Om fødselsdage og introverte forældre

Endnu en uge er smuttet mellem fingrene på mig, og denne gang er den gået med at planlægge og afholde Antons fødselsdag. Han blev 9 år i går, og for første gang synes jeg, at der er overensstemmelse mellem oplevet tid og faktisk virkelighed. Jeg føler, at jeg har været Antons heldige mor i 9 år, hverken mere eller mindre, og det er helt rart. Jeg har ikke den der forjagede følelse af, at tiden løber så hurtigt, at jeg ikke når at opdage den, men – og jeg ved ikke, om det her giver mening – jeg kan også mærke, at der var noget; en tid, før. Jeg kan pludselig rumme og huske alle de piger og kvinder, jeg også har været, og uden at jeg helt kan forklare hvorfor, er det rart. Måske handler det om, at Anton begynder at stå så meget på egne ben, at jeg kan træde lidt tilbage, samtidig med, at Frida bliver større?

Nå, men i går, på selve dagen, hvor Anton næsten fandt sig i, at hans rørstrømske mor kyssede ham i håret eller snig-krammede ham, hver gang han gik forbi, havde vi familien på besøg, mens vi i lørdags holdt fest for drengene fra klassen. 

Jeg elsker vores hus. Elsker-elsker. Det er 100% perfekt i størrelsen til to børn og en enkelt voksen, og med sine 100 m2 og en medium have, er der plads nok til at vi kan trække vejret, mens det stadig ikke er større, end at jeg kan følge med til at holde det nogenlunde rent og trimmet.

Men det svage led er legeaftaler og fødselsdage. Vores stue er det centrale rum, og de tre værelser ligger hhv. kl. 1, kl. 7 og kl. 9. Og det betyder, at så snart, der er bare ét barn mere på matriklen, så er hele huset involveret, fordi de hele tiden kommer forbi, hvor jeg (og Anton/Frida) er, uanset hvad de skal. 

Det skal retfærdigvis siges, at det ikke kun er husets skyld. Jeg har det sværere med legeaftaler, end jeg havde forestillet mig, jeg ville have, fordi jeg – lærer jeg – er mere introvert, end jeg troede jeg var. Og lige det kapitel har jeg sgu ikke rigtig set i nogen af bøgerne. At man som forælder med en anden type personlighed end (det ene af) sine børn, faktisk kan være udfordret af, at der pludselig er små, søde, men larmende mennesker, der snakker virkelig meget, og kan få nedsmeltninger over perler og går på toilettet med åben dør – altså, opfører sig præcis som mit eget yngel – overalt i det hjem, hvor det er meningen, at man skal oplade sin sociale stamina, så den er klar og robust, når man tager den med ud i verden. Og det bliver ikke bedre af, at nogle forældre hører: ‘Må jeg ikke have lov at passe dit barn?’ når man forsøger at sætte legeaftaler op. For de kan sagtens være her. Det kan de virkelig sagtens. Jeg kan godt lægge mig selv og mine behov på hylden i børnenes netværks hellige navn, og jeg kan også se, at det bliver nemmere med gengangerbørnene, der efterhånden finder ud af, hvilke regler, der gælder her i huset. Men jeg går i ret små sko ift. fordelingsnøglen, som skal ligge tæt på 50/50, hvis jeg ikke skal bakke ud. Jeg ville, virkelig og ægte, ønske, at jeg var den rummelige mor, der syntes at jo flere børn, jo bedre, og som bagte pandekager og så konflikter som spændende, socio-emotionelle udviklingsmuligheder, men jeg er mest bare træt. 

Til gengæld sætter jeg så faktisk pris på legeaftalerne, når jeg kan mærke, at det andet barns forældre og jeg er i sync. For så ved jeg, at der er tale om en slags byttehandel, og så kan jeg være i det, fordi jeg ved, at øget stress nu giver en pause på et andet tidspunkt. 

(Jeg lyder som verdens mest ufede person, det ved jeg godt. Men jeg forestiller mig, at der må være andre derude, der har det på samme måde, og fordi jeg aldrig har hørt nogen sige det højt, tager jeg en for holdet her). 

Nå, men tilbage til fødselsdagen, som I jo så nu måske godt kan se, hvorfor jeg gerne ville have flyttet ud. 

Alle de sædvanlige alternativer som bowling, skøjtehal og legeland var udelukket på forhånd, fordi de koster en formue, så efter at have tygget lidt på det, undersøgte jeg, om vi måske kunne leje taekwondo-lokalerne og en træner. Og Lord behold: Det kunne vi. For sølle 250 kr. Jeg besvimede nærmest af glæde. Og herfra var der bare at planlægge en menu, alliere mig med mine forældre (min mor passede Frida, mens min far tog med til fødselsdag), og planlægge lidt underholdning*, fordi drengene jo af gode grunde ikke kunne udforske værelser og legetøj, når de havde spist.

Det var en bragende succes, og det har virkelig givet stof til eftertanke hvor meget mere overskud, det gav mig, at jeg ikke hele tiden skulle passe på rammerne, samtidig med, at jeg var vært. Det stresser mig åbenbart mere, end jeg troede. 

Men for første gang oplevede jeg, at jeg faktisk hyggede mig lige så meget som børnene, og at vi var ved at løbe tør for tid til sidst. Det var rart.

Jeg lærer hele tiden, og vi vokser alle sammen. Og ham her? Han er stadig verdens bedste Anton.

*Til inspiration følger her de 7 poster, jeg havde planlagt. De kan bruges både til julefrokost og fødselsdag, hvis man står og mangler underholdning. 

Jeg delte børnene op i to hold, og valgte et ulige antal poster, fordi vi i den her familie spiller for at vinde. (Hvad? Don’t hate the player. Hate the game)

Første post var en quiz på tid. Jeg havde valgt a) 5 ord, der skulle oversættes til engelsk, b) at børnene skulle lægge deres aldre sammen, c) at de skulle tælle, hvor mange stykker tøj, de havde på til sammen, d) at de skulle måle, hvem i gruppen, der havde de længste arme og e) skulle måle, hvem i gruppen, der havde de største fødder (og i forhold til julefrokost går den sidste vel ind under begrebet ‘research’…)

Anden post var blindsmagning på tid, hvor én deltager fra hvert hold skulle smage og gætte 6 forskellige ting. (Jeg havde her valgt, at holdene hver især skulle vælge en frivillig, fordi jeg syntes, at der skulle være plads til det, hvis nogle af børnene fandt det for grænseoverskridende).

Tredje post var Kims leg, hvor jeg havde lagt 15 forskellige ting på en bakke, som børnene måtte kigge på i 2 minutter, hvorefter de i hold skulle skrive alle dem, de kunne huske. Det fik de også 2 minutter til. Vinderne var selvfølgelig dem, der kunne huske flest. (Jeg var selv i tvivl om antallet af ting, og skulle jeg lave den igen, ville jeg lægge 20 ting på bakken. Det ene hold huskede 13 og det andet 12, så det var lige snert nok på, syntes jeg).

På fjerde post fik hvert barn en voksen-luffe på, og skulle med den spise 10 popcorn, lagt på en tallerken. Skulle jeg lave den igen, ville jeg finde noget, der var lidt sværere at få fat på end popcorn. Rosiner, måske?

Femte post var ‘Kig modsat’. Børnene dystede to og to, som her, og holdet med flest vindere, vandt samlet. (Bliver nok for kedelig, hvis der er for mange deltagere, men så kan den laves i cirkel som her) Der er 4 retninger: Op, ned, højre og venstre og som navnet antyder, peger den ene i én retning, og modstanderen skal så kigge modsat. Man har selvfølgelig tabt, når man kommer til at kigge samme vej, som der peges.

Sjette post var sten-saks-papir stafet. De to hold står i hver sin ende af et rum, og inden har man lavet en bane, f.eks. af hulahopringe, måtter eller (som mig) piberensere, man lægger med en halv meter i mellem, så de ligner en stige. Børnene hopper nu, fra hver sin side ud, og når de mødes, laver de sten-saks-papir. Vinderen må hoppe videre, mens taberen løber tilbage og sender næste mand afsted. Holdet har vundet, når deres mand er hele vejen igennem. (Se en video af det her).

Syvende og sidste post var Lego-stafet. Jeg havde bygget en lille klods med 15 legoklodser i forskellige farver, og de to hold fik hver en pose med 15 tilsvarende klodser. Min model blev sat uden for døren, og børnene skulle så løbe ud, en ad gangen, kigge på modellen, løbe tilbage og bygge den. Reglerne er, at man må sætte alle de klodser på, man vil og hele gruppen må hjælpe, men der er kun ét barn fra hvert hold, der må løbe ad gangen. Vinderholdet er dem, der først får bygget en klods identisk med masteren.

Sidder du med verdens bedste ide til en post, så smid den endelig i kommentarfeltet, så andre kan få glæde af den.

God tirsdag derude. 

M2019, uge 46

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

1.

Foræret Fridas vinterjakke, som hun ikke kunne passe mere, væk. Det var en lækker Lego Wear i virkelig fin stand, og jeg har forsøgt at sælge den, men af en eller anden grund, var der ikke nogen, der bed på. Og her kunne jeg så faktisk mærke, at der er sket noget med mit syn på ressourcer, for hvor jeg for bare et år siden ville have gjort mere for at få den solgt, så synes jeg egentlig nu, at det er vigtigere, at den bliver brugt, og med en vinterjakke er det ved at være op over. Røde Kors osv. er jo altid en mulighed, men ved at forære den væk på fb, betyder det, at der nu er nogen, der ikke går ud og køber en ny jakke, og på den måde prøver jeg at hjælpe med til, at tingene bliver brugt helt op.

2. 

Har jeg købt en lille reol og stillet den i stuen.

Jeg skrev for et halvt år siden det her indlæg om at lege selv, og det var et af de indlæg, hvor noget faldt på plads, da jeg skrev det. Det gik op for mig, at Fridas mangel på lege-lyst handler mere om, at hun er udadvendt og langt mere social end både Anton og jeg, og at hun er mere til de kreative sysler, hvis det endelig skal være. 

Derfor har jeg gået og tygget på, hvordan jeg kan fremme det, og mit forsøg på en løsning er en krea-reol i stuen. Jeg har sat klistermærker, papir og malebøger i tidskriftholdere, og fyldt perler, modellervoks og maling i gennemsigtige kasser, så hun kan se, hvad der er i. Og så ved jeg tilfældigvis, at der på pakkekalenderen kommer en hel kuffert, fyldt med glimmerlim, stempler og sakse, som nu også har et hjem.

Min egen ordnung-muss-sein personlighed har jeg sat på loftet og besluttet, at hvis hun maler på væggen, eller tegner på gulvet – ja, så må vi se, om ikke det kan vaskes af.

Ift. det her tema er reolen købt brugt til den svimlende sum af 60 kr., de gennemsigtige kasser er købt på bud og i et design, der gør, at de kan stables, så jeg kan gemme dem, uden at de fylder det hele, når hun på et tidspunkt ikke gider lege med tingene mere, og endelig vi har fået flyttet de kreative legesager ud af det skab, hvor de stod og oftere blev glemt end husket.

3.

Haft 1/2 liter pumpkin spice-mælk, som jeg ikke kunne nå at drikke, og derfor brugt det i boller. Jeg bagte på slump og smed lidt ekstra kanel og kardemomme i, og de blev så gode, at Anton spiste 3. Det lader til, at alt, hvad der er græskar i, taler til ham, og næste gang, der er casting til et boyband, ryger han til audition som Pumpkin Spice.

Døden alene fra døden gør fri

I dag har jeg været til en af de begravelser, hvor man er der for de levende, mere end for den døde.

Selvom der, som altid, var flere i kirken, der denne gang mest var berørte by proxy, så hviler der alligevel altid en speciel stemning over begravelser, fordi alle tilstedeværende mærker tyngden af tanken om, at både vi og dem vi elsker alle sammen skal herfra. 

I dag listede jeg ind og satte mig på den bagerste bænk, hvor der i forvejen sad en enkelt kvinde. Jeg kiggede ikke nærmere på hende – i hvert fald ikke før hun lidt tøvende sagde: “Er du ikke hende tolken?” Og så viste det sig, at vi for nyligt har arbejdet sammen på en af de opgaver, hvor der er syvdobbelt tavshedpligt, og hvor alle holder arme og personligheder helt stramt ind til kroppen, fordi opgavens beskaffenhed gør, at vi her i særlig grad blot er redskaber i andre menneskers værktøjskasser.

Begravelsen i dag varede 40 minutter, og jeg var der 7 minutter før, den startede. Kvinden og jeg har ikke udvekslet så meget som ét personligt ord i forbindelse med vores samarbejde, men da jeg havde siddet der i 3 minutter, havde vi talt om hendes far, Lene, livets skrøbelighed og dødsangsten, der kommer med alder og børn. 

Jeg hører ikke til i folkekirken, og ingen af mine børn er døbt. Det betyder ikke, at jeg ikke tror, for det gør jeg. Men jeg er af den overbevisning, at biblen og Satan og dødssynder og fordømmelse er menneskets begrænsede evne til at forstå, hvad vi kommer af. Kilden, om man vil. Det er et forklaringslag, der er skudt ind af mennesker med dagsordner og angst og behov for kontrol, og jeg kommer aldrig til at tro, at vi er skabt til underkastelse og frygt.

Men dybest set tror jeg, at de af os, der tror, egentlig tror på det samme. Vi aner de samme konturer bag slørene, men vi bruger det på forskellige måder og kommunikerer med det på forskellige frekvenser.

Og derfor bliver jeg stadig rørt og berørt over talerne og de smukke salmer, og jeg er taknemmelig over, at der findes et sted, hvor livets sværeste begivenhed bliver pakket nænsomt ind i ritualer, og vi har højtideligheden at læne os op ad.

Døden er aldrig velkommen, og den forandrer os, hver eneste gang vi støder på den, uanset om den strejfer os eller vælter os omkuld. Men da jeg gik derfra i dag tænkte jeg over, hvor sælsomt det er, at to mennesker, der ret beset er fremmede, kan sætte sig på en tilfældig bænk og åbne døren til en samtale, hvor al staffage er skrællet væk i respekt for livets forgængelighed.

I spørger, jeg svarer: Om børn og skærmtid

I kommentarsporet til dette indlæg, skrev Nanna:

“Jeg holder meget af din refleksion og tilgang til tingene, og kunne helt vildt godt tænke mig at høre din tilgang til skærmtid og spilletid. Jeg synes drengene i den alder (i hvertfald min dreng) er skræmmende optaget af det, og har svært ved at aktivere ham til andet”.

Jeg tror, at lige præcis det med overvejelser omkring skærmforbrug er den mest konstante variabel i hele min forældreskabsligning. Jeg tænker over det hver eneste dag, og nogle dage synes jeg, at jeg har fat i den lange ende, mens jeg andre dage føler mig som én stor falliterklæring. 

Sagen er, at jeg synes, at der er så mange del-elementer i den problemstilling, at det er umuligt at finde Den Gode Løsning på. 

Til gengæld er det et område, som alle har en holdning til, og som er sovset ind i mor-skam og praktiske hensyn, og som det derfor er umuligt – i hvert fald for mig – at se nøgternt på.

For der er en masse faktorer og følelser, der spiller ind, som egentlig ikke som sådan har noget med skærme at gøre. 

Uanset hvordan man vender og drejer det, giver skærme jo en pause til de voksne, og jeg tror, at det for virkelig mange af os føles som den lidt-for-lette løsning. For selvom vi alle sammen er enige om, at vi også skal være her, og at vores behov også tæller, så tror jeg, at der – særlig i vores segment – er et ønske og en bevidsthed om nærvær, værdier og God Opdragelse. Og lige i dén sammenhæng føles skærme og spil som noget, der hænger mere sammen med Kaare Sand end med Lola Jensen.

Somme tider giver skærme også arbejdsro, og her føles det lidt mere ok at give efter – for ulvetime og aftensmad, og vi ved jo godt, at børn skal inddrages og deltage, og at vi skal forebygge kræsenhed og fremme sansemotorisk nysgerrighed ved at lade dem skrælle gulerødder og røre i gryder – men det må sgu lige blive i morgen, hvor ulven ikke har helt så skarpe tænder som i dag.

Og oveni alt det står, at vi er den generation, der skal navigere i forbrug af noget, der ikke var tilgængeligt, da vi var børn; jeg har ikke en egen-erfaring med, hvor meget, jeg som 8-årig måtte have en iPad, og hvad det gjorde ved mig, at spille min forælder-holdning op ad. 

Der er simpelthen noget her, der er så fast forankret i, hvad vi føler er rigtigt og forkert, at WHO i foråret meldte ud, at de ikke anbefalede, at børn kiggede på en skærm over 60 minutter om dagen – til trods for at der ikke var/er et forskningsmæssigt grundlag at konkludere dette på.

Jeg gætter på, at det har en helt del at gøre med, at vi stadig har et glansbillede af, hvad en god barndom er, og at de mennesker, der er gamle nok til at sidde tungt på diverse poster i f.eks. WHO, *heller* ikke er vokset op med skærme. Måske kommer de derfor til at tillægge de undersøgelser, de intuitivt er mest enige med, mere vægt, end dem, der peger på, at der faktisk kan være meget godt gemt her, men at det kræver en holdningsændring, en dybere forståelse for teknologien og dens muligheder og begrænsninger og et knap så snævert syn at få øje på det. 

Men betyder det så, at jeg bare synes, at der bare skal være fri skærm til alle børn? Nej. Både fordi det (når man kun spiller mod sig selv) er en meget isolerende aktivitet, men også ud fra det helt indlysende sandhed, at stillesiddende aktivitet ikke er ret hensigtsmæssigt ift. at forebygge overvægt.

Så hvis jeg skal prøve at sige lidt om, hvordan vi griber det an herhjemme, vil jeg starte med at sige, at der er stor forskel på mine børn. Frida, som er langt mere klar på at kaste sig over verden – også efter en dag i børnehave – fravælger iPad’en oftere og hurtigere end Anton, for hvem den mere fungerer som en måde at skabe en lille, overskuelig verden på.

De bruger den også forskelligt: Frida kigger på den, indtil hun keder sig, mens Anton har den stående på gulvet og brumme, mens han sidder ved siden af og bygger Lego og Beyblades på livet løs.

Min oplevelse er, at Anton bruger den, som jeg brugte bøger, da jeg var barn; som en måde at skabe ro i hovedet og lukke verden ude på. Fordi det for ham er et ægte og reelt behov, får han også lidt længere snor (ledning?) end Frida.

Vi kører ikke med faste regler, men jeg prøver selv at gå forrest med det gode eksempel. Jeg sidder stort set aldrig med min computer, når børnene er oppe, og min telefon er altid på lydløs og ligger med ryggen opad på køkkenbordet. Jeg tjekker den, når jeg laver kaffe osv. men det er meget, meget sjældent, at mine børn ser mig sidde med den. Det lyder måske lidt helligt, men det hører jo også med til historien, at jeg er alene. Det betyder, at jeg, når børnene er i seng, har tiden til at samle op, besvare og deltage, fordi jeg ikke skal høre om, hvordan min mands chef har opført sig i dag.

Nogle dage oplever jeg, at børnene bliver vrisne og irritable af at sidde med en skærm, og til de dage har jeg købt et stopur til hver dem. Jeg sætter så uret til X antal minutter, og begge børn afleverer pænt iPad’en, når det ringer. For os har det fjernet en del konflikter, at det er uret, der “bestemmer”, hvornår man klapper iPad’en sammen, og ikke mig.

Når man læser ovenstående, lyder det måske som om, jeg har gjort mig alle overvejelserne og har fundet den gyldne mellemvej – men sådan føles det ikke. I hvert fald ikke altid. 

Jeg tænker dagligt over, om mine børn har deres iPads for meget, om jeg burde fjerne skærme helt, om deres hjerner tager skade, om de bliver asociale, om jeg er doven, om jeg er en dårlig mor, om jeg skærer hjørner og tæer og klipper kanter og hæle, om der burde være mere samtale osv. osv. osv. osv.

Det er nogle dage meget enerverende at bo i mit hoved. 

Og fordi jeg kan høre i min omgangskreds, at det ikke kun er mig, tænker jeg somme tider på, at det næsten har et isæt af katolicisme: At jeg og vi køber aflad for børnenes skærmtid ved at martre os selv for det.  

Men virkeligheden er, at jeg er alene med mine børn, og at der derfor VIL være tidspunkter, hvor jeg ikke er tilgængelig. Et godt eksempel er, når jeg skal lave lektier med Anton. Og hvor jeg kunne ønske, at Frida så var sådan et barn, der bare blev helt opslugt af leg, mens vi øvede staveord, så er det ikke den model, jeg har fået. (Og inden nogen skriver, at det bare handler om tid og om at lade dem kede sig: Nej).

Egentlig tror jeg, at det – trods alt – er fint, at skærmforbrug niver lidt i samvittigheden, fordi det betyder, at man ikke bare slipper sine overvejelser og (rodede, usammenhængende) principper helt. For selvom jeg gerne så, at skam- og skyld-elementet blev reduceret, så er det måske fint nok, at det ikke forsvinder helt, fordi jeg trods alt er realist nok til at erkende, at det så med stor sandsynlighed ville blive på bekostning af nær- og samværet. 

Lige nu giver skærmene mig mulighed for engang imellem at være sammen med mine børn, uden at det kræver noget af mig, og når vi sidder under tæppet i sofaen, som høns på en pind, og jeg kigger op på dem, så får jeg næsten den samme følelse, som når jeg sidder på sengekanten om aftenen og kigger på dem, når de sover. For jeg elsker dem jo altid, lige meget og lige højt – men kærligheden er så nem at mærke; så ren og lysende og ukompliceret, når man ikke er i gang med en konflikt om, hvorvidt slikkepinde er aftensmad, eller om man må have badedragt på i børnehave.

Så jeg har ikke engang et bud på et svar eller en løsning. Jeg ville ønske, jeg havde, for så vidste jeg også, hvad jeg selv stilede efter, og det ville være nemmere at vide, hvornår jeg havde levet op til mine egne idealer.

Men for mig er det springende punkt nok, at de stadig kan begejstres af andet. At de stadig ved, hvad de skal stille op med sig selv, når vi tager i skoven eller på legepladsen – men jeg kan også godt se, at jeg kæmper lidt imod tiden, for punktet, hvor det ikke længere er mig, der bestemmer, hvad vi fylder i fritiden, nærmer sig i horisonten.

Og når vi engang får svaret på, hvad der gjorde skade, og hvad der gjorde gavn, så er det, for vores vedkommende, for sent.

Med disse ord slår jeg dørene til kommentarfeltet op.

Husk at være gode ved hinanden.

M2019, uge 45

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

1.

Fundet min lysnet, jeg plejer at have spændt over min bænk ude foran frem, og testet det. Der var 4 pærer, der var sprunget, og lige når det er et lysnet, der er tale om, ser man det med det samme, fordi mønstret bliver brudt.

Jeg var på vej ud i miljøkassen med det, men så kom jeg til at tænke, at man måtte kunne krølle det sammen og smide det i en lanterne eller lignende, så jeg drog på planteskolen for at kigge på mulighederne. 

Det viste sig, at lanterner i zink koster det samme som et F-16 fly, så den løsning gik jeg hurtigt fra. Men efter lidt snusen rundt og lidt justering af de mentale tandhjul, fik jeg den ide, at man måtte kunne bruge et af de små espalier, man sætter i krukker. Resultatet blev det her:

Billedet yder det ikke retfærdighed, men jeg er SÅ tilfreds, og selvom jeg selvfølgelig har måtte betale for hhv. espalier og underskål, så har jeg forlænget levetiden på lysnettet, jeg har købt remedier, der kan bruges igen og til andre formål, OG resultatet kommer til at holde sig væsentligt pænere end en lanterne, der både ruster og får snavset glas af at stå på jorden. 

2.

Vasket 4 par af vores sko vaskemaskinen. De trængte. Jeg er lidt ambivalent med den her, for jeg synes, at sko hurtigere bliver sure, når de er blevet vasket, og jeg ved også godt, at der er lim osv. i, der ikke er beregnet til at vaske på dén måde. Men særlig Antons sko var så trashede, at det var enten dét eller skraldespanden, så lige her var der intet at tabe.

Jeg kørte en forespørgsel i minimalistgruppen, fordi jeg – hvis jeg nu skal være *helt* ærlig – kun har prøvet at vaske sko i maskinen, de steder, jeg har boet til leje, hvor vaskemaskinen var noget fælles, der stod i kælderen. Og nu hvor tromlen var min egen, blev jeg pludselig nervøs. (Det eneste, jeg kan sige til mig forsvar er, at jeg *er* flov). Men alle tilbagemeldinger sagde ‘go’, så det gjorde jeg. Jeg smed alle sko i et pudebetræk, og fandt lidt gamle tæpper osv. i bagagerummet at fylde maskinen med, og vaskede hele svineriet. Skoene blev pæne, tæpperne blev rene og vaskemaskinen overlevede. Der var ikke et øje tørt. 

3.

Taget hul på kalender-, fødselsdags- og julegaver. Det er lidt løgn at skrive, at det er i den forgangne uge, jeg er startet, for jeg har faktisk været i gang siden starten af oktober, men for ikke at kvæle eventuelle julehadere for tidligt, har jeg siddet lidt på den.

Når jeg starter så tidligt, handler det dels om, at jeg gerne vil dele udgiften ud over et par måneder, og samtidig kan holde øje med gode tilbud og slå til, når de er der – men det er også for at undgå, at gaveindkøb bliver en sur pligt og noget, jeg stresser over, med dårlige valg til følge. På den her måde bliver det hyggeligt, rart og gennemtænkt. 

Jeg kører med adventsgaver til børnene, fordi jeg gerne vil give noget, jeg ved, de ønsker sig, og det bliver simpelthen for dyrt, hvis de skal have hver dag. Jeg har ikke et bestemt beløb sat af, men køber, når jeg får en god ide, eller finder noget på bud, og så fordeler jeg til sidst. 

Indtil videre har jeg købt:

a.

En ordentlig stak Beyblades og et par baner til Anton. Han har leget med det i over et år nu, og alle dem, han har, er ved at gå i stykker. De er alle købt brugte, og nu synes jeg, at det er hans tur til at få dem, han ønsker sig allermest, købt fra nye. Jeg har allieret mig med mine forældre, og købt dem alle på én gang, både til fødselsdag, kalendergaver og julegaver, så vi sparer på forsendelsen.

b.

To sparegrise med lås. Planen er, at sparegrisen måske kan anspore til, at man hellere vil have en 20’er end fredagsslik – og så kan den bruges ift. at regulere, at Anton bare ønsker sig mindre til jul, end Frida gør, fordi han lige har haft fødselsdag, og kun leger med Beyblades og Lego. På den her måde kan jeg give ham en lille ting, og så en 50’er, så de får for nogenlunde det samme, og så det stadig er noget, der kan bruges.

c.

En voksendyne og -pude til Frida med Frozen sengetøj i god kvalitet. Jeg købte i tidernes morgen noget Star Wars sengetøj til Anton, som efter 2 vaske var ligeså behageligt at ligge i som tagpap, så det prøver vi at styre udenom her. Dynen var på bud.

d.

En kuffert med krea-ting til Frida, som f.eks. papir med mønster, glimmerlim, små papir-udstikkere osv. Alt indhold er fundet på tilbud og som spotvarer.

e.

En højtaler med blue tooth til Anton. Han har fået sin første telefon, og kan dermed streame musik, men det lyder. så. jammerligt, når den bette telefon ligger og spiller. Min søster har for nogle måneder siden købt en højtaler til min niece i Ikea, og den spiller bedre, end den, jeg selv har, som har kostet det dobbelte. Jeg håber, at den her kan være med til, at det bliver en lille smule mere hyggeligt at sidde ved sit bord og lave lektier… (Ja, håbet er jo lysegrønt).

f.

En lille kuffert med make up af ordentlig kvalitet og pensler, der kan vaskes til Frida. Sidste år købte jeg børnemake up, som hun i princippet kan spise, uden at der sker noget ved det, men det er noget gnat. Det fedter, farverne smitter af på alting og penslerne er af nylon og kan ikke vaskes ordentligt rene. Indholdet til denne kuffert blev købt, da Bilka kørte 30% på alt make up, og fordi det jo ikke er noget, hun får lov at stå og smøre i masken hver dag, har jeg valgt at se igennem fingrene med, at det faktisk er voksen-make-up.

g.

En æske lego til Anton, som jeg fik mulighed for at købe til indkøbspris.

4.

I forlængelse af ovenstående tænkt på, om vi måske kunne inspirere hinanden til voksen-ønsker af den lidt mere bæredygtige slags? (Hele diskussionen om gaver/ikke gaver og ønskesedler/bestillingslister tog vi i det her indlæg).

Smid endelig dine forslag i kommentarfeltet, men hjælp med at gøre det til en tråd, der er værd for alle at læse, så begrund, *hvorfor* du ønsker dig en bestemt mascara eller gryde (f.eks. pga. bæredygtighed/fordi det er noget, du alligevel selv skulle ud at købe/fordi det er muligt at ønske sig noget, der er dyrere/af bedre kvalitet, end det, du selv har mulighed for at købe etc.) i stedet for bare at skrive “Jeg ønsker mig 2 par sokker”, yes?

Mine forslag so far: 

*Årskort til steder, du kommer

*Gavekort til håndlæsning, et horoskop, massage, et besøg hos en clairvoyant

*Te af god kvalitet. (Ikke spons, men Rituals laver nogle meget smukke paprør med tebreve til meget rimelige penge, og de er gode!)

*Slibning af knive

*Gavekort til vinduespudser

*Bio-biletter. De vil så gerne sælge pakken med popcorn og sodavand, men hvis man – som mig – gerne selv vil have lov at vælge, hvad man besudler sit legeme med, når man ser film, så er her et link til en side, hvor du selv kan lave gavekort og bestemme beløbet:  (https://giftcard-engine.gogift.com/DK/shop/nordiskfilmbio/#/giftcards)

Nu glæder jeg mig til at læse jeres forslag i kommentarfeltet.

God weekend.

I øvrigt

*Har mine børn opdaget Harry Potter, og jeg kan næsten ikke være i mig selv af begejstring. Der ligger 3 års lobbyarbejde forud for denne festdag; år, hvor jeg har ladet bøgerne ligge “tilfældige” steder rundt omkring, sneget dem med hjem fra bib som lydbøger, sørget for at flette navnet “Harry Potter” ind i så mange samtaler som muligt, og endelig, ENDELIG har det båret frugt.

Frida ser de første 3 film, og ser dem MEGET koncentreret, mens Anton går lidt mere til og fra. (Vi skal nok få ham). I går gik han forbi og spurgte undrende, hvorfor “den kat ser så underlig ud?” hvortil Frida, overbærende og med kendermine svarede: “Det er ikke en kat, Anton. Det er Mione, der har drukket en klam smoothie”.

I love It.

*Tænker jeg for tiden meget over, om det vigtigste er at få tingene sagt, eller om det er at blive hørt. For trangen til at gøre det første kan være så altopslugende, at det bliver på bekostning af det sidste.

*Var børnene og jeg ude på vores første Halloween-togt i torsdags. Det var simpelthen så hyggeligt. Børnene var fine og spændte, og vejret var helt perfekt; tørt og med et snert af kulde. Der var græskar med lys i, hekse og spøgelser, og under det hele lå energien og sitrede.

Noget af det bedste ved, at de bliver større er, at vi kan lave ting, der er nye for dem begge, og som de begge synes er sjove, og når vi gør det, er de pludselig hinandens bedste venner. Det kan man godt trænge til at blive mindet om i hverdagens “hun kiggede på mig!!” og “han rørte min luft!!”

På et tidspunkt mødte vi en mand og hans søn på omkring et år. De var egentlig bare ude at gå, og drengen havde derfor ikke en halloweenspand med. Anton spurgte bestyrtet, om han så slet ikke havde fået slik? Og da svaret var nej, løb begge børn resolut over og tilbød både ham og hans far. 

Et andet sted kunne vi se, at der stod en golden retriever og kiggede længselsfuldt ud af vinduet. Da børnene havde ringet på og slik-eller-balladet, ville de godt lige vide, om man måtte sige hej til hunden? “Er I ikke bange for den?” “Øh nej!? Den har jo søde øjne?” Ej, men hjerte, hjerte, hjerte. Dem har jeg lavet. (#OgDetVarMor)

*Vil jeg gerne vide, om der findes en mere klam fornemmelse, end når man sætter sig på et offentligt toilet, og en eller anden doven vvs’er har spændt samlingen i brættet for hårdt, så overbrættet læner sig, kælent og lydløst, mod ens nøgne, uforberedte lænd?

*Skal jeg bede om din bedste opskrift på hvid gløgg.

*Har jeg en hemmelig drøm om, at alle gode blogs en dag ville have et forsidebillede, der ikke er så stort, at der kræver et scroll at se, om der er nyt, når man klikker forbi. A girl can dream. 

*Har jeg købt en nøgleboks, hvilket er tæt på at være verdens smarteste opfindelse, og svaret på stort set alle livets spørgsmål. Barn, der måske godt kunne komme til at smide en nøgle væk i skolen? Nøgleboks. Gæster, der er ankommet, mens du holder i kø? Nøgleboks. Håndværkere, der har brug for at komme ind, mens du er på job? Nøgleboks. Nabo, der er ved at bage, men mangler et æg, mens du står i gymnastiksalen med et barn i tyl? Nøgleboks. Så. Smart.

*Kører vi med jævne mellemrum forbi en gård, der ud til vejen har et skilt med følgende påskrift: “Velbjærget hø til salg”. Jeg funderer hver gang over, om der mon findes steder, der sælger dårligt bjerget hø?

*Har Anton fået Bamsevennen med hjem fra skole, og den dertilhørende Bamsebog, hvori vi skal skrive, hvad vi har lavet, mens den har været her. Jeg har ikke skrevet noget i hånden, som andre skal læse, i årevis, og jøsses, du altforbarmende. Kan man udvikle en meget smal form for analfabetisme, som kun sætter sig på håndskriften?

*Hvis ja og det kan behandles: Godt nyt til både mig og flere andre forældre i 2.B, kan jeg se på de foregående sider i bogen.

You are my people

M2019, uge 44

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Gjort haven vinterklar, og i den forbindelse sørget for at sikre mine ting i skuret (hvor der er problemer med grundvand, der stiger op gennem gulvet, når det regner), jeg har taget dug og kantstykke af trampolinen og møvet det på loftet, jeg har renset græsslåmaskinen for fugtige rester af græs, jeg har taget alle legesagerne op af sandkassen, ladet dem tørre og pakket dem væk, og jeg har taget børnenes løbehjul ind, slået dem sammen og lagt dem på en hylde i bryggerset (som var blevet ledig, fordi se punkt 3) Alt sammen fordi jeg gerne vil forlænge levetiden på tingene ved at passe godt på dem – hvilket er noget, jeg altid skal tage mig lidt sammen til, fordi det er en opgave uden fast bagkant. Så sent som i onsdags var jeg på arbejde med bare fødder i skoene, så det er jo ikke, fordi det haster, eller at tingene går i stykker fra i dag til i morgen, hvis jeg bare lader dem passe sig selv. Men at det betaler sig, er der ingen tvivl om: Trampolinen, som jeg købte brugt, og som dermed er ved at have 5 år på bagen, er stadig både pæn og hel, og græsslåmaskinen, som jeg også købte brugt, klipper stadig lige efter bogen.

2.

Blendet en sjat salsa, et rest creme fraiche, et halvt glas soltørrede tomater og lidt ajvar, og hældt det over en pandefuld lynstegte grøntsager, en dåse kidneybeans og lidt oksekød. Det smagte FORMIDABELT. 

3.

Erkendt, at den halve (åh, hvem forsøger jeg at narre? HELE!) størrelse, mine fødder voksede, da jeg ventede Frida, åbenbart er permanent. Da først den mentale del af arbejdet var gjort, var det let nok at browse de 3 kasser med sko, og smide 6 par sneakers og 2 par sandaler efter Røde Kors. Easy peasy. (AV!!) 

4.

Været hjemme med Anton, som natten til mandag pludselig stod i soveværelset og erklærede, at han “havde ondt i hjernen”, hvorefter han vendte vrangen ud på sig selv. Heldigvis var en af de der mærkelige børneting, der aldrig bliver til mere end dét. Derfor var han, omend lidt mat i sokkerne af natteroderiet, relativt frisk mandag, og det benyttede jeg mig af: Jeg har længe gerne ville rydde op på hans værelse, fordi både fødselsdag og jul er lige om hjørnet, men han er så stor nu, at han – selvfølgelig – selv skal være med. Nu var der ro til det, fordi den lille var afsted, så vi tog det fra en ende af, og fik smidt 4 poser ud, sendt 3 til genbrug og afleveret en enkelt i børnehaven. 

5. 

Slået et par timer ihjel med Frida i en tøjbutik, mens Anton var til Halloween-fest i taekwondo-klubben. Vi er efterhånden til bunds i kasserne med arvetøj, og Frida er ufravigelig i sine krav om, hvad hun vil og særligt *ikke* vil have på. Børnepengene er lige kommet, jeg har haft 3 korrekturopgaver på 14 dage, og det var hendes tur.

Da vi stod i butikken gik det op for mig, at hun faktisk ikke har fået lov at være med ude og handle på den måde, nogensinde. Hun har arvet, og ellers har jeg købt en jakke hist og et par bukser pist. Den erkendelse nev lidt i hjertet. Vores eskapade kostede 750 kroner, og der var flere af delene i posen, jeg ikke ville have valgt, men hun var ikke til at skyde igennem, da hun skred ud af butikken, svingende med posen, i en sky af palietter, pink og Frozen, og der har været nul problemer med at vælge tøj om morgenen siden.

Ikke Frida, men det kunne det *sagtens* have været…

The time is now

Livet går stadig sin skæve gang, og der er stadig rod i reden. Jeg sørger for at trække vejret og gå i seng i ordentlig tid, og det meste af tiden kan jeg godt være i det. 

Måske er det de overvejelser, jeg gør mig i den forbindelse, der fik tankerne til at vandre, da jeg læste dette fine, poetiske indlæg fra Ind i Verden.

For når man har en hammer, ser man søm alle vegne, og lige nu er det noget, jeg bruger rigtig meget tid til at tænke over, det her med at være til stede, hvor jeg er. Derfor var det den del af indlægget, der blev med mig, da jeg havde læst det. 

Jeg har aldrig været én af dem, der har været presset over min mobil. Jo, jeg kan godt blive stakåndet, hvis jeg i forvejen har travlt, og det samtidig vælter ind med mails; i de situationer øger det min fornemmelse af stress, at jeg føler, at hver eneste mail, der tikker ind, kræver noget af mig, som jeg lige nu ikke har tid til at give. Men jeg har for længst slået mail-notifikationer fra, jeg har fjernet min arbejdsmail-konto fra min private telefon, og jeg kan sagtens lade være med at tjekke, hvis jeg kan mærke, at det vil stresse mig yderligere at gøre. Jeg føler intet behov for at dokumentere alt med billeder og video, og jeg har aldrig været én af dem, der får præstationsangst af profiler på IG eller opslag på FB. For mig er visheden om, at selvom udstillingsvinduet er smukt, så er der stadig både en butik og et lager bagved, hele tiden present. 

Jeg tror ikke, at det er fordi, jeg er specielt buddhistisk anlagt. Jeg tror bare, at vi rammes af forskellige ting, og det her er ikke én af dem, der rammer mig.

Men længslen i Siffs indlæg ligner til forveksling den, jeg føler, når jeg tænker på mine mange år i Aarhus, og det fik mig til at spekulere på, om det måske somme tider er den redigerede fortid, vi længes mod, og ikke mere af noget eller mindre af andet? For når vi er kommet langt nok væk, både i tid og geografi, så har sindet det – heldigvis – med at hænge de smukke billeder op, og køre resten på lossepladsen. Jeg tænker på, om det er vores ungdom, vi savner, og illusionen af, at livet var nemmere, fordi vi har glemt alt det, det også var?

For objektivt set ved jeg godt, at jeg har bortredigerede nogle ret hidsige perioder, hvor der var flere bakkedale end bølgetoppe, og hvor jeg opsøgte afgrunden og med fatalismen bankende i hele kroppen kastede mig ud. Jeg var ung nok til at tro, jeg var usårlig og ligeglad, og erfaringen havde endnu ikke udstyret mig med nødbremse og katastrofeblink. 

Ønsket om ensomhed og langsommelighed og det, at være tilstede i nuet, forudsætter ro i hovedet og et liv, man rent faktisk ønsker at være tilstede i.

Og den ro, jeg har fået med at være den, jeg er, er en ro, der er optjent gennem snart 43 år. År med succeser og fejlslagne forsøg, med at stole på både de rigtige og de forkerte. År, hvor jeg gik med mavefornemmelsen, og år, hvor jeg gik med frygten. År med kærlighed og knubs og kontante afklapsninger. Alt det lå foran mig, da jeg var 15, og jeg tror ikke, jeg havde evnet at dvæle, selv hvis jeg ville.

Derfor kom jeg til at tænke på, om mit liv dengang faktisk ville have været nemmere, hvis jeg havde haft adgang til den digitale verden, som jeg først trådte ind i, da jeg var i starten af 20’erne? Om jeg ville havde fundet min stamme tidligere, hvis teknologien havde været der, og det var muligt at spejle sig i nogen, der heller ikke passede ind. Nogen, som ikke gik op i håndbold, og som også, i al hemmelighed, syntes, at kejtede skater-Heine, der altid stod i skyggen af wonderboy Heinrich, faktisk var den pæneste af de to. 

Jeg ved det ikke. Men det er en illusion, jeg kan tillade mig at have, fordi den ikke bliver forstyrret af virkelighed og erfaringer gjort i en ungdom, hvor der aldrig var helle nogen steder, og hvor alt kunne dokumenteres og bruges imod én.

Uanset hvad kan det ikke ændres, og i nat, da jeg lå og spekulerede, kom jeg til at tænke på, at dét at ønske sig tilbage til en mere simpel tid, godt nok ikke er digitalt – men det er stadig en måde træde ud af nuet på.

M2019, uge 43

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Genopvarmet en stak vafler, jeg havde sat på en tallerken og i køleskabet og derefter glemt alt om. De var stive som pap, og var egentlig på vej ud. Men så kom jeg til at tænke over, at man måtte kunne gøre det samme med dem, som man gør med tørt brød, så jeg vred et stykke bagepapir under vandhanen, og pakkede dem ind i det. De fik små 10 minutter i ovnen ved 150 grader, blev bløde og lækre som pandekager, og børnene spiste rub og stub.

2.

Købt fyrfadslys med 3 forskellige brændetider, så jeg nu har med hhv. 4, 6 og 8 timer. Den her er i småtingsafdelingen, men jeg synes egentlig stadig, at princippet holder. For nogle dage er vi sent hjemme, nogle dage er det gråt fra kl. 15 osv. På den her måde kan jeg hver gang “bruge lyset op” i stedet for at slukke det om aftenen, mens det stadig brænder, og dagen efter konstatere, at der er så lidt stearin tilbage, at det er nemmere bare at kassere det og tage et nyt med det samme.

3.

Lavet morgenmadstapas på en helt almindelig onsdag. Den her er på, fordi det stadig overrasker mig, hvor meget slave af vane, jeg er. For jeg laver jævnligt ‘reste-tapas’ til aftensmad af alle småresterne fra fryseren, som hver især ikke engang er nok til at udgøre frokost, men som serveret på en bakke samtidig føles en smule eksotisk. Men jeg har ikke en *eneste* gang skænket en tanke, at man kunne gøre det til morgenmad. Det er selvfølgelig heller ikke så tit, vi har *så* mange rester af den her type, men i onsdags havde vi, og børnene besvimede nærmest af begejstring, da der kom en bakke over med en lille skål yoghurt, en bolle med smør, en rest risengrød, en smule æblegrød og en lille portion øllebrød med flødeskum. 

4.

Steppet mit halloween-game op og forsøgt at gøre det bare en smule bæredygtigt. Det her er ét af de punkter, jeg altid har en lille smule lyst til ikke at skrive på, for lad os være ærlige: Ingen har BRUG for halloween-ting, vel? Det, der altid ender med at gøre, at jeg alligevel sætter det på, er, at jeg synes, det kan være med til at udfordre enten-eller tankegangen. At det måske kan inspirere til, at man husker, at der altid er knapper at skrue på; også i de situationer, der ikke som udgangspunkt lægger op til det.

(Inden jeg udløser spændingen er jeg dog nødt til lige at have luft: For kan vi få bremset den trend, hvor butikkerne pakker tingene væk, *inden* højtiden overhovedet er gået i gang? For min skyld må de gerne stille græskar og nisser frem i starten af oktober, men jeg bliver sgu nærmest depressiv, når alle halloweenting er pakket væk EN UGE før, det egentlig går ned, og man ikke længere kan gå en tur i midtbyen d. 24. december, fordi man bliver suicidal over, at de allerede dér er ved at afmontere julen. Hvis det skal være på dén måde, kan vi sgu da ligeså godt købe kister i stedet for senge?)

Nå, men altså. Tilbage til min indkøbskurv. Jeg sørgede for at købe pynt, der kan pakkes ned og væk og genbruges i mange år frem. Jeg tjekkede alle brugttøjsportaler for udklædning, men måtte konstatere, at folk ville have det samme for et sæt brugt tøj, som jeg kunne købe det til fra nyt. Nej tak. Jeg købte ansigtsmaling af ordentlig kvalitet, som kan bruges sammen med den almindelige ansigtsmaling, vi leger med flere gange i måneden, i stedet for at blive nærig og købe fedtfarver, der tegner ad helvede til, altid bliver gnedet ud og lukker porerne. Og endelig forærede jeg børnehaven den guirlande, jeg havde købt til køkkenvinduet, der viste sig at være 6 meter lang, og som vi derfor aldrig får brugt.

I øvrigt:

*Har Frida lært at køre uden støttehjul, og *Chandler-intonation* kunne jeg *være* mere stolt?

*Var Anton i efterårsferien i biografen med morfar, og fordi Fridas livsfilosofi er “There is no ‘I’ in ‘team’” har jeg været nødt til at stille hende en bio-tur i udsigt for at undgå, at Anton finder ham her i sengen:

Nu har jeg så tre spørgsmål: 1. Hvad fanden sker der for, at vi begynder at pushe Frozen II merch så massivt EN MÅNED før filmen får premiere?? 2. Hvorfor, åh hvorfor, tjekkede jeg ikke premieredatoen, *inden* jeg lovede, vi skulle afsted? 3. Hvornår lærer børn, hvad tid er? For efter 652 forklaringer om, at ‘det skal være lørdag FIRE gange, og SÅ kommer filmen!’ og ‘når Anton har haft fødselsdag’ – komplet med kalenderillustrationer, fuld pegepind og halvbrille – spørger Frida stadig 76 gange dagligt, om det er i morgen, vi skal i bio?

*Er jeg i den forbindelse kommet til at love, at man må være klædt ud, når vi skal derind. Mormor har kaldet dibs på Sven. 

*Har jeg skrevet om det før, men åbentbart ikke nok til at slippe det: Jeg kan *næsten* ikke være i mig selv, når jeg ser folk på facebook, der gerne vil give deres aflagte børnetøj og cykler væk til “værdigt trængende”. Må jeg invitere til at kigge lidt indad? For jeg er all for, at vi giver dem, der har mindre end os selv. Men det findes der mange måder at gøre på, som ikke tvinger folk til at udbasunere deres livssituation på facebook, hvor kolleger, familiemedlemmer og børnenes klassekammeraters forældre følger med. Jeg er med på, at det er skideirriterende, at man står der og er klar til at føle sig barmhjertig, og så kommer Zandy, som man kender fra fitnesscentret, som ikke er mere værdigt trængende, end at hun har råd til at få lavet negle og extensions, og henter posen med det tøj, man havde forestillet sig skulle bringe glæde i en syrisk flygtningefamilie. (Som formentlig alligevel ikke er dem, du får i tale med sådan et opslag). Jeg forstår det, for sådan har jeg det også. Men kan vi ikke lige øve os i at mærke efter, om det handler mere om os selv end om modtageren? Om det måske er fordi, vi har alle mulige følelser bundet i bukserne, mormor har syet og hatten, vi købte, da vi sådan hyggede os i Italien i sommer? For hvis det er den rene hjælp, du gerne vil give, så ved du jo – ligesom mig – godt, at der findes masser af organisationer, som sørger for lige præcis det.

Somme tider er det mest næstekærlige, du kan gøre, at lade folk beholde deres værdighed.

*Går begge mine børn givetvis en strålende, faglig fremtid i møde, men ikke hos efterretningstjenesten.

Fordi:

Vi kommer kørende, og passerer, lige ved Esbjergs mest trafikerede lyskryds, et busstoppested, hvor der står en mørkhåret dame med en trolley.

Børnene (råber): “Det var Magne G’s mor!! Magne G’s mor står der!!”

Mig, der – som altid – kører uden briller: “Var det Claudia?”

Børn: “JAAA!!”

Busser sucks, så jeg tager en fuld runde ved næste rundkørsel, og kører tilbage og ind på Bilkas p-plads, som ligger bag ved busstoppestedet. Ud af bilen, og hen over græsset, mens jeg råber: “Claudia!!” efter damen – som i mellemtiden er nået halvt ud i fodgængerfeltet i den forkerte retning.

Alle andre end mig ville have indstillet redningsaktionen her i erkendelse af, at noget var galt. Men ikke mig. If you go, we go. Så jeg hæver stemme og indsats, og brøler, mens jeg vifter med armene:

“CLAU!!DI!!A!!!”

Kvinden vender sig (sammen med alle andre i hele verden), peger spørgende på sig selv, og begynder tøvende at gå tilbage. Det er så *her* det går op for mig, at det – selvfølgelig – ikke er Claudia. En masse italiensk, undskyldende ‘my bad!’ gestik senere, sætter jeg mig ind i bilen til børnene, som er på vej på kostskole i Schweiz, nu hvor vi har kronprinsessens ord for, at det er “en gave”.