Uncategorized

Indtil nu har denne blog være Valg-fri zone, men når man ser de forskellige partiers kampagner, ved man, at nogle ting her i livet vil hånes; Jeg giver mig…

De fem partier, som anstrenger sig mest for at blive kommenteret, er Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, SF og Ny Alliance.

Jeg synes, at det er stort af Venstre, at de takker ja til at lade praktikant på trykkeriet udforme deres valgplakater. De må være meget sikre på sejr. Når praktikanten til sin tid skal vejledes, synes jeg måske godt, at man lige kunne påtale, at photoshop og retouchering er fint – men som med alt godt i livet, kan det blive for meget. Når alle politikkerne ligner ferske, rougebefængte plastikdukker, har den måske fået lige rigeligt med den digitale børste.

Konservative har i Randers valgt at ophænge plakater, hvor kandidaten står med sit spædbarn. Hvem af dem er der, der stiller op? Jeg mener ikke, at det er et urimeligt spørgsmål. Hvis de vælgere hun appelerer til er så dumme, at de ikke føler sig talt ned til ved så indlysende et manipulationsforsøg, så tror jeg også, at vi skal passe på med at antage, at det er logisk for dem, hvem på billedet, de stemmer på. Desuden har Konservative i samtlige aviser trykt en række udsagn, om hvad ‘konservativt’ vil sige. Den første sætning lyder noget i retning af “At give skolerne et løft – det er mega-konservativt.” Mega?? Lige lovlig street sprogbrug for et parti, som med deres navn signalerer, at de finder det vigtigt at holde fast i gamle dyder, synes jeg.

Prøv at stille dig foran en lygtepæl. Ræk højre arm lige frem, og hæv den så til en vinkel på ca. 120 grader. Er det tilfældigt, at Dansk Folkeparti’s flødefarvede slipsefolk hænger i lige præcis den højde? Og at der i partiet er en overvægt af folk med tyskklingende navne?

SF skal krediteres for at have lavet plakater, som stemmer utrolig godt overens med deres politik. Det ligner en collage, lavet af børn på økologisk lejrskole. “Det kunne være så godt”, kunne sagtens være omkvædet i en sang om de onde kapitalister, børnene i Afrika, og atomkraftens forbandelser.

Er der nogen, der ville blive overrasket, hvis Vild Med Dans kørte en temaaften med hele Ny Alliance på gulvet? På valgdagen tror jeg også, at vi kommer til at se mange NA-vælgere løbe forvirret rundt og lede efter Urnen og Jacob Kjeldbjerg, når de skal aflevere stemmesedlen.

Jeg vil have Håndtasken tilbage på forreste række i dansk politik.

På under en uge, har jeg mødt to mennesker, som begge har jaget noget, de ikke ville have – blot for at se, om de kunne.

Første historie kom fra en pige, der havde søgt ind på en uddannelse, som er temmelig svær at komme ind på. Hun fortalte stolt, at de havde rost hende stolper op og vægge ned, og nærmest havde tigget hende om at starte. Da jeg spurgte, om hun så havde sagt ja, hån-fnøs hun nærmest, og svarede, at det gad hun sgu ikke. Hun skulle bare se, om det kunne lade sig gøre.

Anden historie blev fortalt af en fyr, som havde søgt et job, hvor han havde været indkaldt til samtaler af flere omgange og deltaget i ca. hundrede forskellige tests. Også han berettede om, hvor benovede cheferne havde været, og hvor meget respekt det havde aftvunget, når han nogle steder undervejs havde stillet krav og nægtet at gøre, hvad de bad ham om. Han fik jobbet tilbudt, og afslog. Jeg kunne høre, at han nærmest synes, at de var lidt ynkelige med deres latterlige procedurer, og han var tydeligt stolt af at have taget dem ved næsen, og bevist sin overlegenhed ved at slå dem i deres eget spil.

Jeg forstår det ikke. En ting er at gå efter noget man gerne vil have, for så undervejs at finde ud af, at man ikke er kompatibel med slutproduktet. Noget andet er sgu at gøre det, vel vidende at man hellere vil brække armen tre steder end sige ja, hvis man får det tilbudt. At man vælger at spilde sin egen tid for at få masseret sit ego, må man selv om, men jeg synes, at det er respektløst at man bevidst spilder andres.

I begges historier fyldte det meget, at de havde fået ros for nærmest at være overkvalificerede. Ros er godt. Meget ros er meget godt. Men vel kun, hvis man får det af folk, som man har respekt for? Eller er det bare mig?

Jeg har selv et veludviklet konkurrence-gen. Det slår tydeligst igennem, hvis den person, jeg står overfor, lider af samme sygdom. Hvis jeg spiller TP med en, som ikke kan tåle at tabe, bliver det mig meget magtpålæggende at vinde, men den person jeg ubetinget konkurrer mest med, er mig mig selv. De ting, jeg brænder for, vil jeg være bedre til, fordi det betyder noget for mig. Man bliver sjældent bedre af stilstand, og for mig, er det udfordringen i hele tiden at blive bedre end jeg var sidst, som driver mig. På den måde ender kampen mod mig selv med hele tiden at flytte mig til et nyt sted, hvor jeg hellere vil være.

Jeg forstår bare ikke, at det udløser point og øget selvværd at få førstepladsen, hvis man synes, at både konkurrencen og præmien er latterlig?

Vi er alle enige om, at når en veninde får en kæreste, forvandler han sig for alle andre piger i omgangskredsen til intetkøn. Vi synes maksimalt, at han er ‘en pæn fyr’ eller ‘virker utrolig rar’. Sproget bliver luget for gloser, der kunne indikere, at man stadig ser ham som et seksuelt væsen.

Når en kvinde spørger sin kærester, hvem af hendes veninder han synes er fræk, er der tale om en fælde. Vi er under ingen omstændigheder, nogensinde, på noget tidspunkt interesseret i et reelt svar. Det eneste formål spørgsmålet tjener, er bekræftelse. Et sikkert svar vil være: “De ligner allesammen øgler i mine øjne, for det er dig, jeg vil have!” Hvis han er uforsigtig nok til at svare ærligt, så er det tusind procent sikkert, at den pågældende veninde landsforvises. Hvilket vel er naturligt nok, for Det Handler Om At Være Tryg.

På den måde skabes sandheder, som udelukkende opfattes som sande, fordi vi ønsker at de skal være det. ‘Jeg er ikke tiltrukket af din kæreste’ er en illusion, som er forholdsvis svær at opretholde, fordi de fleste af os selv har prøvet at være det. Det gør det også pænt besværligt at italesætte (lover hermed aldrig at bruge det ord igen), hvis man synes, at en veninde går over stregen og flirter med kæresten, for vi er jo enige om, at det gør vi ikke. Ikke?

Hvad så, hvis de går fra hinanden? Og man intet har med det at gøre? Jeg skal starte med at sige, at jeg ville blive arrig og indebrændt, hvis nogle af mine veninder fandt sammen med mænd fra min fortid. Det ville være skidesvært at argumentere for, hvorfor jeg ikke vil have det – det vil jeg bare ikke! Men hvor går grænsen? Skal man have været kærester-kærester? Hvor længe? Hvem er omfattet af ‘veninde’-betegnelsen? Er der grønt lys for hende, man har gået i folkeskolen med, men ikke set i 7 år? Skal man holde fingrene væk, hvis man træner med hende, men ikke ser hende privat?

Spørgsmålet kan vel koges ned til, hvor lang karenstid der er på veninders ekskærester? Hvornår må de udlånes igen, og af hvem? Hvis nu man ikke snakker med hende mere, fordi hun er flyttet til en anden by og han stadig er sød – må man så godt låne ham? Eller svigter man hende med tilbagevirkende kraft? Føler mig som en af dem, der gerne vil have ny nyre, men ikke selv vil være organdonor. Jeg hader at være uenig med mig selv.

*Er Rikke Hørlykke Sanne Salomonsens hemmelige fætter?

*Først Aqua og nu Ace of Base. Lærte de ingenting af Jurassic Park? Når racen er uddød, skaber det kun skam og ulykke at bringe den kunstigt tilbage.
*Hvor glad er det lige man bliver, når man kører forbi Emmery’s om aftenen og der er snelyskæder i alle vinduer?*Et sted i Hellerup står et ensomt skab og venter på, at Jens Werner kommer hjem.

*Jeg vil være Marianne Jelved, når jeg bliver stor. Berthel H. siger, at det “bare er så typisk Marianne, at børn skal være glade. Det er ikke nok. De skal også lære at læse.” Marianne kigger på ham, og svarer helt, helt roligt: “Berthel. Det er svært at lære at læse, når man er ked af det.” *Allan Tornsberg. Rart endelig at have fundet ud af, hvem der var inden i Limahl.*Hvornår gik Robert Hansen hen og blev cute?

*Vin i aften. Juleøl i morgen, når premierehysteriet over gratis øl, nissehuer med lys i og “Last x-mas” på repeat har fået sidestik af overanstrengelse.

Vi er ikke altid lige søde ved Alderen her på bloggen, så når den bidrager med noget positivt, skal vi huske at skrive det. Ud over at man får foræret carte blanche til at slå opgivende ud med armene, hver gang man får moderne teknik stukket op snuden, bliver man heldigvis også klogere på sig selv efterhånden som man bliver ældre. Somme tider bliver man skuffet. Somme tider bliver man lettet. Og ind i mellem bliver man overrasket.

Jeg har altid tænkt, at hvis jeg skulle skrive en kontaktannonce (hvad mener du med ‘profil’?), skulle der et sted i teksten flettes følgende sætning ind: “Penge ingen hindring.” Sjovere at græde på bagsædet af en limosine og alt det der. Stor er min forbløffelse over at opdage, at jeg ikke fungerer godt sammen med mænd med alt for mange penge. “Hvad er problemet?!”, hører jeg flere (heriblandt min bankrådgiver) råbe. I målløs undren. Det har vist sig, at der er flere.

For det første er der hele problemet omkring boligsituationen. Når jeg sidder i Arne Jacobsen stolen med PH lampen tændt og kaffe på Georg Jensen kanden, bliver jeg så utrolig anspændt. Min motorik er ikke altid min ven, og jeg er meget bevidst om, at jeg vil være gældsat for livet, hvis jeg skal betale for rensning af det ægte tæppe, som jeg helt sikkert på et tidspunkt kommer til at vande med årgangsvin eller økologisk, selvristet kaffe.

For det andet er det i længden uholdbart at skulle stall’e ham med historier om vandskader og håndværkere, overnattende voldsramte veninder og politiafspærret gerningssted for at undgå at skulle være hos mig. Hvor alt design omfattes af sætningen ‘Ikea, 2002-2007’.

For det tredje føler jeg mig som et barn i selskab med en voksen, hvor den voksne betaler for indgang og turpas i tivoli, jeg får alt det slik, jeg kan spise og lige præcis legetøj, jeg peger på i BR – og jeg kan kvittere med en hjemmelavet vissenlilla perleplade fra børnehaven.

For det fjerde begynder jeg at svede ved tanken om at møde hans venner. Som smider deres Pradafrakker i Audien, inden de kommer ind til cosmopolitans og tapas. Og mener en hel masse om EU og medicinalbranchen.

Man skal ikke have svunget sig op over meget mere end 6 i snit (den gamle skala. Den nye er kun tilgængelig på nettet. Jeg er over 30. Beklager.) på Psykologi for at gennemskue, at det handler om selvværd i underskudsversionen: Mindreværd. Det er bare desværre umuligt for mig at være i et forhold, hvor magtbalancen er skæv. Jeg forvandler mig enten til Det Høflige Barn eller udvikler defensiv foragt for alt med kapitalistiske tendenser. Exit Abildgren.

Efter at have lært og accepteret at det er sådan det forholder sig, indstiller jeg mig nu på et liv i relativ fattigdom. Det er egentlig ok. Er skidebange for at parallelparkere store biler, og har uheldig tendens til at snuble ned af trapper, hvilket unægtelig gør det temmelig spændende at leve i et 3-etagers hus.

Så slipper jeg også for at skulle lære at lave tapas.

Jeg undskylder på forhånd, hvis nedenstående indlæg fornærmer læsere, deres kærester, forældre eller børn. Men dagens overvejelse (så er kvoten opbrugt) går på navne. Det er jo faktisk en form for varedeklaration, vi der får klæbet i nakken.

Det virker ikke altid, som om forældre gør så meget ud af fodarbejdet, når de vælger navne. Nogle navne er historisk set så behæftede med fejl, at de udelukker sig selv. Jeg har for eksempel ikke mødt mange fyre, der hed Adolf. Men der kan være andre ting, der taler imod brugen af bestemte navne. Lad mig tage udgangspunkt i mit eget navn. Jeg har aldrig set en film, hvor heltinden hed Linda. Det navn gemmer de altid til prostituerede og/eller overvægtige. Hvis man lytter til “Smukke Linda” med Gasolin, som er udsendt et par år, inden jeg blev født, kan man høre, at sangens titelperson er det, vi kalder ‘en frisk pige’. Det er derfor, jeg er så snerpet. Davids kamp mod Goliath. Mit forsøg på at rense navnet.

Så findes der forældre, der glemmer at spørge folk med navne, der er stavet anderledes a lá ‘Christophpher’, hvordan det er at hedde noget, man ALTID skal stave. Når man bestiller bord, skal have noget tilsendt eller skal meldes ind i en klub; “Jeg hedder Joergen med o-e.” Hvad er pointen, hvis ikke man kan høre forskel??

Nogle navne kan man stole på. Jeg har aldrig mødt ubehagelige mennesker, der hed Mads, Christian eller Laura. Andre navne virker som en dom i sig selv. Suzette. Jean (udtalt på dansk). Ronni. Hvis man skal gætte på mulige karriereveje, så tænker man ikke umiddelbart mellemleder hos Maersk. Spørgsmålet er så, om det er personen, der vokser ind i navnet, eller om det hænger sammen med, at forældre i de kredse, hvor den type navne er populære, typisk ikke pacer deres børn igennem skolen på rekordtid?

Endelig er der de navne, der bare ikke passer på alle aldre. Prøv at visualisere en knagerække på rød stue, hvor navneskiltene forkynder, at her har Henning, Mogens og Ruth deres jakker hængende. Eller tre gamle bingospillende damer, der hedder Iben, Pernille og Line. Førstnævnte kan skyldes den høje frekvens af forældre, man i tidens løb har mødt med netop de navne. Sidstnævnte kan hænge sammen med, at det er min egen generations navne, og så er vi tilbage ved Frygten For Alderen. (Altså den rynkede af slagsen. Gad so not at være 16 igen).

Hvis man er blevet udstyret med Et Af De Uheldige Navne, er der nogen, der forsøger at rette op på fejlen ved at gå til nummerolog. Her får de at vide, at alt bliver anderledes, hvis bare de tilføjer deres navn et stumt h. Jeg siger ikke, at det er forkert. Jeg vil bare spørge ud i rummet, hvor mange der ville finde Jonni Hansen nemmere at holde af, hvis han pludselig stavede sit fornavn Johnni?

Man skal tænke sig godt om, når man navngiver sine børn. De hænger trods alt på resultatet resten af livet. Ville være rarest for alle, hvis der var overenstemmelse imellem navn og person. Måske man ved døbefonden lige kunne hænge et lille skilt? En slags advarsel til forældrene. “Falsk varedeklaration medfører politianmeldelse og indberetning til Forbrugerklagenævnet.”

Hvis du sidder med denne bog i hånden, har du formentlig valgt at planlægge en tur til Bilka. Måske er du allerede på vej? Der venter dig en oplevelse.

Bilka bærer stadig præg sin kommunistiske fortid. Ligesom i både Korea og det gamle Østtyskland gøres stor brug af udsendelse af farvestrålende propaganda, som desværre ikke altid stemmer helt overens med virkeligheden. Særlig ofte ses, at hvis noget fremhæves som et ekstra godt tilbud, så er der ofte tale om, at regeringen har været i besiddelse af et enkelt eksemplar af pågældende varetype, men stadig vælger at trykke billeder af varen i deres pamfletter, da man mener, at det giver anerkendelse og respekt for landet og dets styreform.

I forhold til lokalbefolkningen er der forskellige ting, som man som turist anbefales at være opmærksom på. Landets eget udbud af beklædning har sat sit tydelige præg på indbyggerne, og det anses som brud på lokal etikette, hvis man ifører sig noget med pasform. Der næres stor forkærlighed for kunstigt materiale, og særligt gamacher, fleecejakker, træsko (med eller uden hælekap) og discountudgaven af træningstøj; joggintøj ses overalt i gadebilledet.

Første gang man rejser i Bilka, opleves befolkningen ofte som passivt-aggressive. Dette skyldes formentlig den særlige type kæmperollatorer som alle, mod 20 kr’s depositum, kan trække ved grænsen. Lokal skik foreskriver, at man lægger hele kropsvægten på styret og undgår øjenkontakt. Så længe man kigger ned, har man ift landets lovgivning forkørselsret, og dermed ret til at køre ind i alle, der ikke flytter sig.

I Bilka er det lyst 18 af døgnets 24 timer. Det skarpe lys kombineret med reklamefaunaen i ualmindelig stærke farver kan give forbigående hovedpine og kvalme den første tid, man opholder sig i landet.

Hvis man har lyst til at prøve en af de kulinariske specialiteter, kan et besøg i Quickfooden anbefales. Både det store udbud af film-indpakkede kager, og den særlige spise “En Handies” (plural uanset mængde, Red.) vil være en oplevelse ud over det sædvanlige.

Efter første besøg i Bilka bliver man ved hjemrejsen lidt overrasket over det imponerende opbud af grænsevagter. Det gør et vist stilistisk indtryk at se så mange vagter, side om side, uniformeret i koboltblå one-size polyester, men det letter turen gennem tolden en del, da mange besøgende ofte overraskes over mængden af souvenirs, de har fået samlet sammen i løbet af ferien.

Bilka er helt sikkert et besøg værd. Du vil forbløffes og forundres under hele din rejse. For den eventyrlystne er det bare at smide muleposen i bagagerummet og komme afsted.

*Display blinker* “Privat nummer ringer” *Display blinker*. “Det er Linda.” “Hej, jeg hedder Cecilie. Jeg har prøvet at træffe dig hjemme et par gange, men du har ikke været der, så nu prøver jeg at ringe. Jeg arbejder som frivillig oplysningsmedarbejder ved Jehovas Vidner.”

Hvis man nu kravler op på skødet af Bin Laden, og hiver ham lidt i skægget, kan man så give ham en seddel med ønsker til terrormål?

Jeg skal til begravelse i morgen, og det bliver slemt. Vi skal begrave en af mine forældres venner, som jeg har kendt hele mit liv. Hendes ældste datter er på alder med mig, min far skal være med til at bære kisten og der er bestilt solosang til kirken. Jeg forventer at kunne se ud af mine øjne igen omkring onsdag i næste uge.

Det er svært at se sine forældre være så kede af. Ligemeget hvor gammel jeg bliver, så bliver jeg 4 år indeni, når mine forældre er triste, bliver syge eller mister overblikket. Det må de helst ikke, for når jeg er sammen med dem, så er det dem, der er de voksne, og jeg vil gerne bevare illusionen om, at der er et voksenstadie mere. Det er der, hvor man får styr på sin økonomi, og lærer at fjerne pletter på tøj. Der, hvor man rent faktisk føler sig kompetent til at bestride sit job i modsætning til nu, hvor man føler sig som et barn, der leger klæd-ud, og går rundt i evig frygt for at blive afsløret.

Men selvfølgelig er mine forældre kede af, for de har mistet en ven, som de begge har kendt i næsten 40 år. Jeg kan godt mærke, at den tanke udløser en snigende panik. Jeg får lyst til at løbe rundt til alle mine venner, gribe hårdt fat i armen på dem og true dem fra nogensinde at turde blive syge. Jeg holder så meget af dem, og jeg går ikke af med dem. Det er sådan døden virker, ikke? Vi bliver pinefuldt klar over, at vi ikke er blevet lovet noget, og for hvert eneste menneske vi elsker, køber vi endnu et lod i lotteriet, hvor ingen vil udtrækkes.

Den sidste uge har været trist, men jeg er blevet glad over at blive mindet om, at tragedie også får det bedste frem i folk. Jeg har tydeligt kunne mærke, hvordan alle vennerne er trådt et skridt tættere på, klar til at gribe, hvis det bliver nødvendigt. Selv folk, som jeg ikke kender så godt, har gjort små ting, som har rørt mig. En sendte en besked, en anden gav et knus og en tredje kom med en lille prøve på en parfume. Små ting, men det hjælper. Jeg finder tanken om, at mennesket af natur er godt, hjælpsomt og empatisk, betryggende.

Jeg læste et sted, at døden alene fra døden gør fri. Det er jo svært at argumentere imod, men det skulle helst ikke betyde, at livet reduceres til et ophold i en ventesal, fordi vi paralyseres af angst for endestationen. For nogen viser det sig, at rejsen var kortere end forventet. Søde Birgit: Jeg lover at prøve at se igennem fingrene med forsinkelserne og huske at nyde udsigten. Også selvom jeg ikke kender udløbsdatoen på min billet.

Så er der udskrevet valg. Tvangsindlagt til de næste 20 dage, at se dem kaste mudder efter hinanden, og jeg har allerede kvalme over ordet “Velfærdsreform”. Jeg synes efterhånden, at Christiansborg er viklet ind i noget blå-og rødternet patchwork, hvor man ikke kan se, hvor den ene farve stopper og den anden begynder. Derfor vil jeg sætte min stemme på højkant: Jeg er villig til at stemme på det parti, som giver os den længe tiltrængte taxareform. Reformen, der tager hårdt fat i kraven på taxaselskaberne, og tvinger dem til at opdatere deres viden omkring begrebet service.

Indledningsvist vil jeg gerne vide, hvordan de med usvigelig sikkerhed kan forudsige, hvor jeg er, når jeg virkelig har brug for dem – og undgår netop det område. Ikke skyggen af hyrevogn så langt øjet rækker. Dernæst undrer det mig såre, at man idag, med en fejlmargin på 2-3 sekunder, kan beregne, hvornår en opsendt raket lander på månen. Når man bestiller en taxa, ‘kommer den inden for en time’. På de gode dage. Er vi ikke enige om, at taxaers primære funktion er at transportere os, når vi ikke selv kan, ofte fordi vi er under indflydelse af alkohol? Det kunne være i forbindelse med julefrokoster, store koncerter osv. Hvorfor er det så netop de dage, man spises af med, at de “pga travlhed ikke kan sige, hvornår de kommer”? Vidste I, at julen var på vej? Hvor man kan tjekke den slags? Kunne det så være en idé – det er bare et forslag – at sætte nogle flere på vagt? Sidste juleaften sad mine bedsteforældre i fuld overtøjsornat i halvanden time og ventede, fordi de havde fået besked på, at hvis ikke de var klar, når vognen kom, så kørte den igen. Hvordan kan man leve af at levere den form for service??

I weekenden afholdte jeg kursus på Fuglsøcentret i Ebeltoft. Det er ikke muligt at komme derud med offentlig transport, så man er mere eller mindre tvunget til at bestille en taxa de sidste 6-7 km. Så er det bare en skam, at den ene taxachauffør, der arbejder derude, holder fri den weekend. “Prøv Kalø Taxa”. Ok… “Nej. Vi kan ikke komme kl to. Vi kan komme kvart i et eller kvart over tre.” Super. Så venter jeg bare 3 timer på den næste bus, når I sætter mig af i Knebel kl halv fire.

Taxaer er tydeligvis undtaget færdselslove og alment hensyn. De kører over for rødt, kører 100 km/t i byen og i morges, hvor 3 biler holdte tilbage i et kryds, så den 20 meter lange kø i modsatte vejbane kunne dreje fra – ja, så kommer der lige en taxa, som partout skal holde helt oppe i røven på bilen foran, så han blokker alt.

Chaufførerne er et kapitel for sig selv. Jeg gider ikke snakke, når jeg kører i taxa. Sådan er jeg beklageligvis ofte ret alene om at have det. Og jeg trækker altid de klamme eller nazisterne. Der var ham, som fortalte mig unødvendig detaljeret om sit parforhold, deres forsøg på at få børn og sin uddannelse til zoneterapeut. Ham, som blev ved med at kommentere min kjole og min kæde, spurgte, om jeg var bange for/havde oplevet at blive voldtaget? Ham, som mente, at alt fra dårlig ånde til regnvejr var indvandrernes skyld. I alle tre situationer, havde jeg sat mig ind, givet adressen og ikke sagt yderligere.

Hvis en taxareform er for omfattende – immervæk en hel del elendighed, der skal rettes op på, og det er jo ikke gået så godt med eksperimentet DSB – er jeg villig til at lade mig spise af med ministerbil. For en politiker må jeg være drømme-delebilisten. Der er mulighed for enetale fra start til slut. Vi skal bare have sat kvote på brugen af ordet ‘Velfærdsreform’.