Vi er ikke altid lige søde ved Alderen her på bloggen, så når den bidrager med noget positivt, skal vi huske at skrive det. Ud over at man får foræret carte blanche til at slå opgivende ud med armene, hver gang man får moderne teknik stukket op snuden, bliver man heldigvis også klogere på sig selv efterhånden som man bliver ældre. Somme tider bliver man skuffet. Somme tider bliver man lettet. Og ind i mellem bliver man overrasket.
Jeg har altid tænkt, at hvis jeg skulle skrive en kontaktannonce (hvad mener du med ‘profil’?), skulle der et sted i teksten flettes følgende sætning ind: “Penge ingen hindring.” Sjovere at græde på bagsædet af en limosine og alt det der. Stor er min forbløffelse over at opdage, at jeg ikke fungerer godt sammen med mænd med alt for mange penge. “Hvad er problemet?!”, hører jeg flere (heriblandt min bankrådgiver) råbe. I målløs undren. Det har vist sig, at der er flere.
For det første er der hele problemet omkring boligsituationen. Når jeg sidder i Arne Jacobsen stolen med PH lampen tændt og kaffe på Georg Jensen kanden, bliver jeg så utrolig anspændt. Min motorik er ikke altid min ven, og jeg er meget bevidst om, at jeg vil være gældsat for livet, hvis jeg skal betale for rensning af det ægte tæppe, som jeg helt sikkert på et tidspunkt kommer til at vande med årgangsvin eller økologisk, selvristet kaffe.
For det andet er det i længden uholdbart at skulle stall’e ham med historier om vandskader og håndværkere, overnattende voldsramte veninder og politiafspærret gerningssted for at undgå at skulle være hos mig. Hvor alt design omfattes af sætningen ‘Ikea, 2002-2007’.
For det tredje føler jeg mig som et barn i selskab med en voksen, hvor den voksne betaler for indgang og turpas i tivoli, jeg får alt det slik, jeg kan spise og lige præcis legetøj, jeg peger på i BR – og jeg kan kvittere med en hjemmelavet vissenlilla perleplade fra børnehaven.
For det fjerde begynder jeg at svede ved tanken om at møde hans venner. Som smider deres Pradafrakker i Audien, inden de kommer ind til cosmopolitans og tapas. Og mener en hel masse om EU og medicinalbranchen.
Man skal ikke have svunget sig op over meget mere end 6 i snit (den gamle skala. Den nye er kun tilgængelig på nettet. Jeg er over 30. Beklager.) på Psykologi for at gennemskue, at det handler om selvværd i underskudsversionen: Mindreværd. Det er bare desværre umuligt for mig at være i et forhold, hvor magtbalancen er skæv. Jeg forvandler mig enten til Det Høflige Barn eller udvikler defensiv foragt for alt med kapitalistiske tendenser. Exit Abildgren.
Efter at have lært og accepteret at det er sådan det forholder sig, indstiller jeg mig nu på et liv i relativ fattigdom. Det er egentlig ok. Er skidebange for at parallelparkere store biler, og har uheldig tendens til at snuble ned af trapper, hvilket unægtelig gør det temmelig spændende at leve i et 3-etagers hus.
Så slipper jeg også for at skulle lære at lave tapas.
Published by