Slabbe-Bras.
I går var mødregruppen og jeg på Aros (Mmm. For sådan nogle er vi nemlig. Højkulturelle. Ikke bare sådan nogen, der sidder og æder kage *løgn-smiley*) hvilket var en stor succes. Anton var pjattet med Jorn farveladerne, og blev så overvældet af dem, at han sov 2 timer bagefter.
Overvejer at melde mig ind i Aros. På ’vi sover her i nat’-måden.
Bagefter blev vi enige om at gå ned og få en kop kaffe, og jeg ved ikke, hvordan det er i andre byer, men her i Århus er det meget få steder, man er velkommen med spædbørn. Hvilket jeg ganske udmærket forstår; det er trods alt ikke mere end 4 måneder siden, jeg selv var en af dem, der for fanden ikke gik på cafe for at få tinnitus af andre menneskers babyer. Det er vist også noget med, at de ikke er så vilde med patter i fri dressur rundt omkring, og selvom alle jeg kender ammer virkelig diskret og ikke skifter børnene på cafebordene, så har jeg set eksempler på, at det ikke er alle, der tager de samme hensyn, så fair nok.
Derfor er der selvfølgelig nogen, der har regnet ud at lave cafeer, hvor mødre, babyer og babser er velkomne, og sådan et sted gik vi hen i går. Det hedder Slabberas og ligger i Frederiksgade.
Og jeg har aldrig fået så ringe service i mit liv.
Det startede med, at vi skulle parkere 5 barnevogne i den lille gård, hvor der i forvejen holdt en god håndfuld babylimo’er. Jeg fandt en ledig plads, men havde ikke engang sluppet styret, da døren blev revet op, og jeg fik en meget vred strikhue lige ud i ansigtet. Om jeg GODT ville lade være med at parkere den der!!?
Mig: Jeg vidste ikke –
Ham: Det står LIGE DER!! *meget-demonstrativ-pegning-på-skilt*
Mig: Jeg har ikke været her før, jeg vidste ikke –
Ham: Nej, men det er PRÆCIS DERFOR, vi har skrevet det på skiltet!! Vi har lige fået en bøde på 30.000!!
Mig: (Nu middelsvært irriteret.) Det er fint. Jeg skal nok flytte den. Men jeg synes måske nok, at du kunne sige det på en ordentlig måde.
Ham: DET STÅR LIGE DER!
Mig: JA!! Det har jeg set, og nu flytter jeg den!
Og så fik jeg ellers døren i synet.
Lækkert.
Vi fik samlet alt vores pikpak, slæbt børn, tasker, poser og os selv op på førstesalen, og defilerede derefter ned for at bestille. Da det blev min tur, sagde jeg – meget, meget pænt – til den ellers ret rare mormor-type, at nu var det ikke for at være en sure kost, men at det måske ikke gav det bedste indtryk på nye kunder, når personalet startede med at råbe dem ind i ansigtet. Hun nåede lige at åbne munden, hvorefter Strikhuen løsrev sig fra sin MacBook længe nok til at komme og skælde noget mere ud. Jeg forsøgte flere gange at komme igennem med sætninger som ”Jeg fortæller dig bare, hvordan jeg som kunde oplevede situationen” og ”Det er måske ikke så nemt at gætte, at et skilt på størrelse med en lille plakat, med samme skrifttype og pynt som jeres menuskilt, er en forbudstavle” men han afbrød alle forsøg på at sige noget, og til sidst kiggede jeg bare på ham og sagde: ”Det er fint. Jeg kommer så bare ikke her igen.” Hvortil han svarede: ”Godt!”
De behøver hverken at De’se mig eller slikke røv, men jeg gider sgu ikke rigtigt råbes af, der hvor jeg lægger mine penge.
Min stramme kæbe og jeg gik på toilet for lige at fordøje, at det var lykkedes os at komme i bad standing på en babycafe på under 4 minutter, og det lunede på humøret, at den gode stemning var videreført dernede med skiltet:
”KUN toiletpapir i toilettet!! ALT andet vil medføre bortvisning og en VVS-regning!!”
Jeg gik derfra med samme fornemmelse, som man fik i skolen, når man var kommet til de virkelig dårlige læreres timer, og fik skæld ud, fordi de andre pjækkede.
Min eneste trøst er tanken om, at han ikke ved, at jeg er for kaffe, hvad Julia Roberts i Pretty Woman var for Rodeo Drive: Han kunne have betalt sin rådne bøde 3 gange med avancen på den kaffe, jeg når at konsumere på en måned.

