Jeg er meget i mit hoved for tiden. Både på den konstruktive måde, hvor jeg tænker tanker, der giver indsigt og forståelse, men også på den måde, hvor tankerne føles som at træde på speederen i en bil, der ikke er i gear: Høje, larmende og uden fremdrift.
Jeg har fået meget ud af det, jeg lærte af at skrive lege-indlægget, for efter at have opdaget, at den manglende leg i bund og grund handler om, at Frida er langt, langt mere socialt anlagt end Anton og jeg, forstår jeg bedre, hvad det er, der sker.
Det har, lidt uventet, taget luften ud af nogle konflikter også, fordi jeg nu pludselig fatter, hvad de handler om. Jeg har f.eks. aldrig forstået, hvorfor Frida lod til nærmest at blive vred over hjemme-eftermiddage, men nu forstår jeg, at hvor Anton og jeg bliver drænet af selskab, når vi er trætte, så får Frida energi af at være sammen med andre mennesker. Og så giver det hele meget mere mening, og jeg kan kravle ned fra mit ‘når jeg nu har prioriteret en rolig hjemmeeftermiddag for JERES skyld…’-kors.
Hun er stadig for lille til selv at cykle ud i verden og besøge sine små mennesker, men alene det, at jeg ved, at det bliver anderledes på et tidspunkt og i mellemtiden kan prøve at fylde på med så mange aftaler, jeg kan lave – og overskue – hjælper på det.
Irriterende nok har det også betydet, at jeg pludselig kan se min egen rolle i det her. For nu, hvor jeg ikke har opmærksomheden parkeret i at forsøge at forstå, er der frigivet overskud til at se indad. Og jeg kan se, at jeg faktisk heller ikke kan aktivere mig selv. Hej nedtursmenneske. For inden jeg fik mine børn, havde jeg hænderne i 1000 projekter, og hvis jeg ikke var i gang med nogle af dem, var jeg i gang med noget fitnessrelateret. Men eftersom jeg ikke underviser mere, og helt selvvalgt har skåret både fra og væk, fordi jeg gerne vil ned og stå på flad fod, har jeg faktisk ikke længere noget, der ligger og venter på, at jeg kaster mig over det.
Hvilket jo var det, jeg ville.
Og så alligevel.
For problemet er nok, at jeg nu har mere overskud i hovedet, end jeg har haft de sidste 4 år, men jeg har stadig 90% af min tid besat med praktiske gøremål og børn. De 10 overskydende procent er nye og uvante, og jeg ved ikke, hvad jeg skal fylde i dem, for det stadig skal være noget, jeg kan tåle at blive afbrudt i, og som ikke stresser mig, hvis jeg ikke når det.
Så altså. Det er da i hvert fald gået op for mig, hvor meget jeg også selv har aktier i følelsen af, at jeg enten skal lave noget praktisk eller underholde børnene – for jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal lave. Og måske er det alderen, eller måske er det et resultat af at have løbet så stærkt så længe, men når jeg uventet pludselig har tid i overskud, så kan jeg slet ikke finde ud af gøre noget med den. Jeg har hele tiden sådan en sitrende, kravlende rastløshed i kroppen, der byder mig at gøre noget, så jeg er med og foran. Jeg har det som om, jeg er på flugt fra mig selv, men jeg ved ikke, hvad jeg stiller op med den erkendelse, og tankerne kører i ring.
Men med det stigende antal legeaftaler i vores liv, begynder Anton også at efterlyse selskab, hvilket glæder mig inderligt, og det er endnu et af de steder, hvor Frida har vist sig at være en lille, fin motor, der trækker Anton med ud på nye, uopdagede vande. Timingen kunne ikke være bedre, for vi begynder så småt at forberede hans skoleskifte, og jeg bruger hans nyopståede ønske om legeaftaler til at nudge ham til at deltage i legegrupper og fødselsdage herude; noget, han ellers indtil nu har undslået sig, fordi det har været for meget for ham at engagere sig to steder.
Jeg har haft det første møde med hans kommende lærer, som virker dygtig og empatisk, både klassen og forældregruppen virker god, og jeg glæder mig som et barn til juleaften til at sige farvel til skolebusser og logistik. Det bliver fantastisk at få alle mand samlet under næsten samme tag, og kun at have ét hold børn og voksne pr. barn at forholde sig til.
Så som jeg hørte en kvinde sige for nyligt: Vi er i en tid, hvor det på overfladen ikke ser ud som om, der sker så meget – men det betyder ikke, at der er ikke er forandringer på vej.
Du skal da til at strikke. Der kommer så meget ro på tankerne, når den ene maske tager den anden. Og så er det både kreativt og praktisk.
Det er virkelig en god ide, Lone <3
Ha -jeg ville have sagt det samme som Lone. Begyndte selv at strikke da jeg gik gravid med nr 1, og det er så utrolig dejligt at have et strikkeprojekt ved hånden når der pludselig dukker en uventet halvtime op man kan bruge til hvad man vil. Ellers tænkte jeg på fotobøger -du har sikkert, som jeg, en mængde med billeder som med fordel kunne blive sorteret og sat i album. Altså digitalt. Det er en beskæftigelse man godt kan afbrydes i, og som giver glæde både under processen og når det er færdigt. Ligesom strikning.
Jeg har strikket cirka 100 af de der tasker, man strikkede i uld, og så stampede i maskinen bagefter, da det var moderne. (Og nu sidder jeg lige og tænker på, hvor pokker de mon blev af? For jeg har ingen erindring om at have smidt dem ud?)
Jeg må igang igen. Og god ide med fotobogen. Jeg er faktisk bagud på sidste års projekt. Hvor får du lavet? For jeg var ikke helt tilfreds med den sidste, jeg bestilte.
Tusind tak for dine kloge tanker og jeg kan helt klart genkende det som stadig sidder i min krop efter at jeg kørte fuldtidsarbejde og speciale på samme tid. Det er så underligt og næsten ubehageligt at skulle til at finde ting man kan lave igen, efter at have kørt I alt for højt gear alt for længe.
Det lyder godt nok også som en hidsig omgang! <3
Og ja – man er næsten ved at kradse sig selv til blods over at finde på noget, fordi hele kroppen – og sjælen med – gerne vil afledes, så man ikke skal forholde sig til, hvordan man kan komme ned i gear igen.
Det er en underlig mekanisme.
Kh
Linda
Hvor jeg kender det med at have mere plads i hovedet (og dermed måske også mere brug for at gøre noget for og med mig selv) men stadig have 90% af min tid besat af hverdagens gøremål og dermed være for træt til at høre noget andet og så er jeg måske også god til at tænke for mange benspænd ind i det.
For jeg har brug for at det er noget, som IKKE kræver at:
– jeg skal ud i verden
– inddrage min knap 4årige (hvorfor div kreative sysler ikke rigtig bliver til mere end halve diffuse ideer)
– ikke foregår ved computer/skærm, da arbejde og læsning fylder nok allerede
Så måske skulle jeg finde det halvfærdige halstørklæde jeg har strikket på (eller ikke strikket på) i 5 år frem og købe nogle ordentlig hovedtelefoner, så jeg kan høre musik for mig selv om aftenen (forstår ikke hvordan noget (musik) som i den grad er godt for mit mentale velbefindende og en integreret del af mit liv tidligere i den grad er blevet noget jeg ikke gør…)
Sig endelig til kære Linda, hvis du knækker koden her, for det er godt nok forbløffende svært.
I øvrigt fantastisk at høre hvordan jeres familie dynamik udvikler sig, så Anton får mere mod på at opsøge verden ved at opleve Frida gøre det, og din indsigt i jeres forskelligheder. Tak fordi du deler.
Jeg har præcis de samme punkter på min mentale liste som dig. Og det er for mig endnu et spejl at kigge i, for jeg prøver i videst mulig omfang at undgå at sidde med skærme, når jeg er sammen med mine børn. Jeg tjekker min telefon, når jeg laver en kop kaffe (opladeren ligger ved siden af kaffemaskinen), men den er altid – uden undtagelse – på lydløs, og jeg har stort set aldrig min computer åbnet, når børnene er oppe. Og det giver stof til eftertanke, hvor meget af det, jeg laver i min “selv-tid”, der foregår i cyber.
Vi på have pindene fundet frem. Nu, jeg sidder og skriver, så tror jeg faktisk, at jeg vil prøve at undersøge, om der er nogle gode formål, man kan strikke til? Halstørklæder til hjemløse, eller til børn på kolde steder.
Jeg skal nok lige give et heads up i næste uges M2019-indlæg:)
Jeg kender så godt den rastløshed, du beskriver – i årevis har jeg gået i cirkler om mig selv, når der var et break, hvor jeg ikke var krævet nogen steder. For hvad stiller man lige op med 10 % (potentielt afbrydelig) tid? Indtil videre er min go-to ting blevet at læse. Ellers har jeg ingen bud…
I hear you. Det er det med afbrydelserne, der er problemet, ikke? For jeg oplever faktisk, at jeg bliver markant mere irriteret, hvis jeg sætter mig med noget, jeg gerne vil koncentrere mig om, og så bliver afbrudt, end hvis jeg bare forbliver i service-mode, og løser tingene ad hoc.
Jeg er ikke der hvor jeg har 10% tid i overskud fordi vi jo lige fik det der barn nr 3 lige da vi var begyndt at kunne trække vejret igen, men jeg glæder mig eddermaneme meget til det. Jeg kan uden problemer få tiden til at gå med en bog, strikketøj eller at rode i haven og så glæder jeg mig virkelig til den dag, hvor det ikke fra kl 6 om morgenen til kl 20 føles som er hækkeløb, hvor forhindringerne hele tiden bliver flyttet.
Men måske bliver jeg overrasket og kan alligevel ikke finde ud at ikke at have travlt en dag? Jeg tror egentlig, at det delvist handler om tilvænning til et stressniveau, som ikke kronisk er helt oppe i det røde felt.
Og altså, det gælder vel ikke om at have fred med at stirre blindt ud i luften, men hvis du har 10% fred i løbet af en uge, så er det måske der, du kan hjemmetræne, læse en bog eller noget?
Jeg tror, du har ret i, at det handler om, at man har været i konstant alert så længe, at kroppen ikke kan finde ud af at sænke skuldrene.
Problemet er måske også, at der ikke er tale om “samlet tid”, for jeg genkender til fulde hækkeløbsbilledet. Selvom jeg har 10 minutter her og 7 minutter der, som er tid, jeg ikke havde for et år siden, er det stadig ikke er tid, hvor jeg kan være sikker på ikke at blive afbrudt. Som eksperiment prøvede jeg forleden at sætte mig med en bog og svare: “Jeg læser lige 10 minutter” hver gang børnene hev i mig. Jeg opgav efter 3 minutter, for så skulle nogen have hjælp til noget tøj, så havde én fundet et mikroskopisk hul på en finger, der var akut opstået tørst og et uopsætteligt behov for hjælp til at løfte noget legetøj ned.
Så der er stadig ikke tale om tid, hvor det kan betale sig at skifte til træningstøj, eller finde havehandsker og luge-spand frem. Det kommer nok. Indtil da skal jeg måske overveje at finde pinde og garn frem:)
Du kunne også undersøge om der var en eller nogle lokale klubber eller foreninger hvor de mangler en frivillig til PR. Du kunne udvide dine kompetencer samtidig med det var noget du kunne gå til og fra.
lave indlæg til facebook og artikler osv.
Du skulle tilføje “jeg er pilgrim” til din liste over bøger der skal læses den er virkelig god.
Ideen er fin, men for mig ville det desværre være en af de aktiviteter, som jeg blive stresset over at have liggende, fordi andre mennesker derude ville vente på det, jeg sad med.
Jeg skynder mig at tilføje Jeg er pilgrim til min bogliste – tak for anbefalingen:)
Strik er helt sikkert vejen frem. Du lyder til at var lidt erfaring, prøv at låne fx strik til banditter, der er mange enkle opskrifter man godt kan afbrydes i 👌
Den sitren du oplever kaldes fartblindhed, at man har kørt for længe i for højt gear til at opleve langsomhed som total tilstand.
En anden ting kunne være at lave en solhilsen og bare ligge flad på gulvet bagefter. (Indtil lopperne kommer og til tumle!)
Sorry hvis det blir for langhåret.
Det giver god mening. Og tak for fif om bog. Biblioteket har den, kan jeg se, så jeg prøver lige at hente den efter påske:)