Kunne I egentlig tænke jer en update på livet med Anton? Nej? Nåmen, så må I lige komme tilbage senere, for det er det, jeg har lyst til at skrive om i dag.Han er nu blevet 4 måneder, og som med alle andre store ting i livet, har jeg både svært ved at forstå, at det allerede er 16 uger siden, jeg lå på en metalbriks med sammenbidte tænder og nåle alle vegne, og samtidig føles det, som om jeg har haft ham altid.På det helt lavpraktiske plan vokser han. Hurtigt. Sundhedsplejersken kommer på mandag, men min egen fornemmelse er, at han vejer omkring 6,5 kilo og er 64 cm lang. Det er 4 kilo på 4 måneder. Det er ret imponerende, synes jeg.Og så er jeg ellers glad for at kunne sige, at det er blevet meget, meget nemmere. (That’s right. I said it. Så nu ved vi godt, at vi fra i morgen går en forkølelse, 2 (hug)tænder og syv søvnløse uger i møde *jinx-it-smiley*) Men han har fået en rytme, går artigt i seng omkring kl. 22, vågner 2 gange pr. nat, og kan nå forbi både buffet og puslebord på 25 min. Han vil gerne sidde hos mig, når vi har gæster (= man kan igen drikke kaffe med mennesker, der svinger forbi med spændende beretninger om livet udenfor), og fremmede bliver nu tilsyneladende blot opfattet som venner, som han endnu ikke har mødt – og som skal vindes over med store, skæve smil.Jeg er blevet bedre til at være Antons mor. Jeg ved f.eks., at man skal ease ham ind til nye ting, og den viden har øget raten af succesfulde oplevelser betragteligt. Har jeg f.eks. husket at prale med, at han til babysvømning nu forsøger at svømme? På den ret begejstrede måde. I fredags dykkede han, (åh, mor er så stolt!) og hvis der skal udgives noget Nirvana Greatest Hits, så bare send en paparazzi til Gjellerup efter billeder til coveret.Jeg har også accepteret, at der er nogle lege, der får hjernen til at løbe langsomt ud af øret på mig af kedsomhed. Dem er jeg holdt op med at lege. Til gengæld synger jeg for ham, læser højt, tager ham med ud i selen og blæser sæbebobler, og smider ham op på skulderen, mens jeg løber rundt i lejligheden og siger som et fly. Ret præcist, faktisk, hvis jeg må sige det selv. Jeg vil ikke udelukke, at jeg morer mig mere end han gør, men sålænge han ikke kan gå sin vej, er det mig, der bestemmer MUHAHAHA!For 4 måneder siden troede jeg aldrig, at jeg skulle komme ud igen. Eller i tøjet. I dag træner og underviser jeg et par gange eller 3 om ugen, jeg kan gøre rent uden at være så udmattet af stress bagefter, at jeg føler, at jeg har løbet en maraton, jeg har nyklippet pandehår, og på lørdag til Kagens Dag, har jeg tænkt mig at bage selv.Det er stadig hårdere, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig, og vi har stadig to store udfordringer: Dels er aftensmad noget, som jeg må snige i mig, når han kigger væk, hvilket betyder, at jeg kan vælge mellem at spise den kold eller at få brændvabler i munden, og dels har vi lige en time eller to om aftenen, hvor han giver den hele armen som forsømt, vanrøgtet barn. Men det er sgu da til at overskue, synes jeg.Specielt når han samtidig tålmodigt finder sig i, at jeg kysser ham så meget, at jeg er bange for, at det er mig, der er kommet til at kysse alt håret af ham. Og i går, da han lå og sov med sit lille skildpaddefjæs mast helt ind i siden af liften, døde jeg lidt af lykke over, at han er min.
Dejligt at læse. Du fik mig lige sendt 14 år tilbage i tiden – det var jo sådan det var.
dejlig dejlig update : – )
mmmmmmmmmmmmm jeg glædes virkelig over dit indlæg!!! Så fedt Linda, for nu tager morlivet over! 🙂
Jeg tror, helt seriøst, ikke du ved hvor sej og overskudagtig du er, sammenlignet med de fleste andre mødre! Dit program er IMPONERENDE – og så er du lige mor oveni. Jeg bøjer mig i støvet.
Åh det er så vildt hvordan man helt kan tude når man kigger på dem, over hvor heldig man er og hvor smukke, søde, sjove, klamme, skønne, gylpende, fantastiske, skidende osv. de er.
Hvor er de dog en livsbekræftende update på din lille Boss :O) Det er sgu et mirakel at sådanne skabninger kan bringe så mange oplevelser ind i ens liv.
Kan sagtens huske (gange 3) hvordan livet langsomt vender tilbage når rytmen sætter ind – det er som at få sin personlighed igen, bare forstærket og forsmukket af mor titlen!
Hvaaa er det for meget forlangt at få et lille billede af ham du har lavet … ? Han lyder så lækker og gad da godt lige se de 6,5 kg in visuel :O)
Tak for en skøn blog!
Mette / fruea
Hvordan skulle han dog kunne blive anderledes?
Med dén dejlige mor!
Du er skøn, og din lille dreng kan kun blive ligeså elskelig.
Ja man tror ikke helt på det i starten MEN det er rigtigt at det bliver nemmere!
Tillykke med de 4 mdr!
Skønt med en update på livet som mor. Nyder at læse din Blog, tjekker ivrigt flere gange dagligt om dér lige skulle være et nyt indlæg:)
Neeej vil ikke (nøjes med at) læse om. Vil hellere observere ude i virkeligheden. Kaffe, SNART 🙂
Jeg kunne da godt ønske, at det var mig, der var Anton.
Alene flyveturen der hængende over skulderen…*envy*
uuuhhh sikke et dejligt indlæg.. følte lige et øjeblik at jeg var knapt 3 år tilbage i tiden…. og gud hvor jeg elsker den rolle jeg fik for 3 år siden nu…. Ved ikke med jer andre, men jeg tager da gerne lige minimum et barn mere… blive lidt babysyg igen.. :0)
4 kilo? Det er da ret meget?
Tak for updaten på vores blogbaby 🙂
Det lyder simpelthen bare så dejligt 🙂
Jeg var præcis 39,9 år da jeg blev mor, og hvad jeg havde lavet indtil da, aner jeg simpelthen ikke. Nå, jov kan da godt huske lidt om charterferier og store drinks, MEN det føles som hun har været her ALTID. Og sådan tror jeg også Viola har det. Ihvertfald siger hun, 'hvor var jeg henne, mor'? når hun ser et barndomsbillede af mig! Alle forklaringer synes håbløse, så nu siger jeg bare, 'du var lige ude og tisse'. Herlig læsning, har først lige fundet din blog! KH