, og derhjemme – iført selvsammen kjole – forvandler sig til underbetalt rengøringsdame ved navn Swetlana?

Igår stirrede jeg så længe og insisterende ind i mit skab, at det til sidst spyttede en kjole ud på mig. Da jeg hoppede i den, havde den været i puberteten siden sidst og var blevet meget lang. Blev besat af klæbeånd fra 50’erne, og tænkte, at jeg bare kunne lægge den op. Jeg nåede så langt som til at tjekke sømme, inden jeg igen var tilbage i min egen håndarbejdsforskrækkede krop. Og fandt en saks. En løsning, som nu har fået mig til at tænke på, om autonome i virkeligheden bare er mennesker, der har gået så meget i byen, at de har klippet i alt deres tøj? Hvis det er tilfældet, så vil jeg gerne have, at gårdvagten kommer og tager min saks. Nu. Vil så nødig ende ved åen, iført fedtet hår og natbukser, sammen med folk, der synes, at rotter er elskelige, misforståede dyr. Det virker anstrengende at skulle råbe alting med meget vred rebel-stemme.

Fik jeg lige argumenteret mig selv ud i yderligere overtræk der?