Top 5

over TV-serier, som jeg ikke er ved at slå knuder på mig selv for at zappe væk fra, hvis jeg tilfældigvis *ahem* falder over:

1) Venner.
Holder stadig 2000 %. Eneste lille aber dabei er, at det forleden gik op for mig, at da jeg så serien første gang, var vennerne Voksne Mennesker. Nu er jeg ældre end dem. (Prøver at overdøve akut depression med ondskabsfuld glæde over ikke at være taget til fange i sen 90’ernes flæser, stumpede striktrøjer og lede pager.)

2) Will & Grace.
Hvis man kan se bort fra de sørgeligt dårlige undertekster, der ingenlunde yder den sublime, ondskabsfulde dialog retfærdighed, er det noget af det sjoveste sit-com, der nogensinde er lavet.

3) Danske Hollywoodfruer.
Her har jeg intet – INTET – at sige til mit forsvar. Det må være det mest indholdsløse tv, der nogensinde er produceret, og alligevel tager jeg mig selv i, torsdag efter torsdag, at sidde og gnægge over platinblonderet, nedladende, småt begavet fuldblodsalkoholiker fra Aalborg, og noget skuespillende botox holdt sammen af et tilsyneladende uudtømmeligt lager af stramtsiddende lycra. (Inden i mig bor en lille væmmelig mand med hentehår, der bliver opstemt over andres fiasko.)

4) Greys anatomi.
Det er vel nærmest en slags chick lit porn med pæne mænd og garanteret tudegaranti HVER gang. (Som om DU ikke også tuder! Indrøm!)

5) Lost.
Der er desværre ikke opfundet ord, der dækkende beskriver dette episke vidunder af en tv-serie eller yder den retfærdighed. Min personlige rekord er 14 afsnit på en dag. Havde lyst til at kysse mine nye venner godnat, da jeg endelig gav op, gik i seng og lukkede mine firkantede øjne.