Love on the spectrum

For nogle uger siden læste jeg i Ugeavisen Esbjerg en artikel om, at der her i byen er et stigende ønske om at samle den viden, der er om autisme i ét hus, så man bedre kan hjælpe børn og familier, der får dét kort spillet på hånden. 

Det fik mig til at tænke over, at en del af grunden til, at den her rejse for mig og os har været så lang, meget grundlæggende handler om mangel på viden om børn med autisme i den almindelige del af folkeskolen og sundhedssektoren – og specielt hvis man ligger på den milde ende af spektret.

Jeg har brugt lang tid på at læse om det her, og én af de ting, jeg flere steder er stødt på er, at ADHD og Aspergers er nemmere at spotte, fordi de to udviklingsforstyrrelser giver nogle ret konkrete udfordringer, mens ‘all bets are off’, som de skriver og siger, når det kommer til autisme. Om det er rigtigt, ved jeg ikke – men fordi jeg selv er blevet virkelig overrasket over, at ingen – INGEN – på noget tidspunkt har nævnt autisme som en mulig forklaring på de udfordringer, vi har kæmpet med, gav det mig lyst til at prøve at skrive lidt om, hvad tegnene her har været.

Min tanke er, at de af jer, der sidder med børn, hvor ‘der er noget’, eller de af jer, der arbejder med børn og unge og støder på dem, der stritter lidt, kan få et konkret, selvoplevet eksempel på, hvordan mild autisme *kan* se ud.

Inden jeg går videre er der to ting, jeg skal slå fast med 7-tommer søm:

1.

Vi har ikke en diagnose endnu, og de briller skal I have på, når I læser, hvad jeg skriver. Jeg gætter. Jeg gætter kvalificeret, men jeg gætter. Når jeg vælger at skrive det her indlæg alligevel, skyldes det én ting: Alle andre gætter også. Ingen af de lærere, sundhedsplejersker, pædagoger eller læger jeg er stødt på, lader til at være bedre klædt på end mig, ift. at få familier som os peget i den rigtige retning, og så længe det er sådan, ville jeg selv have syntes, at det var en bedre hjælp med noget konkret erfaring og et bud, end bare at famle rundt i mørke. 

For problemet er, at der er langt hen til børnepsyk. hvis man er én af dem, der ikke er helt hårdt ramt. (Og selv i de tilfælde er det op ad bakke, har jeg indtryk af, og specielt hvis man bor i mindre byer, hvor både frekvens, kendskab til og viden om autisme, ADHD osv. er begrænset). For selvfølgelig skal vi overlade diagnosticering til de professionelle – men problemet er, at man ikke ender hos dem, hvis man ikke kigger i den retning, så her er man paradoksalt nok nødt til enten at møde folk undervejs, der ved, hvad de leder efter, eller selv have en fornemmelse af, hvor hunden ligger begravet. Så fordi kendskabet til det her stadig lader til at være meget begrænset i normalsystemet, synes jeg, det giver mening at kigge på hønen, inden vi leder efter ægget.

2.

Fordi du kan genkende nogle af punkterne fra dit barn/dig selv, siger jeg IKKE, at du/I er på spektret. En del af udfordringen for os er netop, at enkeltelementer ikke isoleret set virker problematiske eller som noget, der kræver udredning. Det er graden og summen af dem, der peger i en bestemt retning. Mange børn er selektive ift. mad. Mange børn synes, det er træls at blive klippet. Mange børn har svært ved at falde i søvn. Det kan alt sammen være super bøvlet, men det er enkelte penselstrøg, og det, vi taler om her, er hele maleriet.

Så med de to forbehold i baghovedet, kan vi springe ud i det.

Jeg er ikke sikker på, at man umiddelbart bemærker, at Anton ikke er helt som så mange andre, når man møder ham. Han er en lille Steen (og Stoffer), han har masser af humor, er glad, socialt begavet og vil gerne fortælle. Han kan godt lide at være sammen med andre mennesker, og han lader til både at læse og regne alderssvarende. Han er ualmindelig god til engelsk, og har alle dage været det, og det har jeg gjort alt, hvad jeg kunne, for at støtte og fodre. Min tanke er, at når man på nogle områder skal stå på tæer, så er det rart, at der er andre, hvor man er så langt foran, at man kan samle lidt overskud.

Når man har været sammen med ham lidt længere tid, eller er omkring ham, når omgivelserne er nye/ændrer sig, begynder man at ane, at han er på overarbejde. Han bliver usikker, har brug for ekstra tryghed (helt konkret tager han mig f.eks. ofte i hånden) og zoner ud, når situationen bliver for uoverskuelig. Man skal vide det for at opdage det, men når man først har fået øje på det, er det nemt at se, at det sker. Her begynder man også at ane, at han er socialt begavet nok til at forstå spillereglerne, og gøre alt, hvad han kan, for at spejle de andre – men at han f.eks. somme tider griner, fordi de andre griner, og ikke fordi han forstår, hvad det er, der er sjovt. 

Der er nogle helt konkrete områder, hvor jeg allerede tidligt bemærkede, at der var ‘noget’. Meget af det lagde sig imidlertid op ad de udfordringer, man kan have som præmaturbaby, og det var også det svar, jeg fik, når jeg f.eks. spurgte de voksne, hvorfor han aldrig sov.

Med de her udviklingsforstyrrelser er der enormt mange gråzoner, og derfor kan det være svært at vide, hvad der hænger sammen med hvad. Ingen har endnu kunne give et svar på, om de sproglige vanskeligheder, Anton bøvler med, kan bunde i autisme, og hvor mange autister har svært ved at forstå sociale spilleregler, kan Anton sagtens afkode og følge dem – han forstår bare ikke altid, hvorfor omgivelserne agerer, som de gør.

Han kan have svært ved turtagning ift. dialoger. Når det er hans tur til at sige noget, fortæller han ofte om det, der optager ham, i stedet for at spørge ind til det, den anden netop har fortalt, men om det handler om manglende forståelse af social kontekst, eller om det skyldes, at så længe man selv taler, så skal man ikke forstå alt muligt indviklet, der vælter ud af munden på den anden, er svært at sige.

Endelig er det også for mig en udfordring, at han er mit ældste barn, for jeg har ikke noget at sammenligne med. Når han f.eks. stadig ikke kan huske sin fødselsdag, eller i sin danskbog bliver spurgt: “Hvad gør det ved en tekst, når man fjerner alt det, en person tænker?” så ANER jeg ikke, om børn på 10 normalt kan huske/svare på det, eller om det er den krøllede hjerne, der driller.

Så meget af at være, hvor vi er lige nu, er hele tiden at sortere i, hvor jeg kan puffe ham forsigtigt videre, så han får mulighed for at stikke tåen i den nærmeste udviklingszone, og hvor jeg bare skal være tolk, plankeværk og stillads ift. samspillet med omverdenen. 

Men de enkeltelementer, der over tid har peget mere og mere i retning af autisme er egentlig relativt konkrete, og i håb om, at bare et enkelt barn derude får en lidt nemmere tur gennem maskinen, får I dem her i stikordsform:

*Ualmindelig svært ved at falde i søvn.

Flere undersøgelser peger på, at børn med autisme producerer mindre melatonin (som er det stof kroppen bruger til at falde i søvn) end børn, der ikke er på spektret. For Anton har det altid taget mellem 1,5 og 3 timer at falde i søvn, og som spæd sov han så lidt og sporadisk, at ingen vidste, hvad de skulle stille op med det. 

*Reagerer voldsomt på pludselige, sensoriske stimuli, som f.eks. børn, der skriger, biler, der dytter osv. 

Anton lukker øjnene og holder sig for ørerne, hvis han bliver bange eller forskrækket. Det har han gjort, så længe jeg kan huske. 

*Meget sensorisk udfordret på bestemte områder, fordi nervesystemet bliver overbelastet. 

Hos os har det f.eks. handlet om, at han ikke har brudt sig om at have shorts og t-shirts på, fordi bare arme og ben = flere sanseindtryk, og da han var mindre ville han ikke gå med bare fødder på f.eks. sand og græs. Dette er dog blevet mindre udpræget i takt med, at han er blevet ældre. 

Til gengæld har det drillet med maden, siden han var spæd, og det gør det endnu. I starten troede jeg, at det var fordi, han var kræsen, og jeg brugte tusind år på at forsøge at gennemskue, hvad det var, han kunne lide, men der var INTET system i det. Senere har jeg fundet ud af, at det handler om sansestimuli i munden, hvilket er mere overvældende for Anton end for Frida og jeg. Derfor er nye typer af mad for Anton en ekstra belastning af systemet, og derfor foretrækker han de samme retter igen og igen. 

*I forlængelse af ovenstående: Svært ved at sidde stille/blive siddende ved bordet under måltider.

Dette bliver værre i løbet af dagen, ganske enkelt fordi han bliver træt. Det er derfor væsentligt sværere for ham at blive siddende/sidde stille under aftensmaden, end under morgenmaden. Kombinationen af sensorisk input i munden, andre mennesker og samtale kræver mere, end vi, der ikke har de her udfordringer, kan forestille os.

*Reagerer kraftigere end man ville forvente på uvante situationer, specielt hvis disse indeholder elementer af fysisk kontakt.

Fx. læge, tandlæge, frisør osv. Jeg tror aldrig, at vi når til et punkt, hvor en tandbøjle ikke vil være et overgreb. 

*Foretrækker at lege selv – men andre må gerne være med.

Formentlig fordi det kræver ret meget at forstå og følge de regler, andre sætter for leg. 

*Virkelig dygtig på bestemte områder uden at der er en logisk forklaring. 

Jeg har aldrig været bekymret for Antons begavelse. Han er, som nævnt, RASENDE god til engelsk og er også ualmindelig dygtig til at bygge og konstruere. Han er i stand til at bygge komplicerede 3D-figurer i fri hånd, uden hjælp eller vejledning.

*Reagerer mere kraftigt, end man ville forvente, når verdener blandes sammen. 

Lektielæsning er f.eks. rigtig svært for Anton, fordi en verden, hvor han er stresset (skolen) tages med ind i det, han normalt opfatter som helle (hjemmet). 

*Spejlvender tal og bogstaver.

Der er ikke et system i, hvilke tal/bogstaver han spejlvender eller hvornår.

*Meget svært ved at forstå/huske tid, både klokken, årstid, ugeforløb osv. 

*Glemmer ting, man forventer, han vil huske – og omvendt.

Det her er det, der er sværest at forklare, men også noget af det, der driller mest. Det er, som om, Anton har meget mere RAM end ROM, og hans arbejdshukommelse varetager stadig meget af det, der burde være en fast integreret del af maskinen på nuværende tidspunkt. På mange måder minder det om det, jeg gør, når jeg er på arbejde. Når jeg sidder i stolen, uanset om det er på jura, pædagogseminariet eller hos bygningskonstruktørerne, er min fornemste opgave at forstå det, jeg skal oversætte. Jeg ligger ca. 6 sekunder efter taleren, og det betyder, at jeg lagrer alt, hvad der siges, i min arbejdshukommelse. Men når jeg rejser mig, er det meste af det væk igen, for det er ikke i mit privatliv vigtigt for mig, hvordan man kloakerer en grund, eller hvad Stern mener om Selvet. På samme måde kan Anton sagtens forstå, at han har fødselsdag i november, som er til vinter, når vi lige sidder og taler om det – men 10 minutter senere har han kasseret ALT igen. Han føler ikke, at det er relevant, tror jeg? Og det går nu, fordi han er et barn, og der hele tiden er voksne omkring ham, men om 5 år bliver det et problem; specielt fordi han ikke selv efterspørger hjælp. Det er ikke hans behov at en given opgave løses, og hans abstraktionsniveau rækker ikke til at forstå, hvorfor det kan være en god ide at huske/lære bestemte begivenheder og færdigheder.

Noget af det hænger med sikkerhed sammen med modenhed, men det er svært at forudsige, hvor meget af det, han vokser fra, og hvor meget, vi skal have givet ham redskabet til at arbejde rundt om.

_______

So there you have it.

Jeg har brugt lang tid på at tænke igennem, om jeg var ok med at skrive så ærligt om de vilkår, Anton bokser med, men jeg er nået frem til, at jo flere mennesker ude i verden, der kender til og forstår de her udfordringer, jo nemmere en vej gennem livet får Anton og andre børn som ham.

Trods alt er håbet om Det Gode Liv for dem, grunden til at vi gør alt, hvad vi gør.

M2021, uge 41

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Raflet med mig selv om, om jeg skulle skrive det her punkt på ugens liste. For jeg er ret træt af det, og det føles lidt som et nederlag. Omvendt har jeg altid forsøgt at undgå at falde i bloggerfælden, hvor man kun skriver om det pæne, nemme og det, der lykkes. 

For sagen er, at vi har været helt sygt pressede økonomisk den sidste måned, og det havde jeg ikke forventet.

Da jeg fik min betalingsoversigt for oktober, kunne jeg se, at Pladsanvisningen ville trække 5 gange mere, end de plejer.

Og det var altså: F-E-M.

Det er en post, der er svær at tjekke – af flere grunde. Dels er jeg så heldig, at jeg får fripladstilskud, men fordi min indkomst svinger meget (og endnu mere, når jeg freelancer) bliver tilskuddet reguleret bagud stort set hver eneste måned. Derudover er Frida skiftet fra børnehave til skole/SFO, Anton er skiftet fra SFO til Klub, de blev tilmeldt forskudt, fordi Frida allerede i august gerne ville i SFO, mens Anton ikke ville osv. osv. osv.

Jeg har holdt øje med betalingen over de sidste måneder, og også ringet og snakket med Pladsanvisningen flere gange, fordi teksten på betalingsoversigten (lærte jeg) ikke stemmer overens med den faktuelle betaling. F.eks. står der ‘betaling for august’ – og når man så ringer og taler med dem, viser det sig, at det ikke er betaling for august, men derimod en efterregulering for maj. Hvilket i en tid, hvor vi kan sende folk på joyrides til Mars virker som et overkommeligt problem at løse, men altså. Pointen er, at det for et menneske som mig, der ikke er specielt talentfuld indenfor ting med tal, føles nærmest uMULIGT at tjekke, og jeg må bare knalde hælene sammen og hoste op.

Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forudset, at jeg ville blive trukket for to fulde måneder samtidig, og derfor røg hele det økonomiske overskud, jeg havde forventet at have i september. Jeg synes, det er lidt pinligt. Faktisk. Fordi jeg føler mig dum over ikke at have set det komme. 

Men hvis jeg skal vride noget positivt ud af det, så er det, at det var en vigtig reminder om, at man, selv uden gæld til banken, skal kravle, før man kan gå. Der kommer til at gå væsentligt længere tid, end jeg havde forestillet mig, før vi ikke er sårbare overfor uforudsete udgifter af den størrelsesorden, og det var måske meget fint at blive mindet om, inden man blev alt for løssluppen.

2.

Været to millimeter fra at bakke min skraldespand ned. 

Min nye bil er bredere end den gamle, og fordi vi bor på landet, er det mørktmørktmørkt herude, når vi kører hjemmefra kl. 6 om morgenen. Når skraldespanden er kørt ud til tømning, er den derfor virkelig svær at se, og det var i forleden ved at koste mig både en bule og en ny skraldespand.

Nu har jeg været ude at købe en pose selvklæbende cykelreflekser, som jeg har klistret på samtlige skraldespande, så det ikke sker igen. 

3.

Ryddet op i min vin og foræret de flasker, jeg selv bliver ved med at styre udenom, væk. Der er ingen grund til, at de ligger her og skaber illusionen af en fyldt vinreol, så de røg videre ud i verden til mennesker, der ikke har så franske sarte smagsløg, som mine. 

4.

Smidt to bakker veganer-smør ud, som jeg har fået i mine Bilka To Go-varer. Og det er jeg virkelig træt af, men vi spiser det ikke, og jeg kender ingen hernede, der er så hard core veganere, at de er gået over til planteerstatninger for smør. 3 af dem, jeg skrev til og spurgte, om de ville have det, skrev tilbage med variationer over temaet ‘Hvad er det??’

Jeg HADER at smide uåbnet mad ud, der ikke fejler det mindste, men når jeg ikke kan bruge det og ikke kan få det afsat, bliver det stadig en bedre løsning at hælde det i skraldespanden, end at lade det stå og skygge for andre varer i køleskabet.

Trods alt er overskuelighed stadig første og bedste punkt på listen over gode råd til at undgå madspild.

I øvrigt:

*Har Frida fået sin første æske Ga-jol, og af en eller anden grund vil navnet ikke hænge fast. I denne uge er jeg derfor blevet tilbudt både ‘en reol’ og ‘en viol’, og der er en sherif-stjerne til den, der retter hende.

*Ville jeg ønske, at flere mennesker ville bruge 10 sekunder på at tjekke profilerne hos de mennesker, de skændes med på fb. For det tager ca. 10 sekunder at spotte en troll: Hvis deres profil primært består af rabiate, usammenhængende delte opslag med meget få likes, stort set ingen kommentarer og NUL selvforfattede opslag, bruger du tid på at diskutere med et menneske, der er ansat til at skabe trafik.

*Kan jeg ikke komme over, hvor god Kastanjemanden var. 

*Gider jeg ikke i december at læse én eneste artikel om, hvordan ‘Forbrugerne hamstrer!’, når medierne i 2 måneder ikke har skrevet andre artikler end ‘Julehandlen i fare!’ og ‘Indkøbschef: Uhørt få varer på lager!’ For real: Nogen må snart gå ind i, hvor meget medierne er med til at skabe de reaktioner, der ender med at rive tæppet væk under civilisationen. 

*Spurgte Frida forleden, hvorfor hun egentlig ikke kunne være født et sted, hvor man taler engelsk? Jeg forklarede, at hvis hun havde været det, så havde hun haft en anden mor, andre søskende og måske en far. Hvilket blev modtaget med ‘viske-viske-ud’-bevægelser med hænderne og et lavt, panikslagent: “Nej tak. Ikke alligevel. Ellers mange tak” The politeness is strong with this one. 

*Er jeg ved at blive skingrende vanvittig af min egen krop og cyklus, og skal derfor lige høre, om nogen har god erfaring med noget let hormonregulering, der *ikke* er en spiral?

*Har mine forældre netop haft bryllupsdag. De har været gift i 44 år, hvilket er nærmest umuligt at forestille sig, når man selv mere er den her type:

*Kommer her lige et par anbefalinger til ting, jeg selv er i gang med og som umiddelbart tegner godt: 

+Maid på Netflix. Stille og rolig serie om at bryde ud af et dårligt forhold, når man har et barn i lommen. Jeg er halvvejs, og den er god. 

+Podcasten ‘Where should we begin’ med Esther Perel. EP er parterapeut, og hvert afsnit er en session, hvor man får lov at være fluen på væggen. Jeg har hørt 7 afsnit, og den giver gode ting at tænke over. Min eneste anke so far er lydkvaliteten på de afsnit, der er optaget under Covid, hvor samtalerne foregår over Zoom. Det er ikke optimalt, når man lytter, mens man kører bil, men der er masser af andre afsnit at tage af, og jeg er vild med den fransk-amerikanske accent. 

+En håndfuld ASMR-konti på YouTube, for de af jer, der er til dét. Nogle er nye, nogle blev nævnt første gang, vi talte om ASMR, men fælles for dem alle er, at lydkvaliteten er i top, og at der er NUL smask: 

*Reiki with Anna

*Sarah Lavender ASMR

*The French Whisperer (Formidabel accent og 3 timer lange historier om rummet, græsk historie og træer, der er skabt med den ene formål at få dig til at falde i søvn)

*Gibi

*ASMR Bakery

*Goodnight Moon (Specielt Babblebrook-serien er imponerende)

*Whispers of the wolf

M2021, uge 40

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Skrevet en opfordring til mine fb-venner, som I også lige får her:

Sørg for at tjekke på borger.dk/feriepenge, om I har dage stående, der skal være brugt inden d. 31.12.21.

Modsat hvad vi i gamle dage har været vant til, kan de feriepenge, der er optjent før den nye ferielov trådte i kraft, nemlig ikke overføres eller udbetales, hvis de ikke bliver brugt, så tjek det nu, mens der stadig er tid til at få dem afviklet/udbetalt. #OgDetVarMor

2.

Tjekket overtøj og sko til børnene og besluttet, at vi venter med at købe det, jeg lige nu tænker, at de får brug for til vinter-vinter.

Det er risky business, for der er meget, der kan være svært at få fat i, hvis man ikke er bare lidt på forkant, men jeg tager chancen, for jeg er træt af at sende ting til genbrug, som stort set ikke er brugte. Sidste år købte jeg et sæt foret regntøj til Frida, som hun nu ikke længere kan passe, og som hun nåede at have på max. 5 gange. Ligeledes købte jeg et par støvler, fordi dem, hun var i, var ved at være for små, og jeg ville derfor gerne have et par klar, når hun voksede ud af de gamle. Det gjorde hun så bare ikke, og i år kan hun ikke passe dem.

Derudover er Frida startet i skole, og er dermed væsentligt mindre ude, end hun og de var sidste år, hvor Covid-restriktioner i børnehaven betød, at børnene var ude hele dagen. 

Lige præcis hvad der er brug for af vintertøj afhænger simpelthen så meget af, hvad for en slags vinter vi får, så nu prøver jeg at sidde på den, indtil jeg har lidt bedre forudsætninger for at vurdere, hvad hun mangler. 

3.

Givet de aflagte vinterjakker, vi fik i overskud i forbindelse med #2, til genbrug.

Jeg satte dem til salg på fb til et meget symbolsk beløb, og parkerede samtidig Ikeaposen ud i bilen med beslutningen om, at jakkerne fik til jeg kom forbi genbrugsbutikken næste gang til at blive solgt. Hvis ikke de var afsat inden da, ville Hjemløses Venner få dem, og det fik de så i går.

Ift. børnetøj synes jeg, at det gav god mening at sælge, da børnene var mindre, og der hver gang vi ryddede op i skabe og skuffer var et par poser, der kunne lægges op, for når man har flere ting til salg, føles det som om, arbejde og indtjening hænger sammen, selvom man kun hiver 50 kroner hjem her og 20 kroner der. Men nu, hvor de er så store, at de slider det meste af deres tøj op, er det for meget arbejde at fotografere, lave salgsannoncer, svare på 10.000 spørgsmål og flytte rundt på to jakker i månedsvis for så til sidst at sælge dem for 100 kroner.

Det hører med til historien, at mange af de lokale salgsgrupper har ændret vilkår, så man ikke længere må poste billeder i opslaget, men skal lægge dem særskilt i kommentarfeltet. Det synes jeg virkelig er ærgerligt, for uden at have lavet statistik på det, så er jeg stensikker på, at det har en negativ effekt på køb og salg af brugt tøj. Jeg kommer ikke til at sidde og nærlæse 24 facebooksiders tekst for at finde en overgangsjakke, og inden nogen siger, at man bare kan bruge søgefunktionen vil jeg bare lige minde om, at den er 100% afhængig af, at folk staver korrekt, og at vi er enige om, hvornår vi staver tingene i hhv. ét og to ord og med eller uden apostrof. Det betyder, at vi igen ender med, at tøj ikke slides op, men kun bliver brugt af et enkelt barn eller to, før det ender som møbelpolstring og twist. 

Hvis nogen tech-savvy typer har en god forklaring på, hvorfor så mange lokale køb/salg-sider pludselig vælger den billedeløse løsning, vil jeg gerne høre den, for for mig giver den ingen mening overhovedet.

Anyone?

Om dinosaurusser og bløde opbremsninger

Sidste uge kom og gik, og helt forudsigeligt var der ikke mere strøm tilbage på batterierne efter septembers hæsblæsende slutspurt. Men jeg tænkte faktisk flere gange i løbet af ugen, at der – trods alt – er sket noget med min måde at håndtere stressede perioder på.

Da jeg var yngre pålagde jeg mig selv at være tilbage for fuld skrue, når jeg var igennem flaskehalsene; når man nu havde proppet 27 timers arbejde ind i 24 timers døgn over flere uger, så måtte det da føles som en let brise at være tilbage på normalt program, ikke?

I dag har jeg lært, at sådan forholder det sig ikke. Det er fuldstændig ligesom en konto i banken: Når jeg har lavet overtræk, skal der betales tilbage, før jeg igen er oppe på nul. De træthedstømmermænd er jeg blevet bedre til at respektere og håndtere, og derfor tog jeg sidste uge en dag ad gangen, og fyldte ikke mere i, end jeg syntes, det var overskud til.

Det betyder, at jeg egentlig føler, at jeg er ovenpå igen, og det hjælper mig også til at håndtere presset undervejs, fordi jeg, når jeg tænker ‘jeg skal bare lige igennem september’ ved, at det reelt forholder sig sådan. At jeg faktisk holder det løfte, jeg med den sætning giver mig selv. Det er hjælp til selvhjælp, og det har taget mig lang tid at lære.

Men sidste uge gik også med at erkende, at der er nogle døre, jeg har haft stående på klem, som jeg bliver nødt til at lukke. En enkelt af dem smækkede jeg på vejen ud, men jeg nåede at tænke det igennem på forhånd, og modsat, hvad jeg havde forventet, så følte jeg mig nærmest lettet bagefter. Det var én af dem, hvor man pludselig kan mærke, hvor meget energi, man har brugt på at holde den åben, virkelig tvivlsom adfærd til trods, fordi jeg har fået bildt mig selv ind, at det var en dør, jeg på et tidspunkt et sted ude i fremtiden gerne ville ind ad. Men det seneste stunt fik ledningen til at brænde over, og gav anledning til at mærke, at jeg aldrig med selvrespekten i behold ville kunne indgå i den relation. 

Et par af de andre døre har jeg mere bare erkendt, at jeg ikke har lyst til at blive ved med at åbne, fordi vores værdier er for langt fra hinanden. Måske er det fordi, vi post-corona har set sider af hinanden, som aldrig ville være blevet synlige, hvis verden bare var fortsat, som den plejede, eller måske er det fordi, alle planeter er i retrograd. Under alle omstændigheder er der noget systematisk adfærd, der pludselig er blevet tydelig, og som jeg er nødt til at forholde mig til.

Engang ville jeg have tænkt, at det var min opgave at forklare, hvorfor jeg trækker følehornene til mig. At forsøge at rette fejlen i relationen. I dag hælder jeg mere til, at min måde at være i verden på ikke er Den Eneste Rigtige. Vi træffer alle sammen vores egne valg ift. hvordan vi går gennem livet, og det eneste, vi hver især kan gøre er at mærke, hvor vores egne grænser går, og navigere ud fra det.

Og det bliver meget mørkt og mystisk, og det må I sgu undskylde, men altså. Det er nok her, en blog, hvor man meget 1:1 gengiver sin virkelighed møder sin begrænsning.

Men fordi de sidste par indlæg har været ret dystre, har jeg lyst til at sige, at jeg faktisk også synes, at vi har været gode til at hygge os herhjemme, gennem både september og sidste uge. Vi er tyvstartet lidt på Halloween, så der er græskar i haven, der lyser i mørket, hvilket er svært at vurdere, hvem af os, der er mest begejstret over.

Jeg har også været god til at planlægge ting, der er rare, og hvor vi laver noget sammen, men som ikke kræver mere overskud, end jeg har. Med to så forskellige børn er det f.eks. kke specielt afslappende for mig at have dem med i svømmehal, fordi der er meget hurlumhej ifm. omklædning, der er svært, og jeg skal være over dem som en høg, når vi er i vandet. Derfor er det en aktivitet, jeg gemmer til de perioder, hvor der er lidt mere overskud at gøre med hos mig.

Til gengæld har vi haft megen glæde af vores årskort til Legoland og WOW-park, fordi vi efterhånden har været der så mange gange, at vi godt kan tage derop, huje 3-4 timer, og så er alle mand klar til at tage hjem til nattøj og dyner på sofaen igen.

Vi er også i gang med en Jurassic Park-kavalkade, hvor vi ser første halvdel af en film, lige når vi kommer ind ad døren. Så tager vi en pause, hvor jeg får tømt opvasker, pakket tasker ud og lavet tidlig aftensmad, mens børnene bader, og så napper vi resten af filmen, mens vi spiser i sofaen. Modsat på TV2 er der jo her tale om en god film med 10.000 afbrydelser, men det er simpelthen så hyggeligt, og jeg kan næsten ikke være i mig selv af grin, når den samme scene med de to helte, der kysser, får Frida til at sukke henført, mens Anton stirrer på skærmen med vantro og rædsel malet i alle træk.

Ting er overstået og faldet på plads, der er lagt planer og udstukket en retning, og humøret er bedre, end det var for 14 dage siden. Om lidt er det efterårsferie, og hvis jeg snuser virkelig dybt ind, synes jeg måske også, at her begynder at lugte lidt af gløgg.

M2021, uge 39

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg konverteret min brødpose til madpakkepose til Frida. 

Da hun gik i børnehave, havde hun en frugtpose til Lille Mad, som jeg aldrig syntes fungerede ordentligt.

Det er politik i Esbjerg Kommune (måske alle steder?) at børn har deres affald med hjem, både madaffald og eventuelt papir, folie osv. Det betyder, at en frugtpose skal vaskes ret jævnligt for ikke at blive klam, hvilket gør stoffet stift og umedgørligt. Derudover kunne de små fingre aldrig slutte fred med lukkeanordningerne, uanset hvilken en model, vi forsøgte os med.

Nu hvor hun går i skole, har hun mad, frugt og vandflaske i sin skoletaske, hvor der også er bøger osv. der helst ikke skal udsættes for yoghurt og æbleskrog, og fordi hun selv skal makke rundt med det hele dagen, er behovet for en slags frugtpose genopstået.

Efter at have tygget lidt på det, besluttede jeg at prøve at bruge en af de poser, jeg i sin tid fik lavet af to sammensyede viskestykker (til at lægge bagværk i, hvis man fx. skal have nybagte boller med ud i verden). Den er perfekt. Dels er den så stor, at det slet ikke er nødvendigt at kunne lukke den, fordi den bare folder, dels er den rummelig nok til, at alle de forskellige madkasser, drikkedunke og bananer kan være i den, og endelig – og bedst af alt – så kan den, hvis alt går galt, koges.

Den forbliver blød og suger også fint, hvis en vandflaske ikke er helt rigtigt lukket, så har man børn, der skal bruge en frugtpose, vil jeg klart anbefale den her version i stedet for de traditionelle på markedet.

2.

Fik jeg en mail fra min bank om, at den forsikring, jeg i sin tid var tvunget til at tegne, hvis jeg skulle låne til en bil, er flyttet til et andet selskab.

Det fik mig til at tænke på, at jeg vel sådan set ikke har brug for den mere. Dengang skulle den tvangstegnes, så banken kunne få sine penge, hvis jeg fik et fly i hovedet, men nu, hvor alt er betalt ud, skal jeg have undersøgt, om det giver mening at være dobbeltforsikret.

Og hvor banken var helt stram og nazi, da forsikringen skulle tegnes, så har de nu held med at deres AMR-tiltag ift. at forebygge stress ved på ingen måde at have travlt med at fortælle mig, hvor jeg kan finde police osv.

Måske ender det med, at jeg vælger at beholde den, fordi jeg vurderer, at det er de 700 kr. om året værd at være dobbeltforsikret, men jeg vil have det undersøgt, så det ikke bare er en post, der bevidstløst står og suger penge på budgettet.

3.

Har jeg to gange først tænkt: ‘Nå. Det er der ikke noget at gøre ved’ – og to gange besluttet alligevel at prøve. 

Først kørte jeg på en tolkeopgave, der fysisk lå så langt fra Esbjerg, som jeg geografisk kan komme. Her glemte jeg med stor præcision min toiletpung – og altså. Det er jo ikke fordi, der er for en million kroner indhold i, vel? Men jeg havde lige fyldt den op med smertestillende, og selve pungen var jeg ret glad for, så efter på forhånd af have afskrevet den, prøvede jeg alligevel at ringe derop for at høre, om der var nogen, der tilfældigvis var faldet over den – og det var der. Den søde dame lovede at putte den i en kuvert, og den lå i min postkasse og ventede, da jeg tømte den i dag. 

I samme boldgade bestilte jeg i går, torsdag, varer på Bilka to go, hvor jeg bl.a. købte en kasse vin, der var tilbud på. Da jeg havde hentet varerne og tjekkede fakturaen, var rabatten ikke trukket, og min første tanke var, at det nok var fordi, jeg havde bestilt torsdag, og tilbuddet først gjaldt fra i dag, fredag. Men fordi de først trækker pengene, når man henter sin ordre, tænkte jeg, at der jo i hvert fald ikke sker noget ved at spørge, så det gjorde jeg. Jeg havde ret; fælden klapper på bestillingsdagen, “men jeg har tilbageført differencen til din konto, for jeg kan godt forstå dit spørgsmål”.

Det er sgu da fin service.

God weekend til jer alle sammen. Jeg fornemmer, at vi alle er lidt skævskudte af post-covid-gennemførte-hængepartier, generel opstart og livet i al almindelighed, så pas godt på jer selv derude.

—-

Som lovet i kommentarfeltet: Et billede af den u-glamourøse men meget praktiske frugtpose:

M2021, uge 38

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

Det bliver en kort omgang i dag, fordi #kaos, men i den forgangne uge:

1.

Har vi kørt en efterårsoprydning af børnenes tøjskabe. Klog af skade fra tidligere år, har jeg undladt at forholde mig til vintertøjet, for den fælde er jeg faldet i et par gange. Når jeg tjekker det hele samtidig – for tidligt – glemmer jeg, hvad vi har, og ender med at anskaffe mig ting, vi allerede har.

Derfor har jeg denne gang holdt mig til at tjekke bluser, bukser, sokker og undertøj, og at begge børn har regntøj, gummistøvler og overgangsjakke, der stadig passer, så jeg har overblik over, hvad børnepengene skal bruges til. 

2.

Har vi været til Fantasyfestival på Hovedbiblioteket, som er et SUPER fedt arrangement, og vi kommer helt sikkert afsted igen. I den forbindelse har jeg besluttet, at børnene til næste år får lidt lommepenge, når vi kommer derind, for jeg kan virkelig godt forstå, at de bliver fuldstændig betagede af krystalkugler og riddersværd – jeg var to millimeter fra at købe en Harry Potter tryllestav, fordi.. jamen, fordi magi er fedt! – men det løber op, når de tiltusker sig en amulet her og et slikæble der.

3.

Har jeg på madfronten lagt to restedage ind til mig selv.

Af forskellige årsager spiser vi sjældent det samme til måltiderne herhjemme, og det kan godt være lidt langhåret at lave trippel-madplaner og holde styr på at få omsat alle råvarer til det planlagte.

Fordi den her slutspurtsuge er ekstra slem, lagde jeg to dage ind, hvor jeg ikke forholdte mig til, hvad jeg skulle spise, og Lord behold: Jeg fik aftensmad alligevel. Det er en fin måde at få ryddet ud i resterne på, for en halv skål suppe og en pizzasnurre er for lidt at fryse, men rækker fint som aftensmad.

Jeg var god til at gøre det engang, men er kommet fra det igen. Det er dumt, så nu har jeg skrevet ‘restetapas’ på min madplan, så jeg husker at få det lagt ind.

Songs in A minor

Vi har taget hul på den sidste uge i kaosmåneden September, og jeg er mere end klar til at vende bladet i kalenderen. 

Jeg vidste godt, at den ville komme til at trække tænder ud – og jeg fik ret.

… So there is that. 

Og jeg har faktisk lige brug for at sige, at jeg godt ved, at det lidt er en udflugt gennem Jammerdalen at kigge forbi herinde lige nu, for det lyder som om, jeg hele tiden er så stresset, at jeg hænger i neglene. Beklageligvis er det 1:1 sådan det føles, og det er svært at Live, laugh, love’e sig ud af. 

For selvom jeg har været tolk i 600.000 år, så er nyt job – selvom chef, brugere, kolleger, tolkesteder og forberedelsesportaler er Tordenskjolds soldater – bare også lig med fornemmelsen af at blive sparket ud af et fly og lande under fuld beskydning. For man bliver stadig smidt ned, midt i en sammenhæng, man ikke kender, og intet har stået stille, siden man sidst var omkring de samme betingelser. Jeg tolker langt, LANGT hjemmefra, hvilket betyder tidlige morgener og sene eftermiddage og aftener, og det bider også i overskuddet. Jeg hopper ind i på uddannelser på 4. og 5. semester og forløb, der har været i gang længe, og når man er ærekær og bare gerne vil levere det bedste til mennesker, der ikke har bedt om at blive serviceret af et system, der er skamskudt af udbudsrunder og konkurser, så er det lidt som at få hjernen kylet i en blender. 

Samtidig sker der meget ift. alt det, jeg har sat gang på Anton. Min mistanke har længe gået på mild autisme, og apropos skamskudte systemer, så er folkeskolen en presset størrelse. Jeg er meget bevidst om, at Anton skal hjælpes, men at han ikke er det eneste barn i klassen, og derfor forsøger jeg hele tiden at bevare en pragmatisk tilgang til de udfordringer, vi står overfor. Hvad kan, helt lavpraktisk, lade sig gøre, og hvordan sørger vi for, at det er så overskueligt, at det bliver gjort. 

Men når man kommer et presset system i møde, så betyder det også, at man nemt bliver den, der hele tiden skal løbe ind, samle op og igenigeniFUCKINGgen skal holde de ansvarlige op på at svare på henvendelser, overholde aftaler og løfte den del af opgaven, der uomtvisteligt ligger hos dem. For et par uger siden var jeg til møde, hvor jeg i 10 stive minutter skældte 6 voksne mennesker så meget ud, at skoleinspektøren bagefter bad mig om blive tilbage, så han kunne sige undskyld.

Gaven og forbandelsen er, at Anton er hårdt nok ramt til at bøvle med et normalt set up, men ikke hårdt nok til at have brug for særtilbud, og fordi han er en ualmindelig sød og omgængelig dreng, er det nemt at glemme ham, når de børn, der er lidt hårdere ramt, bider sidemakkeren i skulderen og sætter ild til gardinerne. Not on my watch. Jeg overrasker mig selv positivt ved at være ufravigeligt insisterende på, at de leverer det, de skal, og jeg har KÆMPE gavn af at have tolket temmelig mange uddannelser, der giver mig hjemmebanefordel ift. fagtermer,  og viden om, hvad de faktisk skal levere. Samtidig gør jeg mig voldsomt umage for at komme dem i møde, for deres betingelser er røv og nøgler. De har 1000000 børn under vingerne og 20 minutter om ugen til at sikre, at alle får, hvad de har brug for – men de får ikke lov at ignorere os, og selvom jeg holder øjnene på bolden, så bøjer jeg ikke af, og jeg overgiver mig ikke. 

Men det er hårdt. Det er hårdt at kæmpe alene mod systemet, og det er hårdt med kronisk fokus på alt det, der ikke fungerer. Det giver fremtidsangst og dødsangst og alle mulige andre former for angst, for hvad er langtidsperspektivet, hvad sker der, når jeg ikke er her til at passe på og dække op, og hvad skal der dog blive af ham. 

Så oveni nyt job, skoleopstart, der strækker sig over flere måneder fordi sundhedsplejerske, forældremøder, tandlæge, høstfest og. så. videre, så er der møder med egen læge, opfølgningsmøder med klasselærer og psykolog, tværsmøder, der bliver flyttet i én uendelighed og mig, der skal navigere i det hele, bede om fri på mit nye job, flytte min friholdelse i 11. time,  finde tid til lektier og svømning, finde håndboldtøj og udklædning til høstfest og deltage i personaleweekend, personalemøder, plus det løse.

Det går ikke så godt med at sove og sådan.

Og fordi det hele sidder uden på tøjet og jeg er trættrættræt, så blev jeg simpelthen så ramt af det, da Chris Anker Sørensen døde. Jeg har aldrig interesseret mig mere end gennemsnitsmennesket for cykelløb, men fordi han bare virkede så rar og.. menneskelig, så blev jeg bare så ked af, at han ikke fik lov at blive her længere. 

Livet er et kompromisløst arrangement, der på én og samme tid er nådesløst trivielt med gentagelser, møder og madplaner og samtidig knusende ekstremt i både dur og mol.

Men om lidt er vi igennem september, jobbet er ikke længere nyt-nyt, og vi har vores henvisning til børnepsyk. i hånden. Aftalerne med skolen er ved at være på plads, og alle de indledende skoleopstartsmanøvrer er overstået.

I mellemtiden forsøger jeg at passe på mig selv med nye, ekstrastærke vitaminer, begrænset alkoholindtag og rigeligt med ASMR (se i øvrigt Miriams virkelig fine indlæg om fænomenet, som Charlotte linkede til i kommentarfeltet til her).

Jeg hænger på. I neglene og på kanten, men på. Det må række for nu.

M2021, uge 37

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg tænkt over, at i takt med, at der er flere og flere sparevaner og opmærksomhed på forbrug bliver automatiseret, så kommer den mentale minimalisme til at fylde mere for mig. Jeg er blevet væsentligt bedre til at være på forkant og til at se energi-slugerne, når de kommer listende, i stedet for først at blive opmærksom på, hvad de koster, når de presser mig.

F.eks. har jeg i år holdt fast i, at jeg ikke skal være med i forældrerådet. Jeg har sagt nej til at læse korrektur på noget, der faktisk er helt VILDT vigtigt, og som jeg derfor virkelig gerne ville have bidraget til, og da jeg på mit nye job blev spurgt, om jeg var kommet med i facebookgruppen var mit øjeblikkelige svar: “Nej. Og det skal jeg heller ikke.”

Alle kan ikke sige nej til alting, hver gang, for så går alt i stå, men hvis jeg tænker mig om, foretrækker jeg jo også selv de mennesker, der melder ærligt ned fra starten, når overskuddet er småt, frem for dem, der siger ja for så senere i processen at trække i land. Eller som slæber sig igennem med martyrmine og forventer taksigelser, kys på fødderne og lande opkaldt efter sig, for noget, som man sagtens kunne have fundet en anden til, hvis de bare havde meldt ærligt ud.

Det er rart at være nået til et sted, hvor man faktisk er endt med at være sådan én, man selv ville have lyst til at arbejde sammen med. 

2.

Har jeg – apropos sidste uges indlæg – plukket hyben og lavet marmelade. Mens jeg rensede dem, stod jeg ved vasken og spekulerede på, hvorfor i alverden kokain er dyrere end hybenmarmelade, for det er da den mindst brugervenligt designede frugt, jeg nogensinde er stødt på.

Nå, men det gik, og det blev godt. Det var mit første forsøg med hybenmarmelade, og så er det lidt svært med mængder, synes jeg. Jeg fik 3 glas ud af den portion, jeg lavede, men heldigvis var både min mor og min søster glade aftagere.

Jeg har skrevet opskriften ned i min lille bog, og husket at angive, hvor meget, der blev ud af den portion, så jeg næste år – hvis det lykkes mig at fortrænge kernehelvedet – kan nøjes med at lave et enkelt glas. 

3.

Har jeg købt tøj til Frida til den kommende Høstfest, som er en stort opslået, årligt tilbagevendende begivenhed for 0. – 3. klasserne på skolen.

Jeg fandt både kjole og forklæde brugt, og har købt i størrelser, jeg satser på, at hun kan passe de næste par år, så der både er tid og penge sparet.

4.

Har jeg haft en smule mere luft i skemaet, og har derfor bladret køleskab, fryser og mine to køkkenskabe igennem. Jeg synes sgu, jeg holder er ret fascistoidt regime på madfronten, og alligevel må jeg bare konstatere, at der HVER gang, jeg gør det her, er madvarer, jeg enten har glemt, jeg har købt/åbnet eller ting, der læner sig op ad sidste salgsdato. 

Som altid er målet for mig at have et nogenlunde overblik over, hvad jeg har, så jeg lod falde, hvad ikke kunne stå, forærede det væk, jeg kunne, og lavede en løs madplan til de næste 3 uger, så jeg ved, at jeg får brugt noget af det, der står inde bagved og gemmer sig.

I madplanen udnytter jeg også, at vi stadig kun er halvt igennem september. Det hidsige tempo giver mulighed for at få spist noget af det, der normalt taber til de mere indbydende retter i fryseren, for når man kommer hjem kl. 17.45 med en fyldt bil og to trætte børn, er der INTET, der smager så godt som Hurtigt Færdig.

I øvrigt:

*Er studiestart lig med notesbøger i stort set alle butikker, fra Lidl til Søstrene Grene. Jeg er i himlen.

*Streamer jeg musik fra YouSee, og jeg har tænkt på, om Koda mon kører tilbud på bestemte numre? For *så* god er der ingen i hele verden, der synes ‘Iko Iko’ er.

*Kan jeg simpelthen så godt lide Machine Gun Kelly – men kan vi snakke om, hvorfor den generation altid skal række tunge på billeder? Jeg har haft min egen tunge i 44 år, og jeg er ikke i nærheden af at have set den lige så meget, som jeg har set hans. 

*Voldhører jeg for tiden Paulines ‘Ny Og Næ’, som jeg synes har en lidt elektronisk Shit&Chanel-vibe. I omkvædet synger hun: “Jeg tænker på dig i ny og næ//du gav mig regnvejr, da jeg bad dig om læ”. I går gik det op for mig, at hun kunne have valgt at synge ‘Ly og læ’ og stadig have fået både rim og betydning med. Mit hoved eksploderede. Jeg ELSKER sprog!

*Er det i den forbindelse også en gave at have børn, der siger alt muligt mærkeligt, og på den måde tvinger én til at høre, hvad vi siger, når vi taler. Som da Frida f.eks. i går blev virkelig gal på Anton, fordi han afbrød. “Han taler ind i min mund, mor!”. Og det er da også skideirriternde – og et virkelig underligt udtryk, når man tænker over det. 

*Kunne jeg forleden læse, at vi ikke længere behøver gå 10.000 skridt om dagen, men at vi SKAL gå over 7000 for ikke at falde døde om i morgen. Det fik mig til lidt opgivende at tænke på, om nogen nogensinde har kigget på, hvor kurverne krydser; hvor mange år vi skærer af vores liv ved at stresse over 7000 skridt, 6 stykker grønt, x antal timers søvn, mindre skærm, mere nærvær, 20 minutters læsning, mindre kød, mere grønt og at cykle til arbejde vs. hvor mange år, de mange tiltag forventes at lægge til? Og om nogen har regnet sammen, hvor mange timer det tager at vinge hele listen af – om vi overhovedet har tid til at leve det liv, vi så ihærdigt prøver at forlænge?

*Har jeg fundet og bestilt en almanak. Den ser fin ud, men jeg er i tvivl om, om den er lige witchy nok ift. det, jeg gerne vil bruge den til, men så må jeg jo kaste forbandelser og hyle mod månen, mens jeg overvejer, hvad jeg synes den mangler, og om jeg måske bare skal lave et årshjul selv.

*Har jeg bevæget mig lidt tøvende ind i ASMR-landskabet. Jeg spurgte på insta, og meget få derinde var imponerede, men jeg har nu alligevel fundet et par kanaler, der laver noget, der for mig er perfekt at falde i søvn til. Jeg skal IKKE bede om smask, rollespil og ‘deep ear treatment’ (adadAD!), og der er sgu også noget, der har nogle lidt .. bekymrende, erotiske undertoner. Men The ASMR bakery, Whispers of the Wolf og Gibi kan .. et eller andet. 

*Knækkede bøjlen i mit bh forleden med et smæld så højt, at ham jeg sad ved siden af kiggede bestyrtet på mig og spurgte: “Hvad var det!?” “Jeg tror sgu, der var min bh-bøjle, der brækkede” svarede jeg, og den unge mand lignede én, der ville ønske, at jorden ville opsluge ham på stedet. Som det gamle ordsprog siger: En ven er blot en fremmed, hvis grænser du endnu ikke har overskredet.

*Fik bh-gate mig til at tænke på, hvor skamresistent jeg med alderen er blevet. Jeg er blevet prikket på skulderen om alt fra hørfrø i fortænderne, over en bluse med vrangen udad til en kjolesyning, der sad fast i trussekanten. I alle tilfælde sagde jeg ‘Ej, fedt du siger det. Tak!’ and went about my day. Et sted i 00’erne står mit hyperselvbevidste fortidsjeg og måber.

*Havde jeg forleden børnene med til et arrangement ved en lokal sø. Kortet vi fik udleveret lod en del tilbage at ønske, og vi kom derfor til at gå ufrivilligt langt. Mine glasbørn var allerede efter 1,5 km. mere forpustede af at brokke sig end af at gå, og efter 2 km. fik jeg hvislet noget i retning af, at hvis ikke de flettede deres respektive næb, så ville jeg sørge for, at vi kom til at bruge samtlige weekender resten af året på at vandre og sove i bivuak, så de kunne gro noget stamina. Hvilket – set i lyset af, at jeg selv hellere vil flække begge skinneben på langs end sove i bivuak – er tæt på at være den mest idiotiske, konsekvenspædagogiske trussel, jeg har fremsat i hele mit samlede  moderskab.

*Modtog jeg i dag en kasse instantkaffe med smag, jeg havde bestilt (ja, jeg er 4 år). Hårdt ramt af PMS, som jeg er, blev jeg glædeligt overrasket over de små stykker chokolade, der var lagt i pakken, og jeg kastede begejstret et stykke i munden, tyggede – og måtte konstatere, at det var instantkaffe, presset i hjertefacon og pakket ind, så det til forveksling ligner chokolade. Og her må jeg bare sige, at ift. Bitz og problematiske plagiater, så går vi efter den forkerte skurk.