M2020, uge 47

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg tømt min salgskasse i bryggerset; den, jeg smider ting i hen ad vejen. Denne gang indeholdt den et par jakker, et par rulleskøjter, to My Curvy Little Love kjoler, jeg har fået foræret, men ikke bruger og et tracksuit størrelse Frida. 

Jeg elsker den kasse, for hvor det næsten ikke føles som besværet værd at oprette ét salgsopslag for at sælge en jakke til 50 kr., så tager det ikke meget længere tid at oprette en håndfuld salgsopslag samtidig, og lige her solgte jeg i løbet af en dag for 230 kr.

Kassen giver mig et sted at samle tingene, så de ikke bare ligger og flyder, og jeg bruger den også til tøj, der er slidt/hullet/for småt. Hvis affaldssortering og genbrug skal fungere, tror jeg, at det er ret afgørende at finde en løsning, der fungerer i hverdagen, og jeg ville aldrig køre på genbrugsstationen med ét par bukser. Nu samler jeg bare sammen efterhånden, og så sorterer jeg, når kassen er fuld. Det plejer at passe med, at der så er en pose eller to, der skal til Røde Kors, samt en håndfuld ting, der skal sættes til salg eller foræres væk.

Det er forskelligt, hvordan man har det med den slags, og nogle mennesker har det fint med at have ting til at ligge i flere måneder, mens de venter på en køber. For mig er det faktisk næsten vigtigere at få tingene ud ad døren, end at tjene penge på dem, så jeg ruller med et ret kort transfervindue. Derfor valgte jeg at lægge den ene jakke, der ikke var nogen, der havde skrevet på, i posen til hende, der købte den anden*. Dem, der købte tracksuitet, fik et sæt termotøj med, som Frida pludselig ikke længere kunne passe, og de to smukke MCLL kjoler valgte jeg efter lidt debat med mig selv at give til Røde Kors. Begge havde fået et skud i second hand-MCLL gruppen til den yderst beskedne sum af 100 kr. pr. stk, og ingen havde budt på dem. Først havde jeg egentlig tænkt, at jeg ville lægge dem op og spørge, om nogen ville have dem, for de er for fine til ikke at blive brugt. Men jeg nåede frem til, at når ingen ville betale 100 kr. for dem, så var der ingen, der ægte gerne ville have dem – og så ville det være en af de situationer, hvor nogen ville takke ja, fordi gratis = fedt. Og jeg syntes egentlig, at de her kjoler fortjente en bedre skæbne end dét. Derfor gav jeg dem til Røde Kors i håbet om, at de kan sælge dem og tjene lidt mere på dem, end de gør på aflagt H&M tøj – og så håber jeg, at den køber, der falder over dem, føler sig heldig over at gøre et røverkøb, og vil bruge og elske dem, så de kommer til gavn i stedet for bare at hænge i et skab og glo.

(*Jeg spurgte selvfølgelig, om hun kunne bruge den først).

2.

Har jeg bagt boller til Antons fødselsdag, og givet min søster de overskydende med hjem. Vi skal til fødselsdag ved min niece lørdag, og på den her måde bliver bollerne spist, og min søster slipper for at skulle have ovnen igang.

3.

Er jeg blevet klogere ift. Klarna, som jeg omtalte i sidste uges indlæg, og uden at det skal blive alt for konspirationsteoretisk, vil jeg opfordre til, at man lige skimmer kommentarfeltet, så man er lidt bedre klædt på, når man selv støder på dem derude.

4.

Købt et krus i Søstrene Grene. Og hvorfor er den på her, spørger du? Fordi krus er mit kryptonit. Jeg ELSKER dem, og ser jeg et, jeg synes er fint, er det mig næsten umuligt at gå forbi det.

Af samme grund ville det være løgn at påstå, at jeg mangler krus.

Så jeg så kruset, forelskede mig – og tog hjem og sov på det. Først dagen efter stak jeg ind forbi efter det, og for mig var det en sejr. For jeg bliver nok aldrig så meget minimalist, at jeg udelukkende køber, hvad jeg hard core mangler. Jeg bliver stadig glad af ting. Et par fine øreringe, et sæt smukke orakelkort eller det perfekte krus kan gøre mig i godt humør, hver eneste gang jeg har dem og det i brug, og de små, emotionelle stjernekastere lyser livet og hverdagen op for mig. Men det føles som en miniature-milepæl, at jeg har fået bremset den impuls, der bare smider i kurven, når jeg ser et af mine svagheds-items, for 8 ud af 10 gange har jeg glemt dem, når jeg kommer hjem/logger af.

Sådan var det ikke denne gang, og derfor føltes det så også ok at give efter for fristelsen.

I øvrigt:

*Sad jeg forleden i bilen på Bilkas p-plads og tjekkede mine fortænder i spejlet for hørfrø – indtil det gik op for mig, at det er skideligegyldigt #maskeliv

*Tror jeg, at TV2 skal starte deres årskavalkade nu, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at få bare 1/4 af 2020 med. 

*Er Anders Tegnell fotomæssigt set gaven, der bliver ved med at give. Uanset hvordan det går i Sverige, findes der et billede af ham med et ansigtsudtryk, der matcher overskriften. 

*Har jeg købt for en formue vintertøj til begge børn, nu hvor de skal være ude de næste mange måneder. Og altså. De termostøvler og overtræksbukser får vi jo ikke rigtigt brug for, hvis det fortsætter med 15 grader og vand nok til at genindspille En Verdensomsejling Under Havet på mortorvejen. Permafrost NU! 

*Står Instagram til en sherifstjerne efter at have sneget en shoppingknap ind, der hvor notifikationerne plejer at være. Nej tak. 

*Har Anton og jeg kørt Jurassic kavalkade, og det tog Anton – altså, barnet, der opfatter det danske sprog som en personlig fornærmelse – under 30 minutter at lære navnene på samtlige dinosaurere. (Hedder det egentligt ‘dinosaurere’ eller ‘dinosaurusser’?) Han kigger nu på mig med en blanding af medlidenhed og overbærenhed, når jeg refererer til dem som ‘den med den lange hals’ eller ‘den lille sure’.

*Forsøgte jeg i fredags at flytte mit sofabord med min lilletå. Det kan man ikke. Til gengæld er jeg tilbage i klip klappere. 

*Slog en med-murderino forleden et opslag op i My Favorite Murder-gruppen med overskriften: “I need a new vibrator”. Efter 3 timer havde opslaget 520 kommentarer fordelt nogenlunde ligeligt på anbefalinger og ‘taking notes’-gifs. Alle stress-keder sig i 2020.

*Gider jeg normalt ikke Baileys, som jeg synes er alt for sødt, men i år har jeg pludselig fået lyst til, at de laver en juleversion med et strejf af kanel. Så det skal jeg bede om.

*Er jeg umådelig fortørnet over, at Netflix bare, helt iskoldt, har valgt at lægge The return of the king op – men ikke Fellowship of the ring og The two towers. Hvem fanden kan nøjes med desserten?? (Og jo. Selvfølgelig har jeg set og læst dem alle 3 tusind gange allerede, men hvordan – *hvordan* spørger jeg!!?! – skal det blive jul uden?!)

*Fylder Anton 10 år i morgen, og jeg er derfor MIA de næste par dage, hvor jeg skal snigkysse ham på håret og snøfte over, at det lille, bitte menneske pludselig ikke længere er så lille endda.

*Synes jeg, at vi har snakket for lidt om, hvor meget Hugh Grant pludselig er begyndt at ligne Pierce Brosnan. Wtf?

*Er podcastlisten opdateret med:

En helvedes fortid

P1 podcast i 4 afsnit, som Esben Bjerre forleden anbefalede i sin story. 

Podcasten handler om “Michael”, der er født og opvokset i det kriminelle miljø i Aalborg, som efter fødslen af sit andet barn prøver at gøre op med fortiden for at komme ud af den. 

Man skal være en hård negl for ikke at blive berørt af historien om, hvor svært det er at finde nye veje med gamle kort, og selvom Michaels historie er mere rå end de flestes, er der alligevel også elementer i den, man genkender, som f.eks. at man ofte ser på sine forældre med mildere øjne, når man selv får børn, og det går op for en, at en barndom sådan set bare består af én lang række af øjeblikke, hvor man som forælder forsøger at tackle liv og hverdag så godt, som man kan, med det man har. 

M2020, uge 46

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Været Den Trælse Kunde, men været det med ro i sindet.

Det har taget noget tid for mig at lære, for i starten følte jeg mig simpelthen så nærig og smålig, når jeg gik tilbage med defekte varer, og derfor endte jeg ofte med bare at trække på skulderen, når noget, som stadig burde virke, ikke længere gjorde det. Men de sidste mange år har lært mig meget om vigtigheden af respekt for de små beløb, så selvom jeg egentlig føler, at det er lidt ukompatibelt med min øvrige personlighed, så er jeg idag blevet sådan en, der jævnligt sætter kursen mod Kundeservice.

I denne uge har jeg derfor skrevet til Bilka To Go hele to gange, fordi jeg den ene gang havde bestilt kylling, og fået en pakke, der kun var holdbar til den dag, varerne var bestilt, og den anden gang havde bestilt og fået hhv. en pose boller og en bakke æg, som kun kunne holde sig til den efterfølgende dag. Det plejer ikke at være et problem, og derfor føltes det ok at skrive, selvom varerne jo teknisk set ikke var for gamle, da jeg hentede dem.

Jeg har tjekket de to julelyskæder fra sidste år, hvoraf den ene viste sig at have flere defekte pærer, så den røg retur, og endelig skrev jeg til Blockbuster, hvor jeg for første gang havde lejet en film, som var så pixeleret, at den var umulig at se.

Og selvom det i de enkelte tilfælde ikke er astronomiske beløb, det drejer sig om, så løber ovenstående alligevel op i 300 kroner, som jeg har fået retur på kontoen.

(I øvrigt vil jeg her gerne give et lavpraktisk tip videre, for i disse digitale tider, er der mange varer, som ikke længere kommer med en fysisk bon. Men – og måske det bare er mig – det kan *bare* være svært at huske, hvor og hvornår man købte en lyskæde eller et par sko, og jeg er derfor begyndt at gemme følgesedlerne til de lidt dyrere ting, fordi der på dem står både forhandler og dato. Det gør det uendeligt meget lettere at søge den digitale bon frem, hvis/når jeg skal bruge den).

2.

Brugt lang tid på noget af det, der interesserer mig mindst i hele verden, nemlig at læse op på, hvad for en telefon, jeg skal have.

Min nuværende begyndte for et par uger siden at slukke fra det ene øjeblik til det næste, hvilket er SUPER træls, fordi man jo efterhånden har alt fra billetter over kvitteringer til adresser på sin mobil. 

Egentlig havde jeg håbet, at jeg kunne trække den til foråret, men det går ikke, at Anton, børnehaven og mine forældre ikke kan få fat i mig, så der er ingen vej udenom. Når det er sagt, så sidder jeg stadig med en 6’er, så det er heller ikke fordi, det er fråds med en ny. 

Men hvor jeg plejer at gå med modellen, der ligger en version eller to tilbage (fordi de ofte kan næsten det samme som den nyeste, men prisen er langt mere spiselig), så kan jeg læse mig frem til, at det denne gang vil være idiotisk at gå med en 11’er, når 12’eren er tilgængelig.

Jeg har smidt en oplader i tasken og afventer Black Friday for at se, om nogle af teleselskaberne kører et tilbud, og hvis ikke, må jeg bide i det dyre æble. Til gengæld har min research betydet, at jeg nu er helt up to speed med mit forbrug og priserne på de enkelte abonnementer hos de store selskaber, så jeg er godt klædt på til at træffe en fornuftig beslutning, hvis der skulle landet et tilbud i indbakken.

3.

Sparet 120 kr. på returporto på 3 pakker, jeg selv er kørt forbi med, fordi jeg har handlet online hos firmaer, der har fysiske lagre/returmodtagelser i nærheden. 

For mig er returporto blevet noget, jeg er begyndt at tage højde for, når jeg vælger, hvor jeg handler på nettet. For det bliver hurtigt dyrt at købe f.eks. vinterstøvler online, hvis det koster 39 kr. at få dem sendt, og derefter 39 kr at sende dem retur, hvis de ikke passer alligevel. 

Nettet er smart, og jeg vil strække mig langt for at slippe for at have børnene med i 7 forskellige skobutikker, men denne gang har jeg returneret 4 par støvler; 3 par, hvor størrelsen var skæv, og 1 par, hvor jeg ikke havde været opmærksom på, at der under søgning på ‘Termostøvler’ også fremkom gummistøvler, og det derfor var sådan et par, jeg havde fået lagt i kurven.

Tidligere har jeg ikke tænkt så meget over porto, fordi mange firmaer lægger en returlabel i pakkerne, og man derfor skal læse det med småt for at finde ud af, at de fratrækker 39 kr. fra beløbet, de fører retur på dit kort, hvis du bruger den. Men fordi Covid har flyttet så meget handel fra de fysiske butikker til de virtuelle, og det derfor pludselig drejer sig om ret mange varer, man potentielt skal sende tilbage, synes jeg, at man skal gøre sig selv den tjeneste at være opmærksom på det her. Også når man køber julegaver – for det er sgu da lidt træls for modtagerne, hvis de skal betale penge for at bytte dobbeltgængere og forkerte størrelser og farver, fordi man gerne ville gøre det nemt for sig selv.

4.

Ringet til Klarna, som er den svenske bank, der står for betaling på Panduros hjemmeside. For selvom jeg ellers synes, at jeg efterhånden har sort bælte i nethandel, var det alligevel lykkedes mig at få vinget et eller andet af, da jeg købte halloween-hobbyting, så jeg ikke betalte med kort, men derimod havde købt på kredit.

Jeg havde ikke engang tænkt på at tjekke, om beløbet (70 kroner) var trukket på mit kort. 

Men pludselig lå der i min postkasse et brev fra Klarna, der skulle bede om deres penge, samt et rykkergebyr på 100 kr. for for sen betaling. Efter at have dobbelttjekket, at jeg ikke havde modtaget noget på mail, ringede jeg til dem, og det viste sig, at de havde lidt problemer med at ryge i spamfilteret. Jeg spurgte derfor ligeud, om vi kunne slå halv skade om gebyret, og den søde, svenske dame valgte at slette det helt.

Der sker aldrig noget ved at spørge, og så længe man gør det på en ordentlig måde, er de fleste mennesker til at snakke med, har jeg lært.

Ovenstående punkter handler hver især om små beløb, der ikke ser ud af meget, men sammenlagt løber de op i over 500 kr.

5.

Haft 2 grønne peberfrugter i køleren, som jeg ikke kunne få brugt. De var ved at se lidt trætte ud, og da jeg en aften skulle bruge et halvt løg,, valgte jeg at snitte peberfrugterne og det andet halve løg, svitse hele molevitten på panden og smide de sidste 3 skefulde pizzasauce, der var i overskud fra snurre-produktionen i.

Grøntsagerne kunne på denne måde smides i fryseren, og der ligger de nu og afventer en suppe, en pastasauce eller lignende.

Mørke og Lys

Jeg har det, som om, det er 12. gang i år, jeg skriver det samme indlæg. Det samme indlæg om at stå på den meget smalle streg mellem stress og kedsomhed. Det samme indlæg om at være både over- og undervældet på én og samme tid. Om gerne at ville være sammen med andre mennesker, og samtidig have behov for at være alene, fordi det føles som om, jeg mærker alting alt for meget. 

Men det er ikke desto mindre der, vi er. Det her år har gjort det fuldstændig umuligt at spare op på den mentale konto, og derfor ryger man i overtræk, så snart der sker noget, man ikke har forventet.

I midten af sidste uge blev jeg ringet op med beskeden om, at min mor var blevet indlagt med mistanke om blodpropper i hjernen. “Det er nok ingenting, og vi tjekker bare for at være på den sikre side” som de sagde. Men altså. Det skal de jo sige. Jeg har ikke ord for min lettelse over, at alt, et døgn senere, viste sig at se ud, som det skulle, men for mig betød det, at jeg omkring onsdag bare opgav resten af ugen, og derfra slæbte mig gennem dagene, mens jeg forsøgte at bearbejde min forskrækkelse. Der går ikke én eneste dag, hvor jeg ikke tænker over, hvor heldig jeg er at have begge mine forældre, og det her opkald var bare endnu en påmindelse om, hvor skrøbelig lykken egentlig er.

Vi slap med skrækken, men opkaldet og angsten efterlod mig med fornemmelsen af, at min hud er for tynd, at alle farver skærer i øjnene, og at alle lyde er alt for høje. Verden er vanvittig, jeg er ved at få konspirations-spat, og selvom det var min hest, der endte med kransen om halsen over there, er det mest præcise tweet, jeg har set om valget, stadig det her:

Samtidig ruller hverdagen videre, med alt hvad det indebærer, og lektier fylder rigtig meget hos os for tiden. Jeg har et godt samarbejde med skolen, men Anton er Anton, og selvom der er sat gang i lidt forskelligt, drejer hjulene i dét system hypnotiserende langsomt. Alt imens skal Aula nærlæses og Anton mandsopdækkes, for at sikre, at han faktisk forstår det, han sidder med.

Til gengæld taler han så strålende engelsk, at han i forbindelse med en test på skolen, kom retur med beskeden om, at de undrede sig over, at man ingen steder kunne læse, at han kom fra et tosproget hjem. 

Så. Ja. Der er ingen, der har sagt, at det skal være nemt. 

Børnene er vokset ud af alt deres tøj samtidig, alt, hvad jeg bestiller, viser sig at være enten for småt eller for stort, og mit arbejdsskema byder på meget – og lidt af hvert.

Men i fredags lavede jeg en kontrolleret nedlukning, smed begge børn i bilen, og kørte til Fyn. Undervejs stødte min kammerat til, og så drog vi i samlet flok til Luminis på Egeskov Slot, hvor vi for 3. gang lod os betage af lys og magi.

I næste uge fylder Anton 10, på fredag har Frida sin første soveaftale hos os, og jeg ved ikke engang rigtigt mere, hvad det er, jeg trænger til.

Jeg håber, I passer godt på jer selv derude.

M2020, uge 45

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Købt refleks-clips til begge børn.

Jeg fandt de her til mig selv sidste år, og de er smarte. For reflekser med snor og sikkerhedsnåle er noget lort i regntøj og tyndt stof, og de klisterreflekser, vi har haft, har løsnet sig fra tøjet eller er faldet helt af, når tøjet er vasket en håndfuld gange. De efterlader nogle ret grimme mærker på tøjet, hvilket er træls, fordi tøjet så ikke rigtigt kan sendes videre og bruges i bund.

Den her sidder fast med en kraftig magnet, så nul huller, som de siger hos Colgate. Den kan flyttes fra regnjakke til vinterjakke til løbesko til hatte, så man kan nøjes med én refleks, og samtidig undgår man, at den pludselig sidder et sted, hvor en taske-rem eller et tørklæde skjuler den. Og endelig er der LED lys i, så den er supernemt at se på LANG afstand.

Jeg fandt dem i Fakta til den beskedne sum af 30 kroner pr. stk.

2.

Solgt en My Curvy Little Love kjole til mindre, end jeg egentlig syntes, jeg burde have haft for den.

Det er verdens fineste maxikjole, og jeg købte i sin tid to, fordi kjolen er sort og super alsidig, og derfor kan bruges på job i situationer, hvor man ikke på forhånd kender dresscoden, f.eks. i kirke eller til en reception. Min tanke var derfor, at jeg ville bruge den ene som almindelig sommerkjole, mens den anden blev fredet, så den kunne holde sig pæn og ikke blive alt for forvasket. 

Men dels er kvaliteten af kjolerne så god, at man ikke kan se på den, jeg har brugt sommeren over, at den overhovedet er blevet vasket ( – og den er den altså), og dels er den virkelig, VIRKELIG lang. Jeg er 1.80, så for mig var det en ganske ny verden, der åbnede sig, da jeg pludselig opdagede generne ved tøj, der er så langt, at man træder i det, hver gang man læner sig bare en smule frem. 

Derfor er jeg endt med, at den ene jeg har er nok, og den anden skulle således sendes videre ud i verden. Og her var jeg lige ved at falde i den fælde, jeg ellers har advaret andre om, nemlig at ville have det for kjolen, som JEG syntes, den er værd, og ikke det, som potentielle købere ville give. 

Men efter at have haft den til salg i 2 måneder og have fået nogenlunde samme beløb tilbudt for den 3 gange, endte jeg med at sluge min stædighed og lade den gå. 460 kr. på kontoen er stadig bedre, end 0 kroner i lommen og for meget tøj i skabet.

Og som vi har snakket om før: Efter at have sendt den afsted, har jeg ikke skænket den en tanke. Blot for at sige, at selvom man bliver gnaven og småfornærmet over, at en pris ikke afspejler det, man *selv* synes noget er værd, så bider det kun, til varen er ude ad døren. 

3.

Fået følgende spørgsmål i kommentarfeltet:

Fik en ide til et indlæg, som jeg ville synes var interessant. Synes at huske at du på et tidspunkt skrev, at du vasker håndklæder torsdag? Jeg bøvler selv lidt med at få struktur og organisering på min hverdag – som skilt og alene med mine børn 10-4-model. Min tanke er, hvordan man effektiviserer sin hverdag – gør det nemmere for sig selv; samtidig med at man sikrer at man få gjort de basale ting, så man hele riden er et skridt foran (i stedet for som nu et skridt bagud). Et system, hvor man ikke skal tænke så meget – tingene kører bare. Måske en illusion, men hvis du har tips, tricks eller modeller, så høret jeg det gerne. Men måske du allerede har skrevet om det før?

Det vil jeg meget gerne prøve at svare på. Som de fleste ved, er jeg ikke underlagt en deleordning, men til gengæld har jeg skæve arbejdstider, som varierer fra uge til uge, og som jeg først kender fredag ugen forinden. Så selvom det på ingen måde er det samme, så har jeg noget uforudsigelighed i min hverdag, der også forudsætter struktur, hvis ikke jeg skal ende med at være 3 skridt bagud og i kronisk fare for at vælte af brættet.

Når jeg skriver nedenstående, kommer jeg til at lyde som det kedeligste og mest anale menneske i verden, og jeg har brug for lige at starte med at sige, at det er små systemer og hacks, som er opstået hen ad vejen, og som jeg dårligt tænker over længere. Det er bare sådan, det er endt med at være, fordi det er det, der fungerer her, men når jeg kigger på det, kan jeg godt se, at hele konstruktionen består af enkeltdele, som jeg faktisk er ret systematisk omkring. 

Jeg har valgt at dele min kommentar op i 3 hovedpunkter, som jeg forestiller mig er dem, vi alle sammen bøvler med at få til at rulle uden for meget slinger i valsen. Men inden vi når så langt, så vil jeg lige nævne den vigtigste livsregel, jeg i mit 43-årige liv har lært, nemlig, at det er de løse ender, der stresser. Den sætning siger jeg til mig selv mindst én gang om dagen, fordi jeg kan være slem til at ville ordne alting samtidig. Men mange sene aftener med snot og tårer har lært mig, at det er federe at skubbe nogle opgaver til i morgen, end at starte på 56 opgaver, som jeg så er nødt til at afslutte, inden jeg kan gå i seng. For vådt tøj i maskinen og et køkkenbord med 2/3 af ingredienser til morgendagens aftensmaden, skal trods alt lige følges til dørs. Ved at gøre én ting færdig ad gangen, kan jeg hele tiden stoppe, når jeg er færdig med det, jeg står med – og så har jeg opdaget, at det bliver væsentligt lettere at prioritere. For klokken 16, hvor der stadig er strøm på batteriet, synes jeg, at alting er vigtigt, jeg har MAAAAAASSER af overskud, og jeg kan da også lige. Men klokken 23 er jeg retrospekt til at forhandle med ift. om det nu også var *så* vigtigt at vaske tøj, når der stadig er i skabene, eller om aftensmaden partout skulle være den, der krævede allermest arbejde, når Anton kom hjem med 2 ekstraopgaver og Frida havde en legeaftale her. 

Så den sætning gennemsyrer alt, fra det store til det helt små.

Men i forhold til de 3 grundpiller i en husholdning med børn, griber jeg dem an på følgende måde:

Rengøring: 

Jeg gør rent fredag, hvis mit skema tillader det, og når jeg gør rent, skifter jeg samtidig sengetøj og håndklæder. Det betyder 2 maskiner tøj, og ca. 1,5 times rengøring. Jeg kan bedst lide at gøre det hele samme dag, men da jeg var på barsel, og var nødt til at skære hæle og klippe tæer, begyndte jeg at dele det op, så jeg skiftede sengetøj, gjorde badeværelset rent og vaskede én maskine tøj den ene dag, mens jeg så tog resten af huset og den anden maskine dagen efter. Det system har jeg holdt ved, så de uger, hvor mit skema ikke tillader, at jeg tager hele svineriet fredag, deler jeg det op.

Opdelt tager det en god halv time begge dage, og det kan jeg sagtens gøre med børnene om fødderne eller når de er lagt i seng.

Og er det pinedød nødvendigt at gøre rent hver eneste uge? Nej. Formentlig ikke. Men vi har glatte trægulve og fliser i hele huset, og det betyder, at de uger, hvor jeg må trække den 2-3 dage ekstra, så lægger det SYGT lang tid til den normale tid, fordi alting er væsentligt mere støvet. Desuden frigiver det hos mig noget mental kapacitet, at jeg ikke skal lede efter huller, hvor det passer at gøre rent, men bare ved, at det er (torsdag og) fredag, det foregår.

Madlavning, madplaner og indkøb:

Fordi jeg først kender mit skema for den kommende uge fredag eftermiddag, begynder jeg allerede torsdag/fredag at skue ud over den kommende uge. Ellers bliver der for meget, der skal planlægges og forberedes søndag.

Jeg har efterhånden fundet ind i et system, hvor jeg planlægger 2-3 retter, afhængigt af arbejdsskema, sociale arrangementer, personale/forældremøder osv, men ikke sætter faste ugedage på. Jeg bestiller varer på Bilka to go fredag eller lørdag, og henter dem lørdag eller søndag. På den måde kan jeg, de uger, hvor det passer, preppe grønt til den kommende uge, når jeg laver frokost søndag, og lave mad til 2 dage søndag aften, for min oplevelse er, at ugen bare kommer bedre i gang, når man har nem mad til mandag aften, og derfor forærer sig selv et lille forspring. 

Når jeg laver min madplan, lægger jeg mig, som nævnt, ikke fast på bestemte ugedage, og jeg prøver, så vidt det er muligt at planlægge retter, hvor den ene ikke indeholder noget, der skal bruges umiddelbart efter det er købt, mens den anden gerne må indeholde kød eller grønt, som skal bruges indenfor et par dage. Eksempelvis planlagde jeg for et par uger siden at lave vegetar tikki masala og baked beans. I TM skal der bruges grøntsager, græsk yoghurt og persille, mens BB næsten udelukkende består af tørvarer, langtidsholdbart grønt (løg og hvidløg), og baconskiverne, hvilket betyder, at alle ingredienser kan holde ret længe, og om nødvendigt skubbes en uge.

Jeg har lært, at det for mig er en stressfaktor med en madplan, hvor jeg har køleskabet fyldt med grønt og kød, der skal bruges i løbet af kort tid, for laver vi en aftale eller får jeg en ekstra opgave, så føles det som om, det hele skrider. På den her måde er det muligt at konvertere en ellers planlagt menu til fryser eller take away, hvis noget pludselig kommer ind fra højre, uden at det dermed betyder, at man hælder værdifulde råvarer direkte i skraldespanden.

De uger, hvor jeg alligevel planlægger 2 retter, der begge indeholder let fordærvelige ting, sørger jeg for at bestille alle langtidsholdbare ingredienser, når jeg bestiller varer, mens jeg venter med at købe kød og grønt, for det tager 20 sekunder at svinge forbi Rema efter en pakke kylling, så jeg kan holde fast i det planlagte, når resten af det, jeg skal bruge, står hjemme i skabene.

Ugelisten:

Den her har jeg kørt med så langt tilbage, jeg kan huske. For mig er det en rar måde at skabe plads i hovedet, uden at miste overblikket på.

Jeg skriver listen for den kommende uge hver søndag morgen, når jeg sidder med min morgenkaffe. På den måde har jeg dagen til at fikse legeaftaler, hive barnepiger ind og lave en løs skitse til, hvilke dage, vi skal spise hvad. 

Under ugedagen skriver jeg hvor og hvad tid jeg skal arbejde, ud for de enkelte dage skriver jeg det, der er på tapetet for den dag, f.eks. et forældremøde, skolefoto eller en social aftale, og i højre side har jeg a) opgaver, der skal laves snart, men ikke på et bestemt tidspunkt (f.eks. fødselsdagsgave til Anton, aflevere biblioteksbøger og bestille tid til frisør), b) de faste opgaver (tjekke Aula, opdatere mit arbejdsskema, blog/kommentarer, lektier osv), c) madplan og d) eventuelt (f.eks. ‘Have’, hvad jeg mangler af vintertøj til børnene osv).

Og det er jo ikke fordi, jeg glemmer at blogge eller at Anton har lektier for. Men for en ukuelig tidsoptimist som mig fungerer det godt med en kronisk påmindelse om, at der er ting, som altid er på tapetet, selvom den aktuelle dagskalender er tom. Jeg er sikker på, at det for nogle ville være overflødigt, men for mig hjælper det mig til at huske, hvorfor jeg ikke bare kan proppe gøgl og gak ind i kalenderen, selvom den ser dejlig tom ud. 

Hver aften konfererer jeg med ugeplanen, og skriver en to-to for den kommende dag i min notesbog, som følger mig, hvor end jeg går og står.

________________________________________________

Som skrevet øverst ved jeg godt, at det ser voldsomt omstændigt ud, når jeg skiller det ad, og noterer alle enkelt-dele. Men for mig er det det system, der er opstået over tid, som giver så fast en struktur, at jeg ikke behøver bruge krudt på at forholde mig til alle hverdagselementerne, men bare skal eksekvere dem, og for mig er det årsagen til, at der bliver tid til alt det sjove, som f.eks. at se gode mennesker, at bruge en eftermiddag på en legeplads – eller at skrive et blogindlæg.

Anne Maries spørgsmål tager udgangspunkt i en deleordning, og derfor vil jeg meget gerne opfordre til, at de af jer, der selv lever med det vilkår, øser af jeres erfaringer i kommentarfeltet. Jeg er sikker på, at der er mange derude, der vil sætte pris på et par gode, lavpraktiske fifs.

Metoo By Proxy

Kender I det, når man egentlig synes, man har fundet sit ståsted med noget – og man så pludselig står midt i det igen, helt uden en løsning på hånden?

For efter de sidste mange måneders metoo-debatter, føler jeg mig egentlig ok-godt klædt på til på en ordentlig, men bestemt måde at lukke ned for situationer, hvor de tilstedeværende mænd lige glemmer, at vi ikke længere abonnerer på ideen om, at kvinder er noget, vi objektificerer, fordi vi kan. Og har ret til det, faktisk. 

Men for x antal dage siden tolkede jeg på en af de opgaver, hvor jeg er den eneste kvinde på stedet. Det var første gang, jeg var på lige præcis det her sted, så der var ikke tale om én af de faste opgaver, hvor en klasse eller kollegagruppe har set mig så mange gange, at de føler, at jeg er “deres” tolk, og hvor lidt godmodigt drilleri i den tone, der nu er fremherskende på stedet føles ok og accepteres af alle parter. 

I den første pause, hvor jeg var ved at samle mine ting sammen for at gå ud, begyndte en gruppe af mændene, (som er på min egen alder), at kommentere højlydt på, at der nu også var mulighed for at lære lidt tegnsprog, “for der er da lidt at kigge på” og “måske vi kan få et privat kursus i nogle af de frække tegn, hahaha” *albue-i-siden* *albue-i-siden* 

Og altså. Jeg er jo ikke lavet af glas, vel? Jeg elsker at tolke i det, der kønsstereotypt opfattes som drengefag, og ovenstående er sket ca. 1000 gange før. Men for første gang i mine små 20 år som tolk, tænke jeg bagefter over, hvor upassende, det egentlig er. For første gang tænkte jeg på, hvordan det ville føles og opleves, hvis min kvindelige kollega og jeg efter en time på en ny opgave, højlydt begyndte at tale om læreren og hans gode røv. Tankeeksperimentet var så absurd, at jeg selv kom til at grine. For det ville være FULD.STÆNDIG uhørt. Én ting er, at der går pik og patter i den i skurvogne og klasselokaler, når de tilstedeværende mænd og lejlighedsvise damer taler med hinanden. De skal bare give den gas; det har jeg ingen problemer med at tolke. Det er deres indbyrdes tone, og det oversætter jeg på samme måde, som jeg oversætter historier om julemanden, politiske overbevisninger, jeg personligt er lodret uenig i og forsvarstaler for pædofile. Det hører med til jobbet, og uanset indhold er den faglige udfordring i at oversætte loyalt og tro mod taleren noget af det, jeg sætter størst pris på ved mit job. 

Men lumre kommentarer rettet til mig som person – som jo ret beset bare er der for at udføre mit arbejde – er tiden løbet fra, synes jeg, og det fik mig til at tænke på argumentet om, at man ‘jo bare kan sige fra’. For så enkelt er det ikke altid.

Når vi er ude som tolke, er en del af vores opgave at larme så lidt som muligt. At være døv og få en fod indenfor, både på arbejdsmarkedet og i forhold til det sociale, kan være rigtig svært, hvilket alle tolke ved. Derfor er det noget, vi konkret forholder os til, at vi – tolkene – ikke skal være en yderligere hæmsko. At vi skal finde den balance, hvor vi udfører den funktion, vi er der for, men gør det på en måde, hvor vi passer nok ind til, at vi ikke stritter eller er til gene, og dermed bliver endnu en hindring en døv bruger skal over – men stadig passer så godt på os selv, som situationen tillader. Et klassisk og knapt så sprængfarligt eksempel er rygning til fester. For som alle andre (delvist) offentligt ansatte har vi krav på et røgfrit arbejdsmiljø. Men hvis jeg tolker for Dennis, som er en fjern fætter til konfirmandens forældres nabo, så ville det være ualmindelig træls for Dennis, hvis jeg som eneste ikke-ryger til festen – altså, min arbejdsplads dén dag – tvinger de 30 andre tilstedeværende gæster til at stå ude i regning og ryge.

Så det, jeg pludselig blev konfronteret med, den nylige, lumre formiddag, var, at hvor jeg privat ikke længere er så bange for at ødelægge den gode stemning ved at sige: “Det der synes jeg faktisk er ret upassende” – så bliver jeg udfordret, når jeg er på job, fordi min reaktion og konsekvensen af den ikke kun falder tilbage på mig, men også på den bruger, der socialt er en del af den tilstedeværende gruppe, mens jeg bare er på træk.

Og jeg er jo ikke enestående. Der er masser af mennesker, der sidder i brobyggerjobs som mit, og de næste mange år kommer til at gå med at justere synet til de nye briller, vi alle sammen har fået udleveret, og med at lære at navigere med dem på. Lige nu føles de fremmede og underlige, og vi ser detaljer og farver, vi ikke før har bemærket, og selvom det somme tider føles som om, at nu *må* vi snart være færdig med at snakke om og rydde op i alt det metoo, så er vi nok i virkeligheden først lige begyndt.

Podcastlisten er opdateret med følgende:

Alone –  a love story

Den her podcast skiller sig ud. Overordnet er det en form for dagbogsglimt fortalt af en kvinde i midten af 40’erne, som – finder man ud af hen ad vejen – er blevet skilt fra sin mand, fordi han har haft en affære.

Den historie er fortalt 1000 gange før, men formatet her er anderledes. Det er nærmest en form for auditive noveller, hvor man, afsnit for afsnit, får en lille brik af historien udleveret, som hver især er fortalt på en måde, så den stadig udgør en interessant fortælling, men man når et par episoder ind, før man begynder at kunne se hele billedet.

Det er Sex And The City møder Susanne Brøgger, vi er ikke bange for pauser, og fortællerens stemme er ualmindelig behagelig. Og så er der masser af elementer i historierne om sex, dating og eks’er, der er svære at slippe, som de fleste af os nok kan genkende. 

(Napper du den, skal du lige være obs på, at der er et eller andet teknisk i iTunes, der er sat forkert op, så den starter med 2. sæson, 11. afsnit).

Dr. Death

Kort podcast i 6 afsnit om lægesjusk og en mand, der gør ufattelig meget skade, fordi han overvurderer egne evner. I starten tror man, at der er tale om en svindler, men det viser sig gennem forskellige interviews, at selvom manden godt nok har pyntet på sit cv, så er han, ægte og reelt, uddannet læge.

Det er en af de historier, hvor der også bliver kradset lidt i overfladen ift. hvor galt det kan gå, når systemet i sin iver for at slippe af med et problem, ikke advarer andre om omfanget af det, men tværtimod sender det ud ad døren med strålende anbefalinger i hånden. 

The trust fall

D. 31.03.21 betaler jeg det allersidste afdrag på mit lån, og den seneste uge har jeg haft det sådan her:

Jeg kan. ikke. forstå det. Men det er ikke desto mindre en realitet, og tak virker som det mindste ord i verden lige nu.

Normalt gør jeg en dyd ud af at svare jer enkeltvist og ordentligt, når I kommenterer, fordi jeg selv finder det ret utilfredsstillende at have brugt tid på at formulere en gennemtænkt kommentar, og så få “Lol – tak” retur. 

Men efter denne uge, hvor det næsten virker som det allervigtigste tidspunkt overhovedet at trykke jer verbalt i hånden enkeltvis med et dybfølt og inderligt: “TAK! Tak for kontant støtte, ros, opmuntring og den tsunami af kærlighed, som lige præcis DU har sendt afsted” bliver det også tamt og copypaste-agtigt at gøre det, for der er kun så mange måder at formulere det på.

Så derfor:

Tak. Til DIG. Både dig, jeg kender privat, og dig, jeg aldrig har mødt. Tak fra bunden af mit hjerte. For det hele. DIT bidrag gjorde forskellen.

Et par stykker har været så søde at foreslå, at det her bliver en årlig begivenhed, og den tænker jeg, at jeg lige kapper haserne på med det samme: Det gør det ikke. Det her er tæt på at være det vildeste, jeg nogensinde har oplevet, og som med alle ekstraordinære og formidable begivenheder, skinner de klarest og funkler mest, hvis de får lov at stå alene. Jeg sætter uendelig stor pris på den hensigt og intention, der ligger bag forslaget, men det her var en once-in-a-lifetimer, og vi lukker den her og binder en smuk, taknemmelig sløjfe omkring.

Jeg ville ønske, at I forstod, sådan rigtigt, hvad det er, I har gjort.

M2020, uge 44

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Ryddet op i mit tøjskab, nu hvor sommeren definitivt er forbi.

Jeg har de sidste par år kørt helårsgarderobe, hvor jeg bare skalerer op og ned med ekstra varme gamacher, en cardigan, en top indenunder osv afhængigt af årstid. Men derfor er der selvfølgelig stadig items (#fashionblogger) der helt specifikt er til enten sommer eller vinter, og nu, hvor jeg pludselig kan se, at vi er på den rigtige side af sommerferien ift. at blive gældfri (*skriiiig!!*) har jeg tilladt mig selv at tage nogle ting fra, som virkelig, virkelig trængte til at blive stedt til hvile. 

Da jeg var færdig havde jeg faktisk kun fyldt en bærepose, det tog 20 minutter at nå igennem samtlige hylder, og alligevel hvisker lågerne nu: “Kooondooooo” hver eneste gang jeg åbner dem. 

2.

Har jeg opdaget, at en af de netbutikker, hvor jeg køber børnetøj, fysisk har til huse i Brørup. Skulle man lige have glemt, hvor det ligger, er det ca. 25 minutters kørsel fra Esbjerg i østgående retning, hvilket betyder, at jeg kører lige forbi på motorvejen 3-4 gange om ugen. 

Det er ret fedt. Faktisk. For de kører ofte abSURD gode tilbud på børnetøj, og de har et stort udvalg, men jeg synes simpelthen, det er så træls at skulle pakke gummistøvler og andre uformelige genstande forsvarligt ind, fikse porto og huske at stikke ind et sted, hvor tingene kan sendes retur, når tøj og sko viser sig ikke at passe. 

Det her er både nemmere og billigere (- og jeg *har* dobbelttjekket, at man gerne må aflevere returvarer fysisk på adressen). 

3.

Aflyst den boksetræner, jeg havde booket til Antons fødselsdag, og fordi jeg på forhånd havde aftalt med ham, hvornår vi endeligt ville beslutte, om vi (ift. Covid) gennemførte eller ej, skulle jeg ikke engang betale depositum.

Vi bor så småt, at jeg hellere vil flække begge skinneben på langs, end at have besøg af 9 drenge, som alle er virkelig søde, men på størrelse med cykelskure og med så meget energi, at vindmøllerne skuler misundeligt til dem, når de cykler forbi. 

Men alt, hvad der er af etablerede tilbud, er enten alt for dyre eller henvendt til børn, der er yngre, end de her lømler er ved at være. 

Oprindeligt havde jeg planlagt, at de skulle ud og skyde med bue og pil, fordi Anton prøvede og elskede det i sommerferien, men da jeg tjekkede op på det, viste set sig at koste 1600 for 3 timer derude, lagkage ikke inkluderet.

Anton fik tilbudt, at vi kunne spørge de andre drenge, der også har fødselsdag i efteråret, om de ville holde det sammen, men det var alligevel for kommunistisk, så efter at tænkt længe over mulige alternativer, prøvede jeg at skrive til den lokale bokseklub, og de sagde ja. 

Så det her punkt er på, både som inspiration til, hvad man kan gøre med en børnefødselsdag, hvis man bor lidt småt, men også ift. at det de næste mange måneder nok er smart på forhånd at klappe er, hvad aftalen er, hvis kurven pludselig himmelflugter, og et arrangement må aflyses.

You. Guys!

Nå. Men der så sket det fuldstændig vanvittige, at I allerede nu har rykket datoen for mit sidste afdrag et år frem i tid. E!T! Å!R!! Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved mig selv. Halvdelen af tiden har jeg lyst til at løbe rundt i cirkler på vejen, mens jeg sejrsjubler, den anden halvdel af tiden er jeg så overvældet, at jeg har lyst til at kravle under min dyne og gemme mig. Frida spurgte igår, hvorfor jeg ‘hele tiden græder, når du kigger på din telefon, mor?’ og det er der bare ikke et kort svar på. I er. så. mange. Og kombinationen af jeres kommentarer, jeres bidrag og alle de ord, I sender med, gør mig stille, ubeskrivelig taknemmelig – og grådlabil.

Det her kommer til at betyde, at jeg kan spare op til den ferie, jeg altid har drømt om at tage børnene med på – og faktisk kan nå det, inden de flytter hjemmefra. Det her kommer til at betyde, at jeg ikke skal have ondt i maven, hver gang vaskemaskinen siger en underlig lyd, eller en tand i overmunden føles lidt mærkelig.

Det her glemmer jeg aldrig.

I går tænkte jeg, at jeg nok hellere lige måtte ringe til banken, og “det var sgu nok meget godt, du lige ringede, Linda, for ellers var du med dén trafik blevet sat under overvågning af hvidvaskafdelingen.” Ironien i, at det er mig og ikke diverse stråmandsvirksomheder i skattely, der er i fare for at blive sat under lup, er til at tage og føle på, men alt er nu i skønneste orden, og bank-Jan har givet besked opad om, at jeg ikke er en skummel kriminel.

Der er kommet et par spørgsmål i kommentarerne til de sidste to indlæg, og jeg lover at få svaret. Jeg løber bare lidt stærkt i de her dage; der er nogle ting på arbejde, der kræver lidt ekstra, der har været et par halvvigtige møder, min bil skulle pludselig have nye dæk, og for første gang i mit liv stod jeg dagen efter op til en bil, med et fladt forhjul. Samtidig har jeg haft fat i SST, fordi jeg kunne mærke, at jeg havde brug for, at nogle af dem, der ved noget om det her, lige vinger af, at vi som faggruppe ikke er oversete superspredere, for det ville jeg være virkelig ked af. 

Intet af alt, hvad jeg jonglerer er alarmerende, men jeg løber stærkt-stærkt, og der er bare lige mange af boldene, der helst ikke må falde på gulvet.

En enkelt ting vil jeg dog lige adressere i plenum, fordi flere blev bekymrede over det, og det er i forhold til mit telefonnummer. Jeg brugte et par timer på at tænke det igennem, inden jeg lagde det op, og jeg nåede frem til, at det ikke var gebyret og besværet værd at lave krumspring: Mit efternavn er ualmindelig specielt, jeg har udgivet en bog, hvorpå det står, og derfor tager det under 10 sekunder at finde mig på Krak, hvis man virkelig vil. Så jeg vægtede nemhed over risiko, fordi sidstnævnte alligevel er kronisk present med bloggen her. 

Jeg vil løbe videre ud i verden – jeg havde bare lige brug for at melde ind sige, at I er de vildeste og bedste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Når vi lukker ned på søndag og jeg har et overblik, skal jeg nok dele datoen for sidste afdrag med jer.

Jeg fatter ikke, at den pludselig er så tæt på.

TAK!!

Ok – så gør vi det

Jeg er simpelthen så overvældet over alle de tilbagemeldinger, I har givet, og så er der vel ikke så meget grund til at vente en uge; lad os skyde projektet igang. 

Jeg har brugt fredag aften på at kravle rundt i diverse kaninhuller på nettet ift. regler for det her, og så vidt jeg kan læse mig frem til, falder jeg uden for alle kategorier, fordi jeg ikke er en forening, ikke crowdfunder til opstart af virksomhed ell. lign. og ikke er at betragte som influencer/eksisterende virksomhed (fordi bloggen ikke er kommercielt drevet).

Det, jeg tolker ud af diverse infosider er, at I gerne må sende mig en “blomst”, uden at jeg skal gøre mere ved det. I kan så selvfølgelig ikke trække det fra – og viser det sig, at jeg tager fejl, og Skat kommer og saver benene af mig, må jeg finde en løsning på det. Jeg lader pengene stå et par måned på min opsparing, før jeg flytter dem over på lånet, blot for en sikkerheds skyld.

Men lad os kaste terningerne og se, hvad der sker. 

(Ej! Jeg er faktisk helt nervøs!)

Og KUNKUNKUN, hvis man er en af dem, der gerne har ville gøre det gennem tiden❤️