M2021, uge 18

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Skrevet til Bilka To Go og foreslået, at de laver en ‘Overraskelser – nej tak’-boks på deres bestillingsside, ligesom de har på de mærker, man kan samle. 

For jeg er sikker på, at det for nogle er skønt, at der gemmer sig lidt ekstra i poserne, og jeg er klar over, at det får mig til at lyde som en sur, gammel kost, når jeg gerne vil frabede mig de her ting. Men jeg får stress over pludselig at stå med et helt brød, ingen af os spiser, solbærsaft, ingen af os drikker eller en hel flaske shampo til krøllet hår. (Vi har alle 3 hår, der får får Legolas’ til at fremstå som en hidsig 80’er-perm).

Jeg ved godt, at man bare kan skrive det under ‘Kommentarer’ i sin bestilling, men jeg vil gerne puffe lidt til, at folk får lov til at forholde sig en smule mere aktivt til det, end bare at konstatere, at de har fået noget gratis. Det her var en nem måde at sikre på, at tingene landede hos dem, der gerne ville have dem, fordi de kunne bruge dem. 

2.

Skrevet lidt med et par forlag; det ene har sendt mig bøger over det sidste år, mens det andet har spurgt, om de måtte sende fremover. Jeg har skrevet til dem begge, at de skal sende deres anmeldereksemplarer til nogle andre – og i modsætning til bilka-punktet ovenover, er jeg virkelige ærgerlig over det her.

Som det er nu, skal jeg både opgive til Skat, at jeg har modtaget bøgerne som gaver, og jeg skal disclaime til op over begge ører, hvis jeg skriver en anmeldelse. Og hvor jeg godt forstår det, når vi taler om cykler, kaffe og make up, så synes jeg, det er SÅ! ÅNDSSVAGT! med bøger. For modsat alle mulige andre brugsgenstande, så kan man jo bare låne de her bøger på biblioteket, og når man kan læse dem, uden at skulle købe dem, så synes jeg, at hele argumentet om, at man som blogger kan lokke uforvarende læsere med paraderne nede til at købe noget, forsvinder.

Og jeg bliver sindssyg over, at vi skal BRØLE op om, at der er tale om reklame, mens alle dameblade og aviser, som ved Gud i himlen heller ikke har haft dankortet fremme, må modtage bøger, rejser og middage, skrive anmeldelser om det hele og forklæde det som content.

Men det kan forfatterne ikke gøre for, og jeg var nået til et punkt, hvor jeg fik dårlig samvittighed, hver gang der landede en bog i min postkasse. Jeg synes, alle involverede parter har fortjent mere og bedre end dét, så nu har jeg gjort, hvad jeg kan, for at bøgerne kan komme ud, hvor de kan få lov at arbejde mere aktivt, så der forhåbentlig kan sælges flere af dem, og vi på den måde kan være med til at sikre, at de dygtige forfattere kan skrive noget mere, og ikke skal lide sultedøden, fordi de tilfældigvis er virkelig gode til at skrive. 

3.

Ryddet op i mit køkken. 

Hvis man tænker, at det sgu da er utroligt, at jeg kan blive ved med at rydde op, er der ikke noget at sige til det. Jeg har svært ved selv at redegøre for, hvorfor mine skabe i løbet af et år bliver mere og mere tetris-agtige, for jeg køber godt nok sjældent nye ting. Men ind i mellem får børnene en ny vandflaske eller madkasse, og for mit eget vedkommende er krus er mit kryptonit. Selvom jeg gør mig *meget* umage for ikke at købe alle dem, jeg ser, så sniger der sig alligevel et nyt ind i ny og næ.

Sidste weekend besluttede jeg, at det var tid til en overhaling, og at jeg ville tage ét skabs-fag om dagen. På den måde forblev projektet overskueligt, samtidig med, at jeg havde udsigt til at nå igennem det, mens jeg stadig var optændt af den hellige ild.

Jeg smed alle glas og krus ud, der var skårede, havde fået glaspest eller som jeg bare måtte konstatere, at jeg ikke længere brugte. Og kunne jeg have foræret noget af det væk? Formentlig. Men meget af det var sgu så brugt, at det ikke var værd at give videre, og det udløste en tur i manegen til min gamle kæphest: Tag ansvar for dit eget affald. Uanset om vi taler om tøj, legetøj eller køkkenting, så synes jeg, det er fin stil, at man selv sørger for at skille sig af med det, der ikke kan mere, i stedet for bare at tørre opgaven af på den næste.

De skæve og forvaskede madkasser røg ud, de plastikbøtter, der bare har samlet støv, sagde vi også farvel til, og de ting, som jeg var i tvivl om, om jeg skulle gemme, sidste gang jeg ryddede op, røg ud i denne ombæring. Nogle ting skal man være klar til at give slip på, og det er man bare først, når man er. 

Undervejs blev jeg, som altid, grebet af trangen til også at gøre ovnen ren og give opvaskemaskinen den store tur, men som jeg har skrevet lidt om her, så er det bare en meget god ide at holde sig for øje, om man rydder op, eller om man gør rent. Ellers ender projektet med at vokse sig uoverskueligt – og hellere nå igennem alle skabe, og så gemme de andre ting til et andet tidspunkt, end at nå 1/4 igennem det hele, og så opgive, fordi hverdagen kommer snapper dig i haserne.

I mit ene køkkenskab har jeg en plastiklomme, som jeg løbende smider bon’er og følgesedler i, og den fik jeg også striglet. Det kunne ikke falde mig ind at gå tilbage med et par sokker, der er 4 måneder gamle, men jeg har bare prøvet flere gange, at jeg køber et eller andet, tænker ‘det skal jeg ikke bytte’, smider bon’en ud – og så er der huller i, fejl på eller tingen går i stykker første gang, jeg bruger den. Derfor smider jeg alle bon’er på tøj og ting i plastiklommen, og en gang eller to om året rydder jeg så op i den.

Da jeg var færdig, havde jeg 10 stykker papir tillbage. Jeg skrev på dem, hvad de dækkede over (‘høretelefoner’, ‘vinterjakke, Frida’) og lagde dem ud i den sidste mappe, jeg har tilbage med papir i. Her har jeg 3 plastiklommer med årstal på, og hvor de(n), dengang jeg bare smed alt i samme lomme, reelt var ubrugelig(e), for hvem gider læse 300 bon’er igennem for at finde én bestemt, så kan jeg idag finde de fysiske bon’er på under 20 sekunder, og de elektroniske på 30, fordi jeg på følgesedlen kan se, hvor varen er købt.

Nu er her så pænt, at jeg har lyst til at pille skabslågerne af, så jeg konstant kan beundre mit værk, og jeg har det sådan her, hver eneste gang jeg går ud i køkkenet:

I spørger, jeg svarer: Hvem må mine børn lege med?

Jeg prøver normalt at fordele mine indlægstyper en smule, så der ikke kommer flere af samme slags lige efter hinanden. I de her uger har jeg – igen – temmelig meget om ørerne, og derfor bytter jeg lidt rundt på rækkefølgen, og poster et indlæg nu, som jeg egentlig først havde tænkt skulle på i næste uge. Derfor får I et ‘I spørger’-indlæg idag, selvom det ikke er så længe siden, vi sidst havde et. Jeg håber ikke, at det påvirker jeres lyst til at byde ind, for jeg ved, at det for Helene er lige så ønsket med input til det her dilemma, som det var for mig til det, jeg skrev for et par uger siden.

Helenes mail udsprang af kommentarfeltet på mit eget ‘jeg spørger’-indlæg, og hvor jeg normalt korter de mails, jeg modtager, en smule ned (for læsevenligheden om at gøre), har jeg denne gang valgt at paste hele balladen, fordi jeg synes, der er mange detaljer, som er vigtige at få med.

Lad os komme i gang.

Hej Linda.

Mit spørgsmål går på noget, du kort nævnte i et indlæg for nyligt. Jeg spørger, fordi jeg er så meget i tvivl om, hvordan jeg tackler det på en ordentligt måde.

Min datter på 10 vil gerne ses med en tidligere klassekammerat, som flyttede til en naboby for nogle år siden. De er i kontakt via SoMe. Hun var her i nat på en overnatning. Det er ok for mig, jeg kender hende; hun virker umiddelbart som en fornuftig pige med et lidt svært liv. Hendes far døde for 4 år siden. Officielt af kræft, rygterne siger noget andet. Hendes mor virker belastet, har ikke så mange tænder tilbage, har nat-arbejde i en kiosk, hvor hun har ladet sine børn være alene hjemme imens (den ældste var 12). Pigen er altid lidt bange for sin mors vrede, f.eks var hendes rejsekort væk, vild panik, min mor bliver rasende osv. 

Jeg spurgte ind til, hvordan det var at bo i den nye by? “Super” siger hun. “Vi bor tæt på alt; strande, gågaden, Rema, Netto og Bæveren (et værtshus). Der har min mor en ven, som hedder Søren, ja, han er også min ven faktisk. Min mor går tit der hen, flere gange om dagen, men hun drikker kun sodavand. Nogle gange går hun også hen til Martin, min papfar, men de har slået op.”

Denne papfar var, som jeg husker det, grunden til at de flyttede, så han kunne være hos børnene, når hun havde nat-arbejde – fordi lærerne på skolen var begyndt at spørge noget ind.

Nå men altså, jeg vil gerne se mig selv som et rummeligt menneske, og det betyder meget for mig, at mine børn er rummelige. Ikke alle har de samme vilkår i livet, men derfor kan man godt være sammen eller kunne lide hinanden. Man skal ikke sorteres fra, bare fordi man kommer fra et belastet miljø.

Men min datter skal under ingen omstændigheder derhen – og slet ikke overnatte der. Hvordan forklarer jeg hende det på en ordentlig måde uden at være alt for fordømmende? Jeg har det træls med at dømme den mor så hårdt, og alene på grund af det jeg ser, oplever og hører. Men jeg vil også gerne passe på mit barn. Jeg vil gerne kunne forklare uden af udlevere. Lige nu synes min datter, at jeg er dum, og at det er uretfærdigt, at hun ikke må overnatte hos pigen, og hun spørger mig hvorfor. Jeg har forsøgt med vage forklaringer om, at hjemme hos Amalie er det ikke altid, at de voksne passer godt nok på børnene.

I dag trak hun så det store kort og spurgte foran veninden. Jeg endte ud i en ‘fordi jeg siger det’-situation, som virkede fint, da hun var 5, men knap så godt på en 10-årig.

Hun har en veninde mere, som er skøn, men som også kommer fra et belastet miljø. Ingen grund til at uddybe, men her er mere fakta end rygter. Altså noget jeg reelt ved om familen, ikke bare noget jeg formoder.

Jeg er faktisk selv lidt ked af, at jeg sådan dømmer mine børns venners forældre. Synes ikke det klæder mig særlig godt, og det er sikkert også masser af forældre som dømmer os, vi ligger ikke selv højt i klasse hierakiet.

Det betyder noget for mig at mine børn lærer at omgåes forskellige typer af mennesker, at de kan se de kvaliteter, som det enkelte menneske besidder, uanset de vilkår de ellers har i livet. Det er også vigtig, at de lærer at se, hvornår deres venner er på vej ud i noget skidt, som de selv skal undgå – og endnu bedre: Hvis de kan råbe vagt i gevær til en voksen. Det gjorde Cecilie faktisk, da hendes den anden veninde, jeg nævner, fortalte, at hun nogle gange var alene om natten og at hun var begyndt at “online date” en dreng fra England, når hun var bange om natten. Der tog min datter fat i deres klasselærer, og fik veninden til at fortælle om de vanskeligheder, hun har derhjemme.

Alt i alt tænker jeg, at vi er på rette vej i vores opdragelse, men jeg mangler alligevel input, fordi min datter er så ufattelig selvsikker. Hun tror, at hun har styr på alt, så hun forestiller sig, at hun også sagtens kan klare alt.

Så hvordan gør man det her på en god måde? Passer på både egne og andres børn, har værdierne med og sidst men ikke mindst italesætter det på en måde, der både er respektfuld og giver mening?

KH

Det her dilemma kan jeg mærke helt ind i knoglerne. For som enlig mor er det noget, jeg har været tvunget til at forholde mig til, nærmest fra dag ét.

Inden jeg går videre vil jeg gerne lave en forhånds-disclaimer, som gælder både mig og jer, der har lyst til at kommentere. For det her indlæg bliver 6000 km. langt, hvis vi hele tiden skal skrive høflighedsforbehold, som ‘altså, ikke ALLE enlige mødre, jo’ og ‘der findes selvfølgelig undtagelser’. Det er vi helt, helt enige om, men vi bliver også nødt til at kunne skrive nogenlunde frit, hvis ikke det skal blive så hensyns-forplumret, at det bliver uforståeligt. 

Når man kun er én forælder, er der nogle meget lavpraktiske vilkår, der gør, at der er øget risiko for, at ens børn kan ende i dårligt selskab. Én indkomst betyder begrænsninger i valg af bolig(område), og derfor er der typisk flere familier med udfordringer, belastet baggrund eller børn, der er mere alene i de områder, man har økonomisk adgang til.

Én forælder betyder typisk også flere timer uden opsyn, hvilket bliver ekstra kritisk, hvis de legekammerater, der er umiddelbar adgang til, vokser op i hjem med færre grænser og regler. Eller hvor de enlige forælder har givet køb på deres autoritet, fordi de har fået sat sig selv i en situation, hvor de har givet børnene noget at forhandle med – som f.eks. hvis det ældste barn skal passe sine mindre søskende om natten, så mor eller far kan arbejde eller overnatte hos kæresten. 

Da jeg voksede op, var der børn i min omgangskreds, der kom fra hjem uden opsyn. Hjem, som på overfladen lignede det, jeg kom fra – og så alligevel ikke. De måtte MEGET mere, end jeg måtte, og der var ikke rigtigt nogen, som gik op i, om de brød de få regler, de fik udstukket. Hvilket alle vi, der kom fra hjem med regler, konsekvenser og faste kom-hjem tider, syntes var VILDT snyd.

Og man kan mene om det, hvad man vil. Men de børn, der blev til unge, som stort set opdrog sig selv, var dem, der endte med at træffe valg, der har givet dem hårdere liv med flere svære konsekvenser – og flere af dem har børn, der er på vej ud af det samme spor, de selv fulgte.

Det er utrolig upopulært at sige, men der findes dårligt selskab og mennesker, der kan sætte solid opdragelse og gode intentioner ud af spil. Mennesker, som faciliterer adgang til situationer og fristelser, som man ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at man skulle klæde sine børn på til at navigere i. Uanset hvor gode kompas, man installerer i sine børn, så kan de, i det forkerte selskab, blive sat i situationer, hvor de kommer til at træffe valg, de ikke forstår konsekvenserne af.

Og det, jeg tror, gør det så kompliceret er, at de her mennesker ikke er dårlige mennesker. De er typisk bare voksne, der engang var børn, der voksede op i hjem, der ligner dem, de selv foranstalter nu, og hvordan skal man næsten kunne andet? Når det går godt, tror jeg, de fleste af os ligner hinanden, men i spidsbelastede situationer, er vi simpelthen som mennesker så afhængige af, at vi har set voksne autoritetsfigurer tackle lignende situationer hensigtsmæssigt, hvis vi skal kunne hive noget op af rygsækken. Hvis vi kunne overskrive impulser og indgroet adfærd med fornuft, ville det være nemt at være mønsterbryder, der ville ikke være noget, der hed social arv, børn af rygere ville ikke selv begynde at ryge og ingen, der selv er vokset op med tæsk og omsorgssvigt ville drømme om at udsætte deres egne børn for det samme.

Ovenstående er utrolig beskæmmende, for det, jeg siger, lugter af, at man sidder fast i den sociale kaste, man er født ind i. Og det er jo ikke til at holde ud. Specielt tror jeg, at man kæmper imod det fatalistiske livssyn, når man er et uddannet, idealistisk menneske, for ingen af os ønsker at opdrage vores egne børn med socialt snæversyn eller blinde vinkler ift. i hvor høj grad det er held og tilfældigheder, der har givet dem det liv, de har fået.

Så hvad gør vi? Hvad siger vi? Og hvordan vurderer vi folk omkring os? For som enlig mor har jeg også mødt masser af fordomme. Specialt da vi boede, hvor vi boede før, hvor folk lavede knallerter inde i stuen, og alkoholikerne smed dynerne i fællesmaskinen, når de havde skidt i sengen om natten. Jeg ville være blevet SÅ ked af, at mine børn blev fravalgt, alene på baggrund af min civilstatus eller adresse.

Men selv dengang var jeg egentlig ret afklaret med, at det formentlig ville kræve, at vi skulle ses mere an, end hvis vi havde boet et andet sted, eller været to forældre, når vi skulle danne nye relationer. Om det burde være sådan, kan man bestemt diskutere, men selvom de fleste af os faktisk møder vores medmennesker med en forforståelse af, at alle rummer noget godt, så er det naivt at lukke øjnene for, at hvis rammesætningen omkring livet og hverdagen er skæv, så bliver der revner, sprækker og plads nogle steder, hvor det ikke er meningen at børn skal færdes alene. 

Så Helene: Jeg tror faktisk ikke, man kan gøre det så meget anderledes, end du allerede gør. For som jeg ser det, rummer du fint de her børn – du gør det bare på en måde, hvor du kan styre de ydre rammer. Og det er jo egentlig fraværet af disse, og ikke hverken børn eller forældre, vi reagerer på, når vi står overfor børn fra belastede hjem. Så ved at være åben for, at relationen kan bevares, både på de sociale medier og i jeres hjem, synes jeg, at du viser dine børn, at man godt kan forholde sig positivt til mennesker, samtidig med at man trækker en grænse ift. omstændigheder. Det tror jeg ikke, din datter vil kunne forstå nu – og det tænker jeg egentlig heller ikke, at man behøver at bede hende om. Men jeg tror ikke, at hun skal være særlig gammel, før det begynder at give mening for hende.

Man kan sige, at du med din måde at gribe situationen an på, også viser hende, at man godt kan holde fast i sine egne grænser og stadig være ordentlig omkring det. Det tror jeg er ret vigtigt at blive ved med at holde op, så hun kan se det, fordi det vil hjælpe hende, når hun selv står i situationer, hvor venner og veninder; mennesker hun holder af og identificerer sig med, går ind i situationer, hun selv kan mærke er uhensigtsmæssige.

Og måske er det en af de ting, der kan gøre det lidt nemmere? At tænke, at man faktisk hjælper dem ved at vise, at somme tider må man gerne sige nej, uden at det betyder, at man skylder en detaljeret forklaring?

Jeg følger en IG-konto, der hedder drbeckyatgoodinside. Hun er somme tider meget amerikansk, men hun er sgu også ret god. Og et af de små tricks, jeg har taget med fra hende, er, at man, når man siger nej til noget, de gerne ville have ja til, kan slutte med et stille og roligt ‘- and you are allowed to be mad about that’. Det synes jeg er en ret god reminder, både til barnet og én selv. For når din datter spørger, i venindens påsyn, hvorfor hun ikke må sove der, så synes jeg faktisk, at det rigtige svar ER en variation af ‘Fordi jeg siger det’. For man kan jo ikke smide forældrene under bussen i barnets påhør, men man kan godt sige: “Det er forskelligt, hvad I må her, og hvad I må andre steder. Jeg siger lige nej til, at I må sove hos Mathilde – og det er ok, at du bliver vred over det.” Her er et meget lavpraktisk tip fra mig til dig, at det faktisk ofte hjælper at skifte ordet ‘sur’ ud med ‘vred’. Jeg ved ikke, om andre har det sådan, men for mig har ‘sur’ en undertone af ‘urimelig’ – men det ER sgu fair, at de bliver vrede over at få nej til noget, de virkelig gerne vil. Og det tror jeg er godt for os voksne at huske.

Så efter 1000000000 ord ender jeg med, at jeg synes, du håndterer det på fin og forbilledlig vis. Jeg tror egentlig, at det er de tanker, du gør dig i baglokalet, der driller dig mest? Min holdning er, at man sagtens kan være rollemodel, både for egne børn og for dem, der har det svært derhjemme, ved at muliggøre relationer i trygge rammer, præcis som du gør. Men jeg tror desværre ikke, man kan redde børn og familier i brand ved selv at stille sig ind i bålet.

M2021, uge 17

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fyldt tanken på min nye bil. 300 kr. Jeg grinede højt. Det føltes i mistænkelig grad som tyveri. Hvor langt den kan køre på de 30 liter, spørger du? 900 km. Ni. Hundrede. Min hjerne er blæst ud ad hovedet på mig. Den gamle kostede 500 kr. at tanke, og kunne køre 550 km. på en tankfuld. Det her er godt nok noget HELT andet. 

2.

Genindført to-retters princippet for at få spist nogle af de små rester, jeg har i fryseren. Jeg glemmer somme tider, at man faktisk kan tænke forret eller dessert ind i en madplan, men den sidste uge har jeg husket det, og det har nærmest været lidt hyggeligt. 

3.

Været En Dygtig Voksen.

Dagen efter jeg havde fået min nye bil, tjekkede jeg op på vejhjælpen, jeg har gennem min forsikring, for at sikre mig, at de havde den nye bil registreret – for det skulle *lige* passe, ikke? Det var godt, jeg gjorde det, for det havde de ikke. Og hvis uheldet havde været ude, havde jeg fået en fuld regning for eventuel assistance, kunne manden fortælle mig.

Da der var styr på dén del, tjekkede jeg op med min egen forsikring, som jeg havde sendt al info til i det sekund, den nye bil var indregistreret. De havde stadig den gamle stående, så den bad jeg om at få lukket, så jeg ikke risikerede en ekstra regning, og så nærlæste jeg ellers den nye police med en lup. Det var *også* en god ide, viste det sig, for under km stod der i min tilsendte police ‘Over 40.000 km. pr. år’ mens der på min onlinepolice stod ‘Over 99.000 km. pr. år’. Og godt nok kører jeg meget, meeeeen….

Det viste sig, at ‘Fri kilometer’ for et par år tilbage gik fra 30.000 til 40.000 km. Jeg bad om at få det rettet, så det fremadrettet hedder ‘Op til 40.000’ og det gav en øjeblikkelig besparelse på 1000 kr. pr. år. 

Jeg har selv et ansvar for at læse min police; det ved jeg godt. Men jeg tror, de færreste går ind og læser op på dem, sådan vilkårligt og præventivt, og jeg synes, det havde været fin service, om man havde gjort opmærksom på den her ændring.

Min nye bil viser sig samtidig at være dyrere end den gamle at forsikre, hvilket jeg simpelthen ikke forstår. Da jeg spurgte, var svaret: “Ja, haha, hvis bare jeg havde en krone for hver gang, jeg havde fået det spørgsmål..!” (og sagsøg mig, men jeg kom til, spidst, at hvisle: “Jamen, så havde det sgu da været en god ide, hvis du havde brugt 10 minutter på at tjekke op på det, så du kunne give mig et ordentligt svar!?”) – og derfor er jeg, as we speak, i gang med at speeddate andre forsikringsselskaber. Om nogen derude kan lave en bedre løsning ved jeg ikke, men hvis ikke, kan jeg i det mindste sove trygt ved tanken om, at jeg *har* afsøgt markedet.

Et er et søkort at forstå

Jeg er over gennemsnittet træt hele tiden, synes jeg. Eller. Ikke træt. Mere sådan.. som om mit hoved hele tiden svæver lidt for langt over min krop. Det er, som om jeg ikke helt kan få adgang til mine tanker og min koncentration. Da jeg i weekenden skulle lave 3 ting i køkkenet samtidig, tog jeg mig selv i næsten at have lyst til at give op på forhånd, fordi det virkede fuldstændig uoverskueligt at skulle interessere mig for 3 forskellige opskrifter og forholde mig til indhold og rækkefølge. 

Det er nok den konsekvens, man må påregne, når man belaster systemet med krav om omstillingsparathed i helt ekstrem grad over alt for lang tid. Pandemien har stået for 80% af skaderne, men det har heller ikke rigtig hjulpet, at min arbejdsliv har været én lang række af skift og konkurser over de sidste mange år. Det slider, når man alt for ofte skal forholde sig til, hvad man gør, hvis man ikke kan finde arbejde, og det gør heller ikke noget godt for noget, at man hele tiden er nyansat og tidsbegrænset – og dermed nødt til at være ekstra fleksibel hver eneste dag. Livet som alenemor er så stramt skruet sammen, at man ikke kan spænde én møtrik så meget som en millimeter mere, uden at en skrue samtidig løsner sig et andet sted på konstruktionen, og jeg er smerteligt bevidst om, at hver eneste gang, jeg giver mere ét sted, så tager jeg det fra et andet, hvor det kommer til at mangle. 

Jeg har skiftet job og bil og børnehaven ud med skolen. Der er nogle ting, der begynder at pege i en bestemt retning ift. Anton, og så er der alt det almindelige bøvl, der følger med voksenlivet, aula og all that jazz. 1,5 års konstant bekymring for familiemedlemmer, der virkelig, virkelig helst ikke må blive syge, kronisk angst for, at nogen omkring os bliver syge, så vi skal selvisolere x antal gange, hvilket ingen arbejdsgiver i verden vil kunne vente på, og det faktum, at ALLE er slidt ned, og vi dermed har fået smadret det fine økosystem, hvor jeg giver dig en hånd, når du ligger og jeg står – og omvendt. Det koster. 

Sammen – hver for sig, samfundssind og ensomhed. 

Vi sidder på den samme sø, men vi sidder her i hver sin båd, og det synes jeg for alvor, at man kan begynde at mærke.

M2021, uge 16

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Opdaget at jeg overhamstrer på ting, som jeg bruger meget sjældent. Jeg har i denne uge lavet noget asiatisk kylling, og skulle i den forbindelse bruge peanuts og soya. Jeg havde i skabet, men kun en smule af begge dele, og jeg havde derfor skrevet dem på sedlen. Men så kom jeg til at tænke på, at det faktisk er sådan, jeg somme tider får skabt mad-stress for mig selv, for når jeg køber noget nyt, så ligger det i skabet og glor, og bliver noget, jeg så synes, jeg skal omsætte, når jeg bladrer skabet igennem næste gang.

Jeg vil gerne være bedre til at vurdere, hvornår noget reelt er basisvarer, som det er træls at løbe tør for, og hvornår noget er bundet op på en specifik ret, og derfor kan vente med at blive stucket up, til jeg skal lave retten næste gang. 

2.

Været en idiot med arvesko og jakker. Jeg FATTER ikke, at det stadig kan ske. Men jeg var 1000% sikker på, at Frida havde jakker, mens Anton manglede, og at begge børn manglede sandaler.

Det viser sig, at der lå ikke færre en 3 jakker og ventede på Anton, og de sandaler, jeg købte til ham sidste år, passer stadig. Frida mangler til gengæld jakker, og hende har jeg ikke købt til. Så det er rigtig flot. 

Det er heldigvis efterhånden sjældent, at jeg går i fælden, men når jeg gør, så kan jeg virkelig mærke i hele mit selvhads-center, at tiden, jeg som oftes bruger på at være på forkant, er godt givet ud. 

3.

Bagt en kæmpe Big Mac – ja, det er en ting – og ja. Den smager som the real deal – og prøvet at fryse den på bagepapir. Det er ikke så tit, vi får ting, der er bagt i dej, men hver eneste gang vi gør, bakser jeg med, hvordan jeg fryser det. At smide det i bokse optager unødvendigt meget plads, og det bliver noget knald, når jeg skal flytte det fra boksen over på bagepladen, fordi dejen bliver lidt klistret, når den har været i fryseren, og dermed svær at flytte med, når den er kold. 

Jeg har brugt låg fra plastikbøtter, men det synes jeg heller ikke fungerer, så nu har jeg prøvet at dele et ark bagepapir i 4 og pakke det omkring de stykker, der er smidt i fryseren. Tanken er, at jeg dels kan bruge posen igen (papiret er pakket rundt om slicen, så posen bliver ikke beskidt), og dels kan smide maden i ovnen, indpakket i papiret. Så må vi se, om dét fungerer. 

4.

Købt min nye bil, og alle vågne nætter og overvejelser til trods, så følte jeg mig som en strong, independant woman, da jeg denne gang kunne smide udbetalingen kontant. Min opsparing skal lige komme sig, men jeg har stadig 10.000 til at stå, så vi er ikke slået helt tilbage til start.

——————————————-

Til sidst vil jeg gerne sige tusind tak for engagement og kommentarer til det seneste indlæg. I er nogle kloge damer, og det var fedt at få input hentet i praktisk erfaring af både den gode og den dårlige slags. 

Efter at have tygget på det, lander jeg på, at jeg mentalt flytter make up over i samme kategori som tøj, og dermed forholder mig til det fra gang til gang. Indtil videre er det meget sart og fint, hvad Frida gerne vil tage på, og det kan jeg godt leve med. Ikke mindst fordi jeg tror, at det er én af dem, hvor det kan give bagslag at begynde at regulere det, før det er nødvendigt: At det i givet fald vil gå fra at være noget, hun synes er sjovt 3-4 gange i måneden, til at blive et dagligt clash of the Titans, fordi det med et forbud pludselig bliver *meget* mere interessant.

Men jeg har mentalt-noteret mig alt, hvad I har skrevet, og jeg vil have det i baghovedet de næste par år. Det er et fedt forspring at have fået foræret, så tak for hjælpen – og god weekend.

Jeg spørger, I svarer: Om børn og make up

Jeg er røget i et dilemma, jeg ikke helt ved, hvad jeg stiller op med, så i dag bytter vi stole, og så kan I få lov at være Monopol for en dag. 

For:

Anton vil gerne have make up på i skolen, og det synes jeg er svært. Hvad, hvis de andre dømmer ham? Hvad hvis de dømmer mig? For jeg kan være lige så woke, jeg har lyst til; hvis de andre tror, det er mangel på opdragelse og interesse for mit barn, at han får lov at gå i skole med make up, så rammer det ham, alle mine gode intentioner til trods. 

Hvad tænker I så? At han skal have lov at være den han er? At det ville være forkert at undertrykke hans personlighed og udtryk? Eller at det er dårligt forældreskab, hvis jeg ikke forholder mig til, at han uforvarende kan komme til at stå på mål for mine politisk korrekte holdninger?

Brug lige 30 sekunder på at tænke over det, før du læser videre.

Klar igen?

Godt.

For det er så nu, jeg skriver, er det ikke er Anton, det her handler om. Han ville ikke kunne udpege en mascara, om den så sprang op og bed ham i næsen. 

Men det kan Frida. Frida, som elsker make up og glimmer og øreringe og tøj i alle regnbuens farver. Frida, som jeg har ladet vælge sine outfits, fra hun selv kunne pege, fordi hun ikke ryster på hånden overhovedet, og fordi det for mig har været meget tydeligt, at tøj for hende er en måde at udtrykke sig på. 

Hun har altid elsket make up, og jeg har ladet hende lege med det. Jeg købte allergitestet voksenmakeup, og et sæt ordentlige pensler til hende i kalendergave, og det var tæt på at indbringe mig prisen som Årets Mor. 

Hun har alle dage fået lov at børste lidt på øjnene, når hun gerne vil, og også at tage en gloss på læberne, for min påstand er, at meget af det, vi forbinder negativt med make up, er den sexualitet, vi synes, den signalerer.

Og det er netop derfor, jeg valgte at starte med at prøve at sætte Anton ind i problemstillingen, for jeg gætter på, at ingen af jer, der syntes, han skulle have lov, havde bekymringer ift. hud og allergi? Eller mente, at jeg skulle tænke over, hvad han signalerede?

Og jeg peger ikke fingre. Det gør jeg virkelig ikke. For jeg synes, det er svært!

Forleden talte jeg med min veninde om en pige i hendes barns klasse, som i en alder af 10 år kører fuld EMO-kohl. Og det kan jeg mærke, at jeg også *selv* reagerer på – men jeg tror, jeg gør det af de forkerte grunde.

For jeg nægter at være med til at undertrykke den næste generation af kvinder og gøre deres kroppe og seksualitet til noget forkert og beskidt, som skal frygtes og undgåes – men hvor og hvornår sætter man ind? Hvornår går vi fra, at glam-up bare er noget, vi leger med vores Bratz-extensions og Barbielipgloss til, at det er noget, vi forbinder med kvindelighed og kønsroller?

Helt lavpraktisk: Hvis jeg vil forbyde det – hvornår gør jeg det så? Og med hvad for en begrundelse?

Man kunne godt trække en grænse og sige, at ligesom man ikke må gå i skole i udklædningstøj, så må man heller ikke have sminke på, men jeg kan mærke, at der er noget i mig, der stritter, fordi jeg synes, at tankerne bag forbuddene af hhv. udklædning og make up er forskellige. Men er det vigtigt?

Og hjælper jeg hende, hvis jeg lader hende fortsætte, og hun risikerer at blive stemplet af både andre børn og deres forældre om et par år? Passer jeg ordentligt på hende, hvis jeg lader jeg hende gå, uforvarende og med paraderne nede, lige ind i løvens hule?

Jeg tænker, så det knager, og jeg ved ikke, hvor jeg står. Så det er her, I kommer ind i billedet. For måske har I haft snakken i jeres respektive netværk eller i børnenes klasser? Måske er det én af dem, hvor svaret bliver helt indlysende i takt med, at børnene bliver ældre? 

Jeg vil utrolig gerne høre jeres tanker og erfaringer, så vamos a la blækhus, s’il vous plaît.

På forhånd tak.

M2021, uge 15

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Haft en uge med flere sene dage i træk. Sådan er mit job, og det er ok. Jeg er efterhånden blevet verdensmester i planlægning, hvor morgenerne udnyttes, og jeg planlægger aftensmaden, så jeg laver den, de dage, vi er tidligere hjemme og så bare skal varme rester, de dage, det bliver sent. Men når jeg har 3 eller 4 på-hinanden-følgende dage, hvor vi er hjemme mellem 17 og 17.30, så bliver det en smule sværere at få matematikken til at gå op – også fordi det blik ud over ugen, man ellers laver løbende, bliver blokeret af her-og-nu praktik som Aula, høfeber og bukser, der er blevet for korte. Sagt med andre ord når jeg ikke at forholde mig til morgendagen, før jeg står midt i den. 

Derfor havde jeg egentlig onsdag besluttet, at vi måtte tage noget take-away med hjem, men da det gik op for mig, at vi også manglede en håndfuld småting, sadlede jeg om, og bestilte varer hos Bilka to-go.

Min lokale pizzamand bringer ikke ud, og de madsteder, der ligger tættest på som gør, ligger stadig så langt væk, at pizza, pitabrødet osv. er lunkent og træls, når det når frem. Det betyder, at der ikke er forskel på, om jeg skal hente varer i Bilka eller pizza på hjørnet, og på den her måde sparede vi både penge, fik noget lidt mere lødigt at spise og ordnet lidt småindkøb i samme ombæring.

2.

Nydt, at jeg kunne bestille præcis de sandaler til børnene, som de gerne ville have. Og altså; jeg kunne jo ikke have købt Versace til dem, hvis det var dem, de havde forelsket sig i, men fordi jeg er så langt nu, at mit ene lån er betalt ud, og jeg kun mangler 3 afdrag (7.500) på det andet, så *er* der faktisk penge til at købe de guld-Hummel, som Frida havde forelsket sig i, og de sandaler med det Brazilianske flag, som Anton ikke kunne leve uden. Det er FEDT at kunne gøre, og jeg tænker virkelig tit, at det er i de små hverdagssituationer, jeg føler den største frihed ved at have betalt min gæld (næsten) ud. 

3.

Slugt en kamel (næsten) uden at blive kvalt. 

For apropos #2, ville det jo være skønt, hvis jeg så fik lov at prøve det vilde liv som gældfri et års tid, inden jeg stiftede ny, men sådan bliver det ikke. Det har jeg bøvlet med oppe i hovedet, for var det ikke Målet? Har det hele ikke næsten været forgæves, hvis jeg bare starter forfra nu?

Jeg vil ikke lyve: Sådan kan jeg stadig have det. Dagligt. 

Men.

Hvis der er noget, jeg har lært at de sidste 20 år, hvor jeg næsten, med renter og renters rente, ender med at have betalt en lille halv million ud, så er det, at det, der kan virke som en god idé i situationen, kan ende med at være det modsatte. For vi bestemmer ikke altid selv, hvordan tingene udvikler sig, og vi lægger planer, og Gud ler. 

Og uanset hvordan jeg sætter det op, så har jeg ift. min bil 3 reelle valg:

*At tage chancen og satse på, at den nuværende kan køre videre. Det vil koste mig mindst 10.000 kr., og jeg kan stadig risikere, at den dør i morgen. 

*At sælge den gamle og lease en ny.

*At købe en ny brugt.

Og de to første muligheder virker tillokkende, fordi de ikke kræver nye lån, men uanset hvor længe og hvordan jeg regner på det, så bliver de dyrere end den sidste på sigt. Så jeg bliver ved med at nå frem til, at det her vil være en økonomisk dårligere beslutning at undlade at stifte gæld end at gøre det – hvor ulogisk det så end kan føles.

Så nu er der bestilt en bil. Min oprindelige plan var, at det skulle være en billig brugt, og jeg havde egentlig fundet én. Men da jeg kørte ud for at tale med forhandleren, snakkede vi længe frem og tibage, og hans klare anbefaling var at købe én, der var nyere, fordi de penge, jeg håbede på at spare på købet, formentlig ville blive ædt op af værkstedsregninger. Desuden ville jeg med en ældre brugt også miste en pæn luns restværdi, og jeg ville få samme kapløb med tiden, som jeg har haft med den nuværende, hvor jeg pga. mine mange km, hele tiden risikerer, at den dør, før den er betalt ud. 

Jeg prøvekørte en demomodel, fik lavet et tilbud – og kørte lige hjem til min mekaniker og spurgte, om han kunne skaffe en tilsvarende, for så ville jeg købe den hos ham. Han har været den STØRSTE helt over de sidste 4 år, og det vil jeg simpelthen så gerne honorere. 

Han har fundet én, der har kørt 2000 km., som er fra december 2020, hvilket betyder, at jeg får den med 1,5 års fabriksgaranti. Jeg spurgte ham ligeud, om han tjente på den, for det vil jeg så utrolig gerne, at han gør, og hans svar var, at han tjente lidt på bilen, og ville tjene på finansieringen også, hvis jeg købte gennem ham. Så det er sat i værk. Om det kommer til at lykkedes, ved jeg ikke, for det første finansieringsselskab har afvist mig, fordi jeg kun har én indkomst og bor til leje (hvilket jeg skal arbejde ret aktivt for ikke at føle skam over), så pt. er han ved at undersøge en anden mulighed. Min egen bank kan næsten ikke være i sig selv over, hvor gerne de vil låne mig penge, så jeg er ikke som sådan bekymret, men jeg ville godt nok gerne give lidt igen for alle de gange, han “lige har fundet en reservedel, der lå og flød” eller kom og hentede mig på motorvejen, fordi min bil var død og jeg i bare befippelse kom til at ringe til ham. 

Vi ser, hvor det ender, men som det ser ud lige nu, kommer den her til at holde i min garage fra på fredag i næste uge:

I øvrigt:

*så jeg forleden en reklame for et egernhus, som er det samme, som et fuglehus, bare til egern, og nu forstår jeg slet ikke, hvordan jeg har levet 44 fine år uden sådan ét?

*bliver Frida meget hurtig meget stor. Forleden meddelte hun, at hun og Tim havde ‘broken up, mor’, men at hun ‘gik i gang med at fall in love’ med Justin Bieber. Det lyder som en dejlig, praktisk tilgang til kærligheden. 

*kiggede Anton til gengæld på mig med bestyrtelse i blikket, da jeg nævnte, at han måske også engang fik lyst til at få en kæreste. Mine børn er MEGET forskellige, men på en mærkelig måde ligner de mig begge to virkelig meget lige her.

*bliver jeg sindssyg, hvis ikke snart, jeg kan komme på biblioteket.

*elskerelskerELSKER jeg min nye telefon, og jeg kan ikke være i mig selv over, hvor smart ansigtsgenkendelse er. Hvis Zuckerberg og Putin misbruger mine data og skaber en gensplejset hær på baggrund af data fra mig, er det stadig dét værd. 

*tolker jeg for tiden udelukkende steder, hvor jeg er iført hjelm og andre ansigtsmonterede værnemidler, og det kan ansigtsgenkendelsen til gengæld ikke lide. For at sikre mig, at CIA, FBI og KGB forstår hvor træls jeg synes, dét er, sørger jeg for at sukke tungt, hver gang jeg nu skal slæbe mig igennem den ørkenvandring det er, manuelt at indtaste min kode.

*vil jeg gerne vide, hvornår jeg kan forvente, at den aldersbetingede langsynethed sætter ind? For pt. bruger jeg kun briller, når jeg kører bil, men jeg er snart så blind, at jeg er nødt til at opgradere til et par solbriller med styrke – og det gider jeg jo ikke, hvis jeg om 10 minutter kan læse skilte på 1000 meters afstand.

*er jeg blevet pinligt afhængig af American Idol. Som serviceinfo kan jeg oplyse, at man *sagtens* kan surrogatinvestere i problemstillinger og udfordringer, der rammer mennesker, man aldrig har mødt, som synger duet med kunstnere, man aldrig har hørt om. Den menneskelige hjerne er utrolig. 

*var jeg i sidste uge ude at kigge på bil i et af de opdelte bilhuse, hvor der var Renault i den ene ende og Volvo i den anden. Volvo havde, for at fejre tidsånden, lavet et logo, hvor ‘Volvo’ stod inde i det maskuline kønstegn, med cirkel og pil und alles, mens de lige under havde placeret en stor pap-dame, der med et tysk, anæmisk smil, reklamerede for deres håndtasker. 

“dEt Er ALtsÅ eT spEedoMeTEr, LiNdA!”

Det siger vi så. (ffs!)

*ringede Anton til mig i mandags, og proklamerede, at han havde “hentet Frida, og vi er på vej hjem, mor”. Den var ikke helt reglementeret, og det går selvfølgelig ikke, at de bare stryger afsted. Men der er 1000 point for initiativ, og 10000000 point til det faktum, at de nu er samlet ét sted.

*har jeg de sidste måneder tænkt lidt over kendtes kommunikation på sociale medier. Jeg har svært ved at finde ud af, hvor jeg selv synes, grænsen går, for det lugter af censur, hvis vi begynder at diktere, hvad de må skrive. Og det går selvfølgelig ikke. Men den ansvarsfraskrivelse, jeg ser flere af dem lave, når deres opslag får ækle typer til at kravle frem fra mørket under stenene, synes jeg faktisk heller ikke klæder dem.

Jeg har i en periode fulgt en kendt, dansk komiker på fb. Han har lavet en del jokes om feminister, og i sidste uge var der en mand, der stille og roligt spurgte, om ikke man kunne lave komik uden at skabe fjendebilleder. Til stor moro og hån. Komikeren lod forstå, at det bare var en joke, og det måtte han jo forstå, mens mange af de andre følgere m/k påtog sig ansvaret for at belære ham om, hvor sart og nærtagende, han var. Han kunne ‘jo bare skride!’, hvis han ikke kunne lide lugten i bageriet. Til min store, glædelige overraskelse forsøgte manden faktisk at pege på det, jeg også synes er problemet, nemlig at kendte og offentlige personer måske godt selv ved, at de ‘ikke mener noget med det’, når de skriver de her ting. Men problemet er, at det gør deres følgere ikke. I hvert fald ikke dem, der ikke *vil* vide det. Og dermed bliver der skabt en platform, hvor de her mennesker kan få lov at brede og boltre sig i fællesskabsfølelse og delte fjendebilleder. 

Når Puk Elgaard laver et opslag om, at vi skal huske de gode mænd, når Dennis Knudsen laver lumre opslag om, at Sofie Linde nok ‘også var fræk som 18-årig’, og når en komiker tegner et billede af feminister som sure, urimelige røvhuller, så kan det godt ske, at de tror, at alle, der kender dem forstår, at de jo ikke mener det på dén måde. Men jeg er ikke sikker på, at jeg synes det er nok. Ikke længere. For det er lidt som at producere våben til FN’s fredsbevarende styrker, og så trække på skuldrene, når de bliver købt af militser og warlords. 

Jeg diskuterede det med Sven Brinkmand på hans fb-side, hvilket jeg skrev lidt om her, og jeg er som sagt ikke helt sikker på, hvor jeg selv står. For to af mine yndlingskändisser, Peter & Esben, er jo også grove som få – men deres publikum forstår ironien og sarkasmen. Endnu. Og jeg ved ikke, om jeg ville være klar til at sige farvel til den del af Her Går Det Godt-universet, hvis deres kommentarfelter bliver løbet over ende af idioter. Men jeg tygger på, hvor jeg synes grænsen går, for vi forlænger livet på de holdninger og den adfærd, vi validerer i det offentlige rum. 

*har jeg brug for ideer til dagsdestinationer i Jylland. Ikke noget stort og forkromet, men bare gode steder, man kan køre hen, hvis man har en ledig lørdag og solen skinner. Anyone?

M2021, uge 14

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Ryddet op på facebook. Ikke i venner, for der er algoritmen efterhånden så god/skræmmende, at jeg næsten udelukkende ser opslag fra dem, jeg interagerer med, men i grupper. Jeg er hoppet ud af dem, der ikke længere er relevante, og så har jeg smidt min administratorhat i ringen på et par stykker. I begge grupper fik andre buddet om at overtage først, og i den ene var en anden villig til at hoppe ind, men i den anden spillede folk døde, og det er fair. Men jeg slettede derfor gruppen uden videre dikkedarer. 


Jeg kan være slem til at tage sådan noget over for mange runder, både virtuelt og IRL. At jeg først annoncerer, at andre må træde til. Sker der intet, er jeg på talekassen igen. Sker der stadig intet, gør jeg opmærksom på, at det så betyder, at gruppen/det-jeg-står-for bliver nedlagt og først derefter gør jeg noget ved det. Men jeg har truffet en beslutning om at stoppe med at bruge så meget energi på noget, der faktisk er ligegyldigt. For der er jo ingen, der ligger vågne over, at en gruppe bliver nedlagt eller at jeg har solgt noget til anden side, hvis man har været for langsom til at reagere, så nu kører jeg one-strike-politik, og det har frigivet forbløffende meget energi.

2.

Købt et nyt cover til min nye telefon – igen.

Da jeg bestilte min 12’er, bestilte jeg i samme ombæring et nyt cover, som simpelthen var så pænt. Men det, man ikke kunne se på billedet af det var, at det var glat som en olieret fisk. Jeg havde det på i to dage, fordi jeg næsten ikke kunne bære at skulle bruge flere penge på noget, jeg allerede havde købt én gang, men efter 48 timer med dårlige nerver og 3 nær-ved-ulykker besluttede jeg, at det – trods alt – ville ærgre mig mere at smadre telefon og/eller skærm, når jeg kendte faren på forhånd.

3.

Læst – føles det som – alt, hvad der nogensinde er skrevet om leasing af biler og udfrittet alle, jeg kender, der har erfaring med det. 

Tre ting inden vi går videre:

*Resten af dette indlæg bliver meget kedeligt for dem, der ikke skal have en bil. Man er mere end tilgivet, hvis man holder weekend hér. 

*Jeg er ikke FDM. Jeg er bare mig, og alt nedenstående er det, jeg har kunne læse mig frem til. Hvis nogen kan se, at noget af det, jeg har skrevet, er forkert, eller jeg har misforstået noget, så meld ENDELIG ind. Og grav selv lidt mere i det, hvis du overvejer, for der kan sagtens være noget, jeg har overset. 

*Jeg har oplevet, at nogen går lidt i defensiven, når jeg har luftet, at leasing måske ikke er så god en idé. Her er der bare virkelig vigtigt for mig at understrege, at de to ord “ – for mig” står med usynligt blæk efter alt, hvad jeg skriver nedenfor. For jeg kender flere, der leaser, som elsker det; jeg er ikke ude på at skyde konceptet ned, og jeg kan SAGTENS se masser af steder, hvor det kan være en strålende ide. 

Men. 

For sådan én som mig, der de sidste 7 år i gennemsnit har kørt 33.000 km om året ser det, efter alt, hvad jeg kan læse mig til, ikke ud til at være en god ide.

Men inden jeg skriver om, hvorfor det er tilfældet, vil jeg faktisk gerne starte et andet sted, for jeg synes, at det første og største problem med leasing er, hvor svært det er at gennemskue. For som jeg forstår det, så skulle den største fordel ved leasing jo netop være, at man undgår overraskelser, og fjerner man den fordel, synes jeg, at det er begrænset, hvad man står tilbage med. 

De fordele, der er blevet nævnt i det materiale, jeg har kunne finde, har været:

*Man har mulighed for at køre en ny(ere) bil hele tiden.

*Man skal ikke tænke på restværdi.

*Man kan (efter en bindingsperiode) komme af med bilen stort set fra dag til dag og står ikke med en kæmpe restgæld, hvis man er tvunget til uventet at skulle skille sig af med den. 

*Service, dækskift, vejhjælp osv. er typisk med i pakken. 

*Man slipper for at stifte gæld.

*Man kan få underkørte kilometre refunderet (dog ikke til samme takst, som man selv betaler for dem)

Ovenstående kan være afgørende for nogle, mens der for andre er ting, der vejer tungere og det er tilfældet for mig.

Min situation er, at jeg skal vælge mellem en brugt bil og at lease, hvilket der ikke er lavet ret mange sammenligninger på. Jeg fandt ingen, men de må næsten være derude et sted. Jeg opgav af finde et uvildigt sted, hvor jeg kunne læse om det – de fleste sider er lavet af banker, forhandlere osv, hvilket man må formode medfører et vist bias pga. egeninteresser – så jeg prøvede simpelthen at hente tilbud på 4 forskellige biler med samme motorstørrelse som den, jeg kører i i dag. Derefter gjorde jeg det samme med forsikringer. 

For at tage det nemmeste først: De sammenligninger, jeg lavede, gav den samme pris på en leasingforsikring inkl. afleveringsforsikring, som jeg har på min nuværende bilforsikring. Her er altså ingen umiddelbar forskel.

Det hører også med til historien, at jeg har vejhjælp gennem min forsikring, og den udgift, nogle dermed kan slippe for, dermed ikke for mig er en besparelse.

Men herfra bliver det lidt mudret.

Fælles for alle 4 biler var, at de var slået op med 15.000 km. pr år, og alle sammen kostede lige knap 2000 pr/måned. Når jeg ændrede km-pakken til 30.000 (som var den højeste, jeg kunne vælge), steg prisen med lige omkring 1000 kr. pr. måned på dem alle. Dvs. en leje på 3000 kr pr. måned, hvilket er 300 kr. mere, end jeg skal give for hhv. en brugt-brugt over 3 år, eller en ny demomodel over 5 år.

(Og bare for god ordens skyld: Jeg siger ikke, at det er hverken urimeligt eller snyd. Flere kilometer medfører øget slid, og det skal selvfølgelig med i regnestykket).

Hvis regnestykket så stoppede ved, at man slap for mekanikerudgifter ville det være nemt, for man kan ikke komme ret meget på værksted for de cirka 10.000 kr, som 300 kr. x 36 måneder løber op i.

Problemet er, at det er UMULIGT at blive klogt på. hvad leasingselskaberne opfatter som omfattet af ‘almindeligt slid’, som er omfattet af din leasingaftale, og det synes jeg er superproblematisk. For så kender du jo ikke dine udgifter alligevel.

Ved leasing skal du, så vidt jeg kan tolke, selv betale for de ting, du “bruger” f.eks. bremser, vinduesviskere osv.

Banker nogen ind i siden på dig, er det kasko og selvrisiko – dvs. samme betingelser som hvis du ejer bilen (altså, ikke noget sparet ved leasing) og hvor du med en bil, du ejer, selv kan bestemme, om du vil have lavet de små lakskader, om du kan leve med en dør i en anden farve, om reservedelene skal være originale eller må være de billigere standart-versioner, så er det leasingselskabet, der bestemmer, hvad der skal laves og med hvad og hvordan, når du leaser. 

Man kan tegne en afleveringsforsikring på leasingbiler – men igen sidder jeg, som semipro-googler, og kan ikke blive klog på detaljerne på forhånd. For hvis alt kan gå under den, så er meget jo reddet der – men jeg fandt eksempler på, at hvert eneste lille stenslag i lakken talte som separate skader, at en sele, man har smækket døren på, ikke var omfattet af almindeligt slid (og dermed dækket af forsikringen dækkede) osv. osv. 

Endelig er der jo en restværdi i en brugt bil, som man ikke har, når man leaser. De indledende vurderinger er, at jeg kan få ca. 20.000 kr. for min nuværende i bytte. Forudsat at jeg ville kunne få det samme for den næste, jeg køber, betyder det, at jeg, hvis jeg lægger restværdi og merudgift ved leasing frem for afbetaling sammen, ender med en merudgift på 30.000 kr. ved leasing fremfor køb.

Dertil kommer afregning for eventuelt overkørte kilometre, og de små eller store reparationer, jeg kan høre, at stort set alle har, når de afleverer. Og 30.000+ kan man immervæk køre en del på værksted for.

Jeg vil også gerne lige have med, at det for mig ville være en betydelig stressfaktor, at jeg hele tiden skulle holde øje med mit kilometerforbrug; specielt fordi vi ikke har en bil nummer to, jeg ville kunne “aflaste” med.

Min konklusion er derfor, at den usikkerhed, jeg egentlig gerne ville betale mig fra ved at lease, faktisk ikke forsvinder, fordi jeg, pga. mit km-forbrug, betaler så høj en månedlig ydelse. Dermed er der ingen månedlig besparelse (ift. afbetaling) at “afsætte” til de usikkerhedsmomenter, jeg synes, man har ved leasing.

Som sagt: Kast jer i blækhuset, hvis der er noget, jeg har overset eller misforstået. Også hvis det er noget, der måske ikke lige passer på min situation. Det her indlæg må meget gerne være et, andre, der overvejer leasing, kan have gavn af, så skrivskrivskriv og lad os se, om ikke vi ved fælles hjælp kan gøre der her bare en anelse mere overskueligt.

I spørger, jeg svarer: Hvordan fortæller man børn, at de er donorbørn?

I denne uge har vi noget så sjældent som et opfølgende spørgsmål til noget, der allerede har været sendt ind som et ‘I spørger’-spørgsmål. Det blev dog aldrig til et almindeligt indlæg, da jeg, for at kunne svare Julie dengang, valgte at fortælle hende min og vores historie, som den er, for at hun kendte mit udgangspunkt for at svare.

Dengang lød hendes spørgsmål således:

(…) Jeg har et spørgsmål, som handler om donorsæd/donoræg og alle mulige tanker derom. Først lidt kontekst: Jeg er 33 år og har været gift med min dejlige mand i 4 år. I 3 1/2 år af dem har vi forsøgt at få et barn, og er såkaldt ‘uforklarligt barnløse’. Efter 7 IVF/ICSI forsøg med lutter skuffelser og knuste hjerter, har vi valgt at forsætte med donoræg. Dette var ikke en let beslutning, og her i ventetiden på en donor, gør vi os begge en masse tanker. 

Jeg vil derfor spørge, hvad det betyder for dig, at Anton og Frida er kommet til ved hjælp af donorsæd? Tænker du over, hvilke kvaliteter/træk/dyder/intellektuelle evner de har fra dig og fra deres andet genetiske ophav? Bekymrer du dig om, hvorvidt der dukker sygdomme/ubehagelige træk eller andet op, som stammer fra donoren? Tænker/tænkte du på, om de mon kom til at ligne/ligner dig eller donoren? (…)

Essensen af mit svar til Julie var, at jeg gjorde mig mange af de samme tanker, inden jeg blev gravid, men at der for mig var meget, der faldt på plads, da jeg stod med to streger på pinden. 

For et par uger siden fik jeg så endnu en mail fra Julie:

(..) Der skete nemlig det ualmindeligt glædelige at jeg blev gravid i første forsøg med donoræg (efter 4 års behandling, 7 IVF/ICSI og en meget flosset sjæl og krop) og nu er min datter 1.5 år. Hun er lige, som hun skal være – sund og rask, sjov og glad, smuk og dejlig. Jeg kunne ikke have lavet hende bedre selv! Graviditeten var en vidunderlig, helende oplevelse og du fik fuldstændig ret i, at jeg blev mor i det sekund, jeg så de positive tests og at alle de spørgsmål om genetik, der fyldte så meget før, røg helt i baggrunden. 

Nu er der imidlertidig andre tanker, der trænger sig på, som handler om at fortælle hende historien om, hvordan hun kom til verden. Jeg tænkte – før vi fik hende – at man jo SELVFØLGELIG skal fortælle sine børn åbent og ærligt, hvordan de er kommet til, og den holdning har jeg stadig. Det er bare enormt svært i praksis. Jeg synes, at det gik fint, da hun var lille baby, og jeg fortalte historien om ‘den vidunderlige dame, som gav mor et æg, fordi mine egne ikke duede, og så voksede du i mors mave’ næsten dagligt. Det bliver dog sværere og sværere for mig at få ordene ud på en naturlig måde i takt med at hun bliver større og forstår mere og mere (altså hun er jo stadig kun 1.5 år, men hun mestrer jo sproget mere og mere nærmest dag for dag lige for tiden).

Jeg kan mærke, at jeg ikke har ‘lyst’ til at tale om det med hende. Det er ikke, fordi det er hemmeligt eller skamfuldt eller ubehageligt, men det er, som om at jeg gerne vil undgå at såre hende eller sætte noget ‘i mellem os’. Jeg ved godt, at Anton og Frida har en helt anden tilblivelses historie, men jeg vil alligevel spørge, om du vil sætte nogle ord på bloggen om, hvordan du har fortalt dem om dine valg ift. at få dem med mænd, som ikke umiddelbart skulle være en del af deres liv. Jeg tror og håber også, at dit fantastiske kommentarspor også ville byde ind med meget hjælpsomme refleksioner.   

Det er naturligvis helt helt i orden og helt forståeligt, hvis du ikke har lyst til at diskutere børnenes historier på bloggen (du skrev jo en email af samme grund sidst), men jeg tænkte, at din rummelige og kloge blog måske kunne være platform for en diskussion af, hvilke historier vi fortæller vores børn om deres tilblivelse og hvordan og hvorfor. (…)

Der er langt imellem, at jeg får en opfølgning fra de kvinder, jeg svarer bag om bloggen, og jeg blev simpelthen så glad over at høre, at historien dengang endte lykkeligt.

Det opfølgende spørgsmål synes jeg er rasende interessant, og det vil jeg derfor meget gerne prøve at .. om ikke svare på, så måske med-reflektere over. 

Jeg tror, at de fleste forældre med børn, som har en utraditionel tilblivelseshistorie, gør sig tanker om, hvordan man griber skabelsesberetningen rigtigt an, og fælles for os er, at vi alle ønsker det allerbedste for vores børn.

De sidste 20 år er der sket meget på fertilitetsbehandlingsområdet, og det betyder, at vi nu er ved at have en større gruppe af voksne mennesker, der er resultatet af IVF og insemination, som vi kan spørge, hvordan det er at være blevet til på de betingelser, og hvad de gerne vil vide/ville have vidst.

Jeg har været med i forskellige interessegrupper på fb, hvor de her ting diskuteres, men endte med at hoppe ud, fordi det blev for skingert, hvilket jo selvfølgelig skyldes, at det er et sårbart emne. Nogle (få) donorbørn er meget vrede over at være blevet til via donor, mens andre er mere pragmatiske omkring, at donorer har været et nødvendigt udgangspunkt for, at de overhovedet eksisterer. Lovgivningen er blevet strammet efter nogle skrækkelige sager, hvor én sæddonor er endt med at være far til hele fodboldhold, og der opstår hen ad vejen dilemmaer, man er nødt til at forholde sig til, som man måske ikke havde forudset, da man startede, som f.eks. om det er hensigtsmæssigt at drenge/mænd, der er blevet til via sæddonorer, selv bliver sæddonorer, når de bliver voksne, hvad betydning eksport af donorsæd har for risikoen for indavl, hvor meget genetisk udredning man skal lave af donorer osv. osv. 

Midt i alt det står de forældre, der har fået hjælp til at få børn, og jeg tror egentlig, at dem, det er sværest for, når vi taler om, hvad man skal fortælle børnene, er de par, der har fået hjælp, enten i form af donoræg eller donorsæd. 

For i mit tilfælde er det jo rimelig åbenlyst, at vi ikke har Far boende hos os. Denne afvigelse fra normen afstedkommer spørgsmål fra omverdenen, og dermed er det umuligt at holde hemmeligt, at mine børn er blevet til, fordi jeg har fået det til at ske. Det vilkår har man ikke i et parforhold. Her kan man ikke umiddelbart se, at noget er kommet til udefra, og det – tror jeg – kan gøre det mere bøvlet at vælge den åbenhed, som jeg tror, alle er enige om, er den bedste.

For jeg tror, at alle, der har fået hjælp, er MEGET idealistiske, når de er gravide, og så længe børnene er små. Her er det nemt at være åben og fortælle om rare damer og mænd, der har hjulpet ved at give celler og æg. Men det *bliver* sværere, når de bliver større, og egentlig tror jeg ikke, det handler om berøringsangst; jeg tror netop, at det, som du skriver, handler om, at man føler, man taler en usynlig mur op, som man som forælder frygter kan give barnet en følelse af ikke at høre til. 

Og så bliver det nok ekstra svært, når man faktisk ikke er tvunget til at gøre det: Hvis du valgte at holde det hemmeligt, ville hun potentielt kunne gå gennem hele livet uden nogensinde at få det at vide. 

Men jeg tror, man er nødt til det. For den hårfine revne, man kan frygte vil opstå, hvis man er åben omkring det, tror jeg er ubetydelig, sammenlignet med den revne, jorden vil slå mellem jer, hvis hun finder ud af det på et senere tidspunkt. Ikke mindst fordi jeg tror, at det ofte er i sårbare situationer, man har brug for at tjekke op på genetikken, og her tror jeg, at det bliver ekstra svært, hvis man pludselig også skal til at forholde sig til, at der er noget, man ikke har fået fortalt.

Men det er også 100% det, jeg læser i din mail. At du og I er afklarede med, at hun skal kende sin historie – men at det er den lavpraktiske håndtering af historiefortællingen, der kan være svær. 

Når jeg står i situationer, hvor jeg synes, det er vanskeligt at afgøre, hvad der er det rigtige at gøre, prøver jeg altid at tænke: “Hvad ville jeg forvente af mig selv, hvis vi var to, og hvordan tror jeg, vi ville gribe det an?” Det har hjulpet mig mange gange. For jeg tror, at både jeg selv og verden omkring kvinder, der får børn alene, har en tendens til at glemme, at mennesker i parforhold, der får børn, heller ikke har alle svarene på forhånd. De forholder sig sjældent til sygdom, skilsmisser og hvad-nu-hvis-økonomi, inden de får børn, og selvom der er områder, hvor der *er* en god ide at have tænkt tingene lidt ekstra igennem som enlig, så må man også gerne trække grænsen et sted. 

Nu er I to. Men måske det for jer kunne være en hjælp at tænke på, hvordan man ville gribe børns tilblivelse an, hvis de var lavet en tilfældig onsdag aften i soveværelset? For uden at jeg har siddet med ved alle middagsborde i hele verden, så er det ikke mit indtryk, at man dagligt eller ugentligt uopfordret fortæller sine børn, hvordan de, helt lavpraktisk, er blevet til. Det er noget, man taler med dem om, når de selv kommer og spørger til det, tror jeg? Måske I kunne bruge det samme princip? At I, når hun taler om babyer eller gravide maver, måske smider en sætning ind om, at I var så heldige at få det bedste æg på hele sygehuset, men at hun er vokset inde i din mave? For jeg tror, at I for jeres egen skyld er nødt til at nævne det allerede nu. Ellers bliver det simpelthen for svært senere. For hvornår er Det Rigtige Tidspunkt? Og hvis det bliver ‘Kom lige og sæt dig, skat. Din far og jeg har noget, vi skal tale med dig om’ så kommer det *først* til at fylde. Ved at plante et frø nu, giver I hende noget, hun selv kan tage fat på og spørge ind til, når hun bliver ældre og begynder at få spørgsmål, og det tror jeg måske vil give den mest naturlige samtale?

Jeg gør det samme her. Når vi ser noget eller taler om noget, hvor mine børns historier adskiller sig fra normens, nævner jeg det. Bare med en enkelt sætning, så de ved, at jeg ikke er bange for at snakke om det, og at det ikke er noget, de eller vi skal skamme os over. Jeg er ærlig omkring det, når der er noget, jeg ikke har et svar på, og i de situationer, hvor de konstaterer, at noget her er anderledes, giver jeg dem ret, uden at forsvare det. For den fælde er nem at falde i. Fordi man har valgt at gøre noget, der giver dem betingelser, der måske kan opleves som sværere end dem, vennerne har, kan man føle, at alle spørgsmål skal mødes med forsvar og ekstra gode argumenter. Det tror jeg, man skal gøre sig selv den tjeneste at lade være med. Alle børn får kort på hånden, hvor noget ikke er, som man ville ønske, uanset om det er antal/mangel på søskende/bedsteforældre, hverdagen og tiden, man har sammen, genetisk disponeret psykisk sårbarhed osv. osv. Men når vi over-svarer, er det ofte vores egen frygt og dårlige samvittighed, vi svarer ud fra – og jeg tror faktisk sjældent, at det er det, børnene gerne vil have svar på. De har brug for at benævne verden, som de ser den, uanset om det er i konstateringen af, “Det er en hund, mor!” eller “Jeg har ingen far”. Begge dele er rigtigt – og ingen af delene er ladet med værdi af hverken positiv eller negativ karakter.

Så essensen af mit bud er at finde små måder at nævne det på, når hun selv bringer emnet op, men ikke at taaaaaahhle om det hele tiden. Min veninde og jeg snakkede på et tidspunkt om, hvordan man taler med børn om at få børn, og hun sagde, at hun altid forestillede sig, at det var en opskrift, hun skulle forklare dem. Det synes jeg var en ualmindelig god måde at gøre det på. For lige nu er din datter kun på “Start med at tænde ovnen på 180 grader” – og der er ingen grund til at løbe rundt og råbe: “DU SKAL LIGE VÆRE OPMÆRKSOM PÅ, AT DER ER EN OPSKRIFT!” hele tiden. Men ved at nævne punkt 1, har I præsenteret, at der *er* en opskrift, og at I er klar til at snakke om punkt 2, 3 osv. når hun gerne vil vide mere.

Jeg ved ikke, om det overhovedet er noget, du føler, du kan bruge. Lige når det kommer til de svære samtaler med børn, er der så mange faktorer, der spiller ind, og det, der fungerer i én familie, ville være helt skævt i en anden. Derfor håber jeg også, at nogle af alle jer gode læsere derude vil byde ind, både hvis I selv er børn med atypiske historier, eller hvis I har gode/dårlige erfaringer med måder at gøre det på.

Bare husk, at det her er én af dem, hvor alle har hjertet uden på tøjet.