May the bridges I burn light the way

Jeg elsker at køre bil om aftenen. Det tror jeg, at jeg har nævnt før, men det er virkelig noget af det bedste, jeg ved. Det er, som om det hele falder til ro, når der skrues ned for lyset, og jeg er tvunget til at være, hvor jeg er. Det er ubetinget det tidspunkt, hvor jeg tænker bedst, og det er ofte der, jeg får øje på mønstre og detaljer, som hverdagen ikke levner plads til at se.

Det skete igen forleden. Jeg sad på motorvejen, og natten var overraskende klar, selvom dagen havde været grå og tåget. Vi var ikke mange biler derude, og som altid sad jeg og tænkte på, hvor de andre mon var på vej hen. I hver vores kasse, med hvert vores liv og historier, der rummer det hele.

Da jeg sad der og lod tankerne vandre, kom jeg til at tænke over, at jeg er et nyt sted i mit liv. Der er sket meget over det sidste år, og meget af det er nemt at få øje på. Natuligt nok er det derfor dét, jeg selv har lagt mest mærke til.

Men i mørket kom jeg til at spekulere over det, der er fulgt med. Alt det nedenunder, der har revet sig løs, er blevet trukket med strømmen, og som nu langsomt finder nye steder at falde til ro.

Uden at kunne redegøre knivskarpt for, hvori forandringen består, er det noget, der handler om min måde at forholde mig til mine egne grænser på. 

Og også en gryende erkendelse af, at jeg skal have fundet en måde at gøre mig fri af mit behov for at forstå og søge logiske forklaringer, hvor de ikke er at finde. 

De sidste måneder har budt på nogle ret krævende konfrontationer og en usædvanlig høj frekvens af mennesker med egne dagsordener, der, meget vedholdende, har insisteret på at sætte deres ønsker og behov over mine.

Det er sjældent, at jeg oplever så rød en tråd i de udfordringer, jeg kæmper med, men denne gang har det føltes næsten skæbnebestemt, at jeg har fået variationer af samme tema præsenteret på flere arenaer samtidigt. Både i privat og fagligt regi.

Fraset mine helt unge år, har jeg aldrig været specielt konfliktsky i professionelle sammenhænge. Jeg opfatter ikke mig selv som konfliktsøgende, men jeg er ikke bange for at være den, der sætter ord på det, som er svært.

Men i mit privatliv er jeg gået fra i mine 20’ere at synes, at livet var noget, andre mennesker forvoldte mig, mens mine 30’ere gik med at sortere i, hvad jeg gerne ville have med videre, og hvad der måtte slippes. 

Det nye, her i mine 40’ere, er, at jeg pludselig meget tydeligt kan mærke min grænse, inden den bliver overskredet – og at jeg er villig til at stå fast på den. Uanset om det koster mig en relation, en arbejdsopgave eller andre menneskers positive opfattelse af mig.

I gamle dage gik jeg min vej. Jeg er i omgangskredsen notorisk kendt for, at der er langt til min grænse, men når man når den, er løbet kørt. Sådan er det nok egentlig stadig. Men hvor jeg tidligere først kunne mærke min grænse, når vi var så langt forbi den, at den ikke længere kunne anes i bakspejlet, så opdager jeg det nu, når jeg er ved at ofre min sjælefred og integritet for den gode stemning skyld. Og jeg reagerer på det.

Det er ikke på nogen måde nemt, men det giver en ro, jeg ikke har kendt til før. Der er noget i det her med at turde vise ansigt; at turde stå ved, hvem og hvad jeg er, som ligner sårbarhed, men føles som styrke.

Det er stadig så nyt, at jeg kun aner konturerne af det fulde potentiale, men det er allerede tydeligt for mig at mærke, at det kommer til at definere min udvikling de næste år. 

Jeg er ikke for alle. Det har jeg aldrig været, og det bliver jeg aldrig. Det lever jeg med. Hvis ingen har noget i mod dig, er der sjældent heller nogen, der foretrækker dig, og jeg fungerer ubetinget bedst med aktive tilvalg og klare præferencer.

Men det er nyt for mig ikke bare at lukke af og ned, når jeg bliver vred eller føler, at jeg bliver tvunget til at give mere, end jeg gerne vil af med.

Og når man bare går, sker det oftere, end man skulle tro, at den, man vender ryggen, ikke opdager det, så det er også en underlig bagvendt måde at spille sikkert og holde døren på klem på.

Det er vi – åbentbart – færdige med. De spørgsmål, jeg stiller og konfrontationer, jeg tager nu, er med hele puljen på bordet, hjerte og nerver fuldstændig blottede, og de efterlader ingen i tvivl om, hvor jeg står.

Det er ikke alle relationer, hverken de faglige eller private, der kan bære det, så jeg kommer til at lukke døre og miste mennesker i den her proces. Det kan jeg allerede se. 

Men det føles også som om, at alt det, jeg har arbejdet mig igennem de sidste mange år, har ledt mig til, hvor jeg står nu.

Til det sted, hvor jeg oprigtigt mener, jeg har ret til at stå fast på, hvad der føles rigtigt for mig, og hvor jeg ret klart kan se, at der er situationer, hvor kompromiser ikke er en mulighed, hvis jeg skal have mig selv med.

Jeg gør mig stadig umage for at gøre tingene ordentligt. For at kommunikere klart, være transparent i det, jeg gør, og for også at udvise forståelse for det synspunkt, jeg ikke deler.

Men jeg føler ikke længere ansvar for at være den, der sørger for, at ingen taber ansigt, eller for at forstå valg og vilkår, som ikke for mig virker rimelige.

“Det kommer til at koste”, tænkte jeg, da jeg sad i mørket, alene på vejen og kiggede på stjernerne og en flyver, der langsomt og lydløst bevægede sig hen over den natmørke himmel.

Men faktisk ikke noget, jeg ikke længere er villig til at betale.

(Fotocred: @itsmeekubra)

M2024, uge 11

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har vi, som nævnt, haft besøg af Omgangssygen Fra Helvede.

Så snart der er sygdom her i huset, forvandler jeg mig til den menneskelige autoklave, for der er kun én ting, der er værre end at skulle håndtere opkast, og det er at skulle håndtere det, mens man også selv kaster op.

Derfor koger jeg tandbørsterne dagligt, jeg er superhysterisk med, at ingen deler noget som helst, og alle håndklæder ved håndvasken bliver erstattet med vaskeklude, så man tager en ren, tørrer hænder og smider den i vaskespanden, jeg har sat derud. 

Jeg kan ikke huske, at vi før har været ramt i 3 fulde døgn, men det var vi denne gang. Derfor oplevede jeg for første gang, at jeg ikke kunne følge med til at vaske vaskeklude, så der blev ved med at være rene at tage af. 

Men i sidste uge smed jeg en dug over til min mor og spurgte, om ikke hun kunne sy viskestykker af den. (Den er af bomuld, hvid og kan koges). Nu har jeg ringet til hende og spurgt, om jeg kan bestille klude i stedet; bare klippet og zigzagget, så de ikke trevler. 

For det er for træls at stryge ud og købe 20 nye vaskeklude for de få gange, det her er et problem; ikke mindst fordi de også fylder en del. Men den her dug var smidt i vulkanen alligevel, de klude, den kan forvandles til, fylder ingenting, og i en snæver vending kan de faktisk også bruges som servietter.

2.

Har jeg haft gang i en skruetrækker og lidt let vold.

Jeg har ikke noget at lade nogen høre for ift. at elske pynt og ekstravagance, men jeg har aldrig pyntet op til påske. Fordi.. jamen, det ved jeg ikke? At æg og kaniner ikke lige står øverst på min æstetiske ønskeliste?

Men så fik jeg Frida, og Frida skal bede om all things extra, så nu er vi sådan nogle, der også pynter til påske.

For 3 år siden købte jeg nogle ret fine keramik-æg med lys i. Men de er trælse, fordi det er tænd/sluk-modellen, og jeg glemmer at tænde dem, fordi vi er så langt henne på året, at det er lyst til langt ud på aftenen.

I år slog det mig, at jeg jo egentlig bare kunne brække batterimodulet og pæren ud af dem, og i stedet fylde mine højtelskede, meget brugte lyskæder i dem.

Det har jeg gjort, og nu er de timet til at tænde 4 timer hver aften, startende kl. 19.

Det er svært at insistere på, at påskepynt er decideret minimalistisk, men det er stadig og altid vigtigt for mig, at det, vi har; det bruger vi. 

(Og så sendte jeg vores oprydningsprojekt en varm, varm tanke, fordi jeg i år samlede alle lyskæder og kunstige stearinlys i en kasse i bryggerset. Indtil nu har de ligget i 16 forskellige kasser og æsker, men nu har jeg hele svineriet samlet ét sted, og det tager 10 sekunder at finde den/dem, jeg skal bruge).

3.

Er jeg så småt gået i gang med at sortere det legetøj, vi fik sluset ud af Antons værelse. Første runde handlede om at få det delt op i 2 bunker: Det, der kan sælges, og det, der kan bruges. 

For der er altid noget, som der er mange flere timers leg i, men som bliver for irriterende at forsøge at sælge, f.eks. bamser, legosværd med hakker i bladet, eller 19000 ukurante actionfigurer, som man ikke kan huske navnene på.

Da jeg havde taget det fra, som min venindes søn kan bruge (og havde spurgt hende først, for vi er ikke Dem, Der Tørrer Vores Affald Af På Andre mere), fotograferede jeg resten og lagde det på markedsplace til en meget symbolsk pris.

Et par dage senere så jeg pludselig et opslag fra en kvinde, der stod og skulle ekvipere en førskole (tror jeg? Der var noget mere forklaring, men den har jeg glemt), og som derfor efterlyste legetøj. Jeg sendte hende alle billeder, spurgte, hvad de kunne bruge, og hun ville gerne have det hele. Hun kunne hente i næste uge, men jeg er ved at gå til over at have ting overalt, så jeg smed poserne forbi i går, og hun blev simpelthen så glad for at slippe for at skulle køre efter det. 

Det var en fin måde at få det ud af huset på, og jeg har smidt 100 kroner på Antons opsparing for at belønne ham for at slippe det, han ikke længere bruger. (Hvad? Jamen, jeg er sgu ikke for fin til Haribo-pædagogik). 

Status, Månedens Mål, marts (2/4)

Selvom vi har været ramt af pest, har jeg forsøgt at holde fast i månedsmålet, og i den forgangne uge har jeg haft fokus på morgenmad. For JA, vi har mange slags til at stå!

Det er én af dem, hvor jeg, helt oprigtigt, synes det er svært at finde ud af, hvad den rigtige løsning er. For madvarer, både smag og tekstur, er en ting ift. mennesker med ND-diagnoser, og jeg er selv ret hårdt ramt. Jeg får ofte lyst til én bestemt ret, og så spiser jeg (variationer af) den i 2 måneder – for så nærmest at føle væmmelse ved tanken om den i al evighed, amen.

Jeg tolkede engang et foredrag af en muslimsk mand, der blev spurgt, hvordan det var for ham, hvis hans danskfødte børn gerne ville have pølsehorn eller noget andet med svinekød i. Hans svar var, at det ikke for ham var noget religiøst, men at han var opdraget i en kultur, hvor svin er urene, og det derfor var sådan, de føltes for ham.

“Det ville svare til, at I besøgte et land, hvor man ved pølsevognen kunne købe hotdogs med pølser lavet af rottekød.”

Det har jeg simpelthen sådan tænkt på siden.

For jeg har prøvet at blive tvunget til at spise nogle af de madvarer, jeg ikke kan have, og jeg har flere gange, også som voksen, været tæt på at græde over det. Det er svært at forklare graden af ubehag, når det hele føles forkert, halsen lukker til og konsistensen er ved at få dig til at kaste op.

Af samme grund bliver jeg ualmindelig stram, når lærerne i børnenes skoler til f.eks. julefrokost insisterer på, at mine børn SKAL spise rugbrød, før de må få andet. Skik følge eller land fly – men hvis det er en ufravigelig regel, så meld det ud på forhånd, for så sørger jeg for, at mine børn selv har madpakke med, eller taler med dem om, om det er et hard-hard no, eller om der kan gøres noget, så de kan spise det uden at kaste op.

Nå, nu kom min kæphest til at ride ud af et sidespor. ANYWAY: 

Derfor er jeg ret nem at overtale, når mine børn gerne vil have noget bestemt til morgenmad, fordi jeg kender det fra mig selv.

Men jeg kan, trods alt, godt se, at der her også er et element af hedonisme, og derfor har jeg sat de åbnede, men uspiste produkter på morgenbordet med beskeden om, at man må mixe og matche, men at det er det, vi spiser, i hvert fald 3 dage om ugen, indtil vi er i bund. I sympati er jeg så gået i gang med noget af al den skyr, jeg har købt, men pludselig ikke rigtig orker mere… 

(Ej, men så send sgu da en voksen..!)

Jeg har sat et decilitermål morgenbordet, så ungerne også kan øve sig lidt i øjemål kontra appetit, og på den måde får vi også snakket om madspild. 

Det synes jeg egentlig er ret godt gået på en uge, hvor overskuddet nærmest har været ikke-eksisterende. 

Begynder der at være plads på hylderne i jeres køleskabe rundt omkring?

I øvrigt:

*Har vi kørt 48 timer med omgangssyge, og jeg identificerer mig 1:1 med Danny Glover, da han proklamerede: I’m too old for this shit. Jeg kan *næsten* ikke komme i tanke om noget, der er mere nedtur, end klokken 3 om natten at skulle køre fuld ISS på et værelse og et barn, der oralt har vendt vrangen ud på sig selv. 

*Forsøger jeg at være et åbent og rummeligt menneske, og det lykkes noget af tiden. Men jeg ved, uden skyggen af tvivl, at jeg aldrig bliver venner med mennesker, der får speciallavet nummerplader med teksten ‘My Toy’ til deres Porscher.

*Er netværk for erhvervsdrivende nærmest at sidestille med beliggenhed for boliger – men det sidste år har også for mig understreget, hvor givtigt det er på kundesiden. For selvom jeg efterhånden har boet i Esbjerg i 12 år, synes jeg stadig, at det kan være svært at gennemskue, hvilken frisør, man kan lægge sit hår i hænderne på, hvem der kan lave en voksbehandling, der ikke ender med mord, og hvilke fysioterapeuter, der elsker elastikker så højt, at det er bedst for alle parter, at jeg ikke ender hos dem. Men finder man først én fagperson, der rammer den lige i røven, så får man pludselig adgang til *deres* netværk. Og det betyder, at man ikke længere famler i blinde, men faktisk har fået et screeningsfilter foræret. Det er uvurderligt. 

*Og apropos netværk, så ER min nye akupunktør lige så dygtig, som jeg var blevet lovet. Men FØJ, hvor nåle på ydersiden af foden og i den øverste del af lænden er trælse. Og 25 er ikke mange, hvis vi taler om lakridser, bandeord eller reels – men målt i nåle føles det som 2500. 

*Kørte jeg i går på job i tåge så tæt som ærtesuppe, og jeg KAN ikke forstå, at biler i dag er udstyret med sensorer og kameraer og alarmer på seler og døre – men at baglygterne, altså noget af det eneste på en bil, du *ikke* selv kan se, stadig på alt, alt for mange biler er manuelt betjente. 3/4 af de biler, jeg kørte bag i dag kørte uden baglys. Med en sigtbarhed på 5? 10? meter. Det er RÅDDENT farligt.

*Har jeg besluttet at vie mit liv til at stikke strikkepinde i en voodoodukke af den oversætter, der er ansvarlig for Vinted’s danske reklame på YouTube. “Bære det ikke? Sælg det!” What. The. Actual. Fuck.

*Har jeg ofret mig i god sags tjeneste og taget et profilbillede i min selvlysende kedeldragt, som jeg har koblet til min Appleprofil. For oldefar på 96, som har fået sig en iPhone 15, ser meget, meget dårligt, men nu ved han, at når skærmen lyser op, og det ligner et raveparty fra midt-halvfemserne, så er det bare mig, der ringer. 

*Modtog jeg i sidste uge en mail fra Esbjerg Kommune. De har valgt at lukke min sag, da jeg ‘ikke har gjort brug af tilbuddet om de fire timer, jeg har fået tilkendt’. Meanwhile ovre i Ankestyrelsen beklager de – igen – at de ikke overholder behandlingsfristen. Kafka virker efterhånden mere synsk end vanvittig.

*Har jeg de sidste uger fået tilsendt så mange GIF’s af Ciillian Murphy med et tilhørende: “Hahaha – se skat. Det er dig!” at jeg faktisk begynder at blive en lille smule bekymret.

*Så jeg for snart længe siden et opslag med teksten: ‘Sometimes you have to make peace with the fact, that you’re the villain in someone else’s story’. Den har jeg tænkt meget over, og de sidste par uger har været én stejl læringskurve i, hvordan den sandhed føles. Føj, hvor jeg synes, at den er svær at æde. Specielt, når man har gjort sig inderligt umage, eller selv synes, at alle regler var klappet af på forhånd. Men det her bliver én af dem, hvor øvelsen kommer til at være at vende ryggen til og bare blive ved med at gå, selvom jeg *næsten* ikke kan være i mig selv over, hvor uretfærdigt, jeg synes, det er.

*Betaler det sig somme tider – jævnligt, faktisk – at være sådan én, der ikke altid fatter, at ‘det kan man da ikke spørge om!’. For jeg har længe gerne ville finde et fritidstilbud, som kunne give Anton lidt mere netværk, end han har nu. Flere af de børn, han går i klasse med, er relativt udfordrede, enten af vilkår på hjemmefronten eller af tillægsdiagnoser, og fordi Anton falder lidt mellem den neurodivergente og den neurotypiske stol, er det begrænset, hvad der dér er at bygge videre på. Men alle mine googlinger til trods, har jeg intet kunne grave frem. Derfor skrev jeg i starten af februar en mail, som jeg sendte til alle, jeg overhovedet kunne komme i tanke om, som kunne være relevante, herunder lederne for de nye, spektrumvenlige uddannelser i byen, alle, der har noget med eSport at gøre, Ungdomsskolen, formanden for Børn & Skoleudvalget osv. og spurgte, om nogen kendte til et tilbud til de her børn, f.eks. et hold, hvor man mødes og gamer en gang om ugen. Nærmest alt, hvad der udbydes lige nu, har fokus på ‘at fremme udvikling af sociale kompetencer’ – og det er fint. Men deres diagnoser til trods, så er de her børn sgu også bare børn, der gerne vil lave noget med andre børn, som de deler interesser med; fuldstændig ligesom helt almindelige børn. Og de fleste af dem er i forvejen på overarbejde ift. at være i verden – måske det ville være meget fedt med et sted, hvor de bare kunne komme og være børn?

Jeg har fået virkelig god respons på min mail, og er også blevet rodet ind i udviklingen af sådan et hold til efteråret, fordi nogle af dem, jeg skrev til, syntes, at det var en helt *vildt* god ide. Samtidig blev jeg ringet op af et par herrer, der stod for hold, som egentlig ikke er tiltænkt autister, men hvor min beskrivelse havde fået dem til at tænke over, at de faktisk passer ret fint ind i målgruppen. Vi har været afsted til to forskellige ting, og jeg er så råddent stolt af Anton, der i sidste uge kom og sagde: “Mor, hvis man nu synes, at det er lidt svært at vælge – må man så godt gå til begge dele?” Anton, Anton, min allerbedste Anton. Du må gå til alt, hvad du nogensinde kunne drømme om i hele, hele verden.

*Og apropos Anton skulle jeg lige kigge hans tænder efter forleden – og han er simpelthen ved at få skæg. Det har jeg det sådan her med:

M2024, uge 10

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Lagt de overskydende køkkenting op på min egen fb-profil; de fleste af dem er væk nu, og jeg kan ikke forklare, hvor rart det er at kunne trække vejret, nu hvor jeg pludselig er ved at have mine bordplader og gulve frie igen. 

2.

Er lynlåsen i Fridas jakke gået i stykker. Fordi ugen har været et olympisk clusterfuck af misforståelser, sygdom og ekstra arbejde, var jeg ude af stand til at vurdere, hvad jeg skulle stille op med jakken, da jeg fik den overrakt. 

Men det hele begynder langsomt at lysne og løsne, og dermed får jeg også langsomt ilt til hjernen igen. Jeg er derfor blevet enig med mig selv om at lægge den i regntøjskassen i bryggerset, for om 10 minutter er den for varm, og til næste år kan hun ikke passe den.

De par uger, vi kommer til at få brug for en vinterjakke i løbet af foråret, tror jeg faktisk, at det kommer til at fungere at have den på stående åben, eventuelt med en hoodie indenunder. Hvis ikke, må vi købe en ny/brugt, men jeg prøver lige i første omgang at trække den.

3.

Har jeg besluttet, at jeg er nødt til at prøve at bage pizza-focaccia i stil med dem, de har i Lidl, selv. 

Min spinkle, småt-spisende Anton, der kun vil have det, han vil have, og ellers bare spiser ingenting, lever lige nu af dem, og de er ret dyre at købe færdige.

Jeg har fundet en opskrift, der ser fornuftig ud, men sidder nogen derude med én, der skamløst kopierer smag og konsistens, så er der tusind point og et distancekram, hvis man smider den i kommentarfeltet. 

Status, Månedens Mål, marts (1/4)

Jeg har kørt lidt spredt fægtning, fordi det hele har været så idiotisk, at jeg ikke har kunne mønstre et systematisk overblik, men jeg har:

*Lavet en slags bootleg-pesto af 3 forskellige krydderurter, en halv pose salte mandler og et bæger feta. Planen var ellers at få brugt det sidste af den parmigiano-reggiano-ost, jeg har haft liggende (for) længe. (Jeg havde en periode, hvor jeg hele tiden bagte knækbrød med dén og timian, men så gik jeg død i det, og osten har ligget og set forpint ud siden). For at straffe mig for mit fravær, valgte den at være muggen, da jeg havde smidt alle andre ingredienser i blenderen, og bare manglede dén, og så stod jeg dér. Men fetaen reddede mig, og resultatet blev virkelig godt.

*Fået brugt et glas rød karrysauce sammen med lidt kylling og en pose frosne grøntsager fra fryseren.

*Bagt grovboller med alle rester af både kerner og mel, jeg havde stående i skabet. (Har man planer om det, skal man lige have i baghovedet, at almindeligt hvedemel hjælper brød med at hæve. Som tommelfingerregel kan man udskifte 20-25% af melet med grovere varianter uden at det påvirker hæveegenskaberne mærkbart). Halvdelen af bollerne har jeg brugt i madpakken, (smurt med den grønne fetacreme fra første punkt), og den anden halvdel er frosset ned, så de kan spises til den suppe, jeg planlægger at lave af andre rester senere på måneden.

Er I kommet i gang?

(Og måske skal vi aftale, at man holder det i overskrifter, hvis man fortæller, hvad man har omsat diverse madvarer til? Bare så kommentarfeltet er overskuelig inspiration og ikke kilometervis af reelle opskrifter? Eller hvad?)

(Jamen, der er *vores* projekt, jo, så I må gerne have en holdning).

M2024, uge 9

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Ringet til viceværterne (The artists formerly known as The Kurts) og spurgt, om ikke nok de pretty, pretty, pretty please kan fikse et nyt komfur og en ny emhætte til mig. 

Jeg havde fat i dem for et par måneder siden, hvor de lovede at holde øje med, om der kom noget ind (fordi det er en ret stor boligforening, hvor der ofte er afdelinger, som bliver renoveret. Har en beboer inden valgt at sætte nyt køkken op, skal dette stadig skrælles ned, og derfor har de jævnligt hårde hvidevarer, som er nærmest nye til at stå), men siden har jeg ikke hørt mere. 

Men pærerne sprænger hele tiden i ovnen, pladerne er skæve og den ene pære i emhætten laver en hyletone, der er så spids og højfrekvent, at den føles som en laser i hjernen.

Og ved et kæmpeheld er den nye vicevært, der er kommet til, faktisk ham, der var i den gamle afdeling, jeg boede i, (som jeg måtte ringe efter, da jeg var så højgravid, at jeg ikke selv kunne komme ind skunken og skifte sikring), og han bestilte både en ny ovn og en ny emhætte til mig, mens jeg havde ham i røret. 

Det er bedre end sit ry at bo til leje. 

2.

Har jeg, i forbindelse med oprydningen, opdaget, at et par af mine plastikkasser og bedrollers er gået i stykker hist og pist. Typisk er der knækket et stykke af en kant, og hvor det ikke som sådan har noget at sige ift. opbevaringspladsen indeni, så er det træls at holde ved, og som med alt andet plastik risikerer man også, at en flænge ‘løber’.

Fordi jeg har haft lidt forskelligt sat til salg, har jeg slået to fluer med ét smæk og brugt kasser til at sende f.eks. ginglas og krus i. De er langt mere robuste end pap, og kræver ikke så meget bobbelplast og bølgepap, og så  fik de lov at gøre gavn en sidste gang. 

3.

Vil jeg bare lige igen slå et slag for Remas bleposer, som er decideret geniale at have i tasken og i bilen. De koster INGENTING, og fylder intet – men de er ligeså store som de poser, der står i grøntafdelinger, og dermed er de super anvendelige til både at samle skrald i, komme våde strømper i og til at holde styr på småting i katastrofesituationer, som f.eks. medbragte legofigurer, der tabes og går i 10000 stykker…

Status, Månedens Mål, januar og februar (7/7)

Så kom vi over målstregen og kæmpe hurra for det!

Vi er ved fælles hjælp nået igennem Antons værelse, og jeg synes faktisk, at han i år har været god til at acceptere, at noget skal ud, hvis der skal være plads til at hive andet ind.

Vi har samlet de ting, han ikke var klar til at slippe, men som han aldrig bruger, i nogle store, klare kasser, så han kan se, hvad der er i dem, og jeg har forsøgt at placere kasserne i skabet, så dem, han skal i, står der, hvor de er lettest for ham at komme til, mens dem, der bare er på tålt ophold står inde bagved. 

Jeg har fået sat labels på samtlige kasser i bryggerset, jeg har været på loftet med de sidste bedrollers, og jeg har sorteret de ting, Anton ikke bruger mere, og været på genbrugspladsen med det, der ikke kan sælges.

Jeg skal lige have vejret, inden jeg går i gang med at tage billeder og teste om Nerf-guns osv. virker, men det er egentlig ok. Jeg har tingene pakket, så de kan stå, uden at vi falder over dem, og alting behøver – trods alt – ikke at være nu.

Inden vi lukker den ned, vil jeg bare lige sige, at det har været virkelig skønt og forbavsende motiverende, at I har haft lyst til at lege med. Da jeg lagde ud med det her tema, havde jeg frygtet, at det ville være mig og én overbærende læser, som gik med af ren medlidenhed, men vi har sgu været en ret stor flok – og der er formentlig også en håndfuld eller to, der har leget med derhjemme, som de siger i tv.

TAK for at stille op, selvom vi lagde ud med det mest bissede af årets mål.

Og on that note:

Månedens Mål, marts:

Som lovet er det næste mål et overkommeligt ét af slagsen. Det handler i alt sin enkelthed om at tømme fryser, køleskab og køkkenskabe – eller i hvert fald at få spist noget af det, man længe bare har flyttet rundt på.

Grunden til dét tema er, at foråret for alvor er på vej, og inden vi ser os om, er det sommer. Jeg tror, de fleste af os spiser lidt lettere, både i konkret og overført betydning, når det er lyst og varmt, end vi gør, når vi har frosset hele dagen, og det er mørkt klokken 16.

I marts er der stadig kølige dage, så det er oplagt at få ryddet fryseren for suppe og comfort food – også fordi, den så er nemmere at afrime, når vi når dertil.

Det vigtigste er, at man gør det så nemt for sig selv, som man har brug for at det er, for at få det gjort. Hvis man ved, at man typisk ryger i svinget, hvis man skal få ideerne undervejs, så beslut på forhånd, at månedens mål for dig er at indtænke én ting fra fryser/skab/køleskab pr. uge i madplanen, og klap dig selv på skulderen, når det lykkes.

M2024, uge 8

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Bestilt en håndcreme med sheasmør – troede jeg. Det viste sig at være ren sheasmør, som har samme konsistens som kokosolie, hvilket gør den svær at bruge uden at fedte hele verden ind.

Efter først at have opgivet det, slog det mig, at man da egentlig selv måtte kunne blande det i håndcreme. Jeg smed en skefuld i en plastikskål, som jeg satte i en tallerken med kogende vand, så det smeltede, rørte 3 forskellige rester af håndcreme i, imens jeg følte mig som Walter White, og sluttede med at smide det i køleskabet. 

Blandingsforholdet er ikke helt på plads, for det er blevet lige stift nok, men det giver stadig bløde poter, uden at de er glatte som våde stykker sæbe de næste mange timer. 

2.

Været forbi en akupunktør, som efter at have sat flere nåle i mig, end der er græsstrå i verden, riggede en infrarød lampe til. Det var fuldstændig fantastisk, og efter at have spurgt ud i netværket, om effekten var legit eller bare ren indbildning, endte jeg med beslutte at prøve at købe en. 

Efter lidt research på størrelser, styrke osv. tog jeg en runde på Marketplace, og fandt én 20 km. uden for Esbjerg.  Min søster bor på de breddegrader, og da vi havde en MGP-aftale i aftes, fik jeg lokket hende til at tage den med, så jeg ikke selv skulle starte bilen, og dermed var der dobbelt op på nypudset klimaglorie.

3.

Lang om længe, og som sidste udvej, googlet ‘rengøre lysestager glas hvordan?’ efter at have forsøgt mig med kogende vand, køkkenrulle og kødnåle. Som det sidste menneske i verden kører jeg old school stearinlys i de her to stager, som er meget, meget fine – og af ler, som er glaseret på øverste halvdel, men ikke den nederste. Det betyder, at der er grænser for, hvad man kan udsætte dem for af rengøring.

Jeg havde faktisk mentalt smidt dem ud, da jeg lavede en Hail Mary søgning – og jeg måtte næsten grine. For man skal bare sætte dem omvendt på et stykke bagepapir, smide dem i ovnen og tænde den på 60 grader. Efter 10 minutter er al stearin smeltet og løbet af.

Det lyder næsten *for* nemt, ikke? Det virker.

Status, Månedens Mål, januar og februar (6/7)

Det lakker mod enden, og det gør bare overhovedet ingenting. Jeg gider ikke mere – men vi er så tæt på, at jeg godt kan mønstre den sidste viljestyrke til at nå i mål. 

Jeg er blevet færdig i køkkenet, og vi er gået i gang på Antons værelse, hvor jeg tager mig selv i at længes efter 1950’erne, hvor børn ikke havde fået installeret holdninger endnu.

Jeg har forhandlet lokalaftaler med mindre overtalelse og snilde.

Men nå. Det ER hans værelse, og det er ham, der bestemmer. Jeg har lavet en to-do med alle de områder, vi skal igennem, og han får så lov at vælge rækkefølgen. De ting, der kan gøres, uden at noget skal sorteres, tager jeg, når jeg lige har 10 minutter, men resten er han med til. Der er 4 punkter tilbage på listen, og selvom det er de ubetinget mest hidsige, er det også det allersidste jeg mangler.

Fordi jeg gerne vil være færdig, har jeg forsøgt at være lidt taktisk ift. de hængepartier, jeg har.

F.eks. smed jeg de ting, der blev i overskud, da jeg havde været køkkenet igennem, op i den lokale fb-gruppe med info om, at man kunne hente dem her inden torsdag; fredag ville det hele bliver kørt til genbrug.

Samtidig lagde jeg den håndfuld ting, det kan betale sig at sælge, på Marketplace, og på Antons værelse er jeg startet med det store, indbyggede skab (det eneste punkt, jeg bestemte), fordi det er der, jeg har et par kasser med ting til at stå.  

På den måde kan jeg, de dage, hvor han har brug for en pause, begynde at få de sidste ting på plads i bryggerset og afleveret på genbrugspladsen. Det skulle meget gerne betyde, at jeg omkring onsdag kun har tilbage at beslutte, hvad jeg gør med det, jeg har sat til salg, som ikke er solgt endnu, samt sætte de bedrollers, vi har i overskud efter den her runde, tilbage på loftet – sammen med kælkene (som vi MÅ være enige om, at vi ikke får brug for mere i år, ikke??).

Vi er så tæt på nu, at vi kan smage det – og det næste månedsmål er et dejlig nemt og overskueligt et af slagsen.

Når lyset bryder frem

Der er forår i luften. For første gang så langt tilbage, jeg kan huske, glæder jeg mig til både foråret og sommeren, der følger. De sidste mange år har jeg nærmest været stresset ved udsigten til varme og sol, for jeg trives ubetinget bedst i kulde, og det bliver at fryse over at svede any day for mig. 

Men jeg længes efter lys. Efter længere dage, flere timer og færre lag. Hvad det præcis er, der har ændret sig, ved jeg faktisk ikke – men måske det hænger sammen med, at jeg, med min medicin, nu har en døgnrytme, der ligner andre menneskers mere, end den gjorde før. Jeg bliver træt sidst på dagen, og er ved at lære, at hvis jeg skal lave noget, der kræver sammenhængende tanker og koncentration, så skal det eksekveres inden kl. 17.

Min fornemmelse er, at mit energiniveau følger mørkets ebbes og flod, og jeg savner at have lidt ekstra tid at gøre med, så dagen ikke er slut, når jeg er i bund med det praktiske.

Apropos solen har vinterferien givet anledning til mange overvejelser omkring, hvad vi gør, når vi rammer sommerferien i år. For jeg kan mærke, at ferie måske ikke er helt så afslappende for mig, som den er for børnene. Den erkendelse er ikke ny; forskellen består i, at jeg nu ret præcist kan se, hvad det er, der sker. 

For efter små to år som selvstændig, er jeg så privilegeret, at jeg har fået mig en solid kundebase, som jeg elsker at samarbejde med. Og hvor man som lønmodtager jo har sine 6 ugers ferie om året, så er det hele lidt mere flydende, når man selv er den, der sætter rammerne.

I vinterferien havde jeg små opgaver 4 ud af 5 dage, og da jeg elskerelskerelsker mit arbejde, var jeg glad og tilfreds. Det hele var i nærområdet, så der var ikke noget særlig transport forbundet med opgaverne, og stadig sikrede de, at jeg opretholdt den dagsindtægt, jeg ved, det kræver at holde os kørende.

Børnene og jeg var forbi Egeskov til Luminis, og vi nåede også til Odense Zoo til deres Valhal 2.0, som var uventet vidunderlig. Vi havde gode mennesker med til begge besøg, og vi hyggede os alle sammen gevaldigt.

Ferie betyder, at jeg slipper for min ultimative hadedisciplin, nemlig madpakkerne, og børnene kan putte under dynerne og daske rundt i nattøj til langt op ad formiddagen.

Men.

De kan stadig ikke lide at være alene hjemme i mere end en times tid, og derfor var mormor og morfar på banen nogle af dagene. Og både børnene og mine forældre hygger sig i hinandens selskab. Mine forældre skal have 10.000 point for aldrig nogensinde at være trætte af at hjælpe, når jeg spørger, og de er virkelig gode til at lave noget med børnene, når de er der.

Men de er ikke nye mere, og det ved jeg godt. Derfor forsøger jeg altid at hente så hurtigt, som jeg overhovedet kan, hvilket betyder, at jeg har det, som om jeg hele tiden løber. Først ud i den anden ende af byen for at aflevere, så på job, så HURTIGT tilbage for at hente, så hjem – og så er børnene nået godt ned i gear, og er RIGTIGT klar til at lave noget feriesjovt med mig.

Jeg har til gengæld ikke nået noget som helst af det, jeg ellers får passet ind i mellemtimer eller tidlige dage, hvor jeg plejer at handle, hente pakker, nå forbi apoteket eller ringe til de kunder, der hænger med betaling.

Børnene er længere oppe, fordi det er ferie, og alt det tilsammen betyder, at jeg faktisk ikke når at få de stille timer om aftenen, hvor jeg lige kan få lidt strøm på mine egne batterier.

Skulle der sidde en enkelt derude og tænke: “Hvordan gik det egentlig med de timer, du søgte, og som du endte med at køre sag på?” er status, at jeg har fået brev fra Ankestyrelsen om, at de er bagud. To gange. Så der er stadig ikke sket noget, og om 10 år tror jeg faktisk, at det bliver en reel ting, at nogen bliver diagnosticeret med e-boks-udløst PTSD.

Jeg ville ønske, at det var for sjov, jeg skrev det. Det er det ikke. 

Nå, men alt det bare for at sige, at jeg godt kan se på det hele, at jeg skal have tænkt grundigt igennem, hvordan jeg sætter sommerferien op, for ellers ender jeg med at brække midt over. Det er the downside ved pludselig at kunne mærke, hvordan man faktisk har det.

Men i dag, da jeg stod på en opgave, hvor jeg plejer at fryse, så knoglerne klaprer, måtte jeg lyne min kedeldragt ned og tage handskerne af. Da jeg gik ned til min bil, hørte jeg en fugl have optur over livet, og da vi i aftes kørte til svømning, var det pludselig lyst, både da vi kørte ud og hjem.

Jorden begynder at blive grøn, regnen er ikke så tung og våd, som den var, og lige om lidt er der sandaler og bare arme til os alle sammen igen.

M2024, uge 7

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Set Anton i det regntøj, han fik for 10 minutter siden, og det var et ømt syn. Jeg ved ikke, om tigerspring for teenagere er en ting, men shit, hvor det sad dårligt på det barn, der pludselig er blevet næsten er ligeså høj som mig. 

Det blev et nyt og større sæt til ham, og det gamle smed jeg op i den lokale fb-gruppe og spurgte, om nogen ville have det. Det tog 90 sekunder at få afsat, og jeg er bare glad for, at det kommer nogen til gavn. 

2.

Tænkt over, hvor rart det er, når ting er multifunktionelle; både i det store og i det små.

For nu, hvor jeg arbejder mig systematisk gennem huset, og ting skal sorteres og opbevares på nye måder, tænker jeg hver gang, jeg rykker en hylde eller flytter tøj fra en stor bedroller og over i en lille, på, hvor glad jeg er for, at jeg over årene har købt løsninger, hvor det er muligt.

De reoler, jeg har i bryggers og på værelserne, er fra Trævarefabrikkernes Udsalg, og ud over, at hylderne kan flyttes, kan man også skille dem ad i fag, hvor det så bare kræver en enkelt ende-stige mere at gå fra én lang reol til to mindre.

Mine bedrollers (både dem, der reelt er beregnet til at rulle under en seng, og de semi-transparente kasser, der er lavet af samme materiale, og har samme lukkefunktion, men som egentlig bare er opbevaringskasser) er geniale. De kan stables, man kan nogenlunde se, hvad de indeholder (men de er stadig farvede nok til, at de beskytter indholdet mod at falme pga. sollys), og så kan man komme en stak af de små ned i en af de store og opbevare dem på loftet eller i et skur. Jeg elsker fine æsker og bokse, og det er dem, jeg har stående i stuen og i de åbne reoler – men det kan kun lade sig gøre, fordi jeg kan opbevare virkelig, virkelig meget i de mindre pæne men langt mere praktiske kasser i bryggerset.

Mine to Twinkly-lyskæder har jeg skiftet farverne på i den app, man styrer dem med, og det betyder, at de samme lyskæder nu kan bruges både til jul og resten af året – og både inde og ude.

Mine små, batteridrevne lyskæder fra Sirius er, nu hvor dagene er blevet længere, sat til at tænde 4 timer i stedet for 6. Fjernbetjeningen giver mulighed for at sætte timeren til 2, 4, 6 eller 8 timer, og det betyder, at man i de måneder, hvor det bliver senere mørkt, kan spare på batterierne, fordi man ikke er tvunget til bare at æde de 6 timer, som de fleste lyskæder med timer, giver mulighed for at vælge.

3.

Bestilt en tid hos en akupunktør til noget muskelbøvl, jeg ikke kan komme til livs, uanset hvor meget jeg træner. 

Min PT er fys, og jeg fik en anbefaling til en behandler, der skulle være god og ikke alt for begejstret for hjemmeøvelser og elastikker (for #nejtak), og hun har en åbning allerede den kommende uge.

Da jeg havde booket tiden, slog det mig pludselig, at jeg måske egentlig kunne få tilskud fra danmark – og har jeg egentlig en sundhedsforsikring? Det er pinligt at indrømme, men jeg kunne ikke huske det.

En hurtigt tur på google viste, at danmark refunderer 85 kr. pr. behandling, men derfra er der stadig et stykke vej op til de 600 kr., en behandling koster. Derfor besluttede jeg mig for at bruge den tid, det måtte tage at tjekke op på den sundhedsforsikring – og praised be: Jeg havde én, OG de tilbød “i særlige tilfælde” at dække nogle typer af alternativ behandling.

Jeg føler egentlig, at jeg, sådan helt overordnet, passer meget godt i kassen med særlige tilfælde, så jeg skød en ansøgning afsted, men uden de store forhåbninger.

Jeg sendte den torsdag aften kl 23; fredag morgen kl. 8.02 havde jeg svar: De vil gerne betale 6 behandlinger.

Hurra og tak herfra. 

4.

Skiftet hest i vadestedet og besluttet, at jeg skrotter punktet med links til de tidligere års indlæg fra samme uge, simpelthen fordi det kræver mere tid og arbejde, end jeg tror, udbyttet for jer er værd. 

Skulle jeg mod forventning tage fejl, så smid lige en kommentar; så kigger vi på det.

Status, Månedens Mål, januar og februar (5/7)

Jeg er ved vejs ende i mit bryggers – eller i hvert fald har jeg været det hele igennem.

Rummet ligner stadig noget, der er løgn, dels fordi jeg bruger bordet derude som p-plads til de ting, jeg ikke har besluttet, hvor skal være, og dels fordi, der er nogle kasser, jeg ikke kan pakke færdig endnu. 

Jeg har flere gange tænkt, at det var godt, jeg valgte den rækkefølge, jeg gjorde, for det havde været SUPER demotiverende at have et rum, der teknisk set er færdigt, men som stadig roder helt ekstremt.

Sagen er, at der står nogle kasser i Antons skab, som jeg gerne vil have ryddet op i, og hvor nogle ting kommer til at skulle bo i bryggerset, ligesom der er noget af det, jeg har fundet under min gennemgang af kasserne derude, som skal ind i køkkenet. Derfor er det lige nu et åbent spil Tetris, og sådan må det være.

Til gengæld har jeg fået den rulle klistermærker, jeg har bestilt, som jeg kommer til at klistre på kasser og æsker derude, når jeg er færdig-færdig, så jeg kan se, hvad jeg har hvor, og som kommer til at strømline udtrykket lidt, selvom der både står stofkasser og bedrollers på hylderne. 

Til min overraskelse er det lykkes mig at tage hul på køkkenet, og jeg er cirka 1/3 af vejen. Jeg har valgt, at jeg i første omgang udelukkende forholder mig til, om jeg bruger det, jeg hiver ned ad hylderne eller om jeg ikke gør. Jeg beslutter ikke, hvad der skal ske med det, jeg ikke bruger, men samler det bare i et par store kasser efterhånden som jeg støder på det. 

Det har vist sig at være overraskende effektivt, for det går hurtigt, og jeg har meget lettere ved at være objektiv. Jeg tror egentlig, at det også var sådan, jeg gjorde i tidernes morgen, da jeg startede med Den Store Tur, men siden har der ikke være mere at rydde op i, end at jeg godt kunne lægge fra og bunke det i ‘smid ud’, ‘giv væk’ og ‘sælg’ i samme ombæring.

Men denne gang bemærkede jeg, at der er ting, jeg gemmer, uden at tænke over hvorfor, som f.eks. kogebogen God Mad Let At Lave. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har brugt den, for hvis jeg skal have et bud på, hvor mange gram kartofler, man skal beregne pr. person, googler jeg det, men den føles stadig … dannende? på en eller anden måde.

I år smed jeg den i kassen – og opdagede det HELT magiske, at jeg åbentbart slipper ting i det sekund, jeg ikke kan se dem mere. For da først den var røget derned, blev jeg med et trylleslag fuldstændig ligeglad med dens videre skæbne. Go figure.

Så det her bliver måden at gå hele køkkenet igennem på, og så bider jeg i mig, at der står ting på de fleste af mine vandrette overflader. Jeg har 2-3 dages arbejde tilbage derude, og så længe kan jeg godt leve med rodet.

——-

Jeg ELSKER de mange fine tilbagemeldinger, I giver, og det er simpelthen så rart at se, at I tager imod den her ide, som den var tænkt: At man stempler ind på det niveau, hvor det giver mening. En skuffe med sokker kan kræve ligeså meget, som et hus i to plan, og det gør mig oprigtigt glad at tænke på, hvor mange der sender vores lille community herinde en tanke, når de åbner et skab, der plejer at rode, men hvor alting nu er helt strømlinet og pænt.

M2024, uge 6

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg hentet den nye, brugte blender i Kolding, hvor jeg alligevel var forbi på en tolkeopgave. Det kræver lidt ekstra koordinering, når man køber/sælger noget i en by, hvor man ikke bor, men faktisk ikke meget mere, end når man skal hente pakker i pakkeshops eller pakke ting ind, så de kan holde til den ekstremsport, det er blive sendt med GLS og Postnord.

Tidspunktet er perfekt, for nu har jeg jo så en 1/2 ekstra blender, og den fylder lidt. Men køkkenet er næste rum på listen, og så skal jeg alligvel have det hele ud af skabene. Jeg er undervejs i min oprydning stødt på lidt forskelligt, der egentligt hører til i køkkenet, så jeg forestiller mig at lave en kasse, der kan stå bagerst i det hjørneskab, hvor man har masser af plads, men hvor det kræver en slanges smidighed at komme ind.

2.

Er jeg i mit bryggers nået til reolen, der også dobler som fjernlager for madvarer. Her har jeg i en måneds tid flyttet rundt på en kæmpekasse af min yndlingsaversion: Yum-nudlerne. Beklageligvis er jeg den eneste i husstanden, der finder dem afskyelige, så jeg har erkendt mit nederlag og køber dem, når jeg alligevel er en tur over grænsen, hvor de er meget, meget billigere end herhjemme. 

Sidst købte jeg i et anfald af overmod en kasse med andesmag, og som Julia Roberts sagde: Big mistake. Big. Huge. Oprør, tumult og trusler om nedlæggelse af arbejdet.

Men altså. Det er sgu også mange nudler at kyle ud, uanset hvor grimt de smager.

Tilfældigvis var jeg i onsdags sammen med én, der huser en teenager, som viser sig at elske lige netop andeversionen, så hele kassen er nu, til alles tilfredshed, ekspederet videre. 

3.

Har jeg brugt det sidste af min favorithåndsæbe fra Meraki. Pumpe-dispenseren, den kommer i, er af ret god kvalitet, så den har jeg vasket af, så den kan bruges til opvaskesæben, jeg købte for et par uger siden, og som jeg siden har bandet over. For hullet på den er på størrelse med en hulahopring, og uanset hvor umage jeg gør mig, er det svært ikke at hælde 1,5 liter sæbe ud på børsten. 

Ikke mere, du.

De fanger mig aldrig. 

4.

Tidligere års uge 6 indlæg:

2018

2019

2020

2021

2022

2023

Status, Månedens Mål, januar og februar (4/7)

Den sidste uge har været en arbejdssejr. For HELVEDE, hvor har jeg bandet over, at jeg overhovedet gik i gang med det her projekt.

For bryggerset er præcist lige så rædselsfuldt denne gang, som jeg havde frygtet/forventet (hvilket ikke just indgyder håb for de to kommende rum, vil jeg sige..). 

Ligesom i de værelser, jeg har taget indtil nu, skyldes bøvlet, at det i år ikke er nok bare at rydde op i de respektive kasser, mapper og skuffer, men at tingene skal samles anderledes. Ellers får jeg 8 skabe, hvor hylderne er halvt fyldte og tingene står og råber til hinanden, og en bunke på gulvet på størrelse med en Maersk-containter med de ting, der så pludselig ikke har en plads.

Og, helt forudsigeligt, kræver det, at alt skal hives ud og sorteret s-a-m-t-i-d-i-g-t, og det konstante rod giver mig lyst til at rive min hud af i strimler. Det får mig til at veksle mellem apati over uoverskueligheden og lyst til bare at rage-cleane og smide ALT ud, så jeg kan blive færdig.

Men jeg har bidt tænderne hårdt sammen (*var* der måske en lille smule benmel med, da jeg spyttede tandpasta ud den anden aften?) og holdt mig til min plan. Kasserne med tøj, vanter og sko én dag, skabet med papir den næste, de store kasser med ledninger, gaveindpakning og halloweenting den tredje osv.

Og ja. Jeg vil sgu da gerne bede om medalje. I kender mig da?!

Nu er jeg 3/4 af vejen, og det er med vilje, at jeg har kørt lidt hårdt på. For ungerne har vinterferie den kommende uge, og jeg selv har lidt arbejde, en træningsaftale og en smule socialt, der skal passes. Det betyder, at jeg på forhånd ved, at der vil være dage, hvor jeg intet får lavet, så for at holde tidsplanen har jeg holdt kadencen.

Det betyder, at jeg nu faktisk kan begynde at se en ende på det derude, og ret skal være ret: Det *bliver* godt. 

Men det er nok meget godt, at der nu kommer en uge, hvor det bliver minimalt, hvad jeg når, for jeg trænger faktisk til en pause, inden jeg kaster mig over de sidste to rum.

Et skridt ad gangen. Ikke?

Hvad med jer? Har I fået taget en skuffe eller to i ugens løb?

Stier, spejle og gamle ar

Jeg tænker meget over gamle mønstre for tiden. Og over, hvordan det ofte kræver et menneske, der gør noget andet, end man forventer, at blive opmærksom på, at man bærer nogle bestemte forestillinger med sig. 

Noget af det foregår ovre i voksenland. Men mindst ligeså meget foregår på børnefronten, hvor Frida, som nu er 8 år, har en alder, som jeg også kan huske fra mig selv. 

Der er så mange stereotype og kønsnormative forventninger til, hvordan det er at være mor til hhv. piger og drenge, og jeg tror, at de fleste af os efterhånden er ved at have fået øjnene op for, at der er ligeså mange måder at være i verden på, som der er mennesker i den. 

Men der uendelig forskel på min rolle som mor for hhv. Anton og Frida, og lige i forhold til det her emne, handler det lidt om personlighed, men mest om køn. Og egentlig mere mit end børnenes.

For jeg oplever, at jeg med Anton har nogenlunde nemt ved at forholde mig objektivt til alt fra udvikling til sociale relationer, fordi jeg ganske enkelt ikke ved, hvordan det er at være stor dreng og ung mand. Ikke dermed sagt at jeg bare slentrer mig gennem opdragelse og moderskab, for der er bestemt også områder, hvor jeg ikke ANER, hvad jeg står med, og bare er nødt til at improvisere og satse på, at kærlighed og gode intentioner får os hele igennem det.

Frida er en helt anden historie. For hun er på mange måder et lille spejl, og her balancerer jeg hver eneste dag på den hårfine grænse mellem at forfalde til det, det jeg kender fra min egen barndom og mit ønske om at hjælpe hende til at forstå, at hun ikke skal rette ind, holde kæft, gøre sig lille og folde vingerne ind, bare fordi hun er en pige. Jeg udfordrer det, når det til forældremøder f.eks. bliver påtalt, at hun ‘godt kan lide at bestemme, haha’. Hver eneste gang spørger jeg, om det ville være blevet nævnt, hvis hun havde været en dreng.

Så bliver der altid lidt stille. 

Og jeg er med på, at mange ser Et Irriterende Barn for sig nu – men dét der var mig. I hvert fald indtil jeg blev skammet til at forstå, at vi ikke kan lide det, vi ikke kan sætte i bås.

Mine forældre gjorde, hvad de kunne, og jeg har aldrig oplevet andet end opbakning til at være præcis det barn og det menneske, jeg var og er. Men tiden var en anden, og det var samfundet også, og dengang blev børn ikke opfattet som små, men rigtige mennesker, men mere som en slags larmende accessories. Livet og hverdagen blev indrettet og dikteret af de voksnes ønsker og valg, og vi fulgte bare med. Der var problemer, vi ikke havde – og *hvis* vi havde alligevel, så var det bare ærgerligt, for ingen tog dem specielt alvorligt.

Ja.

Som sagt. En anden tid.

Men hele pointen med det her indlæg er, at det for mig er ret vildt at opleve, at Frida faktisk ofte heler de sår, jeg slæber rundt på, fordi jeg (også) som barn var skæv og sær og ikke forstod, hvorfor jeg hele tiden følte mig så anderledes. Hun gør det uden at vide det, og uden at gøre andet for det, end bare at være det magiske, viljestærke barn, hun er.

I weekenden havde hun f.eks. en soveaftale. Det har hun haft mange gange efterhånden, og i takt med, at de bliver større, får de lidt mere frie tøjler med iPads og telefoner. Da jeg sad i sofaen og kunne høre, hvordan de ringede til alle de andre veninder, fik jeg faktisk en klump i halsen.

For de første gange hun blev ringet op af piger på soveaftaler, eller hvor hun selv, sammen med sin soveaftale, ringede ud, strammede alt på mig, og vi sprang direkte fra gult til mørkerødt alarmberedskab. Jeg opdagede ikke engang, at det skete. 

Det gjorde jeg først, da de havde gjort det masser af gange, og jeg en dag pludselig kunne se, at alle hyggede sig med det.

For det er så fremmed for mig, at veninder rækker ud efter andre veninder uden anden agenda end den indlysende: Vi vil gerne spille med dig. 

Men jeg har ingen referenceramme. Jeg har kun oplevet, at interaktion af den slags kom med ondskabsfulde bagtanker, og derfor kommer jeg helt automatisk til at forvente, at det er defaulten.

Og inden nogen skriver, at det kan ændre sig mange gange i takt med, at de bliver ældre: Det ved jeg godt. Men jeg vil bare nævne, at jeg selv, på en helt standard mandag i 10-frikvarteret, fik min ørering revet ud *gennem* øreflippen, da jeg gik i 1. klasse, så mobning er omvendt heller ikke noget, der er forbeholdt mellemtrin og udskoling.

Jeg er hyper bevidst om min egen historie, og jeg gør mig uendeligt umage for ikke at plante mine forventninger til andre børn og mennesker i Frida. Men fordi jeg selv har været en lille pige på 8 år, har jeg ret en konkret forestilling om, hvad det kan indebære, som jeg ikke har med Anton.

Det har fået mig til at tænke meget over, at det kræver en klangbund af mennesker, der ikke har de samme traumer og ar som dig selv, hvis du skal bryde mønstre og redefinere dit syn på verden. Hvis du kun har oplevet en skolegang, der krævede konstant alarmberedskab, opdager du ikke engang, at det er det, der i dit hoved er normalt, og så er du afhængig af, at andre mennesker viser dig, at det kan være på en anden måde; at det kan være helt uproblematisk og ligetil.

At få lov at gøre det hele igen på sidelinjen, og se, at det også kan være rent og fint og sundt, får noget til at vokse sammen i mig, som jeg ikke engang havde forstået var slået i stykker.

Det er ikke hele tiden nemt. Heller ikke ovre i voksenland. For når man opdager, at man altid har gået på den samme sti, fordi det var den, man startede på, så er den muligvis ujævn og smadret og har verdens grimmeste udsigt – men den er velkendt, og man går den uden at tænke over det.

Nye stier skal trædes først, og det kan sgu godt være både bøvlet, rodet og trække tænder ud. Ikke mindst fordi man i begyndelsen bruger meget tid og energi på at lede efter den gamle sti, fordi man tror, at man er faret vild.

Men når man opdager, at der faktisk *er* andre måder at komme gennem skoven på; andre stier, hvor udsigten er smuk, selskabet godt, og hvor ingen af dyrene bider, så er det som om, at skuldrene sænkes og sjælen langsomt falder til ro.