I øvrigt:

* er mine børn blevet raske(-ish). Gud ske tak og lov, praise Allah, og tusind kys på den hellige jomfrus bare fødder. To syge børn i en uge. Hvor skriver man sig op til lægeordineret heroin?

* har jeg lige brugt 4 minutter af mit liv, jeg aldrig får igen, på at google “heroin” fordi jeg stadig ikke har fundet ud af, hvordan man bruger stavekontrollen på en mac, og ikke gennem mine tæppetykke øjenlåg kunne se, at jeg havde skrevet ‘herion’. Når de siger, at søvn er overvurderet, lyver de. Virkelig meget.

* startede jeg mandagen med at HAMRE havedøren i, uden først at sørge for at flytte min finger. Passende nok var det fuck-fingeren. Det gjorde så ondt, at der gik en hel putning, før jeg opdagede, at jeg nærmest styrtblødte ud fra det hul, hvor der før havde været brugbart og værdsat kød. Heldigt, at man ikke rører ved ret meget, når man skal have lagt et barn i en barnevogn. Ffs.

* har vi, 3 huse henne, fået vores helt egen knallertbande her i ghettoen. Hvis nogen spekulerer på, hvor meget det larmer, når man tuner den slags helvedesmaskiner, er de meget velkomne her: Vi har have ud til 1 km ren, lige asfalt, hvor man kan gasse op og køre om kap i én uendelighed. Jeg har det efterhånden som den bamse, Anton havde, da han var lille, der, når man trykkede den på den ene pote, metallisk råbte: “Giv. Mig. Et. Hus!” Virkelig. Giv mig et. Pretty pretty PRETTY please. (Ok, så måske sagde den “knus”, men det *lød* som hus.)

* har jeg med nærmest klinisk interesse iagttaget, hvordan min irritation over fuldstændigt ligegyldige ting, stiger proportionalt med mit underskud. Blev således igår så utrolig rasende på en hipster med solskærm – ja, solskærm. Som dem, Whamdrengene har på i videoen til Club Tropicana – der sagesløst kom gående på fortovet, at det krævede AL min viljestyrke ikke at køre ham ned.

* ønsker jeg mig en myndig voksenlyd at udbryde, når edderkopper sniger sig ind på mig, i stedet for det uværdige børnehyl, jeg for tiden opererer med.

* har jeg skrevet til skolelederen på Antons kommende skole og spurgt, hvornår vi får beslutningen om udskydelse på skrift fra dem (indtil nu har vi den kun i referat fra mødet i sidste uge). Den præcise formulering var: “Jeg spørger, så jeg kan få fred i sjælen og sove om natten, og ikke behøver at frygte, at nogen med hugtænder og trang til at statuere et eksempel kommer og råber: “IKKE ALLIGEVEL”. Jeg har efterfølgende haft en lang snak med mig selv om, at det ikke i alle sammenhænge nødvendigvis er hensigtsmæssigt bare at skrive, hvad man tænker.

* erklærer jeg hermed min hestehale for værende min signaturfrisure; man behøver således ikke længere at ligge vågen om natten, hvis man har glemt at sige til mig, at: “Det bare er SÅ pænt til dig med løst hår! Det skulle du tage at gå noget mere med!” Det kommer ikke til at ske. Nogensinde. Jeg bliver fuldstændig utilregnelig, når jeg får mit hår i øjnene, ligger på det eller får det i klemme under baren, når jeg træner. (Ja, jeg overlad det blot til mig at få vredet en kompliment ud af hænderne på dig og forvandle den til fornærmelse.) Så. Signaturhestehale. It’s fashion, baby. Look it up.

* er Frida begyndt at fægte så meget med armene, når man giver hende mad, at det leder tankerne hen på et pinball-spil, hvor præmien for at komme igennem et level er, at man ikke er nødt til at skifte tøj til sidst.

* bliver jeg ved med at tabe de samme to kilo og tage dem på igen, så hvis nogen ligger inde med forrygende snackopskrifter, der kan fremstilles på 24 sekunder og indeholder 1 kcal pr. 1000 gram, så hold jer endelig ikke tilbage i kommentarfeltet.

* har jeg brug for at opponere inderligt og højlydt imod Bilkas nye påstand om at være et “hyper-marked”. Hold nu KÆFT, hvor er det dumt.

* kan jeg godt selv høre, hvor utrolig sur og træls jeg lyder, så nu går jeg ud og lægger mig i blød i kaffekanden i 7-8 timer. Undskyld, møs og god-tidlig-nat.