M2022, uge 3

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har vi fået Covid. Frida testede positiv mandag, jeg testede positiv torsdag, så nu venter vi bare på Anton. 

Jeg havde fødselsdag i onsdags, og derfor skulle jeg have haft gæster i morgen, lørdag. Jeg havde allerede købt delvist ind, og i stedet for at gemme Hansen isen og de gode saltmandler til engang i marts, hvor vi – har vi efterhånden lært – ikke aner, hvad der kommer til at ske, har vi levet som isolerede grever og baroner.

Lagkagen onsdag blev modificeret til et 3-mands-set-up ved at skære bundene til efter en lille kagetallerken, og jeg lavede creme af et halvt brev pulver i stedet for et helt. Om det halve brev kan holde, nu hvor det er åbnet, må komme an på en prøve, men hvis det kan, har vi, så vi kan bage en omgang fastelavsboller.

2.

Har jeg pludselig opdaget en vane, jeg ikke har været opmærksom på, at jeg har. 

For når jeg laver mad, der egner sig til at lave i store portioner, plejer jeg at lave dobbelt op og smide det i fryseren, fordi vi så har nem mad til de aftener, vi spiser sammen med nogle af vores venner.

Men – og et er jo en trist konstatering – vi har ikke sam-spist med nogen i næsten 2 år. Ikke på den spontane madklubs-måde i hvert fald. Det kommer vi til igen (ikke?), men til den tid kan vi så begynde at fylde fryseren med store portioner igen. Lige nu giver full blown lasagner og hele bøtter med Tikki Masala bare virkelig meget mad, der enten skal afsættes eller ryger i skralderen, fordi vi ikke kan nå at gnave os igennem det.

3.

Har jeg ved et tilfælde snakket Bilka To Go med to forskellige veninder, og i den forbindelse vil jeg bare lige videregive lidt info, som jeg kan høre, man måske ikke lige fanger, hvis man ikke normalt handler i Bilka (hej fra provinsmor).

*I de store byer har Bilka flere opsamlingssteder. I Aarhus kan du f.eks. hente både i Tilst og Skejby. 

*Man får også den månedlige øko-rabat som to-go kunde, hvis man bestiller på dagen. Her vil jeg bare lige videregive min erfaring med tilbud af alle slags: Det kan godt betale sig at bestille til afhentning først på dagen, ganske enkelt fordi risikoen for udsolgt (præcis som hvis du handler fysisk) stiger hen over dagen. 

*Endelig kan man tilføje kommentarer til de enkelte varer, hvis man f.eks. gerne vil have sine bananer ekstra modne, gerne vil have særlig lang holdbarhed på en bestemt vare, eller der er noget, de ikke må erstatte til andet. Under alle omstændigheder kan man takke nej til den erstatning, de har valgt, når man henter, hvis man ikke vil have det, de har lagt i posen i stedet.

Jeg har et par gange prøvet at få varer, hvor holdbarheden er udløbet dagen efter, eller hvor de har givet mig en forkert vare. Jeg har, de gange det er sket, skrevet til to-go kundeservice, og hver gang fået pengene retur uden problemer. For lave en full cirkle, havde jeg eksempelvis bestilt en liter chokoladeis og en liter vanilleis i sidste uge, og da jeg hentede varerne, havde jeg fået to liter vanille (og kunne på min kvittering se, at det ikke skyldtes, at der var udsolgt/tale om en erstatning). Jeg skrev til kundeservice, som med det samme tilbageførte 50 kroner, og isen fik jeg lov at beholde.

Same same – but different

Jeg tilmeldte i weekenden Anton, Frida og mig det første arrangement i den lokale afdeling af Autismeforeningen. Det fik mig til at tænke på en kommentar, jeg fik inden jul, som gik på udfordringen med at vide, hvornår man skal behandle søskende ens, og hvornår det er bedst for den samlede flok, at der gøres forskel.

Jeg forestiller mig, at det er overvejelser, man gør sig i alle versioner af børnefamilier, uanset antal af børn, og alle har et eller andet, de kæmper med, hvor børnene er enten så ens eller så forskellige, at det giver udfordringer.

For mig har der været mange overvejelser forbundet med, hvordan jeg hjælper begge mine børn lige meget. Ikke hvordan jeg behandler dem ens, men hvordan jeg møder dem, hvor de hver især er, og hvordan jeg styrker deres relation med respekt for den personlighed og de forcer og svagheder, de hver især har.

Jeg har før skrevet, at min oplevelse er, at vi gik fra at være et team til at være en familie, da vi udvidede flokken med Frida. Det ene er ikke hverken bedre eller mere rigtigt end det andet, men som jeg ser det, indebærer familiekonstellationen flere kompromisser og mere tilsidesættelse af den enkeltes behov, end team-versionen gør, simpelthen fordi det kræver mere at nå frem til den bedste løsning for tre, end det går for to. 

Det har altid været en kerneværdi i min opdragelse, at man ikke bliver pålagt en rolle, alene i kraft af sin placering i søskenderækken. Man får ikke længere snor, fordi man er den lille, og der stilles ikke højere krav til fleksibilitet og evnen til at give sig, forstå eller lide afsavn, fordi man er den store. Jeg tænker meget over, at mine børns relation bliver ekstra vigtig, når jeg engang ikke er her længere, fordi de er donorbørn, og derfor gør jeg mig utrolig umage for, at deres samvær er tilvalgt, så der ikke er kors, nag og gammelt nid, der forpester relationen til den tid, fordi den ene altid skulle hjælpe eller have den anden på slæb.

Jeg synes, at det her med at behandle ens eller gøre forskel er en udfordring, der rammer i bølger. I nogle perioder er det ikke noget, der giver udfordringer, mens det i andre fylder nærmest det hele. Lige nu er det noget, jeg må forholde mig til flere gange dagligt, fordi Frida pludselig er blevet stor nok til at bemærke, når der stilles forskellige krav til dem, og fordi covid, vaccine og udredning er svært for Anton. Det giver flere situationer, hvor han er presset, og det er et af de steder, hvor det virkelig er svært for dem begge. For Frida trøster ud fra, hvordan hun selv falder til ro, hvilket er masser af ord, kram og tæt fysisk kontakt – hvilket stresser Anton yderligere i en i forvejen presset situation. Det er svært, synes jeg, for jeg kan ikke i den situation give begge børn det, de har brug for. Anton reagerer nærmest instinktivt ved at skubbe Frida væk, og Frida bliver enormt ked af, fordi hun ikke er stor nok til at forstå, at det handler om et overbelastet system, men tolker det som en afvisning af hende og hendes kærlighed.

Gaven og forbandelsen for Anton er, at han jo en stor del af tiden til forveksling ligner alle os andre, både i det han gør og siger. Men samtidig er der jo nogle reaktioner og måder at være i verden på, der ikke er helt som vores, og som man hverken kan eller skal ændre på.

Anton er lektiereduceret, mens Frida kører fuld plade, der er nogle madvarer, Anton får lov at spise oftere end Frida gør, og der er også forskel på, hvad jeg forventer af dem herhjemme. Selvfølgelig skal de begge selv smide deres tøj til vask osv, men fordi Antons hjerne kasserer det, han ikke selv finder relevant, er der nogle opgaver, jeg ikke tvinger ham til at løse. Begge børn må f.eks. gerne hjælpe med at lave mad, hvis de vil, men hvor Frida husker, hvad vi har snakket om fra gang til gang, starter Anton nærmest forfra hver gang, når det er noget, der ikke lige virker relevant for ham. Og i den bedste af alle verdener ville jeg tålmodigt starte forfra med at forklare, hvorfor man ikke må skære rå kylling og kartofler på samme skærebræt hver gang – men som vi nok efterhånden alle har lært på den hårde måde, så spænder hverdagen ofte ben for idealismen. For som mor til et barn med særlige behov – og det gælder givetvis også mødre og fædre til børn, der ikke lige har dét som udfordring – jonglerer jeg hele tiden med 3 bolde: Ønsket om at give begge mine børn redskaber til at klare sig gennem livet med, frygten for at skabe et skyggebarn og de almindelige krav, man møder fra skole, job og livet generelt. Og jeg må sgu på gulvet efter tabte bolde flere gange dagligt. Men som min veninde engang så klogt sagde: Hvis du taber ansigt – så samler du det op igen. Efter mange års indsamling af emperi i felten kan jeg bekræfte: Det gælder også bolde og forældreskab.

Noget af det, jeg faktisk kæmper mest med, sådan med mig selv, er at der er mange situationer, hvor vi er nødt til at tage mest hensyn til Anton – på bekostning af Fridas ønsker. For Frida ELSKER fest, farver og mennesker. Højere, vildere, mere. Altid og hele tiden. Og jeg ville så gerne give hende hele verden. Hver gang. Men det bliver Anton, der betaler prisen. Det ved jeg ikke, hvordan man løser, for jeg kan virkelig, virkelig godt forstå, hvis hun om føje år sidder overfor en psykolog og er vred på mig over, at det altid var hende, der blev forfordelt. Men jeg ved ikke, hvordan jeg kan gøre det anderledes. Det er arkedilemmaet om, hvordan man skal vælge mellem sine børn, og det kan man ikke. Men her kommer evner til at vægte højere end lyst, og det ville jeg ønske, der fandtes en bedre løsning på.

Måske der gør – men jeg har ikke fundet den endnu.

Helt lavpraktisk har det taget mig noget tid at finde ud af, hvordan jeg skal italesætte, at Anton er lidt anderledes. Min løsning har været at finde en simpel forklaring, jeg kan hive frem, som er nem at forstå, og som ikke kræver en masse ord, nemlig at Antons hjerne er trekantet, mens Fridas og min er firkantede. Ingen af delene er forkerte; de er bare forskellige, og derfor kan der være ting, der rare og en hjælp for firkantede hjerner, som man ikke helt kan rumme, når man har en trekantet én af slagsen. Det har været en ret stor hjælp til selvhjælp, fordi jeg har præsenteret forklaringen på et tidspunkt, hvor der var tid til at være pædagogisk og svare på spørgsmål, og nu kan jeg hive den frem i de situationer, hvor det hele er ved at køre op i en spids, og jeg ikke kan rive mig selv over på midten og give mine børn en halvdel hver.

Egentlig er jeg nysgerrig efter at høre, hvor og hvornår I derude oplever, at forskelsbehandling er den bedste løsning for jeres børn? Og hvordan I tackler det? Det giver sig selv, at der vil være forskel på, hvad børn får lov til afhængigt af alder, men hvis I er nødt til at gøre forskel ift. madvaner, forventninger osv – hvordan tackler I så det på en hensigtsmæssig måde?

(Forældreskab, opdragelse og børn er sårbart, så lad os være ligeså gode ved hinanden, som vi plejer at være herinde, ikke?)

M2022, uge 2

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fået et tip i kommentarfeltet på sidste uges indlæg fra DorteS om, at man kan aflevere sine lysestumper i Kirkens Korshær, som så støber dem om til nye lys. 

Det er en stjernegod ide, så jeg har sendt en mail til Kirkens Korshær og forespurgt på det praktiske; hvor afleverer man, kan man gøre det i alle byer osv. I får besked, når jeg hører noget.

Tak for input, Dorte.

2.

Erkendt, at mængderabat på pålæg ikke er for os. 

For 3 uger siden gjorde jeg for første gang brug af det tilbud, Bilka ofte kører med, hvor man kan købe 10 pakker pålæg for 100 kr. 

På plussiden har jeg ikke sat penge til. Det, vi har nået at spise, ville have kostet mere end 100 kr. hvis jeg ikke havde købt det på tilbud. 

Men jeg har smidt mere pålæg ud de sidste 14 dage, end i hele 2021 tilsammen, tror jeg. Det stresser mig helt vildt, for det er noget svineri. Men dels var der nogle af pakkerne, der havde uforskammet kort holdbarhed (hvilket er en af mine få anker ift. Bilka To Go), og dels var der simpelthen så meget, at jeg mistede overblikket, og glemte pakker, jeg havde åbnet. 

Man kan givetvis fryse meget af det, men pålæg er en af de få ting, jeg synes ændrer så meget konsistens/tekstur af en tur i fryseren, at jeg ikke kan lide det bagefter. 

Så lærte vi dét.

3.

Fået 6 fine gin-glas foræret – og efter moden overvejelse sendt dem videre ud i verden. 

Jeg fik dem af mine forældre, som havde fået dem af et sæt venner – men mine forældre drikker ikke gin, og derfor landede de hos mig. Men jeg 4 i forvejen, og det er alt rigeligt. Jeg spurgte dem derfor, om det var ok, at jeg forærede dem videre, og fik en opadvendt tommel retur. De lever nu det vilde liv i Sønderjylland, og har det givetvis meget sjovere der, end de ville have bagerst i mit køkkenskab.

Kløfter, strømninger og gode podcasts

Det er længe siden, jeg har anbefalet podcasts her på siden; en stor del af grunden er, at jeg synes, der de sidste par år har været langt mellem snapsene.

Det er et område, som pandemien har ramt på en underlig måde, for umiddelbart burde covid jo ikke have noget at sige ift. at sidde og tale ind i en mikrofon. Men det er som om, vi alle sprudler mindre, fordi vi ikke kommer ud i verden og bliver inspirerede af nye steder og mennesker, og det giver, helt lavpraktisk, bare færre nye tanker, der kalder på at blive delt.

Men de sidste par uger har jeg med jeres hjælp og ‘you might also like’ funktionen alligevel fundet nogle stykker, som jeg virkelig godt kunne lide.

Én af dem ramte lige ned i noget, jeg selv har gået og tænkt på de sidste par måneder, og det var et af de øjeblikke, hvor man pludselig meget tydeligt kan se, hvad det er, der somme tider sker, når noget går i tomgang eller falder ned mellem sprækkerne.

Podcasten hedder “De 169 piger” og handler om en sag, hvor en ung mand har lokket børn og helt unge piger til at tage intime billeder af sig selv under forskellige påskud, f.eks. at ville lave træningsprogrammer til dem. Så snart han fik billedet tilsendt, ændrede han karakter og gik fra at være imødekommende og flirtende til at true og afpresse sine ofre, og få dem til at gøre nedværdigende og overgrebsagtige ting ved sig selv.

Historien er desværre ikke en, man ikke har hørt før. Men det, der gør den her særlig er, at manden blev meldt utallige gange, og politiet kendte til ham, længe inden han blev pågrebet.

Og nu nærmer vi os så endelig det, jeg selv har tænkt over længe, nemlig at generationskløfterne i dag er et væsentligt større problem, end de var for 30 år siden, fordi teknologien accelererer i et hidtil uset tempo.

Internettet og dets flade kommunikationsstruktur har betydet, at menigmand i dag har adgang til viden og andres erfaringer på en helt anden måde, end vi havde i 80’erne og 90’erne. Det betyder, at viden hurtigere når dem, der har brug for at får den. Det betyder, at man hurtigere finder ud af, at selvom der ikke er andre, der ligner én i den by, man bor i, så er der masser af andre, der gør, når man løfter det virtuelle blik.

De ting, mange af os på min alder blev udsat for som børn og unge, og som vi skulle blive voksne og få adgang til internettet og beretninger fra andre for at forstå var præcis så forkerte, som de føltes; dem kan unge mennesker gribe an på en helt anden måde i dag. Gudskelov. 

Med mulighederne kommer selvfølgelig også de mange nye måder at blive passet op af rovdyr og slibrige typer på, men fordi der er adgang til så utrolig meget viden og sparring, så er det også mit indtryk, at mange af de unge, der bliver udsat for den slags, er mere handlekraftige, end vi var. De går til forældre, lærere og politiet, når de oplever at blive udsat for trusler om afsløring af deres intime billeder, for de ved godt, at det er forkert – og at det ikke er dem, der er de skyldige. 

Problemet er, at den generation, der reagerer på uretfærdig behandling; uanset om vi taler om kønsidentitet, udviklingsforstyrrelser eller adfærd på nettet, er underlagt en generation, der ikke forstår problemet. For på grund af tempoet i udviklingen, ligger det *så* langt fra, hvad de selv har oplevet, at de i mange tilfælde ikke kan se problemet.

Det er ikke for at pege fingre, for jeg tror, at vi alle sammen har en rem af huden. Hånden op, alle dem, der har givet op på et socialt medie, og tænkt, man ikke orker at sætte sig ind i flere apps; at facebook og insta må være nok? Vi stivner alle sammen i formen, fordi vi på et tidspunkt ikke kan rumme og forholde os til mere nyt.

Og det er derfor, at politiet ikke får kædet de her anmeldelser sammen, tror jeg. Fordi ingen af dem, der tager imod anmeldelserne synes, at det er Et Rigtigt Problem. For man kan jo bare lade være med at sende billederne, ikke? Ligesom man jo også må lade være med at blive for fuld og have for kort en kjole på, hvis man ikke vil voldtages. Ikke? Eller hvad?

Det er, helt generelt, op ad bakke at have og forstå et problem, når løsningen, ressourcerne og magten til at løse det, ligger i hænderne på mennesker, der lidt synes, at det er noget pjat. Jeg skal f.eks. samarbejde med en professionel, der lader til ikke at have den *fjerneste* forståelse for, hvad det er, der er svært for Anton, og som derfor bare gør, som vedkommende selv synes. Jeg kan næsten ikke være i mig selv af frustration, men det er uhyggelig svært at tale forståelse ind i et menneske, der er tættere på pensionsalderen end konfirmationsalderen, og som for længst har opgivet at følge med. 

Fordi jeg er Antons mor, lægger jeg også meget mærke til, hvordan man taler om udviklingsforstyrrelser ude i verden. Det er autisme, Anton skal udredes for, men det er ikke mange uger siden, jeg hørte en ældre lærer på en højere, videregående uddannelse for mennesker, der bl.a. skal lave helhedsvurderinger af børn og deres udfordringer sige, at nu skulle man jo også passe på med at blive alt for hysterisk. At ADHD i virkeligheden stod for Alle Drenge Har Det, haha. 

Jeg ved ikke, hvordan man skal slå bro over de her kløfter. Lige nu føles det, helt overordnet, som åben krig, hvor de ældre generationer sidder på den konkrete magt i samfundet, mens de yngre har teknologien og den antalsmæssige fordel på deres side. MeToo, Black Lives Matter osv. er gode eksempler på, at de klassisk undertrykte ikke længere har tænkt sig at bøje hovedet og lide i stilhed. Men der er stadig langt fra den enkelte persons kamp mod systemet på overfladen til dybderne og de grundlæggende strømninger, der langsomt, langsomt er ved at ændre retning.

Det er “De 169 piger” et strålende eksempel på.

—-

Når du er færdig med at høre den, så synes jeg, at du skal kaste dig over:

Bandeland III:

Start med de to første sæsoner, hvis du ikke har hørt dem. Velproduceret, velfortalt og uendeligt fascinerende.

Præsten fra helvede:

En lige vel dramatisk titel, men det *er* Ekstra Bladet, der har produceret, så hvad kan man næsten forvente.

Husker du sagen om præsten, der slog sin kone ihjel, og derefter meldte hende savnet? Og de skrækkelige billeder af ham og de store, blå olietønder? Det er den historie, der her bliver fortalt af de to journalister, der primært dækkede sagen.

Cilles Sidste Dag:

Den her fik jeg anbefalet i kommentarfeltet herinde for et par uger siden, og jeg troede ikke, jeg ville kunne holde ud at høre den. 

Det er historien om at miste sin datter på urimelig tragisk vis, og den river præcis ligeså meget, som man ville forvente. Men det er samtidig også historien om, hvor resilient mennesket faktisk er, og i det synes jeg, at der ligger meget håb. Samtidig bliver historien fortalt så fint, så fint af Cilles mor, og som lytter synes jeg, man sidder med fornemmelsen af, at det for hende er en gave til Cille at fortælle om hendes liv og hendes person, fordi hun er og var så uendelig meget mere, end måden hun døde på.

Der er 6 afsnit, og den får alle stjerner på himlen herfra.

M2022, uge 1

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge er jeg nået længere med mit køkkenprojekt, end jeg havde turde håbe, og det passer fint som tema til denne uges indlæg, for jeg har:

1.

Som jeg skrev for nyligt, lagt en agent på Marketplace efter et bord.

Jeg havde på forhånd gjort op med mig selv, at det skulle være hvidt, måle ca. 90 x 200, og være firkantet og uden plader, fordi jeg ikke gider have skillelinjen i midten. 

Når man lægger en agent op, får man jo notifikationer om revl og krat, og som et ekstra irriterende feature, har facebook nu udvidet tjenesten med ‘Emner, der ligner dem, du søger på’, hvilket betyder, at man også får sofaborde, spisebordsstole osv. Jeg har set mere fyr- og egetræ de sidste 14 dage, end jeg har set det meste af mit voksne liv tilsammen, men det er måden at gøre det på, hvis man vil have fingrene i de helt gode køb. For der, hvor man kan gøre en god handel, er i de situationer, hvor Lars og Mette har impulskøbt et bord, da de bare lige skulle i Ilva og kigge, og derfor nu står med to gigantiske borde i deres relativt lille stue. De skal bare af med det gamle, og det skal være nu. Prisen vil være derefter, og derfor handler det om at være hurtigt = agent, så man når at se det.

Ift. møbler går jeg konsekvent udenom opslag, der er over en måned gamle. Der er sikkert mennesker, der bor så stort, at de uden problemer kan have dobbelt op på både sofaer og spisebordsensembler, men de fleste gør ikke. Og derfor skal man spørge sig selv, hvor de mon så har opbevaret tingene, så de ikke stod i vejen. Hverken stof eller laminat (som jo ret beset bare er sammenpresset papir og harpiks) har særlig godt at fugt og kulde, og derfor skal jeg ikke have noget, der har stået i en garage eller på en overdækket terrasse og hængt med mulen.

Der er mulighed for at gøre en god handel, hvis man kan leve med ukendt bagkant – og det er en pointe, jeg også gerne vil have med her: At man jo så skal være klar til at gå i gang, når det rigtige bord så pludselig er der. Det var det i mandags; et bord 10 km. herfra, på 210 x 90, uden plade, og med brugsspor, jeg sagtens kan leve med. Til 450 kr. Egentlig oplever jeg, at det næsten kan være rart, at tingene ikke er spritnye. Det her har en lille skramme hist og resterne af en kuglepensstreg pist, men intet, man med det blotte øje kan se, og intet, det ikke ville have fået på en måned her. Faktisk oplever jeg det næsten som en lettelse, at jeg ikke skal våge over det som en høg, fordi det er pristint og har kostet hele opsparingen og to indre organer.

Jeg sidder og skriver ved det nu, og det er så fint, så fint. 

2.

Fundet de to lamper, jeg gerne vil have over bordet på Marketplace.

Jeg har Hektar lamper fra Ikea som både spot, standerlamper og over bordet, og jeg er virkelig glad for dem, fordi pæren sidder på en måde, så man ikke bliver blændet, når man sidder under dem. Nu, hvor bordet bliver større, er det nødvendigt med lys i begge ender (som man siger), og derfor skal den ene nuværende skiftes ud med to. 

De koster 150 kr. fra nye pr. stk. Jeg fik dem begge for 100 kr. 

3.

Ønsket mig mine nye stole i fødselsdagsgave (om 11 dage), og været anmassende nok til at sende link til min søster og mine forældre, fordi stolene pludselig var på bud til 250 kr/stk og ikke de 399, de normalt koster.

4.

Købt 1 liter maling i Flügger til at male en 8 m2 stor firkant, selvom ekspedienten insisterede på, at det ikke var nok.

Jeg var selv i tvivl. Men sidste år, da jeg malede 4 af vores rum, havde jeg ALT for meget maling i overskud. Og én ting er sikkert: Når man får nok af en farve, så skal man jo ikke have den igen i et andet rum. Derfor er det nogle åndssvage liter at have stående.

Problemet er, at Flügger sælger deres maling i hhv. 1 liter, 3 liter og 5 liter – hvilket er virkelig irriterende, når man er sådan én, der maler enkeltvægge. Men prismæssigt koster 2 x 1 liter tonet maling ca. det samme, som 3 liter, og eftersom jeg ikke skal bruge den sidste liter, valgte jeg i stedet at købe 1 liter og så vurdere efter første overmaling, om jeg havde nok til anden runde. Hvis ikke, kan man nemlig bare købe 1 liter mere, som man blander med resten af den første, så man undgår, at der er nuanceforskel hen over væggen.

Jeg malede 3 gange med min ene liter, og jeg har stadig maling i overskud. 

5.

Solgt mit gamle bord inkl. stole for 300 kr, og vores 2 Trip Trap Stokke stole for 500.

Jeg havde gjort det hele pænt rent og afventet en dag med godt lys, så jeg kunne tage nogle ordentlige billeder af tingene. Det betaler sig at tænke over den slags, for det tog 5 timer fra jeg lagde tingene op, så var de afhentet.

Pengene brugte jeg til at købe stel til min kommende bænk, så nu må UPS sådan set godt skynde sig ud på Autobahn med kursen stik nord, så vi kan få projektet afsluttet.

——

Når jeg har alle beløb med her, er det for at illustrere, at jeg for 850 kr. (og en endnu-ukendt pris for træ til bænken), har et HELT nyt spiseområde. Det kræver lidt tålmodighed, og at man kan leve med, at nogle af tingene er brugte, men jeg kan *næsten* ikke være i mig selv over, hvor fedt, det bliver, og jeg skal nok lægge et billede op, når jeg er færdig.

Postkort fra toppen af bjerget

2022.

Vi er i gang, og det går godt.

For efter at have talt håb og forventninger og drømme ned i snart 3 år, kan jeg mærke et behov for også at sige det højt, når det går godt, uden at mudre mine udtalelser med forbehold og forsigtighed.

Det ligger implicit i det verdenssyn, vi har nu, tror jeg. At det hele kan ændre sig på sekunder. Men jeg kan mærke et udtalt behov for klarhed; for at slå støvet af.. alt, faktisk. For at lade ord og udsagn fylde og lyse, uden hele tiden at kaste slør over dem for en sikkerheds skyld. Vi har de sidste 34 måneder vænnet os til at tage sorgerne på forskud, i håb om, at de så ikke kommer bag på os, men prisen for dét, er glæden i nuet. Og den har jeg tænkt mig at genfinde og genvinde.

For at tage det bedste først: Vi slap igennem nåleøjet og er indstillet til udredning på børnepsyk. Det er noget underligt noget, at man kan blive taknemmelig over udsigten til at få papirer på, at ens barn har fået udleveret en hjerne, der krøller anderledes end de fleste andres, men det er den eneste måde at få adgang til værktøjskassen, der indeholder det, Anton har brug for. Og efter små 3 år med kamp, meget få allierede og bureakrati nok til at give Putin stjerner i øjnene, er det en lise uden lige at kunne åbne en dør på klem for tanken: “Måske behøver jeg ikke klare det her *helt* alene?”

Så kæmpe, gigantisk hurra for at være nået dértil.

Nytårsaften skrev jeg mine planer for det kommende år i min fine almanak (som er fra Måneurt #NoSpons). Jeg har 4 af slagsen (planer. Ikke almanakker), og for mig ligger der en afgørende forskel i at kalde dem ‘planer’ og ikke ‘forsæt’. Ordet ‘planer’ er levende og udvikler sig i takt med den virkelighed, de er omgivet af, hvilket for mig føles langt mere organisk og opnåeligt, end forsæt med faste mål, der kun har to mulige udfald, nemlig succes eller fiasko. En plan justerer man bare, og arbejder derefter videre med den nye udgave.

For at synliggøre processen og holde mig selv op på, hvad jeg gerne vil nå i år, skriver jeg ned i almanakken, hver gang jeg gør noget, der bringer mig tættere på mine mål.

Ét af dem er, at jeg gerne vil have lavet et nyt køkkenområde, som passer bedre til det liv, vi lever nu, end det, vi havde, da vi flyttede ind for 5 år siden. Børnene er blevet større, de er oppe længere om aftenen og har ting og sager, de gerne vil sidde ved køkkenbordet og lave. Da de var mindre, brugte vi nærmest udelukkende bordet, når vi spiste, mens vi nu gerne vil sidde der samtidigt og lave hver vores. Derfor vil jeg gerne have et større bord. For at få plads til det, skal det stå på den anden led, hvilket pludselig giver mulighed for den bænk, jeg altid gerne har ville have, og sådan har den ene idé grebet den anden.

Køkkenområdet er en del af min 2022 plan, og jeg har noteret i almanakken, at jeg har købt maling, fundet lamper og har lagt en agent på Marketplace, og gjort børnenes Trip Trap stole klar til salg. Alle de små delelementer, som får planen til at ske, bliver skrevet i, og af en eller anden grund får det mig til at føle, at jeg arbejder på at lykkes med noget, i stedet for at føle, at jeg står med et halvfærdigt projekt, jeg småstresser over at skal have gjort færdigt. Det er alt sammen inde mit hoved, men det virker. 

De andre 3 projekter syder og bobler, og Stenbukkesæsonen giver den ‘get shit done’-energi, jeg stortrives i.

Det går godt.

Mod nye horisonter

Børnene sover, kortene for det kommende år er trukket, og Bruno Mars er kæk for lav volumen på køkkenbordet. Som de sidste par år sidder jeg i sofaen og nyder roen, mens jeg gør status over det forgangne år og så småt indstiller sigtet på det kommende.

Jeg synes, 2021 har været en arbejdssejr. Der har været ups and downs, og vi har været forskånet for de helt store revner i fundamentet, men jeg synes, sådan helt overordnet, at det har været en drøj omgang.

Det er kommet lidt bag på mig, faktisk. For egentlig havde jeg forventet, at når det første impact af covid, konkurser og tværsmøder var klinget af, så var det bare at begynde at sætte den ene fod foran den anden. Eller. Ikke bare-bare, vel? Men trods alt stadig et mønster og en arbejdsgang, jeg kender.

Sådan har det ikke føltes, synes jeg. Der er noget, der har ændret sig så grundlæggende, at det ikke længere giver mening at grave sig tilbage til udgangspunktet.

Jeg har tænkt meget over det de sidste par uger. At der er meget, der ikke er blevet, som jeg troede, det ville blive. Der er processer, mennesker og baner, jeg er nået vejs ende med, der er rigtig, rigtig meget, jeg har været nødt til at gentænke, og det har trukket tænder ud. For selvom man måske ikke gør sig det klart, når hverdagen ruller, så danner man sine håb og forventninger om fremtiden med udgangspunkt i den nutid, man befinder sig i. Og derfor bliver det et fald i slowmotion, når tæppet bliver trukket væk, for i første omgang tror man bare, at det handler om at genvinde fodfæstet, men når man har gjort det, går det langsomt op for én, at alt er forandret, og at man nu skal suite up til andre vilkår, betingelser og drømme.

Det, der tager længst tid, er næsten at slippe håbet, synes jeg. Man gør det gradvist, fordi man ville brække midtover, hvis man både skulle forholde sig til realiteterne, regruppere og justere forventningerne på én og samme tid, og lige når man står i det, føles det som om, der kun er sorg og smerte forbundet med at løsne grebet.

Men i det øjeblik, man åbner hånden helt; i det øjeblik, man har brugt så lang tid på at frygte, fordi man ikke troede, man ville kunne udholde den tomme hånd – der opdager man pludselig, at den gør det muligt at række ud efter det, man gerne vil være og have nu. Efter det, der passer til det menneske og liv, man er og har, og ikke den og det, man var og havde.

Det ser dejlig nemt og selvhjælps-fascistoidt ud, når man koger det ned til 20 linjer på skrift.

Det synes jeg overhovedet ikke, det har været. 

Jeg synes, det har været hårdt, og jeg er gennemtræt. Træt af Systemet, og træt af at være underlagt andre menneskers vilkår og luner. Træt af omstillingsparathed, nedlukninger, nye varianter og skinger debat. Det skriver jeg, vel vidende, at andre har haft det værre og har mistet mere end mig. Men selvom man kommer ud med livet i behold, må man stadig gerne sørge over tabet af det liv, man ikke forstod privilegiet af, da man havde.

Jeg synes, det har været hårdt, og jeg er træt. 

Men.

For første gang i uendelig lang tid, synes jeg også, at der er håb for noget bedre, når jeg kigger fremad. For første gang i meget, meget lang tid, synes jeg, at jeg ser muligheder og ikke bare ‘nej’ og døre, der lukker, mens jeg kigger på dem, derude.

Jeg har truffet nogle beslutninger ift. min arbejdssituation, der forhåbentligt i løbet af 2022 gør det muligt ikke bare at overleve, men at trives igen.

De tiltag, jeg har Jeanne d’arc’et mig til ift. Anton er nu en integreret del af hverdagen, og de hjælper.

Og jeg har fået så meget overskud, at jeg igen så småt kan begynde at mærke mig selv.

Vi er ikke i mål. Med noget, faktisk. Men jeg sidder med fornemmelsen af, at de sidste par år er gået med at opdage, at vi har fået udleveret de helt forkerte kort og med at køre fast. Nu er vi endelig trukket fri, og vi har fået støvet de rigtige kort op. Vi er ved at lære det nye landskab at kende, og vi opdager langsomt de skatte og muligheder, der er at finde hér.

Vi er ikke, hvor vi skal være endnu.

Men vi er på vej.

M2021, uge 52

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Grebet forberedelserne til julefrokosten (som i år var her) an med ‘stop madspild’ i baghovedet.

Det betyder, at jeg, i stedet for at lave al maden dagen før, nøjedes med at dække bord, finde fade osv. frem, lave ostefad (med små stykker af ostene) og koge kartoflerne til kartoffelsalaten. 

På selve dagen lavede jeg dressing til kartoffelsalaten, ris a la mande og frikadeller, så de stadig var lune, da gæsterne kom (så de kun var lavet, og ikke allerede opvarmet én gang). Alt, hvad jeg lavede, fyldte jeg i to mindre bøtter i stedet for én stor, hvilket både gør det nemmere at finde plads til tingene i køleskabet, er verdens nemmeste måde både at begrænse madspild på, og oven i købet også gør det hyggeligere at sidde ved bordet, fordi man ikke skal flå skålen med kartoffelsalat ud af hænderne på folk, inden de er færdige med at spise, så den kan komme på køl.

2.

Fundet mine små hurricane-stager frem, så jeg kan bruge dem til resterne af kalenderlyset og lysene fra adventskransen.

Det er stadig så mørkt hele tiden, at der ikke er en kat, der kan se hverken farve eller facon på det, der står i dem, og så får jeg lysestumperne brugt.

3.

Arbejdet aktivt på at få bugt de madvarer, jeg har købt ind til julen, men som ikke er blevet spist.

Af en eller anden grund er jeg ikke ret god til at spise frugt, når vi bare går herhjemme, så jeg brugte 15 minutter på at lave citrussalat af alle mine appelsiner, mandariner og grapefrugter, som jeg skar skrællen af, ternede og fordelte i mindre bøtter, så det bare har været at tage en bøtte ud og gå amok. 

De skårne tomater og peberfrugter fra julefrokostens ostebord røg i en gryde med en trist porre, godt med løg/hvidløg, en dåse hakkede tomater og en kyllingefilet og kogt til suppe, som jeg blendede med resterne af creme fraichen fra kartoffelsalaten og pikantosten fra ostebordet. Den smagte fuldstændig forrygende.

4.

Skrevet i min bog, hvor meget vi spiste til hhv. adventshygge og julefrokost.

Vi er en ret lille familie; når alle er her, er vi 9. Derfor giver det mening at skrive ned, helt konkret, hvor meget fars, jeg lavede frikadeller af til julefrokosten, hvor mange æbleskiver, vi spiste osv. 

Jeg har gjort det de sidste 4 år, og det er efterhånden blevet en integreret del af julefrokosten, at dagen slutter med, at jeg skriver årets liste i bogen, mens jeg har mængderne – og samtlige retter – i helt frisk erindring.

5.

Og apropos bogen: Skrevet, hvordan jeg har pakket julen ned; hvad jeg har pakket i hvilke kasser.

Ligesom sidste år har jeg sørget for at pakke tingene ned, så det giver mening ift. hvordan jeg skal bruge dem til næste år. Ungerne har fx. altid juleklip i skolen i slutnovember, så nissehuerne skal være til at komme til, ligesom både nissedør, kalenderstage (inkl. nye lys) og min bakke til adventskrans er noget af det, jeg gerne lige vil have 10 minutter til at gøre klar, inden jeg finder *alle* juletingene frem. Derfor er de ting lagt i samme kasse, sammen med julelysene udefra, der alle stadig fungerede, da jeg pillede dem ned. Jeg har haft dem liggende i bryggerset, så de er gennemtørre, og har lagt dem i en pose, sammen med bon’en, så jeg i god tid kan tjekke dem og evt. bytte dem til næste år.

Alle glaskugler (også dem, jeg dekorerer vinduer, adventskrans osv med) er øverst i kassen med juletræspynt, og bogen er opdateret med, hvad der ligger hvor, hvad jeg har og hvad jeg mangler. 

6.

Ventet med at købe nytårsting til i dag, selvom de var billigere inden jul.

Set med de økonomiske briller,  giver det ikke så megen mening. Men. Jeg har selv, hele mit liv, frygtet Når Ting Slutter. Ferier, højtider, ting, jeg har glædet mig til. Derfor gør jeg, hvad jeg kan, for at hjælpe mine børn med at lære, at der altid kommer noget bagefter. 

Det her med at være, hvor man er, i stedet for hele tiden at være i gang med at planlægge fremtiden og glemme at nyde afviklingen af nutiden, er en fælde, der er ekstra let for en type som mig at falde i, fordi jeg trives med planlægning. Derfor gør jeg mig ekstra umage for at kæmpe imod min egen impuls til at være to skridt foran, når jeg opdager den steder, hvor den har gjort livet sværere for mig selv.

————

Om lidt er det 2022. Den første uge i det nye år skal vi på børnepsyk., og lige nu er der vist ingen, der ved, om vi skal forberede os på nedlukning og hjemsendelse eller om vi kører på. Derfor er det muligt, at M2022-indlæggene først ryger på fra uge 2 – jeg ville bare nævne det, så de af jer, der har spurgt, om M20XX-indlæggene fortsætter, ved, at de kommer.

Godt nytår til hver eneste af jer. I er en kæmpe fornøjelse at pleje omgang med.

M2021, uge 51

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Trukket indkøbsturen endnu længere end jeg plejer, og gjort en ekstra indsats for at få spist op af alt det, der står i køleskabet. Helt ned til de små ting, som at få tømt et glas med syltede tomater, og drukket den sidste juice fra turen, vi var på, for 2 måneder siden. Formålet har ene og alene været at få skabt så meget plads som overhovedet muligt, så der er hylder fri til rester i juledagene – for vi ved alle, at når man er mæt, og pladsen i køleskabet er trang, så virker skraldespandens dyb pludselig både logisk og tiltalende.

Derudover øger det sandsynligheden for, at man også får resterne spist, hvis de ikke er kilet ind i et mørkt hjørne, hvor man ikke kan se dem, når man åbner køleskabet og lige skal have en hurtig rugbrødsmad.

‘Plads’ og ‘overblik’ er undervurderede, men væsentlige betingelser ift. at stoppe madspild, og det her punkt fik mig til at tænke på, om det måske ville give mening, at jeg ind i mellem lavede et præ-indlæg? For M20XX-indlæggene skriver jeg jo bl.a. i håb om, at mine tiltag inspirerer jer til også at have den økonomiske miljø-brille på, når I skuer ud over jeres liv – men det er jo lidt sent at komme i tanke om, at det måske var smart at have plads i køleskabet, når punktet først er på dagen inden jul.

Ville det være brugbart, at der kom et ‘Den kommende måned vil jeg’-indlæg, f.eks. inden sommerferie og jul?

2.

Købt kalenderlys til de næste to år.

Som jeg har skrevet før, er det kun Stelton og Georg Jensen lys, der passer i min Medusa-stage (det vidste jeg IKKE, da jeg købte den), og da de laver års-specifikke lys (hvilket er virkelig åndssvagt. Peg på dét menneske, der går *så* meget op i design, at de kan se forskel på et lys fra hhv. 2021- og 2022-kollektionen, I dare you).

Nå, men det kommer mig til gode, for de er sat ned nu, og fordi flere netshops kører med gratis forsendelse op til jul, fik jeg to lys til 1/3 af, hvad ét normalt koster.

3.

Købt en shaker. Simpelthen.

Jeg er blevet bidt af et galt enebær, fordi jeg for et par måneder siden købte en gin, som bare var længder bedre, end alt, hvad jeg tidligere har prøvet. Det ene førte til det andet, og jeg faldt ned i virtuelle kaninhuller om kinin, simple sirup og forskellen på at shake en drink og bare røre den sammen – og vi kender det alle sammen: Pludselig havde mine fingre googlet ‘Shaker’, helt af sig selv. Inden jeg fik trykket ‘Tilføj kurv’ kom jeg dog i tanke om, at jeg ikke er med i en film med Hugh Grant, og derfor skal styre mig, men Zucks husker bedre end samtlige forsmåede kvinder i verden til sammen, og derfor tonede der en shaker frem, da jeg lavede mit daglige spisebordstjek på Marketplace dagen efter. Fra mit googlefeber-anfald vidste jeg, at den, der stod og gjorde sig til, normalt koster 400 plus forsendelse – her kunne jeg få den, u-udpakket, stadig plomberet og geografisk placeret i baghaven – til 70 kr.

Så blev jeg enig med mig selv om, at der måske alligevel er lidt engelsk landadel i mig.

Nu vil jeg finde den sidste kalendergave frem, puste ud, shake mig en julecocktail og nappe den sidste Harry Potter.

Tilbage er der vist bare at ønske jer alle sammen en rigtig glædelig jul.

Mini-I-øvrigt:

*Løber tiden fra mig. Jeg på én gang keder mig og stresser, men det er vist bare copy paste af både virkelighed og sindsstemning fra sidste år ved denne tid? 

*Skal jeg have nogen med bedre pædagogisk indsigt end mig til at forklare, hvorfor børn hader dørhåndtag så inderligt? Hvorfor *er* det, at de insisterer på at skubbe døre i, i stedet for bare at lukke dem??

*Er jeg i akut need of noget podcasteskapisme. Nogen, der har opdaget noget godt?

*Kørte jeg forleden forbi et sted, der reklamerede med ‘Juletræer to go’. Jeg elsker det. 

*Visnede min sjæl en smule, da jeg efter et uendeligt antal tics i Bilka over deres reklame for Stop Madspild, hvori de oplyser, at de giver overskydende madvarer til ‘herberger’, slog det op – og måtte æde, at man kan bøje det sådan. Det hedder sgu herberg i flertal, and I will die on this hill.

*Vil jeg gerne vide, om vi helt er gået fra det koncept, hvor vi på vores streamingtjeneste eller radiostation blander julemusik og almindelig musik? Jeg vil gerne bede om et stykke med Wham for lige at komme i stemning, men man når måske også lidt et maxpunkt med Bjældeklang og Shakin’ Stevens.

*Så jeg i går et opslag fra Region Syddanmark, hvor de i et forsøg på at få folk til at forny deres receptmedicin, inden lægerne går på ferie, skrev: 

‘Som det gamle mundheld siger: Når du mod ferie sigter, skal du tjekke dine recepter.’

Og her må jeg bare på vegne af alle mennesker i hele verden, der ikke hader sprog sige: Hyr bedre tekstforfattere.