Uncategorized

Jeg har været nede og træne *sejrs-smiley*. En hel time, kun afbrudt 17 gange af at skulle give sut, tage op af lift, lægge tilbage i lift, lave ansigter (kom lidt af sig selv. Er I KLAR over, hvor fesne muskler bliver af at ligge i dvale i 3 måneder??) og forsøg på at tvinge ungen til lige at tage 5 minutter mere, med lys, optimistisk stemmeføring alene. Men hold nu kæft, hvor var det godt! Der er jo faktisk stadig en hel verden derude.

Jeg kan næsten synes, at det er sjovt, at jeg – som for et halvt år siden trænede med venstre hånd, mens jeg passede fuldtidsjob, var tillidsrepræsentant, planlagde undervisning og afholdte kurser med højre – må se mig tvunget i knæ af 56 cm insisterende jernvilje. Alene det at komme ud af døren er en præstation i sig selv. Jeg prøver lige at beskrive scenariet. Ikke fordi jeg tror, at I vil finde det specielt interessant, men fordi jeg simpelthen er nødt til at prøve at se på skrift, hvad fanden det er, der tager 2½ time, når man HAR pakket tasken aftenen forinden.

Kl. 8:00: Jeg står op. På den forsigtige måde for ikke at vække barnet, der på trods af at have festet igennem det meste af natten, allerede har sutten til at køre rundt i ansigtet på Simpson-måden, hvilket er trin 3 af 4 mulige i Opvågningsfasen.

Kl. 8:03: Bad afviklet. Barn nu i fase 4 for fuld udblæsning.

Kl. 8:40: Barn ammet, skiftet og nettet.

Kl. 9:00: Morgenmad og kaffe fikset og indtaget med venstre hånd.

Kl. 9:20: ”Kom nu – du vil jo gerne være i din kravlegård, ikke skat?” legen indledt og afsluttet 6 gange. Har dog nået at samle nattens roderi sammen, og fordele opvask, vasketøj, sengetøj i deres respektive kurve, vaske og senge imens.

Kl. 9:35: Ammer. Igen.

Kl. 10: Skifter ham. Igen.

Kl. 10:15: På vej ud af dør med lift, affaldsposer (ja, dem smutter man jo ikke bare lige ned med mere) træningstaske, Antons taske (hvori jeg har pakket en rangle og en raslefisk. Jeg ved ikke hvorfor. Han er for lille til at gide at lege med dem. Tror måske bare, at jeg føler mig som en lortemor, hvis jeg stiller uden noget?) og Sov nu for satan, skat!! tatoveret i hele ansigtet.

Kl. 10:45: Træder ind af døren i fitnesscenter, pænt overrasket over, at det rent faktisk lykkedes, svedig og med fornemmelsen af allerede at have spinnet 7-8 timer.

There you have it.

Men jeg siger det lige igen: Det var FANTASTISK!!

Og ved I hvad?

I morgen gør vi det igen.

Jeg har nu været på barsel så længe, at jeg i dag har brugt 10 minutter på at stå og glo på en solsort, der forgæves forsøgte at nedlægge en mejsebolle.

Det værste er næsten, at jeg følte mig ret godt underholdt.

De fleste mennesker jeg kender – også dem uden børn – ved, at man, når man har født, skal en tur forbi lægen et par måneder efter den store begivenhed er gået ned. De fleste ved også, at der er noget med nogle faste tjek af babyen. Skulle det være gået hen over hovedet på en, modtager man, når man har født, en mængde info, hvori man kan se, at de magiske tal er hhv. 5 uger for babyen og 8 uger for moderen.

Som alle ved, er jeg stor tilhænger af optimering (specielt fordi min nye læge holder til et sted med utrolig mange trapper og ingen barnevognsramper eller elevatorer. DÅRLIGT fodarbejde, Linda!), så jeg forhørte mig i december hos min sundhedsplejerske, om ikke bare man kunne slå undersøgelserne sammen. Jeg mener: Hvor meget tidsfornemmelse er det lige, mit underliv kan have? Jeg fik grønt lys, og ringede derfor til det nye sted, hvor lægesekretæren, der præsenterede sig med navn OG sygepleje-titel, og jeg havde følgende samtale:

Mig: Hej. Jeg har født for 4 uger siden, og vil gerne bestille tid til 5 ugers undersøgelse af min lille dreng. Jeg har tjekket med min shp, som har sagt god for, at jeg ved samme lejlighed kan få lavet min 8 ugers undersøgelse, så jeg vil gerne booke en dobbelt tid, hvis det er muligt.

Hende: Hvad for en undersøgelse?

Mig: Ja, altså… 5 ugers undersøgelsen af ham og 8 ugers undersøgelsen af mig?

Hende: Hvor gammel er din søn?

Mig: … 5 uger…

Hende: Ok. Og hvad var det så, at du gerne ville undersøges for?

Mig: Min 8 ugers undersøgelse?

Hende: Jeg tror ikke lige, jeg ved…?

Mig: (wtf???!) Den der standartundersøgelse, der står beskrevet i alle bøger?

Hende: Nåh! Du er gravid i 8. uge!

….

Nogen gange, ikke? Så har jeg det som, om hele verden tager pis på mig.

Nå, men det endte med, at jeg fik en tid til os begge i dag, og jeg var noget spændt på at møde min nye læge.

Som var syg.

Så jeg kom ind til hendes meget, meget generte kollega, som først spurgte sit skriveunderlag, om vi skulle snakke prævention, og så MEGET lettet ud, da jeg svarede, at jeg var alene, og da jeg svarede bekræftende på hans spørgsmål om, om jeg lavede knibeøvelser, synes han ”faktisk ikke, at det var nødvendigt at lave en gynækologisk undersøgelse”.

Lige i situationen virkede det som en god ide; svært at ligge der i bøjlen og slappe af med sirenen Anton tændt ved siden af, men her bagefter synes jeg faktisk, at det er lidt .. tyndt, og da jeg gik hjem, kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, om vi faktisk havde været bedre tjent med at blive hos min gamle læge.

Der vidste jeg da i det mindste, at jeg selv skulle i gang med lommespejl og gamle tøjbøjler, hvis jeg ville have en status på mit underliv.

For 12 år siden, da jeg lige var flyttet til Århus, så jeg en af de allerførste dage en mand, som jeg øjeblikkeligt forelskede mig i. Han var udseendemæssigt alt for speciel til at være lækker på modelmåden, men der var noget råt og kantet over ham, som jeg fandt ganske uimodståeligt.

Og så var han HØJ!

Årene gik, og jeg så ham jævnligt i bybilledet. Han var ikke en del af jetsettet, men var alligevel en, de fleste vidste hvem var. Og jeg synes, at han blev pænere og pænere. Så pæn at jeg, når jeg mødte ham på gaden og fik øjenkontakt, rødmende måtte kigge ned.

Så skete der det ubegribelige, som sker en gang hver 1000. år: Vi endte til den samme fest, hvor jeg nær havde fået elektrisk stød, da jeg kom ind i rummet, og han stod der. Efter en anseelig mængde champagne og tilfældig mingling, endte vi overfor hinanden, og i en afkrog af min bevidsthed, der ikke havde travlt med at gå i beruset panik, konstaterede jeg begejstret, at han stadig var højere end mig, selv i stiletter. Og selv om jeg blev ganske genert, og pludselig havde glemt, hvad normale voksne mennesker snakker om, når de smalltalker, endte vi med at drikke morgenkaffe på hans altan 12 timer senere.

Vi så hinanden et par måneder, hvorefter min betagelse af manden havde lagt sig så meget, at jeg en dag forbløffet konstaterede, at han faktisk var fuldstændig blottet for selvironi og sarkasme. Og det kan der sikkert siges meget godt om i forhold til oprigtighed og menneskelige værdier, men det er meget, meget lidt kompatibelt med en personlighed som min.

Hvilket bare beviser, hvor sindssyg man bliver af at lave en overscoring.

Så vi drak den sidste kop kaffe, rejste os fra bordet, og var derefter bare sådan nogen, der hilste pænt, når vi mødtes i bylivet.

For nyligt fandt jeg ud af, at han er en af dem, finanskrisen har knækket. Han har mistet alt, hvad han har arbejdet for det meste af sit voksne liv, og herfra er der for ham karrieremæssigt nowhere to run.

Jeg mødte han i går, da dagen gik på hæld; ham med kæresten i hånden, mig med Anton i barnevognen, og alle mand med synkrone, sorte rander under øjnene. Da vi hilste på hinanden, der i skumringen, slog det mig, hvor meget der er sket, siden jeg så ham første gang, og jeg tror faktisk, at vi i det øjeblik tænkte det samme:

Hvor er vi blevet voksne.

ENDELIG kom overboen hjem fra byen, så vi kan få noget techno!

Tror I, at hun føder lige nu, The Flawless Aussie?

Egentlig fint nok, at de har spæret en hel fløj af og reserveret den til hende. Jeg mener; jeg var indlagt på noget, der mindede om Skjoldhøj Kollegiet, hvor de nybagte mødre gik rundt i frotte og granatchok, og fædrene var i strømpefødder og de allestedsnærværende kæmpetørklæder, og vi lignede alle sammen nogen, der havde spist gær og fået sat hår af Stevie Wonder. Tror faktisk godt, at hormonerne kunne drive en ud over altankanten, hvis man stod der, og Mary så kom trippende med en farveafstemt buket blomster i hænderne, helt uden vand i kroppen og poser under øjnene.

Vil vædde med, at hun føder i noget haute couture af en slags, specielt designet og fløjet ind fra Paris. Og hæle. Virker nærmest blasfemisk at forestille sig hende i bare tæer. En 10’er på, at det royale skød ikke nedlader sig til at flække, og at hun ikke skriger, men bare taler helt, helt kontrolleret og korrekt til alle hele vejen, og husker at sige pænt tak, når de lægger epiduralen.

Hvis hun da gør brug af den slags snyd.

I det mindste er man ikke i mødregruppe med hende.

Måske tror jeg, at jeg er ved at vænne mig til udsigten her i barselsland. Eller måske er jeg bare så træt, at jeg ikke har kræfter til at gå i panik mere. Er i hvert fald holdt op med at tude af frustration, når barnet vågner om natten, og vi starter på nu-skal-du-gætte-hvad-jeg-vil-for-jeg-siger-det-IKKE!-legen. Man skulle tro, at mulighederne var begrænsede med en 7 uger gammel baby (præcis, faktisk. Som på disse 7 uger – altså 49 dage – har formået at fordoble sin vægt. Det er satme alligevel godt gået!) men tricket er, at nogle af tingene somme tider optræder flere gange, og at rækkefølgen, jeg skal gætte behovene i, skifter fra nat til nat. Ind imellem laver han også chok-finten, som da han forleden sov 5 timer i streg, hvor moderen stod lige ud af sengen i akut opvågningsrædsel efter 4, fordi hun troede, at han var død eller gået hjemmefra i raseri. Så lå jeg der og stirrede stift på ham i en time, fordi jeg vidste, at han i samme sekund JEG lagde mig til at sove, ville ringe med klokken.

Jeg er også begyndt at kunne overskue at have gæster uden at få stresssved på overlæben ved tanken, jeg forventer at starte til babysvømning i slutningen af næste uge (får rigeligt brug for alle dage indtil til at vænne mig til tanken om min krop i badedragt. Var ikke engang noget rart syn præ-Anton), og jeg overvejer endda at starte til noget mor/barn træning på et tidspunkt. Hvis jeg skal være helt ærlig, ville jeg træningswise hellere spinne eller kyle rundt med nogle vægte, men så længe Anton modsætter sig enhver form for rytme, er det vist noget med at finde nogle aktiviteter, som vi kan lave sammen. Og det kan da også godt være, at der ikke er SÅ meget med bækkenbunden. Eller alt for meget overdreven heppefalset, når vi bliver opfordrede til at kæmpe for at løfte vores 40 grams vægt lige én gang til; du kan godt! Man kunne håbe.

Jeg hader heller ikke ALLE mødre med overskud og idylbabyer mere. *løgn-smiley*

Og lige nu sidder jeg bare og blogger for at trække tiden ud, for når jeg er færdig, skal vi i Babysam (don’t ask.)

*Suk*

Hvis jeg nogensinde skriver en blogpost, hvor jeg proklamerer, at jeg har vænnet mig til – eller ligefrem er kommet til at sætte pris på Babysam – så bedes nogen øjeblikkeligt inddrage resten af min barsel og sende mig tilbage på arbejde.

Da jeg forestillede mig, hvordan mit liv på barsel ville blive, så jeg mig selv på cafe, hvor jeg nippede til min kaffe, mens jeg sludrede med veninderne og læste berigende bøger om babyudvikling.

Så fik jeg Den Arrige Baby med defekt tålmodighedscenter, og så var dén plan saneringsmoden.

Havde under alle omstændigheder også været nødt til at revidere lidt på litteratursiden, for den første og eneste bog, jeg indtil videre har kigget i, giver mig anledning til at konkludere en af to ting: Enten er danske babyer markant dummere og dårligere udviklede end hollandske babyer, eller også er hollandske mødre fulde af løgn. Var nødt til at klappe bogen sammen af raseri, da jeg på side 10 skulle høre om endnu en 4 uger gammel baby, der smilede bevidst til sin mor og sine bamser, havde yndlingslegetøj og villigt accepterede at sove fra 19 til 7 (as fucking if!!).

Nå.

Men så udviklede jeg en ny fantasi. Jeg så for mig, hvordan jeg med kaffe i termokoppen og terrængående fodtøj, travede lange ture i Mindeparken i den sprøde vinterluft, mens snefnuggene dalede og tyst lagde sig på barnevognen. (Vil gerne tilføje, at jeg dog på nuværende tidspunkt havde hængt mere realistiske bøjler i moderskabet, og derfor havde tilføjet IPod med maxvolumen og Skullcandy som mulige applikationer til dette scenarie.)

Det viser sig, at min fantasi-jeg – modsat mig – bor i en kommune, der skraber sne, og som derfor har rimfrostede fortove og ikke sorte, isbelagte pukkelpister.

Mit fantasi-jeg ved åbenbart også, at man ikke skal fylde sin termokop til kanten.

Og så HAR hun gået sine nye vinterstøvler til.

!§@!§//!!#%+@§!%#!!

Så sidder vi i Århus igen, Anton og jeg. Julen og nytåret tilbragte vi i Esbjerg, hvor jeg brugte en del af tiden på at gå forsigtigt rundt og mærke efter, om jeg mon kan passe Esbjerg igen. Om ikke andet er det sjovt, så simpelt livet bliver, når man får et barn; i hvert fald når man er selv, Hvor det før gjorde en forskel, hvad folk mente og syntes om de valg, man traf, og hvor man hellere ville have gloede søm hamret op under neglene, end at indrømme, at man skulle tilbringe nytåret alene med sine forældre – og ikke på den moderne fusionsmåde, hvor alle generationer og sammenbragte medlemmer bare er så in sync og fulde af kærlighed og forståelse, at de slet ikke kan lade være med at feste sammen – så er det blevet skideligemeget nu, hvor det her i de første par måneder primært har handlet om at overleve.

Nytårsaften brugte jeg således på mit gamle værelse, med Anton på armen og et glas formidabel rødvin i hånden med udsigt til forstaden, der gik amok. De sidste mange nytårsaftener, har jeg brugt i Århus, hvor det der med fyrværkeri er lidt ligegyldigt – måske fordi det er en studieby, hvor det virker som en meget dårlig ide at sætte ild i til 3 måneders SU og se dem forsvinde op den frosne natteluft med et *puf*. I Esbjerg går de all in. På ALT. Nødblus, hjemmelavede kanonslag, sole, batterier og raketter.

Det ville faktisk ikke overraske mig, hvis det imellem herlighederne også gemte sig en vejsidebombe eller to. Det lød sådan. (Og man ville ikke engang blive særlig overrasket, hvis T. Hansen viste sig at forhandle dem, vel?)

Anton? Han var iskold, og ville bare godt lige bede om noget mere mad. Så jeg ammede fra 18 til 21.30, sov snude mod snude til klokken 24, hvor jeg vågnede ved lyden af Esbjerg going Seest, tørrede det værste mascara af kinderne og gylp af kjolen, og tøffede ind i stuen for at ønske resten af festen godt nytår.

Og det var lige præcis sådan, det skulle være.

For hvad der føles som ti minutter siden skøjtede jeg rundt i hæle, diadem og champagne. Så blinkede jeg med øjnene, fødte en søn og nu er der gået et år. Uden at begive mig ud at spå om fremtiden, tror jeg ikke helt, at i aften bliver lige så kåd som sidste års nytårsaften, men sikkert er det, at det er 4. gang, vi holder skriftlig nytårskur her på Blogsbjerg. Grundet midlertidigt, børnerelateret nedbrud i overskudscentret bliver resultatet formentlig en anelse mere blodfattigt og rodet end de foregående 3 år, men begrænsnings kunst er en ukendt størrelse for mig, og hellere komme galt af sted end slet ikke at komme af sted.

Vi holder fast i skabelonen, hvor vi tematiserer årets tilbageblik på den horoskopagtige måde, og slutter med et citat fra en sang, jeg holder af.

Here we go:

Helbred:
Svangerskabsforgiftning er en tarvelig so, og jeg er ikke færdig med at være sur på den over at have berøvet mig den sidste del af min barsel, hvor jeg skulle have hængt ud på Baresso (love it), og været alene i biografen om eftermiddagen (love it endnu mere). Men bortset fra den 4 uger lange, toksiske tilstand, har jeg været frisk som en – lidt vel tung – havørn.

Og jeg er stadig imponeret over, at kroppen kan fremstille et nyt menneske, og 6 uger senere er de 3 små hudafskrabninger down under helet, jeg mangler at tabe 6 kilo, og alting fungerer som det skal.

Karriere og økonomi:
Når jeg snakker med nye medlemmer om træning, og de spørger, hvordan man bevarer motivationen, plejer jeg at sige, at det kan være en meget god ide, at man, inden sit træningspas, beslutter, om man vil forbedre eller vedligeholde sin form. Når overskuddet er der, er det ikke en skid besværligt at komme af sted, løbe hurtigere og løfte tungere. Det er på de tidspunkter, hvor det har været mandag hele ugen, hvor ungerne får tænder, og hvor du er blevet degraderet af chefen, fordi han har ansat Sophie-Amalie på 17 år med dådyrøjne og D-skål til at overtage dit job, at det er svært at orke. På de tidspunkter er det ok at fokusere på at vedligeholde det, man har bygget op, uden at gå til i dårlig samvittighed, for dårlig samvittighed er forløberen til Så Kan Det Også Være Lige Meget.

Og selvom mine udfordringer i år har været af den glade slags, har jeg stadig været nødt til at beslutte mig for at vedligeholde positionen på karrierestigen i stedet for at klatre op af den, hvilket falder meget fint i tråd med sidste års nytårsforsæt: At skrue ned og sige nej. Så mission impossible accomplished.

Kærlighed:
Den altoverskyggende kærlighed i år tilfalder min søn, som jeg stadig ikke kan fatte, at jeg var så heldig at få. Han er mit lille mirakel, og jeg kan blive helt ør af taknemmelighed over, at han valgte mig.

I forhold til mænd er det blevet til lidt hist og pist, men det har ikke været dem, der har været i fokus. På en eller anden måde virker det en smule forkert, når mænd lægger an på en, mens man er gravid; i hvert fald når de ikke ved, at man er sådan en alene-én. Og hvis man skulle have kastet sig ud i netdating, synes jeg, at det ville være blevet en udfordring af de større ikke at komme til at virke som om, man var på jagt efter en erstatningsfar til barnet. Jeg mener: Når ”Skal du noget på onsdag?” hos mange mænd (ikke dig, selvfølgelig) opfattes som ”Jeg tænkte på, om du ville møde mine forældre og giftes?”, så kunne jeg godt frygte, hvad det ville afstedkomme af reaktioner, når man stiller på første date og ligner en, der har slugt en fodbold.

Jeg er bange for, at der heller ikke til næste år bliver forfærdelig meget tid til at skrive datingprofiler og suse rundt i nattelivet, men så kan jeg jo passende blive hende, der lægger an på de nyskilte fædre i vuggestuen – hvilket meget elegant leder os videre til årets sidste afsnit her på bloggen:

2011:
I aften, når I skåler i champagne, og Anton og jeg skåler i mælk, går vi ind i et år, som på mange måder bliver det mest skelsættende i mit liv. Hvor alle andre beslutninger, jeg nogensinde har truffet, har medført forandringer på isolerede dele af mit liv, er den, jeg nu har truffet, gennemgribende og absolut. Der er ikke mulighed for at trække sig tilbage til et hjørne, hvor man kender betingelserne og lige få pusten, inden man hopper tilbage i ringen, og uanset om vi ender i Århus eller Esbjerg, har Anton forandret mit liv for altid.

Jeg er blevet vi, og jeg glæder mig sådan til at tage på den rejse med ham. For selvom det er hårdere, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig, så elsker jeg ham så uendelig højt, og jeg ville til enhver tid træffe den samme beslutning igen. Det praktiske er trods alt bare ydre omstændigheder, som når det kommer til stykket er fuldstændig ligegyldige. Størst af alt er kærligheden, og som Rob Thomas udtrykket det:

We’ll get by; it’s the heart that really matters in the end.

Godt nytår.