Brace for impact

Den kommende uge giver mig lyst til at kravle i seng og trække dynen op over hovedet. Der er så mange elementer i, der stresser mig, og jeg kan mærke at hele mit system er i forhøjet alarmberedskab. Som et ekstra fedt feature er det alt sammen ting, jeg ikke kan lade mig mærke med, hvilket jo heldigvis er smadder nemt. 

Et af mine allerbedste mennesker skal til lægen og have svar på nogle prøver. Og der *er* grund til optimisme. Rigtig meget peger i den rigtige retning, og lægen har mest taget de her prøver for en sikkerheds skyld, hvilket jeg er taknemmelig for. Men som jeg har skrevet om før, så slog det noget i stykker i mig, da min veninde Lene fik en svulst i hjernen, som hun endte med at dø af, og da jeg i forvejen altid har været lidt en struds med sygdom, kan jeg næsten ikke trække vejret i sådan noget her.

Skolen starter også igen.

Mandag skal Anton og jeg til møde med klasselæreren og den nye matematiklærer, hvor vi skal ned og se det nye lokale, finde en plads til ham og generelt snakke om, hvad der skal ske. Efter den første time sender jeg Anton ud til morfar, og derefter har jeg bedt om, at skolepsykologen laver et oplæg for de lærere, der er tilknyttet klassen om, hvad det vil sige at være autist. Hun starter, og derefter tager jeg over ift. de specifikke ting, der knytter sig til Anton.

Onsdag er der officiel skolestart, hvilket Anton næsten ikke kan være i.

Egentlig har jeg mest frygtet onsdag, men da jeg i sidste uge begyndte at forholde mig til mødet mandag, kunne jeg mærke, at alt i mig forvandledes til sand. Tungt, vådt sand. Jeg kan ikke forklare, hvor lidt jeg orker at skulle tilbage i dén mølle. Hvor jeg skal være på forkant med alt-alt-alt-ALT, hvor jeg skal insistere, stå fast og bede om møder, fordi aftaler ikke overholdes, hvor jeg skal kæmpe for hver ENESTE lillebitte håndsrækning, og hvor det kun er mig, der føler tyngden af vigtigheden af, at de mennesker, der holder Antons fremtid i hænderne, også husker at holde, hvad de lover.

Det hjælper ikke at vide, at børn som Anton er i voldsomt forhøjet risiko for at udvikle skoleværing, selvskade, angst, depressioner, som ofte er resultatet af en belastningsreaktion. Men hvad gør man? For lige med Anton er både skolen og generelle skift svære, og derfor er selve omstændighederne ved at skulle i skole igen en kæmpe udfordring for ham.

Samtidig er en af mine største og vigtigste opgaver som Antons mor at presse ham 5% ud over hans komfortzone hele tiden, fordi han ofte kan meget mere, end han selv er klar over. Og lige med ham, som kommer til at have udfordringer nok i tilværelsen, er det ekstra vigtigt, at han tilegner sig de kompetencer, han har mulighed for at udvikle, fordi det kommer til at give ham et nemmere liv. Men i forhold til skole synes jeg simpelthen, det er så svært at vurdere, hvor lidt eller meget, jeg kan puffe ham uden at komme til at brække ham midt over. No pressure, vel?

Jeg kan læse mig frem til, at de fleste autister i almene skoletilbud, skifter til specialtilbud omkring 6. klasse, og Anton skal starte i 5. nu. Og der kan være mange fordele forbundet med at komme ud til andre børn, der ligner ham, og lærere, der ved, hvad autisme er for en størrelse. Men det er jo ikke som en potteplante, man bare flytter til en anden karm. Der vil være et trivsels- og indlærings-set-back, fordi han vil komme til at bruge al ledig kapacitet på at forholde sig til skiftet og de nye rammer. Der er noget meget lavpraktisk ift. hvad vi gør med transport; skal jeg køre ham, de dage jeg kan, eller er det bedre, at det altid er taxa, fordi det så er det samme? Hvad med de tidspunkter, der ligger uden for den almene skoletid, hvor jeg arbejder? Han kan ikke lide at være alene hjemme, men skal han så sluses ind i et klubtilbud på en skole, der ligger relativt langt væk? Hvordan får jeg det til at passe med Frida? Som jo i parentes bemærket også er i gang med en udredning af en grund.

Og så er der lige den lille detalje, at jeg er ved at bygge et firma op, og derfor lige nu er nødt til at sige ja til de opgaver, der kommer, og ikke bare dem, der passer godt, rent tidsmæssigt. For tag over hovedet og mad på bordet er jo også rart nok at have.

Jeg har det, som om hele verden sidder på mit bryst.

Jeg ved ikke, hvor meget jeg kommer til at være herude den næste uge. Måske bliver det rart med lidt virtuel afledning, måske er jeg bare nødt til at trække mig ind i min skal. Jeg ved det ikke endnu.

Jeg håber, at jeres uge byder på indhold i den lidt lettere ende.

M2022, uge 31

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg haft lyst til at gifte mig med min wok. Jeg har så OPTUR over at have fundet en måde at gen-integrere wokmad i mit liv på, hvor det stadig er overskueligt.

 I fald andre end mig kunne have gavn af den lavpraktiske tilgang, er her, hvad jeg har gjort: 

*Jeg lavede en tredobbeltportion af de her kødboller og frøs dem ned i portioner af 4.

*Jeg frøs kyllingebrystfileter (købt på dato) ned enkeltvis; de kan skæres papirtyndt, hvis man skærer dem, mens de stadig er let frosne. 

*Jeg kogte en ordentlig grydefuld ris og frøs det ned i bægre á 1 dl.

*Jeg ristede en hel pose sesam på panden og smed det i et glas. 

*Jeg strimlede en spidskål med min nye skræller, som jeg ikke kan forklare, hvor glad jeg er for.

*Og endelig købte jeg en god håndfuld asiatiske saucer (bare dem fra Santa Maria).

På dagen hiver jeg så bare forårsløg, rødløg, gulerod, peberfrugt eller hvad jeg nu lige synes passer ud ad køleskabet, strimler det og lynsteger. Ris og kødboller er frosset ned i så små portioner, at de kan tø op på et par timer på bordet, så det kræver stort set ingen planlægning, og det betyder, at jeg kan lave mad til mig selv på ca. 10 minutter. 

2.

Fik jeg et fantastisk tip i sidste uges kommentarfelt ift. rondeller af stof, nemlig at koge dem i en gryde med blå Biotex.

Jeg tror, de fleste af os efterhånden meget sjældent kogevasker tøj, så det her tip er genialt; særligt, hvis man er flere i en husstand, der deles om stof-rondellerne, og hygiejnen derfor er ekstra vigtig. 

3.

Har jeg stået så fast på, at jeg ikke er blevet ordentligt informeret i forbindelse med et køb, at 3 voksne mænd bakkede ned og byttede de to iPads, jeg har købt, selvom de lagde ud med, at de ‘ikke byttede Appleprodukter, når først de er taget i brug’.

Det lyder som humblebrag, og som om, jeg forsøger at få formidlet, at jeg er en hård nyser. Det er jeg ikke, når det kommer til at returnere varer, for jeg føler mig altid .. nærig, tror jeg? når jeg gør det. Jeg har også selv stået så meget i forretning, at jeg *præcis* ved, hvor belastende kunder kan være. 

Men jeg har truffet en beslutning om, at jeg gør det, selvom jeg hader det, når jeg synes, det giver mening. Når lyskæder til udendørs brug f.eks. kun kan holde ét år, selvom de reelt kun hænger ude 4 uger, og halvdelen af pærerne så er døde, når man finder dem frem året efter. 

Eller når jeg, som det var tilfældet her, synes, at den information, jeg har fået, har været så mangelfuld, at det er urimeligt.

Som sagt har jeg købt en ny iPad til hvert af børnene. Det var ingen luksus; dem, de havde, var begge over 8 år gamle, og de bruger dem meget. Jeg valgte – i samråd med sælger – en model med 256 GB, hvilket er den største, man kan få, fordi jeg gerne vil være sikker på, at der er hukommelse nok til, at de kan trække de spil, børnene gerne vil spille. Det er ekstra vigtigt her i huset, fordi Anton (som, til de af jer, der ikke ved det, er autist) har den med i skole og bruger den, når han holder pause. 

Da jeg kom hjem med dem, var der ingen slæde til SIM-kort i, hvilket betød, at jeg ikke kunne flytte det mobile bredbånd, jeg havde i de gamle, over i de nye. Men fordi de gamle var, well, gamle, tænkte jeg, at det måtte være fordi, der i mellemtiden var kommet en virtuel løsning.

(Når vi er sammen, kan børnene bare hoppe på det netværk, jeg har på min telefon, men jeg er ikke med overalt.)

Jeg ringede til YouSee – og talte i halvanden time med fire forskellige mennesker, fordi ingen faktisk lige var helt sikre på, om modellen og generationen understøttede eSim. Det endte med, at de fandt ud af den gjorde. De sendte mig en QR-kode, jeg skulle scanne – og den virkede ikke. Jeg ringede igen. Jeg snakkede med to andre medarbejdere. De sendte en ny kode. Den virkede heller ikke. Jeg talte med dem igen, de fejlmeldte den, jeg fik en ny kode, som – du gættede det – heller ikke virkede, hvorefter jeg fik en mail om, at min sag nu var sendt videre til en Übertekniker, og at de ikke vidste, hvor længe det ville tage. 

Her begyndte jeg at svede rigtigt. For Anton er i forvejen RIGELIGT presset over at skulle i skole, og fordi simkortet i den gamle *er* lukket ned, og det nye ikke virker, står han til ikke at have en iPad at tage med, hvilket er *endnu* mere nødvendigt i starten, hvor alt er nyt, og han er *ekstra* mast.

Derfor kørte jeg ud i butikken, hvor jeg havde købt de to iPads, og bad dem om, mod betaling, at hjælpe mig med at sætte eSim op. 

“Nå, haha, men det kan man ikke på den model der.”

Og så blev jeg simpelthen så gal, at jeg helt glemte, at jeg hader at være Den Dumme, Nærige Kunde.

De endte med at bytte dem begge to, men det tog 2 timer at få alle formalia i orden, og det var helt *utrolig* ubehageligt. Men fordi de selv – to gange – lige måtte tjekke, om de havde ret i det, de sagde, stod jeg fast på, at det her var så vigtig en detalje, som de ikke havde informeret mig om, at jeg ikke ville give mig.

Jeg kommer ikke til at modtage venneanmodninger fra nogle af dem på facebook, men det er ok. Selvom jeg stod overfor 3 granvoksne mænd, der alle sammen helt tydeligt syntes, at jeg var sur og urimelig, og jeg svedte og mine hænder og min stemme rystede, så stod jeg fast, og derfor har vi nu to nye iPads, der faktisk er brugbare, og jeg er inderligt stolt af mig selv. 

3.

Er vi i gang med den sidste ferieuge. Derfor har jeg bladret køleskab, fryser, snackkurv og madskab igennem og gjort plads til hverdagen igen. Og altså: Det er jo ikke fordi juicebrikkerne rådner, eller kiksene bliver radioaktive, når børnene starter i skole, men jeg ved fra de andre år, at vi glemmer at få dem brugt, når først det hele ruller, så vi har holdt picnic i skoven og været selvkørende i Legoland.

Samtidig har jeg forsøgt at få tømt grøntsagsskuffen for det, jeg ikke har fået brugt til wok-mad, og resultatet af det, blev en virkelig god pastasauce. 

Jeg smed løg, hvidløg, chili, peberfrugter, gulerødder og tomater i et ildfast fad, hældte olie over og gav det 40 minutter ved 200 grader (slukkede for ovnen efter 35 min, fordi #elpriser), ristede en rest mandler hårdt på panden, og blendede hele herligheden med en skive brød, silketofu, en rest mozzarella, lidt pikantost og bunden af et pestoglas. Jeg smagte til med balsamico, sherryeddike, salt, peber, chili og sukker, og det blev fuldstændig forrygende.

4.

Er vi igennem juli, og vores elforbrug endte på 200 kWh, mod 244 sidste år. 

Som jeg nævnte i sidste måned, ligger vores grundforbrug på ca. 220 kWh pr. måned, og man kunne have forventet, at ferien havde givet en mere synlig besparelse. Men jeg kan se, at det øgede elforbrug, det giver at vaske tøj osv. inden man tager afsted, og når man kommer hjem igen, faktisk ender med at skubbe forbruger så meget op, at man reelt ikke sparer ret meget ved ikke at være hjemme.

Men vi er stadig under det niveau, vi holdt sidste år, hvor vi også var afsted, og det er jeg godt tilfreds med.

I øvrigt:

*Var vi forleden en tur i Blåvand, hvor min familie kom meget, da jeg var barn. Jeg husker det som dejlige ferier med badeture til stranden og aftenture efter is. Der var også store sommerhuse og tyske turister dengang, men der var en sommervibe af god tid, falmede shorts og forvaskede t-shirts, som inspirerede til at slappe af. Nu? Not so much. Jeg vil tro, at min puls lå på lige omkring 340 efter 10 minutter deroppe; det var SKRÆKKELIGT. Jeg tror aldrig, jeg har set så mange mennesker i hele mit liv. Alt, hvad der var af lokale butikker dengang, var forvandlet til Only, Skoringen og Meny, og stranden var nogenlunde ligeså øde, som Strøget lørdag formiddag. Det er blevet en slags storbyferie-sted, men uden noget at se, og jeg ville blive ringet op af min bank på andendagen med spørgsmål til de 17 posteringer fra vin-forretningen, hvis jeg endte i et sommerhus deroppe.

*Er jeg i gang med en virkelig god bog. ‘Midnatsbiblioteket’. Plottet er, at en kvinde forsøger at begå selvmord, men i stedet for at dø, vågner hun i et bibliotek, hvor alle bøger er liv, hun kunne have levet, hvis hun havde truffet andre valg. Ikke bare de store beslutninger, men også de små. Hver gang hun vælger en bog, får hun lov at træde ind i det liv, den handler om og være der, til hun oplever fortrydelse, hvilket sender hende tilbage til biblioteket. Stor ros til bogen for ikke at forfalde til at give forklaringer på alt, hvad hun undrer sig over i de liv, hun hopper ind i og for at gøre det mere nuanceret end bare lykken-er-hverken-succes-børn-ægteskab-eller-penge. Det er Sliding Doors tilsat kvantefysik og En Shopaholics Bekendelser, og jeg synes, den er virkelig god.

*Har jeg lyst til, at vi indfører bare en lille smule selvjustits ift. hvem vi inviterer til at like vores sider på fb. Jeg er all for at støtte mine venner, og jeg ønsker dem al succes i verden – men måske vi kunne aftale, at du, når fb spørger, hvem du vil invitere til at like din nye side, lige vurderer, om det virkelig er relevant for ALLE at følge med i ændringer i åbningstiderne i dit nye fitnesscenter i Nakskov, eller hvornår du kører rabat på samtaleterapi i din klinik på Bornholm. 

*Vil jeg, når det er sagt, dog gerne understrege, at jeg synes, man skal mase på ALLE de steder, hvor der kan være en potentiel mulighed for vækst. Jeg stopper f.eks., helt uden skam, mit visitkort ned i halsen på sagsbehandlerne på både a-kassen og jobcenteret, når jeg som supplerende dagpenge-modtager er indkaldt til møde. De virker mere overraskede end de burde være, taget i betragtning af, hvor ivrigt de understreger, at jeg skal være ‘aktivt opsøgende’…

*Er det godt, at der kommer flere og flere opgaver, for vi ved alle sammen, at det er bedst, at jeg ikke har for meget tid på hænderne. I går kom jeg f.eks. på Miljøministeriets facebookside op at skændes med en lærer om vandingshuller til padder. Ffs.

*Bøvler Frida ikke med sproget på samme måde som Anton, men ind imellem får hun alligevel nogle udtryk galt i halsen. Efter at vi for nogle uger siden havde en lille samtale om den ideelle korrelation mellem smertepåvirkning og reaktion, er hun, når jeg løfter det ene øjenbryn, begyndt at lave jazzhands, mens hun med cirkusstemme hvisker: “…*Dramagisk*..!” Det hedder det fra nu af. 

*Har vi være meget i diverse svømmehaller denne sommer, og jeg vil gerne have lov at fremsætte den påstand, at livreddere meget ofte bare er aqua-parkeringsvagter. Slap af, Poul.

*Kører vi dagligt forbi en mark, hvorpå der står ca. 25 køer og 1 hest. Én. Hver gang vi passerer, kigger jeg på den, og det kan være mig, der overfortolker, men jeg bilder mig ind, at den altid har et udtryk af mild forbløffelse i ansigtet.

*Siger jeg ikke, at jeg glæder mig til børnene skal i skole igen. Jeg siger bare, at jeg er ved at være klar til 3 minutter uden “Prøv at se, mor! Se! Kig!”

M2022, uge 30

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg prøvet at købe 25 stof-rondeller for at se, om de opfører sig anderledes end de strikkede, jeg har.

Jeg har nævnt de strikkede rondeller før, og de har nu holdt fanen højt i 25 måneder, hvilket betyder, at jeg har skånet miljøet for 45 pakker almindelige vatrondeller.

Så langt, så godt. 

Men i takt med, at de bliver slidte af brug og vask, suger bomuldsgarnet bedre og bedre – og det betyder, at jeg bruger mere og mere af de forskellige renseprodukter, jeg anvender dem til. Jeg har aldrig fået det til at fungere med eyemakeup-remover i væskeform, men har været nødt til at bruge dem, der har konsistens som lotion, og det er der for så vidt ikke noget galt i.

Problemet er, at hvor du ikke kan sparke dig frem for de helt flydende makeupfjernere, når du er ude at handle, så er der væsentligt længere mellem de butikker, der har et lotion-alternativ på hylden. Og jeg vil gerne væk fra at have produkter, hvor jeg KUN kan bruge det, en bestemt kæde forhandler, for det giver ekstra kørsel, samt begrænsede muligheder for at købe på tilbud – og så giver det ofte anledning til impulskøb, for ‘nu hvor jeg alligevel er her..’

Men nu har jeg i en håndarbejdsgruppe købt 25 stofrondeller for at teste, om de er bedre. Jeg bad om nogle, der bare var syet af rester, så nu er mit aftenafrensningsritual diffet op med camouflage, pelikaner og noget, jeg tror er Marvel-helte.

2.

Har jeg opdaget, hvor godt HELT almindelige tebreve i koldt vand eller dansk vand er. Og her føler jeg mig faktisk lidt som en idiot, for jeg er én af dem, der er hoppet i fælden og har købt særlige tebreve til koldt vand.

Big mistake. Big. Huge. 

De almindelige er MEGET bedre. De afgiver væsentligt mindre farve og aroma end de Ganske Særlige (jeg gider ikke, når det smager af saftevand), og til min store overraskelse kan man pludselig smage mange af de ingredienser, pakkerne hævder, at teerne indeholder, men som – i hvert fald i min mund – forsvinder ved 90 grader.

Jeg har indtil videre kun set opskrifter på iste, der angav, at teen skulle laves fra bunden og herfra køles af, hvilket jeg ikke har tålmodighed til, og derfor aldrig har gjort. Men det her? Dét er godt – og så får jeg drukket noget af al den gode te, der ellers bare står i skabet her i sommermånederne og taber smag. 

3.

Har jeg købt en pakke bleposer i Rema (5 kr. for 3 ruller à 15 stk.)

Når vi er på tur, har jeg altid en pose med til affald, og fordi både poser og ruller her er helt små, passer de PERFEKT i tasken, og man spilder ikke en almindelig affaldspose på et æbleskrog, en halvtom juicebrik og indpakningen fra en kiks.

PS: Til de nye, der kigger indenfor: Hvis man gerne vil prikkes på skulderen, når der er nye indlæg på bloggen, kan man like bloggens fb-side. Her poster jeg et heads up, når der er nyt, og det er det eneste, siden bruges til.

Blandede (og lidt trætte) bolcher

Om lige præcis to uger er vi tilbage i hamsterhjulet. Eller. Det er “vi” jo egentlig ikke, fordi jeg nu er selvstændig, men skolen starter igen, så vi er tilbage i rutiner og hverdag, og det har jeg det blandet med.

På plussiden trænger jeg til at kunne fokusere 100% på firmaopstart, og jeg savner at snakke med alle mine gode mennesker. Jeg er ferie-slidt af at forsøge at holde balancen mellem et barn, der gerne bare vil være hjemme og sammen med mig, og et der spørger 6254 gange i timen, hvad vi skal nu/om lidt/i eftermiddag/i morgen, og som selv er *fuld* af gode ideer. Det er ikke blevet nemmere af, at vejret har været enten hedebølge eller ultimo-oktober, for naturen og aktiviteter udenfor har altid fungeret godt som kompromis, og det er bare sjovere, når det er tørt og 24 grader.

Samtidig er økonomien en udfordring, fordi jeg er på supplerende dagpenge, og derfor ikke bare kan fylde på med aktiviteter, der koster, hvor børnene lige kan underholde sig selv et par timer.

Og så føles det – stadig og igen – SÅ åndssvagt, og som spild af både min og andres tid, at jeg skal søge to jobs om ugen, job-logge og løbe til møder, når vi alle sammen ved, at det ville være både urimeligt og meningsløst, hvis jeg tog pladsen fra en anden kandidat.

Så jeg er træt, for bare at sige det, som det er. Træt af at mægle, at blive snakket til og afbrudt konstant, at blive vækket, af at tjekke jobnet og at skulle finde ud af, hvordan man laver en faktura, henter og sender Tro & Love-erklæringer, hvordan man får brugernes bevillinger og hvad den administrative forskel på en opgave i jobcenter-regi og på et hospital er efter kl 20, når Frida er puttet.

Omvendt savner jeg ikke madpakkerne og at skulle tale skolen op for Anton, som synes, det er en svær setting at være i. Det føles somme tider som at være cheerleader 24/7, og det kan godt være lidt sejt de dage, man selv har svært ved at bevare optimismen. 

Sidst men ikke mindst i den mugne kategori, er jeg mere presset over, at min udredning først ligger i december, end jeg havde troet, jeg ville være. Jeg havde forventet, at det ville være ligegyldigt; at 5 måneder ikke føles som noget særligt, når man har gået med noget 45 år.

Men jeg har det nærmest modsat, og jeg er ikke helt sikker på, at jeg selv forstår hvorfor. Det nærmeste, jeg kommer et svar, når jeg graver, er, at det føles som at opdage, at jeg har svømmet hele mit liv, mens mange andre har sejlet, og nu er der nogen, der står i horisonten og vifter med en redningskrans, og pludselig kan jeg mærke, hvor træt jeg er.

Eller måske er det fordi, de ting, der driller, pludselig fylder dobbelt så meget, fordi jeg hele tiden er nødt til at dobbeltjustere mine tanker. Før i tiden bed jeg bare tænderne sammen og gjorde det, når noget var svært eller uoverskueligt. Nu konstaterer jeg, at det er svært – så tilbyder min hjerne en mulig forklaring – og så skal jeg indskyde et forbehold. For jeg ved jo ikke, om det er ADHD. Det får tingene til at fylde mere, end de gjorde før, og giver en minitur i den emotionelle rutchebane, hver eneste gang, det sker.

Men nu lyder det som om, det hele er én lang røvtur – og det er det ikke. For det *er* rart at have tid sammen, som vi selv kan udfylde. Ingen madpakker, ingen tidlige morgener og muligheden for at gøre alt i vores eget tempo. De mange uger er en luksus, der giver mulighed for at tune HELT ud, og det gør meget godt for os alle 3.

Opgaverne begynder også at tikke ind, og jeg kan. ikke. forklare, hvor fedt det er at være herre over egen tid. Tilfredsstillelsen ved at tage imod en opgave, udføre den, efterbehandle og hele vejen igennem selv at have hænderne på den, er ubeskrivelig. Jeg ejer min egen tid, jeg sammensætter mit eget skema, jeg sætter selv barren, jeg kan fokusere på det, der giver mening, og jeg skal ikke bruge tid på at undskylde/reparere/forklare/begrunde arbejdsgange og fejl, jeg ikke selv har besluttet, begået eller forvoldt. Det giver mig så intens arbejdsglæde, at jeg har det som om, jeg er nyuddannet igen.

Så lidt en blandet landhandel på humørsiden her for tiden. Det bliver interessant at kigge tilbage på, når vi går på ferie til næste år.

Jeg håber, at I hænger i derude i sommerlandet – uanset hvordan livet og dagene tegner sig for jer.

M2022, uge 29

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg indberettet ‘et problem’ til Apple Support og til min gigantiske overraskelse fået mine 450 kr. igen. 

Jeg købte for en måned siden en kørebogsapp, Milage Book, der burde kunne sync’e op med mit regnskabsprogram. I går testede jeg den så for første gang, og den virkede ikke. Den så ud til at tracke fint, mens jeg kørte, men da jeg ville dobbelttjekke i aftes (fordi – say it with me – tillid er godt, men kontrol er bedre), var der ingenting logget.

Den crashede 5 gange, mens jeg sad med den, ville ingenting, og jeg blev sgu sur. For til 450 kr. synes jeg faktisk godt, det må virke. Så jeg indberettede problemet, mest for min egen sjælefreds skyld, og havde nær tabt min kaffekop, da jeg efter 18 timer fik mail om, at værsgo; her er dine penge retur.

(Er der nogen, der bruger Billy-regnskabsprogrammet, der kan anbefale en anden?)

2.
Har jeg købt et brugt mandolinjern og forespurgt på den opbevaringsbeholder, der hedder ‘The Salat Bar’ i en stor, lokal fb-gruppe, jeg er med i.

For et par uger siden var vi på Street Food, hvor der er kommet en lille vietnamesisk stand, og jeg bestilte en omgang Pho Xao, der nærmest satte ild til mit savn efter wokmad, som jeg levede af, inden jeg fik børn. 

Jeg har selverkendelse nok til at vide, at den afgørende faktor ift. om jeg får wokket eller ej, er, om jeg kan gøre det nemt nok til, at det også kan lade sig gøre de dage, hvor tiden er lidt knap. For ligeså hyggeligt det kan være at stå og snitte kål og forårsløg, når man har tid, ligeså gennemført skrækkeligt er det, når man har travlt. 

Derfor besluttede jeg, at et mandolinjern, en skræller af den gamle slags (som jeg først nu lærer, at folk skærer kål med. Altså, hvad fanden? Har I tavshedspligt eller hvad!?!) og en måde at opbevare grønt på, så man kan skære mere ad gangen, uden at det bliver tørt og træls, måtte være basics. Jeg brugte et par uger på sondere terrænet og fandt et mandolinjern til 50 kr. på Marketplace, samt en skræller på bud til 70 kr. (I aftes testede jeg den så for første gang, skrælleren, og vi sender thoughts and prayers til de to af mine fingre, som næsten røg i processen).

Salatbaren så virkelig, virkelig smart ud, og jeg havde *næsten* købt en, da jeg tænkte, at man måske lige skulle forsøge at få en ærlig brugervurdering. Og det var godt, jeg gjorde det, for ALLE var enige om, at den er god og smart – men at den tager ALT for meget plads i køleskabet. Da jeg i forvejen bøvler lidt med mangel på hyldeplads, afgjorde det sagen, og løsningen er i stedet blevet at nøjes med at preppe det grønne, der godt kan stå et par dage uden at blive træls, og så skære resten på dagen. 

3.

Har jeg haft fat i en gammel kollega fra fdk, fordi jeg vidste, at han havde noget træningsudstyr til at stå. 

At være selvstændig giver en lille smule mere luft i hverdagen, og jeg vil forfærdelig gerne i gang med at træne igen. Men der ligger ikke lige fitnesscentre rundt om hjørnet, hvor jeg bor, og det er for dyrt at tage chancen ift. om der bliver tid til både at køre frem og tilbage og at træne. 

Derfor har jeg gravet nogle af mine gamle træningsvideoer frem, og så er første test, om jeg kan få smidt en time ind herhjemme, to gange om ugen. Lykkes det, kan vi genåbne sagen.

Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at udstyret er nødt til at være nogenlunde i orden, hvis jeg skal i gang; ellers bliver jeg hidsig. Og en ny stang med vægte løber op i små 1000 kr. Derfor slidede jeg i dm’eren til min kammerat, og nu har jeg hentet et komplet sæt, så jeg gratis kan prøve, om indsatsen står mål med intentionerne.

Om sofaer, venner og kunsten at justere

Det her startede som et svar til dig, Kristina, som i kommentarfeltet til sidste indlæg spurgte, om jeg ville prøve at skrive lidt mere om det med at gro, der hvor man er plantet, i stedet for at jagte de perfekte vækstbetingelser, for “Jeg stiller store krav til mine medmennesker – og jeg bliver skuffet gang på gang.”

Som så ofte før, blev det langt og undervejs fik jeg lyst til at hive det ud på selve siden, i tilfælde af, at andre har tanker og synspunkter, de vil byde ind med.

Som jeg kort nævnte i sidste indlæg, så føles det somme tider som om, noget for mig samler sig i et tema; en slags ‘lektie’ i at ændre på noget, der jævnligt skaber frustration, og som jeg pludselig får øje på i både relationer og i min generelle tilgang til hverdag og verden.

Og jeg genkender præcis, hvad du skriver, Kristina. Du lyder faktisk som en 10 år yngre version af mig her, for hold KÆFT, hvor har jeg også været skuffet over folk. Både dem helt tæt på og dem helt ude. Det bliver jeg stadig – ligesom jeg også stadig kan komme til at ophøje begivenheder til noget, der skal være Perfekt for at have værdi.

Ikke, at det her nogensinde har været en hemmelighed for mig selv. Jeg har altid vidst, at jeg har en tendens til at være kompromisløs; at jeg stiller høje krav til min omverden, og at mine frustrationer ofte handler om, at jeg giver mere end jeg egentlig kan undvære. For det er jo der, frustrationerne opstår; når en relation bliver skæv i indsats og forventninger.

Og man bliver ikke 40+ uden at have lært, at det er spildte, gode kræfter at forsøge at ændre på andre mennesker. 

Så hvordan slipper man det mindset uden at det kommer til at føles som om, man bare resignerer og lader sig nøje?

For mig har det handlet meget om at lære at placere relationerne og mine forventninger til dem det rigtige sted. For jeg har opdaget, at jeg i årevis – altid? – har delt folk op i to grupper: Dem, jeg har lukket ind og dem, jeg ikke har et forhold til. Og dem, jeg har lukket ind, har jeg haft en tendens til at opfatte som én stor gruppe, selvom mit fortrolighedsniveau med de mennesker, der udgør gruppen, variererer.

I overført betydning står folk enten helt inde i min stue eller er tilfældige forbipasserende på gaden.

Og her har der for mig været meget læring i at tænke over, om de egentlig alle sammen skal sidde i sofaen – eller om nogle af dem måske hører til i entreen, i indkørslen eller helt ude i haven.

Det kan komme til at lyde som nid og straf. At man, hvis ikke man lever op til mine tårnhøje forventninger, bliver lagt på is. Det er slet ikke sådan, jeg selv tænker det. For mig handler det om at justere relationen, så vi investerer det samme i den, og bruger den til nogenlunde det samme. 

For det kan godt ske, at jeg skidegodt kan lide en mor til et barn i Fridas klasse, og at jeg synes, det har karakter af et venskab, når vi drikker kaffe, mens pigerne leger. Men det er det ikke. Ikke sammenlignet med de venskaber vi begge har med mennesker, vi har mere historie og tættere bånd med. Og derfor skal forventningerne til dén her relation (selvfølgelig) nedjusteres.

Det ser meget oplagt ud, når man skriver det, men det har taget mig lang tid at få øje på, hvad det egentlig er, der sker.

For mig startede det med, at jeg begyndte at bemærke, hvor mange begrænsninger, jeg fik sat for mig selv ved altid at låse mig fast på, at bestemte begivenheder skulle være perfekte for at kunne bruges. Den nylige månevandring på Møn er et godt eksempel. For for 5 år siden ville der have været tusinde ting, der kunne have ødelagt oplevelsen for mig. Tænk, hvis det regner. Eller jeg har de forkerte sko med. Eller har hovedpine. Eller ikke kan koncentrere mig om at meditere, fordi jeg skal tisse. Hvad hvis jeg har for lidt tøj på? Eller for meget? Eller hende, der står for det, er en af de alternative typer, der får *alt* til at stritte på mig? Eller, eller, eller.

Bemærk venligst, at der ikke er et *eneste* punkt, der har afgørende betydning for, om begivenheden kan gennemføres. Der er ikke noget ‘tænk, hvis bilen går i stykker på vej derover’ eller ‘bare jeg ikke vrikker rundt eller brækker flere tæer, så jeg ikke kan gå’ på listen

Der er altså ingen reelle katastrofescenarier i overvejelserne; de går alle sammen bare på ting, der potentielt kan påvirke oplevelsen i negativ retning.

Da dét begrænsningsfilter først var blevet tydeligt for mig, blev det også indlysende, hvor meget læring og udbytte, jeg med den alt-eller-intet tilgang går glip af, og derfor begyndte jeg langsomt at øve mig i at tænke: “Hvad kan jeg få med under *de* her betingelser?” når noget ikke var, som jeg havde tænkt eller håbet. 

Derfra var der egentlig ikke så langt til at begynde at betragte de mennesker, jeg har omkring mig på samme måde.

Men én ting er at have gjort sig tanker om, hvordan noget kan gribes an. Noget andet er at føre det konkret ud i livet. For hvordan pokker går man fra at være skuffet og frustreret, til at tage, hvad man kan bruge, og lade resten ligge?

I mit tilfælde forestiller jeg mig, helt konkret, at jeg flytter de mennesker, jeg gerne vil bevare en relation til, men som jeg oplever investerer mindre end mig, en cirkel ud. Igen: Ikke som straf, men som en måde at beholde dem i mit liv på. For hvis jeg ikke gør, dør relationen alligevel, fordi man over tid gror det, der på godt dansk hedder resentment mod mennesker, man igen og igen bliver skuffet over. Og det er ret vigtigt for mig at slå helt fast, at jeg godt ved, at det primære problem er mig; at mit relations-net er for grovmasket. Jeg får ikke placeret folk det rigtige sted fra starten, og derfor er jeg nødt til at relokere dem efter et stykke tid, og fasen op til dén manøvre, indebærer stadig skuffelse og frustration. Det er nok svært at undgå, men jeg oplever, at min sorteringsproces efterhånden går hurtigere, og at skuffelsesfasen dermed bliver knap så lang.

Til gengæld føler jeg, at det, jeg arbejder med her, har gjort mig bedre til at være klar i spyttet i de nære relationer, fordi sorteringen også gør det mere klart, hvem jeg gerne vil dele sofa med. De relationer kan bære mere, og her er jeg ikke bange for at give en verbal røvfuld, hvis jeg synes, indsatsen er for slap – hvilket jeg kun kan gøre, fordi jeg ved, at de ville gøre det samme den anden vej. At tage de svære samtaler er også en måde at passe på venskaber på.

Jeg oplever også, at jeg hurtigere opdager breadcrumbing, når jeg bliver udsat for det. Altså, de relationer, som i lang tid virker gode og værdifulde, men hvor man efter et stykke tid begynder at bemærke, at mens man selv prioriterer den anden person, så tapper denne kun lige nok ind til, at man ikke går sin vej. De fleste kender nok mest den adfærd fra datinglivet, men den lever også i bedste velgående på de sociale og faglige arenaer, hvor man på en eller anden måde repræsenterer noget, den anden kan bruge. Det kunne tidligere tage mig lang tid at opdage, men fordi jeg nu er begyndt at forholde mig konkret til, hvor på den metaforiske matrikel folk hører til, bliver mangelfuld indsats også meget hurtigt meget tydlig.

Så altså. Skåret ind til benet er jeg nok bare blevet så gammel, at det begynder at gå op for mig, at man må overgive sig til livet på livets betingelser og *gøre* det meningsfuldt, uanset hvad form det kommer i, hvis ikke man vil ende med at sidde alene og marinere i skuffelse og bristede forventninger. For mig føles det meget meningsfuldt at arbejde med, og det er jo altid et godt udgangspunkt for at blive ved med at gøre det. 

Det blev langt. Igen igen igen igen. Og det er et af de indlæg, hvor jeg, mens jeg trykker ‘Post’, er i tvivl om, om det giver mening for andre end mig. Men alle input er velkomne i kommentarfeltet, og om ikke andet håber jeg, at du, Kristina, føler, at det var en form for svar.

Fly me to the moon

Jeg er landet i sofaen, helt skæv i betrækket af træthed, fordi jeg i nat har været på fuldmånevandring på Møn. 

Turen var en julegave, min veninde og jeg gav hinanden i erkendelse af, at ingen af os mangler flere krus eller tørklæder, og egentlig skulle vi have været været afsted i april. Men verden venter ikke på de sløve, så da vi i slut-februar forsøgte at bestille, var alt for længst udsolgt og således besluttede skæbnen, at det var i går vi skulle afsted.

Der er godt nok pænt på Møn. Og særligt, når mørket falder på. På et tidspunkt, omkring kl 22.30, gik vi forbi fyret derovre, og det er noget af det fineste, jeg kan huske at have set.

Turen derover var til gengæld mere end almindelig træls. Krak siger ca. 3,5 time, men vi endte med at bruge 6,5 time pga. sommertrafik og kø. Da vi ankom, var der ingen, der tog imod os eller var klar til at hjælpe med det praktiske, og vores værelse var givet til nogle andre, der ved et helt usandsynligt tilfælde hed det samme som os.

Vejret var til gengæld tæt på perfekt. Vind nok til at man ikke døde af varme, når man knoklede op ad bakker og ned ad skrænter, og samtidig klart nok til at både stjerner og måne fik lov at give os åndenød af betagelse. Vi gik tæt på 9 km. med indlagte meditationsøvelser undervejs, og da vi kom tilbage til gården, var der bål og dyner og den bedste aspargessuppe, jeg kan huske at have smagt.

Meditationsøvelserne gav fuldstændig mening for min veninde, mens mange af dem ikke ramte mig. Men på en bagvendt måde var de alligevel perfekte for mig, lige der, hvor jeg er, for ét af de livstemaer, jeg i disse år arbejder med, er at overgive mig til livet på livets betingelser.

I mine 20’ere kæmpede jeg for at få de mennesker, jeg omgav mig med, til at forstå og for at tvinge mine vilkår og muligheder ned i den form, jeg gerne ville have, de skulle antage. 

I mine 30’ere skar jeg fra og væk. Både mennesker, der tog mere end de gav og mål, der krævede ofre, jeg ikke var villig til at bringe. 

I mine 40’ere oplever jeg, at opgaven går på at lære at rumme, og at blive i situationer, der ikke er optimale og se, hvad jeg kan få med på trods. For i takt med at jeg bliver ældre føler jeg større overbærenhed med mine medmennesker, og også en større villighed til at bruge kræfterne på at vokse i den jord, jeg nu engang bliver plantet i, i stedet for at jagte de perfekte vækstbetingelser. 

Og således kunne jeg i nat, uden at irriteres eller frustreres, tune ud af den fælles meditation og ind i min egen, og nyde roen og udsigten, og muligheden for at fokusere på de tanker og følelser, der i hverdagen bliver overdøvet af praktik og logistik.

Fordi træerne trods alt ikke vokser ind i himlen, gik der også 20% af den mentale kapacitet på at spekulere på, hvordan man kunne optimere oplevelsen, for:

For jeg ELSKEDE at gå under fuldmånen og at have tid. At vi ikke havde travlt med at komme ind og hjem, fordi mørket faldt på. Og jeg syntes, at det var SÅ fantastisk (og SVÆRT!) at gå i stilhed og at have ophold undervejs, hvor man fik tid til at følge sine tanker i alle de retninger, de stak af i og bare betragte dem.

Derfor har min veninde og jeg snakket om at lave vores egen fuldmåne-vandring her i løbet af efteråret. Vi har flere steder i og omkring Esbjerg, hvor der er både skov og strand, og hvor man ville kunne gå i ophøjet ensomhed efter kl 21, og jeg har også et par ideer til, hvordan man kan gribe meditationsdelen an, så man har udbytte af den, uanset hvem man er, og hvad man har brug for at dvæle ved.

Det bliver ikke sidste gang, jeg fuldmånevandrer, og jeg glæder mig allerede til næste gang. Men ikke så meget, som jeg lige nu glæder mig til at kravle ind under min dyne.

Godnat derude til hver eneste af jer.

M2022, uge 28

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg købt lidt nyt undertøj, og prøvede, mest bare for sjov, at taste en gammel rabatkode fra et nyhedsbrev, da jeg afgav bestillingen. Det er nok én gang ud af hundrede, man har heldet med sig, men det havde jeg denne gang, og det gav næsten 200 kroner i rabat. 

2.

Har jeg været god til ikke at spontan-shoppe, og det her vil jeg gerne give min nylige mistanke om ADHD æren for.

Da jeg læste om ADHD’eres tilbøjelighed til at stifte gæld, var min første tanke, at det nok handlede om hestevæddeløb og impulskøb af biler, men jeg begynder at få en snigende mistanke om, at djævlen hos mig gemmer sig i detaljen. For når jeg får en ide eller føler et behov, så skal det være nunuNU! – jeg har bare ikke har været ret god til at spotte min manglende impulskontrol, fordi den har huseret i småtingsafdelingen.

Som når jeg f.eks. har undervurderet mit eget læsetempo og er færdig med den bog, jeg har taget med til Aarhus, og min første tanke er, at så må jeg jo bare skynde mig ned i en boghandler og købe 2’eren.

Eller når jeg står i en butik, vi ikke har i Esbjerg, og ser en olie til min nyerhvervede diffuser (- og ikke sådan en til en hårtørrer..) og pludselig kan komme i tanke om 30 gode grunde til at købe den med det samme (fordi ‘souvenir!’ og ‘fragt sparet!’ jo).

Impulsen er der stadig, og jeg må nærmest gnave i mine knoer for at lade være med at handle på den, men ret skal være ret: Det er nemmere for mig at lade være, fordi jeg nu ved, hvad det handler om.

3.

Har jeg sparet at købe en ny solcreme. 

Vi var i weekenden i Djurs Sommerland, og ud på eftermiddagen opdagede jeg, at jeg havde forlist vores solcreme, da vi var i vandland. Først afskrev jeg den, fordi mange år i et fitnesscenter desværre har lært mig, at glemt sæbe/shampo/balsam/creme er væk-væk i det sekund, du slipper det med øjnene.

Men fordi jeg nu er sådan en direktør-type, der passer på mine penge, gik jeg tilbage og tjekkede, hvor vi havde siddet. Nothing, darling. Men. Der sad en ny familie på stolene, og i et anfald af uvant optimisme, spurgte jeg, om de havde set vores solcreme.

Det havde de. Og de havde puttet den i tasken. 

“Vi troede, det var vores, haha” 

Haha.

Ha.

Hit med den, du.

4.

Har vi spist ude eller hentet takeaway de fleste af vores aftener i Aarhus.

Fordi vi har været så meget afsted, som vi har, har rester været svære at bruge på samme måde, som vi gør, når vi er hjemme. Derfor har jeg flere gange valgt børnemenuen til os alle 3, og der har ikke været én eneste gang, hvor det ikke har passet fint.

Der har vi sparet ret mange penge på.

5.

Har jeg kigget på mine aflæsninger af vand, varme og el fra de første par måneder, hvor jeg har nedskrevet systematisk. 

I starten aflæste jeg bare, hver gang jeg kom i tanke om det. Mennesker, der er klogere end mig, vil med det samme kunne gennemskue, at det er åndssvagt, fordi det gør det fuldstændig umuligt at tracke sit forbrug, når det nogle gange dækker over 4 dage og andre over 7. 

Læringskurven er med andre ord rimelig stejl, men det er ok. Nu er jeg 8 uger inde, og der tegner sig et tydeligt mønster, som betyder, at det fremover bliver ret nemt at opdage eventuelle afvigelser, ligesom det forhåbentligt også bliver nemmere at holde opmærksomheden på at sænke vores forbrug.

M2022, uge 27

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg, fordi jeg har for meget tid, vejet 6 ruller toiletpapir. 

For kan I huske, at jeg skrev om mit storkøb? Yes. Det undrede mig, hvor hurtigt, vi arbejdede os igennem det. Så jeg fandt 3 ruller fra storkøbspakken, og 3 ruller fra den normale pakke, og der var simpelthen 10-12 gram mindre pr. rulle i de billige, hvilket svarer til 10%.

Det gider jeg ikke. Jeg HADER, at man som forbruger nu skal til at være mistænksom overfor ALT, og ikke længere kan regne med, at produkter, der hedder det samme og er pakket i identisk emballage, selvfølgelig også er det samme på indholdssiden. Men jeg kommer da i hvert fald til at have den mentale lup med mig på indkøbstur fremover. Øv.

2.

Har vi været virkelig gode til at gøre brug af både Esbjerg og Varde Kommunes sommerferietilbud.

De fleste kommuner tilbyder hvert år forskellige typer af aktiviteter, og meget ofte er det gratis. Sidste år prøvede vi bueskydning og familiespejder, mens vi i år har været i svømmehallen et par gange, har været ude og lære at fiske med forskellige slags net og har prøvet at spille golf.

Nogle tilbud er med fællesinstruktion og forklaringer, andre (f.eks. svømmehallen) er bare et fastsat tidspunkt, hvor kommunen har booket faciliteterne, og man kan komme og svømme/lege, som man plejer. 

Hvert år, når katalogerne kommer, bruger jeg en time på at kigge dem igennem, og plotter ved samme lejlighed de tilbud i min kalender, som kunne tænkes at være noget. Ofte er der ingen tilmelding; man skal bare møde op, og når jeg har dem i kalenderen, kan jeg vurdere dagsformen og tage stilling til tilbuddene undervejs.

3.

Har Anton fået mine høretelefoner, fordi hans egne måtte give op, og det var ganske uoverskueligt for ham *ikke* at have et par. 

Min tanke var, jeg ikke bruger mine ret meget – men ikke så snart havde jeg foræret dem til ham, før jeg nærmest manglede dem hele tiden. 

Jeg er jo ret meget til at købe tingene brugt, både pga. økonomi og ideologi, men teknik er jeg ikke ret glad for at købe af mennesker, jeg ikke kender. Der kan være alt muligt irriterende i vejen med ting, der udenpå ser fine ud; f.eks. kan levetiden på en opladning være markant forkortet, der kan være funktioner, der ikke virker eller virker dårligt osv. Og selvom man i princippet har garanti på ting, man køber brugt, så er den sikre måde at save 5 år af sit forventede livsspan på at forsøge at lade en handel på Marketplace gå retur.

Derfor lavede jeg et opslag på min egen væg, for hvor jeg med helt fremmede mennesker kører efter ‘tillid er godt, kontrol er bedre’, så ville jeg ingen skrupler have ved at købe af mine venner.

Og min svoger står nu til et Ridderkors og en statuette i bronze på Christiansborg Slotsplads, for han forærede mig et par, han havde liggende, SOM ER MED NOISE CANCELLING!

JA, de er gode!! Jeg bruger dem selvfølgelig til at høre alt muligt godt (se nedenfor), men jeg bruger dem også, når mit hoved er ved at eksplodere, og jeg trænger til en pause. De er godt nok en gamechanger.

“Men hvad har du så hørt i dem, Linda?”

Jeg er glad for, at du spørger. For det leder os let og elegant videre til et par podcastanbefalinger, som listen nu er opdateret med.

(Begge podcasts er tilgængelige på de gratis platforme)

Harsh Reality: The Story of Miriam Rivera

Dette er historien om et realityshow, hvor 6 mænd bliver fløjet til Ibiza for at kæmpe om en pengepræmie og en smuk kvindes gunst. Tilsyneladende. For det viser sig, at Miriam, som kvinden hedder, er transkønnet.

I dag, 20 år senere, er der så mange ting galt med det set up, at man næsten ikke ved, hvor man skal starte, men historien er så fint fortalt, og der er så mange uventede udviklinger undervejs, at det er umuligt at slippe den.

Derudover er værten på podcasten, Trace Lysette, selv transkønnet, og det giver noget tyngde og dybde til fortællingen, som får den til at kravle endnu mere under huden. Kæmpe anbefaling herfra. 

Det levende bevis

En helt vanvittig historie, hvor to piger fra Fredericia med afrikanske rødder, måske/måske ikke er blevet omskåret. 

Sagen begynder at rulle pga. en underretning fra en af pigernes lærere, og begge forældre dømmes i retten – men både pigerne og forældrene holder fast i, at omskæringen ikke har fundet sted.

Der er dele af familiens historie, der ikke hænger sammen, gynækologerne er ikke enige, og hvem ER den onkel??

Jeg var sikker på først det ene, så det andet, og så det første igen. Den er god!

Min eneste anke er, at alle journalister på DR tilsyneladende har fået at vide, at de. skal. tale. langsomt. når. de. indspiller. podcasts. Det er irriterende; ikke mindst fordi man i de liveoptagelser, der altid er klippet ind undervejs, kan høre, at det ikke er sådan, de taler. Men måske er jeg farvet af, at jeg hører så mange ping-pong-podcasts, som jeg gør, hvor folk bare taler, som de plejer, så det kan sagtens være, at det bare er mig.

Under alle omstændigheder: Podcasten er super godt researchet og mesterligt komponeret, så den skal man også lige se at få hørt.