M2018, uge 7

(Se forklaringen på M2018-konceptet her )

I den forgangne uge har jeg:

1)
smadret glaskanden til min kaffemaskine – jeg bor i Esbjerg. Vi kører på en 50/50 blanding af saltvand og filterkaffe – fordi jeg satte den i opvaskemaskinen, og derefter vendte mig om, mens jeg glemte at give slip. Da jeg var færdig med at bande, googlede jeg, og det viste sig, at en ny kande koster 150 kr. plus forsendelse. En ny kaffemaskine koster 450 kr. Somme tider føles det som om, de *ønsker* jeg skal vanrøgte verdenshavene og regnskoven. Jeg tjekkede selvfølgelig DBA og Tradono, men de 3, der var til salg, var sat til 100 kr. (come on!) og befandt sig alle 3 på Sjælland. Uden at have den fjerneste forventning om at have heldet med mig, svingede jeg forbi den lokale genbrugsbutik – hvor der stod *lige* præcis den kande, jeg skulle bruge. Til 25 kr. Jeg har sjældent været mere tilfreds med mig selv.

2)
nedsat børnenes bade-frekvens til hver 2. dag. Jeg ved godt, at det nærmest er en religion, hvor ofte, man mener, det er nødvendigt at bade børn, men mine kan ikke være i institution uden at pådrage sig 1 1/2 sandkasse og en hårkur af banan og leverpostej, og da jeg samtidig tilbeder guden “Rutiner”, kører vi med et dagligt et af slagsen. Men i ferierne, hvor der er tid til at give en hånd med soigneringen, når vi kommer ind udefra, og når vi har spist, og hvor de kun frekventerer toiletter, der ikke kræver opdateret stivkrampevaccine, har jeg besluttet, at hver 2. dag må være nok.

3)
har jeg erstattet min balsam med Argan-olie og jeg kunne tude over, hvor meget bedre det fungerer. Jeg har LANGT hår, og derfor er der nødt til at komme et eller andet i det, hvis det skal kunne reddes ud, når det er vasket. Fordi jeg klagede min nød over, at Fridas hår også filtrer, foreslog min kloge søster at bruge olie til hende, og da det så alligevel var fundet frem, prøvede jeg det til mig selv også. Jeg kommer aldrig til at bruge balsam igen. (Når valget er faldet på Argan-olie er det udelukkende fordi jeg havde en flaske til at stå fra en periode, hvor jeg troede, jeg skulle være mystisk på den marrokanske måde, og helt havde glemt, at olie gør mig adfærdsvanskelig. Næste gang køber jeg mandelolie, fordi den også kan bruges til verdens bedste bodyscrub: 1/3 rørsukker, 1/3 sukker og 1/3 mandelolie. Evt. en sjat æterisk olie til duft.) (19.02.18, update: Der er kommentarer og erfaringer ift. typer af olie i kommentarfeltet, så tjek eventuelt disse, inden du hamstrer den ene slags, frem for den anden.)

4)
Et lille ekstra tip i denne uge (Ikke spons): Jeg har læst “Et år uden overforbrug” af Trine Baadsgaard, som er en 52 ugers guide til at blive en mere bevist forbruger. Jeg nævner den, fordi jeg har indtryk af, at mange af jer også stadig er nye i minimalist-klassen, for mit bud er, at man længe har integreret rådene i bogen, hvis man er garvet downsizer. Men bogen er lille og letlæst, og indeholder masser af gode ideer og stof til eftertanke, og så må jeg bare sige, at det er en geni-streg at bygge et emne, der ellers er utrolig svært at lave andet end opremsning ud af, op over et kalenderår.

#431

Egentlig havde jeg planlagt at lave mit M2018-indlæg i dag, og har også punkterne parat. Projektet føles ikke mindre vigtigt efter at jeg onsdag fik 9 – altså ikke 6, 7 eller 8 men: 9 – stenslag i min forrude, da en lastbil på motorvejen smed to sten af læsset og jeg greb dem med forruden.

Torsdag var vi på vej hjem, da lampen i instrumentbrættet, som man ikke gider at se lyse op, trak i sine bedste og klareste lumen, og displayet hjælpsomt informerede mig om, at der var “Engine fail – repair needed”.

Jeg tilbragte torsdag aften med at padle rundt i en uskøn sø af frustrationstårer og rødvin, og et underskudsudløst raseri over følelsen af, at jo mere, jeg gør for at løse mine problemer, jo flere forhindringer opstår der.

Men natten til fredag lå jeg alligevel og tænkte. Længe. For det er ikke mere end fire måneder siden, jeg sad på sygehuset og var knugende angst. Både for, hvad det var, jeg havde fundet i brystet, og for hvad det var, der fik Frida til at blive så svimmel, at hun ikke kunne stå på benene.

Noget af det, der fyldte meget for mig i den periode, var afmagten over intet at kunne stille op; at være prisgivet en skæbne og en situation, jeg ikke kunne gøre det fjerneste for at påvirke eller ændre udfaldet af.

Dengang tænkte jeg, at bekymringer for resten af mit liv ville være delt ind i kategori A, B og C.

A er dem, jeg sad med på daværende tidspunkt: Bulldozere, der truer med langsomt og kompromisløst at køre hen over alt, hvad du havde forestillet dig, din fremtid skulle indeholde, og hvor det eneste, du kan gøre, er at vente i afmagt.

B er dem, der stresser og bekymrer, men hvor der ikke er liv og førlighed involveret.

Og C er dem, der i et store perspektiv, reelt ikke betyder noget.

At være presset på økonomi er en B’er, indså jeg torsdag nat. For uanset hvad der sker; uanset hvor galt det går, og om vi om 2 år sidder i en et-værelses lejlighed i fugtbefængt ghetto i forstaden, med buskort og frisurer, vi har fremmanet med en neglesaks, så ved jeg, at det bliver noget, jeg rejser mig fra og får det bedste ud af. Jeg ved, at bekymringer af den slags fylder det, man lader dem fylde, og at der, når vi lige har nivelleret, vil være kaffe og irritation over regnvejr og situationer, hvor vi griner, så vi får ondt i maven, og at vi, når vi gør, vil være forskånet for det ubarmhjertige ryk tilbage til virkeligheden, der følger med sorg.

Derfor blev fredag faktisk en fin dag, selvom værkstedet kunne fortælle mig, at det er katalysatoren, der er gået i stykker, og jeg ved, at det ikke bliver billigt. Det er ydre omstændigheder. Det skal nok gå.

Fredag aften fik jeg besked om, at min tidligere kollega Anders Tesgaard endelig fik lov at give slip. Han skal ikke tales ind i venskaber i døden, som han ikke havde i livet, og Anders og jeg har aldrig været andet end gode kolleger, men måske fordi jeg havde brugt et døgn på at tænke på livet og på, hvor vigtigt det er at sortere larmen fra, ramte hans død et sted i mig, der var rent og hvidt og blottet. Jeg har aldrig mødt et menneske, der fik to så modsatrettede poler til at gå op i en højere enhed, for han er på én og samme tid den mest frie sjæl og det mest (selv)disciplinerede menneske, jeg nogensinde har mødt. Var. Mine tårer er for hans familie og venner, som har måtte tage afsked med ham over så lang en periode, men for dig, Anders, vil jeg ikke græde. Jeg vil i stedet sende dig en tanke, når jeg kigger på himlen i aften, og ønske dig god tur videre. Må den næste del af rejsen være langt mere i din ånd, end de sidste par år har været.

I øvrigt:

* er Frida begyndt at koble ritualer og ord. Hver gang, nogen siger “fødselsdag” bryder hun ud i “- hurra hurra hurraaa!” Det er lidt som at have fået ekstern Tourette.

* læser jeg altid med stor, jysk interesse, når forskellige firmaer trækker fødevarer tilbage, fordi der i de nyhedsbidder altid ligger en dejlig information om, hvornår forskellig emballage indeholder den samme vare. Som f.eks. når der er fundet listeria i fisk, og producenten trækker hhv. Luksus Laks i Irma og Fattig Grim Laks i Fakta tilbage. Da jeg forleden læste om det parti dadler, der blev trukket tilbage, fordi de potentielt kunne give leverbetændelse, glædede jeg bare mig over, at jeg aldrig køber dadler.

– indtil jeg kom tanke om, at det gjorde jeg, for første gang i mit liv, for nogle uger siden.

* må I gætte én gang, hvem der har købt – og spist – dadler fra det besudlede parti?

* har jeg ikke fået leverbetændelse endnu, men har til gengæld fået fullblown mistanke om, at nogen et sted derude er lidt lemfældige med øko-stemplet. For jeg skulle bruge de forbistrede dadler til en raw-kage, og nærlæste derfor pakkerne, for at se, hvor mange gram, der var i dem. Derfor ved jeg, at de to pakker, der er trukket tilbage er hhv. almindelige (500 gr.) og økologiske (400 gr.) dadler. Jeg siger ikke, at Juan, der ikke lige havde fået vasket hænder efter sit toiletbesøg, ikke kan have plukket fra både den økologiske og den ikke-økologiske mark (jo, jeg gør #svindel) – jeg siger bare, at tillid er godt, kontrol er bedre.

* kan jeg mærke, at jeg aldrig bliver helt tætte venner med mennesker, der kalder fjernsynet for “tossekassen”.

* siger jeg lige igen, at funktionen “Afmeld notifikationer” på IG, ikke? Make it happen.

* er Frida vokset ind i et sæt træningstøj, som får hende til at ligne verdens mindste pusher. Hun elsker det.

* bliver Anton lige skuffet, hver gang han spørger, om vi “ikke skal have en baby mere, mor?” og svaret er nej. “Men jeg skal nok passe den!!” Hahaha. Stadig nej.

* er serie- og boglisterne i “Anbefalinger”-fanen opdateret med følgende:

Snowfall
Stikord: Crack-kokain, 1980’erne, ghettoen og CIA.
Jeg havde aldrig hørt om denne serie, og det ser heller ikke ud som om, der er gjort specielt meget for at promovere den. Det er synd, for den er faktisk god. Jeg opdagede den, fordi HBO havde sat den på “You might also like”-listen – og det kunne jeg. Det første afsnit er en kende forvirrende, fordi man bliver præsenteret for temmelig mange af seriens karakterer, men allerede ved andet afsnit er man med. Det er historien om den gode dreng i det dårlige miljø, og stemnings- og indholdsmæssigt synes jeg, den lander et sted i mellem Breaking Bad og Mindhunter, uden dog helt at nå op på deres respektive niveauer. Primært fordi der er for mange personer med i den til, at man lærer dem tilbundsgående at kende. Men den rammer 80’er-viben rent, CIA er et dejlig skummelt foretagende og med kun én sæson, er den perfekt som mellemmads-serie, mens man venter på nye sæsoner af yndlingsserierne.

Minimalism
Stikord: Dokumentar, der følger og interviewer nogle af firstmoverne indenfor minimalisme og downsizing i USA.
Den her var jeg begejstret for – både af den indlysende årsag, at den handler om noget, der lige nu optager mig meget, men også fordi jeg synes, at jeg sad tilbage med en optimistisk fornemmelse af, at der ligger mange muligheder i at tænke lidt ud af boksen. Nogle af dem, der bliver interviewet, er ret ekstreme, men alligevel synes jeg, at man bliver præsenteret for en essens af deres holdninger og ideer, der giver stof til eftertanke i forhold til eget liv og egne valg. En sætning, jeg stadig går og tygger på, er (citeret frit efter hukommelsen) “You can never get enough of what you don’t really want” – selvfølgelig møntet på teorien om, at overforbrug sker, når vi køber og køber og køber, fordi vi aldrig kan købe det, der i virkeligheden gør os lykkelige. I en ellers fremragende dokumentar, er jeg dog nødt til at nævne en enkelt scene, som gav mig lyst til at kradse mine øjenæbler ud, nemlig da en af hovedpersonerne går ud i ørkenen, og meget emo og dramatisk læser op af sin bog. Shit, det var træls. Der synes jeg med fordel, de kunne have anvendt en af de læresætninger, de brugte meget tid på at fremhæve, nemlig: “Does this add value to my life/movie?” For det gjorde det virkelig, virkelig ikke. Men resten af den lille film er hvert et minut værd, og har man bare den fjerneste interesse i dette emne, er den et must-see.

Thanks, Obama – David Litt
Jeg elskede den her bog, næsten lige så højt, som jeg elsker Obama selv. Jeg fangirl’er for vildt, og jeg skammer mig ikke engang over det. Bogen er en selvbiografi, skrevet af en af Obamas taleskrivere, og når man lige ser det set-up, lugter det af en opportunist, der gerne vil tjene penge på the rub-off, men når man læser den, er det slet ikke det indtryk man får. For det første handler over halvdelen af bogen om David Litt’s liv og tanker, inden han endte som en af de primære taleskrivere for POTUS, og for det andet foregiver han aldrig at have haft en personlig relation til Obama. Han skriver fænomenalt, og han er voldsomt underspillet sjov. På mange måder havde jeg det som om, jeg sad og læste en mail fra en af mine venner, der ved en fejl var endt i et afsindig vigtigt job, og nu både kritisk, rædselsslagen og selvironisk mailede mig anekdoter om sine arbejdsdage. Bogen tegner et virkelig fint tidsbillede af årene både før og under Obama, og hundrede pluspoint herfra for både at være underholdende og gøre klogere. En sidste ting man også må beundre er, hvordan David Litt formår at tegne et billede af et både sympatisk og ambitiøst menneske, udelukkende gennem beskrivelser af gerninger og adfærd. Jeg håber, at Obama selv har læst den, og elskede den ligeså højt som mig.

M2018, uge 6

(Se forklaring på M2018-konceptet her )

I den forgangne uge har jeg:

1)
spist alle de morgenmadsprodukter ned, som mine unger har svoret livslangt troskab mod, for så at vende dem ryggen efter én tallerkenfuld.

2)
sat konkrete ugedage på min madplan for den kommende uge. Jeg plejer at køre med løs madplan, fordi .. livet, ikke? Jeg køber ind til 2-3 retter, og så bliver det mit arbejdsskema for den pågældende uge i skøn forening med børnenes placering på ulve-skalaen, der bestemmer, hvad vi skal have hvilke dage. Men den sidste tid synes jeg ikke, det har fungeret. Vi spiser for meget unødvendig mad, forstået på den måde, at jeg egentlig helst vil have en rugbrødsmad til frokost, men ender med at spise rester, der sagtens kunne gøre det ud for et aftenmåltid, fordi jeg fejlkalkulerer, hvor meget (eller lidt) vi spiser. Mellemmåltiderne bliver et nummer for luksuriøse, og det bliver frisk frugt, og ikke frugt, der trænger til at blive spist, der ryger i smoothien. Når der er købt ind til de forskellige retter, får jeg totalt stress af, at alle råvarer ligger og råber: “SPISMIGNUELLERJEGFORDÆRVER” avocado-style (wop, wopwopwopwop, avocado-style), hver gang jeg åbner køleskabet. Så. Nu har jeg sat ugedage på, og lagt buffere ind, så det hele forhåbentlig kommer til at passe lidt bedre.

3)
revideret mit uge-budget i erkendelse af, at første oplæg ikke fungerede. Jeg startede 01. januar med at teste, om vi kunne leve for 600 kr. om ugen. Pengene i uge-budgettet skal dække mad og husholdningsartikler, mens jeg har kørt seperat regnskab for hhv. Brændstof og Andet (frisør, gaver osv). Det lyder måske lidt omstændigt, men det har vist sig at være nemmest for mig at styre på den måde. Vi kan sådan set godt leve for 600 kr., og øvelsen har været super god ift. at se, hvor lidt, der skal til for at vælte budgettet, men også hvor lidt det kræver at justere det, så det holder. Men det, jeg kan se nu er, at når vi lever for 600 kr. så bruger vi ALT – også basislageret. Og efter 7 uger rammer vi så det sted, hvor vi i samme uge mangler bleer, både her og til vuggestuen, der skal købes batterier, og alle skabe er tomme. Det kræver en tur med den store indkøbsvogn, og det kan jeg ikke styre; der går cheat-day i den, og den eneste, jeg snyder, er jo beklageligvis mig selv. Derfor prøver jeg nu at opjustere til 700 pr. uge, for at se, om det kan give så meget løbende opfyldning, at binge-shopping kan undgås.

Om minimalisme, bøger og konsekvenser

Inspireret af en lille snak, Jane og jeg havde i kommentarfeltet hos hende, lå jeg i nat og tænkte.

Hele ideen med minimalisme er indiskutabelt en god. Der kan ikke rigtig siges noget negativt om, at vi forsøger at trække bremsen ift. hvordan og hvor meget vi belaster miljøet og planeten.

Og det kan sagtens være, at det her handler om, at jeg først er kommet rigtigt mentalt ombord på projektet over det sidste års tid, og at den her diskussion er taget til hudløshed 600 andre steder på nettet. I så fald undskylder jeg på forhånd, og tager med kyshånd imod links, for jeg vil gerne være klogere.

Tankerne hos mig udsprang af, at Jane skrev, at hun helst låner bøger på biblioteket, frem for at købe dem selv. Jeg har selv flere gange tænkt, at det er det eneste, der giver mening ud fra et spar-på-ressourcerne-synspunkt. Men i nat kom jeg til at tænke lidt mere over det. For hvis ingen (eller få) køber bøger i butikkerne, hvem skal så skrive dem? Måske er jeg farvet af, at jeg kender en del, der forsøger at leve af at skrive, men min oplevelse er, at det er de færreste, der lige skriver en bog med venstre hånd, mens de passer et almindeligt 8-16-job med højre. Ordentlig litteratur kræver tid til fordybelse, tror jeg, og den tid skal vel finansieres? Eller hvad?

Jeg synes, at problemet er lidt i tråd med det, vi har med nyheder; vi vil gerne have dem (-ish), men vi vil ikke betale for dem. Derfor får vi aviser som Metro Express, og derfor er det åndssvagt svært at få (og beholde et) arbejde som journalist. Det ville være meget logisk, hvis det i sidste ende betyder, at færre søger ind på studiet. Diskussionen har bølget i mange år i mit fag: Giver det mening, at uddanne flere, end der er brug for? På den ene side poster man offentlige kroner i at sende folk ud i arbejdsløshed. På den anden side får man et meget mindre felt at tage af, og dermed bliver der potentielt også længere imellem de virkelig gode, ganske enkelt fordi der er færre perler i 10 østers, end der er 100.

Et argument for at undlade at købe bøger vil være, at der stadig er masser af mennesker, der køber dem, fordi det ikke er alle, der tiltales af den minimalistiske tankegang, og det tror jeg sådan set er rigtigt nok. Mit bud er bare, at det er et bestemt segment, der er optaget af minimalisme, og at det derfor vil være en bestemt type af forfattere, der vil blive pressede på at få tid til at lade ideer og tanker destilleres og nedfælde dem på papir, mens der stadig vil (og nu tænder vi fordomskarussellen) blive spyttet masser af krimier og reality-semikändis-biografier ud.

Frida havde feber i nat, så måske har jeg haft for god tid til at gå i selvsving, men jeg kom sådan til at tænke på en mand, jeg mødte i forbindelse med en tolkeopgave, som sagde, at om 50 år er der ikke arbejde til alle; simpelthen fordi vi til den tid har fået nedbragt vores forbrug nok til, at der ikke længere er brug for så mange mennesker i produktions-sektoren. Og da jeg i nat lå og holdt vagt og fangede undvegne sutter, spekulerede jeg på, om ikke det socialt kommer til at ramme skævt ad helvede til? For tror vi ikke, at det vil være en bestemt del af samfundet, der tager det hårdeste slag? Eller hvad?

Og hvad med alle de mennesker, der bliver overflødiggjort? Hvem skal forsørge dem? Løfter vi blikket og kigger 100 år frem, har tingene sikkert stabiliseret sig, og vi er tilbage til et samfund, hvor vi i langt højere grad er selvforsynende og får tiden og artens overlevelse til at gå med marker og får, men hvad pokker gør vi med alle de mennesker, der i mellemtiden kommer i klemme?

Ingen problemer bliver løst ved at rive jorden fra hinanden i sanseløst overforbrug, og derfor er minimalisme, downsizing og omtanke pr. definition de rigtige valg, men jeg vil meget gerne være klogere på de potentielle konsekvenser, som jeg ikke synes, jeg har hørt så meget om, så hvis nogen har links eller anbefalinger til bøger (#OhTheIrony), der omhandler dette emne, vil jeg meget gerne tippes.

God mandag derude, og en særlig tak til dig, Jane, for at give stof til eftertanke <3

M2018, uge 5

(Se forklaring på M2018-konceptet her )

I den forgangne uge har jeg:

1)
været i Odense Zoo (ok, lidt snyd; det var faktisk i sidste weekend vi var afsted, men den får lov at komme med alligevel). Vi var derovre for første gang i sommerferien, og da jeg stod og skulle betale ved indgangen, blev jeg ramt af den sædvanlige “Ej, men det ville da næsten være idiotisk *ikke* at købe årskort!” Det er en fælde, jeg er faldet i flere gange, end jeg gider at indrømme. Men fordi jeg med hele det her projekt fokuserer på, at vi skal bruge det, vi har – også de oplevelser, som vi har betalt for – blev jeg lørdag morgen pludselig optændt af den spontane ild, og spurgte børnene, om vi skulle over og kigge på pingviner. Det skulle vi, og sådan gik det til, at vi nu har tjent vores entre-penge ind igen.

2)
genindført min tradition med at have frosne pitabrød i fryseren. Bedre mennesker end jeg bager dem selv, men jeg lever fint med den færdigkøbte version. Jeg laver en ordentlig omgang af sådan en salat, der ligger et sted mellem coleslaw og råkost to gange om ugen, og det betyder, at stort set alle rester af kødsauce, baked beans, æggekage osv. kan konverteres til pitafyld. Det er en meget velsmagende måde at tilintetgøre sine rester på.

3)
købt en ny dukkevogn til børnene (den fungerer upåklageligt til både dinosaurusser og dukker), efter at have solgt nok af deres brugte legetøj til, at vi ikke skulle have penge op af lommen. Jeg har ledt efter en god brugt, men lige præcis legetøj af stof, er jeg hysterisk med ift. om det har stået ude/på loftet. Desuden er dukkevogne – viser det sig – noget af det legetøj, folk måske er en smule urealistiske omkring ift. hvad man kan videresælge det for. Men hele processen omkring anskaffelsen var faktisk rigtig fin, både fordi ungerne selv var med til at pege på, hvad de var færdige med at lege med, men også fordi de var mere interesserede, end jeg havde forventet, i det med, at der nu er nye børn, der får glæde af tingene, og at man kan spare op til noget, man gerne vil have, ved at sælge noget, man ikke bruger mere. Endelig har vi reduceret 10 stykker legetøj til ét, og det sætter jeg kvadratmetermæssigt stor pris på.

I want to ride my bicycle

Klokken er 16.33, det er fredag eftermiddag, og mørket begynder stille og roligt at falde på. Huset er så tyst, at jeg før måtte rømme mig for lige at være sikker på, at jeg ikke var blevet døv. Børnene er afleveret hos mormor og morfar, fordi jeg skal til fest, og jeg tror sgu lidt, jeg har glemt, hvordan man gør.

Inden jeg fik børn var jeg ikke typen, der stod på en bardisk hver eneste fredag og lørdag, men frekvensen af byture var indiskutabelt højere, end den har været de sidste mange år. Måske skyldes den lidt amputerede fornemmelse, at hele ritualet omkring At Gøre Sig Klar er en saga blot; tidligere strakte projektet sig over flere dage, så der var styr på hår, voksning, tøj, sjusser og aftaler om, hvor vi dullede op. Idag har jeg været på arbejde hele dagen, hentet en biblioteksbog, da jeg havde afleveret børnene, fordi det lige var nemmere end at skulle have alle mand ud af autostolene, og jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal have på.

Voksenhed og børn er én ting, men jeg tror heller ikke rigtigt, jeg har gen-lært at gå i byen i Esbjerg. I Aarhus var jeg dejligt anonym, og jeg kunne stort set té mig, som jeg ville. Den den luksus har jeg ikke her. Ikke på kändis-måden – alle hernede er bare altid nogens fætter eller forældre til børn, der også går i Mariehønsene, eller en del af det slæng, jeg aldrig har ønsket at dele by med igen.

Men måske er det som at cykle? Det får i hvert fald et skud, så nu vil jeg finde en playliste, der river tapetet af væggene, skrue HØJT op, skænke et glas vin og se, hvad der sker.

God weekend derude.

Ps: Der er sherifstjerner til dem, der spoiler X-Faktor

M2018, uge 4

(Se forklaring på M2018-konceptet her )

I den forgangne uge har jeg:

1)
holdt pause fra HBO og Netflix, og i stedet læst to af de bøger, jeg har liggende. Umiddelbart er det jo ikke et spare/downsizing-tip – og så alligevel. Selvom jeg er flittig bruger af biblioteket, ELSKER jeg bøger, og forvandler mig til Gollum, når jeg ser dem, og den der “you might also like”-funktion på amazon.uk? Den har mig *lige* på kornet. Men da det jo er hele hoarder-tendensen, jeg forsøger at komme til livs, skal bøgerne læses, og jeg må ikke låne eller købe flere, før jeg er i bund med dem, jeg har. ( – blev der sagt.)

2)
kørt en ‘lad-falde-hvad-ikke-kan-stå’-oprydning i køleskab og køkkenskab, da jeg alligevel stod og ventede på en gryde pasta, der skulle koge færdig. Bare lige 5 minutter, hvor jeg bladrede hylderne igennem, og stedte de madvarer til hvile, som jeg må erkende, jeg ikke får spist eller kan konvertere til noget andet. Det er faktisk en af de største udfordringer, når man har fået stop madspild ind under huden, synes jeg, simpelthen fordi man ikke længere bare smider ud. Men der *er* nogle få ting, som smager så træls, at man bare flytter rundt på dem, og som ikke kan bruges til noget af det, man ellers laver. I de tilfælde smider jeg det ud (hvis ikke andre kan bruge det, selvfølgelig) fordi det ellers bare er fyld, der spærrer for udsynet. Min oplevelse er, at den mest effektive udnyttelse af det, man har, kræver overblik over, *hvad* man har.

3)
endelig knækket rugbrødskoden. Det er millimeter fra at udvikle sig til en skriftlig udgave af Den Store Bagedyst, det her, men ikke desto mindre er det noget, jeg i lang tid gerne har ville finde en løsning på. Jeg er rugbrødsspiser, når det kommer til madpakken, fordi jeg ofte spiser i bilen mellem to opgaver. Det bliver noget rod med salat. Men jeg har virkelig irriteret mig over, hvor meget spild jeg har på lige præcis rugbrød. Køber jeg hos bageren, er det til bager-priser. Køber jeg en pakke Kohberg (anti-spons) er brødet tørt efter 24 sekunder, og der er grænser for, hvor meget øllebrød, man kan bede sine børn slæbe sig igennem. Jeg har flere gange prøvet at bage selv, men jeg hader at skære rugbrød med en inderlighed, der grænser til det religiøse. I onsdags kom jeg så pludselig til at tænke på, om ikke man kan bage det i en kageform, sådan lidt foccacia-style, og Lord behold; det kan man. Når man vipper flisen ud af formen, er det bare at skære den i sandwich-størrelse-stykker og fryse dem, så har man frisk(-ish) rugbrød i 8-10 dage. Helt uden at skulle skære noget i skiver.

I øvrigt:

* spekulerer jeg på, om der er nogen, der udtaler k’et i fransKbrød?

* vil jeg gerne slå et slag for at indføre faget Systematisk Navngivning på uddannelsen til Hvem-der-end-navngiver-bogligkvarterer. Når jeg har passeret Blommevænget og Æblevænget og Pærevænget giver det mig nærmest fysisk ubehag, at den næste vej hedder Søhaven.

* øver og øver og øver jeg at cykle ude i verden med Anton, der stadig kører, som om livet er et computerspil. Forleden kørte han “Krims Krams, mor!” som er det, vi andre kalder zig zag. Jeg havde på daværende tidspunkt råbt: “Kig, hvor du cykler! KIG!!” og “IND TIL SIDEN” så mange gange, at jeg tog mig selv i bare lakonisk at tænke, at der i det mindste ikke er flere tænder tilbage at slå ud #jahat

* åbnede jeg i aftes min terassedør for at tage en danskvand, og ind i stuen strøg den største kat, jeg i mit liv har set. Jeg glæder mig til år 2020, hvor jeg forventer, at min puls igen er faldet til normalt niveau.

* vil jeg gerne vide, om der findes nogle minimalistgrupper på fb for mindre rabiate typer end dem, der bruger æggeblommer som shampoo, og som bruger aftenerne på at skralde. (- og ikke på dén måde).

* ville jeg ønske, at Martin Krasnik var med i Mads & Monopolet hver eneste lørdag.

* er én af de største udfordringer ved ikke at bruge penge næsten, at jeg skal indstille mine indkøb af små papæsker i Søstrene Grene. Det tangerer et misbrug.

* har jeg lovet mig selv, at jeg, hvis jeg når de mål, jeg har sat mig i år, må købe den Kenwood køkkenmaskine, jeg har kigget langt efter de sidste to år. (Ingen spons, men Kenwood, I ringer bare.)

* vil jeg bare lige nævne, at hvis nogen derude er klar på at starte Folkebevægelsen Mod Gulerødder I Rugbrød, så er jeg frisk.

M2018, uge 3

(Se forklaring på M2018-konceptet her )

I den forgangne uge har jeg:

1)
opfundet hjulet, bare med boller. Jeg bager jævnligt boller til madpakkerne, men ender altid med at smide halve eller hele boller ud, og det har irriteret mig ad helvede til. Hvis jeg bager det antal, opskriften angiver, bliver de så store, at børnene ikke kan spise en hel hver. Bager jeg dem mindre, bliver de ofte så hårde, at Frida nærmest ikke kan gnave hul på dem, og kører jeg med halve, ender jeg med at smide tørre efterladenskaber ud. Nu har jeg løst det. I denne uge bagte jeg, af en portion der skal give 12 boller, i stedet 6 små “franskbrød”, som jeg – og nu kommer det – skærer i skiver. Der må klappes. Frida kan tygge dem, et minifranskbrød, som passer perfekt til os 3, er nemt at hive op af fryseren, og der er nul spild.

2)
endelig regnet ud, hvordan jeg husker at bruge håndcreme, og dermed får brugt de 7 (!) tuber, jeg har stående i skabet. Jeg bøvler med tørre hænder, og er derfor nem at friste med gode tilbud på håndcreme. Problemet er bare, at jeg ikke får det brugt. Det står og står og står. Jeg har prøvet at stille det lige ved siden af håndvasken, ganske uden effekt. Men i sidste uge tømte jeg den klassiske Biotherm bodylotion med pumpe, og kom til at tænke, at det måske kunne gøre tricket. Og det gør det. Hvorfor jeg kan overskue at trykke på en pumpe, men ikke at vippe et fliplåg af, må gå over i historien som et af livet store, ubesvarede spørgsmål, men nu fylder jeg alle de ensomme, forladte håndcremer, der har henslæbt tilværelsen i et lukket skab på badeværelset over i the artist formerly known as Biotherm, som har fast adresse lige ved siden af håndsæben, og jeg er allerede igennem den første tube.

3)
holdt fødselsdag for familien, og efterfølgende skrevet i Min Bog, hvor meget, der blev spist. Jeg startede på bogen forrige år til jul, og bruger den til at skrive de højtidsrelaterede ting, som jeg hvert år er sikker på, jeg kan huske året efter, men som jeg efterhånden har lært, at det kan jeg ikke. F.eks. at jeg *har* købt kalenderlys (på udsalg), så jeg ikke styrter ud og køber et nyt, og hvor mange æbleskiver, vi spiste, da det var vores tur til at holde adventshygge. Jeg har udvidet bogen til at gælde for alt, hvad vi fejrer, og skriver nu også i, hvor meget, der er blevet spist, når vi har holdt fødselsdage. Umiddelbart kan det virke som overkill, og det bliver det måske også, når jeg engang er blevet bedre til det, men jeg er åbentbart reinkarneret fra noget husmor i 1950’erne, som levede i kronisk angst over, om der var mad nok, så jeg laver alt, alt, ALT for meget mad, kan jeg se. Måske bliver det ekstra grotesk at se på, fordi jeg er blevet ret god til at ramme den rette mængde i hverdagen – i hvert fald er det rart at kunne hive bogen frem, når man skal invitere til børnefødselsdag, og tænker, at sådan nogle børn da nok kan spise en bradepande pizza hver, og så sort på hvidt kan se, at 12 børn sidste år spiste 1,5 bradepande. I alt.