M2019, uge 38

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

Denne uges indlæg bliver lagt ekstra tidligt op, fordi jeg håber, at så mange som muligt når at læse punkt 5, og får lyst til at være med.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg ryddet op i mine krydderier, da jeg stod og ventede på noget vand, der skulle koge. Det er da utroligt, så hurtigt det blev 2019!?

2.

Har jeg brugt 20 minutter på minutiøst at gennemgå mine Facebookgrupper. Jeg er ikke så hys med antal af venner; jeg har og har haft jobs, der giver store berøringsflader, og jeg har for længst gjort op med mig selv, at jeg synes, signalværdien i en afvisning af en venneanmodning er langt mere problematisk, end at have ligeså mange bekendte som venner derinde. Til gengæld sidder min snooze-knap utrolig løst, og på den måde er der plads til os alle sammen.

Men grupperne kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har luget ud i, og det var rart at få gjort. Bl.a. er jeg hoppet ud af 3-4 boliginspirationsgrupper, for selvom der somme tider kan være ideer at få, så er det også der, der bliver plantet små forbrugsfrø, som jeg jo ikke savner, når jeg ikke ser dem. Så væk med dem, og med 23 andre grupper, jeg ikke længere følte mig kompatibel med. 

3.

Har jeg måtte tage mig til hovedet over den seneste mail fra To Good To Go. Normalt er jeg ret meget imod, at vi peger fingre af mennesker, der prøver at gøre en forskel, men bare gør tingene anderledes end vi selv gør – men tillad mig at vise et par screenshots:

WTAF? Så vi vil gerne have folk til at spise op, så vi kan nedbringe den samlede produktion, vi vil gerne klimastrejke og bekæmpe CO2-udledning – og så laver vi en aftale, hvor vi forsøger at lokke folk til at købe to kopper fuldstændig overflødig kaffe – i engangsemballage – så de kan få ‘en lykkepose’ som de ikke ved, hvad indeholder, og dermed om de kan bruge??

Jeg blev sgu helt hidsig. 

4.

Har jeg været i Frelsens Hær efter en skjorte og et par seler til Anton. Indskolingen afholder Høstfest i dag, og da det var onsdag, jeg fandt ud af, at “Alle børn møder udklædte!” var der ikke tid til at finde tingene til låns. Men Frelleren var en ven i nøden og for sølle 45 kroner, blev barnet ekviperet, og kan nu, udklædt som karl, fejre, at høsten er i hus.

5.

Har jeg meldt børnene og jeg til World Clean Up Day i morgen, lørdag.

World Clean Up Day er et tilbagevendende event, som hvert år arbejder for at begrænse mængden af forurening i naturen. På WCUD’s hjemmeside kan jeg læse, at der sidste år var 18 mio mennesker, der deltog på verdensplan, og at de formåede at indsamle 88.500 tons affald, som ellers bare ville have ligget og flydt i naturen.

Vi skal på stranden, men andre steder i landet foregår det i skove, på stisystemer osv. Hos os er der Fiskerimuseet, der står for at arrangere det, og de har i dag lagt et opslag op om, at de giver kaffe – hvis man selv har koppen med. (Det der *den* form for overensstemmelse, man som forbruger gerne vil se, To Good To Go, for hvad fanden nytter det ellers?)

Jeg synes, det er et forrygende tiltag, og det er så nemt at gøre en forskel, for uanset om du har en, to eller fire timer, og om du er selv eller sammen, så flytter du noget ved at komme. En pose affald fjernet er en pose affald fjernet, det er en nem måde at få lidt frisk luft på, og har man børn med, er det en god og konkret anledning til at snakke om, hvorfor vi skal passe på naturen.

Hvis nogle af jer derude kunne tænke jer at være med, er her et link til de steder i Danmark, hvor der allerede er etableret events, og hvor det bare er at hoppe i sko og jakke på og møde op.

God weekend.

Inspiration til efterårets podcasts

Jeg er nu igennem samtlige 189 uploadede afsnit af My Favorite Murder, og jeg har det, som da jeg havde set sidste afsnit af Lost.

Der kommer heldigvis et nyt afsnit hver uge – men det forslår som en skrædder i helvede med det forbrug, jeg har. Derfor skal jeg have ørerne i noget andet, og heldigvis for mig, har jeg igennem alle MFM-afsnit været smart nok til at downloade en episode af de podcasts, de undervejs har anbefalet, når det lød som noget for mig, så mit bibliotek bugner af gode bud.

Og så var det, jeg kom til at tænke på, at I derude måske også savner lidt inspiration? Jeg synes, at det på mange af de danske lister, er de samme podcasts, der går igen, men med et par enkelte undtagelser, har jeg aldrig hørt om de nedenstående. 

Der er en overvægt af true crime, hvilket nok giver sig selv, ophavskvinderne taget i betragtning, men der er også lidt i andre genrer, og jeg har desuden smidt et par stykker på, jeg er stødt på andre steder på nettet, som jeg også vil give et lyt. 

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har hørt et eneste afsnit af noget som helst, men umiddelbart ser det hele ud til at have trukket virkelig pæne ratings, og så er resten jo en smagssag.

Jeg har sakset lidt rundt omkring på nettet, så I kan få et par stikord til de enkelte udsendelser.

God fornøjelse. 

Up and vanished

Up and Vanished is an investigative journalism podcast. The series takes an in-depth look into the cases of people who have gone missing. The first season premiered on August 7, 2016 and investigated the case of Tara Grinstead, a beauty queen and school teacher who disappeared in Ocilla, Georgia.

Unexplained

iTunes Best of 2016.

Unexplained is a haunting and unsettling bi-weekly podcast about strange and mysterious real life events that continue to evade explanation.

Patient Zero

A podcast exploring one of the most enigmatic epidemics of the 21st century: Lyme Disease

Getting curious

A weekly exploration of all the things Jonathan Van Ness (Queer Eye, Gay of Thrones) is curious about. Come on a journey with Jonathan and experts in their respective fields as they get curious about anything and everything under the sun.

Someone knows something

Host David Ridgen joins victims’ family members as they investigate cold cases, tracking down leads, speaking to suspects and searching for answers

Third ear podcasts

Danske podcasts, som får ualmindeligt pæne anmeldelser alle steder fra, og som bl.a. omfatter Kvinden med den tunge kuffert, 21 roser osv. 

To live and die in LA

In Feb 2018, an aspiring actress vanished from her Hollywood apartment. Rolling Stone journalist Neil Strauss was asked to help the family get answers. Together, they found them…sometimes at great personal risk.

Mysteries abound

A podcast about mysteries from anywhere and everywhere – the unusual, the strange, the perplexing and the down-right odd. Scientific, historical mysteries, unusual stories and events as well as the paranormal will be featured on this podcast.

Heavens gate

In 1997, thirty-nine people took their own lives in an apparent mass suicide. The events captivated the media and had people across the planet asking the same question…‘Why?’ 20 years later, those who lost loved ones and those who still believe – tell their story.

The butterfly effect (På nogle tjenester ligger denne her sammen med den nederst nævnte podcast The last days of August)

Join bestselling author Jon Ronson as he traces an intriguing butterfly effect. Many years ago, a teenager in Brussels had an idea – make porn free and easy to stream online. The consequences of that idea are surprising, delightful, and sad. They reach into areas of life no one could have expected. In this series’ first episode, meet Fabian Thylmann – that teen from Brussels.

Luca Sofia – Flow Galore

En holistiske livsstilspodcast med fokus på moderne spiritualitet, manifestation, flow, praktisk selvudvikling og iværksætteri.

The strange and unusual podcast

The unknown, it lies at the root of all fear, and has inspired legends, folklore, superstition, mythology, and even murder throughout history. Still today we feel the shadowy presence of our ancestors’ struggles to explain the mysterious in our lives, as we continue to keep fighting to keep our monsters in the dark. Welcome to The Strange and Unusual Podcast, a podcast with a focus on dark history.

The last days of august

In December 2017, famed adult film star August Ames died by suicide in a park in the Conejo Valley. Her death came just a day after she’d been the victim of a social media pile-on by fellow porn professionals—punishment for her tweeting out something deemed homophobic. A month later, August’s husband and pornography producer Kevin Moore connected with journalist Jon Ronson to tell the story of how cyberbullying via Twitter killed his wife. Neither of them could predict the rumors and secrets that Ronson would soon hear, revelations that hinted at a very different story—something mysterious and unexpected and terrible.

Wake me up when september ends

En gang i mellem føles det pludselig som om, at det er længe siden, jeg har skrevet et helt almindelig u-tematiseret indlæg om livet og hverdagen, så det er, hvad der er på menuen i dag. 

Jeg synes, der er meget, der fylder for tiden. Begge børn kæmper begge med hver deres, og jeg har svært ved at finde ud af, hvordan jeg skal tackle det. Dels er der det helt overordnede problem med, hvor meget af den oplevede virkelighed, der stemmer overens med den faktiske, forstået på den måde, at begge børn cykler rundt i tid, når de fortæller. Og der er immervæk forskel på, om man har haft en udfordring dagligt i en måned, eller om man bare kommer i tanke om, at det også skete for 6 uger siden, når man skal fortælle om, at det skete i dag.

Men jeg synes også, at det er super, super svært, hvornår man skal gribe ind. Hvornår noget er alvorligt nok til, at det giver mening, at jeg tager over, for selvom jeg altid gør mig umage for at vise mine børn, at jeg tager deres følelser alvorligt, så kan det jo også ret hurtigt blive kontraproduktivt, hvis man sender fællesmails på intra 3 gange om ugen, eller skal tale alvorligt med lærere og andre forældre, hver eneste gang, man træder ud ad døren. 

Men jeg har ondt i maven over det, og jeg ville ønske, at der var nogen, man i de her situationer kunne spørge til råds.

På aktivitetsfronten står det lidt bedre til. I sidste uge gennemførte vi det førstehjælpskursus, jeg for et par måneder siden fik stablet på benene, og det var en succes. Vi var 22 voksne og 26 børn som mødtes kl. 16 i menighedshuset, vi havde fået lov at låne til formålet, og den første time blev børnene undervist. Særlig forbindinger og aflåst sideleje vakte begejstring. Lidt over fem sendte vi børnene hjem, fik en hurtig sandwich, og derefter blev vi voksne undervist i 3 timer; bare det mest basale med hjerte/lungeredning, brug af hjertestarter osv. Det var en ret god måde at være sammen på, og med børn, som deltog gratis, og en voksenbetaling på 100 kr. pr. mand, inkl. mad, er det en ide, jeg på alle måder vil anbefale andre at overveje. 

Til min store glæde har vi også været afsted til et par arrangementer, som har været virkelig, ægte gode. Jeg ved godt, at det er dårlig stil at være sur på den by, man bor i, og det er ikke fordi, jeg på nogen måde føler mig for fin til at bo her – men jeg bliver sgu lidt mistrøstig over, hvor ofte de ting, vi deltager i, kun tager os 70% af vejen. F.eks. er jeg kommet med i en gruppe med andre solo-mødre, der bor på de her kanter, og det ældste donorbarn i gruppen er 4 år. Der er flere af kvinderne, der har ældre børn med deres eks-mænd, men fordi fællesnævneren i gruppen er yngre donorbørn, er aktiviteterne derefter, og så kommer det til at føles som at stille i en mødregruppe med Frida og en konfirmand, og mit fokus kommer til at være på at sørge for, at Anton ikke føler sig til overs.

Men sidste weekend var børnene og jeg afsted til noget, der hedder Karlsgårde-dag, og det var godt! Karlsgårde er sø, hvor jeg i min barndom har fisket meget med min far, og vi har haft mange gode timer derude. Da jeg så, at de holdt åbent hus (åben sø?), hvor alle foreninger, der laver noget i området, ville være til stedet, besluttede jeg, at det skulle vi. Det var SUPER godt. Børnene blæste i jagthorn (Ej, mor, må vi ikke få ét? Hahaha. Nej), vi kiggede på frøer og insekter, børnene smagte vildt-suppe, og Anton skød med luftgevær og lasergun, mens Frida var meget interesseret i de mårhunde, man havde fanget med ost og udstillet. 

I søndags var vi forbi Fantasy Festival på Esbjerg Hovedbibliotek, og det var også en helt fantastisk oplevelse. Vi var derinde sidste år, hvor vi bare gik rundt i området udenfor (hvor Frida blev jagtet af en Ork, der råbte: “Du skal ikke være bange for mig, jeg er bare klædt ud!” #NeverForget), men i år kørte vi fuldt armbånd og var både inde og ude. Kæmpe succes. Der var ugler, man måtte holde, der var udklædning og magisk skattejagt, der var bøger, bøger, bøger og musik og dans og tatoveringer. 6.000 point til de mennesker, der har stablet dét arrangement på benene.

I aftes var jeg til forældremøde, i aften skal Frida til gymnastik, som hun er for træt til (starter kl. 17), men som hun VIL gå til (alle vennerne går der), og vi er trods alt så langt, at forældremøde og sommerfest er afviklet, og alle de indledende manøvrer til taekwondosæsonen er overstået. Vi er over halvvejs gennem september, der er stadig penge på kontoen, og om lidt kan vi med god samvittighed skylle det hele ned med pumpkin spice latte og gløgg. 

Det ender med at gå det hele. 

M2019, uge 37

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Haft et par dl. dip til overs, som jeg først på ugen lavede til nogle grøntsagsstave. Jeg kan ikke huske, hvor jeg købte creme fraichen, men man kunne i butikken ikke få mindre end 1/2 liter, når det skulle være 5%’s versionen. Det ved jeg på forhånd godt, at jeg ikke kan nå at spise, men fordi #septemberstress har jeg ikke fået det smidt i fryseren. Til gengæld har jeg længe tænkt, at jeg ville prøve at lave tunfrikadeller, og det foresvævede mig, at der i nogle af de opskrifter jeg har set, skulle relativt meget creme fraiche i, så efter lidt higen og søgen fandt jeg den her opskrift, og de blev virkelig gode.

2.

Ryddet op i børnenes tøjskabe, og kasserne med arvetøj, og ligesom sidst var det den hårde hånd, jeg satte på opgaven. 

I takt med, at børnene bliver større, arver vi mindre og mindre tøj, simpelthen fordi store børn kan passe deres tøjet i længere tid, og det dermed bliver langt mere slidt, end når de er små.

Jeg har de sidste mange år haft 6 store kasser med arvetøj, som jeg gennemgår hver gang, jeg rydder op i tøjskabene, men efter oprydningen i denne uge er jeg nede på to små stabel-kasser pr. barn, hvilket er virkelig rart. Dels er det meget nemmere at holde øje med, at man får hentet tøjet frem, når størrelser og årstid passer sammen (for en str. 128 er ikke nødvendigvis en str. 128 – og slet ikke, når den har været vasket), dels har det givet ret meget ekstra plads, og endelig er begge børn ved at være så bevidste om, hvad de gerne vil have på, at der ikke er grund til at sidde på tøj, som vi ikke får glæde af.

Jeg har været umådelig taknemmelig over alt det tøj, vi har fået, og det har sparet os for MANGE penge gennem årene. Men det tager også meget plads, og når det er noget, man modtager over 4-5 år er der simpelthen også noget, man glemmer, man har. Vi snakkede om det i kommentarfeltet til det her indlæg; det her med ikke at sige ja tak til en vinterjakke, hvis vi har én i forvejen, men det princip til trods, havde jeg ikke færre end 9 overtrækstrøjer, windbreakere og vinterjakker til Frida til den kommende sæson. Jeg lagde det i stakke, og så fik hun lov at vælge 1-2 af hver slags, og resten har vi kørt til genbrug, fordi det jo også er nu, andre børn derude kan få glæde af det. 

Der er også detaljen med, at tøjets stand bliver vurderet ud fra den stak, det kommer i, så når jeg modtager en pose usorteret tøj, så er det måske i første omgang 1/3, der er for slidt og forvasket til hverdagsbrug. Men når jeg så finder alt arvetøjet frem, så er det pludselig en ny 1/3, som – sammenholdt med det andet – er godt slidt. Det betyder, at det, der nu ligger i skabene, er lækkert og pænt, og det er en god fornemmelse.

Jeg har kørt 10 poser tøj til genbrug, og det sværeste tøj at skille sig af med, var faktisk det, som mormor selv har syet/strikket. Den nostalgiske værdi er bare svær at være nøgtern omkring.

Jeg afleverede det hele til Røde Kors, fordi de, da jeg kontaktede de forskellige nødhjælpsorganisationer, som de eneste meldte tilbage, at de kan bruge revl og krat. Både det hullede, det beskidte og det, der lugter. Derfor har jeg gjort det til en vane, at det er dem, jeg bruger, når tøjet er af blandet stand, for så kan de tage det, der er brug for som tøj/det, de vurderer, de kan sælge, og lave møbelpolstring og twist af resten. På den måde tænker jeg, at tøjet bliver brugt lige præcis dér, hvor det gør mest gavn. 

3.

Solgt 5 par bukser af Antons for 100 kr. i alt – og det er stort set det eneste, jeg har solgt i denne omgang. Min erfaring er, at det ofte er nemt at komme af med mange stykker af samme slags tøj i samme størrelse, så det tip vil jeg bare lige give videre. 

4.

Foreslået i venindegruppen, at vi i julegave giver hinanden en tur til noget hekse-relateret i stedet for en ting. For helt ærligt, så mangler jeg ikke flere øreringe eller tørklæder, vi har testet og droppet det med at tage ud at spise sammen, og vi ender altid med at have lidt stress over at få gaverne udvekslet.

På den her måde bliver det noget, vi gør sammen, og det bliver i hvert fald en gave, vi husker, uanset om vi ender hos en håndlæser, en clairvoyant eller lignende (anbefalinger modtages i øvrigt med kyshånd).

I øvrigt:

*læste jeg for et par uger siden en artikel om, hvor problematisk det er, at unge mennesker ser porno, fordi det påvirker deres opfattelse af sex. Det fik mig til at tænke på, at jeg faktisk synes, at alle de vlogs, som diverse YouTube-børnefamilier lægger op, forvrænger virkeligheden tilsvarende, for alt er så utrolig smukt og velfriseret. Her er ingen, der er sure, og alle dage er fyldt med slik, kage og unboxing af ting, man ikke selv skal finde penge til.

*har jeg brugt lang tid på at tænke over, om jeg synes ovenstående også gælder for blogs og influencers, men tror, jeg er nået frem til, at de alligevel adskiller sig, fordi målgruppen er ældre (jeg mener – man skal lige kunne læse), og dermed forhåbentlig også en smule mere kritisk. Eller hvad?

*kørte jeg forleden forbi en hestetrailer, som efter påskriften at dømme indeholdt hoppen Cognac Conny, og hvis ikke det det bedste navn til en hest *nogensinde*, så ved jeg ikke, hvad er. 

*skal jeg lige høre, om der er andre end mig, der bruger tricket med kun at øse nye madvarer, man gerne vil lokke i sine børn, op på egen tallerken, for derefter “modvilligt” at lade børnene smage, når de spørger, hvad det er?

*tror jeg på mange måder, at Frida føler sig som min jævnbyrdige, voksne roommate. Forleden kom hun gående igennem stuen, iført bukser, der var så beskidte, at de lignede noget, hun havde gravet op af jorden.

Mig: “Frida, vil du være sød at tage et par rene bukser på?”

Frida, i det mest perfekte fake-beklagende, kundeservice-ekspedient-der-giver-minus-23-fucks-for-din-klage tonefald:

“Nej, desværre”

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg er stolt eller rædselsslagen. 

*er jeg i gang med 3. sæson af Handmaid’s Tale, og jeg ved ikke hvorfor, men der er noget ved den serie, der giver mig lyst til at udskifte alle mine hilsner med Blessed day og Under his eye. (Selvom The Lord overhovedet ikke behøver at open noget som helst her).

*var vi til fest i børnehaven i fredags, hvor forældrerådet havde inviteret Naturnørden, som til lejligheden havde medbragt lidt forskellige dyr. Det viser sig, at jeg ingen problemer har overhovedet med at have slanger om halsen og mus i hånden, når alternativet er en kæle-snegl på størrelse med en honningmelon.

*fatter jeg ikke, at det i dag er 18 år siden, verden for altid blev delt i et før og et efter.

M2019, uge 36

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg kigget længe og alvorligt ud over september, som er fuldstændig vanvittig, både i kalenderen og økonomisk. Hvis vi kan klare os for 600 kr. pr. uge, ser det ud til, at vi kan nå helskindet igennem, og samtidig også betale regningerne og udgifterne, som de kommer. Nogle af udgifterne vil der være mulighed for at skubbe til oktober og/eller dele ud over et par rater, men jeg vil helst have dem knaldet af nu, hvis det på nogen måde er muligt, for de næste 3 måneder bliver der nok at bruge penge på, med fødselsdag, jul, nye vinterdæk osv. lige om hjørnet.

Der, hvor jeg synes, det bliver udfordrende er, når der vokser udgifter op af jorden, som jeg ikke har forudset. Som f.eks. når jeg bliver meldt ind i forældrerådet, og vi aftaler at mødes – og jeg derefter kommer i tanke om, at det jo så kommer til at medføre en barnepigeudgift.

Vi tager en dag og en uge ad gangen, og det skal nok ende med at gå. Det gør det jo. Imens prøver jeg at huske, at målet er inde for rækkevidde, og at der kommer et tidspunkt, hvor det ikke er sådan her. 

2.

Har jeg haft glæde af mit lille hack med altid at have en pakke pitabrød i fryseren. Som nævnt ovenfor, er det her én af de måneder, hvor ALT skal bruges, og hvor der ikke rigtigt er tid til de store udfoldelser. Men bunden af grøntsagsskuffen og to små kødrester fra fryseren blev til fuldt ud gyldige pitabrød, og den burgerdressing, der har stået i køleskabslågen og trådt sig selv over tæerne, doblede fint som Thousand Island.

3.

Kom børnenes løbehjul, som de selv har betalt for, med penge, de over de sidste mange år har fået i julegave af deres oldeforældre. Jeg har i årenes løb bare ladet pengene gå ind på deres respektive opsparinger, fordi jeg vurderede, at de ikke manglede legesager, og at der med garanti ville komme et tidspunkt, hvor de ikke kunne leve uden et eller andet, som var mere ønsket og nødvendigt end slim og lego. 

Det tidspunkt var nu, og efter lidt research nåede jeg frem til, at løbehjul er et af de steder, hvor kvalitet gør en forskel. Jeg skrev til Skate Pro og forklarede, hvad jeg havde brug for, og allerede samme dag havde jeg svar med konkrete anbefalinger. (Ikke spons. Bare info om, at man godt kan få fingrene i både kvalificeret vejledning og kvalitet, selvom man bor i udkantsdanmark). Børnene fik lov at vælge farve, og i denne uge kom de så. Og de ER lækre – og så kan de foldes sammen, så de ikke fylder noget, og kan dermed tages med ind, når vejret bliver træls. 

4.

Har jeg gjort brug af et lille trick, som jeg skrev om herinde engang sidste år, nemlig “Kan det holde en uge/en gang børnepenge mere?” Jeg er utrolig tilbøjelig til at ville have problemerne løst, så snart jeg får øje på dem, og har jeg først konstateret, at Frida mangler undertøj eller at Antons sko er ved at være slidte, så er mit default-set up at købe nyt med det samme. Men faktisk er det jo ofte sådan, at ting godt lige kan holde/strækkes/leves med lidt længere, hvis man prøver at kigge objektivt på det, og på den lange bane giver det besparelser, der er værd at tage med, fordi man ved at forlænge levetiden på et par bukser med en måned eller to, måske kan gå fra at købe bukser 3 gange om året til at købe 2 gange om året. 

(Og bare så ingen sidder derude og vrider hænder på børnenes vegne: Hvis de mangler, sådan ægte, så får de selvfølgelig nyt. De bliver ikke tvunget, hullede og forhutlede, ud i verden).

5.

Har jeg lavet suppe af en pose hjemmedyrkede tomater fra mormor og morfars have, og fundet en legeplads, hvor der både var æbletræer, samt brombær- og blåbærbuske. Man *kunne* kalde det, jeg gjorde ‘at stjæle’, men jeg foretrækker den mere økologiske term ‘sankede’.

Tyvekosterne er kogt til grød, som hygger sig i fryseren, mens den afventer sin skæbne som base til børnenes smoothies de næste par lørdage.

Finders keepers…

I spørger, jeg svarer: Om forældresamarbejde i børnenes klasser, når nogle forældre er døve, og der somme tider er tolk tilstede

For et par uger siden modtog jeg en mail fra Stine, som skrev: 

Min datter er startet i 0. og en af hendes klassekammeraters forældre er døve (begge to). Der er tegnsprogstolk med til alle forældremøder, men selvfølgelig ikke om morgenen og eftermiddagen, når man bare mødes i garderoben.

Er der nogle do’s and don’t’s, som er gode at kende til, når man ikke vil virke som en latterlig idiot overfor et ret flinkt sæt forældre, som man tilfældigvis ikke taler samme sprog som?

Gerne både tips til situationer, hvor der er tolk og ikke er tolk. 

Det virker virkeligt mærkeligt at føre en samtale med tolk, hvor man ikke taler med tolken men kun via tolken. Er det bare sådan man gør? Det føles vildt uhøfligt! Men altså… Det er jo en ny tolk hver gang (indtil videre), så det giver jo heller ikke mening at inddrage tolken i samtalen, for hun er jo bare på arbejde og skal ikke indgå i en relation med mig og den anden mor.

Jeg har været tolk i snart 20 år, så den del af det ved jeg en del om. Til gengæld aner jeg intet om at være døv forældre, men jeg er så heldig at kende Elisa, som ud over at være uddannet folkeskolelærer, også er ekspert i det at være døv forældre, fordi hun er netop det.

Hun slår fra tid til anden sine folder i blog-land, og jeg har derfor spurgt, om hun mon ville skrive lidt om forældrevinklen. Det ville hun heldigvis gerne, så hun får lov at starte, og så byder jeg ind med tolkevinklen nedenunder.

Tag godt imod Elisa:

Tak for introduktionen, Linda. Det er sandt at jeg er ekspert i at være en døv forælder, for jeg har sådan set ikke prøvet andet. Jeg er mor til to drenge på henholdsvis 11 og 7 år, så jeg har en del år i gamet med at have tegnsprogstolk med ud til diverse arrangementer i folkeskolen.

Folkeskolen er jo faktisk en helt ny verden for døve selv, da de fleste døve og hørehæmmede har gået på døveskoler eller centerskoler hvor klasser af døve elever inkluderes i en almindelig folkeskole. Så en almindelig folkeskole er en ukendt størrelse for mange døve i begyndelsen – ligesom døvhed og dansk tegnsprog er for jer hørende.

Jeg er blevet fortalt, at man som hørende ikke tænker over, at man har et ekstra mærkat, før man møder en døv. For når man er en del af majoriteten, er det at kunne høre en del af normaliteten, og ”hørende” er ikke det, man benævner sig som. Men det er I, hørende. Så når jeg skriver hørende, skal I opfatte det på samme måde, som I tænker ”døv”; det er bare et mærkat, der beskriver personens funktion.

Som døv mor har jeg præcis de samme glæder og udfordringer ved at være forælder, som I hørende har, og jeg kan godt forstå, at det kan være ret mærkeligt for jer at tænke på, hvordan en døv dog kan håndtere forældreskabet, for kommunikation er jo essentielt i familien. Men et nyfødt barn er ikke bygget til at kun forstå ET sprog, et lille barn er helt åbent for sprogtilegnelsen, også flere på én gang, og hvis forældrene taler dansk tegnsprog, ja så er det sproget, barnet lærer. Jeg er ofte blevet spurgt om, hvordan mine drenge lærte tegnsprog, og jeg plejer at vende den rundt og spørge, hvordan jeres børn har lært dansk? Det er ikke fordi, vi forældre ”underviser” vores børn i tegnsprog, de lærer det bare gennem dagligdags gøremål. 

I den forbindelse vil jeg gerne slå et slag for, at man lærer tegn og bruger dem til at kommunikere med jeres små babyer. Min ældste drengs første tegn var ‘mælk’, og han var 10 måneder gammel. Det åbnede for en verden med kommunikation, og mange frustrationer blev afværget. (Hans første talte ord, da han var knap et år, var så ”far”, og ikke ‘mor’; noget jeg godt kan være lidt syrligt over stadigvæk i dag…)

Vi døve er lige så forskellige individer, som I hørende er (ja, et mærkat her), og har selvfølgelig også forskellige oplevelser i forhold til at bruge tegnsprogstolk i skole-regi, så det, jeg skriver her, er generelt.

Rart at vide: 

Vær ikke bange for at hilse, smile og skabe øjenkontakt når I møder den døve forælder. Vi hilser gerne igen, og hvis noget kræver en noget uddybende kommunikation, så prøv at gestikulere, at skrive det ned (mobiltelefonen er en vidunderlig opfindelse). Og tag det ikke personligt, hvis vi engang imellem ikke reagerer: Vi kan også have dårlige dage med en sure chefer og møgvejr. 

Stol på, at når jeres barn er hos barnet med døve forældre, så passer vi godt på jeres barn. Opstår der skænderier eller konflikter, prøver vi efter bedste evne at løse dem.

At være døv betyder ikke i alle tilfælde,  at man helt har mistet hørelsen, og nogle døve har en høre-rest, som bliver godt udnyttet af diverse hjælpemidler. Nogle af os kan tale rimeligt forståeligt, og vi aflæser kropssprog.

Er der forældrearrangementer, vil vi helst have en eller to tegnsprogstolke med, men de er “bare” vores ører og stemmer, så tal til os, som du taler til andre. Vid at tolken formidler alt, også “øøøh” og “aaah”. Også det, der kommer fra os. Tolken skal nok selv samle op, hvis det er noget, hun ikke hørte eller forstod, tolken gør selv opmærksom på, at det er tolken, der ikke forstod det, der lige blev sagt. Man er ikke i tvivl om, hvem der siger noget.

En tolkningen er altid lidt forskudt, så hvis der fortælles en vits, hvor I hørende griner, så er vi måske 5 sekunder bagefter.

Tegnsprogstolkene arbejder hårdt for at forstå og formidle et talt sprog til et visuelt sprog med andre opbygninger end talesproget. Det er at formidle noget to-dimensionelt til noget tre-dimensionelt. Derfor er det vigtigt at tolken får pauser. Min oplevelse er dog, at alle har brug for pauser: 3 kvarter med hardcore fremlægning af skolens værdier kan få de fleste til at blunde med åbne øjne.

Vær endelig ikke bange for at spørge om noget, I har spekuleret over, hvordan vi døve kan eller gør. Tror at det er ret få spørgsmål, jeg ikke er blevet stillet mht. mit høretab, tegnsprog, tolk eller noget helt uden for rammerne. De mest typiske spørgsmål er: ”Kan du slet ikke høre noget?”, ”Hvordan står I op om morgenen, når I ikke kan høre vækkeuret?”, ”Hvordan siger man farvel?” (jeg lader jer lige tænke… You got it!), “Hvordan hører I, når jeres barn græder i et andet rum?” og især den her, som jeg tror tolken altid får: ”Er det dig, der kommer og tolker næste gang?”

Don’t

De fleste af os døve og hørehæmmede forældre har samme udfordringer og glæder ved vores børn, som hørende forældre har. Så når ens 0. klasses-unge ligger ude i garderoben, spændt som en flitsbue og hyler, at han ikke vil hjem, så er det vores egen opgave at få ungen beroliget og fragtet hjem. Vil I hjælpe, så spørg os først, og det kan nemt gøres ved at gestikulere, om man har brug for hjælp. At tale hen over forældrene er at fratage os autoriteten, og det skaber ulighed.

Tal ikke til os bagfra (nye folk er lovligt undskyldt). Men ved I, at vedkommende er døv, så skab øjenkontakt.

Stil ikke spørgsmål om døve til tolken, når vi er til stede. Spørg os.

Tolken er et hjælpemiddel, men det betyder ikke, at hun bare skal have den lave, hårde klassestol eller kontorstolen, hvor det ene hjul er knækket. Sørg for et godt indeklima. Dunst af dagens madkasser og rester af præpubertær sved kan forstyrre alle. Tolken skal nok sørge for at tingene fungerer bedst muligt for tolken og for os døve. Men vi hjælper hinanden alle sammen.

Gå ikke ind foran tolken. Folkeskolelærere – det er jer, jeg taler til! 😊

Spørg ikke, om jeg har telefonnummeret på tolken, fordi du synes, hun ser sød ud og kunne være en ny veninde. (Jo, det er noget, jeg har oplevet).

Det kræver ressourcer af os døve at være ”på” og aflæse en tolk, for trods tolkens enorme dygtighed og faglighed, er dansk tegnsprog IKKE deres primære sprog, så det er ikke altid så afslappet at forstå en tolk. At snakke med min mand, der selv er døv, er noget naturligt, men at forstå en tolk, der ikke mestrer den samme naturlighed (tolkesituationer er ikke naturlige, de er konstrueret med et bestemt formål, dvs. forældremøde, besøg hos lægen etc.) kan være hårdt, så vi har også brug for en pause.

Tak for hjælpen, Elisa. Det var dejligt, du havde tid💚

Nu til tolkevinklen:

Som alle andre faggrupper består vores af en gruppe individer, som er alle er forskellige, og derfor er det ikke givet, at en anden tegnsprogstolk ville fremhæve det samme, som jeg gør, hvis han/hun skulle svare på Stines spørgsmål.

Nogle dele af jobbeskrivelsen er dog ufravigelige, f.eks. at vi har tavshedspligt, at vi ikke blander os i det, vi tolker, og at vi tolker i 1. person.

Det sidste betyder, at hvis jeg tolker et forældremøde og siger: “Jeg vil gerne bage kage til hytteturen” – så er det den forælder, jeg tolker for, der stiller med kagen, og ikke mig.

Tavshedpligten omfatter både det, vi taler om, men også de brugere vi tolker for. Derfor vil man altid få et afglider-svar, hvis man f.eks. spørger mig, hvor jeg kender den døve bruger fra, eller hvor længe vedkommende har været døv. Til gengæld tolker vi hjertens gerne, hvis man selv vil spørge ham eller hende selv. 

Hvornår er vi med:

Vi er typisk med i de mere formelle situationer, f.eks. møder og større arrangementer, men vi kan også være med til børnefødselsdage, til tjek hos skoletandlægen, til disko i SFO’en osv.

Helt lavpraktisk er det sværere at følge med, når der er mange, der taler på én gang, og særligt i situationer, hvor der bliver givet informationer, som er vigtige, vil de fleste døve forældre, jeg er stødt på, foretrække at der er en tolk til stede.

Ideelt set var der tolke tilgængelige i alle situationer, fordi en stor del af den sociale klister, forældrene imellem, netop smøres på i garderoben, eller når man følges ud til bilerne på p-pladsen, men ud over det praktisk umulige i dét, bliver tolke også i 98% af tilfældene betalt af det offentlige, og her rammer vi jo så det evige dilemma med, at hvis nogen skal have mere, så er der andre, der skal have mindre.

Engang imellem kan der være forældremøder osv, hvor der burde være tolk på, men hvor der ingen kommer, enten pga. sygdom, for sen bestilling, eller fordi der ikke er tolke på vagt/flere tilbage at tage af.

Hvilket bringer os videre til næste punkt: 

Hvorfor kommer der en ny tolk hver gang?

Tolkeopgaver i dag bliver vundet i udbud, og ét af parametrene, vi bliver valgt ud fra, er pris. 

Det betyder, at vi skal være ret omkostningseffektive, for selvom timeprisen for en tolk er høj, er der mange faktorer, der skal tænkes ind. F.eks. skal man kunne få tolk, selvom man bor i Hvide Sande, og den tolk, der kører derud og tolker en lægesamtale på 20 minutter, kan ikke nå at tolke mere dén dag, fordi 80% af vores opgaver ligger inden for det samme tidsrum. Indtjeningen i et tolkefirma er derfor ikke bare ‘antal tolke x maximale antal tolketimer’, men afhængig af en mange forskellige, udefrakommende faktorer. 

Derfor har man kun det antal tolke ansat, som man har opgaver til; det ville være for dyrt (og dermed påvirke den pris, man afgiver tilbud ud fra), hvis man skulle have disponible tolke til at hænge i garderoben, bare for en sikkerheds skyld, for i nogle perioder kommer der mange små-opgaver, som f.eks. forældremøder, koncerter, fodboldkampe eller korte AMU-kurser, mens der i andre perioder ikke kommet noget som helst. Vi er et fag, hvor vi stort set intet kan gøre for at påvirke efterspørgslen, for der er de døve, der er, og de skal det, de skal. Hverken mere eller mindre. 

Og det er forklaringen på, hvorfor man på de små opgaver typisk ser mange forskellige tolke; de bliver dækket af det, der er tilbage, når de store, faste opgaver er dækkede og tolke > < bruger-sygdomspuslespillet er gået op.

Nice to know:

“Hvad har du brug for?”

Vi er skolede til at bede om det, der er nødvendigt for at få samtalen til at glide, både ift. fysisk placering, gentagelser, taletempo osv. Så overlad det trygt til os.

“Er der nogen, man ikke må gøre?”

Egentlig ikke. Det er os, der er de professionelle, og vi skal nok styre uden om faldgruberne, og vi er så vante til det, at du formentlig ikke opdager, at vi gør det. Vi bliver dog altid glade, hvis man kan tale én ad gangen, og en bette dagsorden/lidt forberedelsesmateriale (sange, prædikener, kopier af det, der udleveres) varmer også et flosset tolkehjerte.

“Hvorfor skal du have så mange pauser?”

Vi har brug for pauser ca. en gang i timen, og den skal være ca. 10 minutter lang, både for at kvaliteten af tolkningen bevares, og for at forebygge slidskader. Ved de opgaver, hvor det ikke kan lade sig gøre, kommer der typisk to tolke, og så kører vi i skift på 15 minutter ad gangen.

Typisk bruger vi danskere 10-20 minutter på småsnak, inden vi sådan rigtig går igang med tingene, og derfor sidder mange med en følelse af, at de lige er startet på Den Ægte Opgave, når vi beder om en pause. Men for os er det lige meget, om vi tolker småsnak om Gift Ved Første Blik eller en minutiøs gennemgang af Lean-principperne; belastningen af vores hjerner og arme er den samme, og derfor tæller småsnak også med. 

“Kan du blive lidt længere?”

Noget af det, jeg ofte oplever er svært for folk at forstå er, hvorfor vi ikke bare kan blive lidt længere, hvis en opgave trækker ud. Somme tider kan vi, mens vi andre gange er nødt til at sige nej. Det kan skyldes, at vi skal videre til en anden opgave, det kan handle om, at vi har tolket mange, hårde timer tidligere på dagen, eller det kan være fordi vi er helt almindelige mennesker, med helt almindelige liv, og børn, der går til gymnastik og institutioner, der lukker.

Det er værd at nævne, at det er noget, vi temmelig ofte bliver spurgt om. 

“Er det uhøfligt ikke at tale til tolken?”

Nej. Faktisk gør det vores job sværere, hvis du forsøger at inddrage os i samtalen. Jeg ved godt, at det kommer fra et godt sted, men tænk på, hvor mystisk det ville virke, hvis dommeren i en retssag pludselig henvendte sig til tolken. Eller hvis politikerne i Bruxelles pludselig begyndte at sludre med tolkene, mens de sidder og simultantolker. Vi er der som et teknisk hjælpemiddel; hverken mere eller mindre. 

(-men når det er sagt, er det jo stadig rart at blive behandlet som menneske; at man f.eks. hilser på os, når vi kommer og kaffe takker vi sjældent nej til).

“Hvad gør vi, hvis der skal tolk med til en fest?”

Her oplever jeg, at mange er i tvivl om, om man skal “tælle” tolken med som gæst.

Ikke i traditionel forstand. Hvor vi sidder er for så vidt underordnet, bare det er overfor den, vi skal tolke for, så de kan se os – og helst ikke er lige op og ned af en højtaler.

Om man vil bestille forplejning til tolken er 100% op til den/dem, der holder festen. Vi har ingen forventninger om det overhovedet, for selvom det måske er en stor dag for jer, er det for os stadig “bare” another day at the office. Min personlige oplevelse er dog, at dem, der fravælger mad til tolken, ofte bliver lidt forlegne over det, når dagen kommer, fordi det “larmer”, når der sidder et menneske uden en tallerken ved bordet, og fordi de andre gæster spørger til det 🌸

So there you have it. Jeg tror, at det er det, jeg oftes bliver spurgt om, når jeg er ude i marken. Som altid er det jo svært *ikke* at vide, det man ved, så hvis der er noget, jeg ikke har forklaret godt nok, eller som giver anledning til yderligere spørgsmål, så skyd endelig løs i kommentarfeltet.

M2019, uge 35

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg ryddet op i medicinskabet (hvilket er et stort ord at bruge om den kasse, vi har til formålet, men altså…)

Ovenpå mit oprydningsprojekt er det pludselig mere overskueligt lige at tage en kasse hist og pist, og den her var long overdue, kunne jeg se, da jeg tjekkede holdbarheden på de forskellige tuber og pakker. 

Jeg fik pakket en pose og afleveret den på apoteket, og googlet det, jeg ikke længere kunne huske, hvad var til, og jeg kan se, at vi skal have virkelig meget halsbetændelse i år, hvis vi skal nå igennem alle de strepsil, jeg har fået raget til mig. (OVER i kurven, Nemesis!!)

2.

Har jeg fået brugt en pakke isvafler, jeg har flyttet rundt på et par måneder, som jeg i sin tid købte, fordi vi fik gæster. (Vi kører typisk sodavandsis herhjemme).

Jeg tror, at det er noget af det, der ofte skaber madspild; når man har et eller andet, som fylder ret meget i et skab, og det kræver en aktiv indsats at få brugt. Så ender man til sidst med at tabe tålmodigheden, og bare kyle det ud.

Men da jeg så vejrudsigten for ugen, skrev jeg en liter is på indkøbssedlen, og herfra har børnene klaret resten:)

3.

Er jeg blevet færdig med at rydde op i mit skur. Jeg har været ALT igennem, også kasserne med ting, jeg stillede derud, da vi flyttede ind.

De to store kasser med køkkenting er tømt; et frugtfad og en vinkøler er flyttet ind i mit køkkenskab, mens resten er sendt til genbrug. Stofkasserne, som stod i en anden plastikboks, pakket ind efter alle kunstens regler, lugtede sure, da jeg pakkede dem ud, så de røg til destruktion, og et sted i dén historie ligger en lektion om at gemme til natten og katten gemt.

——————-

Jeg ved, at der er kommet nye læsere med ombord, siden jeg startede M2018/2019-projektet sidste år, og derfor har jeg lyst til at skrive lidt uddybende om alt det her med at rydde op og rydde ud, fordi den fysiske manifestation af, at man flytter sig, gør noget rigtig godt for hele holdningen til at leve mere simpelt. 

Jeg ved godt, at declutter-guruen Marie Kondo anbefaler, at man tager alt i ét ryk, men for mig kommer det aldrig til at ske. Alligevel kan man sige, at jeg var den store oprydning igennem sidste år, hvor min lyst til at leve med mindre for alvor slog igennem og blev konkret. Så selvom det strakte sig over flere måneder, kan man måske alligevel sige, at der var tale om en samlet proces.

Den første, store oprydning er relativ nem for de fleste, tror jeg, fordi man er optændt af lysten til at skille sig af med ting, og fordi der i stort set alle almindelige hjem ER en masse, der er indlysende til overs.

Men fordi det her er en udvikling, er der intet, der står stille, og når man skiller sig af med de ting, man har, bliver det – helt konkret – nemmere at se dem, der er tilbage. Orden avler orden, og som tiden er gået, er det for mig blevet tydeligt, i hvor høj grad sind og omgivelser hænger sammen. Det frigiver en masse energi at skille sig af med det, det ikke længere giver mening at holde fast i. 

Derfor tror jeg, at den sidste måned for mig har været næste bølge, hvor jeg har sluppet mange af de ting, der var følelser knyttet til, og så selvfølgelig i samme ombæring har taget det, der bare stod på hylden og fes husleje af.

Som jeg skrev lidt om for et par indlæg siden, tror jeg, at man skal være klar, hvis det skal give mening at gå i gang. Til gengæld tror jeg også, at det er et mindset, man kan hjælpe på vej, og her er det så, at Marie Kondos og mine veje skilles. 

For hvis jeg skal fortælle, hvordan jeg over de sidste 4 uger har fået sendt 5-6 trailer-læs på genbrugspladsen og afsted til nye hjem, så er det faktisk meget konkret, opdelt og lidt-ad-gangen-agtigt:

A.

Jeg startede med at besluttede, at jeg ville bruge 2 uger på at rydde op inde, og derefter 2 uger på at “rydde op” ude (ordne have, rydde op i skur, vaske skraldespande osv) under overskriften “Jeg når det, jeg når”.

B.

Dernæst skrev jeg en liste over de ting, jeg ideelt set gerne ville nå. Indelisten skrev jeg på 1. dagen, udelisten skrev jeg på 14. dagen, simpelthen for ikke på forhånd at blive overvældet af opgavens omfang.

Jeg undlod at prioritere listen, og satte ikke konkrete uge-dage på de enkelte opgaver, fordi: D.

C.

Herfra var planen, at tage én ting fra listen om dagen – og kun én. Fordi livet og hverdagen altid arter sig anderledes, end man forventer, ikke? Hvis planen er at tømme ét skab i bryggerset, kan jeg godt overskue det, selvom jeg har haft en lang dag. Er ambitionen derimod at tage hele øverste række, skal der ikke meget til, før det bliver (for) uoverskueligt, og risikoen for kl. 22 at stå med hele bordet fyldt med ting, jeg er alt, alt for træt til at forholde mig rigtigt til, fordi aftensmaden tog længere tid end forventet eller nogen ikke ville sove, er stor.

Så én ting. Også selvom jeg efter den ene ting tænkte: ‘Jeg kunne også lige…’ Min aftale med mig selv var, at hvis jeg følte mig i humør til at tage en ting mere, så måtte jeg først gå i gang med den, når madpakkerne var smurt, opvaskemaskinen var tømt og børnene lagt i seng. På den måde sikrede jeg, at jeg ikke fik startet på noget, jeg ikke kunne overskue at afslutte. 

D.

“Det skal ikke være perfekt, og det behøver ikke være alt eller intet.”

Det her mantra var ret vigtig for mig, da jeg var 5 dage inde i projektet, og opstartsflammen var gået fra ‘brølende bål’ til ‘blafrende stearinlys’.

De dage, hvor jeg var fuldstændig kørt over, tog jeg en af de små/nemme opgaver, også selvom jeg oprindeligt havde tænkt, at jeg ville tage en af de større. Og det er her, det er vigtigt, ikke på forhånd at have lagt sig fast på, hvad man laver hvornår, for har man det, bliver det et lille nederlag at fravige aftalen, man har lavet med sig selv og sin to-do, hvorimod det føles som en sejr at have taget en opgave, når man egentlig hellere ville junke Netflix. 

E.

Sidst, men absolut ikke mindst kørte jeg på genbrugspladsen, til genbrugsbutikkerne og forbi venner, der havde meldt ind på at aftage ting, omtrent hveranden dag.

På papiret virker det mest logisk at samle alt sammen, og køre det hele afsted til sidst, men når man sender det afsted løbende, mærker man allerede lettelsen og den gode fornemmelse undervejs, og det er på alle måder med til at skabe og underbygge momentum.

Desuden er der ikke noget, der stresser mig så meget som løse ender, og stress er bare et virkelig dårligt sted at rydde op fra, fordi det så kommer til at handle mere om at blive færdig, end om at få det gjort ordentligt. Ved at sende tingene afsted løbende, sikrede jeg mig, at jeg kunne stoppe any time, hvis der pludselig var nogen, der blev syge, eller chefen fik en ide, der bare *måtte* eksekveres nu.

Ovenstående måde at gribe opgaven an på virkede rigtig godt for mig, fordi oprydningen kom til at bestå af mange små dele, og jeg vidste, at jeg hele tiden kunne afbryde projektet, og stadig være nået et stykke af vejen. På den måde var ingen indsats for lille og intet føltes omsonst, hvilket var meget fordrende for lysten til at gå i gang – og for viljen til at blive ved.

Hvis du har tips eller tricks til, hvordan du griber de store oprydninger an, så del endelig i kommentarfeltet. Der er med garanti nogen derude, der kan drage nytte af lige præcis *dine* erfaringer.

Rigtig god weekend derude.

Genbrugsgaver

(Først: Tak for diverse forslag til blogs. Jeg glæder mig til at grave mig ned i dem. Som tak for hjælpen har jeg samlet alle forslag på en link-liste nederst i dette indlæg) 

Det her indlæg startede egentlig som et punkt til et M2019-indlæg, men det blev så langt, at jeg til sidst besluttede at konvertere det til et selvstændig indlæg. 

Som overskriften antyder, handler det om holdningen til brugte gaver, og næst efter mælk, tror jeg, det er det emne, der giver de mest indædte meningsudvekslinger i minimalistgrupperne rundt omkring. (- som det hedder, når de voksne skændes).

Det er en diskussion, hvor der er rig mulighed for at rage uklar, og fordi jeg de sidste par år – blandt andet her på bloggen – har talt meget og varmt for genbrug og second hand vil jeg gerne give mit besyv med.

Jeg har givet begge mine børn brugte gaver, både til jul og fødselsdage, og jeg har også de sidste par år på min egen ønskeseddel tilføjet “må gerne købes brugt” efter ca. halvdelen af tingene. 

Dette blot for at sige, at jeg som udgangspunkt synes, at brugte gaver kan være en god løsning. 

Når jeg alligevel ikke er fan, er det fordi diskussionen stort set altid bliver bragt på bane af giveren; altså, om man kan tillade sig at *give* brugte gaver.

Og det synes jeg ikke, man kan – i hver fald ikke medmindre der er lavet en udtrykkelig aftale om det.

Jeg ser mange, der begrunder deres ønske om at give brugte gaver med, at de ønsker at “melde sig ud af forbrugsræset”, hvilket er et synspunkt, jeg fuldstændig forstår. Men spørgsmålet er, om man kan gøre det fra giversiden? Er det ikke kun som modtager, at man kan ønske sig en ged eller en brugt vase? For mig er det andet lidt som at være med i en kageordning, og så en dag, uden varsel, at stille med skrællede gulerødder, fordi man har besluttet, at vi alle sammen spiser for meget sukker.

Man kan hade eller elske jul og fødselsdage og de traditioner, der knytter sig til begge begivenheder, men hvis man indtil nu har gjort som stort set alle andre, har man jo (stiltiende, måske, men stadig samtykkende) bakket op om gruppens holdning til gaver og kage – og så synes jeg også, at beslutningen om en ændring er nødt til at ske i gruppen. Ikke at man behøver at være enige, men så må man melde ud, at man ikke længere ønsker at give gaver, og derfor heller ikke forventer nogen retur. Eller man må spørge dem, man normalt er på gave med, hvor de står ift. genbrug.

For man kan sagtens være pro-genbrug og mindre materialistiske gaver, men samtidig have ting/materialer, man ikke ønsker at overtage brugt. Jeg har det f.eks. ret stramt med ting i stof, så jeg ville blive virkelig træt af det, hvis jeg (= Frida) fik en brugt bamse eller pyntepude. En af mine veninder kommer næsten til at gylpe ved tanken om at spise noget, andre har tilberedt, så for hende ville det *ikke* vække lykke at modtage et glas karameller, som man har lavet sammen med sine børn. Heller ikke selvom det er tanken, der tæller. 

Og så rammer vi noget af det, som virkelig undrer mig i de her grupper – for er målet ikke, at vi som race reducerer vores forbrug? Det redder vel hverken jord eller regnskov, at det kun er 10%, der skærer ned, flyver mindre og sparer på kød og vand? Alligevel oplever jeg, at der er virkelig mange i de her fora, der udelukkende fokuserer på, hvad *de* har lyst til at give – efter at have brugt 2 år på at skille sig af med de ting, som de ikke længere selv bruger/ønsker. Er det ikke super dobbeltmoralsk, at man er hyper-bevidst om ikke at fylde sit eget hjem med skrammel, men er ligeglad med at trække det ned over hovedet på andre?

Det er den materialistiske side af det, men derudover synes jeg også, at man med brugte gaver fralægger sig selve gestussen i det at give gaver, nemlig at give modtageren noget, der bringer glæde. Om noget synes jeg netop, at man her giver en gave, bare for at give den, samtidig med, at man fralægger sig ethvert ansvar for, hvad modtageren skal stille op, hvis vedkommende får 2 ens brødkasser, som jo så ikke kan byttes, fordi de er brugte. Eller hvis børnene på 5 år måske ikke lige har fået mailen om, at de er blevet miljøaktivister, og derfor får lange næb, når de åbner gaven, de håbede var Lego, og det viser sig at være et træpuslespil eller 5 plastikdyr, de ikke på nogen måde har ønsket sig.

Eller en handske, de faktisk HAR ønsket sig, der kan blinke og lyse – men som ikke duer. Og det er bare ærgerligt.

Her kan jeg på kommentarfeltet på fb se, at det er en meget populær holdning, at skuffede børn = forkælede børn, som skal se at lære noget taknemmelighed. Det er et synspunkt, som jeg tænker hænger meget sammen med opdragelsesstil –  jeg mener ikke, at børn nødvendigvis lærer noget af at blive kede af det. Selvfølgelig er der nogle lektier i livet, der gør ondt at lære, men at miljøbevidsthed skulle være én af dem, synes jeg bare er flat out dumt. Det er da næsten den eneste måde at sikre sig på, at de går kontra på et tidspunkt.

(Og bare lige for at tage den med ønskesedler med, når nu vi er ved emnet “for det er jo bare en bestillingsliste!”, så synes jeg på alle måder, at ønskesedler ER minimalistiske. De sikrer, at man rent faktisk får noget, man har brug for, OG de gør det muligt at ønske sig brugte ting, fordi man kan dele sedlen op og give to ønsker til sin søster, 2 til sin mor osv, så man på den måde sikrer, at der ikke ligger 4 brugte kageruller under træet d. 24.)

(Og selvom du finder “den perfekte gave – hver gang!” så er det måske en tanke værd, at det er dig selv, der synes det. Jeg siger ikke, at du tager fejl. Jeg siger bare, at hvis vi nu alle sammen prøver at tage udgangspunkt i os selv, hvor mange har vi så hver især omkring os, der rammer plet *hver* gang, når de free styler på gaver, mad og underholdning?)

Jeg synes, det er 100% fair, at vi hver især begynder at redefinere, hvad gaver er, og hvilken rolle de skal spille i forbindelse med højtider hjemme hos lige præcis *os*. Men jeg synes, det er noget, der er så mange traditioner omkring, at det bliver unødvendig konfliktfyldt at træffe en autonom beslutning, og så bare tvinge den ned i halsen på andre. Særligt fordi det så både bliver gavetraditionen, men også det, man prøver at sætte i fokus i stedet, nemlig fællesskabet og samværet, der bliver påvirket negativt, og det er en skam, for sådan behøves det ikke at være. 

Snak om det inden. Lav aftaler. Led med eksemplet og håb, at det smitter.

Og som belønning for at være nået gennem den lange tekst, er hermed listen over foreslåede blogs.

God læselyst.

Lillemor

Æselperspektiv

Miriams blok

Music is my secret

Trixyworld

Fru Holmboe

Et sted i verden

Jernmor

Plantesmilet

Zetland

Jord under neglene

Karmamilli

Nutidens mor

Krøllerier

Mette Marie Lei Lange

The Bloggess

Autisme plus far

Ind i verden

Tiefental

Freyamay November

Sofie Ude

RockPaperDresses

Inspiration til nye blogs?

Solen skinner lige nu, men dagene er allerede blevet kortere, og det er mørkt, når børnene sover, og jeg lister ud på terrassen med min te.

Der er et snert af efterår i luften, som minder om, at vi inden så længe kommer til at bruge flere timer indenfor, og måske er det derfor, jeg i morges pludselig kom til at savne lidt inspiration til nye steder at læse med, og nye vinduer at kigge ind af.

Så i dag er det jer, der skal gøre alt det hårde arbejde.

Hvor læser I med? Hvem er gode?

Man må gerne smide sig selv i puljen, men det er ikke rejse-, mad- og meget smalle tema-blogs, jeg efterlyser, og heller ikke blogs med tungt fokus på forbrug.

Jeg er på jagt efter mennesker man kan mærke. Mennesker med historier, der stikker i alle retninger, og ægte liv – med alt, hvad det indebærer. 

Traditionelt kommer der relativt mange kommentarer til indlæg som dette, så for at holde det så overskueligt som muligt, kommer her et billede af min blogroll, som er blogs, vi allerede læser og holder af, og som man derfor ikke behøver at plugge. 

På forhånd tak for hjælpen.