Et sted i Tanzania sidder Pernille. Hun har været så sød at linke mig en interessant artikel fra Informationen; ’Et lavpunkt for kvindeværd’. Kort fortalt handler artiklen om, at forfatteren Jette Hansen mener, at ”kvindelitteratur, hvor kvinder tager pis på sig selv, gør mandschauvinisternes arbejde ved at devaluere kvindekønnet og latterliggøre sig selv, for at hæve sig over de smerter, de reelt beskriver.” Hun langer ud efter bl.a. Stockmann & Njor (Michael Laudrups Tænder) og Nynne, og beskylder forfatterne for ”ikke at tage stilling og sige: Her er smerten. I stedet latterliggør de den, og det synes jeg er enormt selvdestruktivt.” Hun efterlyser en kvindestemme, der ”tør brokke sig over sin egen livssituation, og indtage rollen som offer, selvom det ikke er en attraktiv position at indtage.” Hun mener, at resultatet af ”pigerøvssprog”, er stress og pres fordi kvinderne, der skriver denne form for litteratur, joker med deres egne grænser i stedet for at tage dem alvorligt.
Et sted har jeg læst, at den typiske blogger er en single kvinde i starten af 30’erne med mellemlang/lang videregående udannelse, og mon ikke kvinderne bag tasterne ligner en stor del af deres læsere? Jeg tror, at man er mest tilbøjelig til at læse med hos de bloggere, man kan identificere sig med.
Min blog falder klart inden for den kategori, Jette Hansen beskriver. Jeg maler med brede pensler dyppet i sarkasme, og når ironisk distance bliver en OL-disciplin, bliver jeg den nye Wozniacki. Det betyder ikke, at jeg ikke tager mine grænser alvorligt, og jeg er træt af at blive skudt i skoene, at jeg distancerer mig og holder folk 5 skridt fra livet, fordi jeg vælger at anskue mit liv med en humoristisk vinkel.
For mig er min blog en måde at udtrykke mig på, nok ikke ulig det at male billeder eller skrive sange. At kalde det kunst er måske at strække den, men en slags kreativ bearbejdning af mine livsindtryk, så.
De letteste indlæg for mig at skrive, er dem, der kommer ud af mine hænder, når jeg har det skidt. Ordene, ironiske såvel som alvorlige, ligger lige under neglene, klar til at blive sluppet fri og gøre diffuse fornemmelser konkrete, og døren til det kreative rum står pivåben. For mig ligger der meget bearbejdning i at sætte ord på mine følelser, hvilket jeg primært har behov for, når jeg er ked af det eller vred, og det, tror jeg, gør sig gældende for langt de fleste udtryksformer. Det er svært at skrive gode sange om at hygge sig, og after all er der vel grænser for, hvor mange glade pizzabude, verden har brug for.
De fleste af os har ingen problemer med at rumme glæde og medgang, eller med at holde af os selv, når vi er lykkelige og fulde af hjælpsomt overskud. Det kan vi sagtens bære selv. Det er når tingene er svære, og verden gør ondt, at vi søger trøst og forståelse; Vi har brug for at spejle os i andre, der kender fornemmelsen og kan bekræfte os i, at vi ikke er alene og at this too shall pass.
Mit bud er, at der alle dage har været solgt flest dagbøger til kvinder. At vores sociale telefonregninger er markant højere end drengenes og at det er os, der optager ¾ af bordene på Baresso onsdag eftermiddag. Vi har bare et andet og større behov for både at tale og lytte, end mænd har.
Jeg er ivrig læser af både Nynnes dagbog og Stockmann & Njor. Jeg synes, at de er fantastiske – og MEGET forskellige, og jeg synes simpelthen ikke, at Jette Hansen har læst dem grundigt nok, når hun slår dem sammen under et, og lader dem tjene som bevis for sin tese om, at kvinder får ”store problemer med at finde ud af, hvordan de skal være mennesker, når de ikke reflekterer over, hvordan de får moderskab, karriere og ambitioner til at hænge sammen”. For det første er Nynne fiktion, skrevet af 3 forskellige forfattere, mens de andre damer skriver som dem, de er. For det andet synes jeg, at både Stockmann og Njor skriver hudløst ærligt om de ting, der er svære for dem, og jeg synes, at det er noget af en påstand at hævde, at de ”kvæler den kritiske kvindestemme”, fordi de bruger ironi. Er ironi forbeholdt mænd? For det tredje synes jeg, at det måske er at forsimple tingene lige rigeligt, når man på baggrund af 3 bøger i klummeform mener at kunne konkludere, at forfatterne ikke reflekterer over deres liv. Og endelig kan det vel også være med til at sætte fokus på et problem, hvis man kan skrive om det, så andre gider at læse om det?
Jeg har i hvert fald tænkt mig at skamride ironien i, at jeg først får øje på Jette Hansen – som ellers lader til at have en masse holdninger til mit køn, min udtryksform og min type – når hun bruger Njor, Stockmann og Nynne som blikfang.
Jeg er helt enig med dig.
Det er for letkøbt at sige, at tingene ikke tages alvorligt fordi de beskrives med ironi og sarkasme.
Og gør vi det ikke netop fordi vi IKKE vil være det der kvindeoffer? Gør vi det ikke fordi vi faktisk tager os selv alvorligt og bearbejder det med ironi og sarkasme?
Fordi man bruger den udtryksform er det jo ikke lig med at man undertrykker alle sine følelser og problemer.
Personligt hjælper det mig til at distancere mig fra dem, så jeg kan se tingene i et mere objektivt lys.
Jeg tror bare den kære Jette er ked af hun ikke forstår ironi og sarkasme 😉
Kære B (som i Blogsbjerg)
Skønt indlæg! Jeg er HELT enig. Og læser (og skriver) med fornøjelse indlæg skrevet af kvinder som dig (og mig!) Tror næsten godt jeg kan gennemskue ironien når den er der 🙂 Og kender alt til at der skrives bedst på en de besværlige eller irriterende oplevelser.
KH L
Den kære Jette er fra en anden tid med en anden udtryksform. Så vidt jeg husker var hun en af dem, der brændte sin bh.
Jeg synes kunsten må være at balancere mellem ironi og det der gør ondt. Skriver du rigig sjovt uden indhold er det bare tomt. Skriver du om det sørgelige, svære osv. uden distance, så er det bare indebrændt.
Bortset fra det, er jeg hverken først i 30'erne eller single. Jeg er 45, gift og har to teenagebørn. Alligevel så gider jeg godt læse netop dig – selv om dit liv er så anderledes end mit – fordi du skriver forrygende og er en sand sprogekvilibrist. Den måde du bearbejder sproget og dine oplevelser er ren fløde for øjet.
Hvis ikke vi fra gang til anden formår at anskue vores svære perioder i livet med en vis ironi så bliver vi triste, indebrændte og umulige at omgås.
Hvor ville det være kedeligt hvis ikke vi kunne bruge ironien som humoristisk indgangsvinkel til negative såvel som positive oplevelser i livet.
At danskerne som et af de få folkefærd bruger ironi som indgangsvinkel til mange aspekter i livet som humor, tragiske begivenheder, personlige nedture etc., synes jeg er en prisværdig evne som gør at det hele ikke bliver så gråt og kedeligt og at vi selv i de sværeste tider kan få et smil frem.
Desuden mener jeg kvinders udviklede selvironi er af høj kvalitet, hvilket bekræftes med jævne mellemrum på denne blog.
selvironi er da simpelthen livets salt! Jette Hansen får eddermame nogen kedelige morgenæg!
Jeg er lige bag dig.
Hey – fedt du tog det op.
HELT enig.
Jeg er vildt begejstret for at læse din blog – netop fordi der ikke er så meget pis, og fordi du skriver virkeligt godt. Kort sagt. Jeg læser tit din blog – bare for almen sproglig inspiration 🙂
Og min henvisning til linket med Jette Hansen var også ment som et kompliment (jeg fik ikke skrevet mere, fordi jeg sad på en dårlig forbindelse).
Keep it going!
KH pernille
Tak for jeres kloge kommentarer, som jeg er helt enig i.
Sus: Min pointe med at beskrive den typiske blogger var ikke så meget at sige, at vi alle sammen er ens, men at man vel typisk tiltrækkes af beskrivelser, man enten kan genkende eller som er beskrevet på en måde i et sprog, der skaber billeder i hovedet på netop dig. Så er det i og for sig underordnet, om vi er 30, 40 eller 50. Alene det at man selv blogger, vil betyde, at man kan have mere tilfælles med en co-blogger, der er 20 år yngre end en selv, end man kan med en, der på papiret burde være din livsstilstvilling. Forstår du, hvad jeg mener?
Pernilla: Jeg opfattede det betstemt også som en kompliment, og jeg er rigtig glad for at du sendte mig linket. Og at du kan lide min blog:)
Til Linda: Jeg forstår fuldtud,hvad du mener. Det var vel et eller andet sted også min pointe: at det i sidste instans handler om fortælletekniker. Jeg mener, hvem gider f.eks. læse om en gammel mand, der sidder i en båd ude på havet og kæmper med en fisk? Andre gamle mænd, der fisker? Eller en teenagepige, der havde en Hemingwayfase? Hvis noget er skrevet så tilpas malerisk, at oplevelsen bliver formidlet, så er det langt ud over genkendelighed. Så er det ordkunst og tankeformidling. Chick litt. stilen er så meget skrevet i en tidsånd. Om det holder som kunst på sigt, må tiden vise.
Helt enig i at ironi ikke kun er forbeholdt mænd. Udover det så kunne det måske tænkes at netop fordi danskere generelt behandler ting med humor i stedet for at sætte sig i en seriøs offerrolle netop derfor bliver betragtet som (i hvert fald et af) verdens lykkeligste folk. Der er jo den sandsynlighed at vi tager os selv mere seriøst fordi vi får overskuddet til det når vi ikke føler os som ofre…
men forresten dejlig blog som jeg er ny læser af og er godt i gang med at læse alle dine gamle indlæg… og som nævnt tidligere godt sprog ^^