Livet lige nu

Mine to måneder som fritstillet lakker mod enden, og på mandag starter jeg på mit nye, tidsbegrænsede job. Det føles ikke som den store omvæltning, for i vores fag er det Tordenskjolds soldater: Størstedelen af mine kommende kolleger har jeg enten læst med eller arbejdet med før, og chefen er også genganger. Derfor er det mest det helt lavpraktiske som f.eks. arbejdsskemaer, forberedelsesplatforme og konkrete opgaver, der lige skal ind under huden, når jeg starter.

Den her uge har, allerede idag, onsdag, været ukarakteristisk travl med en del freelanceopgaver, møder og religions-teater i Antons klasse, hvor Antons primære bidrag var en entusiatisk indsats på Kazooen, da Jerikos mure skulle væltes.

Det er svært ikke at gøre status over de sidste to måneder, nu, hvor jeg skal igang igen, men jeg synes, at jeg har brugt dem fornuftigt. Jeg har fået sparket mit vægttab igang, jeg har gået en million kilometer, og jeg har hver eneste dag tjekket Jobnet, udelukkende med “nyest opslåede” som søgeparameter. For mig har det været svært at sige præcis, hvad jeg har været på udkig efter, og på den her måde er jeg blevet præsenteret for alle typer af jobs derude, og har søgt omkring 10 af dem, jeg har fundet. Uden held, indtil videre, men fuldstændig ligesom med dating vil jeg hellere undvære end nøjes, så når intet har givet pote so far, må det være fordi, det ikke har været rigtigt. 

Til gengæld har jeg fundet noget, jeg virkelig, VIRKELIG gerne vil. I bedste bloggerstil holder jeg det hemmeligt, for jobbet findes ikke, og allerede dér er det jo lidt op ad bakke, men jeg har kradset nok i overfladen til at få en tråd at trække i, og det er det, jeg de kommende uger skal prøve. Uanset om det lykkes eller ej kommer jeg til at skrive om det senere, for min hjerne er ved at boble over, men lige nu vil jeg ikke risikere, at nogen napper min gode ide.

Jeg har fået lyttet til første afsnit af stort set alle de podcasts, jeg havde liggende i mit bibliotek (jeg henter første afsnit, hver gang jeg falder over noget interessant, så de ligger klar, når jeg sætter mig ind i bilen, og først dér finder ud af, at jeg mangler noget at lytte til NU), og har kasseret dem, der ikke fangede. I går spurgte jeg på fb, hvad vi nu skal høre, og der er nu igen fyldt op på hylderne, så jeg er klar til de kommende måneder på vejene.*

Lige nu er det, der fylder mest, faktisk et indædt had til min egen økonomi. Jeg er. så. træt af, at vi ingen penge har, og i disse måneder er det værre, end det plejer at være pga. konkursen, fordi Lønmodtagernes Garantifond ikke bruger det fradrag, man har. Mit fradrag er forhøjet, fordi jeg er enlig forsørger, så jeg kan VIRKELIG mærke, at jeg lever for tiden. Helt klassisk er alles tøj for småt/for kort/i stykker, der er fødselsdage til højre og venstre, bilen skal til service og det foredrag, jeg virkelig, VIRKELIG gerne ville til i Horsens d. 15. må jeg formentlig sidde over, fordi det koster 1100 kr. I går gik det op for mig, at det også er den dag, Frida skal til opvisning, og der kommer til at være finsprit i min kaffekop, når jeg skal sidde i en hal, der lugter af sure tæer og se 17 børnehold møve rundt til MGP, vel vidende at der 100 km. nordpå er selvudvikling og orakelkort i fri dressur. (Hvad? Lyder jeg sur? Nå. Men det er jeg sgu også lidt).

Men her til aften har jeg lavet en balje vegetar-chili, som smagte fantastisk, og vi tager de sejre, vi kan få. Det er den her, som jeg har modificeret en lille, bitte smule, så min version ser sådan her ud: 

1 dåse kidneybønner (skyllede)

1 løg

4 fed hvidløg

1 aubergine

100 gr. blomkålsris fra frost

1 rød peberfrugt

1 ds. hk. tomat

1 glas tacosauce

1 dl. rød quinoa

3,5 dl. vand

1 bouillonterning, kylling

1/2 tsk tørret chili

2 tsk spidskommen

1 tsk stærk paprika

1 tsk salt

1 spsk sukker (eller 3 spsk ketchup)

Løg og hvidløg svitses et par minutter. Auberginetern tilsættes og svitses med yderligere et par minutter. Krydderier og bouillonterning tilsættes og svitses med et minut eller to. Tilsæt vand, hk. tomat, tacosauce og quinoa og lad det simre 15 minutter. Rør undervejs. Tilsæt bønner, blomkålsris og peberfrugt og lad væsken koge ind, ca. 20 min. Husk fortsat at røre, så quinoaen ikke brænder fast. Tilsæt salt og sukker (ketchup), og lad det småkoge 5 minutter mere.

Jeg kørte den on the rocks, bare med en smule creme fraiche på toppen, og det var virkelig lækkert.

*Jeg er allerede gået igang med 3, som tegner ualmindelig godt: The Nobody Zone, Dolly Partons America og Truth & Lies – Jeffrey Epstein. De er MEGET forskellige, men fanger alle fra første minut. 

M2020, uge 8

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Åbnet en flaske rødvin, som viste sig at smage det modsatte af godt. Den er nu hældt i 5 små bøtter og sat i fryseren, hvor den afventer sin skæbne i stegesoen.

Man kan diskutere, om det giver mening at bruge pladsen på det, for *så* meget chili con carne laver jeg trods alt ikke, men lige nu er fryseren halvtom, og viser det sig senere, at vinen står i vejen for noget, der er mere brugbart, må det op og ud. Men for nu er det parkeret, og så må se, hvor meget af det, jeg reelt får brugt.

2.

Tømt den flaske arganolie, som jeg i uge 42 sidste år købte til mit hår, men som slet ikke fungerede, og jeg derfor konverterede til øjenmakeupfjerner. Prismæssigt ved jeg faktisk ikke, om vi tænker, det er billigt? Jeg gav 80 kr. for den, og har brugt den i 18 uger, hvilket er omkring 4 kroner om ugen. Jeg har ikke helt en fornemmelse af, hvor drøje dem, jeg plejer at bruge er, men jeg har været kørende i 4 måneder, hvor jeg ellers skulle have købt noget andet, og jeg har brugt et produkt op, som ellers bare ville være endt i skraldespanden. Det tæller.

3.

Sendt Anton til frisøren med morfar, og været nødt til at ringe derind efterfølgende og klage.

Når den er på her, er det fordi jeg tror, at det er første gang nogensinde, jeg klager over en serviceydelse. Jeg har efterhånden vænnet mig til at returnere varer, der er fejl på, eller som går i stykker for hurtigt, prisen taget i betragtning, og at klage over en vare er nogenlunde nemt, synes jeg, fordi der er tale om noget, som sjældent er produceret der, hvor den er købt. Min klage har intet med de mennesker, jeg har købt den af at gøre, og det betyder, at ingen af os har aktier i den.

En klage over en serviceydelse føles langt mere personlig, fordi ydelsen jo på en måde er en forlængelse af udøverens personlighed. 

Men Anton kom hjem og så ud som om, jeg havde bundet ham til en stol, tømt flasken fra punkt nummer 1 og så ellers bare givet den gas med græsslåmaskinen. Pandehåret var pil-skævt, håret var fyldt med hakker, og det var længere i den ene side end i den anden. Det vil jeg simpelthen ikke give 250 kr. for, så jeg tog en dyb indånding, ringede til frisøren og gjorde mig voldsomt umage for at formulere mig diplomatisk. De tog det pænt, rettede op på skaderne og jeg skal lære at huske, at jeg faktisk også selv foretrækker at få det at vide, hvis folk har været utilfredse med min indsats.*

(Altså, i mit arbejde, ikke? Privat må de bare leve med det).

* Og fordi det her ville være oplagt at foreslå at køre trimmer herhjemme, som er både nemmere og billigere: Anton kan *slet* ikke holde trimmeren ud. Om det er lyden, vibrationerne eller fornemmelsen ved jeg ikke, men de få gange, vi har testet den, er han nærmest gået i bro af panik.

Var du heller ikke feminist, da du gik i 7.?

Jeg har aldrig tænkt på mig selv som erklæret feminist. Jeg har heller ikke tænkt mig som det modsatte, men de holdninger, jeg gennem tiden har forbundet med titlen, har bare forekommet mig at være lidt for militante til, at jeg rigtig følte mig omfattet af dem.

Om det er fordi jeg med alderen får øje på flere og flere steder, hvor forskelsbehandlingen trives i bedste velgående, eller om det er fordi jeg skal opdrage en pige, og derfor pludselig har fået et nyt sæt briller udleveret, ved jeg ikke, men fact er, at jeg måske alligevel begynder at føle, at det er et badge, jeg bør sætte på jakken. 

Først havde jeg tænkt mig at skrive noget med, at jeg er blevet en sur feminist på mine gamle dage, men jeg kan mærke, at jeg er færdig med at tale mig selv ned, når det kommer til emner, der er så vigtige som det her. ‘Sur’ er en børnefølelse uden fremdrift over noget, som andre ikke behøver tage alvorligt, og det er slut med at male mig selv op i dét hjørne.

Revolutionen kan føles lidt svær at joine, for vores generation skal ikke kæmpe for stemmeret, og det føles lidt anti-minimalistisk at sætte ild til sin bh. Der er stadig RIGELIGT med emner at tage fat i, men retten til abort, prævention og uddannelse har andre sørget for til os.

Men ligesom det er gået op for mig, hvor utrolig påvirket jeg bliver – uden at opdage, at det sker – af, hvordan overvægtige mennesker portræteres i film, blade og medierne generelt, så er jeg også begyndt at lægge mærke til, hvor ubevidst vi holder liv i fordomme og måder at holde kvinder nede på, når vi taler om dem i det offentlige rum.

Som f.eks. når Soundvenue anmelder Taylor Swift dokumentaren “Miss Americana” (Jeg kan ikke linke til anmeldelsen, men deler den på bloggens fb-side)

Jeg har aldrig rigtigt haft en holdning til TS; jeg ville kunne nævne en håndfuld af hendes hits, men det er også nogenlunde det. Jeg havde derfor nul forventninger til dokumentaren, da jeg startede den – men den var, syntes jeg, mesterligt lavet.

For mig var den en fortælling om udvikling. Både hvordan TS har udviklet sig som menneske, artist og kvinde, men også om udviklingen i tiden og i verden omkring os. Jeg så en nærmest arketypisk historie om, hvordan de fleste af os som unge er meget optagede af, hvad alle andre tænker om os, men at vi, i takt med at vi bliver ældre, opdager, at det har større konsekvenser konstant at gå på kompromis med egne værdier, end det har at give udtryk for dem og tage de eventuelle tæsk, der følger med.

Jeg så en kvinde fortælle, hvordan det er at leve med millioner af øjne på sig, jeg så hadske kommentarer om hendes person, hendes krop og hendes dating-liv, og fordømmelsen af hende, når hun stod op for sig selv. Jeg hørte hende sige, at hun måske har et eller to album tilbage, før omverdenen vurderer, at hun pga. alder er irrelevant, og jeg hørte hende fortælle om spiseforstyrrelser, stalkere og kampen for at følge sit hjerte, selvom de (mandlige) managere vred hænder over, hvor meget det økonomisk kunne koste hende.

Jeg er 100% med på, at man som kunstner med sådan en film også forsøger at have noget at skulle have sagt ift. hvordan omverdenen opfatter én. Men det ændrer for mig ikke på, at jeg synes, den var et ualmindelig vigtigt bidrag til debatten om både køn og alder.

Stor var min overraskelse derfor, da jeg flere steder kunne se, at anmelderkorpset mest snakkede meget om, om der i dokumentaren var “lidt guf til hendes fans”.

Min overraskelse forvandlede sig til målløs ‘are-you-kidding-me?!’, da jeg begyndte at læse anmeldelsen hos Soundvenue. Her er set up’et, at to yngre, kvindelige TS-fans snakker i telefon om dokumentaren.

Alene formen har jeg et problem med, fordi jeg synes, at vi allerede der har cementeret, at dokumentaren ikke skal tages alvorligt.

Herefter kritiseres TS for at være iscenesat og kalkuleret, (fordi hun har “krøllet nattøj og fuld make up” på), vi kan læse, at hun er “det evige offer”, hun “kommer med meget forsimplede løsninger på virkelig komplicerede problemstillinger”, hun har “svært ved at håndtere kendislivet” og selv det, at hun har brugt nogle af de virkelig fæle oplevelser, hun har været udsat for, i sin musik, kommer til at lyde beregnende, for “det fik hun jo spinnet til et koncept på ‘Reputation’”.

På facebook kunne jeg se, at vi var flere, der reagerede på anmeldelsen. Der var et par korte svar fra hhv. journalister og Soundvenue – hvor jeg hæfter mig ved, at mændene kommenterer fra den approvede Soundvenue-profil (= seriøse, skal tages alvorlige), mens kvinderne bare svarer i eget navn (= det må pigerne lige selv tage sig af), men den sidste kommentar, jeg lagde, fik jeg aldrig svar på, og bare for at spare jer for at sidde og lede, så er den her: 

“Jeg kunne også godt tænke mig at høre lidt om den konstante offerrolle, I flere steder selv italesætter? Jeg er ikke Swifterino, og har også den helt forkert alder til at være i målgruppen, men at man opponerer imod at blive taget på røven, når man går på arbejde, synes jeg hverken er offeragtigt, imagepleje eller forsøg på at “få os til at forstå, at det har været hårdt for hende”. At man synes, det er grænseoverskridende, at en mand flår mikrofonen ud af hånden på én, og siger, at man ikke har fortjent den pris, man lige har modtaget, mens hele verden kigger på, synes jeg heller ikke er offeragtigt. Hvor dygtig skal man være til sit arbejde for at det bare må accepteres, at mænd bryder ind i dit hjem og sover i din seng? At reducere ovennævnte episoder til ‘beef’, der antyder, at der bare er tale om lidt kunstnerisk uenighed, synes jeg er useriøst, og at påpege, at en kvinde er iscenesat pga. tøj og make up, læner sig faretruende op ad ‘asking for it’-kulturen, fordi det lader noget ydre, som INTET har med indholdet at gøre, definere, om det sagte har værdi. Jeg er med på, at intet af det, jeg skriver her, har været jeres intentioner med anmeldelsen, men jeg synes, det er et virkelig problematisk udtryk for holdninger, der ligger så dybt i os alle, at vi ikke engang opdager det, når vi forvandler noget, der kunne give en tiltrængt debat om, hvordan kvinder bliver behandlet i musikbranchen, til en sludrende telefonsamtale om, at vi ikke behøver at høre “Swiferen” synge sange om verdensfred.”

Og det er sgu ikke for at køre ananas i egen juice, men det er essensen af min kritik af anmeldelsen, og dette i forvejen lange indlæg bliver kun længere, hvis jeg skal forsøge at omskrive det. 

Det, jeg ikke forstår er, at det er så svært at skifte personaerne i de her historier ud med mennesker, du kender. For gør du det, bliver det virkelig nemt at få øje på urimelighederne. 

Prøv f.eks. at sætte dine børn ind i ligningen. Din datter har vundet et badmintonstævne og har netop modtaget sin præmie på podiet, da en træner fra en anden klub flår det ud af hånden på hende, og fortæller alle, hvorfor hun ikke fortjener at vinde.

Eller måske har hun, fra hun var lille, været virkelig dygtig med ord. Hun udgiver sin første bog som 15-årig, og den bliver et kæmpehit. Skal hun skrive nummer to? Eller er det bedst, at hun lader være, fordi hun ellers risikerer at blive så dygtig, at hun må forvente og acceptere, at forlæggere gramser på hende, og at fans camperer i hendes have og bryder ind i hendes hjem – og at hun bliver beskyldt for at være offer-agtig, hvis hun synes, det er svært?

Uanset om man synes, at dokumentaren er iscenesat eller ej, tager den fat i problemstillinger, som jeg synes er meget relevante at få belyst. Kritikken får mig til at tænke på virksomheder, der profilerer sig på at være grønne: Vi ved godt, at langt de fleste gør det af reklamehensyn – men det ændrer ikke på, at fokus på miljøet er i alles interesse, og at det stadig er bedre at være grøn af forkerte årsager end at være sort af de rigtige.

Jeg er med på, at ingen på Soundvenue er mødt ind på arbejde og tænkt: “Hvordan kan vi skrive en anmeldelse, der er med til at holde kvinder fast i stereotype roller”, og der er sikkert også nogen, der kender nogen, der kender nogen, der sender dem linket til den her anmeldelse af anmeldelsen. Sådan må det være. Jeg kan sagtens leve med, at nogle synes, jeg tager fejl, at nogle synes, jeg ser spøgelser, og at mange vil læse SV’s anmeldelse og tænke, at den er både fin og saglig. 

Men at man lader debatten ebbe ud ved at spille død i kommentarfeltet, fortæller lidt om, at man måske ikke er så interesseret i at deltage i den. Og for mig er det ikke vigtigt, om man ændrer på måden, man beskriver kvinder på for at slippe for mennesker som mig i kommentarfeltet, eller fordi man flytter sig. For mig er det vigtigste, at vi stille og roligt får udfaset historien om, at kvinder ikke må have ambitioner, at de er nærtagende og hysteriske, når de siger fra, og at de er færdige, når de er 30 år gamle.

Der er ikke noget, der ændrer sig fra i dag til morgen.

Men nogle af jer vil læse det her indlæg og huske det. I vil få øje på det, næste gang, I falder over noget tilsvarende – og I vil reagere.

Jeg tror, at vores bidrag til revolutionen er at kalde den, når vi ser den, for antallet af stemmer *gør* en forskel, og debatten er altafgørende. Det er den, der skærper synet og sætter tankerne i gang.

Photo: Courtesy of Sundance Institute

M2020, uge 7

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Opdaget avocado på frost. Jeg er muligvis den sidste i verden, der finder ud af, hvor smart det er, men hold da kæft! For det første slipper man for at forsøge at time sit indkøb, så avocadoerne er modne nok til at kunne spises, men ikke så modne, at de når at rådne, inden man skal bruge dem; en udfordring, der sagtens kunne have optrådt i Harry Potter & Flammernes Pokal. For det andet er de frosne billigere end de friske, og for det tredje slipper man for den halve avokado i køleskabet, som man aldrig når at spise, fordi den på 24 sekunder forvandler sig til Tollundmanden. 

Jeg var voldsomt imponeret over, hvor pæne stykkerne var, de holdt sig grønne og lækre under optøningen, og guacamolen smagte fantastisk. 5 stjerner herfra.  

2.

Lavet mexicansk mad, og jeg må bare igen konstatere, at det både er billig mad og den perfekte sløjfe at binde om rester.

Jeg har altid salsa, tacosauce og en dåse bønner i skabet, samt et par poser frossen fajitablanding fra Rema (ikke spons) i fryseren. Denne gang stegte jeg lidt dato-kylling på panden, krydrede det godt, stegte de frosne grøntsager og vendte begge dele med tacosauce, bønner og en halv pose cheddarost, der skulle spises. Jeg hældte det hele i et fad, knuste de tacoskaller, børnene ikke gider at spise ovenpå, og gratinerede hele herligheden i ovnen med ost på toppen. Jeg serverede med salsa, hvori jeg havde smidt en halv bakke cherrytomater, der lænede sig op ad en udvisning samt guacamolen fra punkt 1. Der blev ryddet op i køleskab og grøntsagsskuffe, og det smagte fantastisk.

3.

Fundet ud af, hvor stor en hjælp facebooks “Interesseret”-funktion er, når det kommer til at finde arrangementer, man ellers ikke ville have opdaget.

Flere af de ting, vi har lavet i ferien, er arrangementer, jeg er blevet gjort opmærksom på af facebook, fordi man får præsenteret mere af det, man har udvist interesse for. Så bare en anbefaling herfra ift. trykke på det, man synes lyder spændende, så man får mere af det i sit feed, både fordi det gør det muligt at udvide sin horisont, og fordi man så kan styre lidt udenom de pengemaskine-arrangementer, som skoleferier altid udløser.

(Og hvis man er interesseret i chakrahealing og tibetanske syngeskåle, men fandme bare ikke orker at høre på Henning fra regnskabs onkeljokes over frokosten de næste mange uger, så kan man, når man trykker på ‘Interesseret’ redigere i, hvem der må have lov at se det).

 

Ferie-Flad

Torsdag aften. Allerede. Og så alligevel. Jeg er træt helt ind i knoglerne efter en uge med skoldkopper efterfulgt af en ferie, og jeg tror ikke, der er noget i mit liv, jeg ikke er er bagud med lige nu. Begge børn er inde i en bange-fase, som driver mig en *lille* bitte smule til vanvid, fordi:

Jeg holder kadencen, fordi jeg godt ved, at hvis jeg sætter tempoet ned, så går jeg i stå, og selvom jeg trænger til 10 minutter i aflåst sideleje – alene – så har vi haft en fin og anderledes ferie.

Jeg har i år valgt, at vi skulle lidt ud af komfortzonen og lave noget, der ikke bare er mere af det, vi plejer at lave. Børnene er altid friske på nye eskapader, hvis jeg er med, hvorimod jeg godt kan have svært ved at overskue at køre cirkusvognen ind på ukendte arenaer. Jeg er bare bedst til at være god til det, jeg gør. Men det sidste har jeg tænkt en del over, for jeg vil faktisk gerne, at børnene bevarer både deres lyst til at kaste sig over nye ting, og deres mod på at turde være dårlige til noget. For det *er* man jo, når man prøver noget nyt.

Derfor har vi her i ferien både været i skoven for at lære at lave mad over bål, vi har været til familietræning i taekwondo-klubben, vi har været ude at skøjte, og vi været på workshop på kunstmuseet, hvor vi har lavet amuletter og våbenskjold #LigeTilpas.

Morfar, som var en del af den oprindelige holdopstilling, var syg, da bål-dagen oprandt, så mormor kom med på et afbud, og jeg ville ønske, at vi havde haft vores indsats på video, da vi blev sat til at pakke en rå kylling ind i saltdej og tyre den ind i flammerne. Men det har været virkelig, virkelig fint at blive udsat for nye stimuli, og jeg tror, vi alle sammen har haft det sjovere, end hvis ferien bare havde stået på legeland og svømmehal. 

En del af grunden til den lidt underlige træthed, jeg bokser med for tiden, handler selvfølgelig også om min jobsituation. Når noget, der har været en konstant faktor i årevis, pludselig bliver taget ud af ligningen, er det som om, 30% af den normalt tilgængelige kapacitet forsvinder. Selvom man ikke kan tænke en løsning frem, er det som om, hele maskinen arbejder langsommere, fordi der står et mentalt program og kører konstant i baggrunden. Jeg mærker det på underlige områder, som f.eks. at jeg ikke kan koncentrere mig om serier for tiden – men også ved, at der ikke skal ret meget ekstra pres på, før jeg løber tør for overblik, overskud og energi.

Jeg søger stadig ud af mit fag, og jeg er stadig optimist. Det kommer til at tage den tid, det tager, men jeg er 100% sikker på, at der er en stilling derude, som er perfekt til lige præcis mig. I mellemtiden har jeg skrevet en tidsbegrænset kontrakt med et tolkefirma, så der er ro til, at jeg kan lede videre, uden at skulle stresse over økonomi og freelancetimer/dagpenge-kabalen. Jeg har fast indkomst frem til 30.06, så det giver lidt ekstra tid at løbe på.

Det løser sig.

Jeg får set masser af film, jeg har givet mig selv vin-dispensation og i morgen kl. 10 sætter jeg børnene af hos mine forældre og kører til Aarhus. Jeg har børnefri i 24 timer. Et helt døgn. Det glæder jeg mig til.

M2020, uge 6

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Rettet henvendelse til en lærer hos LOF Sydvest.

Jeg så på fb en reklame for et arrangement, hvor man i vinterferien kan komme en tur i skoven og lære at lave mad over bål. Det lød som noget, både børnene og jeg ville finde sjovt, modsat arrangementer som ‘Mød Gurli Gris’ og ‘Frozen på tour’ som begge kan dræne mig for lysten til at leve på under 24 sekunder.

Min far er altid god i natur, så jeg spurgte, om han havde lyst til at komme med, og det ville han gerne. Men hvis vi skulle betale for 2 x 1 voksen + 1 barn blev det temmelig pebret i pris, og jeg skrev derfor til læreren, hvad man skulle betale for 1 forælder, 2 børn og en morfar. Og hvor prisen havde været over 400, hvis vi bare havde betalt ved kasse 1, fik jeg en mail tilbage om, at det vist passede, hvis vi sagde 325 kr.

Jeg synes ikke, at det er alt, man skal forsøge at forhandle ned i pris, men engang imellem kan det godt betale sig at prøve. 

2.

Købt en julekalender med te.

Jeg har fundet mig et nyt yndlingsmærke, hvor alle varianter ikke smager af anis (Pukka, jeg kigger på dig), men som til gengæld også er lidt dyrere end de traditionelle mærker. Det foresvævede mig, at jeg omkring jul havde set, at firmaet lavede julekalendre, så jeg tænkte, at der måske var god pris her i februar. Det viste sig at holde stik, og min tedåse står nu på hylden og nærmest hopper af fryd.

3.

Prøvet at lave vegetarburger til mig selv, og det var sgu godt. Børnene er hhv. 88 og 92 år gamle ift. omstillingsparathed, når det kommer til mad, men jeg lever i det optimistiske håb, at de kommer til at kopiere de gode eksempler, jeg forsøger at sætte, når de engang bliver store nok. Jeg prøver derfor f.eks. at skifte kød ud med alternativer, når jeg synes, det giver mening, og det ikke afstedkommer 3 timers ekstra arbejde, og her var det nemt, og smagte virkelig godt.

4..

Kastet et kristisk blik på min vaske-rutine.

Det er én af dem, jeg har kigget på før, men hvor jeg godt kan se, at man lynhurtigt falder tilbage i Plejer, hvis man ikke lige bremser sig selv.

De sidste par uger har jeg således bare luftet Antons gymnastiktøj, når han kommer hjem fra skole om torsdagen, for ret beset sveder barnet jo ikke mere til gymnastik, end han gør, når vi jerner rundt udenfor på løbehjul, og det kunne aldrig falde mig ind at vaske de bukser, han løber rundt i til dagligt, efter 1 times brug. 

Ligeledes prøver jeg, hver gang jeg skal vaske tøj, at kigge på, om det giver mening at køre en kvikvask på 20 minutter, og det gør det ofte. F.eks. med kjoler, hoodies osv. som måske bare har en stribe mudder på ærmet eller en klat yoghurt på maven.

At kyle alt tøj i vasketøjskurven og derfra videre i maskinen uden overhovedet at tænke over, hvad man gør, er en af de vaner, der er så indgroede, at man sjældent forholder sig til den, men vi har sparet både vand, strøm og tid de sidste par uger, så det kan godt betale sig at tune ind.

I øvrigt:

*Har jeg Frida hjemme i disse dage, fordi hun har skoldkopper. “Igen?” hører jeg nogle spørge. Ja. Igen. Og også denne gang har hun 3.000.000 af dem. Vi har sovet sammenlagt 24 minutter siden i søndags, og det næste, jeg skriver, skal ikke opfattes som en trussel, men mere som en slags serviceinfo: Hvis jeg hører ét eneste menneske mere sige: “Det troede jeg da kun, man kunne få én gang?” tvinger jeg Frida til at nyse i en kuvert, som finder vej til en postkasse nær dig. 

*Bøjede jeg mig i søndags ned for at tænde en lampe, som står ved siden af sofaen. Sidstnævnte står, hvor den har stået siden vi flyttede herud – altså tæt på 4 år. Det lykkedes mig at knalde øjenbrynet ned i armlænet, og nu ser mit øje sådan her ud:

*Timingen kunne være bedre. På fredag skal jeg til noget job-dating, hvor “mange potentielle arbejdsgivere vil være at finde!”

*Har jeg en historie klar om, at skaden er intentionelt selvpåført for at skille mig ud. Det spindoktor-job burde lande sig selv. 

*Råber Frida: ““Se mor! Harry Potter!” hver gang hun får øje på filmen “Ser du månen, Daniel” Jeg kan faktisk godt se, hvad hun mener.

*Oplyste hun hjælpsomt til den søde dame i Rema i morges, som spurgte, hvad der dog var sket med mit øje, at jeg slog det på sofaen, og “så gik mor også helt amok!”. Min reaktion søndag morgen bestod i at bide – hårdt – i en pude. Jeg håber, hun kommer til at trives på det børnehjem.

*Skal jeg lige høre, om nogen har et bud på, hvad det er, demokraterne er igang med over there? Jøsses.

*Har jeg nu fået set half time show fra Super Bowl, og uanset om man er til J.Lo & Shakira eller ej, tror jeg ikke helt, jeg forstår, at så mange kvinder fremhæver deres alder som et tegn på, at tiderne skifter, og at kvindesynet ændrer sig. For hvis de to formidable damer havde lignet den gennemsnitlige 43/50-årige kvinde, så tror jeg næppe, vi havde set dem på scenen.

For mig at se er det stadig Den Perfekte Krop, der er idealet, og alders-begejstringen er bare endnu en måde at understøtte det umulige på.

Jeg forholder mig ikke til, om man skal have “ældre” kunstnere M/K på scenen; jeg undrer mig bare over, at det bliver opfattet som kvindefrigørende, at det er et mål, at man som 50-årig er smukkere og i bedre form end man er, når man er 25. 

(Og bare for  at sætte det lidt i perspektiv: Diana Ross var 52 år, da hun optrådte i half time show’et i i 1996, Madonna var 54 år i 2012, Janet Jackson var 38 år i 2004 og Missy Elliot var 44 år i 2015)

*Brugte jeg i aftes en time på, once and for all, at undersøge, hvad forskellen på taco-sauce og salsa er. Taco-sauce er beregnet til at varme, salsa er ikke. You. Are. Welcome. 

*Fik jeg min Endomondo-rapport i går, og jeg har gået 150 km. i januar. Jeg er upassende tilfreds med mig selv. 

*Synes jeg, at man skal se og lytte til: 

The Teacher’s Pet – podcast

True crime podcast om en australsk sag, der virker helt bims, når man hører den. En kvinde forsvinder sporløst, og alt, hvad hendes mand siger, tages for gode varer. Hendes mand, som er rugbystjerne, og som har spillet med en stor del af de lokale betjente. Hendes mand, som installerer sin elev/elskerinde, som er 16 år yngre end ham selv, i huset med børnene, 2 dage efter, at hans kone “forsvinder”. Den er god!

Unexplained – podcast

En podcast, der – som navnet antyder – kigger på forskellige historier, som aldrig er blevet forklaret på tilfredsstillende vis, og som alle har et underliggende element af noget mystisk. Fortælleren, som er vidunderligt britisk, kommer med både logiske og paranormale bud på, hvad der kan være sket, og alle afsnit er små, afsluttede episoder. Der er spøgelser, druider, ufoer og kvantefysik for alle penge, and I’m here for it. 

Carpool Karaoke med Billie Eilish

Hvis du aldrig rigtigt kom ombord, og ikke helt forstår, hvad hypen handler om, så brug lige 10 minutter på at se det her Youtube klip. Mage til sympatisk supertalent skal man godt nok lede længe efter. 

Pandemic – Netflix

En mini-doku på 6 episoder, som er højaktuel ift. den famøse Corona-virus.

Jeg synes, det er SÅ fint, at vi prøver at indplacere truslen på det niveau, den hører til, når nu almindelig influenza, som dræber væsentligt flere end Corona-virus formentlig kommer til, sniger sig afsted under radaren, men jeg tror stadig, at det er en udemærket ide at være lidt ekstra obs på vira, der hopper fra dyr til mennesker, og som vores immunforsvar derfor ikke er forberedt på at bekæmpe.

Den er godt fortalt, og så giver den lidt at tænke over.

M2020, uge 5

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Tabt min hårbørste, så håndtaget knækkede af, og prøvet at leve med det. Det kunne jeg ikke. 

Og altså – det handler ikke om de 70 kroner, en ny børste koster. Det handler mere om at udfordre mentaliteten med, at så snart noget ikke længere er perfekt, så skal det kasseres og noget nyt skal anskaffes.

Det bedste eksempel på, at det godt kan betale sig lige at holde ind til siden her, er min vaskemaskine. For snart 3 år siden knækkede plastik-delen af håndtaget, man bruger til at åbne lågen med, og fordi det var en integreret del af hele lågen, var en ny reservedel ikke en mulighed. Dengang var min første indskydelse også, at ‘øv, så må jeg ud og købe en ny vaskemaskine, for jeg skal jo for pokker kunne åbne den’. Men fordi jeg dengang var startet på det her tema, fik jeg lyst til at teste, om jeg kunne leve at bruge en tang, når jeg åbner maskinen. Det er 2 år siden idag, maskinen er still washing strong, og jeg tænker ikke engang over, at jeg lige skal vippe den åben med tangen mere.

Derfor øver jeg mig fortsat i at se, om ting kan bruges, selvom dele af dem er gået i stykker, men med hårbørsten gik den ikke. Jeg har ualmindelig meget hår, så det kræver en fast og bestemt hånd at rede det ud, og det var simpelthen umuligt at gøre uden håndtag.

Men jeg fik bremset en automatreaktion, hvilket er første skridt i forhold at skabe nye vaner, og det er jeg ret tilfreds med.

2.

Fået tilbudt at købe min arbejdsmobil og -iPad fra min tidligere arbejdsplads for et meget symbolsk beløb. Jeg mangler ikke, men videreformidlede tilbuddet på min private facebookprofil, og begge dele var afsat på under 10 minutter. 

Jeg har solgt både telefon og iPad for det samme, som jeg kunne købe det til, fordi det føltes forkert at tjene på det, når det nu egentlig ikke var mit, og jeg er glad for, at tingene bliver “brugt op”, i stedet for at ende deres dage i en papkasse på et lager i Aalborg.

Og i småtingsafdelingen fik jeg dækket forsendelsen, som jeg ellers selv skulle have stået for. 

3.

Givet Anton 2 liter juice, som var i overskud fra fødselsdagen, med til diskofest i taekwondoklubben. Vi drikker aldrig juice, og i stedet for at flytte rundt på dem i månedsvis, fordi jeg venter på en lejlighed, der aldrig kommer, var det rart bare at få dem skudt af. 

4.

Reklameret over det løbehjul, som jeg i august købte til Frida. Det eneste ufravigelige krav, jeg dengang havde, var, at det skulle være muligt at slå løbehjulet sammen. De fylder forbløffende meget, sådan nogle dyr, og vi har dem ofte med, når vi er på legepladser rundt omkring eller har legeaftaler ude i byen. I vores lille bil bliver det noget svineri med sandede hjul på døre og sæder, hvis de ikke er slået sammen, så derfor var det en vigtig detalje. 

Og det eneste, der stort set aldrig har fungeret på Fridas, er den fordømte knap, man skal trykke ind for at slå det sammen. Jeg har bandet over det, opgivet, forsøgt igen, løsnet og strammet stort set alt, hvad der er af greb og mørtikker på det, og lige lidt har det hjulpet. Egentlig havde jeg mentalt skrevet det på “nå, men det var da bare skidetræls”-kontoen; ikke mindst fordi jeg ikke kunne overskue, hvordan jeg skulle sende det retur. Der findes ikke lige en foret kuvert i Størrelse Løbehjul, vel? Men da jeg i weekenden stod og svedte af raseri over, at det igen ikke ville noget som helst, blev jeg opfyldt af “Ej, det kan sgu ikke være rigtigt!” og skrev til butikken, vi i sin tid købte det hos. De var SUPER søde og servicemindede, og efter et par forsøg på at afhjælpe problemet, gjorde de kort proces, og sendte os et nyt. Det gamle ville de ikke have retur, så nu har vi et ekstra, til når vi har legeaftaler med hjem fra børnehaven, og jeg er virkelig glad for, at jeg ikke bare lod det fare.

Og det må du virkelig gerne❤️

Det her bliver et af de indlæg, hvor jeg starter et andet sted, end der, hvor jeg gerne vil hen. For jeg vil gerne lægge ud med at snakke lidt om Ditte Gieses nye podcast “Ditte Giese er blevet for tyk” som jeg har hørt på mine gåture, de sidste par uger. 

Ditte Giese er journalist og erklæret feminist, og er – efter eget udsagn – blevet ‘lidt for tyk’. Podcasten er hendes afsøgning af, hvad det egentlig vil sige at være sund, om man kan være feminist og stadig gerne ville ændre på sin krop, og hvilken betydning det har at være et menneske, der altid har sat intellektet højere end det (traditionelt) æstetiske.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet af podcasten, men jeg elskede den. For mig var der rigtig meget genkendelse i de overvejelser, Ditte har gjort sig, og det var virkelig rart at høre mine egne tanker og mindfucks komme ud af munden på en kvinde, jeg har utrolig meget respekt for.

Samtidig fik jeg, gennem interviews med forskellige gæster, også nye perspektiver på kendte problemstillinger og alt i alt vil jeg bare gerne opfordre alle til at høre den, uanset køn og BMI.

Men udover fornemmelsen af at blive både spejlet og klogere, så gik det også undervejs op for mig, at der er sket noget med min måde at betragte kroppen på. Ikke kun min egen, men også generelt. Det er, som om, jeg langsomt begynder at bevæge mig væk fra, at der kun er én måde at være pæn på, og det har medført en mere (jeg hader det ord, men) nænsom tilgang til mig selv.

Jeg er en af de mange kvinder, der stort set altid har ligget i åben krig med min krop. Og som – som en slags ekstra sidedish af nedtur – samtidig har foragtet mig selv for at gå op i det, for at ligge under for, hvad samfundet dikterer som pænt, og for at ønske at passe ind.

Undervejs i podcasten, opdagede jeg, at noget har ændret sig. Det handler helt sikkert om, at skønhedsidealet i samfundet langsomt (langsomt!) bliver bredere, men faktisk oplever jeg, at en stor del af mit ændrede syn, hænger sammen med, at jeg er begyndt at følge kvinder, der stiller sig op, som de er, og siger en helt masse kloge ting om, at man gerne må være her, og at man gerne må have det godt og gøre ting, der gør én glad, selvom man objektivt set er overvægtig i forhold til de kasser, vi putter os selv og hinanden ned i idag. 

Når kvinder stiller sig op med al deres sårbarhed og insisterer på retten til at være her, til at lede efter lykken på lige fod med alle mulige andre, og til at gå klædt, som man selv bliver glad af, er der altid i debatten mennesker, der bringer sundhed og ‘men det er jo ikke pænt’ ind i debatten. Det har jeg selv tygget en del på. For det er objektivt set rigtig nok, at det er en større belastning for kroppen at veje mere, end den måske er bygget til at bære. Men egentlig tror jeg, at man er nødt til at skille tingene ad. For på en eller anden måde har vi fået det hele blandet sammen og besluttet, at tykke mennesker har pligt til at blive sunde *før* de må være glade og trygge i det offentlige rum, og at den bedste måde at hjælpe dem til det, er at fatshame dem.

Det er jo helt skævt. Ikke mindst fordi jeg har første gang til gode at se en overvægtig person forsøge at lokke andre til at blive det. Eller høre dem sige, at det er sundt at være tyk. Det er der INGEN af dem, der hverken siger, prøver eller påstår. Men ligesom man gerne må være glad, selvom man ryger, eller mens man prøver at stoppe med at ryge, og man gerne må tage på stranden selvom man har skæve tæer, fregner, eller mangler en finger, så burde det også være en menneskeret at stile efter Det Gode Liv, uanset tallet på badevægten. Det ene har jo ikke noget med det andet at gøre.

Sundhed i den her debat handler om en eller anden version af funktionalitet; at man kan få ondt af at være tyk, at man er i forhøjet risiko for forskellige typer af sygdomme osv., men det er sgu da lidt utroligt, at vi stadig føler så meget ondskabsfuld tryghed i at holde fast i, at det udelukkende er mangel på rygrad og karakter, der gør folk tykke, og hvis de ikke kan styre sig, så har de ikke ret til at have det godt, når de er ude blandt alle (os) andre. 

Og det er det ENESTE sted, hvor vi stadig fordrer fordommen om, at vi er og skal være enige om, hvad ‘pænt’ er. 

Andrea Bak siger i podcasten, da de snakker om tv programmer som ‘the biggest loser’ at man jo kunne prøve at forestille sig et tv-program, hvor 10 anorektikere blev sendt ud på en ø, hvor de skulle sidde helt stille og blev tvunget til at spise, mens coaches råbte dem ind i hovedet, at de skulle tage sig sammen, og det hele blev transmitteret og brugt som underholdning.

Det er et ret vildt billede, ikke?

Men trods alt begynder det at rykke sig, fordi der er kvinder som Lizzo, der acer body positivity og fordi vi begynder at bekræfte hinanden i, at en bikini-krop er en krop i en bikini. 

Det er kommet voldsomt bag på mig, hvor meget jeg selv har ændret syn på, hvad der er normalt og hvad der er pænt, fordi jeg er begyndt at følge nogle af de her damer på IG. Det har rystet mig, fordi jeg – hånden på hjertet – troede, at jeg var hævet over den form for påvirkning. Jeg troede, at jeg sagtens kunne sortere i mine egne idealer og skille dem ud fra, hvad modebranchen stopper ned i halsen på mig, men det er simpelthen ikke tilfældet. 

Det er så utrolig befriende at begynde at sænke skuldrene lidt. At kigge i spejlet og tænke, at det måske faktisk er ok, at min krop bare er helt almindelig. At nære håb for, at når Frida og hendes veninder træder ud i verden som kvinder, så er der sket noget med deres syn på både sig selv og hinanden.

Og Dittes podcast har fået mig til at tænke over, at der ville ikke være sket en skid, hvis ikke nogen havde taget det første skridt. Hvis ikke virkelig modige damer havde turde rejse sig og sige: Det her er min krop. Den er, som den er. Og jeg må godt være her.

Skal vi bytte gode IG-profiler af bad ass damer?

Jeg følger: 

aidybryant

lizzobeeating

dittegiesebosslady

ida_kys

det_fordi_jeg_er_tyk

Og så synes jeg også, at man skal lytte til det afsnit af podcasten ‘You’re wrong about’ der hedder ‘The obesity epedemic’ (19.sept. 2018)

Hvem og hvad kan I anbefale?

M2020, uge 4 (fødselsdags-edition)

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

Som jeg kort var inde på i sidste uges indlæg, havde jeg fødselsdag i søndags, og punkterne i denne uges indlæg, hænger alle sammen med festivitassen. 

Jeg havde inviteret gæster fredag, hvilket ikke er en model, jeg tidligere har kørt. Men uden at skal lyde alt for woke, kan jeg mærke, at der over det sidste års tid er sket noget med mig ift. den mentale del af minimalist-udviklingen. Jeg tænkte på det nytårsaften, fordi det er gået op for mig, at det også er noget, der er vokset frem af alt det her; at jeg prøver at mærke efter, hvad JEG gerne vil. Nu bevæger vi os på kanten af, hvad dette tema kan bære, og så alligevel ikke, for jeg tror, at en stor del af årsagen til, at jeg begynder at have ro til at fokusere på de ting, jeg tidligere bare har gjort uden at tænke over det, hænger sammen med, at jeg de sidste par år har fået ryddet op i alting.

Umiddelbart virker det måske ikke logisk, at færre papirer i mapperne eller sparsomt belagte hylder i tøjskabet skulle give mere plads i hovedet, men det gør det. Mit eget bud er, at det handler om, at ting, papir, tøj osv. binder tankerne; at man omgiver sig med kapitler, der ikke er lukkede. Når man renser harddisken for alle de småprogrammer, der ikke længere er i brug, bliver der frigivet både plads og båndbredde til at arbejde mere fokuseret med det, der er tilbage. 

Uanset hvad, har jeg det sidste halve års tid fået øje på nogle mønstre, som er etableret for længe siden, men som jeg ikke siden har forholdt mig til.

Siden jeg flyttede til Esbjerg har det primært været min omgangskreds fra Aarhus, der er kommet til mig. Det har jeg hele tiden været bevidst om, og jeg har både haft sygt dårlig samvittighed over at være så lidt fleksibel og været rasende taknemmelig over, at de ville tage turen. Det har resulteret i, at jeg længe har overkompenseret helt vildt, ved både at tage et uendeligt antal hensyn ift. f.eks. at sætte datoer for sammenkomster, men også ved at stå med overdådig forplejning, som jeg har slået knuder på mig selv for både at have planlagt og forberedt, når de kommer.

Det er umådelig vigtigt for mig at understrege, at det aldrig har været en forventning fra gæsterne side. Jeg kender ingen mennesker, der er så små, at de går op i den slags eller ville holde det imod mig, hvis jeg gjorde det anderledes. Det hele er inde i mit hoved.

Men som sagt er jeg begyndt at få øje på det, når jeg gør noget, bare fordi det er sådan, jeg plejer at gøre, og det har ført til, at jeg bruger tid på at tænke igennem, hvornår jeg sætter hensynet til andre over hensynet til mig selv. For det vil jeg somme tider ægte gerne gøre. Jeg vil bare gerne, at det bunder i en bevidst beslutning, og ikke i vane og hensynsbetændelse. 

Jeg har altid holdt fødselsdag en eftermiddag/aften i weekenden, men det fungerer mere. Jeg inviterer mennesker, jeg virkelig savner, og gerne vil snakke med, og hvor børnene ikke fyldte så meget, da de var små, så fylder de virkelig meget nu, for de mener også en masse om alt muligt, og har 32323 forskellige stykker legetøj, de gerne vil vise frem. Dertil kommer, at de er senere i seng, så meget af den aften, vi tidligere kunne bruge på at snakke uforstyrret, er væk nu. 

Og den meget lange intro er forklaringen på, at jeg valgte at holde min fødselsdag fredag efter arbejde, og det var PERFEKT. Anton blev afleveret til overnatning hos mormor og morfar, så der var delvis ro og tidligt godnat her i huset, og jeg kunne koncentrere mig om at hygge med mine mennesker, og stadig vide, at mormor og morfar ikke blev slidt helt i bund. 

Fordi jeg havde inviteret familien til morgenmad søndag, havde børnene og jeg hele lørdag til at køre på løbehjul og spise rester, og hele set up’et fungerede simpelthen så godt. For en gang skyld var jeg ikke fuldstændig blæst i bøtten over planlægning og logistik, da jeg gik i seng på min fødselsdag, men havde tværtimod haft en hel weekend, der var umådelig hyggelig – og stressfri.

Men I skal selvfølgelig ikke snydes for de klassiske punkter, bare fordi jeg har tænkt en masse udenoms, så:

Til min fødselsdag har jeg: 

1. 

Lavet 3 x måltidssalat til damerne fredag. Jeg vidste på forhånd, at der mængdemæssigt var for meget, men jeg valgte at lave af alle råvarer alligevel, fordi jeg ved, at jeg ikke får brugt 4 tørrede abrikoser eller en kvart pose rucola. Jeg lavede af hele svineriet og lod gæsterne tage en doggybag med hjem, så de havde aftensmad til lørdag, så maden blev spist, gæsterne var glade, og jeg var fri for at stå med 150 forskellige smårester, der ikke kunne omsættes noget noget sammenhængende. 

2. 

Skrevet i min bog, hvor meget gæsterne spiste, så jeg næste gang kan se, hvor jeg kan tilpasse, ved f.eks. at vælge salater, hvor flere ingredienser går igen.

3.

Tænkt meget over, hvordan jeg kunne lave salaterne, så de også var lækre dagen efter. Derfor havde jeg fravalgt dressing, som bare gør alting træls og sjappet, men havde i stedet vendt spelt, quinoa og orzo med lidt pesto eller olie, mens det var varmt. 

Jeg havde stegt kyllingen og serverede den ved siden af, så jeg dels kunne nøjes med at lave det, jeg vurderede, vi kunne spise, og så eventuelle rester kunne fryses.

Nødderne, der egentlig skulle drysses ovenpå, serverede jeg i skåle ved siden af, for at sætte tænderne i en daggammel peanut, der har overnattet i pesto i et køleskab, er tæt på at være det værste, jeg ved. 

Og endelig havde jeg lavet fetadip, muhammara og humus, som gjorde det ud for dressing, og resterne af dét har jeg spist som pålæg hele ugen. 

4.

Haft optur over at invitere familien til morgenmad i stedet for eftermiddagskaffe. Af flere grunde. Dels fordi jeg er igang med at tabe mig, og morgenmad er et måltid, jeg spiser alligevel, modsat eftermiddagskaffe, som bare er et ekstra måltid, der giver virkelig mange ekstra kalorier.

Ift. arbejdsindsats er det meget overskueligt at hente en pose rundstykker og et frisk rugbrød hos bageren, og snitte lidt frugt, og sammenholdt med, hvad jeg plejer at bruge på kage og boller, var det også væsentlig billigere. 

Og endelig var der NUL madspild ved morgenmadsløsningen. Pålæg, rugbrød og frugt blev brugt til madpakker, de overskydende rundstykker røg i fryseren, og kagen (- for der VAR kage) fik en ekstra tur i manegen om eftermiddagen, og resterne fik mine forældre med hjem til deres søde, gamle, nylige enkemands-nabo Ole.

5.

Ønsket mig – og fået – ting, jeg mangler/skal købe alligevel. En termokop til te (det smager mærkeligt, når jeg har det med i den, jeg plejer at bruge til kaffe), en god scrub til ansigtet, en lækker håndcreme, et par fede, trådløse høretelefoner og make up.

Det var virkelig den bedste fødselsdag, jeg har haft i årevis.