Junk food, din billige distanceblænder.
De fleste kender vel fornemmelsen af at være forelsket i forelskelsen. Lysten til at opleve de emotionelle rutcheture kan være så voldsom, at man glemmer at forholde sig til det stakkels objekt, man kaster sin forkvaklede kærlighed på, (her taler jeg selvføligelig om De Andre. Hverken jer eller mig. Det siger sig selv.) og man kan som regel holde den gående et par uger, før virkeligheden kommer farende ind af døren og tænder lyset.
Sådan er det også for smagsløgene at være gravid. Man kan have uFATTELIG lyst til et eller andet, og når man så får fingrene i det, smager det bare ikke overhovedet som a) det plejer eller b) man havde forestillet sig.
Kaffe smager f.eks. halvdelen af tiden af metal og klap-sammen’ere med leverpostej har en kedelig tendens til at smage af pap. Den eneste undtagelse indtil videre er vaniliekranse, som benhårdt insisterer på at smage præcis som de skal.
Sidder lige og kigger på det afsnit, og konstaterer, at jeg kulinarisk set ikke er ret sofistikeret.
Nå, men for et par måneder siden sad jeg og snyltede på et par veninders bytur, som havde været lige efter bogen med rødvin, pinligheder og et besøg på Gerners grill på vej hjem. Og lige der *BAM!* fik jeg ustyrlig lyst til junkfood. Fritter og en slatten burger af den slags, der modsætter sig ethvert forsøg på at tilføre den næring i form af fibre eller salat.
Måske har jeg taget skade af alle årene i fitnessverdenen, men for mig er det at blive taget i at spise den slags, ligesom det ville være at blive taget i at stjæle. Det er derfor noget, jeg kun begiver mig af med i nattens mulm og mørke, når alkohol i forvejen har skyllet alt, hvad der hedder hæmninger væk, eller når jeg er på ferie, hvor ingen kender mig, og det derfor ikke tæller.
Jeg holdt stand i næsten 2 uger, før jeg til sidst knækkede og en sen fredag aften sneg mig hen i pølsevognen på Harald Jensens Plads – hvor jeg blev målløs over, at helt almindelige mennesker stod og åd cowboytoasts og drak Cocio, som om det bare var i orden, og ikke engang nåede at tygge af munden, før de bestilte en frankfurter til lige at skylle ned med. Fuldstændig uden skam.
Den slags ryster mig i min semi-spiseforstyrrede grundvold.
Jeg fik mine fritter og min franske hot dog i en pose, stak den under jakken, løb hjem, så hurtigt mine små tykke ben kunne bære mig, og kastede mig over maden.
Som selvfølgelig smagte af absolut ingenting.
Det er sidste gang, jeg er mine vaniliekranse utro.
27. oktober 2010 @ 19:05
Jeg skal nok lokke dig i uføre igen når jeg lige om snart kommer med mine luksus havregrynskugler og hjemmelavede Bounty 🙂 Kan godt få de der Karen Wolf ringe til at blegne 🙂
27. oktober 2010 @ 19:44
SÅ sandt! Det er som gravid, at man har allerallermest brug for at kunne stole på ens smagsløg. Og så svigter de én, så man kan stå alene og skuffet med sin juice-der-pludselig-smager-af-æblevin og hakket-kød-der-stinker-af-råddenskaw. Meget, meget træls. Interessant at du kan stole på vanillekransene. Jeg kunne i sin tid kun stole på tandsmør (på hvidt brød, forstås. Rugbrød gav en sær kvalme). Har haft en svaghed for smør lige siden.
27. oktober 2010 @ 20:59
Jeg gad HELT vildt godt, at slik og kage pludseligt smagte klamt. Eller af ingenting – det kan også gøre det… Det ville måske gøre det mere attraktivt at pille lidt ved frugtfadet, istedet for at langtidsdykke i den tilsyneladende selvopfyldende slikskål på jobbet – rygrad er slet ikke nok her!
28. oktober 2010 @ 05:44
Jeg synes, at det er en sød historie. Desværre er det tit sådan, at det der hypes i ens eget hoved tit ender med at være en anelse skuffende.
Inklusiv junk food, åbentbart.
Jeg kunne med det sagt virkelig godt drikke en cocio lige nu
28. oktober 2010 @ 08:38
hahaha! right on! Jeg sidder her i uge 37 og har spist en pose chips til morgenmad (kørte sgu i bil efter den og stod foran alle pensionisterne da lokal chips-forhandler åbnede). Jeg vågnede i nat og kunne ikke tænke på andet end Kims. Skruer. Med paprika. Og jeg spiser ellers aldrig chips. Nu er posen væk. Og jeg skal never ever spise den slags underlødighed igen. Mht til at købe hvad man craver NUNU, så er det virkelig en underskudsforretning. Har pt appelsinjuice, ristede løg, Philadelphia ost, kammerjunker, kakaomælk og smarties til at ligge og rådne fordi der er taget af det hele én gang – og derefter er alt blevet forvist til skammens og kvalmens nederste hylde i køleskabet (-kan smarties overhovedet rådne?)
28. oktober 2010 @ 15:50
K: Man må ikke skrive det, hvis man ikke mener det!
Carp: Så du mener, at det bliver ved?? Det bliver dyrt!
T: Jeg er ked af at sige det, men fordi det smager underligt, betyder det ikke, at man lader det stå. Idiotisk nok.
Mads: Skål!:)
SPN: Det lyder meget som mine skabe, det der. Jeg håber fandme, at det holder op på den anden side.
Og mht Smarties, så bare rolig: De rådner i hånden – ikke i munden:)
28. oktober 2010 @ 15:55
Vaniljekranse rules som det siges i biblen.
One krans to rule them all 🙂
Det er vaniljekransen 🙂
29. oktober 2010 @ 19:37
som lille T
3. november 2010 @ 15:46
Jeg har aldrig i mit lange, lidt over 19-årige liv smagt Cocio.;-O
Kakao – ja. Men Cocio? Nej, det må jeg købe en dag – nu, hvor nogen har fået mig til at tænke på det igen efter en lang pause, hvor ingen har nævnt Cocio som åh-så-lækkert-det-skal-bare-haves-NU! Til gengæld hører jeg hele tiden "Ben & Jerry's" og "Paradisis" blive nævnt i diverse kroge – som jeg heller ikke har smagt.
Det er ulempen ved at omgås unge mennesker hver dag på en uddannelsesinstitution; at alting får fancy navne, så det lyder dobbelt så spændende, som det måske er – undtagen hovedpinepiller; de hedder stadigvæk bare Panodil.