*læste jeg for et par uger siden en artikel om, hvor problematisk det er, at unge mennesker ser porno, fordi det påvirker deres opfattelse af sex. Det fik mig til at tænke på, at jeg faktisk synes, at alle de vlogs, som diverse YouTube-børnefamilier lægger op, forvrænger virkeligheden tilsvarende, for alt er så utrolig smukt og velfriseret. Her er ingen, der er sure, og alle dage er fyldt med slik, kage og unboxing af ting, man ikke selv skal finde penge til.
*har jeg brugt lang tid på at tænke over, om jeg synes ovenstående også gælder for blogs og influencers, men tror, jeg er nået frem til, at de alligevel adskiller sig, fordi målgruppen er ældre (jeg mener – man skal lige kunne læse), og dermed forhåbentlig også en smule mere kritisk. Eller hvad?
*kørte jeg forleden forbi en hestetrailer, som efter påskriften at dømme indeholdt hoppen Cognac Conny, og hvis ikke det det bedste navn til en hest *nogensinde*, så ved jeg ikke, hvad er.
*skal jeg lige høre, om der er andre end mig, der bruger tricket med kun at øse nye madvarer, man gerne vil lokke i sine børn, op på egen tallerken, for derefter “modvilligt” at lade børnene smage, når de spørger, hvad det er?
*tror jeg på mange måder, at Frida føler sig som min jævnbyrdige, voksne roommate. Forleden kom hun gående igennem stuen, iført bukser, der var så beskidte, at de lignede noget, hun havde gravet op af jorden.
Mig: “Frida, vil du være sød at tage et par rene bukser på?”
Frida, i det mest perfekte fake-beklagende, kundeservice-ekspedient-der-giver-minus-23-fucks-for-din-klage tonefald:
“Nej, desværre”
Jeg kan ikke finde ud af, om jeg er stolt eller rædselsslagen.
*er jeg i gang med 3. sæson af Handmaid’s Tale, og jeg ved ikke hvorfor, men der er noget ved den serie, der giver mig lyst til at udskifte alle mine hilsner med Blessed day og Under his eye. (Selvom The Lord overhovedet ikke behøver at open noget som helst her).
*var vi til fest i børnehaven i fredags, hvor forældrerådet havde inviteret Naturnørden, som til lejligheden havde medbragt lidt forskellige dyr. Det viser sig, at jeg ingen problemer har overhovedet med at have slanger om halsen og mus i hånden, når alternativet er en kæle-snegl på størrelse med en honningmelon.
*fatter jeg ikke, at det i dag er 18 år siden, verden for altid blev delt i et før og et efter.
Tak, så vil jeg også langt foretrække mus og slanger. Adr for en slimet kæmpe-kolos. Sikke et slimspor den må kunne trække (Hold lige min kop, mens jeg går ud og brækker mig)
Mht mad har jeg faktisk ikke prøvet dit trick, måske man skal… Jeg er (Praise the lord!) velsignet med to børn, der kun er moderat kræsne. Jeg har indført den regel, at man må have en liste på 3 ting, som man IKKE spiser! …og heller ikke bliver tvunget til at smage på. (Min liste er: Rosiner, grøn peberfrugt og kaffe).
Når de brokker sig over, hvad jeg serverer, minder jeg dem om, at mor i sin store nåde ikke har lavet noget fra nogen af deres lister. Så plejer der at brede sig ro, ved tanken om at mor jo kunne have serveret noget fra listerne (som pt indeholder ting som “verdens stærkeste chili” og karrysild).
Åh, jeg er så utrolig på linje med dine børn ift. sild. Føj, føj, FØJ!
Og det er en virkelig god regel; reglen om 3. Min udfordring er, at mine børn bare undlader at spise, hvis jeg serverer noget, de ikke vil have. Særlig Anton kan holde den kørende hele dagen, stort set uden brændstof, hvis alternativet er noget, han ikke vil have. Så jeg ser mig nødsaget til at bruge alt, hvad jeg kan ryste ud af ærmet af snydetricks:)
Så er det nu jeg lige griber silde-referencen og fortæller, at jeg kon-se-KVENT tænker på dig, Linda, når jeg står og beskuer svigerfamiliens årlige julebord med minimum tre slags sild. Fordi du engang for mange år siden skrev at dét med at tygge i sild mindede om at tygge i noget andet (jeg kan ikke skrive det). Sætningen er ætset fast i min hukommelse og jeg takker derfor pænt nej til førnævnte spise kaste-op-smiley
Ej, men kæmpeundskyld! Jeg er selv nærmest handikappet af det; da børnehaven holdt julefrokost sidste år, fortalte pædagogen glædestrålende om, hvor mange stykker sild, Frida havde spist, og jeg var 2 mulehår fra at kræve en fuld spuling af mundhulen i sprit og mundskyl.
Cognac Conny er utroligt smukt. Det passer også perfekt til Kaspers yndlingsdyrenavn, som han aldrig har fået lov at tildele nogen endnu: Smukke Johnny.
Den der snegl på størrelse med en melon… Altså sådan ægte den størrelse? For jeg ved ikke, om jeg kan leve i en verden, hvor den slags eksisterer. Jeg har det i forvejen temmelig kvalmeagtigt med at finde ud af, mine nye pligter som hundeejer inkluderer dræb-alle-snegle-i-haven-så-de-ikke-giver-din-hund-hjertelungeorm. Jeg har brug for en LANG pause fra snegle.
Du kan google Afrikansk kæmpesnegl og selv se:) (eller måske undlade at gøre det hvis du ikke er til snegle… alternativt er Congo snegle mindre men stadig større end dem herhjemme)
@Nadia: Smukke Johnny & Cognac Conny kunne også sagtens være et up-and-coming dansk top band?
Det er den ægte størrelse, Nadia. Den fyldte hele håndfladen på en voksen mand. Jeg troede, jeg skulle knække mig, hvor jeg stod. Fy. For. Helvede.
Nu fik du lige placeret den hestetrailer så centralt i hovedet på mig, at jeg lige har læst ordet ‘hastebehandler’ som ‘hestehandler’, hvilket gjorde det temmelig vanskeligt at få mening ud af det, jeg lige sad og skulle zoome ind på.
Men ja, jeg har selv tænkt på nine-eleven i dag – den må aldrig glemmes!
Jeg har brugt timerne, siden jeg læste din kommentar, på at tænke på, hvor sjældent man egentlig har brug for ordet ‘hestehandler’ og hvor meget ravage, det må lave i stort set enhver tekst. Jeg beklager! 😀
Jeg tænker, at Frida går en stor fremtid i møde. Måske ikke lige i servicebranchen, men den attitude vil få hende frem i verden.
Og jeg har lært, at hvis jeg vil have mine drenge til at gøre noget, skal jeg udstikke en direkte ordre og ikke spørge om de vil et-eller-andet, hvis de reelt ikke har et valg. Og det har de sjældent, her hjemme hos Sure Mor. Efter toiletbesøg (hver eneste gang. Hver.eneste.gang) “Anton, har du vasket hænder?” “Øhm, nej” “Vil du være sød at gå ud og gøre det?” “Ikke lige nu/nej” er blevet til: “Anton, vask dine hænder. Med sæbe.” “Jamen, bla bla bla” “NU”.
Ha ha, sådan ruller vi også herhjemme. “Du skal lige gå ud og tage dine sko af! “jamen, jeg skal liiiige…”, “nej, det skal du lige gøre nu!” De retoriske spørgsmål preller også fuldstændig af på min datter.
Jeg tror, at 9/11 er denne generations Mordet på JFK, hvor alle i mine forældres generation kunne huske præcis, hvad de lavede, da de fik at vbide, at han var blevet skudt. Jeg kan også huske at tænde for fjernsynet, se det ene tårn brænde og tænke at det var sgu da en underlig film, der bliver sendt her midt på dagen… Indtil sandheden gik op for mig. Det er helt vanvittigt, at der er gået 18 år, og samtidig kan jeg næsten ikke huske, hvordan verden var før.
Åh, jeg bliver bare somme tider så træt af kun at begå mig i bydeform; kender I ikke det? Og måske er det ekstra slemt for tiden, fordi begge børn simulatant har ramt en fase, hvor alt skal forhandles og intet – INTET – jeg siger, godtages uden kamp. Så efter en hel dag fyldt med “Du skal lave lektier NU!!” og “Du skal selv tage skoene på!” så forfalder jeg somme tider til den lidt blødere retorik – hvilket, som vi alle kan se, straffes øjeblikkeligt. suk
Og det er vildt, at du skriver det med JFK, B, for det var PRÆCIS det, jeg tænkte, da jeg skrev det.
Jo. Og jeg er helt generelt virkelig træt af at være Sure Mor. Så nogle gange beder jeg, sødt og pænt, Anton og Emil om at hjælpe mig med et eller andet overskueligt, hvor de kan sige nej uden at få brølet en kommando i hovedet. Som regel siger de også ja til det. Og så tænker jeg, i 20 sekunder, at jeg vel nok har nogle søde og dygtige børn.
Og så er der igen en eller anden, der ikke har trukket ud i toilettet eller vasket hænder eller har smidt alt sit crap lige indenfor hoveddøren og så begynder vi forfra… Men jeg vil så også sige, at det betaler sig at være vedholdende med de ting, man synes er vigtige. Begge lømler tager nu pr refleks deres tallerken over til vasken når de er færdige med at spise og de er også holdt op med at blive totalt teatralske, når de bliver bedt om at tage ud af bordet. Da Anton vendte øjne og himlede “hvorfor skal jeg også gøre ALTING her i familien” fik han en detaljeret opremsning af alt det hans forældre havde gjort for HAM den dag, og så har der ikke været så meget brok over den to-minutters indsats siden. Jeg stiller ikke særligt mange krav til mine børn synes jeg, men udover at de (fandeme) skal vaske hænder efter toiletbesøg, skal de som minimum rydde op efter sig ved bordet, sige ‘tak for mad’ og ‘farvel og tak for i dag’ når de går hjem fra en legeaftale. Og så kan vi bygge ovenpå herfra, så vi til sidst ender med, at de faktisk GØR alting her i familien. 😈 #kæfttritogretning
Jeg kan også sige nøjagtig hvor jeg var, da de fly ramte ind i Twin Towers. Det ændrede verden for os alle og ikke til det bedre.
Ha ha, jo – jeg har udviklet den særlige disciplin “bydeform med luft på stemmen”, fordi jeg heller ikke gider at være den sure mor altid. Men ja, et øjebliks svaghed, og straffen falder prompte! Kender det alt for godt 🙂
Den med grøntsagerne, virker også med negleklipning. Han tigger og beder om at få lov at prøve, og jeg giver mig først når aaaalle mine er klippet og renset 😈
Jeg rejser mig for dig og klapper! Man er ikke fri for at føle sig en smule genial, når man får ram på dem, uden de opdager det gnæg
Hold kæft det er genialt !!
Ja, det er så vildt, at det er 18 år siden!
Husker tydeligt, at jeg var i Fona efter skole med min veninde for at kigge efter CDer, og på et fjernsyn derinde så vi, at flyet fløj ind i World Trade Center. Men lige der anede vi jo slet ikke, hvor skelsættende den begivenhed blev.
Jeg var lige trådt ind det fitnesscenter, der blev startskuddet til alting for mig. Stod for foden af trappen, hvor der hang et fjernsyn, og mens vi alle så til i vantro, ramte fly nummer to. Det må være en af de enkeltbegivenheder, der har haft størst betydning for menneskeheden.
Haha, Cognac Conny! Heste får de underligste navne. Jeg kendte engang til en hest, der hed Sunshine Henning…………….
Jeg fik ikke kommenteret forleden, men tak for et super informativt indlæg om, hvordan man som hørende skal opføre sig i tolke-situationer.
Hvor er jeg bare glad for, at det kunne bruges!
Cognac Conny & Sunshine Henning kan virkelig også noget sammen?
Markedsføringsloven har desværre nogle gigantiske huller, når det kommer til influencer-markedsføring. Simpelthen fordi lovgivningen på det område er blevet overhalet gevaldigt indenom af udviklingen af sociale medier og ‘content maketing’.
Og det er min fulde overbevisning, at så længe den lovgivning, eksempelvis, tillader at en influent selv kan bestemme, hvordan et indlæg/post/osv. skal markeres som spons (og hvor henne, den mærkat skal sidde), så vil der, uanset alder, være læsere, der ikke lige er klar over, at man skal tage det følgende med et gran salt. At det, der vises frem i pæne, douche nuancer tilsat masser af filter, i bund og grund er reklame for et produkt. Og at mediet, det lægges ud på udgør en nøje udvalgt og stærkt redigeret version af den livsstil, afsenderen ønsker at vise frem.
Ligesom porno vel er en stærk redigeret og kurateret version af sex?
I forhold til skrevne blogs er der ikke noget at rafle om: Der skal du angive over indlægget, hvis noget er reklame, og det skal stå med skrifttyper, der er lige så store eller større end overskriften. Så vidt jeg ved, må du ikke kalde det ‘I samarbejde med’ eller ‘spons’, men skal bruge ordet ‘reklame’ eller ‘betalt indhold’.
Jeg ved ikke, hvordan det forholder sig for vlogs, men mon ikke også der er nogle retningslinjer, som er ret utvetydige?
For mig opstår problemet, fordi der er så utrolig mange gråzoner; for de store virksomheder ved godt, hvad de må bede bloggere om. Men hvad nu, hvis jeg er ny blogger, og min veninde har åbnet en cafe. Jeg har spist dernede uden at betale for det et par gange, men det er ikke noget, nogen af os har opfattet som andet end ‘det er hyggeligt, du sidder i baren og holder mig med selskab i de døde formiddagstimer’. Jeg beslutter mig nogle måneder senere for at skrive om caféen, fordi jeg, ærligt og oprigtigt, synes, at det er et godt sted. Er det spons?
Eller hvis jeg er blevet klippet som betaling for et indlæg, som jeg har skrevet, og klart og tydeligt markeret som spons – og jeg så måneden efter laver et indlæg for et nyt kaffested, hvor jeg står med min cykel (som jeg skrev et korrekt markeret spons-indlæg om for 4 måneder siden) og en kop to-go kaffe ved åen i Aarhus; hvor meget af det skal jeg så gen-markere? For når folk spørger til mit hår/min cykel/mit tøj, og det reelt er noget, jeg har modtaget som betaling, så bør jeg vel nævne det? Eller hvad? Og hvor længe?
For et par år siden skrev en stor, anerkendt blogger, som på alle måder fremstår som sympatisk og reflekteret, et reklameindlæg for Krifa, som endte med at eksplodere mellem hænderne på hende, fordi 90% af læserne reagerede med kritik af budskabet. Den sag fulgte jeg meget med i, fordi det for mig var et ret interessant dilemma. I første omgang forsøgte hun at lukke den ned med korte svar, men efterhånden som modvinden tog til, blev det sværere og sværere at forsvare og forklare. Og dét, som i min optik blev rigtig interessant var, at hun til sidst blev tvunget til at vælge mellem at erkende, at hun reklamerede for noget, hun ikke stod inde for (og dermed bide hånden, der fodrer hende) eller holde fast i et budskab, som ville slå ret store skår i det image, hun har brugt år på at opbygge, og dermed underminere hendes troværdighed.
Jeg tror faktisk, at de fleste blogger også ville ønske, at der var klarere linjer, for det er svært at ramme rigtigt, når man ikke ved, hvad man sigter efter.
Det helt konkrete problem er nok, at det et svært at sige, hvornår en blogger forvandler sig til en influencer, og dermed bør være underlagt regler, der ligner dem, dagbladende skal følge. Men det er en interessant diskussion, og jeg følger med i alt, hvad der kommer af nyheder om emnet.
På lejrskole med 26 skønne børn, hvor der var en muslim, havde jeg en halalkødpølse med, “var lige ved at kalde den noget andet”. Den blev det største hit, især efter at jeg havde fortalt, at de nok ikke kunne lide den.
Haha – det er altid en kæmpesejr, når man får dem til at spise noget OG de tror, at de selv har forhandlet sig til det:-D
Jeg har en dreng på 14 og har måttet lægge all blufærdighed på hylden og give det store foredrag om hvordan sex egentlig er. Jeg tror han i skræk for nok et foredrag, er holdt op med at se porno. Og med hensyn til de der striglede vlogs og interiørblogs, så fnyser jeg bare ad dem, med mindre de har nogle gode opbevaringsløsninger. Men jeg mistænker at alt deres l*** bare står bag kameraet eller inde i skabet når de filmer.
Frida har fundet en familie, som hun bare synes er SÅ hyggelige at følge, og jeg kan. bare. næsten. ikke. Det er så opstillet og skabet, og der er aldrig nogen, der skal i børnehave eller bliver ægte sure eller kede af det. Jeg ved godt, at sådan er underholdning, men det ligger bare så tæt op ad virkeligheden, at jeg er bange for, at man, når man er barn, måske godt kan komme til at synes, at sådan burde hverdagen også se ud i ens eget liv. Men jeg har svært ved at forbyde hende at se dem, for jeg ved ikke engang, hvordan jeg skal forklare hende, hvorfor jeg synes, det er problematisk.
Jeg kan godt lide formuleringen “jeg vil have…”
“Jeg vil have du tager rene bukser på” – “Jeg vil have du træner minimum to gange om ugen” (til teenageren 🙄😂)
Ikke total bydeform – men alligevel tydelig.
Og Åhh ja – 9-11. Den dato gør altid noget ved en 😢
Og det vigtigste må være at finde den gyldne formulering, som både er effektiv, og som man selv kan leve med:)