Linda

I går var mødregruppen og jeg på Aros (Mmm. For sådan nogle er vi nemlig. Højkulturelle. Ikke bare sådan nogen, der sidder og æder kage *løgn-smiley*) hvilket var en stor succes. Anton var pjattet med Jorn farveladerne, og blev så overvældet af dem, at han sov 2 timer bagefter.

Overvejer at melde mig ind i Aros. På ’vi sover her i nat’-måden.

Bagefter blev vi enige om at gå ned og få en kop kaffe, og jeg ved ikke, hvordan det er i andre byer, men her i Århus er det meget få steder, man er velkommen med spædbørn. Hvilket jeg ganske udmærket forstår; det er trods alt ikke mere end 4 måneder siden, jeg selv var en af dem, der for fanden ikke gik på cafe for at få tinnitus af andre menneskers babyer. Det er vist også noget med, at de ikke er så vilde med patter i fri dressur rundt omkring, og selvom alle jeg kender ammer virkelig diskret og ikke skifter børnene på cafebordene, så har jeg set eksempler på, at det ikke er alle, der tager de samme hensyn, så fair nok.

Derfor er der selvfølgelig nogen, der har regnet ud at lave cafeer, hvor mødre, babyer og babser er velkomne, og sådan et sted gik vi hen i går. Det hedder Slabberas og ligger i Frederiksgade.

Og jeg har aldrig fået så ringe service i mit liv.

Det startede med, at vi skulle parkere 5 barnevogne i den lille gård, hvor der i forvejen holdt en god håndfuld babylimo’er. Jeg fandt en ledig plads, men havde ikke engang sluppet styret, da døren blev revet op, og jeg fik en meget vred strikhue lige ud i ansigtet. Om jeg GODT ville lade være med at parkere den der!!?

Mig: Jeg vidste ikke –

Ham: Det står LIGE DER!! *meget-demonstrativ-pegning-på-skilt*

Mig: Jeg har ikke været her før, jeg vidste ikke –

Ham: Nej, men det er PRÆCIS DERFOR, vi har skrevet det på skiltet!! Vi har lige fået en bøde på 30.000!!

Mig: (Nu middelsvært irriteret.) Det er fint. Jeg skal nok flytte den. Men jeg synes måske nok, at du kunne sige det på en ordentlig måde.

Ham: DET STÅR LIGE DER!

Mig: JA!! Det har jeg set, og nu flytter jeg den!

Og så fik jeg ellers døren i synet.

Lækkert.

Vi fik samlet alt vores pikpak, slæbt børn, tasker, poser og os selv op på førstesalen, og defilerede derefter ned for at bestille. Da det blev min tur, sagde jeg – meget, meget pænt – til den ellers ret rare mormor-type, at nu var det ikke for at være en sure kost, men at det måske ikke gav det bedste indtryk på nye kunder, når personalet startede med at råbe dem ind i ansigtet. Hun nåede lige at åbne munden, hvorefter Strikhuen løsrev sig fra sin MacBook længe nok til at komme og skælde noget mere ud. Jeg forsøgte flere gange at komme igennem med sætninger som ”Jeg fortæller dig bare, hvordan jeg som kunde oplevede situationen” og ”Det er måske ikke så nemt at gætte, at et skilt på størrelse med en lille plakat, med samme skrifttype og pynt som jeres menuskilt, er en forbudstavle” men han afbrød alle forsøg på at sige noget, og til sidst kiggede jeg bare på ham og sagde: ”Det er fint. Jeg kommer så bare ikke her igen.” Hvortil han svarede: ”Godt!”

De behøver hverken at De’se mig eller slikke røv, men jeg gider sgu ikke rigtigt råbes af, der hvor jeg lægger mine penge.

Min stramme kæbe og jeg gik på toilet for lige at fordøje, at det var lykkedes os at komme i bad standing på en babycafe på under 4 minutter, og det lunede på humøret, at den gode stemning var videreført dernede med skiltet:

”KUN toiletpapir i toilettet!! ALT andet vil medføre bortvisning og en VVS-regning!!”

Jeg gik derfra med samme fornemmelse, som man fik i skolen, når man var kommet til de virkelig dårlige læreres timer, og fik skæld ud, fordi de andre pjækkede.

Min eneste trøst er tanken om, at han ikke ved, at jeg er for kaffe, hvad Julia Roberts i Pretty Woman var for Rodeo Drive: Han kunne have betalt sin rådne bøde 3 gange med avancen på den kaffe, jeg når at konsumere på en måned.

Hørt ved puslebordet:

“Hvad så, skat? Skal du have nylonstrømper på idag?”

(Nåmn, hvad? Kl. 5.30 kan det sgu da godt være lidt svært at huske, at det hedder ‘strømpebukser’, når det er til drenge.)

I dag i Politiken kunne jeg læse, at mange forældre ikke kan se, at deres børn er overvægtige. Forleden så jeg et afsnit af Amalies Verden, og nu sidder jeg og spekulerer på, om det samme gør sig gældende, hvis ens børn ikke er alt for snu?

Både Dines og Anne har skrevet nogle rigtigt fornuftige indlæg om, at vi som voksne burde gå forrest med det gode eksempel og lade være med at hade på det, der vel reelt set bare er børn, der leger for åben skærm, og jeg ville sådan ønske, at jeg kunne efterleve deres vise ord – for det ER de – men altså… For helvede. Ikke?

Jeg har det efterhånden med Amalie og De Unge Mødre, som jeg har det med 2., 3. 12. og 57. hold af Robinsondeltagere: Nu HAR I set, hvordan programmerne klippes, så de uheldige karaktertræk man måtte have forstørres 1:1000. Alligevel vælger I at stille op. Så er I fandme også selv ude om det. *retfærdiggørende-smiley*

Jeg ville ønske, at jeg kunne zappe forbi den slags programmer og over på noget mere lødigt som f.eks. Greys Anatomi DR2, men det er lidt som med de forfærdelige, forfærdelige billeder fra Japan, hvor man godt ved, at de stakkels mennesker i den hvide bil har omkring 16 sekunder tilbage at leve i – og alligevel kan man ikke få øjnene fra skærmen.

Jeg mener: Konen er jo naturstridigt dum. Jeg ville ønske, at jeg oprigtigt kunne sige, at jeg bliver hængende, fordi jeg tænker, at hun LIGE om lidt begynder at grine og siger: ”Aj. Den hoppede I sgu da ikke på, vel? Så dumme og forkælede, er der jo for fanden INGEN der er!”

Men jeg har en grim mistanke om, at jeg bliver hængende, fordi der inden i mig bor en lille, grim undremåler, der fryder sig over at blive bekræftet i, at uanset hvor slemt det står til her i huset, er jeg i hvert fald ikke SÅ dum.

Når jeg slukker for den slags udsendelser, sidder jeg altid tilbage og føler mig en lille smule snavset. Jeg synes, at der er så mange dårlige ting at sige om, at den slags programmer produceres, og samtidig ved jeg jo godt, at det blev de ikke, hvis ikke vi var nogen, der så dem.

Jeg kan f.eks. ikke lade være med at tænke på, at der sidder et helt tv-hold omkring Amalie, og forsøger at skjule deres begejstring, når hun udgyder endnu en af sine sproglige perler som den med, at hun nu virkelig begynder at føle ydersiden af at være kendt. Hvor rart kan det være at gå på arbejde, når det går ud på at indsmigre sig og skabe tillid, for derefter at udnytte den med velberådet hu?

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at én ting er, at De Unge Mødre vælger at udstille deres liv og personligheder på landsdækkende tv, men de vælger det altså også for deres børn. Og jeg tror f.eks. godt, at jeg ville være fri for at være Tino, når jeg skulle starte i skole. Hvor er børns tarv henne i dét?

Når jeg sætter mig ned og ser Amalies Verden eller De Unge Mødre, frygter jeg, at evolutionskurven for længst er peaket, og at vi om 3 generationer igen render på alle 4 og æder bananer.

Med bugen slæbende hen af jorden.

Kunne I egentlig tænke jer en update på livet med Anton? Nej? Nåmen, så må I lige komme tilbage senere, for det er det, jeg har lyst til at skrive om i dag.Han er nu blevet 4 måneder, og som med alle andre store ting i livet, har jeg både svært ved at forstå, at det allerede er 16 uger siden, jeg lå på en metalbriks med sammenbidte tænder og nåle alle vegne, og samtidig føles det, som om jeg har haft ham altid.På det helt lavpraktiske plan vokser han. Hurtigt. Sundhedsplejersken kommer på mandag, men min egen fornemmelse er, at han vejer omkring 6,5 kilo og er 64 cm lang. Det er 4 kilo på 4 måneder. Det er ret imponerende, synes jeg.Og så er jeg ellers glad for at kunne sige, at det er blevet meget, meget nemmere. (That’s right. I said it. Så nu ved vi godt, at vi fra i morgen går en forkølelse, 2 (hug)tænder og syv søvnløse uger i møde *jinx-it-smiley*) Men han har fået en rytme, går artigt i seng omkring kl. 22, vågner 2 gange pr. nat, og kan nå forbi både buffet og puslebord på 25 min. Han vil gerne sidde hos mig, når vi har gæster (= man kan igen drikke kaffe med mennesker, der svinger forbi med spændende beretninger om livet udenfor), og fremmede bliver nu tilsyneladende blot opfattet som venner, som han endnu ikke har mødt – og som skal vindes over med store, skæve smil.Jeg er blevet bedre til at være Antons mor. Jeg ved f.eks., at man skal ease ham ind til nye ting, og den viden har øget raten af succesfulde oplevelser betragteligt. Har jeg f.eks. husket at prale med, at han til babysvømning nu forsøger at svømme? På den ret begejstrede måde. I fredags dykkede han, (åh, mor er så stolt!) og hvis der skal udgives noget Nirvana Greatest Hits, så bare send en paparazzi til Gjellerup efter billeder til coveret.Jeg har også accepteret, at der er nogle lege, der får hjernen til at løbe langsomt ud af øret på mig af kedsomhed. Dem er jeg holdt op med at lege. Til gengæld synger jeg for ham, læser højt, tager ham med ud i selen og blæser sæbebobler, og smider ham op på skulderen, mens jeg løber rundt i lejligheden og siger som et fly. Ret præcist, faktisk, hvis jeg må sige det selv. Jeg vil ikke udelukke, at jeg morer mig mere end han gør, men sålænge han ikke kan gå sin vej, er det mig, der bestemmer MUHAHAHA!For 4 måneder siden troede jeg aldrig, at jeg skulle komme ud igen. Eller i tøjet. I dag træner og underviser jeg et par gange eller 3 om ugen, jeg kan gøre rent uden at være så udmattet af stress bagefter, at jeg føler, at jeg har løbet en maraton, jeg har nyklippet pandehår, og på lørdag til Kagens Dag, har jeg tænkt mig at bage selv.Det er stadig hårdere, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig, og vi har stadig to store udfordringer: Dels er aftensmad noget, som jeg må snige i mig, når han kigger væk, hvilket betyder, at jeg kan vælge mellem at spise den kold eller at få brændvabler i munden, og dels har vi lige en time eller to om aftenen, hvor han giver den hele armen som forsømt, vanrøgtet barn. Men det er sgu da til at overskue, synes jeg.Specielt når han samtidig tålmodigt finder sig i, at jeg kysser ham så meget, at jeg er bange for, at det er mig, der er kommet til at kysse alt håret af ham. Og i går, da han lå og sov med sit lille skildpaddefjæs mast helt ind i siden af liften, døde jeg lidt af lykke over, at han er min.

Ovre på Skyggesiden går bølgerne højt for tiden, og når meningsudvekslingerne bliver så højlydte, får det mig altid til at tænke over blogland og al dens væsen.

Når en blogger skriver om politiske emner, kan forfatteren som regel være sikker på, at kommentarfeltet liver op, og jeg tror egentlig, at de fleste bloggere er glade for at være med til at skabe lidt debat. Så længe tonen er sober og folk rent faktisk læser, hvad der står i indlægget, inden de kaster sig frådende over tastaturet, synes jeg, at det er rigtig fint, at der også er læsere, der er uenige i de betragtninger, man som blogger går og gør sig.

Men uden at jeg skal gøre mig til talsmand for hele blogverdenen, tror jeg, at der er mange af os, der ikke er ret vilde med anonyme kommentarer. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor, for som en læser i mit eget kommentarfelt meget rigtigt indvendte, er man jo ikke mindre anonym, når man underskriver sig ”Sputnikken” eller ”Høgen”. Og det er jo heller ikke sådan, at blogpolitiet farer rundt derude og kontrollerer, at dem, der underskriver sig ”Pia” rent faktisk hedder Pia. Alligevel føles det, i hvert fald for mig, anderledes at få en fæl kommentar fra et pseudonym end fra en anonym. Det føles bare som om, at intentionerne bag uenige kommentarer er bedre, hvis de har et navneskilt bundet om tåen, end hvis de ikke har.

Jeg forstår dog godt, at man kan have lyst til at gøre det. Jeg kan f.eks. føle trangen røre på sig, når jeg på forskellige blogs derude falder over slet skjulte svinere, uanset om de handler om min egen blog eller nogle af mine venners.

For én ting er, at folk ikke kan lide en bestemt blog. Det er fair nok. Det er umuligt at lave et produkt, der er relevant for alle aldersgrupper og segmentfarver, men når jeg falder over et indlæg derude, hvor jeg i den grad føler mig ramt, og sidder tilbage med en klar fornemmelse af, at den der gik ud til mig, bliver jeg ked af det. Helt ud i virkeligheden. Jeg kan ikke forstå, at man – når det er så personspecifikt – ikke bare kan lade være med at læse med.

Jeg ville jo gerne være så cool, at jeg oprigtigt kunne sige, at jeg var ligeglad. Og jeg er den største fortaler for, at man skal have lov at skrive præcis, hvad man har lyst til på sin blog, dels fordi det ville blive så utrolig pissekedeligt, hvis alle skrev og mente det samme, og dels fordi den er personlig, og fordi folk bare kan lade være med at læse med, hvis håndarbejde/børn/hunde ikke siger dem noget – og så er det jo rimelig svært at komme farende med en omvendt dispensation klistret fast på bestemmepinden.

Hvis en person gør mig ked af det IRL, kan jeg som regel finde ud af at sige det til dem, men jeg gider ikke rigtigt være hende, der med martyrmine og klagende taster sender paranoide mails til et menneske, jeg aldrig har mødt med ordlyden: ”Jeg synes, at du er skidetarvelig. Det var bare lige det, jeg ville sige. Hej.”

Så i en mørk afkrog af mit sind, kan jeg godt forstå lysten til at lægge en anonym kommentar af de rigtig nedrige, og da ordene som regel er mine venner, kan jeg lave nogle rigtig dybfrosne sataner af slagsen, skulle jeg hilse fra mine eks-kærester og sige. (Igen: Hvorfor er jeg single??) På en eller anden måde synes jeg bare, at det er lidt ligesom med utroskab: Hvis du gør det en gang, er grænsen overtrådt og emballagen brudt, og så er det alt, alt for nemt at blive ved med at sige, hvad du mener, uden at stå ved det.

Og hende gider jeg endnu mindre at være.

Blogland er nogle gange noget mærkeligt noget.

Man ved, at det bliver en lang dag, når:
* man kommer ud i køkkenet kl. 6 og bliver mødt af synet af en kæmpe edderkop, der sidder og spiller smart midt på køkkenbordet.

* Søren Pind bliver slået til integrationsminister. Undskyld. Assimilationsminister

Ville ønske:
* at HTH ville installere Mads Christensen i et køkken, der ikke var 50 cm for lavt. Får ondt i ryggen af at se på det, mand. (Er det mon for, at vi kan se hans (blære)røv? *tø-hø-smiley*)

* at jeg kunne finde ud af at følge mine egne forskrifter, når jeg træner. Det er længe siden jeg sidst for alvor har smidt rundt med vægte = smart at tage den med ro. Jeg er bare så træt af at gå rundt med tagget Anton Was Here på maven, og da det samtidig desværre aldrig har været begrænsningens kunst, vi har haft hængende på væggene her i huset, har jeg siden i lørdags gået med samme smidighed og ynde som et egetræ på vej ned af en pukkelpiste.

* at jeg aldrig havde fået mit sind forgiftet med følgende klamme, klamme sætning fra Vidunderlige Uger:

Når jeg giver hende flaske, stikker hun sin lille hånd ind under min bluse. Vi kalder det for ”kæle-for-bryst”

(Og just for the record, så hader jeg den stadig, men man klandrer jo heller ikke den druknende for at klamre sig til tømmerflåden, selvom den er grim, vel?)

Hej Skat.
* Jeg siger ikke, at de snyder. Jeg siger bare, at jeg finder det en liiiille smule påfaldende, at jeg med min indkomst, der er nogenlunde ligeså jævn som cykelstierne i Århus, har ramt fuldstændig 100 % rigtigt, og derfor hverken skal betale eller cashe ind.* Er der i den forbindelse nogen der ved, hvad fanden der sker med udtrykket: ”Så går det jo lige O P, op.” Hvor kommer det fra? Hvorfor er der så mange, der siger det? Og vigtigst af alt: Holder de snart op igen?

Det er sjældent, at jeg er en af de forbrugere, der klager. (I hvert fald højt og til nogen, der rent faktisk kan gøre noget ved det, klagen drejer sig om.) Dels har jeg en forventning om, at de fleste firmaer har en virtuel sliske fra indbakken til skraldespanden, og dels gider jeg ikke, at de tror, at jeg er en af dem, der skriver for at få noget. Her i huset tigger vi ikke.

Men efter to gange at have fået gennemvædet tasken med olie, fordi flasken med D-vitamin dråber, jeg har købt til Anton, er gået op, blev forleden jeg arrig nok til at sætte mig ved tastaturet og skrive til producenten.

Som meget høfligt skrev tilbage, at de aldrig havde hørt om problemet før, men at de på grund af min klage havde haft flasken testet på teknisk afdeling, og de kunne godt se, at jeg havde ret.

??

*Hvad-skal-jeg-så-gøre-af-mine-fordomme-smiley*

Og så ville de i øvrigt gerne have lov at give mig et gavekort til Hjem-is, som plaster på såret. (Alligevel ikke for noget, vel? Men ville man ikke have forventet et gavekort til Aarstiderne fra et vitaminpillefirma?) Så nu ville de gå i gang med at kigge på, om problemet kunne løses ved at gøre gevindet kortere.

Måske har jeg misset mit virkelige kald som produktudvikler af en slags? Jeg ærgrer mig f.eks. stadig over, at jeg ikke i 90’erne henvendte mig til Japan med min fremragende ide til videreudvikling af Pacman-spillet: Wall Street Pacman, som i stedet for den traditionelle ost, der spiste prikker og blev forfulgt af spøgelser, skulle være et jakkesæt, der sniffede coke og blev forfulgt af paranoia. 3 gange hurtigere end originaludgaven, selvfølgelig. Ville fandme være blevet kæmpestort i yuppie-segmentet.

Konceptet holder faktisk stadig, nu jeg sidder og tænker over det. Skulle måske prøve at henvende mig til Nintendo?

Wii Blow.

Ville formentlig få Colombias BNP til at stige med 4.000 %. Det må sgu da også være noget værd?

Håber så bare ikke, at de belønner efter samme princip som Multi-Tabs, for jeg står ikke lige og mangler et gavekort til Betty Ford.

Jeg er så fuckertræt i dag, at man ikke fatter det. Nogen her i huset synes nemlig, at ’dag’ er noget, der starter lige omkring kl. 3.30, og han er ikke umiddelbart til at overbevise om det modsatte.

(Hvor gamle skal de egentlig være, før man kan koste dem ud på en avisrute? I Kina kravler de vel nærmest lige fra skrævet til symaskinen for at sy sportssko til fede, hvide folk?)

Så jeg ville bare lige stikke hovedet herud for at fortælle to ting:

1)
Har I også spekuleret på, hvem der egentlig bruger testerne på make-up hylderne i Magasin? Jeg har. Har altid syntes, at det var drønklamt, at nogen kunne få sig selv til at dele bakterier på den måde.

Well….

Det viser sig, at målgruppen for kollektiv øjenbetændelse er enlige mødre med aftaler down town, der efter spinning har måtte storme ud af omklædningsrum med vådt hår og albinofjæs, fordi føromtalte barn er træt (fucking surprise!! 3.30, mand….), og truer med at bide struben over på barnepigen.

Så så man lige mig snige mig duknakket omkring i blandt eyelinere og pudderkvaster, mens jeg med lige dele skam og angst for at blive afsløret som Hende, Der Ikke Skal Købe Noget, forsøgte at komme til at ligne noget, der igen var værdigt til at indgå i civilisationen.

Svært at få gode resultater, når man forsøger at ramme øjenvipperne, mens man lader som ingenting, dog. Blev så forskrækket, da ekspedient kom svingende om hjørnet i en sky af lydefri teint og Dior, at jeg fik smattet mascara ud over det hele.

Og man kan jo for fanden ikke bede om en Kleenex til at rette op på de undvegne produkter, man står og er i færd med at stjæle, vel? Så forsøgte at fjerne det med en fugtet finger (som vi bliver nødt til at kalde det, for jeg Kan. Ikke. Holde. Ud, at jeg er blevet sådan en, der spytvasker mig selv), hvilket bare resulterede i, at jeg fik det tværet ud over hele øjenlåget og det meste af kinden.

Lignede en, der havde fået tæsk, da jeg gik derfra.

But I don’t care for

2)
jeg afløser på spinning hver torsdag hele måneden, og fra i næste uge har jeg min egen mandagstime igen. HURRA!! Fordi jeg har den bedste ven i verden, som godt kunne se, at jeg var lige ved at visne over, at microfonen var blevet taget fra mig, og som derfor ridderligt stillede sig selv og sin tid til tjeneste.

Så fra næste uge er det officielt muligt både at blæse og have mel i munden.

Med min nye make-up stil, skal jeg så nok bare være lidt varsom med ikke at komme til at stå med ansigtet mod vindretningen.